DE URØRLIGE
Tiderne_De urørlige-P.indd 1
30/04/13 19.36
Tiderne_De urørlige-P.indd 2
30/04/13 19.36
Philippe Pozzo di Borgo
DE URØRLIGE Oversat af Rigmor Kappel Schmidt
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_De urørlige-P.indd 3
30/04/13 19.36
De urørlige Oversat fra fransk efter Le second souffle © Bayard Editions 2011 © Dansk udgave: 2013 Tiderne Skifter, København Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Minion hos An:Sats, Espergærde og trykt hos Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-797-3588-0
Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk
Tiderne_De urørlige-P.indd 4
30/04/13 19.36
Til mine børn, „så værket kan fortsætte.“
Tiderne_De urørlige-P.indd 5
30/04/13 19.36
Tiderne_De urørlige-P.indd 6
30/04/13 19.36
Forord til den nye udgave
En januardag i 2010 bliver jeg kontaktet af Olivier Nakache og Éric Toledano, der senere instruerer filmen De urørlige.1 Nogle år tidligere havde de set dokumentarfilmen Til livet, til døden2, instrueret af Jean-Pierre Devillers og produceret af Mireille Dumas. Filmen, der varede en time, skildrede det usandsynlige møde mellem mig, den privilegerede rigmand, der er lammet fra halsen og nedefter, og den unge forstadsaraber Abdel. Imod al forventning kommer de to til at hjælpe hinanden igennem de følgende år. Den historie interesserede de to filminstruktører. Min kone Khadija og jeg tager imod dem og de to skuespillere Omar Sy og François Cluzet i vores hjem i Essaouira. Siden har vi set hinanden talrige gange, og jeg har med fornøjelse fulgt udarbejdelsen af deres drejebog.
1. Intouchables (2011) er instrueret af Éric Toledano og Olivier Nakache, med François Cluzet og Omar Sy i hovedrollerne. Filmen bygger på Abdels og min historie. 2. À la vie, à la mort (2002).
7
Tiderne_De urørlige-P.indd 7
30/04/13 19.36
Min første bog Den anden luft3 blev rimelig godt modtaget og er i dag udsolgt. Frédéric Boyer, forlagsdirektøren på Éditions Bayard, foreslog mig at genudgive den i anledning af premieren på filmen De urørlige – med et nyt forord og en slags fortsættelse af historien. Skytsdjævelen – denne bogs anden del – fortsætter, hvor fortællingen i Den anden luft slutter (i 1998) frem til, at jeg møder Khadija i Marokko i 2004; de år der tidsmæssigt svarer til drejebogen for filmen De urørlige. Begrænsningerne ved en spillefilm fik instruktørerne til at forenkle, omskrive og fjerne ting, men også til at bruge fantasien og opfinde talrige nye situationer. ‘Urørlige’, det er vi begge på forskellige måder: Abdel, af nordafrikansk herkomst, følte sig marginaliseret i Frankrig – ligesom den urørlige kaste i Indien. Hvis du ‘rører‘ ham, risikerer du at få dig et par på kassen, og han kan løbe så hurtigt, at panserne – som han kalder dem – kun én gang i hans lange løbebane som småkriminel har haft held til at trænge ham op i en krog. Hvad mig angår, lever jeg som et ‘rumvæsen‘ bag de høje mure omkring mit palæ i Paris – mit gyldne fængsel, som Abdel kalder det – beskyttet af min formue; intet kan ramme mig. Jeg er tetraplegiker, lammet og uden følelse i lemmerne, så jeg kan ikke røre ved noget som helst. Folk undgår også helst at røre ved mig. Min tilstand gør dem utrygge, og jeg får ulidelig ondt, hvis nogen kommer til at røre ved min skulder. ‘Urørlige’ er vi altså begge. 3. Le second souffle, Bayard Éditions, 2001.
