Elgen Helge af Jørn Jønke Nielsen

ELGEN HELGE

Tiderne_Elgen Helge_P.indd 1

17/10/16 15.30

Af samme forfatter: Mit liv, 1985 FĂŚngslet. Roman, 1989 Mit andet liv, 1992 KorpsĂĽnd. Roman, 1994 Endnu et liv, 1998 Arresten, 2002 Jeg lever stadig, 2014

Tiderne_Elgen Helge_P.indd 2

17/10/16 15.30

Jørn Jønke Nielsen

ELGEN HELGE Roman

TIDERNE SKIFTER

Tiderne_Elgen Helge_P.indd 3

17/10/16 15.30

Elgen Helge © 1990, 2016 Jørn Jønke Nielsen/Tiderne Skifter Sat med Sabon hos An:Sats, Espergærde Tryk: Omslag: Remote Grafik 2. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-7973-787-7

Tak til bibliotekar Erik Johansen – en uvurderlig hjælp.

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med CopyDan og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.

Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf. 33 18 63 90 · tiderneskifter@tiderneskifter.dk · tiderneskifter.dk

Tiderne_Elgen Helge_P.indd 4

17/10/16 15.30

B

uskene bøjedes til side under det kraftige pres, og elgkoen brød igennem. For et så stort dyr at være lavede hun forbavsende lidt støj, og de få lyde, hun gjor­de, dækkedes af vindens susen.

Den rødbrune kalv var lige bag hende, men det tætte buskads holdt den tilbage. Moderelgen sagtnede farten og udstødte et par små kaldende lyde. Så var kalven fri og pilede efter hende på sine tynde ben.

Elgkoen standsede og vendte sig mod kalven. I et kort øjeblik mødtes de mule mod mule. Hendes ører stod ret op, og hun var opmærksom på enhver lyd. Forsigtigt fortsatte de. Det var tydeligt, at hun ikke brød sig om at bevæge sig så langt omkring og slet ikke med sit afkom, men en fremmed lugt havde drevet dem afsted.

Hun gjorde holdt igen. Denne gang så brat at kalven brasede ind i hende bagfra. Hun lugtede skoven, hun lugtede, at der var regn på vej, og først og fremmest at der ingen fare var.

Det skrånede i terrænet, hvilket fik kalven til at snuble. Den løse skovbund gjorde det ikke lettere. Mode­ren sagtnede farten og holdt sig skråt foran, så kalven ikke ville rulle ned ad skråningen, hvis den faldt.

Mørket sænkede sig over de nåleskovsklædte bjerge bag dem og dalbunden lå nu helt i sort. Her var 5

Tiderne_Elgen Helge_P.indd 5

17/10/16 15.30

omgivel­serne fortrinsvis bøg og birk, et lavbakket område der passede elgkoen godt. De nåede en lysning med birkeløv. Kalven gav sig til at nippe. Den diede stadig, men foretrak mere og mere små kviste og andet grønt.

Dens dien var nu mere en kontakt med ophavet end en fysisk nødvendighed.

Elgkoen standsede op og vendte sin tunge mule mod kalven. Hun fnøs let – og kalven svarede straks med et spinkelt grynt. Hun snusede ind og lyttede. Intet udover træernes brusen og en fjern buldren. Kalven rykkede nærmere. Hun sænkede hovedet ned mod den.

Kalven var kommet til verden, mens naturen skiftede fra kulde til varme. I ly af store syrenbuske var hun nedkommet med tvillingekalve. Den ene havde været død ved fødslen. Det var naturens gang, men det havde fået hende til at knytte sig endnu mere til den lille stumpnæsede hanelg. I løbet af de første måneder havde hun lært den meget om, hvad en elg måtte vide, og selv om der var lang vej igen, klarede den sig godt. Den havde lært at være stille og trykke sig for mulige fjender og kunne nu finde frem til de bedste spisepladser. Trods sin unge alder var den en god svømmer. Allerede kort efter fødslen havde hun puffet den ud i en lille å. Vand var en vigtig del af elgens liv. Som drikke, men også fordi dens omgivelser var gennemstrømmet af vandløb og dybe sumpe.

De forlod den åbne mark. Grene svirpede og rev efter dem, mens de banede sig vej gennem tætte pilekrat.

