En dag i cairo - uddrag by Tiderne Skifter

EN DAG I CAIRO

Tiderne_En dag i Cairo_P.indd 1

07/02/16 11.05

Af samme forfatter Kystsanatoriet. Roman, 2013

Tiderne_En dag i Cairo_P.indd 2

07/02/16 11.05

Elisabeth Flensted-Jensen

En dag i Cairo Roman

TIDERNE SKIFTER

Tiderne_En dag i Cairo_P.indd 3

07/02/16 11.05

TIDERNE SKIFTER · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf. 33 18 63 90 · Fax 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk

Tiderne_En dag i Cairo_P.indd 4

07/02/16 11.05

Søndag den 9. oktober 2011

Allerede inden vi rejste til Nordkysten, sagde jeg til Anders at jeg ville købe blomsterne selv. Resten måtte andre tage sig af. Jeg er ikke kommet til Cairo for at blive hausfrau. Da vi så lander her til morgen efter en uges badeferie, viser det sig at der ikke er forberedt noget som helst. Ingen kok. Ingen menu. Intet. Og middagen er i aften. – Det skal være i orden når jeg kommer hjem i eftermiddag, siger jeg kort. Ellers aflyser jeg. For at understrege at jeg mener det alvorligt, forlader jeg lejligheden med det samme. Ideen til middagen startede med Lubna Badawis kniplingsfine fotografier af morgentåge over bomuldsmarker. Lubna Badawi er sociologiprofessor. Hun skriver på en bog om sin egen families udbytning af landarbejderne i den egyptiske bomuldsdyrknings storhedstid. Jeg har bare talt med hende flygtigt på et galleri hvor hun udstiller fotostater fra plantagen. Hun fascinerer mig. Indskydelsen til at invitere hende til middag fik jeg tilfældigt, den dag Maggie og jeg fandt det gamle badehus. Maggie og jeg går på café hver fredag morgen, mens byen sover, det eneste tidspunkt hvor Cairo er stille. Bagefter vandrer vi rundt og mærker metropolen strække sig, mens den vågner op til middagsbønnen. Så kan vi være hjemme igen inden vi risikerer at løbe ind i en demonstration. 5

Tiderne_En dag i Cairo_P.indd 5

07/02/16 11.05

Fredag er den dag, hvor de store demonstrationer finder sted. Og det sker ofte. Og altid i downtown, hvor vi mødes. Vi vælger en ny retning hver fredag. Så vandrer vi gennem kvarterer der viser lag på lag af historien. Bag en port i en livlig forretningsgade kigger vi lige ind i en landhusholdning, hvor høns farer rundt mellem får og geder. Under en halvt afreven plakat med en populær politiker kommer Mubaraks portræt tilsyne. Hammam’en opdagede vi tilfældigt i Boulaq-kvarteret mellem smedeværksteder og bunker af skrot. På vej ud af badehusets gus havde jeg held til at knipse to katte i en sky af damp inden de sprang hver til sit. Det var det der fik mig til at tænke på Lubna. Maggie havde også set Lubnas fotografier af morgendæmring over bomuldsmarkerne og var med på idéen om at invitere hende. Da jeg viste Anders den eventyrlige tåge hvor to katte gør kur mellem håndklæder der tørrer i solen, foreslog han at vi skulle invitere Mr. Sayed også. Han og Lubna måtte have noget tilfælles. Bomuld. Jeg kender ikke Mr. Sayed, men fint nok. Derefter tog det ene det andet. Et par dage før vi rejste, ringede de fra Egyptens ambassade i Sverige. Ambassadøren ville gerne møde Anders, mens han var på et kort besøg i Cairo for at træffe nordiske forretningsfolk. Det kunne kun blive den søndag, altså i aften, hvor vi lige havde inviteret de andre, så Anders indbød ham til at deltage i middagen uden at spørge mig. Det gjorde mig utryg, og det var det der gjorde at jeg insisterede på at få nogen til at organisere måltidet i god tid. At blive vejet og fundet for let, det er det jeg frygter. Jeg kender ikke etiketten i diplomatiet, og min position er i forvejen perifer. Jeg har ikke nogen professionel rolle, så der er ingen særlige forventninger til mig. Alligevel kan tanken om forventninger (som måske bare er min egen dom over mig selv) få mig til at gå i panik. 6

