Tænk nu hvis af Johanne Bille by Tiderne Skifter

TÆNK NU HVIS

Tiderne_Tænk nu hvis-3. kor.indd 1

14/02/15 10.12

Tiderne_TĂŚnk nu hvis-3. kor.indd 2

14/02/15 10.12

JOHANNE BILLE

Tænk nu hvis Roman

TIDERNE SKIFTER

Tiderne_Tænk nu hvis-3. kor.indd 3

14/02/15 10.12

Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter · www.tiderneskifter.dk

Tiderne_Tænk nu hvis-3. kor.indd 4

14/02/15 10.12

1. Jeg bliver nødt til at fortælle dig, hvordan min far døde. Han havde drukket kaffe i Sound Station, som er en pladebutik på Frederiksberg. Snart bliver vi som et museum, sagde butiksejeren til mig, da jeg besøgte ham dagen efter. Han tilbød mig en kop kaffe, og jeg sagde ja tak. Han spurgte, om der skulle mælk i, og jeg sagde nej tak. Jeg har altid drukket min kaffe sort. Det var min far, der bryggede den første kop. Kan du huske, når vi drak en kop espresso om morgenen og hørte musik? Det kan jeg næsten ikke. Min far kom gående ud af butikken, fortæller jeg, for det er en smuk historie. Det er sådan, jeg ønsker, den skal være. Med CD’er i hænderne faldt han om og døde. Som ramte noget ham fra oven. Eller forneden. I mellemgulvet måske. Der var musik overalt, da han faldt om på gaden. Snublende, svajende og med den melankoli i blikket, som vi kender så godt. Jeg tror ikke, der var fortrydelse i hans blik. Måske en smule frygt, men så alligevel ikke. Snarere en vished om, at det var nu, det skete. Det, han –5–

Tiderne_Tænk nu hvis-3. kor.indd 5

14/02/15 10.12

havde ventet på, siden han ikke var særlig gammel. Din far var ikke altid lykkelig, sagde min mor. Tværtimod. Han var heller ikke altid en god far. I hvert fald ikke hver dag. Men hvem er også det. Jeg var heller ikke altid en god datter. Men det gjorde ikke så meget. Det håber jeg ikke, det gjorde. CD’erne ramte fortovet og splintredes i albumcovers, billeder og spejlende skiver af musik. Min far splintredes. Sjæl og krop blev revet fra hinanden og forsvandt. Fordampede i luften og løb ned i fortovet. Ikke så længe inden min far døde på Gammel Kongevej med musik i hænderne og ørerne, inviterede han mig ud at spise. Jeg skulle være et andet sted en time efter, men alligevel inviterede han mig ud. Som var tiden knap. Jeg fik boller i karry, og han så på mig spise, mens han drak sin sorte kaffe. Han virkede fjern. Konverserede lidt, men det var som om, kontakten var væk. Jeg var helt sikker på, at jeg så ham på gaden i dag. Så sikker som man kan blive. Han var på vej ned med flasker. Poserne var tunge, det kunne jeg se. Hans gang vuggede fra side til side, som den plejer, men alligevel mere på grund af vægten i hans hænder. Han har kuskehånd – den venstre – og det havde han også i dag, så jeg. Selvom hans hænder var lukkede om de tunge poser. Hans hår havde flere sølvstænk, end jeg husker, men nu er det også noget tid siden, jeg sidst så ham. Han så mig ikke. Jeg stoppede op på gaden. Han gik på den anden side med poserne, på vej over til flaskecontainerne, som jeg ikke havde bemærket før. Han havde den lidt for slidte jakke på; måske fordi –6–

Tiderne_Tænk nu hvis-3. kor.indd 6

14/02/15 10.12

den nye er for varm til september måned. Lynlåsen var stadig i stykker. Jeg tror ikke, jeg trak vejret i et stykke tid. Hele min krop var indstillet på at se. Se ham i live. Da jeg kom hjem, opdagede jeg, at det havde regnet, selvom jeg var sikker på, at solen skinnede der i krydset. Tændstikkerne på altanen var våde. Jeg forsøgte at tænde én, men kunne ikke. Alt var vådt. Også håndklædet på IKEA-stolen. Det var først, da en fremmed mand tog sin grå hat af og det lyse hår kom til syne, at jeg forstod det. Det var ikke min far. Han går ikke ned med flaskerne til Rosenørns Allé. Hvorfor skulle han gøre det, når der står en flaskecontainer på Mynstersvej. Min krop føltes pludselig uvant, der i krydset. Som om den havde forrådt mig. Engang da jeg var barn, mere barn end nu, tog jeg en fremmed mand i hånden. Jeg troede, det var min far. Asfalten åbnede sig under mig, som i et kæmpe hul, da jeg kiggede op og så ind i en fremmed mands øjne. Hov lille ven, jeg er vist ikke den, du skal holde i hånden. Jeg begyndte at græde. For der stod du på den anden side af gaden og ledte efter mig.

