Nora Webster af Colm Tóibín

Nora Webster

Tiderne_Nora Webster_P.indd 1

24/06/15 11.17

Af Colm Tóibín på dansk; Heden i flammer. Roman, 1995 Nattens historie, Roman, 1999 Blackwater Fyrskib. Roman, 2000 Mesteren. Roman, 2006 Brooklyn. Roman, 2009 Marias testamente. Roman, 2013

Tiderne_Nora Webster_P.indd 2

24/06/15 11.17

CO L M T ÓIBÍN

Nora Webster På dansk ved Ninna Brenøe

TIDERNE SKIFTER

Tiderne_Nora Webster_P.indd 3

24/06/15 11.17

Nora Webster Oversat fra engelsk efter „Nora Webster” Copyright © 2014 Colm Tóibín Dansk udgave: © Tiderne Skifter 2015 Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Dante MT hos An:Sats, Espergærde Tryk: Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-750-1

Tiderne Skifter Forlag • Læderstræde 5, 1. sal • 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 • e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk ·• www.tiderneskifter.dk

Tiderne_Nora Webster_P.indd 4

24/06/15 11.17

Bríd Tóibín (1921-2000) Níall Tóibín (1959-2004)

Tiderne_Nora Webster_P.indd 5

24/06/15 11.17

Tiderne_Nora Webster_P.indd 6

24/06/15 11.17

Første kapitel „Du må være godt træt af dem. Vil det da ingen ende tage?“ Tom O’Connor, hendes nabo, stod ude foran sin egen dør og så over på hende, mens han ventede på et svar. „Ja, det er voldsomt,“ svarede hun. „Lad være med at lukke op. Det ville jeg i hvert fald gøre.“ Nora lukkede havelågen. „De mener det jo godt. Folk mener det godt,“ sagde hun. „Aften efter aften,“ sagde han. „Jeg forstår ikke, hvordan du kan holde det ud.“ Hun spekulerede på, om hun kunne komme tilbage ind i huset uden at være nødt til at svare ham en gang til. Han talte til hende i et nyt tonefald, et tonefald han aldrig ville have brugt før i tiden. Han talte, som om han havde en vis autoritet over hende. „Folk mener det kun godt,“ gentog hun, men denne gang gjorde tanken hende trist til mode, fik hende til at bide sig i læben for at holde tårerne tilbage. Da hendes blik kort mødte Tom O’Connors, kunne hun se, at hun måtte virke nedtrykt, fortabt. Hun trådte ind i huset.

Den aften var klokken næsten otte, da det bankede på. Der var tændt op i kaminen i alrummet, og de to drenge sad ved bordet og lavede deres lektier. „Du lukker op,“ sagde Donal til Conor. „Nej, det gør du.“ „En af jer går ud og lukker op,“ sagde hun.

Conor, den yngste, gik ud i entreen. Hun kunne høre en stemme, da han åbnede døren, en kvindestemme, men ikke en hun umiddelbart genkendte. Conor viste gæsten ind i stuen til gaden. „Det er hende den lille dame, som bor henne på Court Street,“ hviskede han, da han kom tilbage ud i alrummet. „Hvilken lille dame?“ spurgte hun.

7

Tiderne_Nora Webster_P.indd 7

24/06/15 11.17

„Jeg ved det ikke.“ May Lacey rystede trist på hovedet, da Nora trådte ind i stuen. „Nora, jeg tænkte, at jeg ville vente til nu. Jeg var forfærdelig ked af at høre det med Maurice.“ Hun rakte ud og tog Noras hænder. „Og han var endda så ung. Jeg kendte ham, fra dengang han var lille. Vi kendte dem alle sammen fra Friary Street.“ „Læg frakken og kom med ud i alrummet,“ sagde Nora. „Drengene sidder og regner deres opgaver, men de kan rykke herind og tænde for el-kaminen. De skal alligevel snart i seng.“ May Lacey, med tynde tjavser gråt hår stikkende ud under hatten og stadig med tørklædet omkring halsen, satte sig over for Nora i alrummet og begyndte at snakke. Ikke længe efter gik drengene op; Conor var for genert til at komme ned og sige godnat, da Nora kaldte på ham, men efter et øjeblik kom Donal og satte sig sammen med dem, mens han forsigtigt studerede May Lacey uden at sige noget.

Det stod efterhånden klart, at der ikke ville komme andre. Nora var lettet over, at hun ikke skulle agere værtinde for folk, som ikke kendte hinanden, eller folk som ikke kunne lide hinanden. „Nå,“ fortsatte May Lacey, „men Tony lå altså der på hospitalet i Brooklyn, og der kommer så en ny patient ind i sengen ved siden af hans, og de begynder at snakke lidt sammen, og Tony opdagede, at han var irer, og han fortalte ham, at hans kone var fra County Wexford.“ Hun holdt inde og spidsede læber, som om hun forsøgte at komme i tanke om et eller andet. Pludselig begyndte at hun igen at tale med mandestemme: „‘Åh, jamen det er jeg også,’ sagde manden, og Tony fortalte så, at hans kone var fra Enniscorthy; ‘åh, jamen det er jeg også’, sagde manden. Og han spurgte så Tony hvilken del af Enniscorthy, hun var fra, og Tony sagde, at hun var fra Friary Street.“ May Lacey holdt blikket stift rettet mod Noras ansigt, tvang hende til at udtrykke interesse og overraskelse. „Og manden svarede så, ‘jamen det er jeg også’. Er det ikke utroligt!“ Hun holdt inde, ventede på et svar. „Og han fortalte så Tony, at før han var rejst fra byen, havde han lavet sådan en jerntingest – hvad er det nu, det hedder? – en slags git8

Tiderne_Nora Webster_P.indd 8

24/06/15 11.17

ter eller skærm foran den udvendige vindueskarm på Gerry Cranes hus. Og jeg gik derover for at se, og det var rigtigt nok, der var den.

