TØR ALDRIG TÅRER BORT UDEN HANDSKER
3. Døden
Tiderne_Tør aldrig tårer bort_bd. 3_P.indd 1
24/03/15 12.10
Tidligere udgivelser af Jonas Gardell på dansk: Præriehundene, 1988 Fru Björks skæbne og eventyr, 1991 En komikers opvækst, 1993 Så gik den dag, 1999 En ufo gør entré, 2002 Tør aldrig tårer bort uden handsker 1. Kærligheden, 2013 2. Sygdommen, 2014
Tiderne_Tør aldrig tårer bort_bd. 3_P.indd 2
24/03/15 12.10
Jonas Gardell
TØR ALDRIG TÅRER BORT UDEN HANDSKER 3. Døden Oversat af Kamilla Jørgensen
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_Tør aldrig tårer bort_bd. 3_P.indd 3
24/03/15 12.10
Tør aldrig tårer bort uden handsker Bind 3: Døden Oversat fra svensk efter Torka aldrig tårar utan handskar: 3. Döden Copyright © Jonas Gardell 2013 Dansk udgave: © 2015 Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Omslagsfoto: Tuija Lindström Sat med Minion hos An:Sats, Espergærde Tryk: Holm Print Management, Tjele ISBN 978-87-7973-632-0
Oversættelsen udgives med støtte fra
Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk
Tiderne_Tør aldrig tårer bort_bd. 3_P.indd 4
24/03/15 12.10
Da Guds yndling David var konge i Israel, besejrede han moabitterne. Og da han havde besejret moabitterne, beordrede han dem til at lægge sig på jorden og målte så med et reb to længder ud, som han lod dræbe, og en som han lod leve. Sådan gjorde Guds yndling, kong David. Han målte de besejrede moabitter, som lå på række der på jorden. Dem hvis liv var forbi, blev udmålt med et reb. Det var deres tur til at dø. Dem der skulle få lov at leve, blev udmålt med et reb. Sådan er alles liv udmålt. Både dit og mit. Vi ved ikke, hvilken del vi hører til. Vi lever vores liv bedre, hvis vi forstår, at det vi har, er en udmålt tid. At vi ligger på jorden. Og at rebet strækkes ud.
Tiderne_Tør aldrig tårer bort_bd. 3_P.indd 5
24/03/15 12.10
Allerede som barn vidste han, at der måtte være mere i livet end frem og tilbage på knallert på Centralgatan. For hvad var der for ham i Hammarstrand? Skoleudflugt med bus en gang om året, hvor man altid tog ud for at kigge på Döda Fallet. Det var da også utroligt, at man i syttenhundredtallet havde ændret elvens løb og udtørret hele søen, på hvis bund Hammarstrand nu rejste sig. Ved Döda Fallet kunne man se på stenene og klipperne, hvor vandet engang havde fundet vej ned. Så det gjorde de en gang om året. Hvad gjorde de ellers? En gang hvert halve år tog man også til Stugun, for der var en svømmehal. Man kunne bare ikke nå at være i vandet mere end en time, for man skulle også hjem igen. Ja, det var vist stort set det hele. Det, der var for ham i Hammarstrand. Alligevel boblede det af fremtidstro der, da Bengt voksede op i tresserne og halvfjerdserne. Som turistmål om ikke andet. Det lå så smukt, det var alle enige om, og en god skibakke havde de, og frem for alt en af verdens bedste slædebaner. Byen arrangerede store internationale konkurrencer. De havde egen turistchef og lancerede sig som „Sveriges Cortina“. Problemet var bare, at Hammarstrand lå langs Indals 6
Tiderne_Tør aldrig tårer bort_bd. 3_P.indd 6
24/03/15 12.10
