HAVMANDENS HOTEL
Tiderne_Havmandens hotel_P.indd 1
29/04/14 12.47
Af samme forfatter: Havfruer kan ikke drukne. Roman, 1987 Prosadigte og billeder, 1989 (sammen med Poul Pedersen) Gennem solens øje. Roman, 1995 Bryggen – en storbysaga. Noveller, 2006 Den visuelle digter – bogstavmaleren Poul Pedersen. Biografi, 2011
Tiderne_Havmandens hotel_P.indd 2
29/04/14 12.47
Anne-Mette Riis Rasmussen
Havmandens hotel Roman
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_Havmandens hotel_P.indd 3
29/04/14 12.47
Havmandens hotel © 2014 Anne-Mette Riis Rasmussen/Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Caslon hos An:Sats, Espergærde Tryk: Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-648-1
TIDERNE SKIFTER · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf. 33 18 63 90 · Fax 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk
Tiderne_Havmandens hotel_P.indd 4
29/04/14 12.47
Prolog
F
uglene var holdt op med at synge. En kæmpemæssig sort sky havde samlet sig over det lille fiskerleje. Husene så ensomme ud i bakkerne. Lukkede og tavse. Et lyn blitzede og oplyste den mørke himmel, og et kraftigt smæld rev stilheden i stykker. Uvejret brød løs. Lynene jog som spyd fra himlen, det buldrede og bragede. Skyen tømte sig, vandet fossede ned ad bakkerne og løb sammen med byens bæk der svulmede og voksede til en rivende flod. Regnfloden skar igennem landskabet, pløjede en bred og dyb kløft hvor der før havde været en smal sti og løb ud til stranden og forenede sig med havet. Byens hotel lå på bakken ved siden af bækken. Grunden skred væk da vandmasserne kom brusende og tog sandjorden med sig, et hjørne af bygningen brækkede af og fulgte med vandet. Ud af den mørke himmel kom en roterende hvirvel der strakte sig ned mod jorden. Som et langt, snoet rør sugede skypumpen den løsrevne bygningsdel til sig inden den snurrede videre ud over kysten og forsvandt over havet. Senere viste det sig at en ung pige havde opholdt sig i den del af hotellet. Man så hende aldrig mere.
Tiderne_Havmandens hotel_P.indd 5
29/04/14 12.47
Tiderne_Havmandens hotel_P.indd 6
29/04/14 12.47
F Ă˜RSTE D EL
Tiderne_Havmandens hotel_P.indd 7
29/04/14 12.47
Tiderne_Havmandens hotel_P.indd 8
29/04/14 12.47
1
V
andet er isnende koldt. Bølgerne rejser sig som kæmpevinger og slår hende omkuld. Hun hvirvler ind mod stranden sammen med det sydende og gurglende vand. Hun kommer på benene igen og løber ud mod de frådende bølger der rammer hende som sviende lussinger. Blodet pulser, kroppen bliver varm. Hun prøver en anden og mere blid leg. Stiller sig med front mod bølgen som før, ser vandmuren vokse foran sig, men kaster sig direkte ind i den umiddelbart før den tipper, glider igennem muren og vugger frem og tilbage i havet mens bølgen tordner videre mod land. Bagefter lader hun sig igen overmande af en bølge med hvide skumtænder der sluger hende og spytter hende op tæt på stranden. Hun har fået nok og går op for at tage sit håndklæde. Det røde redningshus ligger foroven af den lerede skråning sammen med skuret med hejseværket og spiltorvet der trækker fiskerbådene op på land. Der sidder en gammel mand og et ungt par på udkigsbænkene. De unge ser skiftevis ud over havet og ned på noget de har mellem hænderne, uden tvivl deres mobiltelefoner. De holder om dem som små ankre. Det er slutningen af april og påske, sommerhusgæsterne er kommet til byen. De går tur på stranden og ser nysgerrigt på hende, godt pakket ind i trøjer og frakker. Hun er ved at trække cowboybukserne på da hun ser ham 9