Gerry kunne ikke huske hvordan eller hvornår, den var blevet lavet.

Men manden i sengen ved siden af Tonys på hospitalet i Brooklyn, han sagde, det var ham, der havde lavet den, at han var smed. Det kan man da kalde noget af et tilfælde, ikke? Og så i Brooklyn.“ Nora lavede te, da Donal gik i seng. Hun bar den ind i alrummet på en bakke med kiks og kage. Da de havde fået skænket op, tog May Lacey et nip af teen og begyndte igen at tale. „Alle i min familie havde virkelig høje tanker om Maurice. De spurgte altid til ham i deres breve. Han var venner med Jack, før Jack rejste. Og så var Maurice jo en fantastisk lærer. Drengene så virkelig op til ham. Det hørte man alle steder fra.“ Nora så ind i ilden og prøvede at tænke tilbage, om May Lacey nogensinde tidligere havde været på besøg. Det mente hun ikke. Hun havde kendt hende hele sit liv, ligesom så mange andre folk i byen, som en man hilste på og vekslede et par venlige ord med eller stoppede og talte med, hvis der var nyt. Hun kendte hendes livshistorie ned til hendes pigenavn og den plet jord på kirkegården, hvor hun skulle begraves. Nora havde hørt hende synge engang til en koncert, hun kunne huske hendes skingre sopran – det var vist „Home, Sweet Home“ eller „Oft in the Stilly Night“, en sang i den stil.

Hun troede ikke, at May Lacey kom særlig meget ud, bortset fra for at handle eller gå i kirke om søndagen.

De var blevet tavse nu, og Nora tænkte, at May måske snart ville bryde op. „Det var pænt af dig at komme og besøge mig,“ sagde hun. „Åh, Nora, jeg blev så frygtelig ked af det på dine vegne, men jeg synes hellere, jeg ville vente, så jeg ikke bare var til besvær.“ Hun takkede nej til mere te, og da Nora bar bakken ud i køkkenet, troede hun, at May måske ville rejse sig og tage sin frakke på, men hun blev siddende på stolen. Nora gik op ovenpå for at se, om drengene var faldet i søvn. Hun kunne ikke lade være med at smile ved tanken om selv at gå i seng med det samme, falde i søvn og efterlade May Lacey dernede, stirrende ind i ilden og vente forgæves på hende.

9

Tiderne_Nora Webster_P.indd 9

24/06/15 11.17

„Hvor er pigerne?“ spurgte May, så snart Nora havde sat sig igen. „Jeg synes aldrig, jeg ser dem længere, før i tiden kom de ellers hele tiden forbi på vej frem og tilbage.“ „Aine går i skole i Bunclody. Der bor hun også nu,“ sagde Nora. „Og Fiona går på lærerseminariet i Dublin.“ „Man savner dem sådan, når de er væk,“ sagde May Lacey. „Jeg savner dem alle sammen, det gør jeg, men det er sjovt, den af dem jeg tænker mest på, er Eily, selvom jeg nu også savner Jack. Der var noget, jeg ved ikke, jeg var bare ked af tanken om at miste Eily. Efter Rose døde, troede jeg måske – du ved godt alt det her i forvejen, Nora – ja altså, at hun ville komme hjem og blive boende og måske finde sig noget arbejde her, men så engang hun var hjemme, bare for et par uger, lagde jeg mærke til, at hun var meget tavs, hvilket slet ikke lignede hende, og hun begyndte at sidde og græde ved middagsbordet, og det var så først der, at hun fortalte os, at hendes fyr i New York ikke havde villet lade hende rejse hjem, medmindre hun giftede sig med ham. Og hun havde så giftet sig med ham uden at fortælle det til nogen af os. ‘Så er sagen jo afgjort, Eily,’ sagde jeg. ‘Så er du jo nødt til at rejse tilbage til ham.’ Og jeg kunne ikke se hende i øjnene eller sige noget til hende, og hun sendte billeder til mig af ham og hende sammen i New York, men jeg kunne ikke få mig selv til at se på dem. Det var det sidste i verden, jeg havde lyst til at se. Men jeg har altid været ked af, at hun ikke blev boende her.“ „Ja, jeg var ked af at høre, at hun rejste igen, men måske er hun glad for at være der, hvor hun er nu,“ sagde Nora og spurgte derefter øjeblikkelig sig selv, da May Lacey så ned med et trist og såret udtryk, om det havde været forkert af hende at sige det.

May Lacey begyndte at rumstere nede i sin taske. Hun tog et par læsebriller på. „Jeg troede, jeg havde taget brevet fra Jack med, men jeg må have efterladt det derhjemme.“ Hun så ned på et stykke papir, derefter på et andet. „Nej, det er der ikke. Jeg ville ellers vise det til dig. Der var noget, han gerne ville spørge dig om.“ Nora svarede ikke. Hun havde ikke set Jack Lacey i over tyve år.

