FAKTURAEN
Tiderne_Fakturaen_P.indd 1
25/04/16 16.06
Tiderne_Fakturaen_P.indd 2
25/04/16 16.06
JONAS KARLSSON
Fakturaen Oversat fra svensk af Kamilla Jørgensen
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_Fakturaen_P.indd 3
25/04/16 16.06
Fakturaen Oversat fra svensk efter „Fakturan“ © Jonas Karlsson, 2015 Published by agreement with Salomonsson Agency Dansk udgave: © Tiderne Skifter, 2016 Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Garamond Pro hos An:Sats, Espergærde Tryk: Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-776-1
Oversættelsen udgives med støtte fra
TIDERNE SKIFTER · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf. 33 18 63 90 · Fax 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk
Tiderne_Fakturaen_P.indd 4
25/04/16 16.06
1
Det var et vanvittigt beløb, 5.700.000 kr. Helt umuligt at tage seriøst. Det måtte dreje sig om den slags falske fakturaer, man hører om i tv og læser om i aviser. Skruppelløse firmaer, der narrer penge fra hovedsagelig gamle mennesker. Det var dygtigt udført. Det må man sige. Logoet så i mine øjne ægte ud. Jeg ved ikke rigtig, jeg får sjældent post, andet end de sædvanlige regninger. Denne lignede vel stort set dem. Bortset fra beløbet. W.R.D. stod der med fede bogstaver, og teksten om betalingsvilkår var troværdigt formuleret. Alting havde en formel, saglig tone, som var det skrevet af en myndighed. Og hvis det nu var tilfældet, måtte der være sket en kæmpe misforståelse. En maskine måtte have forvekslet mig med et stort firma eller måske et udenlandsk selskab. 5.700.000 kr. Hvem fik regninger på beløb i den størrelsesorden? Jeg grinede ved tanken om, at nogen ved en fejltagelse kom til at betale så mange penge, og lagde fakturaen fra mig. Jeg drak et glas juice, smed et par reklamer i papirkurven, alle annoncetillæg og informationsskrivelser som af en eller 5
Tiderne_Fakturaen_P.indd 5
25/04/16 16.06
anden grund smuttede forbi Reklamer nej tak-skiltet, tog jakke på og gik på arbejde. Jeg havde et deltidsjob i en videobutik for filmentusiaster. Vi var to fyre, der skiftedes til at stå der et par dage om ugen, tage imod bestillinger, sortere indkomne film, katalogisere og stille dem op på hylder. En gang imellem måtte jeg hjælpe en kunde med at finde den rigtige film og forklare, hvorfor en specialudgave med ekstramateriale ikke var kommet endnu, muligvis ikke indeholdt det eller det interview, som kunden havde set på nettet, og som denne mente gav et godt billede af filmskaberen, og som han eller hun (oftest han) kunne gengive store dele af, hvis jeg havde lyst til at lytte. Men for det meste stod jeg og tænkte på noget andet. Det blæste lidt på vejen, men i princippet var det ved at være vejr til tyndere jakker, og de fleste træer havde allerede fået en del blade på grenene. Jeg gik og tænkte på fakturaen og spekulerede på, hvordan de havde fundet frem til netop mit navn og min adresse. Tog de bare den første den bedste? Eller var det folk med næsten enslydende kontaktoplysninger? Vinduerne i butikken var dækket af en grøngul hinde af pollen, og døren var svær at få op. Selv om vi justerede hængslet. Enten gik døren trægt, eller også blæste den op ved det mindste vindpust. I dag kunne den kun åbnes halvvejs. Det klæbede under skoene, da jeg gik over gulvet hen mod disken for at hænge jakken på krogen under den. Jeg satte en kande kaffe over i det lille køkken. Noget var brændt fast i bunden af kolben, og Thomas, der passede butikken de andre dage, sagde, at han aldrig brugte den, men jeg lod 6
Tiderne_Fakturaen_P.indd 6
25/04/16 16.06
mig ikke afskrække. Faktisk tværtimod, det gav lidt kraft til en ellers temmelig smagløs omgang. Jeg skubbede et par gange til lågen til underskabet, som ikke ville lukke helt, fordi magneten manglede. Den gik op hver gang med en sprække på et par centimeter. Til sidst tog jeg et stykke pakketape, som jeg rullede sammen til en løkke og satte på indersiden af lågen, og så blev den siddende. I kurven under kassen lå sidste uges afleverede film, som Thomas åbenbart ikke havde gidet at stille på plads. Jeg sad og betragtede dem, mens jeg ventede på, at kaffen skulle blive klar. Der lå en Kubrick, en Godard og The Spanish Prisoner af David Mamet. Jeg vendte videokassetten og læste på bagsiden. Det var længe siden, jeg havde set den. Det var dengang, jeg var sammen med mit livs store kærlighed. Sunita og jeg konkurrerede om at vise hinanden vores yndlingsfilm. Jeg ved ikke engang, om vi så den færdig. Hun brød sig ikke rigtig om den. Da kaffen var brygget, fandt jeg et skvæt mælk i køleskabet, som kun var et par dage for gammel. Jeg hældte den i og drak, før jeg satte resten af filmene på plads. På vej om bag disken bed jeg igen mærke i den klistrede fornemmelse under sålerne. Jeg gik ud fra, at der måtte være spildt Coca-Cola, for hvor man end satte fødderne, klæbede skoene til laminatgulvet. Det lød faktisk ret sjovt. I hvert fald hvis man bevægede sig rytmisk. Jeg sad lidt bag disken og overvejede den mulighed, at nogen skulle have overtaget min identitet, stjålet den eller hvad man nu siger. Bestilt noget og så bedt firmaet om at fakturere mig for det vanvittige beløb. Men hvad bestiller man til 5.700.000 kr.? Der burde da være bedre kontrol med en sådan bestilling, tænkte jeg. 7