älven midt i ingenting, med hundrede ti kilomenter til Sundsvall og hundrede kilometer til Östersund. Med andre ord ikke rigtig tæt på noget som helst. Det var ikke nemt at få turisterne til at køre hele vejen derud på trods af slædebanen og seværdigheden Döda Fallet. Og hvis man spurgte Bengt, ville svaret være, at Hammarstrand virkelig ikke var noget, man rejste ud til. Det var noget, man rejste væk fra. Uanset hvor smukt der var. For naturskønt var der i hvert fald i Hammarstrand. Det kunne ingen nægte. Det var alle enige om. Selve byen lå vanvittigt imponerende, dybest nede i et dalstrøg. Der havde man kraftværket – Hammarforsens Kraftverk – og der lå den bymæssige bebyggelse. På den ene side af elven var Pålgård, hvor de to kirker lå, både den gamle og den nye, og over for landsbyen Kullsta, hvor bondegårdene lå spredt op ad skråningerne. Der gik egentlig kun én vej gennem Hammarstrand. Centralgatan. Der lå plejehjemmet, hvor Bengts mor arbejdede, der lå butikkerne, frisørerne, bankerne og alt det andet, der plejer at være i en middelstor provinsby. Så hvad kunne man stille op med sit liv, hvis man var vokset op i Hammarstrand? Hvad skulle der blive af Bengt, hvis han blev? Der var jo slædeklubben og Vildhussen, orienteringsklubben. Og jagten selvfølgelig, bærplukning når det var sæson, og så selvfølgelig at køre knallert frem og tilbage på Centralgatan, fra grillen i den ene ende af gaden til den 7
Tiderne_Tør aldrig tårer bort_bd. 3_P.indd 7
24/03/15 12.10
anden ende, hvor „Centrum“ lå – et stort hus med både biograf og danselokaler. Men ellers? Bengt havde altid vidst, at han skulle væk fra Hammarstrand. Han begyndte derfor utålmodigt at tælle ned i de store klasser. Han overvejede, om det var bedst at tælle semestre eller år. Enten seks semestre eller tre år, det var bedst at strege semestre ud, så kunne man strege oftere og hurtigere. Hvis man var vokset op i Hammarstrand, gik man i gymnasiet i Östersund. Ganske vist lå IKEA i Sundsvall, men ellers var Östersund Verden. Man kørte til Verden med postbus. Kommunen havde garanteret kollegieplads til alle dem, der kom udefra. Bengts hed Hinden. Han delte værelse med Thomas, hans bedste ven. De gik på Wargentinskolen, den toårige samfundslinje. Hans første kæreste? De kyssede og onanerede i hvert fald sammen. Men heller ikke Östersund var det, Bengt ventede på, selv om det under hele hans opvækst havde været Verden. Umiddelbart efter at det havde ringet ind til første time i efterårssemesteret, gik det op for Bengt. Han ventede på noget andet. Et sted hvor postbussen ikke kørte til. Han ventede på at blive opdaget. Og det blev han. Opdaget. Som et ukendt kontinent. Som noget, der ikke fandtes før. 8
Tiderne_Tør aldrig tårer bort_bd. 3_P.indd 8
24/03/15 12.10
En eftermiddag i en mellemtime, hvor han sad på Wedmans sammen med Thomas og læste op til en historieprøve, kom en mand hen til ham og sagde, at han ikke havde kunnet undgå at lægge mærke til ham, at han manglede unge mennesker til en ny film, og kunne Bengt tænke sig at blive prøvefilmet? Det mærkeligste var måske, at Bengt egentlig ikke engang blev forbavset. Han vidste altid præcist i hvilket øjeblik, hans liv var ved at undergå en forandring, og da den fremmede mand kom hen til ham og klassekammeraten på Wedmans konditori, vidste han straks, at nu var det et af de øjeblikke. Den fremmede mand gav ham mulighed for at rejse fra Hammarstrand og Östersund og lade sin barndom bag sig for altid. Bengt tøvede ikke et sekund.
