Tusind og en nats samtaler af Ole Grünbaum

TUSIND OG EN NATS SAMTALER

Tiderne_Tusind og en nats_P.indd 1

24/06/16 11.40

Af samme forfatter: Provokér, 1967 Kulturkampen, 1968 (red. s.m. Henrik Stangerup) Emigrér, 1968 Når jeg blir statsminister, 1970 Mord i kirken, 1971 Ikke-tænkningens kunst (digte), 1974 Computere, 1987 Du skal ud, 1988 Computervisioner, 1995 Den digitale darwinisme, 1999 Tekno-fetichismen – og drømmen om det gnidningsløse samfund, 2001 Farvel til Krønikesamfundet, 2004 Grüns Almanak, 2004 Bar røv i 60’erne, 2006 Den dag min fremtid forsvandt, 2008 The Greatest Truth of All – You Are Alive, 2012 (red. engelsk) No Ordinary Box, 2013 (red. engelsk)

Tiderne_Tusind og en nats_P.indd 2

24/06/16 11.40

OLE GRÜNBAUM

Tusind og en nats samtaler Fortællingen om digteren Rumi og vismanden Shams

TIDERNE SKIFTER

Tiderne_Tusind og en nats_P.indd 3

24/06/16 11.40

Tusind og en nats samtaler

Fortællingen om digteren Rumi og vismanden Shams © 2016 Ole Grünbaum/Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Forsideillustrationer: Udsnit af bogmaleri fra 1501 Sat med Times New Roman hos An:Sats, Espergærde Tryk: Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-315-2

Udgivet med støtte fra

Forfatteren takker fonde og personer, som har gjort hans arbejde med denne bog muligt gennem legater og lån: Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Bent Boyum Hansen, Jacques Bue Pedersen og Kenneth Bendroth.

TIDERNE SKIFTER · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf. 33 18 63 90 · Fax 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk

Tiderne_Tusind og en nats_P.indd 4

24/06/16 11.40

Når noget skal siges, så siger jeg det, om så alle mennesker hiver mig i skægget og siger jeg skal holde mund. Om det så tager tusind år, vil disse ord nå dem de er beregnet til.

Shams fra Tabriz (cirka 1185-1249)

Jeg er et bjerg, hvis ekko er vennens stemme.

Du tror jeg taler, men det er en andens ord du hører.

Rumi (1207-73)

Tiderne_Tusind og en nats_P.indd 5

24/06/16 11.40

Tiderne_Tusind og en nats_P.indd 6

24/06/16 11.40

Indhold Forord 9 Den østlige renæssance 15 FØRSTE BOG 21

Vandet søger den tørstende – hvori vi hører om Shams lige fra hans fødsel og følger ham på hans lange vej til Konya ANDEN BOG 87

Der kom til byen en mand – hvori vi først hører om Rumi, som Shams rejser til Konya og opsøger, og dernæst om hvordan Rumi går gennem hjertets dør og begynder at danse og digte TREDJE BOG 173

Adskillelsens tårer – hvori vi hører om elskernes vej og den store ballade i Konya og Rumis problemer med at leve op til sine egne ord FJERDE BOG 235 Venskab og enhed – hvori Shams gør sin stilling til Muhammed, koranen og islam op og udvider venskabet til også at omfatte de kristne FEMTE BOG 299

Hjertets verden – hvori Shams lærer Rumi om en kærlighed der er ældre end universet, og hvor han vender en gammel historie på hovedet

7

Tiderne_Tusind og en nats_P.indd 7

24/06/16 11.40

SJETTE BOG 327

Slutspil – hvori Rumi langt om længe bliver skakspiller

Efterskrift 365 TILLÆG 369

Rumi efter Shams, og efter sig selv – hvori vi hører om Rumis videre liv og om hans og Shams’ indflydelse op gennem århundrederne helt til vores egen tid

Noter 387 Personer 389 Kilder 394

Tiderne_Tusind og en nats_P.indd 8

24/06/16 11.40

Forord

Den oceaniske følelse Denne består i en særlig følelse, der aldrig plejer at forlade ham, en fornemmelse af „evigheden“, en følelse af noget ubegrænset, en ligesom „oceanisk“ fornemmelse.

