Canada af Richard Ford by Tiderne Skifter

100mm

28mm

157mm

100mm

CANADA fortælles af den nu 66-årige Dell Parsons. Han ser

"Først vil jeg fortælle om det røveri, vores forældre begik.

tilbage på sit liv – eller rettere

Bagefter om mordene, som fandt sted senere." Sådan begynder den nye, helt igennem overraskende roman fra den

de hændelser som fandt sted og

amerikanske Pulitzer-prisvinder Richard Ford.

begyndte i 1960 i Montana i det

nordlige USA. Den dengang 15-årige Dell

Da 15-årige Dells forældre røver en bank, er det for altid slut

og hans tvillingesøster Berner har

med hans trygge, eller i det mindste velkendte liv. Forældrene kommer i fængsel og hans tvillingesøster Berner stikker af og efterlader Dell alene i Great Falls, Montana. Men inden de

levet et noget begivenhedsløst

RICHARD FORD

liv sammen med deres forældre.

CANADA

En tilværelse præget af farens

sociale myndigheder når frem til ham, bliver han af en ven af familien smuglet over grænsen til Canada. Her får han husly

TIDERNE SKIFTER

og hyppige forflytninger mellem

arbejde i det amerikanske luftvåben

og arbejde hos den gådefulde hotelejer Arthur Remlinger. FOTO / Laura Wilson

lærerinde. Da historien begynder, bor

Oprørt og fortvivlet over forældrenes svigt kæmper Dell for at finde en mening, en forklaring på, hvordan hans veltilpassede forældre kunne udvikle sig til grove forbrydere? Hvilke hændelser førte til det, hvilke samtaler, hvilke kompromisser? Hvad får et menneske til helt at miste grebet om sit liv?

familien på fjerde år i den lille, ROMAN / TIDERNE SKIFTER

stilfærdige by Great Falls. Pengene

230mm

RICHARD FORD (f. 1944) er en af sin generations betydeligste amerikanske forfattere. Han har tidligere udgivet fem romaner og tre novellesamlinger. På dansk er udkommet romanerne Vildt liv (1990), Sportsjournalisten (1995), Uafhængighedsdag (1996) og Som landet ligger (2007) samt novellesamlingerne Kvinder med mænd (1998) og Kvalitetstid (2005). Richard Ford modtog Pulizerprisen for Uafhængighedsdag. Om hans seneste roman Som landet ligger skrev den danske presse blandt andet:

forskellige militærbaser. Moren er

En amerikaner som også har lagt sin fortid bag sig.

er små. Efter at have forladt luftvåbnet roder faren sig ud i forskellige lyssky småjobs for at skaffe indtægter til dagen og vejen. Alt ændrer sig radikalt og uventet den dag forældrene begår et mislykket bankrøveri og kommer i fængsel. Dells søster stikker af til Californien, mens han selv smugles over grænsen til Canada. Her i Fort Royal, på den canadiske provins

”Et hovedværk i nyere amerikansk litteratur og en ganske præcis registrering af det mentale landskab, som det tager sig ud for den øvre middelklasse i USA på kanten af det forrige årtusinde.” – Ekstra Bladet “Med sin trilogi om Frank Bascombe har Richard Ford skabt en af den moderne amerikanske litteraturs mest unikke hverdagshelte og et vægtigt værk, der hermed finder sin elegante og tankevækkende afslutning. … vidunderligt velformuleret, lun og intelligent.” – Information

Saskatchewans uendelige prærie, indlogeres han hos en gådefuld og bizar hotelejer, Arthur Remlinger. En bror til en af morens veninder og selv en mand med hemmeligheder og en mørk fortid. Dell Parsons fortæller om alt ISBN 798-87-7973-554-5

senere skete.

7 988779 735541

Canada.indd 1

det, der gik forud for mordene, som

OMSLAG / MIKKEL HENSSEL

18/09/12 10.54

CANADA

!"#$%&$'()&)#)*+,"&##---.

