Gårdspladsen Det er juledag, de sidder i køkkenet i morens hus da vi kommer forbi, der er en mærkelig stemning. „Hej,“ siger han, jeg står bag ham og kigger ind. Moren ser ikke op, søsteren ser på ham, så på mig. „Vi går en tur,“ siger han. „Uha,“ siger jeg da vi kommer udenfor. „Der var da en mærkelig stemning.“ „Ja,“ siger han, „der foregår et eller andet.“ Han tager min hånd. „Kom, lad os gå.“ „Hey, jeg vil godt lige tale med jer, vent lige,“ råber søsteren efter os, hun står i døren og er ved at tage støvler på. Vi venter på gårdspladsen foran hans mors hus, han ser meget nervøs ud. „Det er mig hun er vred på,“ siger han og slipper min hånd. „Du skal ikke tage dig af det.“ Hun kommer ud og stiller sig foran os, hun står med let spredte ben og hænderne i jakkelommerne, hun ser på os, fra den ene til den anden. „Ja,“ siger hun, og lyder ikke så vred som jeg troede. „Ja, jeg synes bare I er rigtig tarvelige.“ Han og jeg står ved siden af hinanden, over for hende. Jeg kan pludselig rigtig godt lide hende, jeg kan se – 89 –
Tiderne_Måske går det over.indd 89
30/08/12 13.10
hvor anspændt hun er i kroppen, alt det der vil ud som ikke kan komme rigtigt ud. „Og du,“ hun taler til ham nu, „du plejer at kunne køre mig, nu kan du pludselig ikke køre mig.“ „Jeg tilbød at vi kunne køre dig til stationen i stedet, så tager det kun en time med toget.“ „Det er jo ikke det. Jeg troede vi skulle være sammen, og nu vil du bare være sammen med hende, du har aldrig tid til mig.“ „Det har vi talt om,“ siger han. „Jeg gør det så godt jeg kan. Vi har talt om det så tit, hold nu op.“ Hun står og tramper lidt i jorden, hun ligner et barn, hun græder. „Jo, men du gider aldrig lytte, du lytter aldrig til mig, du tager dig slet ikke af din familie overhovedet. Du er ligeglad med mig.“ Han er rykket lidt væk fra mig, han står og forsøger at beherske sig, kan jeg se. Jeg har hørt ham lytte til hende om og om igen i telefonen, det ender næsten altid med at hun bebrejder ham at han flyttede væk. Hver uge ringer han og lytter, men det er lige meget, han har altid dårlig samvittighed. „Mor forstår heller ikke, hvorfor du har taget hende med. Det stod vi lige og talte om da I kom, mor kan ikke lide du har taget hende med herhen. Hvad skal du egentlig her?“ Hun ser på mig, jeg ved ikke hvordan jeg skal svare, det er som om min hjerne tænker meget langsomt. „Hold nu op,“ siger han, „det skal du ikke blande dig i. Det er mit liv. Du skal ikke bestemme over mit liv.“ Han er vred nu, men han prøver virkelig at beherske sig. Han tager en – 90 –
Tiderne_Måske går det over.indd 90
30/08/12 13.10
dyb indånding og træder et skridt tilbage. „Lad os stoppe. Jeg vil ikke tale med dig på den her måde.“ „Nej,“ råber hun, „jeg er ikke færdig. Vi synes alle sammen du har ødelagt julen.“ Han står og kigger ned i jorden, jeg siger ikke noget, vi står alle langt fra hinanden nu. Så ser det ud som om hun springer, hun tager ligesom tilløb og kaster sig over mig. Det går så hurtigt, hendes knytnæver, men også hendes negle er i mit ansigt, ved mit øje, min næse, min kind, hun slår med begge hænder igen og igen. Måske får jeg vendt mit ansigt lidt væk, og så tager hun fat i mit halstørklæde, hun hiver til så det strammer om min hals, jeg tager hånden op for at hive den anden vej, men endelig får han hende væk. Jeg ryster, min hænder kan slet ikke holde op med at ryste. Jeg løsner halstørklædet og tager hånden op til ansigtet, min hånd ryster så meget at jeg næsten ikke kan føle på mit ansigt, men det gør ondt ved næsen og øjet og kinden, det brænder i huden. Jeg står og bøjer mig lidt sammen, han holder hendes arme fast og råber til hende, han lyder forskrækket, hun græder. Jeg ryster over hele kroppen, jeg lod det bare ske, jeg forsvarede mig slet ikke.