– Sigmund Freud, 1929

Den østrigske læge og opfinder af psykoanalysen Sigmund Freud sidder i sin lejlighed i Berggasse 19 i Wien og færdiggør sin bog Kulturens byrde. Freud er blevet 73 år gammel og dør 10 år efter i eksil i London og bogen bliver et slags testamente for hans livslange bestræbelse på at forstå og forklare menneskets indre drivkræfter og psykiske udvikling og derigennem også sætte hele kulturen i perspektiv. Året er 1929. Freud er lige blevet færdig med bogen, der på tysk kommer til at hedde Das Unbehagen in der Kultur. Så skriver han sit forord. Det begynder: „Man kan ikke frigøre sig fra det indtryk, at mennesker almindeligvis anlægger en forkert målestok, når de stræber efter magt, succes og rigdom for sig selv og beundrer dette hos andre, men samtidig undervurderer livets sande værdier.“ Derefter taler Freud om nogle særlige mennesker som udmærker sig på helt andre måder. En af disse er hans ven, den franske forfatter og fredsaktivist Romain Rolland, som i dag næsten er glemt, men var en fremtrædende europæisk kulturpersonlighed i første halvdel af 1900-tallet.

Han havde fået Nobelprisen i litteratur i 1915 og blandt andet skrevet en bog om indiske Mahatma Gandhi, og han var førende blandt de europæiske intellektuelle der prøvede at forhindre Første Verdenskrig i at bryde ud.

Freud og Rolland har skrevet breve til hinanden gennem nogle år 9

Tiderne_Tusind og en nats_P.indd 9

24/06/16 11.40

og Rolland har præsenteret Freud for et helt nyt begreb: den oceaniske følelse. I sit forord fortæller Freud: „Denne består, efter hvad han skriver, i en særlig følelse, der aldrig plejer at forlade ham. En følelse, han gerne ville betegne som en fornemmelse af „evigheden“, en følelse af noget ubegrænset, skrankeløst, en ligesom „oceanisk“ fornemmelse. Denne følelse er for ham en rent subjektiv kendsgerning, ikke nogen trossætning.“ Herefter diskuterer Freud i resten af forordet eksistensen af og betydningen af den oceaniske følelse. Freud sætter den ind i sin teori om spædbarnets udvikling og mener at følelsen stammer fra den første periode, fra før barnet opdager, at det er adskilt fra omverdenen og derefter udvikler sit jeg. Med andre ord: en oprindelig jegløs følelse.

Det er imponerende, synes jeg, i hvor stor udstrækning Freud – midt i sine teori-udviklinger og midt i sit arbejde med at prøve at skelne mellem illusion og virkelighed – altid anerkender og accepterer andre menneskers følelser, også når de udfordrer hans teorier. Rolland understreger, at den oceaniske følelse ikke er nogen tro eller religion, men virkelig. Og det accepterer Freud, som også prøver at undersøge sagen i sig selv, men ikke mener, han har følt denne følelse som voksent menneske.

Rolland, derimod, har følt den oceaniske følelse og føler den løbende.

Dette giver ham, fortæller han Freud, en tilfredsstillelse, han altid kan have.

Og at Freud taler om den oceaniske følelse helt fremme i bogen, straks i forordet, afslører, at noget i ham tænker eller fornemmer, at denne følelse måske er nøglen til en meget mere omfattende forståelse af ­mennesket end den han selv havde udviklet. Han ser sig i hvert fald nødsaget til at sætte følelsen på plads med det samme, før han kan gå videre med sine store tanker om illusion og virkelighed og menneskelig udvikling.

Freud mente som sagt ikke han nogensinde selv havde oplevet følelsen.

Det gjorde derimod Romain Rolland. Og det gør jeg. Jeg har følt den oceaniske følelse og nikker genkendende til Rollands udsagn om den.

Og dette er denne bogs raison d’être.