./0120./---.3,41

Andre bøger af Richard Ford på dansk Vildt liv. Roman, 1990 Sportsjournalisten. Roman, 1995, 1997 Uafhængighedsdag. Roman, 1996 Kvinder med mænd. Tre fortællinger, 1998 Kvalitetstid. Noveller, 2005 Som landet ligger. Roman, 2007

!"#$%&$'()&)#)*+,"&##---/

./0120./---.3,41

Richard Ford

Canada Roman

Oversat af Claus Bech

TIDERNE SKIFTER

!"#$%&$'()&)#)*+,"&##---5

./0120./---.3,41

Canada Oversat fra amerikansk efter „Canada“ Copyright © 2012 by Richard Ford Dansk udgave © Tiderne Skifter 2012 Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Janson hos AnSats, Espergærde oog trykt hos Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-554-5

Oversættelsen har modtaget støtte fra Statens Kunstråd

Til Kristina

TIDERNE SKIFTER · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf. 33 18 63 90 · Fax 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk

!"#$%&$'()&)#)*+,"&##---6

./0120./---.3,41

FĂ¸rste del

!"#$%&$'()&)#)*+,"&##---4

./0120./---.3,41

!"#$%&$'()&)#)*+,"&##---3

./0120./---.3,41

ØRST VIL JEG FORTÆLLE OM DET RØVERI, MINE FORÆLDRE

begik. Bagefter om mordet, som fandt sted senere. Røveriet er det vigtigste, fordi det kom til at bestemme den bane, som vores liv, min søsters og mit, senere slog ind på. Det giver ingen mening, hvis jeg ikke fortæller om røveriet først. Man kan ikke tænke sig to mennesker, der var mindre egnede til at begå røveri end vores forældre. De var ikke spor usædvanlige, ikke på nogen måde kriminelle. Ingen kunne have regnet ud, at de var forudbestemt til at ende, som de gjorde. De var helt almindelige – men alle den slags betegnelser blev irrelevante, i samme øjeblik de røvede en bank. MIN FAR,

Bev Parsons, blev født ude på landet i Marengo County, Alabama, i 1923 og gik ud af sin high school i 1939 brændende af iver efter at komme ind ved Army Air Corps – den del af det, der senere blev til US Air Force. Han meldte sig i Demopolis, blev uddannet i Randolph ved San Antonio og besluttede, at han ville være jagerpilot, men manglede evnerne til det og trænede derfor til at blive bombekaster i stedet for. Han fløj med B-25’ere, de lette til mediumtunge Mitchell-fly, der blev brugt til bombetogter på Filippinerne og senere over Osaka, hvor de sendte en regn af ødelæggelse ned over jorden – over både fjender og uskyldige. Han var en høj, charmerende, smilende, flot mand (han kunne næsten ikke klemme sine over 1.80 m ind i bombekasterens kuppel) med et stort, firkantet, forventningsfuldt ansigt og fremtrædende kindben, sanselige læber og lange, attraktive, feminine øjenvipper. Han havde skinnende hvide tænder og kort sort hår, som han var stolt af – ligesom han var stolt af sit navn, Bev. Kaptajn Bev Parsons. Han indrømmede 7

