Han er tilbage af Timur Vermes

HAN ER TILBAGE

7LGHUQHB+DQ HU WLOEDJH N LQGG

7LGHUQHB+DQ HU WLOEDJH N LQGG

T IMU R VE R ME S

HAN ER TILBAGE Oversat af Hanne Lund

TIDERNE SKIFTER

7LGHUQHB+DQ HU WLOEDJH N LQGG

Han er tilbage Originally published in Germany under the title „Er ist wieder da“ by Eichborn – A Division of Luebbe Publishing Group Copyright Š 2012 by Bastei LĂźbbe GmbH & Co. KG, KĂśln Published in agreement with Leonhardt & Høier Literary Agency A/S, Copenhagen.

Dansk udgave Š 2013 Tiderne Skifter, Copenhagen Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Bembo hos An:Sats, EspergÌrde og trykt hos XXXXX ISBN 978-87-7973-585-9

Udgives med støtte fra

Tiderne Skifter Forlag ¡ LÌderstrÌde 5, 1. sal ¡ 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 ¡ Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter ¡ www.tiderneskifter.dk

7LGHUQHB+DQ HU WLOEDJH N LQGG

Samtlige handlingsforløb, karakterer og dialoger i denne bog er ren fiktion. Ligheder med levende personer og/ eller deres reaktioner, med firmaer, organisationer etc. er tilfÌldige alene af den grund, at andre fremfÌrds- og adfÌrdsmüder fra de handlende figurers side under sammenlignelige omstÌndigheder i realiteten ikke fuldstÌndig kan udelukkes. Det er vigtigt for forfatteren at slü fast, at Sigmar Gabriel og Renate Kßnast ikke virkelig har talt med Adolf Hitler.

5

7LGHUQHB+DQ HU WLOEDJH N LQGG

7LGHUQHB+DQ HU WLOEDJH N LQGG

OpvĂĽgnen i Tyskland

F

olket var nok det, der overraskede mig mest. Her havde jeg virkelig gjort alt, hvad der var menneskeligt muligt for at ødelÌgge grundlaget for en fortsat eksistens pü dette af fjenden vanhelligede stykke jord.

Broer, kraftvĂŚrker, veje, banegĂĽrde, alt det beordrede jeg jĂŚvnet med jorden. Og i mellemtiden har jeg ogsĂĽ kunnet lĂŚse hvornĂĽr, nemlig i marts, og jeg er sikker pĂĽ, at jeg mĂĽ have udtrykt mig helt klart, hvad det angĂĽr. Alle forsyningsvĂŚrker skulle udslettes, vandvĂŚrker, telefonanlĂŚg, produktionsmidler, fabrikker, vĂŚrksteder, bondegĂĽrde, enhver form for vĂŚrdier, alt, og dermed mente jeg: alt!

I den slags tilfĂŚlde skal man gĂĽ omhyggeligt til vĂŚrks, sĂĽdan en ordre mĂĽ ikke efterlade den mindste tvivl om noget, det er jo en kendt sag, at den menige soldat, som forstĂĽeligt nok pĂĽ sit eget frontafsnit mangler overblikket og kendskab til den strategiske, taktiske sammenhĂŚng, nĂĽr han sĂĽ befinder sig pĂĽ det pĂĽgĂŚldende sted, kommer og siger: „Jamen, behøver jeg virkelig ogsĂĽ at sĂŚtte ild til denne, lad os bare sige, kiosk? Kan vi ikke lade den falde i fjendens hĂŚnder? Er det virkelig sĂĽ slemt, hvis den kiosk falder i hĂŚnderne pĂĽ fjenden?“ Selvfølgelig er det slemt!

Fjenden lÌser ogsü aviser! Han handler med dem, han vil vende kiosken mod os, alt, hvad han forefinder! Man er nødt til at ødelÌgge alle vÌrdier, og jeg understreger det 7

7LGHUQHB+DQ HU WLOEDJH N LQGG

endnu en gang: alle! Ikke kun huse, men ogsü døre. Og dørhündtag. Og skruerne, og ikke kun de store. Man er nødt til at skrue skruerne ud og bøje dem nüdesløst. Og døren mü man kvase, til savsmuld. Og derefter brÌnde.

