en nat i grønland
Tiderne_En nat i Grønland-P.indd 1
05/07/13 13.02
Tiderne_En nat i Grønland-P.indd 2
05/07/13 13.02
ANNA KIM
En nat i Grønland ROMAN Oversat af Inge Nissen
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_En nat i Grønland-P.indd 3
05/07/13 13.02
En nat i Grønland Oversat fra tysk efter „Anatomie einer Nacht“ © Suhrkamp Verlag Berlin 2012 All rights reserved by and controlled through Suhrkamp Verlag Berlin Dansk udgave: © 2013 Tiderne Skifter, København Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Garamond hos An:Sats, Espergærde Tryk: Holm Management, Tjele ISBN 978-87-7973-604-7
Udgivet med støtte fra Bundesministerium für Unterricht, Kunst und Kultur (Det østrigske kulturministerium)
Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter · www.tiderneskifter.dk
Tiderne_En nat i Grønland-P.indd 4
05/07/13 13.02
The nights now are full of wind and destruction. Virginia Woolf: To the Lighthouse
Tiderne_En nat i Grønland-P.indd 5
05/07/13 13.02
Hovedpersoner: (i den rækkefølge, de optræder) Sivke Carlsen, 22, medhjælper på museet Jens Petersen, 29, politibetjent Julie Hansen, 14, skoleelev Mikkel Poulsen, 41, lærer Inger Poulsen, 21, ekspedient i boghandlen Keyi, 59, hjemløs Per Kunnak, 21, arbejdsløs Ole Ertaq, 17, skoleelev Magnus Uuttuaq, 17, skoleelev Mikileraq (Miki) Bak, 34, lærer Niels Miteq, 28, drømmetyder Lars Kilimi, 25, pædagogmedhjælper i børnehaven Sara Lund, 20, studerende Anders Tukula, 24, arbejdsløs Idisitsok (Idi) Tukula, 8, skoleelev Malin Olsen, 29, turist Amarâq, Ittuk, Qertsiak og Aputiq er fiktive byer i Østgrønland.
Tiderne_En nat i Grønland-P.indd 6
05/07/13 13.02
PROLOG Epidemien nåede sit højdepunkt i sensommeren på tærsklen til efterår. De elleve selvmord skete inden for fem timer natten mellem fredag og lørdag uden at være varslet, bebudet eller aftalt. Døden bredte sig som pesten, ofrene så ud til at have smittet hinanden alene ved en berøring eller et blik − bagefter talte man om en sygdom.
Tiderne_En nat i Grønland-P.indd 7
05/07/13 13.02
22.00
8
Tiderne_En nat i Grønland-P.indd 8
05/07/13 13.02
23.00
9
Tiderne_En nat i Grønland-P.indd 9
05/07/13 13.02
Tiderne_En nat i Grønland-P.indd 10
05/07/13 13.02
1
Sivke Carlsen har lige mødt en fremmed, der kaster sine sko op i luften, de bliver hængende, klistret fast til mørket, som om der var en løjpe eller en usynlig sti. Den fremmede, hvis ansigt hun ikke kan skelne, er klædt i uniform, han virker stor, men også meget tynd, uniformen hænger løst på hans krop. Han forvilder sig tit ned på jorden, fordi himlen ikke har nogen grænse, i flugten er fladlandets klarhed opløst og blevet til uklarhed, der kortslutter forbindelsen mellem øjnene og hjernen, pludselig kan man kaste slæder op i luften, så de klæber fast til hvælvet, og tage en tur hen over himlen, der føles som en rutsjetur i sne: Der er lidt mere stille her, spredte fuglestemmer dominerer, vindens susen erstatter bruset fra havet, og kælkenes meder glider lydløst som på nyfalden sne. „Jeg hedder Jens,“ siger betjenten og stikker i sine støvler, „jeg har været her et halvt år,“ hører hun og skubber sine konkurrenter til side. Hun spørger ham, om han vil danse og venter ikke på svar, men kaster sig i armene på ham, mens han fortæller, at han har været i Amarâq i en måned, han kommer fra en opgave i Sudan og er sammen med sine kolleger sejlet ned langs Grønlands vestkyst, rundt om sydspidsen og op langs østkysten, og hendes læber nærmer sig hans, indtil de kun er en fingerbredde fra ham, så snakker hun videre, måske siger hun, at hun godt kan lide ham, måske svarer han, at hun er sød, men i grunden handler det ikke om, hvad der bliver sagt, men om at udskille de 11