Tiderne_En dag i Cairo_P.indd 6

07/02/16 11.05

– Helga, du overreagerer, siger Anders indimellem, og det har han nok ret i. Jeg pressede ham alligevel til at få sin assistent fra kontoret til at tage ansvaret. Hun skulle finde en god kok og aftale en menu. Vi kommer så hjem fra en uges ferie, og der er intet sket. – Det skal være på plads når jeg kommer hjem. Det er mig det falder tilbage på, siger jeg. Jeg knalder døren i, hårdere end beregnet, fordi jeg er ved at skride i bæltet til min badekåbe der flyder henad det glatte marmorgulv. Så kommer jeg i tanker om blomsterne og åbner døren på klem. – Jeg køber blomsterne selv! råber jeg og smækker døren i for anden gang. Badekåben har sin plads lige inden for entrédøren. Den hænger der så jeg hurtigt kan kaste den over mig hvis jeg går rundt uden bh når gasmanden hæsblæsende står uden for min hoveddør i sine udtrådte sko, der har trasket gennem kattemøg og affaldsdynger, og vil løbe op og stå på mit køkkenbord i fodtøj så beskidt at mikroberne flyder hen ad bordpladen. Den er af meleret granit, så det er svært at få øje på skidtet, men myrerne kan man godt se hvis man først har fået blik for dem. De myldrer rundt. Bare jeg glemmer en krumme på bordet, eller der ligger en mangoskal, så har vi en hel koloni. Der kan være flere hundrede i løbet af en halv time. Hvor kommer alle de myrer fra? Og hvad lever de af når man ikke lige har ladet morgenbakken stå med blomme løbende ned ad æggeskallerne, eller man er kommet til at lægge et skærebræt oven på en rest Roquefort så det er tværet ud over køkkenbordet. Jeg tror ikke engang gasmanden lægger mærke til om jeg har bh under T-shirten. Det har han alt for travlt til. Men det har jeg selvfølgelig i dag, for jeg kommer lige fra lufthavnen. Altså kan jeg vandre direkte over i klubben med mine 7

Tiderne_En dag i Cairo_P.indd 7

07/02/16 11.05

svømmefødder og goggles. Jeg lader elevatoren køre forbi og går resolut ned ad samtlige 23 etagers trappetrin. Den middag plager mig. På 17. sal står døren allerede åben. Det er et firma af en slags hvor folk går ud og ind dagen lang. Jeg kan ikke gennemskue hvad de laver. Det er noget med turisme og investering, tror jeg. Nede i ejendommens indgang sidder der konstant 4-5 mand og fører streng kontrol med hvem der besøger os som bor her. Måske er security særlig striks fordi der bor en minister eller en anden VIP i en af lejlighederne. Jeg forstår ikke logikken i at man så alligevel kan have et firma med åben adgang for kunder. Men det ser ud til at gå udmærket. Måske er det mest den sociale kontrol de fokuserer på. I hvert fald blev Karim flere gange standset på vej ind i elevatoren og henvist til tyendeelevatoren på bagtrappen. Jeg måtte gå ned og gøre dem klart at Karim er min arabisklærer, og at han skal behandles med respekt. Man skal ikke have været her ret længe for at få øje på klasse forskellene. Karim udstråler ikke den selvsikkerhed og venlige nedladenhed overfor security i foyeren som bygningens egne unge har. Dem med fars penge i ryggen og en sproglig overlegenhed der kommer af at have gået på international skole siden første klasse. Mellem 13. og 12. sal må jeg kravle over murbrokker og sække med sand. Her betyder istandsættelse at man river alt ud. Marmorbelægninger hakkes op med slagboremaskine. Vinduer og døre flås ud, parketgulve brækkes op, køkkener, badeværelser, alt erstattes med nyt. Nedrivningsgods spærrer brandtrappen i månedsvis. Hvis man klager, bliver man beroliget med at det vil blive fjernet i morgen. Hver dag kommer de med samme besked uden at blinke. I morgen. Og nye materialer blokerer hovedtrappen. Men sådan nogle som os benytter den selvfølgelig heller ikke. Det er i hvert 8