8
Tiderne_De urørlige-P.indd 8
30/04/13 19.36
Jeg står nu over for en fuldstændig vanvittig udfordring: Jeg vil vende tilbage til min historie, skrive om denne fortid. En hindring stiller sig i vejen: Jeg kan ikke huske den! Jeg skød straks skylden på Abdel, min hjælpers, fravær. Ved nærmere eftertanke er det mere alvorligt. Bortset fra enkelte løsrevne episoder nægter min hukommelse at medvirke. Erindringen er en luksus, der tilhører de sunde og raske, de velfungerende. De syge og de invaliderede må opleve, at deres erindring bliver stående i nutiden, midt i problemerne med blot at klare sig. Prousts madeleinekage kan kun være en fiks idé hos en dandy fra det bedre selskab. Fra 1998 til 2001, da jeg skriver Den anden luft, er Béatrice lige død, og jeg er tynget af sorg. Jeg lider af uophørlige nervesmerter4 og har svært ved at skabe sammenhæng i min fortids øjeblikke. Lidelse er dræbende for erindringen. De sunde og raske ældes, mens de ophober historier og længsler. Jeg er blottet for enhver erindring. En selvbiografi er altid fyldt med bevidste og ubevidste forglemmelser og løgne, men hvis man vil fortælle en andens historie – Abdels i dette tilfælde – kan man kun give ‘et indtryk af den anden’, en skitse fuld af huller. 4. Neurologiske smerter: Omkring en tredjedel af alle lamme lider af forstyrrelser i nervesystemet, der ytrer sig som brændende fantomsmerter, der er mere eller mindre stærke alt efter individet, dets tilstand og de klimatiske forhold. Jeg har trukket det store lod: Næsten tyve år efter svinger jeg uophørligt på en smerteskala mellem 6 og 9,5/10. Ved trin 10 er man ikke længere af denne verden.
9
Tiderne_De urørlige-P.indd 9
30/04/13 19.36
Jeg, der anses for at være en velopdragen aristokrat med respekt for faste principper, hvordan skal jeg udtrykke mig på Abdels vegne, der dengang var oprørsk og fjendtlig over for enhver norm? Jeg kan ikke gøre andet end at fortælle, hvad der skete, og forsøge at analysere begivenhederne. Jeg kan ikke indfange hele sandheden om ham. Omar Sy – der spiller Abdel i filmen – har lettere ved at komme tæt på ham. Jeg ville skrive en bog, der ikke bare var underholdning. Jeg ville ikke skabe et ‘realistisk’ billede af ulykken med en blanding af bitterhed og smukke følelser, der grænser til det nedladende. Heller ikke optimisme på kommando, denne latterlige løgn. Disse tyve år, hvor jeg har levet i de udelukkedes verden, har skærpet mit blik på samfundet og dets dårligdomme og har ansporet mig til at videregive nogle forslag, der er blevet stadig mere indlysende for mig. Takket være min skytsdjævel – alias Abdel – har jeg genfundet min humoristiske sans fra før den dramatiske ulykke. Filmen De urørlige udspiller sig i en let rytme med plads til latter; en vis uafvendelig alvor bliver dog hængende. Det kommer glimrende til udtryk i François Cluzets skuespil. Instruktørerne Éric og Olivier, producenten Nicolas Duval Adassovsky og min forlægger Frédéric Boyer har rundhåndet videregivet min royalty til Simon de Cyrène-fonden5, som jeg længe har været formand 5. Også De kan sende Deres bidrag til Simon de Cyrène: 12 rue de Martignac, 75007 Paris. Tlf: 0033-01 82 83 52 33, www.simondecyrene.org.