–7–

Tiderne_Tænk nu hvis-3. kor.indd 7

14/02/15 10.12

2. Eller måske kom min far gående i krydset mellem Gammel Kongevej og H.C. Ørstedsvej. Det er bedre, mere dramatisk. Den slags historie passer godt til ham. Den slags, hvor der sker noget. Han går med forventningsfulde skridt, for min mor venter på ham henne på hjørnet ved Café Ipsens. Han har det dér glimt i øjet, som han kun har, når han nærmer sig hende. Med hænderne i lommerne skrider han ud på vejen – ja, han skrider, for han er forelsket – og så rammer bilen ham. Han ser den ikke. Han ser ikke det røde lys. Han ser kun min mor, som står og kigger søgende efter ham med åben jakke og gummistøvler i forårsstøvregnen. Han dør med hænderne i lommerne og et forelsket blik i øjnene. Da redningsarbejderne får trukket bilen væk, ser de måske det. Hans blik, der nu for altid er gået i stå midt i forelskelsen. Og min mor kommer løbende; hun har hørt sirenerne. Nu er det sket. Det hun har frygtet, siden han så på hende med forelskede øjne for første gang. Siden hun spurgte, hvor gammel han var og forstod, at han var ældre end hende. Femten år faktisk. –8–

Tiderne_Tænk nu hvis-3. kor.indd 8

14/02/15 10.12

Hun løber ud i krydset og knæler ved hans krop. Der er intet blik, kun kroppen. Hun ser den vejrtrækning, der ikke er der mere. Eller også skete det ikke dér i krydset. Måske nåede han over vejen til min mor uden at blive ramt. Hvorfor blev du så forsinket, spørger hun. Hun er lidt irriteret, mærker han. Over regnen, over bilernes larm. Jeg skulle lige høre det nye album med Neil Young nede i Sound Station, siger han. Og hun smiler, for nu er han her, og han tager hende i hånden. De går sammen ind på caféen og bestiller en espresso til ham og en kaffe latte til hende, sådan som de plejer. Nej, han døde i sin varme seng. Det er den historie, jeg har det bedst med. Det er den historie, jeg gerne vil fortælle. Vi fejrede hans 80 års fødselsdag aftenen inden. Det var en god dag, selvom han ikke rigtig var sig selv mere. Han sad lidt med børnebørnene på skødet. Min mor fik ham til at spise et stykke kage. Jordbærtærten nede fra Johansens Bageri. Bageren lukkede for længe siden, men det betyder ingenting. Han var skrumpet ind til sidst. Han var ikke syg, han var bare mæt. Mæt af det hele, tror jeg. Jeg har spist og drukket alt det, jeg kunne tænke mig, sagde han engang grinende til mig. Jeg har oplevet alt, hvad jeg kunne ønske mig, sagde han bagefter og tømte langsomt vinglasset. Det er mange år siden nu. De sidste år gik hurtigt. Han har altid set yngre ud, end han var. Men pludselig var det som om, at alle de rynker, han aldrig fik, indhentede ham. Kinderne faldt sammen, og øjnene sank –9–

Tiderne_Tænk nu hvis-3. kor.indd 9

14/02/15 10.12

længere ind i kraniet. Hans knæ svigtede. Han klagede over gigten i hænderne, når det var koldt. Kuskehånden betød, at han ikke kunne skrive mere. Han var træt. Min mor var træt. Vi var trætte. Da vi sagde farvel den aften, vidste jeg, at det var den sidste aften. Jeg kyssede ham på panden. Min mor hjalp ham ind i seng, og pludselig var det som om, at han var til stede igen, har hun siden fortalt mig. Kom her, sagde han, og hun puttede sig ind til ham. Dér døde han. Med min mor i armene, og dynen trukket op om ørerne. Det må være den bedste måde at dø på, tænker jeg. Og derfor fortæller jeg historien om din død sådan. Du er her ikke til overbærende at sige, at det vist ikke helt var sådan, det skete. At det nu engang kun er en historie. Din død er min fortælling nu, for da du døde, forsvandt din virkelighed med dig.