9
Tiderne_Tør aldrig tårer bort_bd. 3_P.indd 9
24/03/15 12.10
Juni lakker mod enden, og syrenerne er allerede afblomstret. Sådan som det nogle gange sker, når sommervarmen overrasker og lokker alt til at komme frem og blomstre lidt for tidligt og lidt for intenst med noget, der mere ligner vanvid end lykke. Forsommeren flyver af sted det år, flammer op og er væk, efterlader sig brune, tørre blomsterklaser i syrenbuskene allerede ved midsommer, og foran kirken på bakken ligger der et tæppe af blomsterblade omkring syrenbuskadset som konfetti på jorden. Som et minde om en fest, der er forbi. Nede ad midtergangen i kirken står en kiste i lyst træ pyntet med en enkel rose. Foran kisten på et staffeli fotografiet af en lykkelig ung mand, svimlende dejlig med et indtagende smil. En smuk mand, elsket af alle. Hvad han ikke kunne være blevet til. Ved siden af kisten en gulvlysestage i jern med et enkelt brændende lys. Der er noget værgeløst over den enlige flamme og kisten helt uden dekorationer. Som noget der aldrig blev færdigt. Noget der stadig var under konstruktion. Kirkens døre står åbne, og mennesker, alene, i par eller grupper, nærmer sig fra alle kanter. 10
Tiderne_Tør aldrig tårer bort_bd. 3_P.indd 10
24/03/15 12.10
Det kunne have været en skoleafslutning eller et sommerbryllup, men på den lille stentrappe, der fører op til dørene, står alvorlige kirketjenere i mørke jakkesæt og deler programmer ud, og dem, der træder ind i kirken, ser blege og sammenbidte ud, ser ud til at fryse, selv om det er sådan en varm og solrig sommerdag. De fleste er meget unge, for den døde var selv kun nogle og tyve år og havde stået foran tærsklen til livet. På vej ud i livet. Den lille brune trækirke ligner en landsbykirke. Det siges, at det er helt bevidst. Kirken fik sit udseende for ikke at skræmme nogen væk. De første årtier af 1900-tallet strømmede fattige mennesker fra landet til hovedstaden for at finde arbejde der. Også de havde brug for et sted at gå hen for at høre Guds ord og tage imod sakramentet, og måske var den pompøse Katarina nogle kilometer væk alt for respektindgydende, alt for byagtig i sin majestætiske grandiositet og med sit vældige kirkerum i sten. Allhelgonakyrkan derimod behøvede ingen at være bange for. Den blev indbydende placeret på en bakke ved Helga lunden i den sydlige ende af Götgatan, venligt omgivet af grønt. Lille og beskeden som den er med trægulv, enkle vægmalerier og store vinduer, der slipper dagslyset ind, kan den ikke skræmme nogen. Men alligevel er det en skræmt lille familie, der sidder 11
Tiderne_Tør aldrig tårer bort_bd. 3_P.indd 11
24/03/15 12.10
i det minimale forrum til højre umiddelbart efter, at man er kommet ind i kirken. De er kommet ned med toget fra Hammarstrand. Den tid, de har været i byen, har alle været så søde mod dem. Filminstruktøren, ham der opdagede deres skat den gang på caféen i Östersund, havde ladet dem bo i hans smukke træhus og var selv taget på hotel, så de slap. Rektor på teaterskolen, hvor Bengt havde gået i tre år, tog imod dem og talte længe og intimt med dem, og han talte så varmt om Bengt, priste ham så højt, han sagde, at det var et enormt tab, et enormt tab, sagde han. Om deres Bengt. Og han viste dem udklip fra avisernes anmeldelser af årgangens afgangsforestilling, hvor han blev særligt fremhævet i samtlige aviser. Samtlige! Udklippene fik de lov at tage med. Moren skal gemme dem i en mappe sammen med andre udklip fra de film og tv-serier, som hendes søn nåede at medvirke i de få år, han nåede at gøre karriere. På vej ud af skolen stødte de ind i en meget kendt skuespiller, en af de allerstørste, og da han fik at vide, hvem de var, havde han taget deres hænder, ja, morens hænder havde han holdt i en evighed uden at ville give slip, og han havde gentagne gange påpeget, hvilken sjælden begavelse hendes søn havde været, hvor meget han havde sat pris på at arbejde sammen med ham, og den meget kendte skuespiller havde også brugt ordet tab, og tårer var steget op i hans øjne, og hans stemme var knækket over. 12
