CAMPO SANTO
Tiderne_Campo Santo_P.indd 1
15/08/16 14.51
Af W.G. Sebald på dansk De udvandrede (1995) Austerlitz (2003) Saturns Ringe (2011) Højde. Skræk. (2012) Luftkrig og litteratur (2014)
Tiderne_Campo Santo_P.indd 2
15/08/16 14.51
W.G. Sebald
Campo Santo Oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_Campo Santo_P.indd 3
15/08/16 14.51
Campo Santo Oversat fra tysk efter “Campo Santo” Copyright © 2003, The Estate of W.G. Sebald All rights reserved Illustration by Quint Buchholz / Jan Peter Tripp © Carl Hanser Verlag 2003 Dansk udgave © 2016, Tiderne Skifter Sat med Perpetua hos An:Sats, Espergærde Tryk: xxx ISBN 978-87-7973-683-2
Udgivet med støtte fra
Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 tiderneskifter@tiderneskifter · www.tiderneskifter.dk
Tiderne_Campo Santo_P.indd 4
15/08/16 14.51
Indhold
Prosa Lille ekskursion til Ajaccio 9 Campo Santo 20 Alperne i havet 36 La cour de l’ancienne école 46
Essays Fremmedhed, integration og krise 51 Om Peter Handkes skuespil Kaspar
Mellem historie og naturhistorie 62 Om den litterære beskrivelse af total ødelæggelse
Sorgens konstruktioner 90 Günter Grass og Wolfgang Hildesheimer
Hjertets sønderknuselse 114 Om erindring og grusomhed i Peter Weiss’ værker
Med en nattefugls øjne 131 Om Jean Améry
Den lille hares barn, den lille hare 150 Om lyrikeren Ernst Herbecks totemdyr
Via Schweiz på bordel 159 Om Kafkas rejsedagbøger
–5–
Tiderne_Campo Santo_P.indd 5
15/08/16 14.51
Drømmeteksturer 164 Kort kommentar til Nabokov
Kafka i biografen 172 Scomber scombrus eller den almindelige makrel 187 Om nogle billeder af Jan Peter Tripp
Den rødbrune huds hemmelighed 191 Tilnærmelse til Bruce Chatwin
Moments musicaux 199 Et forsøg på restitution 214 Tiltrædelsestale til Det tyske akademis kollegium 222 Oversætternes kommentarer 224 Billedhenvisninger 236 Noter 237
Tiderne_Campo Santo_P.indd 6
15/08/16 14.51
PROSA
Tiderne_Campo Santo_P.indd 7
15/08/16 14.51
Tiderne_Campo Santo_P.indd 8
15/08/16 14.51
Lille ekskursion til Ajaccio
I
september sidste år, under et to uger langt ferieophold på Korsika, kørte jeg en dag med en blå rutebus ned langs vestkysten til Ajaccio for at se mig lidt om i denne by, som jeg ikke vidste andet om, end at kejser Napoleon kom til verden dér. Det var en smuk solskinsdag, palmerne på Place Maréchal-Foch bølgede let i brisen fra havet, i havnen lå et snehvidt krydstogtskib som et stort isbjerg, og jeg slentrede omkring i gaderne med en følelse af at være fri og alene. Et par gange gik jeg ind i en af de mørke, tunnelagtige opgange, med en vis andægtighed læste jeg de fremmede beboeres navne på postkasserne af blik, og jeg forsøgte at forestille mig, hvordan det mon ville være at bo i en af disse fæstninger af sten uden at foretage mig andet resten af mit liv end at studere den tid, der var gået, og den tid, der gik. Men da ingen af os for alvor er i stand til at leve stille og alene, og da vi alle uafbrudt må have noget mere eller mindre meningsfuldt at tage os til, blev den drøm, der pludselig var dukket op i mig om at leve mine sidste –9–
Tiderne_Campo Santo_P.indd 9
15/08/16 14.51
år helt uden forpligtelser, inden længe fortrængt af en trang til at udfylde eftermiddagen med et eller andet, og af samme grund befandt jeg mig med ét, jeg husker knap nok hvordan, i indgangshallen til Musée Fesch med min notesbog, min blyant og en billet i hånden. Joseph Fesch var, som jeg senere læste i min gamle Guide Bleu, søn af Letizia Bonaparte og en schweizisk officer i genovesisk tjeneste, som hun i en sen alder havde indgået sit andet ægteskab med, og han var således en stedonkel til Napoleon. I begyndelsen af sin gejstlige karriere havde han varetaget et ubetydeligt kirkeembede i Ajaccio. Men senere, efter at hans nevø havde udnævnt ham til ærkebiskop af Lyon og gjort ham til generalbefuldmægtiget ved pavestolen, blev han en af sin tids mest ivrige kunstsamlere, og det på et tidspunkt, hvor markedet i bogstaveligste forstand oversvømmedes af alle de malerier og kunstgenstande, der under revolutionen var blevet konfiskeret fra kirker, klostre og