!"#$%&$'()&)#)*+,"&##---7

./0120./---.3,41

aldrig, at Bev efter de fleste menneskers opfattelse var et pigenavn. Det kom fra dybe angelsaksiske rødder, påstod han. „Det er et almindeligt navn i England. Derovre er Vivian, Gwen og Shirley mandenavne. Der er ingen, der forveksler dem med kvinder.“ Han talte meget og gerne, var fordomsfri af en sydstatsmand at være og havde pæne, høflige manerer, som burde have ført ham langt inden for flyvevåbenet, men ikke gjorde det. Hans store, brune øjne afsøgte lynhurtigt ethvert rum, han befandt sig i, for at finde nogen, der ville vise ham opmærksomhed– som regel min søster og mig. Han fortalte dårlige vittigheder på en teatralsk sydstatsfacon, kendte en hel del korttrick og tryllekunster, kunne skrue sin tommelfinger af og sætte den på igen eller få et lommetørklæde til at forsvinde og komme til syne. Han kunne spille boogie-woogie på klaveret, talte sommetider med „Dixie-accent“ til os, sommetider som Amos ’n’ Andy. Han havde mistet noget af hørelsen ved at flyve i Mitchell-fly og var nærtagende på det punkt. Men han så smart ud med sin „ærlige“ GI-klipning og blå kaptajnsjakke og udstrålede som regel en varme, der var ægte nok, og som fik min tvillingesøster og mig til at holde af ham. Det var sandsynligvis også grunden til, at min mor blev tiltrukket af ham (selv om hun ikke kunne have været mere forskellig fra ham og passet dårligere til ham, end hun gjorde) og blev gravid efter deres første, hurtige møde til en fest, der blev holdt for hjemvendte piloter ikke ret langt fra den kaserne, hvor han efteruddannede sig for at kunne fungere som intendanturofficer på Fort Lewis i marts 1945 – da der ikke længere var brug for ham til at kaste bomber. De giftede sig, så snart de fandt ud af, at hun var gravid. Hendes forældre, der boede i Tacoma og var jødiske indvandrere fra Polen, var ikke begejstrede. Min mors liv ændrede sig for al fremtid – og ikke til det bedre. Det må være nok at sige, at de ikke var skabt til hinanden – de var enebørn af henholdsvis skotsk-irske skovarbejdere fra skovene i Alabama og højtuddannede jødiske matematiklærere fra Poznan, der var flygtet efter 1918 og kom til Washington State gennem Canada. Min mors forældre havde også været musikere og populære ved halvprofessionelle koncerter i Polen, men var blevet skoleinspektører i Tacoma – af alle steder. Dengang betød det ikke ret meget for dem, at de var jøder, for det var bare en gammel, streng, indskrænket kultur, som de med glæde gav afkald på i det nye land, hvor der åbenbart ikke fandtes jøder. 8

!"#$%&$'()&)#)*+,"&##---8

./0120./---.3,41

MIN MOR ,

Neeva Kamper (en forkortelse af Genève) var en spinkel, intens, bebrillet kvinde med viltert brunt hår, der fortsatte som dun ned langs hendes kæbe. Hun havde tætte øjenbryn og en skinnende, tyndhudet pande med synlige blodårer og en bleg indendørsteint, der fik hende til at virke skrøbelig – hvad hun ikke var. Min far sagde for sjov, at folk, der hvor han kom fra i Alabama, kaldte hendes hår for „jødehår“ eller „indvandrerhår“, men han kunne godt lide det og elskede hende. (Hun ofrede ham tilsyneladende aldrig den store opmærksomhed). Hun havde små, fine hænder med negle, som hun manicurerede og polerede og var forfængelig med, og som hun åndsfraværende gestikulerede med. Hun havde en skeptisk indstilling, var en opmærksom lytter, når vi talte med hende, og havde et vid, der kunne være bidende skarpt. Hun gik med uindfattede briller, læste fransk lyrik og brugte jævnligt ord som „cauchemar“ eller „trou de cul“, som min søster og jeg ikke forstod. Hun skrev digte med brunt blæk, som hun købte på postordre, førte en dagbog, vi ikke fik lov at læse, og havde som regel et astigmatisk, perplekst udtryk med let løftet næse – som blev karakteristisk for hende og måske altid havde været det. Inden hun blev gift med min far og hurtigt fik min søster og mig, havde hun som attenårig fået eksamen fra Whitman College i Walla Walla, haft arbejde i en boghandel, muligvis opfattet sig selv som boheme og digter og håbet på en dag at få et job som flittig lærer på et lille college og blive gift med en anden mand end ham, hun giftede sig med – eksempelvis en professor, der kunne have givet hende den tilværelse, hun syntes, hun var egnet til. Hun var kun fireogtredive i 1960, det år, disse begivenheder fandt sted. Men hun havde allerede „alvorsfurer“ ned langs næsen – der var lille og lyserød på tippen – og hendes store, gennemborende grågrønne øjne havde mørke låg, der fik hende til at se fremmedartet og lidt bedrøvet og utilfreds ud – hvad hun også var. Hun havde en smuk, tynd hals og et pludseligt, overrumplende smil, der fremhævede hendes små tænder og pigede, hjerteformede mund, men desværre smilede hun ikke ret ofte – undtagen til min søster og mig. Vi indså, at hun var et usædvanligt udseende menneske – typisk klædt i olivengrønne slacks og bomuldsbluser med løse ærmer og lærredssko med rebsåler, som hun måtte have købt på postordre på vestkysten – man kunne ikke få den slags ting i Great Falls. Hun virkede kun så meget 9