Kort sagt kan man sige, at der er to måder ved hjælp af hvilke, man kan forsøge at forstå sig selv. Den ene er analytisk og intellektuel. Den anden er intuitiv – gennem ordløs introspektion. Man kan godt kombinere 10

Tiderne_Tusind og en nats_P.indd 10

24/06/16 11.40

de to tilgange til selvforståelse, men det er min erfaring, at man bedst kan komme til at kende sit inderste selv i stilhed og i ordløshed.

Det samme havde Romain Rolland erfaret, og det var det der førte ham til den oceaniske følelse. Og det var også den følelse, jeg genkendte, da jeg første gang stødte på digte af den middelalderlige persiske digter Rumi i 1990erne, mens jeg boede i USA. Mange amerikanere var blevet begejstret for Rumis digte, lidt en parallel til den enorme interesse for den libanesiske digter Kahlil Gibran i 1960erne og 70erne, hvor hans Profeten blev solgt så meget, at han i dag i USA rangerer på tredjepladsen på listen over alle tiders mest solgte poeter – efter Shakespeare og Laotse. Men i 1990erne – og i de følgende årtier – har det været Rumi der har solgt et usædvanligt stort antal bøger med digte.

Jeg skaffede mig en stribe bøger med Rumis digte. Og så læste jeg i alle forordene – såvel som i nogle af digtene – historien om Rumis forhold til den omvandrende vismand Shams fra Tabriz. Når vi i dag overhovedet kender til mødet mellem Shams og Rumi, som fandt sted midt i 1200-tallet, er det på grund af de digte Rumi skrev under deres samvær, som senere blev samlet under titlen Shamsdigtene (Diwan-e-Shams). Det er en gigantisk digtsamling med cirka tusind af digtene henvendt til eller om Shams. Disse digte blev udbredt allerede i Rumis levetid og efter hans død vandrede de gennem hele Mellemøsten og derved kom automatisk spekulationerne over, hvem den mystiske Shams havde været.

Nogle hævdede, at Shams slet ikke havde levet, men var et produkt af Rumis fantasi, en figur han skabte for at kunne udfolde sit digteriske geni. Det har folk også engang påstået om Sokrates, altså at Platon havde opfundet ham. Men det blev modbevist, da man ikke alene fandt manuskripter fra andre forfattere, der nævnte Sokrates, men også fandt Sokrates’ buste.

Så i dag ved vi, hvordan Sokrates så ud – bortset fra at hans næse ikke er den lille stump man ser på marmorbusten, for den er brækket af under tidens tand. Hvordan Shams så ud, ved vi ikke. Heller ikke, hvordan Rumi så ud. Vi har billeder af begge, men disse er lavet flere hundrede år efter. Så de to er gengivet som typer: skæg, langt hår – og alvorsfulde brændende udtryk i de let skrånende asiatiske øjne under turbanen 11

Tiderne_Tusind og en nats_P.indd 11

24/06/16 11.40

eller den høje hat. Men eftersom der ikke går røg uden ild, skal der nok være noget om det. Begge var centralasiater af krop og persere af sprog og kultur.

Ligesom Sokrates skrev Shams fra Tabriz ikke. Det har fået mange til at mene, at han var uuddannet, for i den persiske kultur skrev alle, der både var veluddannede og havde et budskab eller nogle meninger. De fleste af de store sufier efterlod sig afhandlinger og ofte digtsamlinger, endda brevsamlinger. Shams havde først og fremmest efterladt sig Rumis Shamsdigte, mente man. Oven i købet på trods af, at en bog af Shams kaldet Maqalat (Artikler) omtales langt tilbage i tiden.

Håndskrevne kopier af Shamsoptegnelserne, som det er ganske rimeligt at kalde bogen, dukkede så op i Teheran sidst i 1960erne og har siden været tilgængelig på tryk på persisk, og i det nye årtusind i flere udvalg på engelsk.

Bogen består af udtalelser af Shams og referater af hans diskussioner med Rumi og andre, og den viser at Rumi måske ikke var helt galt afmarcheret, da han udnævnte Shams til at være tidens store mester. Shams var i al fald en yderst markant skikkelse som nogen forskere oven i købet har sammenlignet med Sokrates.

