Andet brev
Privilegier – hvilke privilegier?
Lad mig fortælle dig lidt om mig selv: Jeg er hvid, jeg er mand, jeg er heteroseksuel, jeg er i 40’erne, jeg er født og opvokset i Danmark og har boet i København i hele mit voksne liv, og jeg har et kombineret kunstnerisk, akademisk og musikpolitisk arbejdsliv. Desuden har jeg gennem de senere år erhvervet mig en position som debattør og ekspertkilde inden for musikområdet, og netop den adgang til medierne, jeg dermed har haft, har givet mig mulighed for at være mere synlig i kønsdebatten, end det måske ellers ville have været tilfældet. Lad mig også fortælle dig en smule om min baggrund. I den vestjyske provinsbyverden, jeg var teenager tilbage i 1980’erne, svømmede mine venner (alle af hankøn) og jeg kun alt for ofte over i racistiske, homofobiske og kvindefornedrende jokes. Hvis nogen sagde ordet „jøde“, „bøsse“ eller „tyrker“, vidste vi at nu kom der helt sikkert en vittighed. Og kærlighed mellem kvinder var noget, vi fniste af, mens kærlighed mellem mænd var noget, vi fnyste af: „Hov, du er vel ikke bøsse?“ I den forstand var tingene fuldkommen som Anders Haahr Rasmussen har fortalt det om sin opvækst (der fandt sted i 1990’erne), nemlig at 62
Tiderne_Kønsforræder-3.kor.indd 62
17/04/15 16.33
andet brev
„[h]omofobien præger ens opvækst som mand enormt meget.“88 Det var næppe fordi vi drenge i byen var mere racistiske, homofobiske og sexistiske end så mange andre. Sådan var tidsånden bare. Som kønsvæsener havde vi alle tilsyneladende fået samme opdragelse – eller nok snarere mangel på samme, nu hvor jeg tænker over det – der bestod i at sætte os i stand til at forstå én central omstændighed ved det at være et mandligt væsen: Vi havde ret til til at ignorere, nedgøre eller latterliggøre kvinder, når vi talte til eller om dem, eller når de viste sig at være besværlige i vores øjne. Vi havde lært at det var vores moralske ret, og som vi ikke så nogen grund til at stille spørgsmålstegn ved. Hvorfor skulle vi? Et af privilegierne bestod jo paradoksalt nok i at vi slet ikke vidste de fandtes. Vi var patriarkatets loyale sønner. Uden at vi tænkte over det, blev vi bekræftet overalt i at vi var det bedste og mest rigtige køn. Det gjaldt ikke mindst skolens historietimer: Praktisk talt alle majestæter, hærførere, ministre, direktører og ledere havde været eller var mænd. Den mandlige norm fyldte alt, og alle voksne omkring os lod til at tage denne ubalance for givet. I den populærkultur vi hengav os til, når vi havde fri fra skole, var der nu en del kvinder, men på en lidt anden måde: De fuldt afklædte pigebørn på pladeomslagene husker jeg (som på Led Zeppelins Houses of the Holy, Blind Faiths selvbetitlede debutalbum eller Accepts Virgin Killer – sikke en titel). De mange film med kvinder der 63
Tiderne_Kønsforræder-3.kor.indd 63
17/04/15 16.33
breve fra en kønsforræder
levede pænt op til patriarkatets normer eller led under dem, husker jeg. Den afklædte ‘Side 9-pige’ der altid kiggede udfordrende på os, når vi faldt over Ekstra Bladet, husker jeg. Det mærkelige begreb ‘luder’ som vi stødte på i alle mulige sammenhænge, husker jeg. Og de talrige blondine-vittigheder husker jeg. I mine teenageår var der desuden næsten ingen impulser til at blive klogere på hvad homoseksualitet var, hvad biseksualitet ville sige, hvad transkønnethed gik ud på. For som børn mødte mine jævnaldrende søskende og jeg aldrig nogen der ikke var hvide, heteroseksuelle mennesker (eller også skjulte de det med deres seksualitet rigtig godt). Da jeg kom i puberteten og begyndte at forstå mig selv som et seksuelt væsen samt acceptere at dele af mine omgivelser også begyndte at gøre det, var der kun én tænkelig mulighed: at følge reglerne og være normal. Normal? Lige netop. Mænd var til kvinder, og kvinder var til mænd. Sådan var det. Ganske vist var det begrænset hvad jeg havde af kontakt med pigerne før i mit allersidste teenageår, men det fik mig ikke på andre tanker så meget som ét sekund. For det var i den sammenhæng irrelevant. Som voksen gik det op for mig at jeg ikke nogensinde var blevet heteroseksuel. Nej, jeg havde været det helt fra begyndelsen. Det var i mit liv ikke som socialteoretikere og kønsforskere anført af Simone de Beauvoir ellers har påpeget, nemlig at køn er noget vi bliver ved at agere på bestemte måder – det er ikke noget vi uden videre er. Sådan var det ikke dér hvor 64
Tiderne_Kønsforræder-3.kor.indd 64
17/04/15 16.33
andet brev