10

Tiderne_Nora Webster_P.indd 10

24/06/15 11.17

„Måske finder jeg brevet igen og sender det til dig,“ sagde May. Hun rejste sig for at gå. „Jeg tror ikke, han kommer tilbage nu,“ sagde hun, mens hun fik frakken på. „Hvad skulle han også lave her? De har deres liv derovre i Birmingham, og de har også inviteret mig på besøg og alting, men så svarede jeg altså Jack, at jeg så frem til engang at få min belønning i himlen uden nogensinde at have sat foden i England. Men jeg tror måske, han godt kunne tænke sig at have noget her, et sted han kunne komme og besøge, og måske også Eilys børn eller nogle af de andre.“ „Ja, men han har jo også dig at besøge,“ sagde Nora. „Han tænkte, at du måske havde tænkt dig at sælge Cush,“ sagde May og rettede på sit tørklæde. Hun talte henkastet, som om det ikke var noget særligt, men nu hvor hun så på Nora, var hendes blik fast og koncentreret og hendes hage begyndte at dirre. „Han spurgte mig, om du måske havde tænkt dig at sælge,“ sagde hun og lukkede munden fast i. „Jeg har ikke lagt nogen planer,“ sagde Nora.

May kneb læberne sammen igen. Hun blev stående. „Jeg ville ønske, at jeg havde taget brevet med,“ sagde hun. „Jack har altid elsket Cush og Ballyconnigar. Han plejede at tage derud sammen med Maurice og de andre, og han har aldrig glemt stedet. Og det har stort set ikke forandret sig, alle ville kende ham derude. Sidst han var hjemme, kendte han ikke halvdelen af folk her i byen.“ Nora svarede ikke. Hun ønskede bare, at May ville gå. „Jeg vil fortælle ham, at jeg nævnte det. Mere kan jeg vel ikke gøre.“ Da Nora ikke svarede, så May på hende, tydeligt irriteret over hendes tavshed. De gik ud i entreen. „Tiden læger alle sår, Nora. Det er det eneste, jeg kan sige. Og så at jeg taler af egen erfaring.“ Hun sukkede, da Nora åbnede hoveddøren. „Tak fordi du kiggede forbi, May,“ sagde Nora. „Godnat, Nora, og pas nu godt på dig selv.“ Nora så efter hende gå langsomt hen ad fortovet i retning af, hvor hun boede.  11

Tiderne_Nora Webster_P.indd 11

24/06/15 11.17

Hun kørte til Cush i den gamle Austin A40 en lørdag i oktober efter at have ladet drengene blive tilbage og lege hos nogle kammerater og uden at sige til nogen, hvor hun skulle hen. Målet hun havde sat sig i de måneder, hvor efteråret slog over i vinter, var for drengenes, og måske også for sin egen skyld, at forsøge at holde tårerne tilbage. Det skræmte og foruroligede dem, når hun græd uden nogen åbenlys årsag, samtidig med at de langsomt var i gang med at vænne sig til, at deres far ikke var der længere. Det gik op hende, at de var begyndt at opføre sig, som om alting var normalt, som om der ikke for alvor var noget, der manglede. De havde lært at skjule, hvordan de i virkeligheden havde det. Og hun havde tilsvarende lært at genkende faresignalerne, tanker som ville føre andre tanker med sig. Hun målte, hvor godt det lykkedes med drengene, ud fra hvor god hun var til at kontrollere sine følelser.

Da hun på vejen ned over bakken uden for The Ballagh fangede det første glimt af havet, slog det hende, at hun aldrig før havde været alene på denne vej. Igennem alle årene havde en af drengene, eller en af pigerne, dengang de var yngre, råbt: „Jeg kan se havet!“ lige præcis her, og hun havde måttet bede dem om at sætte sig ned igen og lade være med at råbe.

Inde i Blackwater overvejede hun at stoppe for at købe cigaretter eller chokolade eller noget andet, der kunne udsætte ankomsten til Cush. Men hun var sikker på, at en eller anden hun kendte, nok skulle få øje på hende og komme hen for at udtrykke sin medfølelse. Den slags ord kom nemt til folk: „Det gør mig ondt“ eller „Jeg er så frygtelig ked af det på dine vegne.“ De sagde alle sammen de samme ord, men der var ikke nogen fast formel for, hvordan man svarede. „Ja, det er trist“ eller „Tak“ lød koldt, næsten overfladisk. Og de blev stående og kiggede på hende, indtil hun næsten ikke kunne vente med at slippe væk. Der var noget hungrende over den måde, de tog hendes hånd og så hende ind i øjnene på. Hun spurgte sig selv, om hun nogensinde havde været sådan over for nogen, og kom frem til, at det havde hun ikke. Da hun drejede til højre mod Ballyconnigar, gik det op for hende, at det ville være meget værre, hvis folk begyndte at forsøge at undgå hende. Det slog hende, at det gjorde de nu nok alligevel, men at hun bare ikke havde bemærket det.

12

Tiderne_Nora Webster_P.indd 12

24/06/15 11.17

Himlen havde lukket sig og store regndråber ramte forruden. Stedet her virkede meget mere goldt, mere vinteragtigt, end områderne på vejen til Blackwater. Hun drejede til venstre mod Cush ved håndboldbanen og gav et kort øjeblik sig selv lov til at forestille sig, at det i stedet var engang i en forholdsvis nær fortid, en overskyet sommerdag med en truende himmel, og at hun var kørt til Blackwater efter kød og brød og en avis. Hun havde smidt tingene om på bagsædet, og hele familien var derhjemme i huset ved siden af mergelgraven, Maurice og børnene, og måske et par stykker af deres venner, og børnene havde sovet længe og ville være blevet skuffede over, at solen ikke skinnede, men det ville ikke afholde dem fra at spille rundbold eller rode med et eller andet foran huset eller gå ned på stranden. Men hvis det var heldagsregn, blev de selvfølgelig indenfor i stedet og spillede kort, indtil de to drenge blev irritable og kom til hende for at beklage sig.