Rumi skrev begejstrede og henførte digte, mens Shams blot talte. Det er jo også en form for samtale. Af denne fremgår det, at Shams’ tilstedeværelse fremkaldte en total transformation i Rumi, som bevægede sig fra at være en from og dydig prædikant og retslærd til at blive en dansende glædens digter. Endvidere fremgår det af optegnelserne, at Shams ledte ham, skridt for skridt, gennem denne forvandling.

Da processen begyndte, var Rumi allerede en lokal berømthed, mens Shams var en ukendt vandringsmand. Og Shams ønskede slet ikke at blive kendt af en større offentlighed, mens Rumi som tiden gik, især efter hans død, blev kendt over hele verden. Og dermed var den person, som Rumi havde hyldet som „Muhammeds efterfølger“ og „vor tids Jesus“, blevet en biperson i fortællingen om hans liv. Alle Rumibøger følger dette skema: det er Rumi der er hovedperson og Shams er hans hjælper.

Det er sandt, at Shams så sig selv som Rumis hjælper – men Sokrates betegnede sig selv som en jordemoder, en fødselshjælper, og alligevel 12

Tiderne_Tusind og en nats_P.indd 12

24/06/16 11.40

betragtes han som en af verdens største filosoffer gennem tiderne. Man kan altså godt være en hjælper og samtidig være stor!

Jeg besluttede derfor, at Shams skulle være hovedpersonen i min fortælling, mens Rumi så måtte være … den anden hovedperson. For man kan ikke så godt forstå Shams uden at forstå Rumi. Og man kan slet ikke forstå Rumi uden at forstå Shams. Men det er historien om Shams, denne bog fortæller. Det er ikke bogen om Rumi, men derimod fortællingen om, hvordan Rumi blev til Rumi – ved at møde Shams fra Tabriz og have cirka tusind og en nats samtaler med ham.

Ud fra Shams’ udtalelser og Rumis digte har jeg rekonstrueret Shams’ liv samt hele forløbet mellem de to venner. Men jeg har også benyttet en tredje kilde, nemlig De videndes gerninger, en Rumi-familjekrønike der blev skrevet mere end 50 år efter Rumis død af Aflaki, en ven af Rumis sønnesøn. Denne slægtskrønike indeholder mange oplysninger om, hvad der skete, da Shams og Rumi var sammen, men sandhedsværdien er lidt tvivlsom, for bogen er en typisk middelalderlig helgenberetning, hvor Shams og Rumi kan teletransportere sig selv, forudsige fremtiden, især andres død, og hvis nogen er så formastelig at modsige dem, falder disse enten døde om på stedet eller pådrager sig en alvorlig sygdom.

Aflaki er stærkt underholdende, men jeg skulle si overtro og typisk helgen-bragesnak fra for at finde frem til de anvendelige oplysninger i hans bog. For ud over underholdningsværdien giver Aflaki faktisk en del indsigt i begivenhederne, som Rumifamiljen havde ligget inde med i nogle generationer. Derfor kunne jeg ikke helt kassere ham. Han er med i historien – som en stemme fra Shams’ og Rumis nærmeste eftertid, som på én gang giver nogle interessante oplysninger og samtidig illustrerer, at der ikke skal gå ret mange år, før virkelighed bliver til myte.

Virkeligheden havde været, at der engang var to venner, Rumi og Shams.

Rumi kaldte Shams for Alle Sjæles Konge og Gudsmennesket – og Shams blev ved med at sige: „Hvorfor ser du det dog ikke i dig selv?“ Og det var dette der definerede samspillet mellem de to, fra først til sidst. Shams inviterede Rumi til at føle det samme ocean, som han selv følte.

13

Tiderne_Tusind og en nats_P.indd 13

24/06/16 11.40

Tiderne_Tusind og en nats_P.indd 14

24/06/16 11.40

Den østlige renæssance Åh, Shams, du lyser op i Syrien, Armenien og Anatolien.