Deres tykke pelse var et godt værn mod de skarpe grene. Moderens krop beskyttede den lilles øjne. Nu gjaldt det om at finde et sted for resten af natten.

6

Tiderne_Elgen Helge_P.indd 6

17/10/16 15.30

De to dyr fortsatte nedad mod dalbunden. Fra storskoven bag dem hørtes kun hornuglens tuden. Det var første gang hun befandt sig så langt mod syd, så området var hende ukendt. Når hun følte, at faren var drevet over, ville hun søge tilbage til vante egne.

Hendes veludviklede lugtesans fortalte, at der var vand forude. Tørsten fik hende til at øge tempoet, men hun sagtnede straks farten ved lyden af kalvens urolige klynken. Prustende lænede hun sig mod et stort træ.

Kalven benyttede sig straks af hvilepausen og støttede sig mod hendes flanke. Den forsvandt næsten ind under hende. Sådan stod de stille i natten. To varme kroppe, der var alt for hinanden.

Blæsten over dem tog til, og den rev kraftigt i træer­ nes kroner. Af og til nåede hårde vindstød også ind i underskoven. Moderelgen var klar over, at der var åbent land forude. Måske var det vandet? De satte i gang igen.

En storm havde væltet mange træer foran dem, og af hensyn til kalven måtte de siksakke. Det betød intet, for så længe de opholdt sig i skoven, var de i sikkerhed.

Moderdyret gjorde holdt. Havde hun hørt noget? En svag summen gennem vindens leg med træerne? Kalven var urolig og ville igen skubbe sig ind under hende.

Denne gang for at die. Hun afbrød den ved at fortsætte.

Først måtte de finde vand og dernæst ly. Det tyndede ud blandt de store træer. De befandt sig nu i ungskov omgivet af buske og småtræer. Så brød de gennem tykningen og var ude i det åbne.

Over dem flækkede himlen i et gigantisk tordenskrald – så kom regnen. Elgkoen satte forskrækket i trav, men ikke hurtigere end kalven kunne følge med.

7

Tiderne_Elgen Helge_P.indd 7

17/10/16 15.30

Det blinkede, og himlen eksploderede igen. Et skærende blændende lys. For sent genkendte moderelgen den frygtede hårdhed under sine klove. Den hårdhed der altid havde forvirret hendes instinkter. Hun prøvede at vende om og kaste sig til siden. Hun ramte kalven med en kraft, der slyngede den langt bagud. Så blev hun selv slynget sidelæns. En høj hvinen og endnu et sønderrivende tordenbrag overdøvede det korte brøl, der lød fra hendes strube.

Kalven rejste sig omtumlet, vaklede, snublede og kom på benene igen. Rystende bevægede den sig fremad. Moderkødet lå stille og dampende foran den, mens vandet fra oven plaskede hårdt mod jorden. Døden havde et underligt skær, og sorte oprejste skikkelser bevægede sig i den. Kalven stod stille ude af stand til at røre sig. Langsomt og usikkert stavrede den tilbage mod træerne. Så satte den i trav. Frygten fik den til at sætte farten op, og snart opslugtes den af skovens dunkle dyb.

Tiderne_Elgen Helge_P.indd 8

17/10/16 15.30

1. kapitel

Store Sture svedte bravt under den skarpe formiddagssol. Opgivende hev han kasketten af og lod en beskidt hånd løbe hen over panden. Det var mere en gestus end et forsøg på at slippe af med den megen sved.

En flagspætte landede på husryggen et par meter fra ham. Den udstødte et par skarpe »tjik«. Sture langede sløvt ud efter den med håndkosten, men opgav og smed kosten ned på jorden. Det var sgu da også lige til at få solstik i denne varme. Så begyndte han at klatre ned trin for trin. Halvvejs nede af stigen stoppede han. Med spartlen i hånden kunne han lige akkurat nå vinduet ind til sovesalen. Et søvnigt og morgengrimt ansigt kom til syne. »Hvordan kan du sove i den varme?« brummede Sture til ansigtet. »Hvordan kan du arbejde?« kom det tvært. »Jeg er på vej over i kantinen for at få noget koldt.

Kig over.« »Fald død om,« svarede ansigtet og forsvandt.

