ET ANDET LAND
Tiderne_Et andet land_P.indd 1
20/02/15 14.14
Tiderne_Et andet land_P.indd 2
20/02/15 14.14
Janus Kramhøft
Et andet land ROMAN
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_Et andet land_P.indd 3
20/02/15 14.14
Et andet land Copyright © Janus Kramhøft/Tiderne Skifter 2015 Forlagsredaktion: Claus Clausen Omslagsbillede: Ebbe Stub Wittrup Presumed Reality #4, 2007 C-print Courtesy Martin Asbæk Gallery Sat med Janson text hos An:Sats, Espergærde Tryk: Printing House „POZKAL“ ISBN 978-87-7973-728-0 Printed in Poland 2015
På side 322 citeres fra digtet „Ashodel, That Greeny Flower“ af William Carlos Williams. Citaterne på side 323 og 324 er fra At skrive af Maguerite Duras i Lone Bjelkes oversættelse.
Forfatteren har modtaget støtte fra Statens Kunstråd.
Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk
Tiderne_Et andet land_P.indd 4
20/02/15 14.14
Til Trine
Tiderne_Et andet land_P.indd 5
20/02/15 14.14
Tiderne_Et andet land_P.indd 6
20/02/15 14.14
Brev i November
Tiderne_Et andet land_P.indd 7
20/02/15 14.14
Tiderne_Et andet land_P.indd 8
20/02/15 14.14
Oslo. Marts. 2006
Aftenen startede med, at hun fik roser af en anden mand. Ikke af teatret, ikke af Norske Bank – af en anden mand. Jeg så roserne i hendes garderobe efter premieren på Betrayal. Lidt efter så hun en mulighed for at undgå, at jeg tog med til festmiddagen, da en gammel ven ringede mig op; han ville gerne mødes og drikke og snakke, og det syntes hun hellere, jeg skulle gøre, så kunne vi mødes senere, når hun havde været ude at spise med holdet bag aftenens forestilling. Hun var lettet, da jeg gav hende ret. Jeg forstod det. Jeg havde ikke levet og åndet for teatret sammen med teatertruppen i tre måneder. Jeg havde været derhjemme, mens hun havde indgået alle disse nye venskaber i Stockholm. Vi fulgtes ad. Hun gik lidt foran sammen med kvinderne, jeg gik sammen med skuespilleren Frederik. Et par hundrede meter senere kom skuespilleren Carl hen til os og undskyldte, at han havde været så mærkelig over for mig tidligere på aftenen, hvilket jeg ikke havde speku leret over et sekund. Hun måtte have sagt til ham, at han 9
Tiderne_Et andet land_P.indd 9
20/02/15 14.14
opførte sig mærkeligt over for mig, og nu stod vi på det gadehjørne, hvor vores veje skiltes. Jeg gav A et kys. Så gik vi hver til sit. Det var mørkt og koldt og tåget i gaden. Jeg gik i den indre by. Hun skulle fejre premieren med de andre. Det var okay. De var kun optaget af hinanden og af aftenens forestilling. Jeg ville hellere drikke øl med min ven Tomas Halik. Vi havde altid kunnet tale frit, og jeg havde brug for at snakke. Jeg havde kendt ham i tolv år. Han havde gået på teaterskolen med A. Vi blev venner i de dage, hvor jeg forelskede mig i hende, vi var afslappede i hinandens selskab og nysgerrige efter at vide mere om hinandens tanker og historie, og vores venskab blev forstærket af, at han havde set mig og A, da lynet slog ned, i det øjeblik vores forelskelse flammede op, og han sagde altid, at han aldrig før havde set nogen, som var så forelskede. Da jeg lidt senere sad sammen med Halik på Håndværkeren, var det ikke så enkelt at snakke, som jeg havde håbet. Vi drak den ene fadøl efter den anden. Halik havde drukket hjemmefra for at reparere skaderne fra en fest dagen før. Han elskede at have tømmermænd. Når hans stemme var dyb og hæs, kunne han slet ikke få nok af at lytte til selv, og jeg vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, før han ville opleve alle andre som kedelige, og så ville han føle, at det var hans ansvar at få sat gang i festen. Han var allerede fuld, da vi mødtes, men han syntes ikke, at øllet virkede, og gik op for at købe en dobbeltwhisky til os begge to. Efter en time var han halvt bevidstløs af druk, men han kunne godt mærke, at mine tanker 10
Tiderne_Et andet land_P.indd 10
20/02/15 14.14