slotte, frataget de såkaldte emigrés og plyndret fra de hollandske og italienske byer. Hvad Fesch ville med sin private samling, var intet mindre end at dokumentere den samlede europæiske kunsthistories forløb. Ingen ved nøjagtig, hvor mange malerier han rent faktisk ejede, men det skal have været op mod tredive tusinde. Blandt dem, der efter hans død i 1838, og efter at hans eksekutor Joseph Bonaparte med fiffige kneb havde ført hans sidste vilje ud i livet, endte på det museum i Ajaccio, som blev bygget til formålet, er der en madonna af Cosimo Tura, Botticellis Jomfru under en guirlande, Pier Francesco Cittadinis Stilleben med tyrkisk tæppe, Spadinos Havefrugter med papegøje, Tizians Portræt af en ung mand med handsker og adskillige andre vidunderlige malerier. – 10 –
Tiderne_Campo Santo_P.indd 10
15/08/16 14.51
Smukkest af dem alle forekom mig den eftermiddag et billede af Pietro Paolini, der levede og arbejdede i Lucca i det 17. århundrede. Det forestiller en omtrent trediveårig kvinde på en kulsort baggrund, som dog går over i det mørkebrune i billedets venstre side. Hendes øjne er store og melankolske, og hun har en natsort kjole på, der ikke kan skelnes fra det mørke, der omgiver hende, og som altså egentlig er usynlig, men alligevel til stede med hver eneste fold og flæse i stoffet. Om hendes hals hænger en perlekæde. Med sin højre arm holder hun beskyttende om sin lille datter, der står foran hende med siden til billedkanten, men som vender sit alvorlige ansigt, som tårerne først i dette øjeblik synes at være størknet på, ud mod beskueren som en slags stum udfordring. Pigen har en murstensrød kjole på og holder en ligeledes rødklædt, knap tre tommer lang soldaterdukke ud mod os, hvad enten det nu er for at minde os om hendes far, der er draget i felten, eller for at værge sig mod vores onde øjne. Jeg stod længe foran dette dobbeltportræt, for den dag forekom det mig, at hele livets uudgrundelige ulykke skjulte sig i det. Før jeg forlod museet, gik jeg ned i dets kælder, hvor en større samling napoleonske memorabilia og devotionalia er udstillet. Der er brevknive, segl og stempler, knive til at spidse gåsefjer med, tobaks- og snustobaksdåser smykket med Napoleons kontrafej og initialer, miniaturer af hele familien og de fleste efterkommere, silhuetter og små medaljoner, et strudseæg, hvorpå der er malet en ægyptisk scene, farverige fajancetallerkener, porcelænskopper, gipsbuster og alabaststatuetter, en bronzefigur af Bonaparte ridende på en dromedar og bag glasset i en næsten mandshøj vitrine en mølædt uniformsfrakke med røde opslag og tolv messingknapper – l’habit d’un colonel des – 11 –
Tiderne_Campo Santo_P.indd 11
15/08/16 14.51
Chasseurs de la Garde, que porta Napoléon Ier (‘uniformsfrakke for en oberst fra gardejægerne, båret af Napoleon I’). Der er derudover også en lang række små statuetter af kejseren i fedtsten og elfenben, som viser ham i de kendte positurer, og som fra en højde på omtrent ti centimeter bliver stadig mindre, indtil der næsten ikke er andet at se end en lille, hvid plet, som måske skal forestille den menneskelige histories forsvindingspunkt. En af disse diminutive figurer forestiller den forhenværende kejser sur le rocher de l’île de Sainte-Hélène (‘på øen Sankt Helenas klippe’). Iført frakke og med sin trekantede hat på hovedet sidder han, ikke større end en ært, overskrævs på en lille saddel, der er anbragt på toppen af et stykke tufsten, som angiveligt stammer fra den ø, hvor han var i eksil, og stirrer med furet pande ud mod det fjerne. Han har næppe haft det godt der, midt i det øde Atlanterhav, han har sikkert savnet sit engang så spændende liv, nu hvor han tilsyneladende ikke engang kunne stole på de sidste trofaste, der stadig omgav ham i hans ensomhed. Det kunne man i hvert fald slutte sig til ud fra en artikel i Corse-Matin, der blev bragt på dagen for mit besøg på Musée Fesch, og hvori en vis professor René Maury hævdede, at den undersøgelse af kejserens hår, man havde foretaget i FBI’s laboratorier, med absolut sikkerhed viste, que Napoléon a lentement été empoisonné à l’arsenic à Sainte-Hélène, entre 1817 et 1821, par l’un de ses compagnons d’exil, le comte de Montholon, sur l’instigation de sa femme Albine que était devenue la maîtresse de l’empereur et s’est trouvée enceinte de lui (‘at Napoleon på Sankt Helena langsomt blev forgiftet med arsenik mellem 1817 og 1821 af en af sine medeksilerede, grev de Montholon, på opfordring af hans hustru Albine, der havde været kejserens elskerinde, og som han – 12 –