Tiderne_En nat i Grønland-P.indd 11
05/07/13 13.02
undertoner, der bliver hvisket så blidt, at der kun er ét budskab tilbage: Tag mig med. Selv i søvne dansede og skælvede de, mens folk trådte, hoppede eller snublede hen over dem eller lænede sig op ad Den Grå Bar, hvis sortiment udelukkende bestod af Tuborg og cola, der stod vagt side om side på hylden som små oppustede bomber af aluminium. Andre sad og drak ved de runde borde, der var stillet op i en halvcirkel omkring dansegulvet, de skålede for aftenen og for weekenden, indtil pengene slap op. I denne søjlehal, der hedder Pakhuset, bliver affærer indledt og sluttet. Det ligger helt ude i den mørkeste krog af havnen, der hvor elpærerne ikke bliver skiftet, når de er gået. Men Pakhuset er andet og mere end et diskotek, en natklub eller en bar, det er et angreb på stilheden og isolationen i Amarâq, derfor er det et nutidigt sted: Alt, hvad der sker her, sker nu. Ved at lukke ensomheden ude og livet ind er stedet i indbyggernes hoveder blevet den eneste mulighed for at undslippe fortiden og fremtiden i fem timer mellem klokken ti om aftenen og tre om morgenen. Julie Hansen lod sig trække med ud på dansegulvet af Jens, selvom hendes krop afviste musikken og slet ikke kunne finde ind i melodien, han måtte føre hende. Han førte hende rundt og rundt i cirkler, så hun halvvejs fornemmede rytmen, men hun opdagede ikke, at det for ham kun handlede om at gøre afstanden mindre og rykke nærmere for hvert skridt, indtil han var kommet så tæt på, at hans øjne spærrede for udsynet. Hun stod stille og blev skubbet og revet med af rytmen og trådt over tæerne, alligevel blev hun stående og trak vejret så forsigtigt som muligt, måske troede hun, at hun kun kunne modstå hans blik, hvis hun ikke bevægede sig. I dette øjeblik var hele hendes 12
Tiderne_En nat i Grønland-P.indd 12
05/07/13 13.02
liv skrumpet ind til en øjenkontakt, og hun blev til summen af deres øjne. Hun forsøgte at modstå dette blik og trække vejret regelmæssigt, og det lykkedes hende at sænke tidens hastighed – til hans læber nærmede sig hendes mund og holdt hende fast. De forlader havnen i hans tjenestevogn ad den smalle, bugtede vej, en gyde, som er halvmørk selv i solskin. De kører gennem en lukket by, der selv om sommeren er vinterens by: Når de sidste spor af is er forsvundet, så man skulle tro, den aldrig havde været der, bliver billedet af nyfalden sne bevaret af de tomme pletter foran husene og små striber af jord, der er beregnet til slæder, slædehunde og snescootere, dybest set en slags skabeloner, der er brune og grønlige om sommeren og mudrede i regnvejr. De følger vejen opad i retning mod helikopterlandings banen, indtil de efter tre sving holder skråt over for Den Lille Købmand, en gammel mand, der fra tre falmede, røde hylder sælger fire slags kiks, to slags nudler, pakker med gammelt brød, pastasauce i glas med udløbet datomærkning, kinesisk pulversuppe med nudler, mel, tvebakker, langtidsholdbar mælk og nøgleringe til hjemløse nøgler. Dette område er om natten mørkere end selv det mørkeste sted i Amarâq, her er kun én gadelygte, der lyser op, og på trods af de rigelige mængder vand og regnen, der hober sig op i den nærliggende sø og elv, har husene i denne bydel hverken rindende vand eller kloakering, de er små og hytteagtige og bliver beboet af de fattigste fattige. En gang om ugen kører vognen gennem kvarteret for at indsamle de fyldte plasticsække fra tørklosetterne, vandet må hentes i et af de små, grønne blokhuse, børnene kan for det meste ikke nå op til hanen, så de må stå på en sten for at fylde deres spande: At hente vand er de tiårige drenges opgave. 13