var et andet sted. Han vidste, at der var noget, der pinte mig, og han havde åbenbart også en fornemmelse af, hvad det var. Han havde altid haft en underligt omvendt måde at takle problemer på, ikke mindst når han var i festhumør, og nu begyndte han at snakke om, hvad jeg troede skuespillere lavede på deres hotelværelser om natten, når de havde været på turné i månedsvis, uden mulighed for at have sex med deres elskede derhjemme. „Hvad tror du, de laver, når de er helt oppe at køre efter aftenens forestilling og har siddet i hotelbaren og drukket sig halvfulde?“ spurgte han, og det var for dumt til, at jeg gad svare på det. Det var bare hans egne syge forestillinger. Han var konstant på udkig efter kvindernes bagdele, mens han kælede for sit græske koral-halssmykke og sit behårede bryst. Han var alt for brun for årstiden, og hans lange nudelhår var nyvasket, og det var en gåde for mig, hvordan jeg var blevet ven med en mand, som sad og nulrede sine brysthår. Jeg ved ikke, hvad han lignede. Det tætteste jeg kunne komme, var en blanding af en surfer og en brunstig sømand. Men han var skuespiller, og han vidste, hvad han talte om, når han talte om utroskab, og jeg tænkte på en aften ni år tidligere, hvor vi havde fest derhjemme efter en premiere på teatret, da vi boede i Bergen, en aften hvor Halik blev så fuld, at han kravlede rundt på alle fire som en hund og kyssede kvindernes højhælede sko og kærtegnede deres ankler – han havde noget med ankler – og selvom A var veninde med Haliks kone, Gina, endte han inde i vores seng med en skuespillerinde, som var højgravid og havde meget store bryster, som Halik malkede, mens de dansede, inden han sluttede 11
Tiderne_Et andet land_P.indd 11
20/02/15 14.14
det hele af med at begrave sit store ansigt mellem hendes bævrende bryster med et lettelsens suk. Og ham skulle jeg nu høre på: „Når det kribler og krabler mellem benene, og de har været væk hjemmefra i tre uger – hvad gør de så, min ven?“ „Hvorfor gør du det der?“ „Hvad?“ „Hvorfor siger du det der, når du ved, hvor jaloux, jeg er?“ „Det er bare svært at tage alvorligt,“ sagde han. „Du har ikke nogen grund til at være jaloux. Hun elsker dig. Hun kunne aldrig finde på at være utro.“ „Tak,“ sagde jeg. „Det var det, jeg havde brug for at høre.“ Vi skålede. „Jeg tror ikke på jalousi,“ sagde Halik. Jeg så på ham, som om det var det dummeste, jeg havde hørt. „Jalousi er ikke noget, man tror eller ikke tror på. Det er noget, man føler.“ „Noget nogen føler.“ „Jeg nægter at tro på, at du aldrig har været jaloux.“ „Hvis Gina hellere vil leve sammen med en anden mand, så fuck hende. Så er hun ikke værd at samle på. Så enkelt er det.“ „Men hvordan kan du styre tankerne?“ spurgte jeg. „Selv om jeg ikke tror, at der er nogen grund til at være jaloux, kan jeg ikke lade være med at forestille mig det værst tænkelige. Alt det jeg ikke ved, gør mig skrækslagen. 12
Tiderne_Et andet land_P.indd 12
20/02/15 14.14
Jeg forestiller mig alle tænkelige scenarier, og af en eller anden grund involverer de altid sex.“ Halik kunne ikke se problemet. „Hvad er der galt i det? Hvorfor er det så forfærdeligt, hvis hun har sex med en anden? Er det ikke dejligt, at hun har en god oplevelse? Så længe det er dig, hun vil leve sammen med og kommer hjem til.“ „Det mener du ikke?“ „Så kan hun fortælle om det. Der er ikke noget bedre afrodisiakum.“ „Er det sådan, I lever? Dig og Gina?“ „Det troede jeg, du vidste.“ „Jeg havde ingen anelse,“ sagde jeg. „Så er du formentlig den eneste, som ikke ved det,“ sagde han. „Vi har et åbent forhold.“ „Har I haft det hele tiden?“ „Første gang jeg mødte hende, sagde jeg til hende. Det er dig, jeg elsker. Det er dig, jeg vil dele mit liv med. Men det betyder ikke, at jeg ikke vil have sex med andre kvinder. Det sagde jeg til hende.“ „Du lagde kortene på bordet.“ „Jeg lagde kortene på bordet. Jeg sagde: Her er jeg. Vil du have mig med det hele?“ „Hvad sagde hun?“ „Det var hun jo nødt til at acceptere. Hvis hun ville være sammen med mig.“ „Jeg forstår ikke, hvordan hun kan leve med det. Hun må jo være frygtelig nervøs for, at du skal møde en anden, som du elsker højere end hende?“ „Den risiko er en del af livet. Man kan jo også møde en 13