!"#$%&$'()&)#)*+,"&##---2

./0120./---.3,41

desto mere original, når hun modstræbende stillede sig ved siden af vores høje, flotte, udadvendte far. Men det skete dog kun sjældent, at vi gik ud som familie eller spiste på restauranter, så vi vidste ikke ret meget om, hvilket indtryk de gjorde på fremmede ude i samfundet. For os var livet derhjemme bag fire vægge ganske normalt. Min søster og jeg kunne nemt forstå, hvorfor vores mor var blevet tiltrukket af Bev Parsons: høj, hærdebred, snakkesalig, morsom, altid opsat på at være underholdende for alle, der kom inden for rækkevidde. Til gengæld var det aldrig helt så indlysende, hvorfor han var blevet interesseret i hende – lille (kun lige akkurat 1.50 m høj), indadvendt og sky, fjern, kunstnerisk, kun pæn at se på, når hun smilede, og kun vittig, når hun følte sig hundrede procent tryg. Han må på en eller anden måde have sat pris på det alt sammen, fornemmet, at hun havde en mere nuanceret tankegang end ham, men at han kunne give hende glæde, hvilket gjorde ham lykkelig. Det tjener ham til ære, at han så længere end til de fysiske forskelle og trængte ind i kernen af det rent menneskelige, noget, jeg beundrede, men som vores mor næppe tillagde nogen særlig betydning. Den besynderlige forening af deres indbyrdes disharmoniske fysiske egenskaber forekommer mig dog altid at være en del af grunden til, at det gik dem ilde: de var utvivlsomt simpelthen forkerte til hinanden og skulle aldrig have været gift eller gjort noget sammen, men være gået hver til sit efter det første lidenskabelige møde, uanset hvad der kom ud af det. Jo længere de blev sammen, og jo bedre de lærte hinanden at kende, desto tydeligere kunne i det mindste hun se, at de havde begået en fejltagelse, og desto mere fejlagtigt blev deres liv – som et langt matematisk bevis, hvor den første ligning er forkert, sådan at alle følgende beregninger fjerner én yderligere fra forholdene, som de var, da de stadig gav mening. En sociolog fra den tid – begyndelsen af 1960’erne – kunne måske have sagt, at vores forældre befandt sig i avantgarden for en historisk situation, at de var nogle af de første, der overskred samfundets grænser og gik ind for oprøret, troede på grundsætninger, hvis gyldighed kun kunne bevises gennem selvødelæggelse. Men det var de ikke. De var ikke dumdristige mennesker, der gik i spidsen for noget som helst. De var, som jeg har sagt, almindelige mennesker, der af omstændighederne, forkerte instinkter og uheld blev narret til at vove sig uden for de grænser, de vidste var rigtige, og derefter opdagede, at de var ude af stand til at vende om. 10