For ellers vil fjenden skünselsløst selv gü ind og ud ad denne dør, som det passer ham. Men med et ødelagt hündtag og lutter bøjede skruer og en bunke aske: God fornøjelse, hr. Churchill! Under alle omstÌndigheder er disse krav krigens brutale konsekvens, det har jeg altid vidst, sü hvad det angür, kunne min ordre slet ikke have lydt anderledes, heller ikke, selv om baggrunden for min befaling var en anden.

I hvert fald oprindelig.

Det lod sig ikke lÌngere nÌgte, at det tyske folk til sidst i den episke brydekamp med englÌnderen, bolsjevismen, imperialismen havde vist sig underlegent og dermed forbrudt sin fortsatte eksistens selv pü det mest primitive stadium som jÌgere og samlere, jeg siger det ligeud. Af samme grund satte det ogsü sin ret til vandvÌrker, broer, veje over styr. Og til dørhündtag. Derfor gav jeg ordren, og ogsü lidt for fuldstÌndighedens skyld, for selvfølgelig gik jeg dengang ogsü lejlighedsvis et par skridt ude foran og rundt om Rigskancelliet, og dÊr var det umuligt at lukke øjnene for kendsgerningerne: amerikaneren, englÌnderen, de havde i henseende til min ordre allerede over større omrüder fritaget os for en betragtelig mÌngde arbejde med deres flyvende fÌstninger. I den følgende tid kontrollerede jeg naturligvis ikke udførelsen af denne ordre i alle enkeltheder. Man forstür sikkert, at jeg havde nok at gøre: NedkÌmpning af amerikaneren i vest, afvisning af russeren i øst, opbygning og videreudvikling af verdenshovedstaden Germania og sü videre, men efter min vurdering skulle den tyske vÌrnemagt nok have kunnet 8

7LGHUQHB+DQ HU WLOEDJH N LQGG

klare de øvrige dørhündtag. Og for sü vidt burde dette folk egentlig slet ikke findes lÌngere.

Men som jeg nu kan konstatere: Det er her stadig.

Det forekommer mig pĂĽ en vis mĂĽde ufatteligt.

PĂĽ den anden side: Jeg er her jo ogsĂĽ, og det forstĂĽr jeg heller ikke.

9

7LGHUQHB+DQ HU WLOEDJH N LQGG

1

J

eg husker, at jeg vügnede, det mü have vÌret tidligt pü eftermiddagen. Jeg übnede øjnene, over mig sü jeg himlen. Den var blü, let skyet, det var varmt, og jeg var straks klar over, at det var for varmt for april. Man kunne nÌsten kalde det hedt. Der var forholdsvis stille, ingen fjendtlige fly at se, ingen kanontorden at høre, ingen nedslag i nÌrheden, ingen luftsirener. Jeg registrerede desuden: intet Rigskancelli, ingen førerbunker. Jeg drejede hovedet, jeg sü, at jeg lü pü jorden pü en ubebygget grund, omgivet af tilstødende husmure af mursten, for en dels vedkommende smurt til med griserier, jeg blev straks Ìrgerlig og besluttede spontant at tilkalde DÜnitz. Først tÌnkte jeg endda, som i en døs, at DÜnitz müske ogsü lü her et sted, sü sejrede disciplinen, logikken, jeg forstod hurtigt situationens sÌrlige karakter. Jeg camperer normalt ikke under üben himmel.

Først prøvede jeg at komme i tanker om, hvad jeg havde foretaget mig aftenen før. Jeg behøvede ikke at tÌnke pü overdreven indtagelse af alkohol, jeg drikker jo ikke. Jeg kunne huske, at jeg til sidst havde siddet sammen med Eva i en sofa, pü en dyne. Jeg kunne ogsü huske, at vi havde siddet dÊr i en vis sorgløs stemning, jeg havde, tror jeg nok, besluttet for Ên gangs skyld at lade statsanliggenderne hvile, vi havde ingen sÌrlige planer for aftenen, 10