Tiderne_Et andet land_P.indd 13
20/02/15 14.14
anden, som man elsker, selvom man ikke lever i et åbent forhold. Man lader jo heller ikke være med at gå udenfor, fordi man kan blive kørt ned.“ „Er Gina ikke jaloux?“ „Jo, er du sindssyg. Jeg har aldrig mødt nogen, som er så jaloux som hende,“ sagde han. „Bortset fra dig.“ „Er hun også sammen med andre?“ „Det var hun ikke i starten. Hun havde ikke lyst. Det var jo mig, hun ville være sammen med. Men nu har hun sex med mange flere, end jeg har. For at gøre mig jaloux. Hun fortæller mig alt om det.“ „Det må være et helvede. Jeg forstår ikke, at I kan leve på den måde.“ „Jeg synes, det er alle jer andre, som er syge i hovedet. Tænk på hvad I går glip af.“ „Hvis A havde sex med en anden, ville jeg ikke kunne leve sammen med hende længere.“ „Stakkels kvinde. Skal hun leve resten af livet uden at have sex med andre end dig?“ Jeg knyttede min hånd og gav ham en hurtig lammer, og han tog sig bandende og leende til overarmen, hvor jeg havde ramt ham temmelig hårdt. Vi lo. Så tømte vi vores glas, og jeg fangede tjenerens opmærksomhed og gjorde tegn til ham om, at vi ønskede to nye, og da tjeneren kom hen til bordet og stak fingrene i de tomme ølglas og løftede dem op, kom Halik med en vigtig tilføjelse: „Og to dobbelte Jameson.“ Tjeneren nikkede og gik med glassene. Jeg så mig omkring. Der var en del kvinder på værtshuset. De fleste var skuespillere og dansere og sangere. Flere af dem søde og 14
Tiderne_Et andet land_P.indd 14
20/02/15 14.14
sexede. Det kunne jeg godt se. Det var ellers længe siden, jeg havde lagt mærke til dem, kvinderne. Som kvinder. Jeg havde været blind. Jeg så ikke andre kvinder, og jeg flirtede ikke. „Du har ret,“ sagde jeg. „Det er jo egentlig lidt trist.“ „Hvad?“ „At man aldrig skal opleve at være sammen med en anden kvinde.“ „Det er ikke bare trist,“ sagde Halik. „Det er en tragedie.“ „Men det er jo hende, jeg har lyst til,“ sagde jeg. „Og fantasien har man jo lov at have.“ „Og minderne,“ sagde han. „Jeg kan huske alle de kvinder, jeg har været sammen med. Det er smart. Så har man altid en film, man kan se i den indre biograf.“
15
Tiderne_Et andet land_P.indd 15
20/02/15 14.14
Da vi mødtes med A og resten af holdet bag aftenens premiere, var Halik så fuld, at han forgreb sig på alle kvinder inden for rækkevidde, selvom hans kone Gina også havde sluttet sig til selskabet. Han klappede en servitrice bagi, og hun lo så lystigt, at hendes barm dansede som i en dårlig folkekomedie, og så sagde han til Frode Fjeldheis’ kone, at han havde så fandens lyst til at kneppe hende. Alle de andre teaterfolk på Håndværkeren ville være en del af festen. Borde blev sat sammen. Alle lo af Halik, og det gjorde ham så munter, at han hentede øl og snaps til hele forsamlingen i baren, hvor han fik på kredit, fordi han var deres bedste stamkunde, og da han kom tilbage og havde skålet hele vejen rundt og underholdt med en listig dans og en lille tale om det vidunderlige forår, som snart ville komme og klæde kvinderne af, forsøgte han at kysse Fjeldheis’ kone, mens Gina sad og overværede den sælsomme seance fra den anden ende af bordet med et mørkt smil om munden, som jeg ikke kunne forstå. Det hele forekom mig uvirkeligt. Det var, som om det foregik meget langt væk. A sad kun få meter fra, hvor jeg sad og håbede, at vi snart kunne gå hjem, for der var et eller andet faretruende galt med stemningen, og normalt 16
Tiderne_Et andet land_P.indd 16
20/02/15 14.14