Tiderne_En nat i Grønland-P.indd 13
05/07/13 13.02
Kvarteret med etplanshuse, rindende vand og elektricitet ligger i nærheden af havnen – men fattigdommen i Amarâq er relativ; så længe den enkelte ikke kræver nogen frihed og er lykkelig i fællesskabet, deler man alting, og alle ejer kun dette ene, nemlig sig selv. Og denne ejendom, der udelukkende er afgrænset af huden, bliver der kun sat spørgsmålstegn ved, når man sover, og søvnens sjæl forlader kroppen og afstedkommer en tilstand, der minder om ensomhed: bedøvelse. „Så er vi her,“ siger Jens og står ud. „Det er Johannas hus,“ svarer Sivke og standser op for at glatte sin kjole. Han trak hende med gennem nødudgangen over til den anden side af Pakhuset, hvor folk stod og røg i det lille vejsving i skæret fra nødlyset: Her var natten oversået med prikker, der skinnede rødligt og bevægede sig i takt med ens skridt og vejrtrækning. Han trak Julie hen i en mørk krog, trykkede sig ind til hende og pressede hende op ad muren, mens han kyssede hendes hals, nakke og ansigt og forsigtigt trak skulderstropperne ned og lod den anden hånd famle sig hen over navle og ribben inde under stoffet og op mod bh’en, og han trak forsigtigt den ene og derefter den anden skål ned og strøg hen over brysterne. Julie gengældte hans kys og kærtegn, stak hånden ind i hans bukser og lod den glide hen over mave og lår – så blev de afbrudt, nogen sagde noget og skubbede til dem. „Hej,“ lallede en stemme fra mørket, „kan jeg få en øl?“ Per lod sig ikke ignorere, og Jens trak hænderne til sig, greb Per i kraven, skubbede ham indenfor og ud på dansegulvet. „Skal vi køre hjem til dig?“ Julie trykkede Jens’ hånd, han nikkede, og de klatrede over 14
Tiderne_En nat i Grønland-P.indd 14
05/07/13 13.02
det eneste hegn i Amarâq, det var vakkelvornt og skulle holde gratister væk, hvorefter de slentrede hen mod den parkerede bil. Den lugtede indvendigt af kunstige fyrrenåle, en duft, der havde forekommet Julie eksotisk, da hun for nøjagtig en uge siden indsnusede den første gang. De tog vejen mod havnen til byens eneste benzintank, kørte langs fjorden forbi sygehuset, skolen, det store varehus Pilersuisoq og til sidst politistationen. Julie rullede vinduet ned og stak hovedet ud i vinden, hun lo ikke, men smilede bredt. De lukkede øjne og øjenbrynene smilede også, og Jens, der så på hende fra siden, kom til at tænke på sin hund: Hvis hun havde kunnet lade ørene hænge og flagre ud af vinduet, ville hun have gjort det. „Så er vi her,“ sagde han og gik i forvejen. „Hvad synes du om vores gamle hus?“ spurgte Julie og blev stående for at glatte kjolen. Amarâq ligger ved verdens ende, den er et sort hul: En by, der opsluger én selv og det sted, man befinder sig; den foregiver ikke at være en by, men mere indgangen til en by, man ikke kan forlade igen, når man først er trådt derind, for der er ikke nogen udgang. For det første skyldes det, at hukommelsen begynder at svigte, så snart man kommer til Amarâq, og man glemmer lidt efter lidt, hvordan man havnede der, og at man ankom engang. Man tror ikke, at man kan huske noget andet sted end Amarâq, for grænserne, der omslutter byen, lægger sig om ens hals som et tykt tørklæde, der gør det umuligt at dreje hovedet og se sig tilbage. Således begynder en glemsel, der er med til at gøre verdens ende til det, den er: enden. For det andet er verdens ende afslutningen på alt det, man forbinder med verden. Amarâq er ikke bare et sted med et sæt 15