!"#$%&$'()&)#)*+,"&##---.1

./0120./---.3,41

Jeg vil dog sige dette om min far: Da han kom hjem fra krigsskuepladsen og fra at være ophavsmand til den hvinende bombedød oppe fra himlen – det var 1945, det år min søster og jeg blev født – i Michigan på Wurtsmith-basen i Oscoda – har han muligvis været grebet af en stor, ikke nærmere bestemt tyngdekraft, som mange GI’er var det. Han brugte resten af sit liv på at brydes med denne tyngdekraft, kæmpede for at holde sig positiv og ovenpå og tog dårlige beslutninger, der virkelig forekom ham at være de helt rigtige i den foreliggende situation, men som faktisk var udtryk for hans misforståelse af den verden, han var vendt hjem til, en misforståelse, der prægede hele hans liv. Men det må have været det samme for millioner af andre unge mænd, selv om han aldrig kan have vidst, at det også gjaldt ham, og aldrig ville have indrømmet det.

!"#$%&$'()&)#)*+,"&##---..

./0120./---.3,41

ORES FAMILIE GIK I STÅ I GREAT FALLS I MONTANA I

1956 på samme måde, som så mange andre militærfamilier gik i stå de steder, hvor de kom hen efter krigen. Indtil da havde vi boet på luftbaser i Mississippi og Californien og Texas. Vores mor havde fået sin eksamen og underviste som vikar alle de steder. Vores far var ikke blevet udsendt til Korea, men havde fået skrivebordsjobs i intendanturen derhjemme. Han havde fået lov til at blive hjemme, fordi han havde fortjenstmedaljer, men ikke var forfremmet til mere end kaptajn. Og på et tidspunkt – der indfandt sig, mens vi boede i Great Falls, og han var syvogtredive – blev han enig med sig selv om, at flyvevåbnet ikke længere gav ham særlig gode fremtidsudsigter, og efter tyve års tjeneste mente han, at tiden var inde til at indkassere pensionen og mønstre af. Han mente, at vores mors mangel på sociale interesser og uvilje mod at invitere hans kolleger fra basen hjem til middag havde holdt ham tilbage – og det havde han muligvis ret i. Jeg vil tro, at hun ville have syntes godt om det, hvis der havde været nogen, hun kunne beundre. Men det troede hun aldrig, at der ville være. „Der er ikke andet end køer og hvedemarker herude,“ sagde hun. „Der er ikke noget organiseret samfund.“ Bortset fra det tror jeg, at min far var træt af flyvevåbnet og syntes godt om Great Falls, fordi han regnede med, at det var et sted, hvor han kunne klare sig godt – også uden et socialt liv. Han sagde, at han havde forhåbninger om at blive frimurer. Vi er nu fremme ved foråret 1960. Min søster Berner og jeg var femten. Vi gik på Lewis (opkaldt efter Meriwether Lewis) Junior High, der lå så tæt på Missouri River, at jeg fra de høje vinduer kunne se det skinnende vandspejl på floden og ænderne og de andre fugle, der opholdt 12