Tiderne_Havmandens hotel_P.indd 9
29/04/14 12.47
komme op fra havet, kun få meter væk. Det er en mand på hendes egen alder, midt i fyrrene, en smule mave og høje tindinger. Stort smil. „Skønt, ikke?“ siger han. Hun er helt paf. Det er ikke faldet hende ind at der kunne være andre i vandet, og hun har overhovedet ikke bemærket hans tilstedeværelse. Han samler et håndklæde op fra stranden og begynder at frottere kroppen. Hun vender sig væk mens hun børster sandet af fødderne og får strømper og sko på. Skråningen er stenet og stigningen stejl. Midtvejs på bakken strejfer røgen fra en cigaret hendes næsebor. Han kommer op på siden af hende og begynder uden videre en samtale. Han hedder Henrik, fortæller han, og er praktiserende læge i København, men lige nu er han sygemeldt med stress. En vikar passer hans praksis mens han kommer til hægterne her. Han bor i et gammelt sommerhus, totalt umoderne, men med den mest vidunderlige udsigt til havet, siger han og breder armene ud. Hun får hjertebanken og spørger hvor huset ligger. Han fortæller at det ligger på en græsmark, på vej ud mod kirken og fyret, og peger mod syd. Hun nævner adressen. Han bliver forbavset. „Det var min mosters engang. Det har stået tomt længe.“ De er kommet op til parkeringspladsen og står stille. „Så kender du min kone, eller ekskone skal jeg til at vænne mig til at sige, Clara?“ „Det er min kusine.“ „Jeg vidste slet ikke hun havde en kusine.“ „Det er tredive år siden vi så hinanden sidst.“ De bliver tavse og fortsætter hen over parkeringspladsen. „Jeg synes du skal komme forbi og se det. Jeg tror det står næsten som dengang.“ 10
Tiderne_Havmandens hotel_P.indd 10
29/04/14 12.47
„Det gør det. Jeg har kigget ind ad vinduerne.“ Henrik tager et sæt nøgler op af lommen. En bil der står parkeret længere fremme blinker og udsender en lyd da de nærmer sig. „Kig forbi,“ siger han igen. Han sætter sig ind i bilen, og hun fortsætter op til huset på bakken. De kørte op til sommerhuset i Lysted i mosters gule Morris Mascot. Helle og Clara sad på bagsædet med katten imellem sig og brugte dens transportkasse som bord. De lavede krydsogtværser og løste rebusser. Når de var ude af Aalborg og kørte ad landevejen nordpå med åbne marker til begge sider, kunne moster foreslå at de skulle lege tyve spørgsmål til professoren. De spurgte ivrigt, er det en ting, nej, er det en person, ja, er det en mand, nej, er det en kvinde, nej, et barn, nej, det kan ikke passe, råbte Clara, det må da være en af delene. Moster smilede hemmelighedsfuldt i bakspejlet. Er det en fra en tegneserie, kom det ligesom tøvende fra Helle, JA, lød det fra førersædet. Åh, udbrød Clara, hvem kan det være, Anders And, råbte hun, moster rystede på hovedet, Fedtmule, foreslog Helle, nemlig, sagde moster, og latteren fyldte bilen. Huset var koldt og lugtede indelukket efter den lange vinter. Når de havde luftet ud og båret bagagen og katten ind, blev der sat fuldt tryk på elradiatorerne. De gik ned i byen mens huset blev varmet op. Clara og Helle købte slik hos Ruth i slikhuset. Moster var gået i forvejen hen til købmandsbutikken hvor hun snakkede med købmanden og hans kone. Hun forhørte sig om hvordan vinteren havde været, og hvor meget havet havde ædt af kysten. Nogle år var det kun et par meter, andre år var der røget en ordentlig luns af, og så fik de voksne bekymrede rynker i panden mens de talte. De gik gennem slugten ned til stranden. Først kiggede de på mindestenen hvor der stod hvordan kløften var blevet dannet ved naturkatastrofen i 1906. De kunne ikke lade være med at læse 11