– 91 –
Tiderne_Måske går det over.indd 91
30/08/12 13.10
Juledag Vi har fået et stort værelse på 17. etage. Jeg er som regel mere tilfreds med hotelværelserne end han er, men dette er helt i orden, synes han. Vi er heldige vi overhovedet fandt et sted at sove sådan en dag. På natbordet ligger et kuponhæfte til de forskellige restauranter, cafeer og barer. Man kan få rabat på morgenmad, frokost, aftensmad, og en øl. Han sidder på sengen og læser højt fra hæftet da jeg kommer ud fra badeværelset. „Vi behøver slet ikke forlade bygningen,“ griner han. Jeg står ved det store spejl i entreen og undersøger mit ansigt, jeg er stadig rød under øjet og min næse gør ondt. Jeg trykker lidt forsigtigt. „Synes du ikke den er hævet?“ Han har skænket vin i plastikkrusene. „Kom, lad mig se.“ Vi ligger tæt op ad hinanden under dynen. „Skal vi gå ned og spise?“ „Ja,“ siger han. Han rejser sig lidt op i sengen, læner sig op ad sengegærdet. Jeg sætter mig også op og tager en – 92 –
Tiderne_Måske går det over.indd 92
30/08/12 13.10
tår af vinen da han rækker mig kruset. „Jeg glemte min kimono da vi tog af sted. Den må ligge på sengen.“ Jeg rækker kruset tilbage til ham. „Vi har sikkert glemt alt muligt. Jeg ringer til min bror og får ham til at sende den.“ Jeg sidder og rører forsigtigt ved min næse. „Med mindre de har brændt den.“ Han griner: „De bruger den som fugleskræmsel til skræk og advarsel.“ Så fjerner han forsigtigt min hånd, han sukker. „Min bror var da flink.“ Jeg stryger hans hånd et øjeblik. „Ja, meget. Og din svigerinde. Medmindre hun bare lod som om.“ Han drikker det sidste af vinen. „Ja, man ved aldrig rigtig med hende. Kom, lad os gå i bad.“ Fra elevatoren træder vi ud i det store kasino. Hele stueetagen er ét stort rum, kun adskilt af planter og søjler der markerer forskellige afdelinger, men det grønne væg til væg-tæppe og lyden fra spillemaskinerne er ens overalt. Ved spillerskranken får vi udleveret vores plastikkort til maskinerne, det hænger i en kæde af elastik, man kan sætte det i bæltet eller i en lang løkke om halsen. Vi går en tur rundt mellem maskinerne, her er lidt mørkt og rart at være, det føles som om man kan passe sig selv. Det er svært at vælge den rigtige maskine, der er så mange forskellige slags. Der må være en af dem som er netop den rigtige, jeg forsøger at fornemme hvilken maskine der giver den store gevinst. – 93 –
Tiderne_Måske går det over.indd 93
30/08/12 13.10
„Den her, tror jeg,“ siger han. „Jeg har en fornemmelse her.“ Af og til er hans fornemmelser rigtige, så jeg sætter mig i den store bløde stol på en stilk der kan dreje. De første gange vinder vi en smule. „Min mor siger: Bliv ved den maskine der giver penge,“ siger han. „Hvis den bliver ved at give, så bliv siddende.“ „Også selvom det er så lidt?“ spørger jeg. Han står bag mig i stolen, vi skiftes til at trykke på knapperne. „Ja, men hvis den ikke har givet noget efter tre forsøg, så gå videre. Og hun har vundet meget.“ Jeg kommer til at nyse, min næse gør ondt. Jeg drejer mig lidt rundt på stolen så jeg kan læne hovedet mod hans mave. „Det gør allermest ondt når jeg nyser.“ Han stryger mig over ryggen. „Det var så uhyggeligt.“ Han nikker og vi er stille lidt. Jeg føler mig helt udmattet. Han masserer mine skuldre lidt og samler mit hår i en slags hestehale. „Skal vi prøve en anden maskine? Eller er du sulten?“ For at komme ind i restaurantafdelingen skal vi forbi en kvinde ved et kasseapparat. Vi skal betale for buffeten på forhånd, men vi kan ikke bruge rabatkuponen, det er kun mellem 18 og 19. Han prøver at overtale hende, han får hende til at smile, men vi får ikke rabat. Drikkevarer inkluderer vand og kaffe, vi får udleveret to sæt bestik. „Værsgo og sæt jer,“ siger hun. Der er næsten tomt i restauranten, tæt ved vores bord sidder en høj mand alene og spiser, og i den anden ende – 94 –