jeg kom fra! Til gengæld mærkede jeg en vag, men vedholdende forventning om at jeg skulle leve op til det at være mand, ja, gøre mig til mand, sådan som Marcus Priftis med en hilsen til den amerikanske kønsteoretiker Judith Butlers „doing gender“-begreb formulerer det i Det otäcka könet.89 For køn konstitueres igennem adfærd, uanset hvor heteronormative koder der så end er på spil. Dette var mit fundament, og det var med alt dette i bagagen at jeg blev musiker, akademiker, forfatter og debattør, og at mine relationer til kvinder som kollegaer, medstuderende, kærester, veninder og meget andet udfoldede sig. Og jeg har været i en hel del situationer i mit liv med kærester, hvor jeg skældte ud eller var nedladende, hånende, overbærende, ironisk – alt sammen fordi jeg havde lært at det var noget jeg kunne tillade mig at gøre, når jeg nu var mand og den pågældende person kvinde. Som du kan høre, var der en del patriarkalsk bagage som jeg tog med mig ind i mit voksne liv, sådan som millioner af andre mænd havde gjort det før mig. Derfor finder jeg det vigtigt at konfrontere mig selv med denne omstændighed og blive klogere på hvorfor det var sådan. Også af den årsag har jeg sat mig for at skrive til dig. ***** Vi er så dybt privilegerede, du og jeg. Vi gør os ingen forestillinger om hvor meget, tror jeg. Har du nogen65
Tiderne_Kønsforræder-3.kor.indd 65
17/04/15 16.33
breve fra en kønsforræder
sinde været i et red light district i det sydlige Tyskland, i Holland eller i Belgien? Selv er jeg tilfældigt dumpet ind i et sådant to gange, først i Amsterdam på et ferieophold og nogle år senere i Nürnberg under en turné. Begge gange gjorde det et dybt forstemmende indtryk på mig: Dér står de kvindelige prostituerede i vinduerne i søde barokhuse i et forunderligt lyserødt lysskær og vinker til dig og mig. Indbydende ser de ud med deres sorte stockings, deres lange ben, deres svulmende barme og deres røde læber. De minder om et juleudsalg eller om drømmen om et nyt elektrisk tog da vi var børn. De vil have dig og mig ind som kunder og gøre det rart og hyggeligt for os i en stund. Det koster ikke mere end at vi har råd, hvis vi vil. Og spørgsmålet er let, hvis vi på vej derind skulle få moralske skrupler: Hvad er af mest betydning for os – vores egen ret til at få udløsning i en anonym kvindekrop, eller denne kvindes ret til et mere anstændigt liv? Svaret er præcis hvad vi synes det er, det vil som regel sige: det første. Vi tænker jo heller ikke på hvordan den gris der ligger som flæskesteg foran os på tallerkenen, har haft det. Vi spiser den bare. På den måde er verden vores patriarkalske legeplads. Mon vi bliver takket af andre mænd, når vi går op af trappen til de lyserødt skinnende dukkehuse, fordi vi derved bidrager til at fastholde den patriarkalske verdensorden? Det er svært helt til fulde at forstå vores privilegierigdom, selvom det afgjort ville klæde os om vi forsøgte lidt hårdere på det. Ganske vist er der andre 66
Tiderne_Kønsforræder-3.kor.indd 66
17/04/15 16.33
andet brev
befolkningsgrupper som i forhold til race, religion, seksualitet, uddannelse, økonomiske forhold eller etnicitet er relativt privilegerede i forhold til hinanden. At ikke mindst hvide, veluddannede kvinder kan være stærkt privilegerede og samtidigt blinde over for denne omstændighed, hører som nævnt med til historien – men det er os privilegerede mænd, jeg her taler om. For vi er øverst på rangstigen. Mange har i debatten som sagt fremført det synspunkt at mænd er blevet det undertrykte køn, og at mænd derfor må handle for at få deres rettigheder tilbage – for nu er det mændene som bliver diskrimineret, hævder de. Den fremmeste fortaler for det herhjemme er forfatteren og idrætsforskeren Hans Bonde der har skrevet om emnet i en række kronikker og i bogen Fordi du fortjener det fra 2013 med undertitlen Fra feminisme til favorisme. I Sverige har især debattøren Per Ström haft en tilsvarende rolle, blandt andet med bogen Mansförbjudet fra 2012 med undertitlen Diskriminering af män och pojkar, og i en mere international sammenhæng kan nævnes den sydafrikanske filosof David Benatar som ligeledes i 2012 udgav bogen Second Sexism med den enslydende undertitel Discrimination of Men and Boys.90 Denne mandebevægelse har under betegnelsen „Men’s Rights Movement“ også udmøntet sig i talrige organisationer, websites og Facebook-grupper i den vestlige verden – og i England så et nyt politisk parti i 2015 endda dagens lys med navnet Justice for Men & Boys (And the women who love them).91 Men 67
Tiderne_Kønsforræder-3.kor.indd 67
17/04/15 16.33
breve fra en kønsforræder
også mange andre mænd i ind- og udland har fremført lignende synspunkter på blogs og i medierne. Skulle jeg tolke denne mandebevægelse ud fra mit eget perspektiv, vil jeg først og fremmest sige at dens eksistens er et prægnant udtryk for hvordan partriarkatet er usynligt, selv for de mænd der nyder godt af det, og hvordan privilegieblindheden blandt mænd kan være undertiden forbavsende stor. Jeg deltog i 2014 i ligestillingskonferencen Nordiskt Forum som jeg i mit forrige brev talte om. Her hørte jeg Michael Kimmel sige det på denne måde: Privilegierne er usynlige for dem der har dem. For hvide mennesker er det eksempelvis en luksus ikke altid at skulle forholde sig til et fænomen som race.92