!"#$%&$'()&)#)*+,"&##---./

./0120./---.3,41

sig på den, og få et glimt af Chicago, Milwaukee og St. Paul-banegården, hvor der ikke længere var passagertog, og videre op til Municipal Airport på Gore Hill, hvor der var to flyafgange om dagen, og ned langs floden til smelteværkets skorsten og olieraffinaderiet oven over vandfaldet, som havde givet byen dens navn. I klart vejr kunne jeg endda se de disede sneklædte tinder i den østlige side af Rocky Mountains, der fortsatte mod syd til Idaho og til nord mod Canada. Min søster og jeg havde ingen forestilling om „vesten“, undtagen det vi så på tv, eller for den sags skyld om USA som sådan, som vi tog for givet og gik ud fra var det bedste sted at leve. Vores rigtige liv var familien, og vi var en del af dens løse bagage. Og som følge af vores mors voksende fremmedgørelse, hendes eneboermentalitet, hendes følelse af at være overlegen og hendes ønske om, at Berner og jeg ikke skulle lade os assimilere i byens „købstadsmentalitet“, som efter hendes mening kvalte alt liv i Great Falls, havde vi ikke et liv som andre børn med venner, vi kunne besøge, en rute med morgenaviser, medlemskab af spejderkorpset og deltagelse i skoleballer. Hvis vi passede for godt ind, mente vores mor, ville det bare forøge sandsynligheden for, at vi aldrig kom ud af stedet. Desuden var det en kendsgerning, at hvis ens far arbejdede på basen – lige meget hvor man boede – havde man altid kun få venner og mødte sjældent sine naboer. Vi gjorde alting på basen – gik til læge, tandlæge, frisør og på indkøb. Det vidste folk. De vidste, at man ikke blev i byen ret længe, så hvorfor gøre sig den ulejlighed at lære én at kende. Basen var behæftet med et stigma, som om pæne mennesker ikke behøvede at vide noget om eller have forbindelse med det, der foregik på den – og dertil kom, at min mor var jøde og lignede en indvandrer og på visse måde opførte sig bohemeagtigt. Det var noget, vi alle sammen talte om, som om det var uanstændigt at beskytte USA mod dets fjender. Men i hvert fald i begyndelsen syntes jeg nu godt om Great Falls. Den blev kaldt „den elektriske by“, fordi vandfaldet producerede elkraft. Den virkede usleben, ærlig og fjern – men var alligevel en del af det grænseløse land, vi allerede havde levet i. Jeg brød mig ikke om, at gaderne havde numre i stedet for navne – det var forvirrende, og det betød, sagde min mor, at byen i sin tid var anlagt af nærige bankfolk. Og selvfølgelig var vintermånederne isnende kolde og uforsonlige, og vinden kom hylende oppe nordfra som et godstog, og det forsvindende lys kunne have demoraliseret enhver, selv den mest optimistiske sjæl. 13

!"#$%&$'()&)#)*+,"&##---.5

./0120./---.3,41

I virkeligheden mente hverken Berner eller jeg, at vi kom fra noget bestemt sted. Hver gang vi som familie flyttede til et nyt sted – en af de mange fjerne destinationer – og slog os ned i et lejet hus, og vores far tog sin nypressede blå uniform på og kørte af sted til arbejdet på en luftbase, og min mor begyndte i en ny lærerstilling, forsøgte Berner og jeg at tænke på, at det var denne by, vi ville sige, vi kom fra, hvis vi skulle blive spurgt. Vi øvede os i at sige ordene til hinanden på vejen hen til den nye skole, vi nu skulle gå på. „Goddag. Vi er fra Biloxi, Mississippi. „Goddag. Jeg er fra Oscoda. Oscoda ligger helt oppe i Michigan.“ „Goddag. Jeg bor i Victorville.“ Jeg forsøgte at lære de basale ting, som andre drenge vidste, og at tale på samme måde, som de gjorde, lære slangudtrykkene, gå omkring, som om jeg havde det fint med at være der og ikke kunne overraskes. Berner gjorde det samme. Så flyttede vi til en ny by, og Berner og jeg bestræbte os på at passe ind en gang til. Den form for opvækst kan enten gøre én udstødt og rodløs, eller også kan den lære én at være fleksibel og god til at tilpasse sig – netop den holdning, min mor tog afstand fra, fordi hun ikke selv gjorde det, men bibeholdt et begreb om en anden fremtid, der svarede mere til den, hun havde forestillet sig, inden hun mødte vores far. Vi – min søster og jeg – havde kun små roller i et drama, som efter hendes mening var under uafvendelig udvikling. Konsekvensen var, at jeg begyndte at interessere mig ualmindelig meget for skolen, som bortset fra mine forældre og min søster var det faste holdepunkt i mit liv. Jeg sukkede aldrig efter, at skolen skulle være forbi. Jeg tilbragte så megen tid i skolen som muligt, granskede de bøger, vi fik udleveret, opholdt mig i nærheden af lærerne og indsnusede skolens lugte, som var de samme over alt og ikke lignede andre lugte. Det blev vigtigt for mig at vide noget, uanset hvad det var. Vores mor vidste meget og havde forstand på mange ting. På det punkt ville jeg gerne ligne hende, for jeg kunne beholde det, jeg vidste, og det ville komme til at kendetegne mig som velinformeret og lovende – egenskaber, der var vigtige for mig. Selv om jeg ikke hørte til i nogen af byerne, hørte jeg til i deres skoler. Jeg var god til engelsk, historie, naturhistorie og matematik – de fag, min mor også var god til. Hver gang vi pakkede vores ting og flyttede, var der kun én ting, der gjorde mig bange, og det var frygten for, at jeg ikke ville få lov at gå i skole igen, eller at jeg ville gå glip af en vigtig viden, som kunne sikre min fremtid, og som jeg ikke kunne få andre steder. Eller at vi 14