7LGHUQHB+DQ HU WLOEDJH N LQGG

at gĂĽ ud at spise eller i biografen kunne der naturligvis ikke vĂŚre tale om, det var allerede pĂĽ dette tidspunkt, ikke mindst takket vĂŚre min ordre, tyndet glĂŚdeligt ud i rigshovedstadens forlystelsesudbud. Jeg kunne ikke sige med sikkerhed, om Stalin ville komme til byen inden for de nĂŚrmeste dage, det kunne pĂĽ dette tidspunkt af krigen ikke helt udelukkes. Hvad jeg derimod med sikkerhed kunne sige, var, at han ville vĂŚre kommet til at lede lige sĂĽ forgĂŚves efter en biograf her som i Stalingrad. Jeg tror, vi sad og sludrede lidt mere sammen, Eva og jeg, og at jeg viste hende min gamle pistol, men andre detaljer huskede jeg ikke, da jeg vĂĽgnede. OgsĂĽ fordi jeg havde hovedpine.

Nej, det, jeg kunne huske fra den foregĂĽende aften, hjalp mig ikke videre.

Sü jeg besluttede at gü over til handling og beskÌftige mig mere indgüende med min situation. En ting, jeg har lÌrt i mit liv, er at iagttage, betragte, registrere ogsü ofte selv de mindste ting, som mangen en belÌst person ikke regner for noget, ja, ignorerer. Jeg, derimod, kan takket vÌre mange ürs jernhürd disciplin med god samvittighed sige om mig selv, at jeg bliver mere koldblodig, endnu mere velovervejet, og at mine sanser skÌrpes yderligere, nür situationen bliver kritisk. Jeg arbejder prÌcist og stabilt som en maskine. Jeg sammenfatter metodisk alle de informationer, jeg har: Jeg ligger pü jorden. Jeg ser mig om.Ved siden af mig ligger der skarn, der gror ukrudt, grÌsstrü, her og der en busk, ogsü en enkelt tusindfryd, mÌlkebøtter.

Jeg hører stemmer, de er ikke sÌrlig langt vÌk, rüb, lyden af noget, der hele tiden støder ind i noget andet, jeg ser i den retning, lydene kommer fra, de stammer fra nogle drenge, der spiller fodbold. For store til at vÌre Jungvolk, men vist alligevel for unge til Volkssturm, de er formodentlig i Hitlerjugend, men har übenbart fri fra tjeneste, 11

7LGHUQHB+DQ HU WLOEDJH N LQGG

fjenden lader til at holde en pause. En fugl hopper rundt i et trÌs grene, den kvidrer, den synger. Mange opfatter det kun som et tegn pü godt humør, men i denne uvisse situation, hvor man er henvist til enhver oplysning, er den end nok sü ubetydelig, kan den, der kender naturen og den daglige kamp for overlevelse, heraf slutte, at omrüdet er fri for rovdyr. Direkte ved siden af mit hoved befinder der sig en vandpyt, den ser ud til at vÌre ved at tørre ud, det har übenbart regnet for nogen tid siden, men ikke efter da. I randen af vandpytten ligger min kasket. Pü den müde arbejder min skolede forstand, pü den müde arbejdede den ogsü i dette forvirrende øjeblik.

Jeg satte mig op. Det lykkedes uden problemer, jeg bevĂŚgede benene, hĂŚnderne, fingrene, tilsyneladende var jeg uskadt, min fysiske tilstand upĂĽklagelig, jeg var ĂĽbenbart sund og rask lige bortset fra hovedpinen, jeg rystede nĂŚsten ikke engang pĂĽ hĂĽnden lĂŚngere. Jeg sĂĽ ned ad mig selv. Jeg havde tøj pĂĽ, jeg var iført uniform og soldaterfrakke. Den var noget snavset, om end ikke alt for meget, ĂĽbenbart havde jeg ikke ligget begravet under noget. Der var jord pĂĽ og noget, der forekom mig at vĂŚre krummer fra bagvĂŚrk, kage eller lignende. Stoffet lugtede stĂŚrkt af brĂŚndstof, mĂĽske benzin, det kunne skyldes, at Eva muligvis havde forsøgt at fjerne pletter pĂĽ min uniform, ganske vist med overdrevent store mĂŚngder rensebenzin, man skulle nĂŚsten tro, at hun havde hĂŚldt en hel dunk benzin over mig. Hun var der ikke selv, og der lod heller ikke til at vĂŚre andre fra min stab i nĂŚrheden. Jeg bankede det vĂŚrste snavs af uniformsfrakken og ĂŚrmerne, da jeg hørte en stemme. „Hey, gamle, kig lige!“ „Hey, hva’ er det for et offer?“ Jeg lignede ĂĽbenbart ĂŠn, der trĂŚngte til hjĂŚlp, det havde 12

7LGHUQHB+DQ HU WLOEDJH N LQGG

de tre Hitlerdrenge jo set helt rigtigt. De afsluttede deres fodboldspil, nĂŚrmede sig respektfuldt, meget forstĂĽeligt.