Han har jo ret: Hvor ofte behøver du og jeg at tænke over vores race i kombination med vores køn? Tager vi den ikke nærmest for givet? Og hvor ofte bliver vi diskrimineret som følge af den? Aldrig. Kimmel fortalte om en kvindelig kollega fra sit universitet som han undertiden bytter hold med, sådan at de studerende kan få lejlighed til at møde en anden end deres faste forelæser. Han befandt sig en dag foran hendes hold og forelæste om et emne relateret til noget hun tidligere havde forelæst om. Og en mandlig studerende udbrød lettet: „Åh, endelig en objektiv vinkel på tingene!“ Han antog nemlig at når en mand talte om et emne, skete det ud fra objektive kriterier, men når 68
Tiderne_Kønsforræder-3.kor.indd 68
17/04/15 16.33
andet brev
en kvinde gjorde det, var det tendentiøst grænsende til det utroværdige. Alene det ikke at få sin kønsidentitet eller sin seksualitet konstant problematiseret er altså en del af privilegierigdommen. For dermed adskiller vi os ikke blot fra heteroseksuelle kvinder, men også fra homoseksuelle, biseksuelle, transkønnede, queers med videre, altså den gruppe af personer som ofte omtales under ét med det engelsksprogede akronym LGBTQ+ (Lesbian/Gay/Bisexual/Transgender/Queer), og hvor det afsluttende „+“ indikerer at listen ikke er udtømmende.93 Undertiden medtages også et „I“ for „Intersex,“ nemlig for personer, hvis kønskromosomer og indre/ydre kønsorganer ikke er entydigt mandlige/ kvindelige, ligesom der undertiden tilføjes også andre grupperinger. For nylig læste jeg et indlæg i Politiken af redaktøren og forfatteren Bjarke Larsen, hvori han kritiserede den omstændighed at hvide, heteroseksuelle mænd bliver konfronteret med deres privilegierigdom.94 For ifølge Larsen er race, seksualitet og køn nemlig ikke hævet over andre identitetsmarkører som „f.eks. socialklasse, uddannelse, barndomsoplevelser eller alle mulige andre ‘markører,’ der har formet den enkeltes identitet.“95 Og derfor er det absurd at gøre race, seksualitet og køn til primære identifikationsmarkører, hævdede han også – og at gøre det, tilføjede han i et senere indlæg i Berlingske – er endda en variant af krænkelseskulturen.96 Selvfølgelig tæller de andre markører også som 69
Tiderne_Kønsforræder-3.kor.indd 69
17/04/15 16.33
breve fra en kønsforræder
komponenter i et intersektionelt spil, det er indlysende. Men når netop de tre nævnte markører er særligt vigtige at fokusere på, skyldes det at den hvide, heteroseksuelle mand har haft en historisk betinget særstilling som medlem af den sociale kategori med størst privilegierigdom og desværre også størst privilegieblindhed. I Bjarke Larsens tilfælde er hans egen blindhed påfaldende: På intet tidspunkt i indlægget forholder han sig til det faktum at han selv er en hvid mand med heteroseksuel baggrund (i dag dog biseksuel, har han i en mail efterfølgende forsikret mig) og derfor partshaver i sagen med en interesse i at disse tre markørers betydning skal mindskes. Med andre ord tror han sig neutral: De tre markører race, køn og seksuel orientering er i hans tilfælde så selvindlysende eller – med Michael Kimmel og Marcus Pritfis’ udtryk – usynlige at han ikke kan se dem. Så meget en del af normen er han. Jeg fremførte denne kritik i et indlæg på Politikens hjemmeside,97 og det blev få timer senere besvaret af Berlingskes chefredaktør Tom Jensen som i et indlæg med titlen ‘Den forklædte nyracisme ruller videre’ kritiserede mig for at læne mig op ad hvad han kaldte „identitetspolitisk nyracisme.“98 At endnu en hvid mand med heteroseksuel baggrund dermed reagerede med manglende erkendelse over for sin egen sociale gruppes privilegier, uanset hvor store indbyrdes forskelle der så ellers måtte være på dens medlemmer, gjorde det klart hvor lang vej der endnu er til en øget erkendelse på området. Jeg tænker at Bjarke Larsen, Tom Jensen og andre 70
Tiderne_Kønsforræder-3.kor.indd 70
17/04/15 16.33
andet brev
med dem kunne blive klogere af at læse artiklen ‘The Male Privilege Checklist’ af den amerikanske forfatter Richard Jeffrey Newman. Han slår fast at mænd kan have et hårdt liv, opleve megen smerte eller føle sig marginaliseret, men at privilegierne ikke desto mindre gælder også i disse tilfælde. Hans liste består af så mange som 46 privilegier, inklusive nogle af dem som jeg allerede har talt om, og som blandt andet lyder: „Når jeg tænder for tv’et, er der stor sandsynlighed for at jeg ser mennesker af mit eget køn“, og: „Får jeg børn såvel som en karriere, vil ingen sige at jeg er selvisk hvis jeg ikke bliver hjemme“, og: „Jeg kan være aggressiv uden at nogen kalder mig en bitch.