Tiderne_Campo Santo_P.indd 12
15/08/16 14.51
havde gjort gravid’). Jeg ved ikke rigtig, hvad man skal sige til den slags. Myten om Napoleon har jo givet stof til de mest forbløffende skrøner, der altid påkalder sig uigendrivelige beviser. Franz Kafka fortæller for eksempel i et dagbogsnotat, at han den 11. november 1911 deltog i en conférence i Rudolfinum om temaet La Légende de Napoléon, hvor en vis Richepin, en rank halvtredsårig mand med en fin talje og en Daudet-frisure, hvis hvirvlende lokker klæbede sig tæt ind til hovedet, blandt meget andet havde hævdet, at Napoleons grav engang blev åbnet én gang om året, så de krigsinvalide veteraner kunne defilere forbi og se den balsamerede kejser. Men da kejserens ansigt med tiden var blevet temmelig oppustet og grønligt, afskaffede man denne skik. Richepin selv, sådan skriver Kafka, havde dog nået at se den døde kejser fra sin grandonkels arm, for onklen havde gjort tjeneste i Afrika, og kommandanten havde derfor ladet graven åbne ene og alene for hans skyld. I øvrigt var denne conférence, sådan fortsætter Kafka sit notat, endt med, at foredragsholderen havde svoret, at selv det mindste støvkorn i hans lig, såfremt det havde en bevidsthed, også om tusind år ville være klar til at adlyde Napoleons befaling. Efter at jeg havde forladt kardinal Feschs museum, sad jeg i et stykke tid på en stenbænk på Place Letizia, der egentlig bare er en lille frugthave mellem de høje huse, en slags oase midt i byen med eukalyptus og oleander, viftepalmer, laurbær og myrter. Haven var adskilt fra gaden med et jerngitter, og bag gitteret ragede Casa Bonapartes hvidkalkede facade op. Republikkens fane hang over indgangsportalen, som en jævn strøm af besøgende bevægede sig ind og ud ad. Hollændere og tyskere, belgiere og franskmænd, østrigere og italienere og en enkelt gang en gruppe ældre, aristokratisk udseende japanere. De fleste af dem – 13 –
Tiderne_Campo Santo_P.indd 13
15/08/16 14.51
var forsvundet igen, og det var allerede sent om eftermiddagen, da jeg til sidst selv gik ind i huset. Den halvmørke hall var øde. Og der så heller ikke ud til at være nogen ved kassen. Først da jeg stod lige foran skranken og rakte hånden ud efter et af de postkort, der var udstillet dér, så jeg, at der omme bag skranken sad en yngre kvinde på en sort, læderbetrukket kontorstol, ja, man kunne næsten sige lå. Jeg måtte faktisk bøje mig ind over skranken for at se ned på hende, og dette sekund, hvor jeg så ned på denne halvsovende billetsælgerske i Casa Bonaparte, der sikkert bare ville hvile sig efter at have stået op, blev et af de sært forlængede øjeblikke, som man flere år senere af og til kommer i tanke om. Billetsæl gersken rettede sig langsomt op, og det viste sig, at hun var en ganske statelig dame. Man kunne sagtens forestille sig hende på en operascene, hvor hun efter sit livs store drama udmattet ville synge Lasciate mi morir, eller en anden sidste arie. Endnu mere enestående end hendes divaagtige fremtoning var imidlertid hendes forbløffende lighed med den franske kejser, i hvis fødehus hun varetog embedet som dørvogterske, en lighed, man først blev klar over ved andet blik, men som så virkede så meget desto mere slående. Hun havde det samme runde ansigt, de samme store, kraftigt udstående øjne, det samme hår, der faldt ned i panden i spidse lokker. Da hun rakte mig billetten og mærkede, at jeg ikke kunne tage øjnene fra hende, smilede hun overbærende og meddelte mig med en næsten forførende stemme, at man med fordel kunne begynde på anden etage. Jeg gik op ad den sorte marmortrappe og blev ikke så lidt forundret, da jeg på den øverste afsats blev modtaget af endnu en kvinde, der på lignende vis så ud til at nedstamme fra den napoleonske linje, – 14 –