Tiderne_Tør aldrig tårer bort_bd. 3_P.indd 12
24/03/15 12.10
Så havde de alle grædt. Havde stået der i den store hal med trappen på teaterskolen og grædt. At for dem helt fremmede mennesker kunne sørge sådan over deres skat! Midt i al fortvivlelsen var der alligevel plads til at være stolte. Stolte over deres dygtige, fine søn og lillebror. Så blev det bestemt, at begravelsen alligevel skulle finde sted her i hovedstaden, som han ligesom havde erobret og gjort til sin, blot et stenkast fra den skole, det havde været hans drøm at få lov til at gå på. Blandt alle dem, som åbenbart elskede ham. Elskede deres Bengt. Det ville han have ønsket, sagde de til hinanden. Så nu sidder de i det lille rum, nervøse og beklemte, mens kirken bliver fyldt til sidste plads. De kan høre den dæmpede mumlen fra kirkerummet. Sortklædte og bange, som mørke, våde pletter venter de på at få grønt lys fra præsten til at gå ind i kirkerummet til en masse mennesker, som de ikke kender. Mennesker, der sikkert alle kender hinanden, men som for dem er fremme de – teatermennesker, skuespillere, kunstnere, og alle har på en eller anden måde andel i deres Bengt. Deres vidunderlige Bengt. Deres store tab. To ældre søskende og en mor. Den døde var deres mindste. Familiens skat. Han som flyttede til Stockholm for at blive stjerne. Storesøsteren har armen om moren, som har fået et be13
Tiderne_Tør aldrig tårer bort_bd. 3_P.indd 13
24/03/15 12.10
roligende middel og sidder nærmest apatisk og stirrer frem for sig. Selv har hun bidt sine negle i stykker de sidste uger. Neglebåndene er røde og betændte. Hun har grædt så meget, at hun er blevet nærmest ru under øjnene. Døren bliver åbnet, og storebroren smyger sig ind så diskret, han kan, og siger med sin mildeste stemme, at der ser ud til at blive fuldt hus, og familien forsøger i fællesskab at finde trøst i, at deres mindste, deres Bengt, har været så vellidt så langt hjemmefra. „Han var så sød,“ hvisker hans mor gang på gang og knuger sin datters hånd, søger bekræftelse i hendes blik. Datterens øjne bliver våde, hun nikker. „Han var den sødeste i verden!“ Det banker diskret på døren. Præsten kommer ind for at meddele, at det er tid til at begynde. Hvis familien føler sig klar, kan man begynde at ringe med klokkerne. Hvis de føler sig klar? Hvordan skulle de kunne være klar? Et barn skal ikke dø før sine forældre. Det er imod naturen. Imod alt. Alt! Hendes yngste, hendes solstråle. Hendes forkælede skat! Men moren rejser sig alligevel, for det er man jo nødt til, hendes krop rejser sig, det er næsten, som om hun svæver over sig selv og ser på, at hun nikker tomt mod præsten, samtidig med at hun pudser næse i et papirlommetørklæde. Klar? Det kan ikke udskydes længere. Alligevel ser hun hjælpeløst på sine børn, de skal fortælle hende, hvad hun skal gøre. 14
Tiderne_Tør aldrig tårer bort_bd. 3_P.indd 14
24/03/15 12.10