ville hun have mærket, hvordan jeg havde det, før jeg selv vidste det, men i aften kunne jeg lige så godt have været et andet sted. Hun havde været væk i for lang tid, og vi havde ikke haft tid til at komme tæt på hinanden igen, og næste dag skulle hun rejse videre. A sad ved siden af skuespilleren Carl, som havde givet mig en undskyldning for, at han havde været så mærkelig over for mig. Det måtte han have gjort, fordi hun havde fortalt ham, at han opførte sig mærkeligt, hvilket kun kunne skyldes, at der var sket noget mellem de to, som gjorde hende nervøs for, at han skulle opføre sig afslø rende, og nu gik det op for mig, at det var Carl, som havde givet hende en stor buket roser. Selvfølgelig. Carl-et-eller-andet, Johan sikkert. Han spillede hendes elsker i Betrayal, som jeg havde set tidligere på aftenen, og han gjorde det overbevisende. Han var en god skuespiller, håbede jeg. Jeg forsøgte at fange A’s blik, men hun var helt fjern. Hun var langt væk i sine egne tanker, og jeg tænkte på, hvad hun tænkte på, og jeg tænkte, at det var forestillingen. Den norske premiere på Betrayal var gået strålende, men det havde været tæt på at gå galt. Hun havde fået black-out. Pludselig kunne hun ikke huske, hvad hun skulle sige. Jerntæppet gik ned. Hun var helt blank. Huskede ingenting. Det var aldrig sket før. Hun havde spillet godt. Helt til hun så mig lige ind i øjnene. Jeg sad for tæt på. Jeg havde fået en billet midt på første række, og jeg havde forsøgt at ændre den, så jeg kunne komme til at sidde lidt mere skjult. Jeg kendte Betrayal både bagfra og forfra, det ville blive en intim 17
Tiderne_Et andet land_P.indd 17
20/02/15 14.14
forestilling, og jeg vidste, at skuespillerne kunne mærke alt, hver eneste tanke og følelse blandt publikum, og jeg var altid nervøs, når der var premiere, for jeg levede mig så meget ind i, hvad hun oplevede, at det føltes, som om jeg var inde i en A-simulator, og jeg var sikker på, at min symbiotiske indlevelse kunne mærkes i hele rummet. Men der var udsolgt, og jeg satte mig på min plads og forsøgte at udslette mig selv, så hun ikke skulle blive forstyrret, men hun så mig allerede, da hun kom ind, og tyve minutter inde i forestillingen så hun mig i øjnene, og vores blikke låste sig fast. Hun sad foran publikum på en af de originale trebenede Arne Jacobsen-myrestole, og hendes blik var låst fast i mit, og efter premieren, da jeg sad i hendes garderobe og spekulerede på, hvem der havde givet hende alle de roser, som stod i en vase på sminkebordet, sagde hun, at det havde været, som om hun drømte med åbne øjne, hun kunne ikke mærke stolen under sig, og hun vidste ikke, hvad hun skulle sige, vidste ikke, hvor hun var, og hvad alle de mennesker lavede inde i hendes drøm. Da hendes modspiller sagde: „Har du fortalt ham alt?“ havde hun ingen anelse om, hvad han talte om. „Hvorfor talte han til mig, som om han var min elsker?“ sagde hun til mig. „Og hvorfor var der så mange mennesker, som så på os?“ Din mand var der også, tænkte jeg. Var det mig, du skulle fortælle alt? Var det derfor, du ikke kunne sige noget? Var det, fordi du var bange for, at jeg skulle tro, at du havde været utro? Hun drak lidt champagne og sagde, at hun havde følt 18
Tiderne_Et andet land_P.indd 18
20/02/15 14.14
en ustyrlig trang til at råbe, at det bare var et skuespil. At det hele var noget, de spillede. Jeg tænkte: Hvad skulle det ellers være? Hun sagde: „Der var ingen sufflør, teatret havde sparet suffløren væk, hvilket er uhørt, og produktionslederen sad bare og så på mig, og jeg var sikker på, at jeg var blevet skør. Så sagde produktionslederen: Det var jeg nødt til. Og jeg forstod ingenting, for det var min replik, og min modspiller, Carl, sagde: „Fortalte du ham alt … om os?“ Jeg kunne ikke forstå, at det var nødvendigt at nævne Carls navn i hver eneste sætning. A rystede på hovedet i spejlet. Så fortsatte hun: „Han så på mig, Carl, og han ventede på svar, men jeg kunne ikke huske noget som helst. Jeg var hverken mig selv eller kvinden, jeg spillede. Jeg vidste ikke længere, hvem jeg var.