Sture klukkede og satte fødderne på jorden. Hele hans krop var dækket af malerstøv, og det kløede kraftigt. Sveden havde gjort ham til en omvandrende limstift. Han trådte tilbage og så op mod gavlen og love­de sig selv, at han ikke ville gå så grundigt til værks på de andre barakker. Ingen ville opdage det før om 9

Tiderne_Elgen Helge_P.indd 9

17/10/16 15.30

tre-fire år, og han kunne altid gøre det lidt grundigere hernede i øjenhøjde. Egentlig kunne han godt lide at male, men for helvede hvor det skraberi irriterede ham.

Fire måneder forinden var han blevet ansat af Like­ näs Träräja Bolag, et af de større privatejede skov­hugst­ foretagender ved Klarälven. Det var på kon­trakt og et ganske godt job, hvis det ikke havde været for den ar­ bejds­skade, han havde pådraget sig. Lidt ondt i ryggen og han skulle trisse rundt i lejren som en anden krøbling.

Han var trods alt skovhugger og ikke klatmaler.

Men sådan var firmaets politik, og det var der ikke noget at gøre ved – udover at han skulle have holdt sin kæft! Sikkerhedsbestemmelser var rare at have, men det her grænsede til babysitting.

Kantinen var lummer. En vifte roterede dovent under loftet og fungerede mere som legeplads for de lokale fluer end til lindring for stedets arbejdere. Arbejdere var der nu ikke mange af på denne tid af dagen. Udover Sture var kun Larsson tilstede, og han var en berygtet dovenkrop. Han gad dårligt hilse, da Sture anbragte sig på bænken over for ham. Først da Sture fejede hans ben ned af bordet, vågnede han op til dåd. »Skrub i seng med dig, hvis du vil sove!« brummede Sture med et frækt smil, velvidende at den lille mand ikke ville tage til genmæle.

Sture var to meter høj og udstyret med et par frygt­ indgydende overarme. Det betød nu mindre i denne sammenhæng, for Larsson lod sig aldrig provokere. Det blev da heller ikke til mere end et kort nik efterfulgt af en knirkende hoste.

10

Tiderne_Elgen Helge_P.indd 10

17/10/16 15.30

»Hov Polski!« råbte Sture. »Hvad med et par kolde?« Han vidste, at lejrens kok havde sit eget private øllager.

Kokken dukkede op bag disken med et forjaget udtryk. »For tidligt, Mister Svensson,« svarede han på gebrokkent svensk. »Nej, hør nu her, Polski! Jeg har i tre timer stået under en bagende sol og skrabet lort ned, mens du har gået og feset den af i dit vamle køkken. Og så vil du nægte mig en kold bajer?« Kokkens små stikkende øjne blinkede nervøst. »Ikke stærk øl før klokken et. Slet ikke for arbejder. Hvis formand kommer, Mister …« »Formand, min røv,« knurrede Sture og rejste sig.

Kokken forsvandt skyndsomt ud i køkkenet, og Sture kunne med tilfredshed høre døren til kølerummet blive åbnet.

Det morgengrimme ansigt havde fået vand i hove­det og en kam gennem håret. »Tre æg med bacon og pandekager,« råbte det henvendt til kokken og satte sig. »Hvad med en øllert, Harry?« foreslog Sture. »Øv!« Det var tydeligt, hvad Harry mente om flyden­ de morgenmad. Han gabte og vendte sig mod uret over døren. »Elleve allerede! Og det var mig, der skulle til byen og købe stort ind.« »Nå, hvad er der los?« spurgte Sture. »Ikke noget videre, bare den gamles fødselsdag i næste uge, men hvis pakken skal nå frem, må jeg ordne det i dag.« Harry var fra Skåne, det lagde hans dialekt ikke skjul på. »Hvorfor er du ikke på arbejde?« spurgte Sture.

11

Tiderne_Elgen Helge_P.indd 11

17/10/16 15.30

»Det har jeg jo lige forklaret,« svarede Harry og kiggede utålmodigt efter sin mad. »Jeg holder ved to-tiden, så hvis du kan vente så længe, vil jeg gerne have et lift ind til byen,« fortsatte Sture. »Det kan vi nok finde ud af. Hvor er din truck?« »Punkteret. Ligesom alt andet her i livet,« svarede Sture mørkt.

Kokken dukkede op med Harrys mad. Baconen var brændt, men sulten sejrede over eventuelle brokkerier.