Hendes datter bider nervøst sine neglebånd, hun skraber ligesom hårdt over dem med tænderne. Det svier, og hun ser, at der kommer blod. Skyndsomt, næsten som om hun skammer sig, tager hun det allerede krøllede lommetørklæde, hun har brugt til at pudse næse i, og presser det mod den blødende finger. Samtidig farer hun op af stolen, nærmest gnavent, utålmodigt. Så lad os komme af sted, tænker hun, til den her pokkers henrettelse. Da præsten spørger, om de er klar til at begynde, stivner storebroren. Han har lyst til at skrige. Standse tiden. Gøre alting ugjort. Han har lyst til at slå præsten. Slå hende til plukfisk! Men det er uundgåeligt. Hans sammenbidte tænder maler som en stenknuser. „Vi må hellere gå!“ hvisker han til moren, og også han rejser sig, og da han rejser sig, styrter hans verden i grus, det er næsten morsomt, at det sker så samtidigt, at alting styrter i grus, mens han selv rejser sig. Og kirkeklokkerne ringer. De to søskende fører moren imellem sig ind i kirke rummet. Alle begravelsesgæsterne vender sig om og rejser sig på én gang, alle dem de ikke kender, alle de skræmmende fremmede, de fine og succesrige, alle dem, der ikke har en søn eller lillebror, som er død. Hundredvis af øjne stirrer på dem, de ser flere, der allerede græder, de mærker nærmest fysisk de fremmedes deltagelse, som om de også sørger over en, de elsker, og det er, som om den lille familie fra Ham15
Tiderne_Tør aldrig tårer bort_bd. 3_P.indd 15
24/03/15 12.10
marstrand går imod en mur af sorg. Respektfuldt. Deltagende. Men hjælpeløse. I dette øjeblik drukner de alle. Der findes ingen redningskranse. Intet land i sigte. Moren når at tænke: Hvor er der kommet mange! Det ville hendes Bengt have glædet sig over, tænker hun. At han var så elsket. At kirken er udsolgt. Så ser hun kisten længere fremme. Den tårner sig op som en trussel. Hun forstår ingenting. Ingenting! Hvem ligger der? Hun ved ikke, hvem det er! Det er alt sammen en misforståelse. Hendes krop begynder at stritte imod. Hun vil ikke hen til den uhyggelige kiste i koret. Vil ikke! Hendes to børn må skubbe hende frem. Hvorfor gør de det her imod hende? Deres greb om hende bliver fastere. Tvinger hende nærmere og nærmere den uhyggelige kiste. Hun har lyst til at skrige, rive sig løs, kradse, flå! Der kommer et klageråb fra hendes mund. Men det er ikke hende, der råber. En stemme i hende, som skriger: Jeg kendte ham ikke! Jeg kendte ham ikke!
16
Tiderne_Tør aldrig tårer bort_bd. 3_P.indd 16
24/03/15 12.10
Det var, da han var i Stockholm for første gang. Filminstruktøren, som skulle lave den film, han skulle prøvefilmes til, tog ham med i Stockholms Stadsteater. Han havde aldrig været i teatret før. Bortset fra da Riksteatret kom til Hammarstrand og spillede i gymnastiksalen. Foran ham scenen. Et tæppe, der var trukket for, ligesom beskyttede noget, som om det skjulte og værnede om en stor hemmelighed. Først troede han ikke, at den store sal nogen sinde kunne blive fyldt. Forestillingen skulle snart begynde, og alligevel var stolerækkerne gabende tomme. Mens publikum satte sig på sæderne, så han sig forundret omkring og fik pludselig sommerfugle i maven, selv om han ikke selv skulle optræde, men bare se på som alle andre. Men så indtraf miraklet: Folk strømmede ind, og lige inden lyset blev slukket i salen, sneg de sidste sig på plads, og salen var fuld. Bengt drejede forbløffet hovedet i alle retninger, og uanset hvor han kiggede hen, så han mennesker, som alle rettede deres blikke og opmærksomhed mod scenen og det skuespil, som netop skulle til at begynde. Han vidste altid, i hvilke øjeblikke hans liv forandrede sig, og den aften, han opdagede teatret, var sådan et øjeblik. Tæppet gik til side. Scenen var stor og tom. Et kæmpe 17
Tiderne_Tør aldrig tårer bort_bd. 3_P.indd 17
24/03/15 12.10
rum. En enkelt kvinde på scenen så direkte på Bengt. Talte til ham, og ordene gik lige igennem hans teenagekrop. Der er et øjeblik i morgengryet hvor man kan se lige ind i solen se men uden at blive blind Et kæmpeøje åbner sig lige over vandørknen Det skinner mat og næsten venligt Og det er ikke farligt Det er som om man kunne se et øjeblik lige ind i livets øje Og pludselig ikke var bange. Bengt holdt vejret. Hans hjerte nægtede at slå. Han skulle senere se forestillingen flere gange. Længes efter øjeblikket, hvor tæppet gik op, og kvinden igen talte til ham. Han kunne snart replikken udenad. Tavst bevægede han læberne sammen med kvinden på scenen: „… et øjeblik … lige ind i livets øje … Og pludselig ikke var bange.“ Ikke at være bange. Hvilket løfte! Han stod skælvende over for det. Så stod en ung mand på scenen på en afsats højt over dem alle, i afklippet sweatshirt med armmusklerne spillende under huden. Han stod i profil, i en enkelt lyskegle, hans 18
