DEN HVIDE BY
Tiderne_Den hvide by_P.indd 1
23/02/16 10.35
Af samme forfatter p책 dansk: Hans pige. Roman, 2009 Altings begyndelse, 2014
Tiderne_Den hvide by_P.indd 2
23/02/16 10.35
KAROLINA RAMQVIST
Den hvide by Oversat af Pia Juul
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_Den hvide by_P.indd 3
23/02/16 10.35
Den hvide by Oversat fra svensk efter „Den vita staden“ © Karolina Ramqvist, 2015 Dansk udgave: © Tiderne Skifter, 2016 Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Garamond Pro hos An:Sats, Espergærde og trykt hos Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-752-5
Oversættelsen udgives med støtte fra
TIDERNE SKIFTER · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf. 33 18 63 90 · Fax 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk
Tiderne_Den hvide by_P.indd 4
23/02/16 10.35
Vinteren var ved at være slut. Under himlen som altid
havde været der og som nu var mørk, så huset stadig næsten nyt ud. Det var som om det havde en slags glans. Omkring det var der intet andet end stilheden og sneen. Den lå pakket om de frostbeklædte store vinduer og stod op fra skyggerne i høje driver mod husmuren. Der var ikke skovlet nogen steder. Vinden havde pisket sne op der havde lagt sig i en lille vold på trappen foran yderdøren. En frossen bølge der viste at ingen var kommet eller gået ind her i flere dage. Slåen var for og døren forsvarligt låst med flere låse, og lige inden for den stod der en laset papirspose hvorfra hvide og brune kuverter stak op. Regninger og breve som ikke var blevet åbnet. Gulvet var koldt og plettet af sjap og mudder der havde stænket, også på posen. Entreen lå i mørke, som om det slet ikke var morgen. Spejlet hang skævt og var snavset. Foran det stod Karin, barfodet og nøgen, og holdt døren til badeværelset åben så lyset derindefra faldt på hendes krop. Huden var nopret af 5
Tiderne_Den hvide by_P.indd 5
23/02/16 10.35
kulde, så bleg og blålig ud. Hendes mave hang som en pose af hud og brysterne var tunge og uformelige. Det venstre var svulmet op i løbet af natten og under huden sås et net af tynde blodårer.
6
Tiderne_Den hvide by_P.indd 6
23/02/16 10.35
Hun glattede maven ud med hænderne, holdt fast om
huden og bøjede sig og studerede arrene der stod frem på den som et skinnende relief fra lysken og op til navlen. Hun mindedes sin sidste flyvetur til New York, da hun var blevet vækket af kaptajnen der talte i højttaleren om at kigge ud på udsigten over Island. Hun havde sat sig op og kigget ned på øen som var næsten helt dækket af gletsjere, og havde set strimerne i isen. De sorte floder der spredte sig som et kæmpehår, med tusind små forgreninger i isen. De spor som graviditeten havde sat på hendes mave så nu nøjagtig sådan ud og hun følte sig lige så langt fra dem da hun så ned på dem nu som hun havde været fra isen da hun fløj tusind meter over den.
Mens hun havde været gravid havde hun overbevist sig selv om at hvis hun bare bekymrede sig tilstrækkeligt for bristninger så ville hun ikke få nogen. Nu vidste hun at det ikke var sådan det foregik. 7
Tiderne_Den hvide by_P.indd 7
23/02/16 10.35
Rædsel er ikke en besværgelse der fungerer, men et ubehag der udspringer af risikoberegninger. Det er ikke sandt at det man bekymrer sig mest om ikke vil ske. Det er snarere sådan at det højst sandsynligt vil.