“ 99 Jeg mener slet ikke at det er muligt for en aktør at holde sig fuldkommen neutral i forhold til disse tre helt centrale markører, altså race, seksualitet og køn, uanset om aktøren så er hvid eller sort, homoseksuel eller transkønnet eller kvinde eller mand, og uanset om vedkommende er politiker, samfundsdebattør, redaktør eller hvad det nu kan være. For den objektive position, det som sociologen Pierre Bourdieu i en anden sammenhæng har kaldt „den aksiologiske neutralitet“, eksisterer ganske enkelt ikke.100 Hvad angår os hvide, heteroseksuelle mænd er det særligt vigtigt at huske på, fordi så mange af os debatterer, fører politik eller laver kunst – og eksemplerne i mit forrige brev med Stanley Kubrick, Jørgen Leth og bogen om de 50 samfundstænkere taler deres eget sprog. Bjarke Larsens udsagn er relateret til den såkaldte hvidhedsdebat som begyndte at præge den hjemlige 71
Tiderne_Kønsforræder-3.kor.indd 71
17/04/15 16.33
breve fra en kønsforræder
litteraturdebat i 2014, og som tematiserede hvorvidt hvide, heteroseksuelle, mandlige kritikere som eksempelvis Weekendavisens Lars Bukdahl besad de rette forudsætninger for at kunne bedømme litteratur af eksempelvis digtere med indvandrerbaggrund. Debatten viser at også hvidhed nu indgår i måden hvorpå vi taler om og afkoder kunsten og kønnet.101 Og det er spørgsmålet hvorvidt „de blinde pletter også omfatter strukturelt, kulturelt kodede pletter.“102 At debattere køn vil derfor pr. definition altid blive gjort ud fra en betinget position: Det er umuligt at agere uden at ens eget køn spiller med. Netop derfor bliver den pågældende debattørs køn så ofte opfattet som diskvalificerende – især for kvinders vedkommende, hvis synspunkter ikke sjældent antages at være sagt på vegne af kvinder. I virkeligheden burde vi derfor alle skrive under pseudonym, når vi optræder i kønsdebatten, for det ville gøre det lettere at forholde sig mere nøgternt til hvad der bliver sagt end hvilken stemme det bliver sagt med. Forestillingen om den hvide, heteroseksuelle mands aksiologiske neutralitet fremgår af denne dybt satiriske bemærkning skrevet af kønsdebattøren Janus Lindenskov Callioux, en bemærkning som jeg desværre tror en hel del mænd uden helt så megen sans for satire kunne tilslutte sig ganske uden forbehold: Den hvide, heteroseksuelle mand er og bliver nu engang den eneste sandhedskilde. Han er den eneste objektive formidler af verden og af verdenshisto72
Tiderne_Kønsforræder-3.kor.indd 72
17/04/15 16.33
andet brev
rien. Kun igennem hans øjne kan vi forstå os på verden, psykologisk og filosofisk såvel som rationelt og intellektuelt. Dersom en person af et andet køn, en anden seksualitet eller en anden race gør sig til formidler, får vi blot et begrænset blik på tingene i form af et subjektivt kønnet eller racialt perspektiv. Og dermed sker der unægtelig en forringelse af troværdigheden og sandhedsværdien. Det er jo et ikke-bevist faktum at kvinder tillægger deres betragtninger følelser og stemninger, hvorfor de umuligt kan fungere som objektive kilder til noget som helst. Det er noget jeg ved med et hundrede procents sikkerhed, fordi jeg selv er en hvid, heteroseksuel mand. Derfor ser jeg på tingene med den nødvendige distance der skal til for at få det fulde perspektiv.103
Ordene var i tråd med hvad den amerikanske forfatter Siri Husvedts sagde i et interview i Politiken i 2014: Hvis en kvinde er følelsesladet, bliver hun nemt opfattet som hysterisk, hvorimod en mand der viser følelser, er i kontakt med sin bløde side. Det er accepteret, fordi det kommer i en maskulin pakke. I den kultur vi lever i, vinder de kvinder der bevarer roen og forholder sig køligt til omgivelserne. Du vinder intet ved at bryde sammen i tårer.104
Tilbage til Michael Kimmel: I sin tale gav han et godt 73
Tiderne_Kønsforræder-3.kor.indd 73
17/04/15 16.33
breve fra en kønsforræder
eksempel på privilegieblindhed ved at fortælle om et amerikansk talkshow som han nogen tid forinden havde været inviteret til at deltage i som opponent. Programmet hed i al sin indignerede selvretfærdighed ‘A Black Woman Stole My Job’. Titlen var et citat fra en af fire arbejdssøgende, hvide mænd der i programmet var inviteret til at fortælle om hvorfor de var gået glip af jobs, de ellers havde været helt sikre på at skulle have. Da det blev Kimmels tur, sagde han: Jeg har kun ét spørgsmål til jer alle fire. Det er et spørgsmål som angår titlen på programmet, eller rettere sagt: ét enkelt ord i titlen.105
Jeg fandt senere ud af at jeg ikke var den eneste tilhører i salen som havde siddet og gættet på om Kimmel mon havde fundet ordet „black“ eller ordet „woman“ værst i denne sammenhæng. Men han overraskede os alle ved at påpege at det var ordet „my“. For hvordan, uddybede han, kunne nogen af de fire mænd dog tro at det havde været „deres“ job i første omgang? Og, tilføjede han, hvorfor havde programmet i det mindste ikke heddet ‘A Black Woman Stole a Job’ eller ‘A Black Woman Stole the Job’? Fordi de alle fire havde følt sig berettiget til jobbet, uden at have gjort sig rimeligheden i den følelse klar. De fandt blot at de havde haft ret til det job de søgte, i hvert fald mere ret i forhold til alle andre end hvide mænd, for det var nu engang normen. Mændenes opførsel var et eksempel på male entitle74