10
Tiderne_De urørlige-P.indd 10
30/04/13 19.36
for. Fondens formål er at skabe mødesteder for voksne handicappede og deres venner. Det skal de have tak for. Jeg takker ligeledes Èmeline Gabaut, Manel Halib og vores datter Sabah, der har gjort det muligt for mig igen at ‘gribe’ pennen. Uden dem ville denne bog ikke have set dagens lys. Også tak til Soune Wade, Michel Orcel, Michel-Henri Bocara, Yves og Chantal Ballu, Max og Marie-Odile Lechevalier og Thierry Verley for deres grundige gennemgang af manuskriptet.
11
Tiderne_De urørlige-P.indd 11
30/04/13 19.36
Tiderne_De urørlige-P.indd 12
30/04/13 19.36
DEN ANDEN LUFT
Tiderne_De urørlige-P.indd 13
30/04/13 19.36
Tiderne_De urørlige-P.indd 14
30/04/13 19.36
Befriede erindringer
Skal jeg tage afsæt i dagen i dag, trist som den er, og nostalgisk se tilbage på fortiden, mens jeg beklager en fremtid uden håb? Jeg kan hverken sætte pris på fortiden eller tænke mig selv ind i fremtiden. Alt er i øjeblikket. Mine knoglers, mine åndedrags brudlinje kunne ligge på dagen for uheldet. Den 23. juni 1993 styrtede jeg ned i lammelsen. Den 3. maj 1996 døde Béatrice på apostlen Sankt Philippes dag. Jeg har ikke længere nogen fortid, jeg har ingen fremtid, jeg er nutidig smerte. Béatrice har ikke længere hverken fortid eller fremtid, hun er nutidig sorg. Og dog er der en fremtid, der tilhører vores to børn, Laetitia og Robert-Jean. Indtil mit uheld var jeg en handlingens mand, optaget af at sætte mit præg på tingenes gang, af at opbygge noget.
15
Tiderne_De urørlige-P.indd 15
30/04/13 19.36
Efter ulykken vælter tankerne ind over mig. Efter Béatrices død, sorgen. Ud af denne ruin kommer der dunkle, uklare erindringer til mig. I mine nætter med kaffe har den brændende smerte og sorgen bragt uorden i disse billeder. I mit sinds dyb har jeg genfundet de fraværendes genspejling. Min tavshed har bragt øjeblikke af glemt lykke op til overfladen. Mit liv udfolder sig i en følge af billeder. De første måneder kunne jeg ikke sige noget, fordi jeg havde en respirator indsat i luftrøret. En ven havde sat en computerskærm op og forbundet den med en styremekanisme under mit hoved. Alfabetet gled hen over skærmen; jeg standsede cursoren, og et bogstav blev udvalgt. Lidt efter lidt dannede bogstaverne et ord, en sætning, en halv side. Det var vidunderligt at vælge ord, men også udmattende; der var ingen plads til fejl. Hvert enkelt bogstavs vægt gav sætningen en dybere forankring. Jeg nød det præcise udtryk. Der var en kampfælle, hvis pen var en blinken med øjnene, og som døde, da han havde sat det sidste punktum.6 Ordene bliver stikkende i halsen på mig, når jeg tænker på dem, der dør uden at kunne tale, uden at kunne udtrykke sig, uden et håb i deres ensomhed. 6. J.-D. Bauby: Le scaphandre et le papillon, (Dykkerklokken og sommerfuglen), Pocket, 1998.
