DET DER VAR
Af samme forfatter:
Det ukrænkelige. Essays Kvinde på Dronning Louises Bro. Essays Frisk fisk til inkaen. Essays Tid til forundring – en debatbog om den borgerlige kulturkamp Bomben i turbanen – profeten, provokationen, protesten, pressen, perspektivet (s.m. Mikael Rothstein) Den nøgne maskine. Essays Ord og handling. Essays Soldatens år – Afghanistan-krigen i dansk litteratur og kultur
Klaus Rothstein
DET DER VAR Seattle-New York, 1982
TIDERNE SKIFTER
DET DER VAR Seattle-New York, 1982 Copyright © 2015 Klaus Rothstein/ Tiderne Skifter, 2015 Forlagsredaktion: Claus Clausen Omslag: Mikkel Henssel Sat med New Baskerville hos An:Sats, Espergærde og trykt hos Holm Print Management, Tjele ISBN 978-87-7973-731-0
Til G, F og O
Tiderne Skifter Forlag – Læderstræde 5, 1. sal 1201 København K Tlf: 33 18 63 90 – Fax: 33 18 63 91 www.tiderneskifter.dk
I shall be telling this with a sigh Somewhere ages and ages hence: Two roads diverged in a wood, and I – I took the one less traveled by, And that has made all the difference Robert Frost: The Road Not Taken
1 Vejen bugter sig som en smidig stålorm gennem den sommergrønne skov i The Catskills, hvor solen sitrer gennem bladhanget. Vi ruller ned ad en bakke og parkerer cyklerne ved en lille købmand med en enkelt benzinstander og en mandshøj automat fyldt med perlende bjergkolde Mountain Dew. Bag os ligger et helt kontinent, foran os kun den sidste etape. Kroppen er træt og stolt, men samtidig hænger en uklar vemodighed over mit hoved. Vi har krydset stejlende bjergkæder og endeløse præriestrækninger. Vi har kæmpet os gennem knivskarp slud, blødt svungne snedriver og daggammel, grå slagregn, og vi har svedt under solen, morgenhvid og aftenrød. Aften efter aften har vi rejst vores lille tomandstelt, og morgen efter morgen har vi pakket det sammen igen. Vi har rejst over kontinentet fra vest mod øst i en spejlvendt pilgrimsrute, ikke i prærievogne og ikke som nybyggere, men på cykler som unge mænd på opdagelse. For tre måneder siden forlod vi lufthavnen i Seat tle, Washington, ved Stillehavskysten, og nu mangler 7
vi blot en dagsmarch gennem New Jersey, før vi kan sejle ind til New York og slutte rejsen på Times Square, Manhattan. Nu stiger vi af cyklerne, lader hovederne rulle på halsen, sætter hænderne i lænden og bøjer ryggen bagover i serier af seje stræk. Vi afspænder balderne, beskyttet af buksernes brune, vaselineimprægnerede vaskeskind, mørbankede efter 5.000 kilometer i sadlen. W rækker ud efter drikkedunken på skrårøret, skyder stråler af vand ind i munden og tager så kortet, der ligger i spænd under edderkoppen, som holder telt, sovepose og liggeunderlag fast på bagagebæreren. Mens han studerer ruten, går jeg ind i butikken. Jeg tager en pakke hvidt toastbrød, blødt som bomuld, en plade Dairy Milk og en Mars-bar. Mens jeg bladrer i pungen efter et par grønne dollarsedler, kommer W ind. Han kan læse landskaber som en kartograf og tyde vejr og vind som en indianer, men lige nu er han lidt i vildrede. Han lægger kortet på disken, planter en bred pegefinger på en østgående vej, og spørger den unge pige bag disken, om hun kan vise ham, hvor vi er. Hun har et fint asiatisk ansigt, lys pergament rammet ind i en kulsort page, og hendes skeptiske øjne vandrer mellem de to aparte fremmede. Mit ansigt er en 8
brakmark af puerile skægstubbe, branket af vind og vejr, og håret ligger i klumper som en flok sammenfiltrede Medusa-slanger. W har kulør som en grillet gris, rødt hår og skæg. Pigen stirrer på kortet, lægger hovedet en smule på skrå, så halsmusklen bliver spændt ud, kører en finger søgende rundt i topografien. Så går døren til baglokalet op, en mand med et læderagtigt fjæs træder frem mod disken uden at slippe os med øjnene, og uden at vi ved det, er vi nået til vejs ende.
2 Der var en sort Kina-bog med røde hjørner, fyldt med dagbogsnotater. I over 30 år har jeg altid vidst, at den lå et sted i en af de kasser, man slæber med sig gennem livet, ude af stand til at åbne, endnu mere ude af stand til at eliminere. Dér lå optegnelserne, måske på loftet, måske i kælderen, og holdt rede på hver eneste dag, hver eneste kilometer fra turen over kontinentet, side om side med andre glemte artefakter, papirer og fotografier, mit livs assorterede erindring. Til hver en tid ville jeg skråsikkert påstå, at jeg med års mellemrum var stødt på notesbogen i en papkasse med let falmede farvefotos i gule Kodakomslag og udklip fra de små lokalaviser, der tog billeder af os, når vi kom cyklende gennem småbyerne. Danes see U.S. from bike seats, skrev News Correspondent Lena Braun i West Point News i Nebraska. Cross-country bikers, skrev The Monroe County News. Jeg kan mærke notesbogen i mine hænder, genkalde mig de blødt upersonlige former som dengang stadig var min håndskrift. Og jeg har 10
altid tÌnkt, at en afgørende del af mig var indlejret i denne bog. Men dagbogen er vÌk. Jeg har den ikke mere.