Südan pludselig at opleve Det Tyske Riges fører pü nÌrt hold, pü et stykke ubebygget jord, der normalt benyttes til sport og legemlig dygtiggørelse, midt mellem tusindfryd og mÌlkebøtter, det er ogsü for den unge, endnu ikke fuldt modnede mand en usÌdvanlig begivenhed i hans hverdag; alligevel ilede den lille skare til, hurtige som mynder, parate til at hjÌlpe. Ungdommen er fremtiden!

Drengene samlede sig rundt om mig, dog pĂĽ en vis afstand, og mønstrede mig, hvorpĂĽ den største af dem, ĂĽbenbart gruppeføreren, henvendte sig til mig: „Alt i orden, mester?“ Trods deres venlige opmĂŚrksomhed kunne jeg ikke lade vĂŚre med at bemĂŚrke, at Den Tyske Hilsen fuldstĂŚndig udeblev. Jeg indrømmer: Den lidt for uformelle tiltale, forvekslingen af „mester“ og „fører“ kunne skyldes overraskelse, i en mindre forvirrende situation ville den mĂĽske endda have kunnet fremkalde munterhed, ligesom der jo ofte selv i skyttegravens ubarmhjertige stĂĽltorden finder de mest bizarre narrestreger sted, men soldaten skal ogsĂĽ i uvante situationer udvise bestemte automatreaktioner, det er meningen med eksercitsen – hvis disse mangler, er hele armĂŠen ikke fem flade øre vĂŚrd. Jeg rettede mig op, det kneb lidt, jeg havde ĂĽbenbart ligget der temmelig lĂŚnge.

Alligevel rykkede jeg frakken pĂĽ plads og slog med nogle fĂĽ lette slag det vĂŚrste snavs af buksebenene. SĂĽ rømmede jeg mig og spurgte gruppeføreren: „Hvor er Bormann?“ „Hvaffor’n mand?“ Det var ufatteligt. „Bormann! Martin!“ „Kender ham ikke.“ 13

7LGHUQHB+DQ HU WLOEDJH N LQGG

„Aldrig hørt om ham.“ „Hvodden ser han ud?“ „Som en rigsleder, for pokker!“ Her var der et eller andet absolut usĂŚdvanligt pĂĽ fĂŚrde.

Jeg befandt mig ganske vist stadig i Berlin, det var klart, men øjensynlig uden hele regeringsapparatet. Jeg mütte hurtigst muligt tilbage til førerbunkeren, og, det indsü jeg hurtigt, til det formül kunne den tilstedevÌrende ungdom ikke vÌre mig til megen hjÌlp. Først og fremmest gjaldt det om at finde vej derhen. Det neutrale omrüde, hvor jeg befandt mig, kunne vÌre hvor som helst i byen. Men jeg behøvede vel blot at trÌde ud pü gaden, i denne tilsyneladende lÌngerevarende pause i skydningen ville der vel vÌre tilstrÌkkeligt med fodgÌngere, arbejdende folk og hyrevognschauffører, som kunne vise mig vej.

Formodentlig virkede jeg ikke tilstrĂŚkkeligt hjĂŚlpeløs pĂĽ HJ-drengene, det sĂĽ ud, som om de ville tilbage til deres fodboldspil, i hvert fald vendte den største af dem sig nu om mod sine kammerater, hvad der gav mig mulighed for at lĂŚse hans navn, som hans moder havde syet pĂĽ ryggen af hans ligefrem skingert kulørte sportsbluse. „Hitlerjunge Ronaldo! Hvordan kommer jeg ud til gaden?“ Reaktionen var beskeden, jeg mĂĽ desvĂŚrre sige, at gruppen dĂĽrlig nok lod til at have hørt mig, men en af de to mindste løftede dog armen en smule uden i øvrigt at standse og pegede pĂĽ et hjørne af grunden, hvor der faktisk ved nĂŚrmere betragtning viste sig at vĂŚre en gennemgang. I tankerne gjorde jeg mig et notat, der lød omtrent som „fyre Rust“ eller „fjerne Rust“, manden havde siddet i embedet siden 1933, og netop inden for uddannelsesvĂŚsnet er der ikke plads til en sĂĽ uhørt slendrian. Hvordan skal en ung soldat finde den sejrrige vej til 14