Harry gik straks i gang med at skovle i sig. »Lad mig lige få en mere, Polski.« Sture tømte flasken og rakte den mod kokken med et lumsk grin. Kokken der kendte Sture, kun alt for godt, sprang tilbage, da Sture lynhurtigt greb ud efter ham. »Men Mister …« »Spar mig for dit Mister og fly mig en øllert,« knurrede Sture ildevarslende.

Kokken forsvandt ud i køkkenet, mens han mumlede et eller andet surt på sit vist nok eget sprog.

Der var kommet lidt mere liv i lejren. De fleste af dem, der havde taget dagen fri, var ved at åbne øjnene.

En ung mand satte sig ved deres bord. »Godmorgen,« sagde han og kiggede ærbødigt op på Sture. »Hvad satan, Lille Lars, er du også på pjækkeren i dag?« Sture rakte over bordet og kneb knægten i kinden. »Det kaldes en kindhest. Sådan siger man godmorgen i Tuktoyaktuk,« bedyrede han alvorligt. »Hvor er Tuktoyaktuk?« spurgte Lille Lars. »Canada. Nordvest!« svarede Sture og tog et hiv af flasken. »Har du været der?« spurgte Lille Lars imponeret over Stures viden.

12

Tiderne_Elgen Helge_P.indd 12

17/10/16 15.30

»Nej, men tæt på,« lo Sture.

Harry, der efterhånden havde fået spist sig igennem morgenmaden, bad om en portion til. »Men ikke brændt denne gang!« formanede han kokken. »Det var satans. Er du bundløs?« sagde Sture og rejste sig. »Jeg må hellere komme ud og svinge penslen, hvis jeg skal nå at blive færdig.« Han satte kasketten på hovedet og pegede på Lille Lars’ bryst. »Du har spildt, sønnike.« Lille Lars faldt for det ældgamle trick og indkasse­ rede en flopper under næsen. Sture forsvandt ud ad døren buldrende af grin. »Han er go’ nok, bare lidt grov,« sagde Harry.

Lille Lars nikkede.

Solen var ikke blevet nådigere, men lykkeligvis var det hårde slid overstået for den dag. Sture begav sig ned efter maling. »Skal den have grunder?« spurgte han formanden, der netop dukkede op. »Nej, det hele er i malingen. Måske er du nødt til at give den to gange, men vi får se. I det mindste får du skygge,« sagde formanden og kiggede ned mod barakken, hvor Sture arbejdede. »Du skulle tage og hælde lidt ad gangen over i en plasticspand. Så er det nemmere at have med at gøre,« råbte formanden efter ham. Sture vendte sig halvt om og nikkede. Han var ikke den, der behøvede råd.

Den tykke røde maling dækkede godt, og Sture nød at han endelig kunne se frugten af sit arbejde. En let brise legede med træerne i skovkanten. Dejligt, nu var det til at holde ud. Nogle af kollegerne var kommet ud og lagde sig i skyggen fra kantinebygningen. De røg 13

Tiderne_Elgen Helge_P.indd 13

17/10/16 15.30

en smøg og betragtede ham. Ikke fordi det var specielt interessant at se en mand stå på en stige og male, men fordi hans penselstrøg var den eneste bevægelse i lejren.

Sture pressede tungen mod mundvigen, mens han omhyggeligt kørte penslen hen langs vinduesrammen.

Spætten var tilbage og dens trillelyde blandede sig med det faste fuglekor. Harry og Lille Lars kom ud fra kantinen og skråede langsomt over mod ham.

Så eksploderede skovkanten, blade og grene stod til alle sider, da en kæmpestor elgtyr brasede igennem.

Harry tabte underkæben helt ned på brystet. »Min gud! Sikke et gevir!« udbrød han og greb fat i Lille Lars’ arm.

Den næsten kulsorte kæmpekrop tordnede hen over græsset som et løbsk lokomotiv, mens tørv sprøjtede fra dens gungrende hove. Alle kom på benene og stirre­de målløse, mens de gjorde klar til flugt, hvis dette prustende monstrum skulle finde på at ændre retning. »Hvad satan!« Sture tabte penslen. Bæstet havde kurs lige mod hans stige. Han kravlede skrækslagent nedad, men besindede sig på halvvejen. Aldrig i livet om han skulle ned og stå ansigt til ansigt med sådan en karl!