Tiderne_Kønsforræder-3.kor.indd 74
17/04/15 16.33
andet brev
ment. Det er selvfølgelig ikke kun mænd der kan føle
sig berettiget på denne måde. Alle kan undertiden føle sig berettigede til at mene noget om andres holdninger, påklædning eller livsstil, eller føle sig berettigede til at komme foran i køen, få særbehandling eller hvad det nu kan være. Konsekvensen af enhver form for entitlement er at personer fylder mere end de burde i forhold til de gældende sociale og etiske koder – det vil sige når mennesker gør sig større end de er på en måde, så andre fremstår mindre end de er. Et eksempel kunne være når en kvinde på et socialt medie har lagt et profilbillede op af sig selv, og en mand hun ikke kender skriver til hende: „Ej, jeg er simpelthen nødt til at fortælle dig hvor smuk jeg synes du er!“ Manden kan tro at han blot giver hende et kompliment, mens den som komplimentet gælder, opfatter det helt anderledes. Alle har overværet eller selv oplevet utallige eksempler på det. Når en mand uopfordret komplimenterer en kvinde, ligger der ikke altid noget i det, i hvert fald ikke ifølge den konsensus som det sociale kodeks til enhver tid tilslutter sig – og derfor vil den pågældende kvinde i situationen højst sandsynligt smile og måske sige tak, og derved anerkende, at hun opfatter det sagte som en kompliment. Men under overfladen kan der meget vel foregå noget helt andet: Der kan opstå en berettiget frustration hos hende over at blive bedømt alene på sit udseende, ikke på hvem hun er, eller hvor god hun er til at udføre sit job. For det første antager manden at det er i orden at kontakte hende udelukkende for at kommentere 75
Tiderne_Kønsforræder-3.kor.indd 75
17/04/15 16.33
breve fra en kønsforræder
hendes udseende. For det andet tager han ikke hensyn til hvorvidt kvinden kunne blive skræmt af det – eller blot fornærmet over at det er hendes udseende og ikke hendes arbejde, holdninger eller væremåde der har mest værdi for ham. Og for det tredje vil han tage det for givet at hans indledning er begyndelsen på en dialog. Med andre ord forventer han at kvinden skal blive smigret over hans henvendelse, ud fra en bagvedliggende, men næppe fuldt erkendt antagelse om at kvinders skønhed udelukkende er til for at mænd har noget smukt og potentielt seksuelt ophidsende at kigge på. Men hvad nu hvis den pågældende kvinde rent faktisk bliver glad over at høre ordene, selvom de er udtalt af en måske vildtfremmed person? Hvad nu hvis ordene kommer fra hjertet og bliver indledningen til en romance mellem de to? Eller hvad nu hvis det er kvinden, som i situationen spiller op til manden ved at forvente, at han komplimenterer hendes udseende? At der er processer på spil i situationen, som også kan foregå på et ubevidst plan samt på et instinktivt plan, gør bestemt ikke forholdene mere enkle. Det ændrer dog ikke på den omstændighed at komplimenter givet til ukendte ofte virker intimiderende. ***** Male entitlement behøver ikke at have med seksualiserende adfærd at gøre. Noget så lavpraktisk som hvordan mange mænd har for vane at sidde i offent76
Tiderne_Kønsforræder-3.kor.indd 76
17/04/15 16.33
andet brev
lige transportmidler med spredte ben kunne være et eksempel på det. Og det er kun mænd der gør det, for kvinder er opdraget til at det er skamfuldt og upassende at sidde med spredte ben, og at det er ukvindeligt at tage plads op i verden. I New Yorks subway blev der i 2014 indledt en kampagne for at få mænd til at holde op med at bedrive såkaldt manspreading, det vil sige den vane at sidde med spredte ben i toget. For selvom det måske nok er mere behageligt, er det samtidigt generende for de som sidder ved siden af, fordi de så har tilsvarende mindre plads. Det skete under sloganet „Dude ... Stop the Spread, Please“,106 forstået som udøvelsen af hvad der er blevet kaldt et patriarkalsk privilegium.107 Manspreading er blevet identificeret som et problem også i Stockholms kollektive trafik, hvor det ses som udtryk for hverdagsmagtudøvelse.108 Også i Oslo har problemet været genstand for drøftelse.109 Jeg har lyst til at vise dig et citat fra en bog om kulturforståelse som jeg for nylig læste. Her blev der refereret til en amerikansk undersøgelse som argumenterer for at hvide mænd får privilegier i vestlige samfund, men tror at de opnår disse privilegier, fordi de er mere kvalificerede end ikke-hvide. Hvide har magt og tror at de tænker, føler og handler som og for [dvs. på vegne af] alle mennesker.