16
Tiderne_De urørlige-P.indd 16
30/04/13 19.36
Jeg ligger i sengen og sover dårligt om natten. Jeg er lam. Senere anbringer man en båndoptager på min mave. Den standser, når der ikke bliver sagt mere – eller når det passer den – og går først i gang igen, efter at jeg har sagt det første ord. Jeg ved aldrig, om jeg bliver optaget. Og der er ofte tekniske problemer. Det er svært at udtrykke sig uden det hvide papir, uden en blyant, så man kan rette i teksten, ikke at sidde ved et bord, foran et ark papir, med panden støttet mod venstre hånd, ikke at kunne skrive løs på det nussede, krøllede papir. Der er bare en svag stemme, som uigenkaldeligt bliver optaget på båndet, uden at man kan rette i det. Et snapshot af en tøvende erindring. Jeg har tabt tråden, det er mørkt, og jeg har smerter. Jeg lader hovedet synke ned mellem skuldrene. Øverst på højre skulder mærker jeg en jagende smerte som fra et dolkestik. Jeg er nødt til at holde inde. Katten F# (Fis) morer sig med at kravle rundt på min krop, der dirrer eller spændes i en bue, som for at bede himlen om nåde. Mellem spasmerne synker jeg skælvende sammen. Katten leger kispus med denne krop hele natten: Den bliver så livlig af min spjætten. Fra mine skuldre til mine fingre og tæer mærker jeg en bestandig brænden, der kun alt for ofte blusser op. Jeg kan mærke på min krop, om vejret bliver godt i morgen, eller om der kommer regn. Jeg føler en intens stikken i hænderne, bagdelen, lårene, omkring knæene og ned ad læggene. Jeg bliver lagt i stræk i håb om, at det kan lindre 17
Tiderne_De urørlige-P.indd 17
30/04/13 19.36
mig. Men smerten forsvinder ikke. Lægen kalder det fantomsmerter. Fantom… klunker! Jeg græder, ikke af sorg, men af smerte. Jeg venter på, at tårerne beroliger mig. Jeg venter på sløvheden. Om aftenen hviskede vi sammen og elskede i stearin lysenes skær. Senere faldt hun i søvn med hovedet mod min halshulning. Jeg taler stadig til hende uden at få noget svar. Når jeg er syg af ensomhed, tilkalder jeg tit Flavia, en filmstuderende. Hun har en pragtfuld mund, et dejligt smil og et spørgende venstre øjenbryn. Når jeg ser hende i modlys i en lang og luftig blå kjole, er det som at se hende nøgen, og selvom jeg er et fantom, kan jeg stadig tænde på hendes syvogtyveårige kurver, uden at hun ved det. Jeg dikterer alt til hende, jeg skammer mig ikke, hun er gennemsigtig. Katten hopper igen op på min mave. Når den vender sig, stivner min krop, som gør den oprør imod dette dyr, imod Béatrices fravær og den uophørlige lidelse. Jeg burde tale om mine gode stunder, jeg burde glemme mine lidelser. Jeg længes til tider efter at begynde med min sidste tid, mit forudsigelige endeligt, hvor jeg skal genforenes med Béatrice. Jeg forlader dem, jeg elsker, for at genfinde hende, som jeg har elsket så højt. Selv hvis hendes paradis ikke findes, ved jeg, at hun er dér, fordi hun troede på det, og fordi jeg vil det sådan. Dér mødes vi i 18
Tiderne_De urørlige-P.indd 18
30/04/13 19.36
en lidenskabelig omfavnelse, lettet for vores lidelser og med øjnene lukket i al evighed. BÊatrice, du som er i himlene, frels mig.