Tiderne_En dag i Cairo_P.indd 8

07/02/16 11.05

fald til stor overraskelse og latter hvis vi gør. Når jeg hver morgen løber op ad trappen her i mit træningstøj og med uredt hår og uden bh – for at få lidt motion – er jeg ikke genkendelig. De kan ikke rubricere mig. Skraldemanden hilser med et stort smil: en dame der anvender trappen lige som han selv?! Trappevaskerne spørger høfligt om jeg ikke ved at der er elevator. Teenagerne fra de pæne familier undgår mig. Jeg forstår heldigvis ikke nok til at vide hvad de siger bag min ryg. Lige siden vi flyttede ind for mere end et halvt år siden, har de hamret og boret og banket i lejligheden under os. Så holdt det pludselig op, men ingen er øjensynligt flyttet ind. Man indretter til næste generation. Man starter helt forfra. Måske hænger man først lige en ekstra balkon på eller lukker den eksisterende balkon med panoramaruder, fordi man alligevel ikke bruger den til andet end at oplagre stiger og gamle møbler. Eller man slår to 3-400 kvadratmeter store lejligheder sammen til én og lægger en kraftig jerndrager ind, så man kan åbne mellem to stuer. For de vilde katte der holder til i den mørke skakt mellem husene, udgør sanddyngerne det mest tiltrækkende sted at forrette deres nødtørft. Det stinker. Fluerne kredser omkring bunkerne. Jeg hopper fra tue til tue for at undgå at få kattelort på skoene. De er fra den lokale skotøjsforretning og af en elendig kvalitet. Udvalget er kolossalt, der er 90 millioner mennesker der har brug for sko her, men udførelsen er ringe. Syninger går op, såler falder af. Opgangene er ubeskriveligt misligholdte, ofte beskidte, selv i ejendomme som vores. Kun opgangene, de fælles arealer. Lejlighederne, det er noget ganske andet. Jeg begynder at forstå, hvorfor det simpelthen er et must at tage skoene af når man besøger folk. Hvis det stod til autoriteterne her skulle hele vores lejlighed spules med gift en gang om måneden. Jeg sagde uvilkårligt ja tak da vi fik tilbudt en sprøjtning mod utøj, men da der stod to mand i 9

Tiderne_En dag i Cairo_P.indd 9

07/02/16 11.05

fuld rumdragt udenfor sagde jeg bare nej tak og lukkede døren. Jeg skulle bare ikke nyde noget. Jeg var helt uforberedt på det syn, men her tager man det ikke så nøje med forurening, gift, medicin, sprøjtemidler, bladan og alt muligt andet. Man kan købe det hele i håndkøb, og der står ikke altid præcist hvad det er. Eller også kan jeg ikke læse det. Så jeg fik slået en del planter ihjel i starten da jeg troede gartneren havde givet mig gødning, fitamines som han siger, til potterne, men næh, det var en eller anden stærk plantegift fordi mine hibiscus dryppede af bladlus, og citrontræet havde fået svamp. Så sagde jeg at han selv måtte sprøjte dem, men det ville han have ekstra betaling for. Fordi det var farligt. Det var ham selv der var kommet med giften! Så sagde jeg stop. De må klare sig som de kan, planterne. Men han er jo heller ikke nogen autoritet. Jeg tror ikke engang han er gartner. Han har overtaget kunderne efter sin bror der døde. Jeg får stadig et stik af skyldfølelse når jeg tænker på det, for jeg insisterede på at få balkonen fyldt op med blomstrende planter inden vores første middagsselskab, og så viste det sig at gartneren måtte lave om på en aftale på hospitalet. Han var allerede ret syg, men det vidste jeg ikke noget om. Og der er ikke mange penge i at være gartner. Ugen før havde han anlagt en have for en højtstående officer i Katameya Golf Resort, og da han var færdig fik han ingen betaling. Jeg ved ikke om generalen glemte det (militæret have jo meget andet end haver at se til i marts 2011), eller måske var det fordi gartneren ikke sagde hvad han skulle have for det. Jeg så ham ikke siden. Næste gang var det hans bror der kom, som sagt. Og da jeg spurgte ham hvad han skulle have for sit arbejde, så sagde han “Up to you, Madame Helga,” men det er ret svært at afgøre hvad der er rimeligt, når man lige er landet og ikke har begreb om hvad noget koster. Det var umuligt at få ham til at rykke ud med en pris. Til sidst rakte jeg ham 10 pund, det er sådan ca. det samme i kroner, og så så han ret utilfreds ud. Så gav 10