7LGHUQHB+DQ HU WLOEDJH N LQGG

Moskva, ind i bolsjevismens hjerte, hvis han ikke engang kan genkende sine egne befalingsmĂŚnd!

Jeg bøjede mig ned, samlede kasketten op og gik efter at have sat den pü hovedet med faste skridt i den anviste retning. Først rundt om et hjørne, derefter ad en smal passage mellem høje mure, hvorefter gadens lys dukkede op for enden. En sky kat trykkede sig forbi mig langs muren, den var mangefarvet og sü forsømt ud, derefter kun fire-fem skridt mere, og jeg trüdte ud pü gaden.

Jeg tabte vejret over det vÌldige stormløb af lys og farver.

Jeg huskede, at jeg sidst havde set byen som meget støv- eller feltgrü og ogsü med anselige ruinbunker og beskadigelser. Men det, der her lü foran mig, var noget ganske andet. Ruinerne var forsvundet eller i det mindste pÌnt fjernet, gaderne ryddet. I stedet holdt der talrige, ja, utallige farvede vogne i vejsiden, det drejede sig velsagtens om automobiler, men de var mindre, og alligevel virkede det, som om Messerschmitt-fabrikkerne over hele linjen havde haft stor indflydelse pü deres udformning, sü avancerede sü de ud. Husene var pÌnt malede i forskellige farver, der mindede mig om sukkergodt i min ungdom.

Jeg mĂĽ indrømme, at det svimlede lidt for mig. Mit blik søgte efter noget velkendt, jeg fik øje pĂĽ en vakkelvorn parkbĂŚnk i en strimmel grønt pĂĽ den anden side af kørebanen, jeg tog et par skridt, og jeg skammer mig ikke over at sige, at det muligvis kan have virket noget usikkert. Jeg hørte ringelyde, støjen fra opbremsende gummi pĂĽ asfalt, og sĂĽ var der nogen, der rĂĽbte noget til mig. „Det gĂĽr slet ikke, hva’? Er du blind, gamle?“ „Jeg – jeg beder om forladelse â€Śâ€œ hørte jeg mig selv sige, pĂĽ samme tid forskrĂŚkket og lettet.Ved siden af mig stod der en mand med en cykel, et syn, jeg i det mindste 15

7LGHUQHB+DQ HU WLOEDJH N LQGG

var nogenlunde fortrolig med, endda i dobbelt forstand.

Vi var stadig i krig, nu som før, han havde en beskyttelseshjelm pĂĽ, der sandsynligvis var blevet stĂŚrkt beskadiget under tidligere angreb, faktisk var den fuldstĂŚndig gennemhullet. „Hvordan er det i det hele taget, du vader rundt?“ „Jeg ‌ ĂŚh, undskyld, men jeg bliver nødt til at sidde ned.“ „Du skulle hellere gĂĽ hjem i seng. Og blive liggende!“ Jeg reddede mig hen til bĂŚnken, jeg har nok vĂŚret en smule bleg, da jeg lod mig falde ned pĂĽ den. Denne yngre mand havde ĂĽbenbart heller ikke genkendt mig. Heller ikke hos ham skyggen af en Tysk Hilsen, at dømme efter hans reaktion mente han kun at vĂŚre stødt ind i en eller anden tilfĂŚldig, gennemsnitlig fodgĂŚnger. Og denne slendrian var ĂĽbenbart den almindelige praksis: En ĂŚldre herre gik hovedrystende forbi mig, en voluminøs dame med en futuristisk barnevogn – endnu et velkendt element, men heller ikke dette formĂĽede at gøre min desperate situation mindre hĂĽbløs. Jeg havde rejst mig og var trĂĽdt hen til hende, idet jeg gjorde mig umage for at optrĂŚde med fasthed. „Undskyld, dette kommer mĂĽske som en overraskelse for Dem, men jeg ‌ har brug for hurtigst muligt at finde hen til Rigskancelliet.“ „Er De med i Stefan Raab?“ „Hvabehar?“ „Eller Kerkeling? Eller mĂĽske Harald Schmidt?“ Det skyldtes nok min nervøsitet, at jeg blev lidt utĂĽlmodig og greb hende i armen. „Tag Dem dog sammen, frue! De har visse pligter som medlem af folkefĂŚllesskabet! Vi er i krig! Hvad tror De, russeren gør med Dem, hvis han kommer? Tror De 16