Det kan ske fordi 77
Tiderne_Kønsforræder-3.kor.indd 77
17/04/15 16.33
breve fra en kønsforræder
hvide har en opfattelse af at de slet ikke har nogen kultur, hverken madkultur, dansekultur eller religion. De er bare. Hvis man slet ikke er reflekteret over sig selv som hvid og ikke kan se sine egne privilegier, vil man være helt uforstående over for at andre mennesker ikke gør som en selv, og derved have [dvs. indtage] et etnocentrisk syn på verden.110
Hvis du læser citatet igen, men i stedet for ordet „hvide“ indsætter „hvide mænd,“ så har du en ret præcis beskrivelse af hvordan hvide mænds privilegier er sat sammen og bliver praktiseret. Jeg har også lyst til at vise dig nogle ord som angår mænds – især hvide, danske mænds – særlige forpligtelser til at tage kønsdebatten alvorligt og engagere sig i den: Det påhviler alle mennesker (uanset køn) at lade være med at vende det blinde øje til diskrimination, intolerance og overgreb. Jeg mener ikke at mænd har et større ansvar end kvinder for at gribe ind. Men desværre ser jeg kun yderst sjældent mænd tage det ansvar på sig og sige fra over for kvindefornedrelse af forskellig slags. Den ansvarsforflygtigelse er dybt frustrerende, for de barske realiteter er desværre at det er noget nær umuligt at få budskabet igennem, når man som kvinde påtaler sexisme – ene og alene fordi man har det køn, man nu engang har. Folk der i for78
Tiderne_Kønsforræder-3.kor.indd 78
17/04/15 16.33
andet brev
vejen har så lidt respekt for kvinder at de opfører sig sexistisk over for dem, udvikler jo ikke ved et trylleslag respekt nok for kvinder til at tage det alvorligt, når en af slagsen siger fra. De er desværre langt mere tilbøjelige til at lytte, hvis det er en mand der tager afstand fra deres opførsel. I særdeleshed hvis det er en mand i deres omgangskreds. Så selvom mænd ikke har et større ansvar end kvinder, har de ikke desto mindre en markant større gennemslagskraft over for sexister og dermed mulighed for at gøre en rigtig stor forskel med en forholdsvis lille indsats.111
Disse ord fortæller noget om hvorfor du, jeg og vores kønsfæller alle har et skærpet medansvar for hvad personer af vores køn foretager sig, sådan at ingen føler sig intimideret af vores adfærd. Problemet er jo ikke at vi tænker, føler og agerer som mænd på så forskellige måder, og at vi i vores liv altid har med os som en central kategori at vi er mænd. Ingen andre end nogle få meget radikalt tænkende mennesker kunne drømme om at anklage os alene på grund af det. Det er meget vigtigt at slå det fast: Jeg mener ikke at mænd i sig selv skulle være problemet, eller at manskulinitet eller mandlighed pr. definition skulle være det. Selvfølgelig ikke. Nej, problemet er snarere de manderoller og maskulinitetsnormer som vores ageren som mænd er forbundet med. Mange af os kommer ikke sjældent til at bakke op om eller underlægge os en plump machokul79
Tiderne_Kønsforræder-3.kor.indd 79
17/04/15 16.33
breve fra en kønsforræder
turs normer og værdier – en kultur, vi måske slet ikke kan genkende os selv i, men som vi alligevel anerkender i misforstået loyalitet med vores eget køn, hvor vi i stedet burde være loyale med alle uanset køn. En central del af vores privilegium er den omstændighed at vi historisk set er blevet systematisk inkluderet og kvoteret i snart sagt alle forhold som har at gøre med magt, anseelse og position. Men denne systematiske inkludering har en pris, nemlig at alle andre er blevet lige så systematisk ekskluderet. Hvor den ikke-privilegerede siger: Her er et problem, trækker den privilegerede på skuldrene og responderer ved at sige: Jeg kan slet ikke se at der skulle være et problem. Eller hvor den ikke-privilegerede siger: Jeg føler mig ekskluderet på grund af min status, belærer den privilegerede vedkommende: Jamen, du kan da bare komme ind i kampen. Eller hvor den ikke-privilegerede siger: Jeg føler mig dømt ude, fordi jeg er ikkeprivilegeret, afgør den privilegerede sagen således: Hvis du føler dig dømt ude, er det fordi du i forvejen ikke er kvalificeret nok, dygtig nok, klog nok, hurtig nok, smart nok eller motiveret nok. Det er dog ikke al kritik af mænd som nødvendigvis relaterer sig til deres køn og til kønsstrukturerne. Noget af kritikken kunne jo også bare skyldes forhold som ubetænksomhed, manglende opmærksomhed, egoisme eller dårlig opdragelse. En af årsagerne til at debatten undertiden bliver så emotionel, er netop denne omstændighed. Mænd der bliver kritiseret, kan desuden opleve stor afmagt og frustration, fordi de 80
Tiderne_Kønsforræder-3.kor.indd 80
17/04/15 16.33
andet brev