Tiderne_Havmandens hotel_P.indd 11
29/04/14 12.47
det selv om det gjorde dem bange. Helle mærkede et sug i maven når hun levede sig ind i hvordan pigen blev slynget rundt inden i skypumpen som i en centrifuge. Hun forestillede sig hvordan hun blev løftet ud over havet og hang hjælpeløst i luften når hvirvlen holdt op med at dreje rundt. Helle og Clara havde lavet tegninger af katastrofen, og Helle havde genopført hotellet på havets bund. I et af vinduerne på anden sal så man den forsvundne pige stå og kigge ud. Den dybe kløft bugtede sig gennem det bakkede landskab med græsklædte skrænter. I bunden rislede den lille bæk fredsommeligt af sted. Der var en særlig ro langs det pludrende vandløb hvor absolut ingenting skete. Indimellem forsvandt vandet ind i et rør og blev helt stille indtil det dukkede op igen længere fremme. Ude ved stranden blev bækken helt væk under sandet. Vesterhavet rullede imod dem, fuldt af lyde. Høje, buldrende når der var bølger, en monoton mumlen når det var fladt med dvaske dønninger. Clara og Helle løb ud til vandkanten og sprang hvinende tilbage når en bølge løb skummende hen imod deres fødder. Sommetider fik de våde sko. Moster skældte ud, men ikke alvorligt. De fortsatte hen ad stranden til den stejle trætrappe der førte op ad skrænten til stien mellem havtornkrattet. Det lille brune hus lå et godt stykke inde på marken. De passerede flere andre huse hvor mennesker der også var kommet for at holde påskeferie var ved at bære deres kufferter ind. Moster hilste på dem alle sammen, og nogle steder stoppede hun op for at sludre, så hjemturen kunne godt tage tid. Når de kom tilbage til huset, var der dejlig varmt. Havet viste sig som et lille blåt øje i skrænten langt væk. De var altid bevidste om at havet var der. Bilen triller fremad i det kuperede landskab ind mod Nordkøbing. Snart er hun oppe på en bakketop og kan se vidt omkring, kirker 12
Tiderne_Havmandens hotel_P.indd 12
29/04/14 12.47
og gamle vindmøller ligger på højene og svæver over markerne, snart er hun nede på en flad strækning med spredte huse og gårde. Egentlig har hun det allerbedst når hun som nu er på vej til arbejde og har rattet mellem hænderne. Hun synger med på omkvædet på den sang de spiller i radioen mens hun træder på speederen, skifter gear, overhaler og glider på plads i højre side af kørebanen igen. Vejen snor sig igennem flere små byer hvor hun må sænke farten. På et tidspunkt sætter en traktor trafikken helt i stå, og i den modsatte retning trækker den store røde rutebil med næsten ingen passagerer en hale af biler efter sig. Hun kender efterhånden dens køreplan og sørger for at undgå den når hun har travlt. Arkitektfirmaet ligger i centrum i en fredet bygning i den gamle middelalderkerne. Der er to indehavere og fjorten medarbejdere. Tegnestuen er indrettet i et langt, lyst lokale med vinduer ud til gågaden. Når vinduerne står åbne, kan de høre stemmerne stige op fra gaden. Bordene er sat sammen i klynger på tre. Hun siger godmorgen ud i rummet og går hen og sætter sig på sin plads. Over for hende sidder Martin, en erfaren arkitekt på knap halvtreds. Han kigger op og besvarer hendes hilsen så smilerynkerne om øjnene aktiveres. Jonas, den unge landskabsarkitekt der også arbejder i deres gruppe, har ikke indfundet sig endnu. Kommunen har udskrevet en konkurrence om en stor skole med tilhørende fritidsordning. Mange af oplandets mindre skoler skal nedlægges og eleverne flyttes ind på en ny, central skole, placeret ved en af byens indfaldsveje. Der har været protester og demonstrationer, men beslutningen er truffet og konkurrencen udskrevet. Firmaet er indbudt til at deltage. Hun har erfaring med skolebyggeri fra en tidligere tegnestue så det er naturligt at hun er kommet med i teamet der skal udarbejde forslaget. Martin er leder af projektet. Deadline er primo september. Hun afprøver nogle ideer i 3D-programmet. Den tredimensionelle model giver et forførende flot indtryk af skolens torv der 13