7LGHUQHB+DQ HU WLOEDJH N LQGG

mon, at han vil kaste et blik pĂĽ Deres barn og sige, aha, en frisk tysk pige, men af hensyn til barnet vil jeg lade mine lavere instinkter blive i bukserne? I disse dage, i disse timer er Det Tyske Folks fortsatte bestĂĽen, blodets renhed, menneskehedens overlevelse pĂĽ spil, vil De virkelig pĂĽtage Dem det historiske ansvar for civilisationens endeligt, bare fordi De i Deres utrolige indskrĂŚnkethed ikke er villig til at vise Det Tyske Riges fører vej til hans rigskancelli?“ Det overraskede mig ikke lĂŚngere, at mine ord ikke fremkaldte den mindste reaktion. Den tĂĽbelige kvinde rev ĂŚrmet til sig, sendte mig et forbløffet blik og udførte med sin flade hĂĽnd flere cirkelformede bevĂŚgelser mellem sit eget og mit hoved, en klart misbilligende gestus. Det lod sig ikke lĂŚngere bestride, at noget her var kommet helt ud af kontrol. Jeg blev ikke mere behandlet som en hĂŚrfører eller som en rigsfører. De boldspillende drenge, den ĂŚldre herre, kvinden med barnevognen – det kunne ikke vĂŚre nogen tilfĂŚldighed. Min nĂŚste indskydelse var at underrette sikkerhedsorganerne, sĂĽ de kunne genoprette den almindelige orden. Men jeg beherskede mig. Jeg vidste ikke nok om min situation. Jeg havde brug for flere informationer.

Iskoldt rekapitulerede min nu igen metodisk arbejdende hjerne tingenes tilstand. Jeg var i Tyskland, jeg var i Berlin, selv om det forekom mig fuldstĂŚndig ukendt. Dette Tyskland var anderledes, men lignede pĂĽ nogle punkter alligevel det rige, jeg var fortrolig med: Der fandtes stadig cyklister, der var automobiler, der fandtes altsĂĽ sikkert ogsĂĽ aviser. Jeg sĂĽ mig om. Under bĂŚnken lĂĽ der faktisk noget, der lignede en avis, om end lidt for overdĂĽdigt udstyret.

Bladet var i farver, hvad der var helt nyt for mig, det hed „Media Markt“, jeg kunne med min bedste vilje ikke huske, at jeg skulle have givet tilladelse til noget i den 17

7LGHUQHB+DQ HU WLOEDJH N LQGG

retning, det ville ikke have lignet mig. Informationerne var fuldkommen uforstĂĽelige, jeg mĂŚrkede harmen stige op i mig over, at man i papirknappe tider som disse kunne bortødsle folkets ejendoms vĂŚrdifulde ressourcer uigenkaldeligt til den slags ligegyldigt bras. Funk kunne godt forberede sig pĂĽ en skideballe, nĂĽr jeg igen sad bag mit skrivebord. Men lige nu havde jeg brug for tilforladelige nyheder, et eksemplar af „VĂślkischer Beobachter“ eller „StĂźrmer“, ja, jeg ville endda have stillet mig tilfreds med et eksemplar af „Panzerbär“. Faktisk lĂĽ der en kiosk i nĂŚrheden, og selv pĂĽ denne ikke ringe afstand var det tydeligt, at den ĂĽbenbart rĂĽdede over et anseligt udbud.

Man skulle nĂŚsten tro, at vi befandt os midt i den dybeste, dvaskeste fred! Jeg rejste mig utĂĽlmodigt fra bĂŚnken. Der var allerede gĂĽet for lang tid, nu gjaldt det om i en fart at genoprette ordnede forhold. Tropperne manglede ordrer, muligvis var jeg allerede savnet andre steder. Jeg skyndte mig over til kiosken.