“ Hun så ind i spejlet og så roserne og sit eget spejlbillede. Sin egen fortvivlelse. Som hun nu huskede og fremkaldte og gennemlevede én gang til for at mærke, hvordan det havde været. Hun slap følelsen. Der var noget mascara under øjnene, som skulle fjernes. „Så rev du dig løs af mit blik,“ sagde jeg, „og svarede det, du skulle svare, mens du rejste dig, så stolen væltede, og så fejede du benene væk under alle, der så forestillingen, og løftede dit talent til nye højder.“ „Det mener du ikke?“ sagde hun og smilede. „Efter den black-out. Det bliver overskriften på anmeldelsen: Skuespiller fik black-out.“ 19
Tiderne_Et andet land_P.indd 19
20/02/15 14.14
Hun så overskriften for sig og illustrerede den med en malende bevægelse med hånden. Hun talte altid med hænderne, og det elskede jeg, men hun plejede ikke at være så teatralsk, som hun var nu. Det måtte være chokket fra jerntæppet. Eller champagnen. Eller var det løgnen, som levede som et fremmedlegeme imellem os og fik hende til at virke falsk? Var det hendes bedrag, som havde gjort hende i stand til at spille resten af forestillingen med fandenivoldsk frihed? Jeg så op. Vores øjne mødtes i spejlet. Hun ventede på, at jeg skulle sige noget. Jeg sagde, at hun havde spillet så troværdigt og hudløst, at de to andre skuespillere også var tvunget til at være nærværende og kaste sig ind i spillet, som gjaldt det liv og død, og fra da af havde jeg helt glemt, at det var teater, det virkede så virkeligt. „Det er sjældent, det sker. At der står levende mennesker på en scene og gennemlever de vigtigste øjeblikke i deres rollefigurers liv, så man tror, at det er deres eget liv, man oplever. Jeg blev fuldkommen blæst omkuld.“ „Er det rigtigt?“ spurgte hun. Det var det. Alt hvad jeg havde sagt. „Jeg er så stolt,“ sagde jeg. „Mener du det?“ „Ja,“ sagde jeg. „Jeg er så stolt af, at du er min kvinde.“
20
Tiderne_Et andet land_P.indd 20
20/02/15 14.14
Rosernes aften var slet ikke slut endnu. Den næste times tid sad hun sammen med sin nye svenske veninde og så forelsket ud. Det lyste ud af hende. De talte og talte, som om de aldrig havde talt så godt med nogen før. Så kyssede de hinanden. På munden. Vådt. Meget tæt på tungekysset, som var det, de havde lyst til. Hun havde boet på hotel sammen med denne kvinde i to måneder, og når hun havde været hjemme, havde hun talt om hende konstant. Hun havde forsøgt at koble flere af vores venner sammen med hende, men nu slog det mig, at det hver gang havde lydt, som om det var hende selv, der ønskede at være sammen med hende. Jeg vidste godt, at man kunne føle sig nærmest forelsket, når man havde fået en virkelig god ny ven, fordi der var et andet menneske, som ville høre alt om én, så man fik mulighed for at genskabe sin historie, og det kunne godt minde om en forelskelse. Man blev glad for at møde en sjæleven, det forstod jeg, selv i aften, man kunne blive betaget, men det var vel ikke normalt, at man kyssede hinanden? Den berømte empati, som skuespillere tror, at de er til overmål i besiddelse af, skulle man lede længe efter på Håndværkeren denne aften, hvor stemningen var som på 21
Tiderne_Et andet land_P.indd 21
20/02/15 14.14
et horehus, intet mindre. Jeg lod kyssene passere, fordi jeg godt kunne lide at se hende kysse en anden kvinde. Hvad jeg ikke brød mig om, var følelsen af, at vi var ved at drive væk fra hinanden; hun havde sluppet grebet og var ved at drive væk, og da jeg lidt senere kom ind på værtshuset igen, efter at have været ude at ryge, fordi der netop var blevet indført en ny rygelov, som ikke gjorde mit humør bedre, sad der en lidt fedladen ung mand og holdt om hende. Han holdt om hendes skuldre. De sad allerede alt for tæt sammen, og så lagde han armen om livet på hende og trak hende endnu tættere ind til sig. Jeg satte mig ned på den anden side af hende, men det spillede ikke nogen rolle. Det var dejligt at sidde sådan sammen med