Tiderne_Havmandens hotel_P.indd 13
29/04/14 12.47
skal fungere som mødested for skolens 900 elever i den høje, ovale midterbygning. Fra skolens runde krop udgår en vifte af aldersopdelte vinger der alle har direkte udgang til det store naturområde skolen grænser op til med sin placering lige mellem land og by. Vingerne står ikke lige ud, men tegner en let krumning i varierende bredde. En særlig fløj rummer værksteder og laboratorier. Her skal der formes og eksperimenteres på tværs af klasser og alderstrin. Skolen skal have en naturvidenskabelig profil, og det bliver understreget her. Jonas’ lange krop kommer slentrende med en taske slængt over skulderen og et papkrus kaffe i hånden. Hun placerer et par børn på nogle kulørte siddepuder i atriet hvor der er udsigt til himlen gennem en lille glaskuppel i taget. „Må jeg se?“ Jonas stiller sig op bag ved hende. „Man skulle tro skolen allerede var taget i brug.“ „Ja det ligner virkelighed.“ Martin bryder ind fra den anden side af bordet. Han sidder med hovedet inde i skærmen, men hører alligevel hvad de siger. „Det bliver virkelighed.“ En helt ny bog om Lysteds historie ligger i stabler ved købmanden. Hun tager et eksemplar op og bladrer den hurtigt igennem. Der er et kapitel om naturkatastrofen dengang. Hun lægger bogen i indkøbskurven. Hjemme tænder hun op i pejsen og laver te. Hun åbner bogen og kigger på det brunlige foto af krateret og de halve huse der stod tilbage efter skybruddet. Historien kender hun, men det er første gang hun ser billeder der dokumenterer nedstyrtningen. På næste side er der et uskarpt, gulnet portræt af pigen der blev revet bort sammen med et stykke af hotellet. Hendes navn er Louisa. Hun berører det lille billede med fingerspidsen. 14
Tiderne_Havmandens hotel_P.indd 14
29/04/14 12.47
Det er et år siden hun flyttede hertil. Der var ikke noget der holdt på hende der hvor hun kom fra, og en arv fra hendes far gjorde det muligt for hende at købe sin barndoms drømmehus. Helle slikkede det lyserøde guf af isvaflen. Clara havde en klat flødeskum på næsen. De havde fået tre kugler hver, Helle havde valgt jordbær, nougat og chokolade. Clara havde peget på næsten det samme, hun kunne bare ikke lide nougat og havde taget vanilje i stedet. De stod på parkeringspladsen og ventede på moster der var inde på cafeteriaet for at tisse. Himlen var knaldblå og et par snehvide skyer så ud som om de var klippet ud af filt og limet på. Solen skinnede i lakken på bilerne. Helle kiggede op på husene i bakkerne over pladsen. De mennesker der boede der måtte være lykkelige. De kunne bo i Lysted hele året og ikke kun om sommeren. Efter aftensmaden går hun en tur gennem byen hen til slugten. Det er en lun aften, lærkerne hænger højt oppe i det blå og kvidrer. Stien er tør, gruset knaser under hendes fødder. Grønt græs spirer frem langs bækkens kanter. På skrænterne breder hybenbuskene sig som et tæt, tornet krat. Hun er alene i bunden af kløften. Lidt efter kommer hun ud på stranden. Havet løber hende i møde. Hun tænker på pigen.
Tiderne_Havmandens hotel_P.indd 15
29/04/14 12.47