Tiderne_Tør aldrig tårer bort_bd. 3_P.indd 18
24/03/15 12.10
søgende blik så op mod nattehimlen. På samme tid længselsfuldt og trist. Det var som om det var i livets allersidste dags morgengry En udmærket dag for desertører Bengt snappede efter vejret, som han sad der i mørket i salen. Der var noget ved den unge mand på scenen – hans skønhed, hans sorg, hans længsel efter en anden fremtid end den som var ham udstukket, at han havde taget en beslutning, men nu frygtede konsekvenserne. Da den unge mand talte, var det for Bengt, som om hans egen stemme kom ud af den andens mund, og også Bengt tog i samme øjeblik en afgørende beslutning angående sit liv. Han ville være skuespiller, og han ville for enhver pris leve sit liv i Stockholm. Stjerneklar Men uden stjerner En dag for desertører Da filmindspilningen var forbi, tog han ikke tilbage til sin familie i Hammarstrand eller til gymnasiet i Östersund, men flyttede ind hos instruktøren, som altid forstod at omgive sig med meget smukke, unge mænd, og blev dennes assistent, betalt med praktikpenge fra arbejdsformidlingen. Paul blev, da han senere hørte om arrangementet, 19
Tiderne_Tør aldrig tårer bort_bd. 3_P.indd 19
24/03/15 12.10
oprigtigt stolt over, at samfundet støttede fysiske relationer mellem generationerne økonomisk. På den måde taget hånd om gik Bengt i teatret næsten hver aften den første tid, og når en forestilling var forbi, skyndte han sig altid ud af salen for at stå på fortovet lidt væk fra sceneindgangen og i smug holde udkig efter skuespillerne. De samme mennesker, som netop havde stået i projektørlyset på scenen, forlod nu teatret ad bagvejen, uden sminke, i deres almindelige tøj, men stadig med en aura af udvalgthed om sig og – han fandt ikke noget andet ord – overmenneskelighed. Han elskede at se på dem, når de ikke vidste, at de blev iagttaget. Han stod der i skyggen, forsøgte at høre, hvad de sagde til hinanden, hvis de kom flere ud ad gangen, af og til fulgte han endda efter dem, og så bankede hans hjerte af frygt og lykke, han fulgte dem så tæt på, som han turde, så han næsten kunne lade, som om han hørte til. Han begyndte også at besøge en bar, der lå lige ved siden af Dramaten, Grants Taverna hed den, et etablissement – eller snarere et værtshus – som havde den mest excentriske indretning, og som, selv om den lå så centralt, altid var tom, men det var der den yngre garde af Dramatens skuespillere kom, netop dem han ville se: Lakke Magnusson, Johan Hedenberg, Rolf Skoglund, Peter Stormare. At han sad der alene bare et par borde fra skuespillerne, var så ufatteligt, at han manglede ord for det. Disse unge skuespillere stod i spotlightet på Dramatens store scene i Klassefjenden, en af årets største succeser, som havde haft premiere på en mindre scene, men snart blev 20
Tiderne_Tør aldrig tårer bort_bd. 3_P.indd 20
24/03/15 12.10
flyttet til den allerstørste, og alligevel var der altid udsolgt. Lyset og berømmelsen væltede ned over de unge skuespillere, og de var som guder, og på trods af det kunne de umiddelbart efter forestillingen sidde på Grants Taverna og være næsten virkelige. Han forstod det ikke. Det var fuldkommen magisk. En dag ville han være en af dem.
21
Tiderne_Tør aldrig tårer bort_bd. 3_P.indd 21
24/03/15 12.10