føler sig karakteriseret ved hjælp af nogle begreber som de måske ikke engang er fortrolige med selv. For debattens lingo er dem fremmed, og desuden kæmper de med overhovedet at kunne anerkende den omstændighed at de her bliver vurderet alene på deres køn og ikke på de mange andre egenskaber, de ellers måtte have eller ikke have. Men de mænd som opfatter kønskampen som en magtkamp med mænd og kvinder som var de to hold af kombattanter, vil utvivlsomt blive færre – alene fordi samfundsdebatten præger os alle i positiv retning. Derfor tror jeg godt at flere og flere mænd vil kunne anerkende kritikken, uden at de behøver at reagere emotionelt på den. Desuden er jeg overbevist om at rigtig mange mænd – uanset hvor meget modstand de gør – befinder sig i en løbende transition i forhold til de patriarkalske privilegier som er blevet problematiseret siden 1970’erne, som fortsat er i gang, og som vil fortsætte i fremtiden. Vi behøver blot at se på antallet af fuldtonede patriarker i dag: Selvom der stadig er en del af dem især i de ældre generationer, er det en måde at være mand på som er i aftagende. De findes efterhånden snarere som historiske, bedagede figurer (for eksempel i tv-serier som Mad Men eller Krøniken), men i takt med at der bliver færre af dem, vil deres funktion som rollemodeller for kommende generationer aftage tilsvarende. Vi kan ikke være nok opmærksomme på at kritikken af kønnet risikerer at blive for normativ, ja, essentialistisk, hvis vi forlader os på en alt for binær, 81
Tiderne_Kønsforræder-3.kor.indd 81
17/04/15 16.33
breve fra en kønsforræder
heterocentrisk forståelse af ‘kvinder’ og ‘mænd’. Her er et eksempel: I 2014 lavede journalisten Irene Manteufel programserien Ugens rapport på Radio24syv der satte kritisk fokus på sexisme. Hun interviewede her blandt andre Niels Folmann, direktør for Danske Licens Spil og ansvarlig for Oddset-kampagnen ‘Der er så meget kvinder ikke forstår’.112 Kampagnen – som må have haft udelukkende mandlige beslutningstagere involveret – har kørt lige siden, og forklaringen på dens succes er ifølge Folmann at den formår at formidle en „universel indsigt“ på få sekunder, nemlig den „indsigt“ at kvinder sagtens kan fremstilles som dumme og uvidende, uden at det er problematisk.113 Folmann sagde: [D]renge og piger har forskellige tilgange til for eksempel sport. Drengene skal have lov til at være nørdede omkring det og have lov til at have et frirum omkring det som kvinderne så ikke kan forstå [at] vi i virkeligheden gider bruge så mange kræfter på.114
Som det fremgår, bliver kvinder her skåret over én kam som en befolkningsgruppe der ikke er interesseret i sport overhovedet. Men masser af kvinder og piger dyrker jo sport, ser sport i tv og går jævnligt til sportsevents. Så stereotypiseringen har et forkert afsæt. Hvad angår den sportsgren som Oddset-kampagnerne har sat mest fokus på, nemlig fodbold, er Folmanns udsagn særligt problematisk, fordi fodbold 82
Tiderne_Kønsforræder-3.kor.indd 82
17/04/15 16.33
andet brev
gennem en årrække har været den største amatørsportsgren blandt piger og kvinder herhjemme.115 Og hvad med alle de mænd der enten ikke interesserer sig for sport, aldrig har følt sig anerkendt i sportslige sammenhænge eller blot har andre ting at lave end at se sport i tv, for eksempel at arbejde, læse eller være familiefædre? Og hvad med de der egentlig godt kan lide at se en fodboldkamp med deres mandlige venner, men som bare ikke bryder sig om kampagnens groft forenklende måde at fremstille det at være mand i et mandligt-kammeratligt fodboldselskab på? Oddset-kampagnen giver måske nok en mulighed for kvinder til at grine lidt af sig selv, når kæresten eller manden endnu engang sidder og ser fodbold i tv, og de stadig ikke har forstået off side-reglerne. Men den udskamning af kvinder som dermed foregår, er alligevel en del af et større billede, nemlig det at mænd har ‘lov’ til at skælde kvinder undertiden hårdt ud i kraft af overleverede patriarkalske strukturer og vanemønstre. Her er et eksempel på det: I 2013 kunne man i Politiken læse et interview med Rasmus Bruun og Frederik Cillius, begge satirikere og værter på Radio 24syv.116 Anledningen til interviewet var at de to ville udgive et nyt magasin for kvinder kaldet Damernes Magazine. At magasinet aldrig udkom, antyder at der var tale om en happening med en sexistisk motivation. Undervejs talte de to mænd ret så nedladende og ironisk om kvinder generelt i udsagn som dette:
83
Tiderne_Kønsforræder-3.kor.indd 83
17/04/15 16.33
breve fra en kønsforræder
[D]et er en decideret falliterklæring for kvindekønnet at der kun findes uintelligente dameblade i Danmark. […] Her på Damernes Magazine er vi fuldstændig overbeviste om at der findes intelligente kvinder i Danmark […].117
Brugen af ordet „uintelligent“ kunne med god ret kaldes en fornærmelse mod en lang række seriøse magasiner rettet mod kvinder, og med udsagnet implicerede de to mænd at magasinernes generelt manglende ‘intelligens’ skulle være en almindelig kendt og indiskutabel sandhed. Præmissen lod altså til at være at det modsatte synspunkt – at der ikke findes intelligente kvinder i Danmark – er udbredt, men at de to mænd modsat denne opfattelse heldigvis havde tiltro til kvinders intelligens. Mere eksplicit sexistisk blev det, da en af de to mænd kritiserede den modstand der på forhånd havde været af deres magasinprojekt på de sociale medier af hvad han betegnede som „en flok feminister“: „De råber satire af os. Jeg råber ‘sindssyge kvindemennesker’ til dem.“118 Det er en form for udskamning af kvinder generelt som forekommer at være helt unødvendig, og som strukturelt set har paralleller til den postkolonistiske racismedebat der i januar 2015 tog fart herhjemme efter et længere tilløb gennem hele 2014. I debatten blev den lille hverdagsracisme konfronteret – som når hvide danskere bruger ordet „neger“ eller indforstået humoristisk taler om ‘halv- og helpigmenterede mennesker’ i stedet for om sorte, eller 84