Tiderne_En nat i Grønland-P.indd 15
05/07/13 13.02
karakteristiske koordinater, Amarâq har også en opgave, nemlig at være slutpunkt. Det betyder, at verden slutter her, og at der ikke findes nogen fortsættelse af verden. Der findes ingenting efter Amarâq. Her venter det store intet, men måske er det slet ikke intet, der venter, men noget, der bare er ustruktureret og kaotisk, det ligner intet, men det er i virkeligheden alt. Amarâq må i så fald være en by, der rummer alle muligheder, fordi den i virkeligheden ingen har, men eftersom alt står åbent, og mulighederne gemmer sig i kaos, ved man ikke, at de eksisterer. Fordi verden ender her, er der kun rester af den tilbage; spredte huse i dæmpede farver, udløbere af andre spredte huse i dæmpede farver, og også vegetationen slutter, den findes kun i miniatureformat: bittesmå udløbere af planter. Amarâq er en verden, der er ved at ebbe ud. Derfor er der kun det elementære, det usminkede og hudløse, de geometriske grundformer tilbage: kegle og kvadrat. Stilheden, der udgår fra denne enkelthed, bliver brudt af isen, der kælver, havets bølger, regnens plasken og sneen, der daler ned; dette sted er ikke andet end en kulisse for vandets skuespil. Men måske er Amarâqs landskab nødt til at være så afdæmpet, sådan at det kan vise, at jorden i virkeligheden ikke er himlens modsætning, men en tilføjelse: at forskellen på himmel og jord er ophævet, og at himlen er et mægtigt hav, ligesom havet er en mægtig himmel, og at bjergene er skyer med grå kanter, og at man både kan bestige genspejlingen og de virkelige skyer. Man venter på de sidste regndråber, den første solstråle og regnbuen på den nederste del af himlen og klatrer langsomt fra bue til bue og fra farve til farve om vinteren, når alt er frosset, og for hvert skridt man tager, viser det sig at passe: at verdens ende fortsætter oppe i himlen, og at det derfor kun handler om en tilsyneladende ende. Naturligvis afhænger det af øjnene, hvordan og hvad man ser 16
Tiderne_En nat i Grønland-P.indd 16
05/07/13 13.02
og overser: Det trænede øje holder sig til det vante, det utrænede øje opdager ting, det ikke skulle have set. Måske består Amarâqs særegenhed i, at det kræver et specielt blik at se på ingenting og opdage, at der er noget, selvom det er sparsomt og i miniature. Netop fordi der kun er udløbere tilbage i Amarâq, fortæller de kun deres historie til det rigtige blik, det forkerte ser ikke noget. Det er, som om naturen og byen taler et andet sprog, taler om billeder, der kræver særlige øjne. Det er et sart sprog, en flade, hvor man nemt falder ud over kanten, pludseligt, uden advarsel, intetheden ville pludselig være der, for den er forklædt – som ensomhed: Den har fortrængt Amarâqs betydning, skubbet den væk og bredt sig, uendelig, uforanderlig. Den sniger sig ind i enhver samtale og skaffer sig plads. Den hæfter sig ikke ved ordene, men kun ved den tid, det tager at fremsige dem. På den måde vurderer den sætningernes varighed og længde – og stilheden lægger sig over Amarâq som en tæt tåge, der er forbundet med ens egen vejrtrækning. Mikkel Poulsen rækker ud efter anorakken og nøglen til huset, men tøver og hænger begge dele tilbage igen. Han sparker skoene af og spejder ud i køkkenet. Inger er ved at vaske kaffekanden af, hun drypper lidt opvaskemiddel på indersiden af kanden og skrubber langsomt og rytmisk, skyller den, trækker den frem og tilbage under vandet, til der stiger bobler op til overfladen. Først derefter tager hun den op af plasticbaljen og tørrer den af. Hun tager kaffefilteret ud af kaffemaskinen, tømmer det og banker forsigtigt på filterets sammenføjning, de sidste rester af kaffegrums falder ned i affaldsspanden, og hun hænger den til tørre på peberbøssen. Hun anbringer bestikket i trækassen, lægger gaflerne oven i gaflerne og knivene oven i knivene og retter glassene på hylden, så de står lige. 17