Hun gav sig selv lov til forestille sig det, lige så længe hun havde lyst til. Men så snart hun fik øje på havet og horisonten ude på den anden side af Corrigans tag, var den slags forestillinger ikke længere meget bevendt, og hun var tilbage i den barske virkelighed igen.

Hun svingede bilen ind på den smalle vej og låste den store, galvaniserede låge op. Hun parkerede foran huset og låste lågen igen, så man ikke kunne se bilen. Hun ville have elsket, hvis en af hendes gamle venner havde været der, Carmel Redmond eller Lily Devereux, som kunne tale almindeligt og fornuftigt med hende, ikke om det hun havde mistet, eller hvor kede af det de var på hendes vegne, men om børnene, penge, om at arbejde på deltid, hvordan hun skulle indrette sit liv. De ville have forstået at lytte. Men Carmel boede i Dublin og var der kun om sommeren, og Lily kom kun engang imellem for at besøge sin mor.

Nora lænede sig tilbage i sædet i bilen med blæsten fra havet hylende omkring sig. Der ville være koldt inde i huset. Hun skulle have haft en tykkere frakke med. Hun vidste godt, at det at ønske at hendes venner havde været der og sidde der og småfryse i bilen alt sammen bare var for at udsætte det øjeblik, hvor hun var nødt til at låse døren op og træde ind i det tomme hus.

Så kom et endnu kraftigere vindstød ind fra havet, og det føltes, 13

Tiderne_Nora Webster_P.indd 13

24/06/15 11.17

som om det ville løfte bilen op. Noget hun ikke tidligere havde tilladt sig at tænke, men som hun efterhånden godt havde vidst i nogle dage, ramte hende, og hun lovede sig selv én ting. Hun ville ikke komme tilbage hertil igen. Dette var den sidste gang, hun nogensinde ville være i huset. Hun ville låse sig ind og vandre igennem de små værelser. Hun ville samle de genstande sammen, som var personlige, og som ikke kunne efterlades der, og derefter ville hun låse døren efter sig og køre tilbage til byen, og, fra nu af, aldrig mere dreje af ved håndboldbanen på vejen mellem Blackwater og Ballyconnigar.

Det overraskede hende, hvor fast besluttet hun var, hvor nemt det tilsyneladende var for hende at vende alt det, hun havde elsket ryggen, forlade dette hus på vejen ud til klinten og lade andre tage over, lade andre komme der om sommeren og fylde det med nye lyde. Mens hun sad og så på den tunge himmel ude over havet, sukkede hun.

Omsider gav hun sig selv lov til at mærke, hvor meget hun havde mistet, hvor meget hun ville savne. Hun steg ud af bilen, genvandt balancen i blæsten.

Hoveddøren åbnede op ind til en lillebitte entré. Der lå to værelser på hver side, værelserne til venstre med køjesenge, til højre en stue med et lillebitte køkken og et badeværelse bagved, ved siden af igen deres soveværelse, fredeligt, lidt væk fra børnene.

Hvert år i starten af juni kom de herud, alle sammen, en lørdag og en søndag, selv hvis vejret var dårligt. De havde skurebørster og mopper og rengøringsmiddel og klude til at pudse vinduer med. Madrasser som var blevet luftet grundigt igennem. Det var et vendepunkt, et kryds i kalenderen som betød, at sommeren kunne begynde, selv hvis sommeren skulle vise sig at blive grå og tåget. Børnene, i de år som hun nu gerne ville tænke tilbage på, var højrøstede og spændte i begyndelsen, som om de var en amerikansk familie fra Donna Reed Show.

De efterlignede den amerikanske accent og råbte ordrer til hinanden, men blev hurtigt trætte af det igen og kedede sig, og hun gav dem lov til at lege i stedet eller gå ned på stranden eller en tur ind til landsbyen.

Og det var så der, den mere seriøse del af arbejdet kunne begynde.

Når børnene var af vejen, kunne Maurice tage fat på opgaver som at få malet træværket eller givet soklen tjære; linoleummet på gulvet blev 14

Tiderne_Nora Webster_P.indd 14

24/06/15 11.17

spartlet ud de steder, hvor det var hullet, og hun kunne lappe tapetet de steder, hvor der var skimmel eller for store skjolder, og hvor hun havde brug for ro omkring sig for at kunne koncentrere sig. Hun kunne godt lide at måle af ned til sidste millimeter, røre melklistreret til den rette konsistens og klippe de friske, nye lapper blomstret tapet ud.

Fiona hadede edderkopper. Det var en ting, Nora kom i tanke om nu. Og at gøre huset rent betød, mere end noget andet, at befri det for edderkopper, insekter og andet småkravl. Drengene elskede det, når Fiona skreg, og Fiona kunne også godt selv lide at skrige op, især når hendes far beskyttede hende med overdreven gestik. „Hvor er den?“ råbte han og efterlignede kæmpen i „Jack og bønnestagen“, og Fiona sprang hen og hagede sig fast til ham.

Men det er alt sammen længe siden, tænkte hun og trådte ind i stuen, og kommer aldrig mere tilbage. At rummet føltes lille og koldt nu gav hende en sær tilfredsstillelse. Der var tydeligvis et hul i det galvaniserede bliktag, for der var friske skjolder i loftet. Huset gav sig, idet et vindstød kastede en tæt skylle af regn mod ruden. Vinduerne trængte snart til at blive repareret, og træet var begyndt at rådne. Og det var ikke til at vide, hvor længe der ville gå, før klinten ville blive slugt af havet så langt inde som her og deres hus blive beordret pillet ned af lokalrådet? Nogle andre kunne få lov til at bekymre sig nu. Nogle andre kunne reparere det lækkende tag og de fugtskjoldede vægge.