Tiderne_Campo Santo_P.indd 14
15/08/16 14.51
og som på en eller anden måde mindede mig om Masséna eller Mack eller en af de andre legendariske franske feltherrer, sandsynligvis fordi jeg altid havde forestillet mig dem som en slægt af dværgagtige helte. Den kvinde, der ventede mig øverst på trappen, forekom mig nemlig påfaldende lavstammet af statur, og dette indtryk forstærkedes af hendes meget korte hals og hendes meget korte arme, der knap nok nåede ned til hofterne. Hun var i øvrigt iført trikolorens farver, en blå nederdel, en hvid bluse og midt på kroppen et rødt bælte, hvis store, messingskinnende spænde havde noget udpræget militært over sig. Da jeg nåede op til de øverste trin, trådte denne kvindelige marskal til side, vendte sig halvt om og sagde: Bonjour, monsieur. Og også hun, fornemmede jeg, lod mig med et let ironisk smil vide, at hun skam vidste langt mere, end jeg selv nogensinde ville komme til. En smule foruroliget over det uforklarlige møde med disse to diskrete ambassadører fra fortiden vandrede jeg i et stykke tid planløst omkring i værelserne, gik derefter ned på første etage og kom så igen op på den anden. Først lidt efter lidt begyndte vitrinerne og de udstillede genstande at blive forståelige for mig. Alt i alt så det meste stadig ud, som Flaubert har beskrevet det i sin korsikanske rejsedagbog: ret beskedne rum, udsmykket i overensstemmelse med republikkens smag, et par lysekroner og venetianske spejle, der med tiden var blevet plettede og uigennemsigtige; et blødt halvmørke, for ligesom dengang Flaubert var her, stod de høje vinduer ganske vist åbne, men de mørkegrønne persienner havde man trukket for. Sollyset faldt i hvide striber på egeparkettet. Det var, som om der ikke engang var gået en time siden dengang. Blandt de ting, Flaubert nævner, manglede kun den kejserlige kappe med de gyldne – 15 –
Tiderne_Campo Santo_P.indd 15
15/08/16 14.51
bier, som han i sin tid havde set lyse i chiaroscuro. Familiens dokumenter lå stille i vitrinerne, skrevet med smukt svungne bogstaver, side om side med Carlo Bonapartes to jagtbøsser, et par pistoler og en fleuret. På væggene hang kaméer og forskellige slags miniaturer, en række farvelagte stålstik af slagene ved Friedland, Marengo og Austerlitz, samt i en kraftig bladguldsramme et stamtræ over familien Bonaparte, som jeg til sidst blev stående foran. Et kæmpestort egetræ ragede op af den brune jord på en himmelblå baggrund, og på dets grene og kviste hang der rækker af hvide papirsedler, som lignede skyer, med navnene og årstallene for samtlige medlemmer af det kejserlige hus og de senere efterkommere af Napoleon. Alle var samlet her, kongen af Napoli, kongen af Rom og kongen af Westfalen, Marianne Elisa, Maria Annunciata og Marie Pauline, den muntreste og smukkeste af de syv søskende, den stakkels hertug af Reichsstadt, ornitologen og iktyologen Charles Lucien, Plon-Plon, Jérôme og Mathilde Letizias søn, hans datter, Napoleon III med sit snoede overskæg, bonaparterne fra Baltimore og mange andre. Uden jeg havde bemærket det, var marskalinde Ney, måske fordi hun havde lagt mærke til min betagelse af dette genealogiske kunstværk, trådt hen ved siden af mig, og hun sagde nu, ærbødigt hviskende, at denne création unique var blevet fremstillet i slutningen af det forrige århundrede af datteren af en notar i Corte, der var en stor Napoleon-beundrer. Bladene og blomsterne langs den nederste billedkant, som var smykket med sommerfugle, sagde marskalinden, var ægte tørrede planter fra makien, stenroser, myrter og rosmarin, og den mørke, snoede stamme, der løftede sig reliefagtigt fra den blå baggrund, var flettet af pigens eget hår. Hun måtte have brugt en uendelighed – 16 –
Tiderne_Campo Santo_P.indd 16
15/08/16 14.51