19
Tiderne_De urørlige-P.indd 19
30/04/13 19.36
Mine sanser
Jeg har været nogen. Nu er jeg lam; en del af mine sanser er tabt. Lammelsens frygtelige stik bliver dog blandet med de vidunderligste erindringer om mine forsvundne sanser. At genkalde sig en splintret krops sansninger, centimeter for centimeter, erindring efter erindring, er i sig selv at overleve. Når jeg ud fra min nuværende ubevægelighed genskaber en kronologi i mit kaos af svundne sansninger, tilegner jeg mig fortiden, idet jeg forbinder to liv, der hidtil har været adskilte. *
Kroppen gløder i en forvirret rødmen. Selve erindringen gør mig omtåget. Der er ikke længere nogen gnist; kun fjerne indtryk når mig. Jeg er syv, måske otte år, i Casablancas strålende sol. Mine brødre og jeg går på Charles-de-Foucauld, en jesuitterskole. I frikvartererne spiller nogle børn bold i skolegården og hvirvler støv op, der hænger ved deres arme, ved de korte bukser og de tilhørende marineblå skjorter. Andre børn står langs muren i grupper af købmænd eller spillere. Jeg 20
Tiderne_De urørlige-P.indd 20
30/04/13 19.36
er købmand; min tvillingebror Alain, der sigter godt, er spiller. For spilleren gælder det om at kaste en abrikoskerne, så den rammer en anden kerne mellem købmandens ben. Jeg stiller mig op foran muren med ansigtet vendt mod morgensolen. Jeg elsker at lade mig bage af solen. Med halvt lukkede øjne, der er rettet mod min kerne, venter jeg på, at abrikoskernen bliver kastet. Jeg tæller til tre. Jeg gyser af fryd. Sløvet af gårdens lune støv lukker jeg øjnene i. Da jeg igen kommer til mig selv, er min klasse gået ind; andre skolebørn leger nu. Panikslagen kommer jeg på benene og gemmer min beholdning af kerner i et lommetørklæde. Min krop står i flammer, og jeg løber hurtigere og hurtigere. Det er første gang, jeg mærker en underlig varme mellem benene. Er det gnidningen eller frygten for den skrappe lærerinde? I hvert fald sker der noget dernede. Ude af mig selv banker jeg på døren, lærerinden skælder ud, og jeg bliver stående i døråbningen. Jeg rødmer stadig, når jeg alene i min seng tænker tilbage på denne første uro. *
Lidt senere er vi i Holland. Min far arbejder for et engelsk-hollandsk olieselskab. Mine brødre, vores lille søster Valérie, barnepigen Christina og jeg bor på første sal. Christina er meget smuk med sit røde hår og sine grønne øjne og fregner overalt på kroppen, hvor den ikke er dækket af tøj. Det er tiden, hvor man gik i miniskørter. Hun stryger linned på repos’en. Jeg står 21
Tiderne_De urørlige-P.indd 21
30/04/13 19.36
længe og betragter hende; jeg fornemmer igen denne uro under bæltestedet, jeg rødmer og tør ikke se ned på mine rædsomme engelske korte bukser af grå flannel. Blinker Christina til mig? Jeg er fortabt. Udspekuleret gør hun en egenartet bevægelse: Hun går rundt om strygebrættet og hen mod mig, vender ryggen til mig og bøjer sig forover. Gør hun det virkelig for at samle noget op? Hvis jeg havde vidst hvordan, hvis jeg havde kunnet, havde jeg taget hende så let som ingenting. Men jeg bliver stående, stakåndet og med hængende arme, mens resten ikke just hænger! Synet af hendes udstillede bagdel varer en evighed. Jeg har længe efter set fotografier af hende. Her virkede hun ikke nær så smuk på mig. Der er afstand mellem hendes tænder, hendes kød er slapt, og hendes knæ er knoklede. Det hele er et spørgsmål om perspektiv! *
Om natten tager jeg dybe indåndinger for at frigøre mig fra smerterne, der isolerer mig. Billeder, smukke i al deres enkelhed, dukker igen op i mit sind. Lidelsen bliver der. *
Jeg er femten år. Jeg vil gøre indtryk på mine kammerater. Jeg går ind på et apotek fuldt af kunder. Da det bliver min tur, siger jeg: – Jeg vil gerne have en æske … (og med en hvisken) kondomer. Apotekeren beder mig om at gentage. Rødmende og mundlam fremsiger jeg 22