Nogle andre kunne trække nye el-ledninger og male huset igen, eller overlade det til elementernes rasen når den tid kom.

Hun ville sælge det til Jack Lacey. Ingen lokale ville have mod på at købe det; de vidste, hvor dårlig en investering det ville være, sammenlignet med husene i Bentley eller Curracloe eller Morriscastle. Ingen fra Dublin, som så huset i dets nuværende tilstand, ville have lyst til at byde på det. Hun kiggede rundt i rummet og mærkede et kuldegys.

Hun gik ind i børnenes soveværelser og ind i deres eget soveværelse, og hun vidste, at for Jack Lacey i Birmingham ville det være en drøm, der gik i opfyldelse at eje huset, en del af en erindring om stegende varme søndage, om drenge og piger på cykel og et liv fuldt af uanede muligheder. På den anden side forestillede hun sig ham ankomme til huset om et års tid eller to, når han var hjemme for at holde par ugers 15

Tiderne_Nora Webster_P.indd 15

24/06/15 11.17

ferie i Irland, og hvor taget var faldet halvt sammen og der var spindelvæv over det hele og tapetet havde sluppet væggen og vinduerne var i stykker og strømmen var gået. På en våd og overskyet sommerdag.

Hun kiggede skufferne igennem, men der var ikke noget af det, hun ville have. Kun gulnede aviser og nogle stumper snor. Selv porcelænet og køkkengrejet forekom ikke værd at tage med hjem. I soveværelset fandt hun nogle fotos og bøger i et skab, som hun samlede sammen for at tage med sig. Men ikke andet. Møblerne var ikke noget værd, lampeskærmene allerede snavsede og slidte. Hun kunne huske, da hun købte dem i Woolworth’s i Wexford for kun et par år siden. Alting rådnede og falmede i dette hus.

Regnen begyndte at vælte ned. Hun tog et spejl ned fra væggen i soveværelset, og bemærkede hvor rent området, det havde dækket, stadig var, sammenlignet med det misfarvede, beskidte tapet rundt om.

Først troede hun, at den banken hun kunne høre, var noget, som slog ind mod dørene eller vinduet i blæsten. Men da lyden fortsatte og hun hørte en stemme, gik det op for hende, at hun havde en gæst. Det overraskede hende, fordi hun havde troet, at ingen ville have bemærket hendes ankomst og man ikke kunne se bilen. Hendes første reaktion var at gemme sig, men hun vidste godt, at hun allerede var blevet set.

Da hun skød slåen op, blæste hoveddøren ind mod hende. Skikkelsen udenfor var iført en for stor anorak, hvor den enorme hætte hang halvt ned over ansigtet. „Nora, jeg hørte bilen. Er alt vel?“ Da hætten var kommet af, så hun, at det var mrs. Darcy, som hun ikke havde set siden begravelsen. Mrs. Darcy fulgte efter hende ind i huset, da hun lukkede døren. „Hvorfor kom du ikke op forbi først?“ spurgte hun. „Jeg er her kun i nogle få minutter,“ sagde Nora. „Sæt dig ud i bilen og kom med op til huset. Her kan du da ikke være.“ Endnu en gang bemærkede hun det belærende tonefald, som om hun var et barn, ude af stand til selv at træffe fornuftige beslutninger.

Hun havde forsøgt at ignorere dette tonefald lige siden begravelsen, 16

Tiderne_Nora Webster_P.indd 16

24/06/15 11.17

eller at leve med det. Hun havde forsøgt at forstå, at det var en slags forkortet udgave af omsorgsfuldhed.

Lige nu havde hun mest af alt lyst til at samle sine få ejendele fra huset, lægge dem ud i bilen og køre bort fra Cush. Men det kunne ikke lade sig gøre, hun var nødt til at tage imod mrs. Darcys gæstfrihed.

Mrs. Darcy ville ikke køre med hende i bilen, men insisterede på, at hun var for våd. Hun ville gå tilbage til huset, mens Nora kørte, sagde hun. „Der går lige nogle minutter. Så følger jeg efter,“ sagde Nora.

Mrs. Darcy så forundret på hende. Nora havde forsøgt at lyde henkastet, men var i stedet blot kommet til at lyde hemmelighedsfuld. „Jeg skal bare lige samle nogle ting, jeg vil have med tilbage,“ sagde hun.

Hendes gæst lod blikket glide hen over bøgerne og fotografierne og spejlet henne ved væggen, hvorefter hun hurtigt sonderede resten af rummet. Og Nora fornemmede, at mrs. Darcy med det samme forstod, hvad hun var i gang med. „Så ses vi om lidt,“ sagde hun. „Jeg skal have teen parat.“ Da mrs. Darcy var gået, lukkede Nora døren og gik tilbage ind i stuen.

Det var afgjort. Med sit altgennemskuende blik rundt i rummet havde mrs. Darcy fået det til at føles virkeligt. Nora ville forlade huset for aldrig mere at komme tilbage. Hun ville aldrig mere gå hen ad vejen derude, og hun ville ikke give sig selv lov til at føle sorg over det.

Det var slut nu. Hun løftede de få ting op, som hun havde samlet, og lagde dem ned i bagagerummet.