af timer på dette arbejde, hvad enten det nu var af kærlighed til kejseren eller af kærlighed til sin far. Jeg nikkede andægtigt efter denne forklaring og blev stående ganske længe, før jeg vendte mig om og gik ud af værelset ned til første etage, hvor familien Bonaparte havde boet siden sin ankomst til Ajaccio. Carlo Bonaparte, Napoleons far, havde været Pasquale Paolis sekretær og havde efter patrioternes nederlag i den ulige kamp med de franske tropper ved Corte bragt sig selv i sikkerhed i kystbyen. Sammen med Letizia, der på dette tidspunkt var gravid med Napoleon, var han flygtet gennem de øde slugter og bjerge inde i landet, og jeg forestiller mig, at de to små skikkelser på deres æsler midt i det overvældende panorama, eller mens de sad for sig selv ved et lejrbål i den mørke nat, må have lignet Maria og Josef på et af de gamle malerier af flugten til Ægypten. Og er der bare en anelse sandhed i påstandene om prænatale erfaringer, så har denne dramatiske rejse vel også haft en vis indflydelse på den senere kejsers karakter, og det forklarer måske, hvorfor han altid gjorde alting med et vældigt hastværk, som da han for eksempel allerede under sin egen fødsel skubbede sig sådan frem, at Letizia ikke engang nåede hen til barselssengen, men måtte sætte ham i verden på en sofa i det såkaldt gule værelse. Det var muligvis til minde om denne bemærkelsesværdige hændelse, som blev begyndelsen til hans løbebane, at Napoleon senere forærede sin højtelskede mor det temmelig smagløse krybbespil af elfenben, som stadig kan ses i Casa Bonaparte. Ganske vist havde hverken Letizia eller Carlo Bonaparte i 1770’erne og 1780’erne, hvor de skulle lære at leve med det nye regime, drømt om, at de børn, der hver dag sad med dem omkring spisebordet, pludselig skulle avancere til kronede konger og – 17 –
Tiderne_Campo Santo_P.indd 17
15/08/16 14.51
dronninger, eller at lige netop den allermest fremfarende af dem, den lille Ribulione, der hvert andet øjeblik rodede sig ud i slåskampe i kvarterets gyder, engang skulle herske over et rige, der strakte sig over næsten hele Europa. Men hvad kan vi i det hele taget forudsige? Historien udvikler sig efter love, hvis logik ingen kan gennemskue, små, uanseelige begivenheder sætter den i bevægelse, og den ændrer ofte retning i det afgørende øjeblik på grund af en næsten umærkelig brise, et blad, som daler ned mod jorden, eller to blikke, der mødes midt i en menneskemængde. Ikke engang i tilbageblik kan vi fatte, hvad det virkelig var, der skete, og hvorfor den ene eller den anden verdensbegivenhed fandt sted. Selv den grundigste historiker når næppe nærmere på sandheden, som ingen vel heller ville kunne fatte, end eksempelvis dilettanten Alfonse Huyghens, der boede i den belgiske hovedstad, hvor han i årtier havde beskæftiget sig med Napoleon-forskningen, og som engang fremsatte den vanvittige påstand over for mig, at alt, hvad den franske kejser foretog sig i de europæiske riger og lande, blev påvirket af hans farveblindhed, der gjorde det umuligt for ham at skelne mellem rød og grøn. Jo mere blod, der flød på slagmarken, sådan sagde denne Napoleon-forsker til mig, jo friskere forekom græsset ham at spire. I aftentimerne spadserede jeg ned ad Cours Napoléon og sad derpå i to timer på en lille restaurant ikke langt fra Gare Maritime og så ud på det hvide krydstogtskib. Mens jeg drak kaffe, studerede jeg annoncerne i lokalavisen og overvejede, om jeg skulle gå i biografen. Jeg har altid godt kunnet lide at gå i biografen i fremmede byer. Men hverken Judge Dredd i Empire, USS Alabama i Bonaparte eller L’amour à tout prix i Laetitia virkede som det rigtige til at afslutte denne dag med. Så hen imod klokken – 18 –
Tiderne_Campo Santo_P.indd 18
15/08/16 14.51
ti befandt jeg mig igen på det hotel, hvor jeg sent om formiddagen havde indkvarteret mig. Jeg åbnede vinduerne på mit værelse på vid gab og så ud over byens tage. Trafikken brusede endnu i gaderne, men så blev der pludselig helt stille, kun et par sekunder, indtil en af de bomber, der jo ikke ligefrem er sjældne på Korsika, eksploderede med et kort, tørt drøn blot et par gader borte. Jeg lagde mig på sengen og faldt snart i søvn med lyden af brandkorpsets sirener og udrykningshorn i ørerne.
Tiderne_Campo Santo_P.indd 19
15/08/16 14.51