en ung mand, som man kun havde mødt en enkelt gang før, og som ens egen mand aldrig havde mødt og ikke anede, hvem var. Jeg troede ikke, at hun var interesseret i den lidt fedladne, unge mand, men jeg kunne ikke helt se, hvorfor jeg skulle sidde der ved siden af hende og se på, at en anden mand holdt om hende og lænede sig inderligt og hviskende ind til hende. Så jeg greb fat i den unge mands arm og fjernede den, fordi den generede mig, ikke af nogen anden grund. Hvad var nu det for noget! Stor forargelse! Hvor var jeg jaloux! Og manden, som havde holdt om hende, hidsede sig op, og det samme gjorde hun. Haliks kone, Gina, havde lang erfaring med den slags situationer, og da hun så, at jalousien fik det til at sortne for mine øjne, greb hun fat i mit jakkeærme og trak mig med ned på kvindernes toilet for at ryge noget hash, inden situationen gik amok. Hun havde set lidt af hvert og talte 22
Tiderne_Et andet land_P.indd 22
20/02/15 14.14
altid, som om hendes lommer var fulde af vise sten, og så snart hun havde sat sig ned på toiletsædet for at klargøre en pibe, begyndte hun at holde et foredrag om kærlighed og forelskelse. Om dem som levede for det ene, og dem som levede for det andet. Om dem som søgte trygheden, og om dem som søgte rusen og galskaben, og om hendes egen stræben efter at forene de to ting for at komme op på et højere plan, hvor kærligheden kunne sætte én fri. Hun havde det med at tale, som om hun sagde noget meget dybt, og jeg havde for længst fundet ud af, at det var bedst at lade, som om jeg var taknemlig for den indsigt, hun indviede mig i, hvis jeg ville slippe for et endnu længere foredrag. Hun vidste uden tvivl, hvordan jeg havde det, men jeg ville ikke dybere ind i den følelse, jeg havde brug for hjælp til at gøre mig fri af den, og med det, jeg nu vidste, var Halik og Gina de sidste, jeg ville vælge at have som forbilleder, og jeg var ærlig talt lidt ubekvem ved at være alene med hende på toilettet. Det var ikke svært at finde grunde til, hvorfor man ikke kunne leve i et åbent forhold. At ingen ville kunne se på ens kæreste og én selv uden at tænke på sex, var en tilstrækkelig grund for mig. Alt kom til at handle om sex. Jeg havde aldrig tænkt på, hvordan Gina så ud før. Det eneste jeg kunne huske, når jeg tænkte på hende, var det lange røde hår. Nu lagde jeg mærke til, at hun var klædt og sminket som en luder. Det var synd for hende, at hun skulle leve med Halik. Der var ikke noget at sige til, at hun var desperat. „Du har brug for lidt hash,“ sagde hun, „så du kan hæve dig over situationen, tag nu et stort sug, så vil du kun have én tanke tilbage i hovedet, én følelse, den eneste 23
Tiderne_Et andet land_P.indd 23
20/02/15 14.14
følelse der betyder noget, at det er dig, hun elsker, dig, hun holder af, det har det altid været, og det vil det være for altid.“ Hun rakte mig den lille sølvpibe, og jeg var bange for at blive til en zombie, så jeg tog kun et par små sug, og så gav jeg hende piben, og hun fyldte sine lunger til bristepunktet, og så begyndte hun at hoste og harke med røgen fossende ud af munden og næsen. „Jeg vil skilles,“ sagde hun med en fantastisk hæs stemme og hostede lidt mere. „Det mener du ikke,“ sagde jeg. De var allerede blevet skilt fra hinanden én gang før. „Jeg tror ikke på ægteskabet,“ sagde hun. „På jeres …?“ „Jeg tror slet ikke på det.“ „Hvorfor ikke?“ „Gør du da det?“ „Ja.“ „Hvorfor helvede det?“ råbte hun og gav wc-rulleholderen et spark. „Rolig nu.“ Hun greb piben og tog nogle kraftige sug. Der var så røget i det lille rum, at jeg ikke kunne se mine hænder. „Hvorfor tror du på det, når det gør én så ulykkelig?“ sagde hun hviskende med sin hæse stemme. „Hvis der er kærlighed mellem manden og kvinden.“ „Hvad er kærlighed?“ „Det ved du godt. Det ved alle.“ „Jeg ved det ikke,“ sagde hun. „Kan du forklare mig, hvad kærlighed er?“ 24
Tiderne_Et andet land_P.indd 24
20/02/15 14.14