Der var lunt i mrs. Darcys køkken. Hun stillede friskbagte scones med smeltende smør på en tallerken og skænkede teen. „Vi har tænkt meget på, hvordan du mon gik og havde det, men Bill Parle fortalte, at du havde huset fuldt af mennesker, den aften han var forbi. Måske skulle vi alligevel være kommet, men vi tænkte, at vi hellere ville vente til efter jul, hvor du måske havde mere lyst til at få lidt selskab.“ 17

Tiderne_Nora Webster_P.indd 17

24/06/15 11.18

„Der har været mange gæster,“ sagde Nora. „Men I ved, at I altid er meget velkomne.“ „Ja, der er jo mange, som holder rigtig meget af jer,“ sagde mrs.

Darcy.

Hun tog sit forklæde af og satte sig. „Og vi var alle sammen meget bekymrede for dig, for at du måske ikke ville komme herned længere. Carmel Redmond, ved du måske, var ude at rejse, da det skete og hun blev meget chokeret.“ „Det ved jeg. Hun skrev til mig,“ sagde Nora, „og hun var også forbi.“ „Det fortalte hun,“ sagde mrs. Darcy, „og Lily var her også den dag og hun sagde, at vi måtte passe godt på dig. Og jeg plejede altid at gå og vente på den dag, hvor I kom herned og gjorde huset i stand. For mig var det begyndelsen på det gode sommervejr. Jeg blev altid helt let om hjertet, når jeg sådan så jer komme kørende.“ „Jeg kan huske et år,“ sagde Nora, „hvor det regnede så meget, at du fik medlidenhed med os og inviterede os alle sammen herop til aftensmad.“ „Og ved du hvad,“ sagde mrs. Darcy, „dine børn har simpelthen så gode manerer. De er meget velopdragne. Aine elskede at komme herop forbi på besøg. Ja, det gjorde de alle sammen, men det var hende, vi kendte bedst. Og Maurice plejede at komme herop om søndagen, hvis der var en kamp i radioen.“ Nora så ud på regnen. Det var fristende at vildlede mrs. Darcy, sige at de ville blive ved med at komme herned, men hun kunne ikke. Og hun fornemmede, at mrs. Darcy forstod hendes tavshed, havde siddet og ledt efter en indikation, noget hun havde sagt eller netop ikke havde sagt, der kunne bekræfte hendes mistanke om, at Nora havde tænkt sig at sælge huset. „Nå, men det vi kom frem til,“ sagde mrs. Darcy, „var at vi ville gøre huset i stand for dig til næste år. Jeg kiggede lige lidt på det før, og det ser ud til, at blikket deroppe godt kunne trænge til at blive lappet lidt, og vi skal alligevel have lavet taget på laden, så de kan lige så godt tage jeres med. Og vi ville gå sammen om resten. Jeg har jo en nøgle, så vi kunne have gjort det som en overraskelse, men Lily sagde, at jeg 18

Tiderne_Nora Webster_P.indd 18

24/06/15 11.18

hellere skulle spørge dig, og det havde jeg også tænkt mig at gøre efter jul. Hun sagde, at det var dit hus, og at vi ikke skulle trænge os på.“ Nora vidste, at hun burde sige noget nu, men mrs. Darcys tonefald var så varmt og overstrømmende, at det stoppede hende. „Men jeg tænkte, at det ville være rart for dig,“ fortsatte mrs. Darcy, „at komme herned, og så var det hele allerede ordnet. Så lad være med at sige noget nu, men fortæl mig, hvis du foretrækker, at vi ikke gør noget. Og så beholder jeg bare nøglen, medmindre du hellere vil have den tilbage.“ „Nej. Selvfølgelig ikke, mrs. Darcy. Jeg vil gerne have, at du beholder nøglen.“

Måske, tænkte hun på vej tilbage til Blackwater, måske havde mrs.

Darcy hele tiden tænkt, at hun ville sælge huset og at det ville forøge værdien, hvis man satte det lidt i stand; eller måske havde mrs. Darcy slet ikke tænkt noget, måske var det bare Nora selv, der havde for travlt med at granske alle mennesker for at se, hvad de tænkte om hende.

Men hun vidste, at hun havde opført sig mærkeligt ved at lukke lågen efter at have stillet bilen foran huset, ved nærmest at virke som om hun gemte sig, da mrs. Darcy bankede på, og ved ikke straks at takke ja eller nej til hendes tilbud om at hjælpe med huset.

Hun sukkede. Det havde været akavet og vanskeligt, og nu var det overstået. Hun ville skrive til mrs. Darcy og Lily Devereux og Carmel Redmond. Før i tiden, når hun havde truffet en beslutning, som den hun havde truffet nu, skiftede hun ofte mening igen dagen efter, men sådan var det ikke denne gang, hun ville ikke skifte mening.

På vejen tilbage til Enniscorthy begyndte hun at regne på det. Hun vidste ikke, hvor meget huset var værd. Hun ville forsøge at komme frem til et tal og sende det til Jack Lacey i en lukket konvolut – hun havde ikke lyst til at skulle forhandle gennem May Lacey – og hvis han kun ville give mindre, end hun forlangte, ville hun stadig sige ja, så længe det bare var nogenlunde fornuftigt. Hun havde ikke lyst til at skulle sætte huset til salg i avisen.

Der var betalt skat og forsikring på bilen frem til jul. Hun havde 19

Tiderne_Nora Webster_P.indd 19

24/06/15 11.18

tænkt på at droppe den, men hvis hun solgte huset, tænkte hun, ville hun have råd til at beholde bilen eller endda købe en nyere model.

Pengene fra huset ville også kunne betale for den sten i sort marmor, som hun gerne ville have til Maurice, og hun ville kunne leje en campingvogn i Curracloe i en eller to uger til næste sommer. Hvad der måtte være tilbage, kunne hun bruge i den almindelige husholdning og købe noget nyt tøj til sig selv og pigerne. Og derudover gemme resten til uforudsete udgifter.