8
Tiderne_Den hvide by_P.indd 8
23/02/16 10.35
På søen lå der flager af is der bevægede sig mod hinanden,
ventede på at kunne fryse sammen. Omkring dem strømmede det grå vand med små, krusede bølger. På den anden side lå skoven mørk over hvidplettede klipper og herhenne aftegnede broen sig kun vagt i sneen. Man kunne ikke se den hvis man ikke vidste den var der nede for enden af grunden, hvor tagrørene stak op med skrøbelige strå fra øer af krøllet sne. Vejret havde svinget i de sidste dage, eller var det uger nu. Det var blevet mildere og var oven i købet begyndt at tø. Fra sin plads på den høje taburet ved kogeøen, hans plads, havde hun set søen åbne sig som en grå gabende mund. Så kom kulden igen, som en lammelse af alt, men så blæste det så voldsomt at vandoverfladen ikke kunne fryse til. På badeværelset var luftkonditioneringen slukket og så snart hun åbnede for vandet duggede spejlene til og fik samme hvidlige mønstre som isen. En kappe af damp lå over hendes ryg da hun kom ud fra brusebadet, uden at lukke for vandet, og gik ud i entreen, hurtigt på tå. Hun 9
Tiderne_Den hvide by_P.indd 9
23/02/16 10.35
forsøgte at undgå følelsen af det snavsede, kolde gulv mod sine bare fødder. Det var på den her tid af dagen at huset var allerkoldest. Dream sad med ble på med ryggen til hende på gulvet et stykke inde i stuen og legede med den hvide ledning til en iPhone-oplader. Hun lod aldrig til at blive træt af den svirpende lyd der opstod når den slog mod parketgulvet, og af hendes viden om at det var hende der fik det til at ske. Hendes hånd som holdt i den og bevægede sig. Hun standsede op og så på barnet der sad der og morede sig på sin egen måde, uvidende om alt der prægede den tilværelse der for hendes vedkommende udfoldede sig så stum, så slut, at hun ikke rigtig havde kunnet fatte at den på samme tid var begyndelsen for et andet menneske. Hun så på den buttede krop og de tilfældige ujævne bevægelser. Dream var stadig noget af en gåde for hende. De store øjne sad tæt sammen på en måde som hun ikke genkendte og heller ikke havde det helt godt med, og en hårlok stod op midt på hovedet. Kinderne struttede runde med små røde udtørrede pletter midt på, som hun antog kom af kulden og den tørre luft. Gennem barnets bløde huld anedes en perfekt rygrad. Hun vidste at barnet engang ville blive det fineste hun havde, og indtil da var det bare heldigt at hun var så rolig. Det var måske ikke sådan at man fik de børn man fortjente, men dem man kunne klare.
Hun badede færdig med badeværelsesdøren på vid gab ud til entreen og øjnene på døråbningen af og til. Da hun var færdig kiggede hun ud igen og så den lille sidde i stuen 10
Tiderne_Den hvide by_P.indd 10
23/02/16 10.35
med sin ledning stadigvæk. Hun tørrede sig og tog hans morgenkåbe på, den eneste der var tilbage efter at hun havde solgt alle sine kimonoer. Den var tung på skuldrene, alt for stor. Hans krop var altid rød og varm når han tog den på. Hun bandt bæltet om livet og trak til og stod så, lænet mod håndvasken og indsugede hans lugt som stadig lå dybt nede i den tykke frotté. Duften af tandpasta og deodorant og våd, varm mandehud. Løftet om at alt ville blive godt.
Hun ønskede at den fugtige varme ikke skulle forsvinde, men det gjorde den. Da hun kom ud af badeværelset var det oven i købet endnu koldere end hun havde forestillet sig. Hun havde lukket for gulvvarmen i hele huset, og nu trængte der en isnende træk ind så snart det blæste derude. Hun burde gå ud i garagen og finde den gaffatape som han opbevarede der, og dække ventilerne til ved vinduerne i det store rum, de overdimensionerede partier af glas der var beskyttet mod blikke udefra og var skudsikkert, og som var så store at de måske egentlig ikke kunne kaldes vinduer. Men det blev aldrig til noget. Morgenkåben næsten slæbte på gulvet, selvom hun ellers var høj. Hendes tøfler stod stadig oppe ovenpå. Der havde sat sig noget snavs fast under hendes ene fod og da hun løftede den fra gulvet og tørrede den af med morgenkåbens frotté, lød det som om en lille sten faldt ned på parkettet.
11
Tiderne_Den hvide by_P.indd 11
23/02/16 10.35