Tiderne_De urørlige-P.indd 22
30/04/13 19.36
mit ærinde. – Lille, mellem eller stor? fortsætter hun skråsikkert. Jeg flygter ud af apoteket. Hun mente garanteret pakkens størrelse. *
En latter stiger op i halsen på mig; den besvares af en spjætten; båndoptageren glider ned fra min brystkasse. En modløs stilhed breder sig. Jeg må begynde forfra og gentage det, jeg lige har indtalt. Jeg kalder på Abdel, min assistent; han anbringer båndoptageren på min mave igen. Min klangløse, nye og fremmede stemme taler videre til båndoptageren. Selv min identitet smuldrer i denne ustadige stemme. Jeg har ikke længere nogen brystmuskulatur. Jeg kan ikke modulere min stemme eller give intonation til sætningerne. Kun de ord, jeg kan samle luft nok til, optages på båndet. Jeg er sytten år. Vi er på et vintersportssted. Min tvillingebror Alain har allerede en kæreste. Der er drengene, og så er der pigerne. Aldrig har jeg rødmet så meget i deres tilstedeværelse. Efter aftensmaden klumper vi os sammen foran den tændte pejs med vin, sang og guitarspil. En pige sætter sig ved siden af mig. Hun læner sig op ad mig og hviler hovedet mod min skulder. Hun er veninde med Alains kæreste. Hun er lidt ældre, født i Vietnam i en familie af franske kolonister. Hun har skæve øjne og gyldenbrun hud. Hun ler og rykker endnu tættere på. Hun dufter af peber. Jeg forsøger at 23
Tiderne_De urørlige-P.indd 23
30/04/13 19.36
forsvinde ind i pejsens flammer, men der er ikke noget at gøre. Begæret blusser op i mig. Jeg har lyst til pigen. Da det er ved at være sengetid, trækker hun mig med ind i et enkeltværelse med en lille seng langs væggen, og jeg følger med uden protester. Jeg har allerede i flere år drømt om dette øjeblik. Hun tager uden videre tøjet af og lægger sig oven på mig. Jeg må være kejtet, for hun smiler, og hendes smil slår over i en latter: – Du har jo ikke taget dine underbukser af! Hun hjælper mig. I nogle måneder er vi kærester. *
Trods min lammelse kan mine fraværende sanser stadig spille mig et puds. Jeg forlader for første gang genoptræningscentret Kerpape ved den bretonske kyst. Béatrice skubber min nye kørestol hen til en lille café ved stranden. Hun sidder over for mig. Bag hende stryger windsurferne hen over bølgerne. Himlen er grå. Jeg bliver kold om min svedige nakke, men jeg vil ikke give afkald på varmen fra Béatrices ansigt tæt ved mit. Hvordan kan en ung kvinde se så forelsket på skyggen af den mand, hun har elsket? Jeg hoster, og så spytter jeg. Hun bliver urolig og kører mig tilbage til genoptræningscentret. Sygeplejersken diagnosticerer en lungebetændelse. Jeg kommer på intensiv for anden gang, på hospitalet i Lorient, hvor jeg bliver lagt i respirator. Et batteri af drop sender deres gift ind i mig. Blodårerne i min venstre arm giver efter for trykket. Der bliver lagt en bandage vædet i 24
Tiderne_De urørlige-P.indd 24
30/04/13 19.36
alkohol, der går til albuen; det gør mig helt beruset. Jeg ligger på en stue uden vinduer. Der skal være mørkt. Der er ingen sygeplejerske. Maskinens røde, grønne og hvide lys blinker. Jeg forsvinder. Så overvældes jeg pludselig af denne behagelige følelse. I næsten et år havde jeg ikke mærket dette vidunderlige begær efter endeløst at favne Béatrice. Billeder af vores sammenslyngede kroppe griber mig. Pludselig blændes jeg af neonlyset: Béatrice står bøjet over mig. Det tager hende kun få minutter at forstå den følelse, der har overvældet mig, og som jeg meddeler hende ved at blinke med øjnene; jeg beder hende om at informere lægen. Hun ler og styrter hen ad gangen. Irriteret følger lægen med hende tilbage. Han undersøger genstanden for hendes overstadige latter. Negativt. Fantomrejsning. Sov, min engel.
25
Tiderne_De urørlige-P.indd 25
30/04/13 19.36