Tiderne_Kønsforræder-3.kor.indd 84
17/04/15 16.33
andet brev
når de køber dagligvarer med stereotypiske fremstillinger af sorte.119 Men som blandt andre journalisten og bloggeren David Trads hævdede det, skal hvide danskere selvfølgelig ikke bruge det nedsættende ord ‘neger’ om sorte personer, ikke blot fordi sorte ikke bryder sig om at blive kaldt det, men også fordi der er et historisk magtaspekt involveret når hvide gør det. I et indlæg på sin egen blog skrev han: Hold op med at sige ‘negerkongen’, hold op med at kalde en flødebolle for et ‘negerkys’, hold op med at more dig over ‘Sorte Sambo’, hold op med stiltiende at acceptere stribe[vis] af andre nedværdigende udtryk af samme skuffe. Verden ville blive så meget bedre, hvis vi valgte empatien – hvis vi valgte at droppe kampen for at få lov til at sige ting om folk som de ikke ønsker, vi siger[,] [h] vis vi satte os mere ind i, hvordan det er at være minoriteten der er blevet trådt på igen og igen, i stedet for så ofte at vælge at være den stærke dreng i skolegården der mobber de små, fordi han har magten.120
Hvis vi skifter ordet „neger“ i citatet ud med et udtryk som „sindssyge kvindemenneske“, eller måske bare skifter ordet ud med „kvinde“ – sådan som komikeren og forfatteren Sanne Søndergaard sidst i 2013 gjorde det som tankeeksperiment i en provokerende kronik121 – og hvis vi husker på at langt de færreste kvinder bryder sig om at blive kaldt det, er parallellen 85
Tiderne_Kønsforræder-3.kor.indd 85
17/04/15 16.33
breve fra en kønsforræder
indlysende. Oddset-kampagnen er dermed et symptom på en patriarkalsk orden som bør problematiseres med i hvert fald en række af de samme begrundelser hvormed hverdagsracisme problematiseres. De strukturelle ligheder mellem misogyni, altså kvindehad, og racisme er slående: Hvor førstnævnte undertrykker sig på grund af køn, undertrykker sidstnævnte sig på baggrund af race, i begge tilfælde med den begrundelse at den ene race er den anden ‘naturligt’ overlegen, eller at det ene køn er det. At danskeres holdninger til racisme, homofobi og transfobi på hverdagsplanet har ændret sig markant igennem de seneste årtier, skyldes ikke blot en øget bevidsthed om deres egen position, men også at mange har ageret som bystanders og sagt klart fra. Det næste skridt vil være at mange flere mænd tager afstand fra selv mild eller humoristisk ment misogyni og afstår fra at fortælle vittigheder om eller poste billeder af kvinder, hvor hensigten er at nedgøre dem. ***** Lad mig slutte dette brev med at vende tilbage til Jimmy Carters A Call To Action som jeg skrev om i mit forrige brev. I bogen fortæller han om sin opvækst i 1920’erne og 1930’erne i Sydstaterne, hvor politiske og sociale autoriteter igennem århundreder havde antaget at sorte mennesker på grundlæggende områder var inferiøre i forhold til hvide mennesker.122 Bestemte steder i de hellige skrifter blev anvendt til at 86
Tiderne_Kønsforræder-3.kor.indd 86
17/04/15 16.33
andet brev
gøre denne antagelse til en grundpræmis i samfundet. Men de hvide som var kritiske over for præmissen, tog ikke konfrontationen om den, fordi de selv lukrerede på de fordele som systemet gav dem. Carter tøver ikke med at sætte entydigt lighedstegn mellem sin egen opvæksts forskelsbehandling af hvide og sorte og så det 21. århundredes globale forskelsbehandling af mænd og kvinder. Han tilføjer at mange mænd måske nok kan have lidt dårlig samvittighed over at have særlige privilegier – men at de omvendt heller ikke protesterer, fordi også de nyder godt af de fordele deres status som mænd giver dem. Men det er en falsk præmis som retfærdiggør diskrimination inden for næsten alle områder af såvel det sekulære som det religiøse liv.123 Er du og jeg sådanne mænd der egentlig godt ved at ligestillingsprocesserne kunne foregå anderledes, hvis vi ellers var mere kritiske over for vores privilegier? Er vi begge to produkter af et samfund, hvor det nemmeste er at lade stå til og ikke råbe for meget op, eller kun råbe op for et syns skyld, fordi det i virkeligheden er mest bekvemt at nyde vores privilegier? Er vi, for nu at sige det rent ud, nogle kønsegoistiske svin? Den amerikanske sociolog Jackson Katz hører sammen med Michael Kimmel til blandt de mest markante, mandlige fortalere i disse år for fuld ligestilling mellem kønnene. Via undervisning og coaching arbejder han med at gøre mænd mere opmærksomme på at anerkende det moralske ansvar der hører med til at være mand. I en TEDTalk om kønsrelateret vold124 fo87
Tiderne_Kønsforræder-3.kor.indd 87
17/04/15 16.33