Vinduet ind til sovesalen stod på klem. Sture kravlede så hurtigt hans store krop ville – opad igen.

Kollegerne, der også havde beregnet elgens kurs, begyndte at råbe. »Skynd dig! Skynd dig, Sture!« Panikken gled koldt ned ad Stures ryg. Stigen vaklede; der var fem meter ned … Med et brag ramte elg­ tyren stigen og fejede den bort. Et øjeblik så det ud, som om Sture hang stille i luften med malerbøtten svævende over hovedet som en vildfaren hat. Så faldt han flak14

Tiderne_Elgen Helge_P.indd 14

17/10/16 15.30

sende og hylende til jorden. Først et bump, så ramte malerbøtten ham oven i hovedet med et dunk.

Elgen forsvandt mellem barakkerne, og der blev stille som i graven. Alle holdt vejret, ingen turde hverken grine eller græde, mens de styrtede over mod Sture. Den uheldige maler, der nu var lige så rød som sovesalen, kom fortumlet på benene. »Er den væk, er den væk?!« brølede han. Malingen løb stadig ned ad Stures ansigt, og hele overkroppen var smurt ind.

Da alle kunne se, at han var allright, brød latteren løs. »Ja, den er væk, den er …« hulkede Harry, der måtte støtte sig til Lille Lars for ikke at falde.

Sture var noget nær en vulkansk eksplosion. Han råbte og skreg af alt og alle. »Hvor er bruserummet?

Er den væk?« hylede han igen. »Find det selv!« grinede en gråhåret skovhugger med tårerne sprøjtende ud af øjnene.

Det fik Sture til at blive endnu mere vild. »Jeg slår jer ihjel! Hvor er I?« råbte han og langede nogle vældige slag ud i luften.

Larsson kom løbende ud. Han havde fulgt optrinet gennem vinduet og havde hevet kantinens elg-gevir ned fra væggen. »Den kommer tilbage, den kommer tilbage!« råbte Harry advarende ved synet af Larsson med geviret. »Så hjælp mig dog!« brølede Sture hysterisk, mens han fægtede til højre og venstre.

Larsson begyndte at danse rundt om ham, mens han pirkede til ham med geviret.

Sture satte i et brøl og styrtede afsted i blinde med Larsson efter sig. Med et højt klask løb han ind i væg15

Tiderne_Elgen Helge_P.indd 15

17/10/16 15.30

gen til sovesalen. Som en Madeira-sild på en flise­væg gled han ned ad siden på barakken. Han sank hulkende og bandende sammen.

Harry, der i et øjebliks medlidenhed havde fået fisket en haveslange frem, gav sig til at spule Sture. »Vi vil sgu ikke have dig ind i baderummet!« råbte han forklarende mellem latterudbruddene.

Sture var ligeglad, han lænede stønnende hovedet tilbage mod væggen og lod vandet rense. Larsson fik pludselig travlt. Geviret måtte hellere hænge på sin plads, inden Sture fik sit syn tilbage.

Politibilen svingede over broen. Under den glitrede Klarälven smukt i den nedadgående sol. I dens midte sås et par tømmerflåder, der langsomt drev ned mod næste krumning. Den hvide Volvo med »Polis« på siden drejede til venstre og ind gennem Stöllet.

Politimanden bag rattet var iført lyseblå uniformsskjorte og slips. Bortset fra en kraftig mave var han almindelig af bygning. Hans sandfarvede og stritten­de hår sad på toppen af et blegt og fregnet ansigt. Årla Månssun var ikke i sit bedste lune. En tandpine gjorde det næsten umuligt for ham at være nogen steder. Faktisk var den så slem, at han flere gange havde overvejet muligheden for at gå til tandlægen. Frygten for den gale mand med boret gjorde, at det indtil videre var blevet ved overvejelserne.

Gruset knasede under dækkene, da han svingede ind foran gæstgivergården. Han genkendte med det samme Harrys ladvogn blandt de parkerede biler. Hvor Harry var, var der også mulighed for at finde Sture.

16

Tiderne_Elgen Helge_P.indd 16

17/10/16 15.30

Og ganske rigtigt. Næppe havde han bevæget sig indenfor døren til restauranten, før et velkendt brøl mødte ham. »Hejsan, hejsan Sheriffan!« Det irriterede ham, men han lod sig ikke mærke med det. Især fordi han vidste, at Sture vidste, det irriterede ham. Men også fordi han havde kendt Sture fra barnsben.