Tiderne_Måske går det over.indd 94
30/08/12 13.10
af lokalet sidder et ældre par. En ung mand kommer hen til vores bord og skænker vand op. „I går bare selv op til buffeten,“ siger han. Vi sidder et øjeblik og ser på hinanden, han tager en dyb indånding, jeg har lyst til at tage hans ansigt i mine hænder. Vi følges op til buffeten, der er en hel masse forskelligt julemad, men fordi det er tirsdag er der også den sædvanlige krabbeklør-buffet. „De er jo kæmpestore,“ siger han, da han tager en op fra tallerknen og knækker den for at få kødet ud. Jeg nikker. Jeg sidder og trykker lidt på min næse. „Det var godt hun sagde undskyld.“ Han taler med mad i munden, han spiser altid hurtigt. „Det gjorde hun jo ikke.“ „Jo, hun sagde da undskyld. Da hun sad i sofaen bagefter.“ „Hun sagde: ‘Undskyld, men egentlig havde jeg lyst til at slå dig meget mere.’ Hun truede faktisk.“ Jeg taler langsommere end normalt, det er rart at være så udmattet, jeg tror ikke vi kommer op at skændes om hans familie i dag. „Det føltes også sådan. Som om hun havde lyst til at slå mig ihjel. Det var uhyggeligt.“ „Ja.“ Han nikker. „Skal du ikke have noget at spise?“ „Hun slog mig så mange gange i ansigtet. Det var som om hun ville slå mig ihjel.“ „Nej, det tror jeg altså ikke.“ „Prøv at se mit ansigt.“ – 95 –
Tiderne_Måske går det over.indd 95
30/08/12 13.10
„Ja,“ han nikker. „Ja, undskyld. Jeg tror måske bare ikke hun ville slå dig ihjel.“ „Så du ikke at hun tog mit tørklæde og hev til. Så du ikke det?“ „Jo. Jeg vil bare helst ikke have det var sådan.“ Han ser sig omkring, der er ingen som lægger særligt mærke til os. Jeg lægger hånden på min næse og hen under øjet, og tager den væk igen, det er noget jeg helt automatisk kommer til at gøre. Så spiser jeg noget kartoffelsalat, det smager udmærket. Han ser på mig mens han suger noget krabbekød ud. „Det må du undskylde. Det skulle ikke gå ud over dig.“ Han ser virkelig ulykkelig ud. „Det er ikke din skyld.“ „Nej, men det er jo min familie.“ Han ser ned på sin tallerken, jeg kan høre spillemaskinerne. „Det er ikke din skyld,“ siger jeg igen. „Og du reddede mig jo.“ Jeg smiler til ham, jeg ville ønske han ville smile. „Jeg blev så forskrækket at det tog mig et par sekunder at reagere,“ siger han og ryster på hovedet. Han har tårer i øjnene, jeg smiler til ham, men han smiler ikke, han holder bare fast i mit blik. Så er det gået over og han tager en tår af sit vand. „Skal du ikke have noget krabbekød?“ Jeg ryster langsomt på hovedet. „Det er ikke så godt at spise krabber.“ „Hvorfor?“ „Det er noget med fiskebestanden.“ „De er jo døde nu. Så er det da dumt.“ – 96 –
Tiderne_Måske går det over.indd 96
30/08/12 13.10
„Nej, men jeg kan ikke lige huske argumentet.“ „Nå,“ siger han. „Eller det er vist noget med udbud og efterspørgsel.“ Jeg rører forsigtigt ved min næse, jeg kan ikke lade være. „Det var dig der ville have fiskebuffet,“ siger han. Et stykke bag ham står et lille juletræ med elektrisk lys i forskellige farver, det har jeg ikke lagt mærke til før nu. „Ja, det var. Det er rart at sidde her.“ „Vi kommer til at sove godt i nat. Men vi spiller lidt først, ikke? Jeg vil gerne hen og spille terninger, der er oddsene bedst. Det kan være det var meningen vi skulle ende her. For at vinde den store gevinst.“ Jeg nikker, han taler tit om den store gevinst. „Glædelig jul,“ siger han og løfter sit vandglas.
– 97 –
Tiderne_Måske går det over.indd 97
30/08/12 13.10