!"#$%&$'()&)#)*+,"&##---.6

./0120./---.3,41

flyttede til et sted, hvor der overhovedet ikke var nogen skole, jeg kunne gå i (Guam var på tale en overgang). Jeg var bange for, at jeg ville ende med ikke at vide noget, ikke have noget, jeg kunne støtte mig til, som ville udmærke mig i forhold til andre. Jeg er sikker på, at denne følelse var en arv, jeg havde overtaget fra min mor med hendes overbevisning om, at hun levede et utilfredsstillende liv. Det kan selvfølgelig også være, at ingen af dem – indfanget som de var af den tiltagende forvirring i deres egne unge liv, to mennesker, der ikke var skabt for hinanden og sandsynligvis ikke nærede noget fysisk begær for hinanden, som de engang kortvarigt havde gjort, men lidt efter lidt var blevet hinandens satellitter og måske endda var endt med at bebrejde hinanden deres liv uden helt at være klar over det – at ingen af dem gav min søster og mig nok, vi kunne holde os til, som det ellers er forældres opgave at gøre. Men i sidste ende fører det ikke til noget at give sine forældre skylden for de problemer, man har i sit eget liv.

!"#$%&$'()&)#)*+,"&##---.4

./0120./---.3,41

!"#$%&$'()&)#)*+,"&##---3

./0120./---.3,41

100mm

28mm

157mm

100mm

CANADA fortælles af den nu 66-årige Dell Parsons. Han ser

"Først vil jeg fortælle om det røveri, vores forældre begik.

tilbage på sit liv – eller rettere

Bagefter om mordene, som fandt sted senere." Sådan begynder den nye, helt igennem overraskende roman fra den

de hændelser som fandt sted og

amerikanske Pulitzer-prisvinder Richard Ford.

begyndte i 1960 i Montana i det

nordlige USA. Den dengang 15-årige Dell

Da 15-årige Dells forældre røver en bank, er det for altid slut

og hans tvillingesøster Berner har

med hans trygge, eller i det mindste velkendte liv. Forældrene kommer i fængsel og hans tvillingesøster Berner stikker af og efterlader Dell alene i Great Falls, Montana. Men inden de

levet et noget begivenhedsløst

RICHARD FORD

liv sammen med deres forældre.

CANADA

En tilværelse præget af farens

sociale myndigheder når frem til ham, bliver han af en ven af familien smuglet over grænsen til Canada. Her får han husly

TIDERNE SKIFTER

og hyppige forflytninger mellem

arbejde i det amerikanske luftvåben

og arbejde hos den gådefulde hotelejer Arthur Remlinger. FOTO / Laura Wilson

lærerinde. Da historien begynder, bor

familien på fjerde år i den lille, ROMAN / TIDERNE SKIFTER

stilfærdige by Great Falls. Pengene

230mm

forskellige militærbaser. Moren er

En amerikaner som også har lagt sin fortid bag sig.

senere skete.

7 988779 735541

Canada.indd 1

det, der gik forud for mordene, som

OMSLAG / MIKKEL HENSSEL

18/09/12 10.54