De havde boet nede ved Busjön, og Månssun hav­de været nabo til den gamle Svensson og hans mærkværdige familie. Stures far havde været af den gamle skole.

En lille, lavbenet mand, skaldet som en billardkugle og altid i et faretruende humør. Utroligt var det, at han havde fået så stort et skrummel af en søn. At sønnen allerede som trettenårig var vokset ham over hovedet, havde dog ikke afholdt gamle Svensson fra at banke den levende lort ud af knægten. Specielt når han havde fået lidt for meget af det hjemmebrændte. I de tider havde man ikke blandet sig så meget i, om naboens børn fik tæsk, men Månssun havde dog alligevel været nødt til at gribe ind et par gange. Han huskede tydeligt, dengang Sture og hans fire søskende – tre drenge og en pige – var udeblevet fra søndagskirke, mens familiens overhoved havde været en tur i Karlstad. Der havde sandelig vanket øretæver. Stures lillesøster havde som sædvanlig fået det kolde blik og var sluppet hermed, for uanset at den gamle var en strid affære, så slog han aldrig på »kvindfolk«. Stures brødre havde fået deres røvfuld og lå og snøftede, mens Månssun havde været på vej derover, alarmeret af fru Svenssons vræl.

Normalt hylede hun ikke, men når den gamle gik over stregen, gjorde hun!

Stures barndomshjem lå ved søens bred med en ve17

Tiderne_Elgen Helge_P.indd 17

17/10/16 15.30

randa udover vandet. Her var Sture blevet trængt op i en krog, og selv om han på det tidspunkt ikke kunne svømme, havde han kastet sig ud over rækværket. Mens han så pjaskede rundt som en forskræmt hundehvalp, havde den gamle ligeså roligt sat en båd i vandet og var roet ud til ham. Månssun havde måbende set til. For det var ikke for at redde sønnen i land, at den gamle var stået til søs. Nej, i stedet for at række ham en hånd, var han begyndt at banke knægten oven i hovedet med en træåre, så det havde kunnet høres helt ned til Edebäck.

Først da Sture havde ligget næsten livløs i vandet, og Månssun var kommet til, var han holdt inde. Det var ikke underligt, at Sture af og til kunne være lidt grov imod sine omgivelser.

Restaurationslokalet var tæt pakket. Månssun bemærkede, at der var en del folk oppe fra hugstområdet.

Det kunne blive en livlig nat at dømme efter deres tilstand. Han skar sig vej gennem mennesker og tobakståger over til det bord, hvor Sture sad. »Jeg troede, du var klogere, Anneli,« sagde han henvendt til den lille hårdtpumpede blondine, der sad og svaje­de på Stures skød. »Man har vel charme,« grinede Sture drukkent. »Ja, hvis en ged har charme, så har du også!« kom det tørt fra Månssun, der satte sig på en ledig stol. Anneli fnisede. »Hvad bringer lov og orden herud?« spurgte Harry.

Månssun så rundt på de forsamlede skovhuggere og andet godtfolk. »Et overfald … og et glas vin.« Månssun havde i sin tid fået det råd, at rødvin var godt for tænderne.

18

Tiderne_Elgen Helge_P.indd 18

17/10/16 15.30

»Et overfald?!« brægede Bengt Bergström. Han var en bredbringet fyr med et vældigt skæg, der til daglig arbejdede på en benzinstation. »Ja, I ser jo ud, som om I fejrer en god historie.« Månssun nikkede til servitricen og bestilte et glas af husets vin. »Stegt flæsk og brændevin,« sagde Harry og slog ud med hånden. »Det er vel ikke den store fest.« »Fortæl mig om elgen, Sture.« Månssun stirrede lige på den blonde kæmpe, mens antydningen af et smil krusede hans læber. »Nåh, det er derfor du er kommet,« gryntede Sture.

Han fik et listigt smil på. »Er det politimanden eller jægeren, vi taler med?« »Dem begge!« svarede Månssun kort.