Huset, tænkte hun med et smil, ville blive ligesom den toshillingog-sixpence, som en mand havde givet Conor for et par somre tilbage.

Hun kunne ikke huske præcis, hvilken sommer det var, men det var før, hans far blev syg, og før han for alvor forstod pengenes værdi. Conor havde givet mønten til Maurice og bedt ham om at holde pengene for sig, og hver gang de tog ind til Blackwater, brugte han af dem og bad frejdigt sin far om en ny portion. Da de sagde, at han havde brugt dem alle sammen, nægtede han at tro det.

Hun skrev til May Lacey, og lagde et brev ved til Jack. Kort tid efter kom der er et brev tilbage fra ham, hvor der stod, at han accepterede den pris, hun havde forlangt. Hun svarede og sendte ham navnet på en advokat i byen, som ville udforme salgsaftalen.

Hun ventede på det rette tidspunkt til at fortælle drengene om salget af huset i Cush, og da hun gik i gang, var hun chokeret over, hvor bekymrede de begge to virkede, hvor opmærksomme, som om de ved at lytte omhyggeligt efter måske ville få noget at høre, der kunne have stor betydning for deres fremtid. Da hun fortalte dem, hvor meget pengene kunne blive dem til nytte, opdagede hun, at de allerede vidste, at hun overvejede at sælge bilen, selvom hun ikke havde indviet dem i sine planer. De smilede ikke, virkede ikke engang lettede, da hun sagde, at de alligevel kunne beholde bilen. „Kan vi stadig godt komme til at gå på universitetet?“ spurgte Conor. „Ja, selvfølgelig,“ sagde hun. „Hvad får dig til at tænke på det nu?“ „Hvem skal betale?“ „Jeg har nogle andre penge, som er sparet sammen til det formål.“ 20

Tiderne_Nora Webster_P.indd 20

24/06/15 11.18

Hun havde ikke lyst til at fortælle, at deres onkel Jim og tante Margaret måske ville betale. De var Maurices bror og søster, som aldrig var blevet gift, og som boede sammen i familiens gamle hus i byen.

Drengene blev siddende fuldstændig ubevægelige; de så opmærksomt på hende. Hun gik ud i køkkenet og satte vand over, og da hun kom tilbage, havde de stadig ikke rørt sig ud af stedet. „Vi vil kunne tage på ferie forskellige steder,“ sagde hun. „Vi kan bo i campingvogn i Curracloe eller Rosslare. Vi har aldrig før prøvet at bo i campingvogn.“ „Vil vi kunne tage til Curracloe samtidig med familien Mitchell?“ spurgte Conor. „Hvis vi har lyst. Vi kunne spørge dem, hvornår de skal af sted, og så tage af sted samtidig.“ „Skulle det være i en eller to uger?“ spurgte Conor. „Ja, eller længere endnu hvis vi havde lyst,“ sagde hun. „Skal vi k-købe en c-campingvogn?“ spurgte Donal. „Nej, vi lejer en. At købe den ville være for stort et ansvar.“ „Hvem skal k-købe huset?“ spurgte Donal. „Det er stadig meget hemmeligt alt sammen. Hvis jeg siger det, må I love ikke at fortælle det til nogen, men jeg tror, at May Laceys søn er interesseret i at købe det, ham der bor i England, husker I nok.“ „Var det derfor, hun kom på besøg?“ „Det var det vist, ja.“ Hun lavede te, og drengene lod, som om de så fjernsyn. Conor var helt rød i hovedet, og Donal sad og så ned i gulvet, som om han ventede på en straf. Hun tog avisen op og forsøgte at læse i den. Hun vidste, at det var vigtigt, hun blev i rummet, at hun ikke gik fra dem, selvom hun havde en ubændig trang til at gå op ovenpå og gøre et eller andet, rydde op i skabene, vaske sig i ansigtet, pudse vinduer. Til sidst følte hun, at hun var nødt til at sige noget. „Vi kunne tage en tur til Dublin i næste uge.“ De så op. „Hvorfor?“ spurgte Donal. „For vores fornøjelses skyld, I kunne holde fri fra skole,“ sagde hun. „Jeg har d-dobbelttime i fysik på onsdag,“ sagde Donal. „Jeg hader 21

Tiderne_Nora Webster_P.indd 21

24/06/15 11.18

det, men jeg kan ikke være væk, og jeg har f-fransk med madame Dduffy på mandag.“ „Vi kunne tage af sted torsdag.“ „I bilen?“ „Nej, vi ville tage toget. Og vi kunne se Fiona, det er hendes halve fridag.“ „Er det noget, vi skal?“ „Nej. Det er kun, hvis vi har lyst,“ sagde hun. „Hvad skal vi sige henne i skolen?“ „Jeg sender dem en seddel om, at I skal til lægen.“ „Jeg b-behøver ikke nogen seddel, hvis det k-kun er for en dag,“ sagde Donal. „Så lad os tage af sted. Vi skal nok få en god tur. Jeg skriver til Fiona.“ Hun havde foreslået det for at bryde tavsheden, og for at de skulle vide, at de altid ville tage på ture, at der ville være ting at glæde sig til.

Men det gjorde ingen forskel. Nyheden om at hun solgte huset i Cush, syntes at få dem til at erkende noget, som det ellers var lykkedes dem at undgå at tænke på. Men i dagene efter blev deres humør bedre igen, som om intet var sket.