Tiderne_Fakturaen_P.indd 7
25/04/16 16.06
* På et tidspunkt mellem elleve og halv tolv plejede vi at få direkte sollys ind i butikken. Jeg bøjede mig ned for at se, hvorfor gulvet var så klistret, og ganske rigtigt kunne man i en særlig vinkel se små øer af noget, der kunne være spildt væske. Jeg stod og betragtede det et øjeblik. Det lignede lidt et verdenskort, hvis man så bort fra visse dele af Asien og Australien. Jeg kneb øjnene sammen. Afrika lignede temmelig godt. For ikke at tale om det, som så kunne være Grønland og Alaska. Men, tænkte jeg, det var nok bare, fordi man ikke kendte detaljerne så godt i netop de regioner. Jeg spekulerede lidt på, hvilke nationers grænser jeg kendte bedst, bortset fra Sveriges, og nåede frem til, at det nok måtte være Nordeuropas. Lidt senere forsvandt solen over taget. Men det klistrede stads var der stadig, det kunne man tydeligt høre, når man gik. Jeg ringede til min chef Jörgen og spurgte, om vi kunne investere i en svaber. Han sagde, at det var okay. At det var udmærket at have sådan en fremover, og at det ville være fint, hvis jeg vaskede alle gulvene. „Men gem kvitteringen,“ sagde han. Så gik jeg hen til isenkræmmeren og købte en spand med en kurv, hvor man kunne vride vandet ud af en tilhørende moppe. Jeg fyldte den med varmt vand og kom i tanke om, at jeg burde have købt sæbe, men at det nok ville gå, hvis vandet var tilstrækkelig varmt. Jeg vaskede alle gulvene i butikken. Det så pænt ud. Forretningen føltes pludselig finere. Næsten luksuriøs. Jeg skiftede vand et par gange, og til sidst gav jeg også sålerne på mine sko en omgang med moppen. Så sad jeg lidt og ændrede baggrund på min mo8
Tiderne_Fakturaen_P.indd 8
25/04/16 16.06
biltelefon. Jeg slukkede den, tændte den igen og ændrede baggrund en gang til. Ved frokosttid kom min ven Roger forbi. Da jeg kom ud fra toilettet, stod han bare der og talte i telefon. Han nikkede i min retning. Så forsvandt han igen ud på gaden. Tyve minutter senere kom han tilbage og spurgte, om han måtte spise resten af min take away. „Er det okay?“ sagde han, og jeg sagde, at det var det. Han satte sig på skamlen bag disken og skovlede resten af nudlerne og kødet i sig. Han sagde, at han havde været forkølet i snart tre uger, men at det vist endelig var ved at gå over. „Først havde jeg bare lidt ondt i halsen,“ sagde han, mens han tyggede. „Så fik jeg rigtig ondt i halsen, det gjorde virkelig ondt, når jeg sank. Så satte det sig på luftvejene, og så fik jeg en grim hoste, en rigtig krillerhoste du ved, så jeg næsten ikke kunne sove. Jeg ringede til lægen og sagde, at jeg skulle have penicillin, men da jeg kom derhen, var feberen faldet, og hosten var også gået lidt over. Så de nægtede at udskrive penicillin. De sagde, at jeg måtte tage Alvedon i stedet og komme tilbage, hvis det blev værre. Men det blev det ikke. Det blev faktisk bedre.“ Han forsøgte sig med et host, men kunne ikke rigtig. Han sukkede og rystede på hovedet. Han spiste, indtil aluminiumsbakken var helt ren. Han skubbede den fra sig og spurgte, om vi havde fået nye film, og da jeg sagde, at det havde vi ikke, sukkede han igen og så ud af vinduet. „Nå,“ sagde han. „Jeg må hellere smutte.“ Han snuppede en håndfuld af de karameller, vi plejede at tilbyde børnene, og forsvandt ud ad døren. Jeg fulgte 9
Tiderne_Fakturaen_P.indd 9
25/04/16 16.06
efter og tænkte, at jeg hellere måtte hænge det lyserøde Åbent-flag op. Der kom heller ingen kunder om eftermiddagen, så jeg satte mig til at sortere fakturaer. Hullede og satte i mapper. Jeg satte kvitteringen på moppen og spanden ind. Jörgen havde et særligt system. Kvitteringer i en grøn mappe og ubetalte regninger i en blå. Senere betalte han dem selv og satte dem over i den grønne. Da jeg sad der og bladrede, kom jeg igen til at tænke på den mærkelige faktura, som jeg selv havde fået. Jeg lagde mærke til, at visse firmaer skrev beløbet ud i både kroner og øre. På den måde lignede det et meget langt tal. Nogle gange var det måske svært at se den lille prik mellem nullerne. Kunne det være det, som var sket, tænkte jeg. Måske havde de simpelthen glemt en decimal, eller også havde jeg ikke set den? Men nej, heller ikke det kunne passe. For selv om man trak to nuller fra, var beløbet vanvittigt højt. Jeg havde ikke bestilt noget til halvtreds tusinde. Det vidste jeg helt sikkert. Og hvad stod det der W.R.D. for? Jeg bladrede lidt for at se, om jeg kunne finde en lignende faktura blandt butikkens papirer, men det kunne jeg ikke. Nej, tænkte jeg. Der måtte være sket en fejl et sted.
Tiderne_Fakturaen_P.indd 10
25/04/16 16.06