Tiderne_En dag i Cairo_P.indd 10

07/02/16 11.05

jeg ham 10 pund mere og så 10 pund til, mens jeg iagttog hans ansigtsudtryk. Ved den tredje 10’er så han tilfreds ud. Halvt nede ad trappen begynder min næse at klø. Det er først nu jeg tænker over at det har den ikke gjort, mens vi dryssede rundt og blev blæst igennem ved kysten. Det hvide sand sleb mine hæle glatte, og det salte vand løsnede skorperne i min næse. Men tilbage i Cairo begynder næsen straks at klø igen. Jeg prøver at skrabe de tørre flager i næseborene væk inden jeg når helt ned. På 10. sal hvor kanariefuglene plejer at kvidre, er der tyst. Halvt skjult bag en palmes brede, fligede blade flimrer et ansigt frem og sender mig et opmuntrende smil. Jeg blev første gang opmærksom på ham i sportsklubben hvor højre side af hans ansigt lå i skygge, mens sollyset gennem et jacarandatræs violette flor spillede over hans venstre ansigtshalvdel som bjælder fra en narrehat. Han dukker op de mest uventede steder. Uanset hvor jeg går, toner han frem hver time på slaget hel. Jeg kunne have stillet mit ur efter hans tilsynekomster. Jeg tjekker telefonen. Klokken er syv. Da jeg runder hjørnet til 6. sal, får jeg en overraskelse. Field Marshal Tantawi overvåger ikke længere reposen. De har fjernet plakaten som ellers har hængt der lige siden d. 12. februar da Mohammad Hussein Tantawi, der de facto regerer Egypten som leder af Militærrådet, proklamerede at hæren er folkets garant for revolutionens sejr. I foråret vajede det egyptiske flag overalt fra balkonerne, og folk satte hærchefens billede op på deres døre, i bilernes bagruder og i butikkernes vinduer. Nu tynder det ud i flagene og portrætterne af Tantawi. Militærrådet beskylder aktivisterne for at være 5. kolonne og indrømmer at de stiller demonstranter for militærdomstole. NGO’er der kæmper for menneskerettigheder 11

Tiderne_En dag i Cairo_P.indd 11

07/02/16 11.05

vurderer at mere end 12.000 mennesker er fængslet. Da Mubarak gik af, lovede Tantawi at ophæve den undtagelsestilstand der havde varet i 30 år. Det er endnu ikke sket.

Vi ankom til Cairo uden de store forventninger i begyndelsen af januar 2011. – Hvad i alverden vil I dog i Egypten? havde en af vores venner sagt til vores afskedsparty i København nogle dage før. Der sker jo aldrig en skid! Den første aften spiste vi i downtown og gik sent hjem til hotellet over en umanerlig stor, mørk og uoverskuelig, stærkt trafikeret plads hvor vi sprang frygtsomt mellem dyttende biler i 5 baner uden fodgængerovergange. Få uger senere havde aktivister blokeret trafikken fra alle sider, og pladsen lå badet i verdenspressens lys som symbolet på oprør i den arabiske verden. Tahrir. Den 25. januar gik millioner af mennesker på gaden for at vælte et autoritært og forhadt styre. Helt uventet. I hvert fald for den vestlige verden inklusive os selv! I de tidlige morgentimer den 3. februar blev 11 demonstranter dræbt af skarpe skud og 1000 såret. Jeg var i København på en lynvisit for at ordne vores hussalg og sad bogstaveligt talt på flyttelæsset og så TV-billeder af kampene på Tahrir og fra Cairo lufthavn der var overfyldt med angste turister der bare ville ud af landet. – Er vi havnet midt i en borgerkrig, spurgte jeg Anders da jeg endelig kom igennem på en fastnetforbindelse til kontoret … internet og mobilnet var lukket ned. Og lejligheden havde endnu ikke fået installeret fastnet. – Det aner jeg ikke, svarede Anders. Og jeg aner ikke om jeg kan komme til kontoret i morgen. – Skal jeg virkelig sende hele indboet afsted uden at ane om det nogensinde kommer frem? 12

Tiderne_En dag i Cairo_P.indd 12

07/02/16 11.05