Inden afrejsen til Dublin lagde hun deres pæne tøj frem allerede om aftenen, og hun fik dem til at pudse deres sko og stille dem på afsatsen.

Da hun forsøgte at få dem til at gå tidligt i seng, protesterede de og sagde, at der var noget, de gerne ville se i fjernsynet, og hun gav dem lov til at være længe oppe. Selv bagefter ville de ikke i seng, og da hun insisterede, vadede de frem og tilbage til badeværelset og blev ved med at tænde og slukke lyset på deres værelse.

Til sidst gik hun derop og fandt dem i dyb søvn med døren på vid gab og sengetøjet i et virvar. Hun forsøgte at glatte tæpperne, for at de kunne ligge bedre, men da Conor begyndte at vågne, trak hun sig og lukkede forsigtigt døren.

Om morgenen var de oppe og i tøjet før hende. De kom med te til hende, som var for stærk, og toast. Da hun stod op, lykkedes det hende at hælde teen ud i vasken i badeværelset, uden at de bemærkede det.

22

Tiderne_Nora Webster_P.indd 22

24/06/15 11.18

Det var koldt. De skulle køre hen til stationen, fortalte hun dem, og lade bilen stå på parkeringspladsen. Det ville være rart at have den, når de kom hjem igen i aften, sagde hun. De nikkede begge to alvorligt.

De havde allerede frakkerne på.

Byen var næsten tom, da hun kørte til toget. Det var stadig halvmørkt, og der var lys tændt rundt om i nogle af husene. „Hvilken side af toget skal vi sætte os i?“ spurgte Conor, da de kom hen på stationen.

De kom tyve minutter for tidligt. Hun købte billetter, men Conor nægtede at sidde inde sammen med hende og Donal i den opvarmede ventesal, han ville over jernbroen og vinke til dem fra den anden perron; han ville ned til signalkassen. Igen og igen kom han tilbage for at spørge, hvornår toget kom, indtil en mand fortalte ham, at han skulle holde øje med signalskiltet mellem perronen og tunnelen, og når armen gik ned, betød det, at toget var på vej. „Men vi ved jo godt, at det er på vej,“ sagde Conor utålmodigt. „Den går ned, når toget befinder sig i tunnelen,“ sagde manden. „Hvis man var inde i tunnelen og toget så kom, ville man blive lavet til hakkekød,“ sagde Conor. „Ja, det ved den søde grød, man ville blive flænser i stumper og stykker. Og, tænk engang, oppe i husene klirrer kopperne og underkopperne, når toget kører under,“ sagde manden. „Ikke i vores hus.“ „Det er fordi, toget ikke passerer forbi jeres hus.“ „Hvor ved du det fra?“ „Åh, jeg kender da godt jeres mor.“ Nora genkendte manden, sådan som hun gjorde det med så mange i byen; hun mente, at han arbejdede i Donoghue’s bilværksted, men hun var ikke sikker. Der var noget ved hans facon, som irriterede hende.

Hun håbede ikke, at han havde tænkt sig at rejse sammen med dem hele vejen til Dublin.

Lige før toget kom, og da drengene endnu engang var gået ned for at se på signalkassen, vendte manden sig over mod hende. „Jeg tænker, at de vel alligevel savner deres far,“ sagde han.

Han studerede hendes ansigt for en reaktion og kneb nysgerrigt 23

Tiderne_Nora Webster_P.indd 23

24/06/15 11.18

øjnene sammen. Hun kunne mærke, at hun var nødt til at sige noget hurtigt og skarpt for at forhindre ham i at sige mere og, først og fremmest, for at forhindre ham i at sætte sig sammen med dem i toget. „Det er nok det sidste, de har brug for at få at vide lige nu, så mange tak for det,“ sagde hun. „Så-så, rolig, det var ikke min mening at …“ Hun begyndte at gå væk fra ham, samtidig med at toget kom og drengene spændte løb hen mod hende på perronen. Hun kunne mærke, at hun var rød i kinderne, men de bemærkede ingenting, mens de diskuterede, hvilke pladser i toget der var de bedste.

Da toget begyndte at køre, ville de prøve det hele: Se toiletterne, stå i den farlige passage mellem to vogne, hvor man kunne se ned på jorden, mens toget kørte, at gå ned i spisevognen og købe limonade.

Da toget stoppede i Ferns, havde de været det hele igennem, og da det nåede til Camolin, var de begge to faldet i søvn.

Nora sov ikke; hun skævede ned på avisen, som hun havde købt på stationen, lagde den fra sig igen, og så på de to drenge, som sad sunket sammen i sæderne og sov. Hun ville ønske, at hun vidste, hvad de drømte om lige i det øjeblik. Igennem de seneste måneder, gik det op for hende, var der noget, som havde forandret sig i det tydelige og nemme forhold mellem hende og dem, og måske også mellem dem indbyrdes. Det føltes, som om hun aldrig mere kunne være sikker på, hvor de var.

Conor vågnede og så på hende og faldt i søvn igen med hovedet hvilende på armene på bordet. Hun rakte en hånd frem og rørte ved hans hår, lod fingrene glide igennem det, purrede op i det og glattede det igen. Donal så hende gøre det, hans rolige blik antydede, at han klart fornemmede, hvad der foregik, at der ikke var noget, han ikke forstod. „Conor sover,“ sagde hun og smilede. „Hvor er vi?“ spurgte han. „Næsten i Arklow.“ Da de nåede Wicklow, var Conor vågnet og gået på toilettet igen. „Hvad sker der, hvis man trækker ud i toilettet på en station?“ spurgte han.

24

Tiderne_Nora Webster_P.indd 24

24/06/15 11.18