– Rumi

Fortiden er et fremmed land, hvor folk gjorde alting på en anden måde. I 1200-tallet fremstillede man alle ting i hånden. For eksempel producerede man bøger ved at skrive dem af. Og eftersom der i Mellemøsten var et stort læsende publikum, var dette et godt erhverv. Der var bogværksteder og bogmarkeder alle vegne.

Papirteknikken var kommet fra Kina, og ligeså blækket. Det var sket omkring år 800, mens Europa først fik fat i denne den sidste nye informationsteknologi i 1100-tallet.

Det samme mønster havde gjort sig gældende med nullet, som blev opfundet i Indien i 600-tallet. I Mellemøsten brugte man snart herefter nullet. Den katolske kirke i Vesteuropa var først imod – nullet passede ligesom ikke med dens forestillinger om Gud og skabelsen – men nullets matematik passede på den anden side fint med at holde regnskab over kirkens besiddelser og indtægter, så det vandt alligevel indpas i Europa.

Det skete omkring år 1100. Derfor bruger europæere og det meste af verden i dag arabertal – og ikke romernes tal.

Der blev skrevet tusinder og atter tusinder af bøger i Mellemøsten, og biblioteker med tilsammen millioner af bind var alle vegne – i moskeer, i hospitaler, på universiteter og i skoler, i synagoger, kirker og klostre, i paladser og i velhavende borgeres hjem. Den østpersiske læge og filosof Ibn Sina (980-1037) fortæller således i sin selvbiografi om et besøg på en mindre fyrstes bibliotek i Bukhara (i vore dages Usbekistan):

15

Tiderne_Tusind og en nats_P.indd 15

24/06/16 11.40

„Jeg gik ind i et palæ, hvor der var mange afdelinger, og hvert værelse i afdelingerne var fuld af bøger der lå i stakke oven på hinanden. I en afdeling var der bøger om sprog og poesi, i en anden bøger om retslære, og så videre. Hver afdeling havde ­bøger inden for en enkelt videnskab.

Jeg læste et katalog over værker fra det gamle Grækenland og bad om at få de bøger, som jeg udvalgte. Og jeg så bøger, som jeg aldrig før havde set og heller ikke har set siden. Jeg læste disse bøger, mens jeg skrev noter om deres indhold. Og på den måde lærte jeg, hvilken position hver enkelt forfatter havde inden for sin videnskab.“ Man ved fra sådanne kataloger, som Ibn Sina betjente sig af, og fra mange bemærkninger i manuskripter, at oldtidens og den tidlige middelalders store forfattere skrev utroligt mange bøger, op til tre og fire hundrede af enkelte forfattere. Men de fleste af disse bøger er gået til grunde, ofte på grund af et bevidst ønske hos invaderende hære og regenter. Derfor har man i dag bevaret så forholdsvis få af dem. Mange var tilsyneladende enige om det gode i at destruere kulturens vigtigste fundament, bøgerne.

Korsridderne brændte biblioteker af, hvor de kom frem. Mongolerne gjorde det i begyndelsen. De kristne havde faktisk gjort det siden kirkens succes i Romerriget i 300-tallet. Man regner med, at der før de store kirkemøder i 300- og 400-tallet fandtes op imod hundrede forskellige kristne evangelier. Nogle af de der forsvandt, bliver så fundet i vore dage, fordi folk gemte skriftrullerne væk i krukker: Thomasevangeliet, Philip, Judas, Maria Magdalena, osv.

Bare to år før mødet mellem Rumi og Shams afbrændtes der på et torv i Paris 25 vognladninger med hebræiske bøger. Som de eneste i den europæisk-mellemøstlige verden syntes araberne og perserne ikke, som hovedregel i alt fald, at det var en god idé at forbyde og brænde bøger.