Harry lo. »Et overfald kan man vel godt kalde det, men – sådan set var Sture bare så uheldig at stå i vejen.« »Ja, det var ikke noget særligt,« sagde Sture. På den ene side ville han gerne sole sig i historien, men på den anden side var den ret så pinlig. Det var også fandens, som alle vidste alt i denne lille flække. Harry og han var dårligt nok nået ind til byen, før folk var begyndt at udstøde elgbrøl ved synet af ham. »Jeg har ellers hørt, at du tog en gevaldig flyvetur og bagefter rendte rundt med en malerbøtte på hovedet,« drillede Månssun.

Sture stønnede og sendte politimanden et surt blik. »Det var bare et uheld … i uheld!« »Ja, det tør siges,« busede det ud af Harry, der igen kæmpede for ikke at bryde sammen af grin. »Var elgen aggressiv?« ville Månssun vide.

19

Tiderne_Elgen Helge_P.indd 19

17/10/16 15.30

»Hvordan fanden skulle jeg vide det. Jeg befandt mig seks meter over jorden, da dyret kom farende,« vrissede Sture. »Faktisk havde jeg tænkt mig at springe ned på ryggen af den og …« Nu kunne Harry og de andre ikke holde masken længere. Hele bordet eksploderede i latterbrøl. Selv Månssun trak på smilebåndet. »Det skulle du have gjort, da den kom tilbage,« indskød Harry mellem latteranfaldene.

Sture knyttede næverne. Det var ham Larsson, men det mellemværende skulle han nok ordne. »Var det jeres indtryk, at elgen var skamskudt eller på anden måde skadet?« spurgte Månssun, der igen var blevet alvorlig. »Nix!« bedyrede Harry ædrueligt. »Den tyr havde den flotteste galop, jeg nogensinde har set!« »Måske havde den fået solstik,« foreslog en skovhugger, der havde fulgt samtalen fra nabobordet.

Sture, der var taknemmelig for, at det mere ydmygende i samtalen var gledet i baggrunden, pumpede sig op i stolen og trak Anneli ind til sig. »Måske er den strålesyg. Man ved jo aldrig efter Tjernobyl …« »Du mener en rigtig atom-elg,« klukkede Harry.

Servitricen satte et glas rødvin foran Månssun. Hele bordet betragtede ham, mens han omhyggeligt skyllede munden og sank. »Jeg troede ikke, konstablen var vinkender,« bemær­ ke­de Anneli. Månssun stillede glasset fra sig med en lettere irriteret grimasse. »Gør mig nu den tjeneste at være lidt alvorlige – bare et øjeblik. Er elgen farlig?« »Aha! Du vil ud og skyde elg – og sikke én! Næh, 20

Tiderne_Elgen Helge_P.indd 20

17/10/16 15.30

Månssunen må vente nogle måneder endnu,« drillede Harry.

Månssun rettede blikket mod Sture. »Du skulle have meldt episoden til mig. Som øverste politimyndighed med ansvar for …« »Der var jo ingen fare,« afbrød Sture ham. »Elgen løb bare forbi, og jeg var så uheldig at stå i vejen. Okay?« Månssun nikkede og skyllede den sidste sjat vin i sig.

Harry lod ham ikke slippe så let. »Du skulle have set den. Allerede med et mægtigt skovlformet gevir. Stadig lodden, men sikke takker. Der var mindst t­redive.

Vær du glad for, at du ikke landede på den, Sture, så havde din røv lignet en gammel ost!« tilføje­de Harry med strålende øjne. »En gamling?« spurgte Månssun.

Harry, der selv var jæger, nikkede. »Helt sikkert.

Ihvertfald syv-otte år. Knaldsort med lyse sokker. Den har mindst vejet 700 kilo!« »Hmm!« brummede Månssun. Det var de færreste elgtyre, der nåede at blive mere end fire år. Deres hovedprydelser var alt for eftertragtede.

Det var ikke ualmindeligt, at elge skræmte mennesker. Med en bestand på op mod halvtredstusinde dyr havde Värmlands län en af Sveriges største elgbestande, så den slags hændte. Men sjældent fik folk en sådan medfart og så udenfor brunsttiden. Bevares, Månssun undte gerne lømlen den omgang, men var elgen farlig for mennesker, skulle den skydes!

Bordet var igen begyndt at diskutere elgens usædvanlige adfærd. Bengt Bergström mente, at den muligvis havde været udsat for et hvepse-angreb.

21

Tiderne_Elgen Helge_P.indd 21

17/10/16 15.30