Allerede ved første nøjere blik afslørede der sig interessante ting. Udvendig pü kiosken hang der talrige kulørte blade, pü tyrkisk. Der fÌrdedes übenbart mange tyrkere her. Mens jeg havde vÌret bevidstløs, mütte jeg vÌre güet glip af et lÌngere spand af tid, hvor mange tyrkere havde begivet sig til Berlin. Det var bemÌrkelsesvÌrdigt.

I sidste ende var tyrkeren, i grunden en trofast ven af Det Tyske Folk, trods vore store anstrengelser forblevet neutral, og det havde aldrig vÌret muligt at overtale ham til at trÌde ind i krigen pü Rigets side. Men nu tydede det pü, at en eller anden, sandsynligvis DÜnitz, under mit fravÌr alligevel havde overbevist tyrkeren om at støtte os.

Og den nÌrmest fredelige stemning i gaderne gjorde det nÌrliggende at konkludere, at den tyrkiske indsats oven i købet havde medført et afgørende vendepunkt i krigen.

18

7LGHUQHB+DQ HU WLOEDJH N LQGG

Forbavsende. Ganske vist havde jeg altid respekteret tyrkeren, men den slags prÌstationer havde jeg ikke tiltroet ham, pü den anden side havde jeg ikke haft tid til at følge med i landets udvikling i detaljer. Kemal Atatßrks reformer mütte have givet landet et nÌsten sensationelt skub fremad. Det lod til at vÌre det mirakel, som ogsü Goebbels altid havde sat sit hüb til. En varm følelse af fortrøstningsfuldhed fyldte mit hjerte. Det havde lønnet sig, at jeg, at Riget ogsü i den formentlig mørkeste time aldrig havde opgivet troen pü den endelige sejr. Fire eller fem forskellige publikationer pü tyrkisk og i glade farver vidnede übenlyst om denne nye, lykkelige akse Berlin-Ankara.

Nu, da min største bekymring, bekymringen for Rigets ve og vel, pĂĽ sĂĽ overraskende mĂĽde lod til at vĂŚre bragt ud af verden, nu skulle jeg blot prøve at finde ud af, hvor megen tid jeg mon havde spildt i dette sĂŚre halvmørke pĂĽ det braklagte areal mellem husene. Jeg kunne ikke fĂĽ øje pĂĽ „VĂślkischer Beobachter“, avisen var sandsynligvis udsolgt, derfor kastede jeg et hurtigt blik pĂĽ det nĂŚrmeste, nogenlunde fortroligt virkende blad med navnet „Frankfurter Allgemeine Zeitung“. Jeg kendte det ikke, men ved sammenligningen med sĂĽ meget andet, der hang her, kunne jeg glĂŚde mig over forsidens tillidsvĂŚkkende skrifttype. Jeg ofrede ikke nyhederne nogen opmĂŚrksomhed, jeg sĂĽ kun efter datoen.

Der stod den 30. august.

2011.

Jeg stirrede pĂĽ tallet, mĂĽlløs, vantro. Jeg vendte blikket mod et andet blad, „Berliner Zeitung“, ogsĂĽ dette trykt med nydelige tyske typer, og søgte datoen.

2011.

Jeg flĂĽede avisen ud af holderen, ĂĽbnede den, slog op pĂĽ nĂŚste side, pĂĽ den nĂŚste igen.

19

7LGHUQHB+DQ HU WLOEDJH N LQGG

2011.

Tallet begyndte at danse for mine øjne, nÌsten som en hün. Det bevÌgede sig langsomt mod venstre, derefter hurtigere mod højre, sü endnu hurtigere tilbage igen, ligesom nür folkemasserne i et øltelt tager hinanden under armen og gynger i takt. Mit øje prøvede at følge tallet og fatte det, men sü gled avisen fra mig. Jeg mÌrkede, hvordan jeg sank forover, jeg søgte forgÌves at holde mig fast i de andre aviser pü stativet, jeg klamrede mig til de forskellige blade, til jeg lü pü jorden.

SĂĽ sortnede det for mig.

20

7LGHUQHB+DQ HU WLOEDJH N LQGG