Og det gav gevinst i form af en fantastisk mangfoldighed og kulturel blomstring. Det er svært at forstå, at den muslimske verden senere, endda frivilligt, afgav denne fordel til Vesteuropa – ved at modsætte sig bogtrykkerkunsten i veneration for den klassiske kalligrafi. Noget lignende gjorde Kina, som var middelalderens andet store imperium, økonomisk såvel som kulturelt, ved at bygge en mur omkring landet og lukke sig 16

Tiderne_Tusind og en nats_P.indd 16

24/06/16 11.40

inde bag denne, bogstaveligt og metaforisk.

Vesteuropa var på Rumis og Shams’ tid langt efter Mellemøsten, både hvad angik materiel og intellektuel kultur. Dog ikke alle steder, for rige fyrster kunne også i Vesteuropa få fat i det nye. Men i almindelighed i kulturen var Vesteuropa bagefter og der var på den anden side i hele verden ikke noget så moderne som Mellemøsten. Mellemøsten havde flest bøger, flest store byer og den største produktion. Europa var lille i sammenligning, endda økonomisk set også svagere end både Indien og Kina, hvorfor hovedvejene i Mellemøsten gik mod øst, ikke mod vest.

Vesteuropa havde befundet sig i en lang søvn, som kan dateres tilbage til byen Roms fald og efterfølgende tilbagegang i 400-tallet. At oldtidens millionby Rom næsten kunne forsvinde – den var på et tidspunkt helt affolket og i 1200-tallet var den kun på 20.000 indbyggere – havde været en enorm rystelse for vesteuropæisk kultur. Romerriget havde været verdens hidtil største imperium. Men i 400-tallet og de efterfølgende århundreder gik regeringssystemer og kæmpe netværk af veje og broer og uddannelses­institutioner i opløsning og forfald i hele imperiets vesteuropæiske område – i Italien, Spanien, Frankrig og England.

Men hvad der næsten forsvandt i Vesteuropa var ikke blot den romerske magtstruktur, men også den enestående græsk-romerske kultur, der gennem små tusind år havde været pluralistisk.

At kulturen var pluralistisk betød, at forskellige videnskabelige, religiøse, politiske og filosofiske sandheder frit konkurrerede på ideernes markedsplads, hvor deltagerne skrev afhandlinger, hvor de diskuterede de gængse sandheder og kom med forslag til forbedringer eller nye sandheder. Med kristendommens sejr blev alt dette afskaffet. Der var kun én tilladt religion, og filosofi og videnskab var afskaffet, hvilket betød at der kun var én tilladt sandhed.

Gennem otte hundrede år herefter var lærdom og filosofi, videnskab og kunst stort set sat på standby i Vesteuropa, mens Mellemøsten samtidig oplevede en guldalder, en østlig renæssance, som til at begynde med blev ledet af araberne, men inkluderede både kristne, muslimer, jøder og andre i en videreførelse og endda en udvidelse af den græsk-romerske civilisation – med en stadig strøm af impulser fra både Persien, Indien og Kina.

17

Tiderne_Tusind og en nats_P.indd 17

24/06/16 11.40

Mens kristne regenter overalt var engageret i at bekæmpe „kættere“, blev det muslimske Mellemøsten et fristed for grene af kristendommen som var mere eller mindre forbudte i de kristne lande, men nu overlevede under muslimsk beskyttelse.

Da Polo-familjen i 1270erne rejser gennem Persien og videre til Mongoliet og Kina, møder de overalt – selv i Mongoliet – nestorianere, en gren af kristendommen som kollektivt var blevet dømt som kættere ved et kirkemøde i 431 i Efesos, nær vore dages Izmir i Tyrkiet. De kaldte sig nestorianere efter Nestor, en patriark i Konstantinopel som havde prædiket at Jesus var et menneske og derfor havde nægtet at kalde Maria for „Guds moder“. Nestorianerne søgte derefter beskyttelse i Persien, hvor zaratustrianismen var statsreligion. For ikke at blive betragtet som fortrop for persernes arvefjende, Grækenland, afbrød den nestorianske kirke alle forbindelser med patriarken i Konstantinopel. Og da Persien blev erobret af arabiske hære fra 644, blev den nestorianske kirke et anerkendt trossamfund i det nye kalifat. I 900-tallet talte man 15 nestorianske bispedømmer i selve kalifatet og derudover 5 længere østpå, blandt andet i Kina og Indien. Og i Bagdad sad der altid udsendinge fra den nestorianske kirke, som havde indflydelse på kaliffens og regeringens beslutninger.