Tiderne_En nat i Grønland-P.indd 17
05/07/13 13.02
Køkkenet er lille, der er et komfur, et køleskab, et hvidmalet bord og to stole. Til væggen er fastgjort nogle smalle stigereoler af træ, og øse, grydeskeer og stegepalet hænger og dingler over komfuret, under bordet står tre spande vand. Inger forsvinder næsten helt blandt køkkentingene. Mikkel synes, at hun er godt kamufleret, ikke bare tøjet, men også hun selv er falmet, som om man har forsøgt at viske hende ud, og der kun er blevet en genstridig rest tilbage, der går rundt i sit eget hus som en fremmed og hele tiden snubler over møblerne, fuldstændig malplaceret; med tiden vil hun helt forsvinde. Mikkel spekulerer på, om man kan tale med et menneske, der er kronisk fraværende, fordi det ikke er dér, hvor det hører til, ubehjælpsomt faret vild. Mens han tænker over det spørgsmål, lader han blikket løbe fra den ene ende af rummet til den anden, og hans blik dvæler skiftevis ved fjernsynet, radioen, kikkerten, bordet, de to stole og divanen, ting, han engang holdt af, men som nu frastøder ham, og han kommer i tanke om den samtale, som han i smug lyttede til i går. Inger havde sagt til Sofie med en stemme så fremmed, at han syntes, han hørte den for første gang: „Kærlighed, der ikke er gengældt, kan ikke overleve, men alligevel, kærligheden i Amarâq er ofte ensidig.“ Da Inger mærker, at han ser på hende, løfter hun blikket og begynder at tale med ham uden ord. Han griber ikke ind og prøver ikke at sætte ord og sætninger på, der kan forvandle det abstrakte til noget konkret. Som svar ser hun ham ind i øjnene og holder hans blik fast. Han vender sig bort. Først er Keyi ikke helt klar over, hvor han er. Han ligger under et bord, over ham sidder gamle klatter tyggegummi, bordbenene er ridsede, og der lugter af fugtigt træ. 18
Tiderne_En nat i Grønland-P.indd 18
05/07/13 13.02
Keyi kryber ind i midten af rummet, sætter sig på kloakristen, en lysstribe rammer hans hånd, og pludselig mærker han lugten af vaskepulver og husker, at han faldt i søvn i vaskerummet, som hovedpude brugte han noget sammenrullet tøj, bukser og trøjer, som dyne frakken og linoleumsgulvet som seng. Han blev ikke jaget væk af Ulrika og Lone ligesom i går, da de sagde: „Ryk lige lidt, Keyi, ryk lidt til side“ og fyldte vaskemaskinen, sæbeskuffen og møntautomaten og begyndte at tale med ham, bare for at få tiden til at gå, hvilket han var i sin gode ret til at ignorere, indtil de puffede ham i ribbenene. „Skrid med dig, hvorfor er du her endnu?“ Han går ud i køkkenet, fylder vand i elkedlen og tænder. Han tager en pose sort te op af dåsen og leder på hylderne efter noget spiseligt; der bliver tit efterladt madvarer. Ikke noget brød, ikke noget kage, til gengæld finder han en pose tvebakker, en rulle gamle kiks og et glas appelsinmarmelade. Han smører kiksene med marmelade og venter, til teen er kølet af – mens han tygger, blæser stilheden fra Blomsterdalen ind gennem et af de halvåbne vinduer, i karmen ligger en bunke indtørrede fluer, der døde, da sommeren sluttede; en stilhed, der er ensomhedens vrangside, og som har evnen til at slukke for verden, selvom det kun er i et par sekunder. Stilheden lever især i Amarâqs nætter, og når Keyi mærker den, forekommer det ham, at han langt om længe er kommet hjem.
19
Tiderne_En nat i Grønland-P.indd 19
05/07/13 13.02