– 10 –

Tiderne_Tænk nu hvis-3. kor.indd 10

14/02/15 10.12

3. Det var faktisk en morgen ligesom alle de andre, jeg så dig sidste gang. Det er en almindelig historie og så alligevel ikke. Den er ikke speciel smuk. Den er heller ikke hverken dramatisk eller tilfredsstillende. Og så alligevel. Jeg var hjemme med vasketøj, og du hørte musik som altid. Vi snakkede ikke rigtig sammen, men det gjorde vi alligevel sjældent. Jeg bilder mig ind, at vi ikke behøvede det. Nu ville jeg ønske, vi havde gjort det. Du hører den nye Dido. Du synger med. No freedom without love. Du bliver irriteret over, at computeren ikke vil acceptere en CD. Spørger mig, om jeg kan lægge den ind på min computer i stedet, så vi kan høre den. Jeg bliver smittet af din irritation, men gør, som du beder om. Jeg sidder i sofaen og laver ingenting. Jeg henter lidt mad i køkkenet, tror jeg nok, og du spørger, om jeg nu også får mad nok derhjemme. Du siger det halvt i spøg, men jeg kan se bekymringen i dine øjne. Jeg griner og siger, at selvfølgelig gør jeg det, selvom det ikke er helt rigtigt. Så går jeg. Jeg kaster et sidste blik på dig i stuen omgivet af albums og kaffe og lyd. Jeg skal – 11 –

Tiderne_Tænk nu hvis-3. kor.indd 11

14/02/15 10.12

lige til at give dig et kram. Men jeg gør det ikke. Du stirrer ind i skærmen, som har du svært ved at se mig i øjnene en sidste gang. Jeg overanalyserer sikkert øjeblikket. Du var bare optaget af din tekst. Sikkert. Jeg fortryder, jeg ikke gav dig et kram, så snart jeg går ud af døren. Du råber take care efter mig. Det gør du tit. Du dør dagen efter. Jeg skulle have været til middag, men skriver til dig, at jeg først kommer til morgenmad dagen efter. Jeg er forelsket, og verden drejer sig om ham. Set i bakspejlet ville jeg ønske, jeg ikke var så ung og forelsket den dag. At jeg tog til middag hos dig i stedet. At jeg gav dig et kram. Men det gjorde jeg ikke. Jeg ville jo komme til morgenmad næste dag. Det kom jeg også. Fyren i 7/11 spørger, hvad jeg kunne tænke mig til morgenmad. Min far er død, svarer jeg, du bestemmer. Du ligger hjemme i sengen samtidig med, at du er forsvundet for altid. Jeg er hjemme hos ham, da du dør. Vi har sex. Og mens vi har sex, dør du. Imens jeg stønner, udånder du på badeværelsesgulvet. Telefonen ringer. Han giver mig sko på. Han binder mine snørebånd. Han ringer efter en taxa. Jeg skælder ud på taxachaufføren. Jeg kaster op. Jeg tørrer mig om munden. Mit spyt smager af mavesyre. Jeg sætter nøglen i døren. Jeg fjerner den seddel til postbuddet, du havde sat på døren samme morgen. Aflever pakken i brillebutikken, hvis jeg ikke lukker op. Jeg troede, du ville ligge på badeværelsesgulvet. Det indrømmer jeg. Jeg forestillede mig en dramatisk scene med ambulancer og redningsfolk og blod. Masser af blod. – 12 –

Tiderne_Tænk nu hvis-3. kor.indd 12

14/02/15 10.12

Sådan var det ikke. Bare rolig. Selvfølgelig er du rolig; jeg ved ikke, hvad jeg tænker. Måske sagde jeg det mere for min egen skyld. Under alle omstændigheder er der stille i lejligheden. Du ligger i din seng. Mor holder om den mindste. Stearinlyset brænder i lysestagen. Det ligner et alterlys, plejede du at sige. Det er det nu. Det ligner, du sover. Det gør du ikke. Jeg hører musik med dig. Kan du huske det? Tiny Dancer af Elton John. Mor kommer ind og forstyrrer. Jeg vil have, de skal gå. Det er en barnlig tanke, man ikke må have, men sådan har jeg det. Jeg vil have, de skal gå, så jeg kan være alene med dig. Men der er mennesker overalt. Med røde øjne og løbende næser. Loftet vælter ned over mig, og væggene kommer faretruende tæt på. Jeg kryber ned under dynen til dig, men du vågner ikke. Elton John synger videre. Den ene høretelefon falder ud af dit øre, men du reagerer ikke på, at musikken stopper. Jeg tror ikke, du hører det. Jeg hører det heller ikke. Til min konfirmation skrev du et digt til mig. Da du kom, lærte vi hinanden at kende ved at lære dig at kende. Det skrev du. Da du gik, lærte jeg mig selv at kende, ved at lære en verden uden dig at kende. Det skriver jeg og smider papiret ud. Det gør både godt og ondt. Jeg samler papiret op af skraldespanden. Min krop forråder mig, og jeg skriver ting, jeg egentlig ikke mener. Eller også ændrer jeg mening meget hurtigt for tiden. Jeg mente, at jeg så dig på gaden. Men ændrede mening fra det ene sekund til det andet.

– 13 –

Tiderne_Tænk nu hvis-3. kor.indd 13

14/02/15 10.12