Mens det gamle Rom var i knæ, så eksisterede det østlige Romerrige med hovedstad i Konstantinopel, vore dages Istanbul, stadig i 1200-tallet, men det var trængt tilbage fra sine tidligere besiddelser i Nordafrika og Mellemøsten gennem arabiske og tyrkiske erobringer. Nu var det et rent græsk rige på et mindre område i det nordlige og vestlige Anatolien samt Balkan og vore dages Grækenland. Konstantinopel, som på sit højdepunkt havde haft op mod en million indbyggere, var nede på et par hundred tusind – men var på Shams’ og Rumis tid stadig langt den største kristne by i verden.

Men den største del af Anatolien var nu sultanatet Rum. „Rum“ var simpelthen det græske – og arabiske og persiske – ord for Rom. Og det eneste romerrige der var tilbage i hele verden hed derfor kejserriget Rum. Hovedstaden i sultanatet hed Konya, en by i det centrale Anatolien, 18

Tiderne_Tusind og en nats_P.indd 18

24/06/16 11.40

som var på størrelse med datidens London og Paris, med henved 50.000 indbyggere, og det var her Rumi boede.

Men Konya var kun en mellemstor by. Mellemøsten havde en række storbyer, for eksempel Damaskus med adskillige hundrede tusinde ­indbyggere, Kairo med en halv million og Bagdad med omkring en million.

Aleppo i det nordvestlige Syrien var også en storby, og ligesom Damaskus var den også ældgammel. Og det er i området mellem og inklusive Damaskus og Aleppo, og nord herfor i Anatolien, og østpå mod Tabriz i Vestpersien – at Shams og Rumi levede og virkede. Rumi omtalte i et digt dette område som „Syrien, Anatolien og Armenien“, men det skal man ikke tage for bogstaveligt, for landegrænserne var noget flydende.

Magthaverne de forskellige steder skiftede med mellemrum gennem krige og arvefølger, nogle gange næsten fra den ene dag til den næste.

Hvad der ikke skiftede så hurtigt var indbyggerne og kulturen. Islam var kommet til fra den anden halvdel af 600-tallet, med arabernes erobringer, men der var stadig kristne og jødiske samfund over det hele.

Rumi og Shams var muslimer af religion, og persere af kultur. Da Persien i 600-tallet blevet erobret af arabiske hære, blev den persiske kultur nærmest endnu stærkere af at indgå i „den muslimske verden“, for nu kunne den frit brede sig i alle Mellemøstens lande og endda langt ind i Indien – nærmest på samme måde som græsk kultur havde bredt sig i Romerriget.

Og når persisk kultur bredte sig, var det blandt andet i skikkelse af dens mangfoldighed af digtere, som Rumi skulle tilslutte sig rækken af – inspireret dertil af venskabet med Shams.

Mange af de persiske digtere havde gennem et par århundreder været kendt som det vi i dag kalder sufier (persisk: dervisher). De udgjorde en særlig gren af islam, hvor man opfattede Muhammed og hans koran som fortaler for selverkendelse, glæde og fred – og de var primært ikke så optaget af islams regler for samfundslivet, sådan som andre grene af det muslimske samfund var. Og er.

Sufiernes indflydelse i den muslimske verden var ganske stor fra cirka år 800 og helt op i 1800-tallet, og der var ikke nogen skarp adskillelse 19

Tiderne_Tusind og en nats_P.indd 19

24/06/16 11.40

mellem sufier og retslærde; mange – som Rumi – var begge dele på én gang. Der var sufi-organisationer i alle byer, og ofte adskillige af dem i den enkelte by. Og hele den muslimske verden kendte til sufiernes ideer Dette er baggrunden for historien om Shams fra Tabriz og hans møde med Rumi.

Tiderne_Tusind og en nats_P.indd 20

24/06/16 11.40