HIMLEN OVER PARIS
Tiderne_Himlen over Paris_P.indd 1
22/02/16 17.06
Tiderne_Himlen over Paris_P.indd 2
22/02/16 17.06
Bregje Hofstede
HIMLEN OVER PARIS Roman P책 dansk ved Birthe Lundsgaard
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_Himlen over Paris_P.indd 3
22/02/16 17.06
Himlen over Paris Oversat fra nederlandsk efter „De hemel boven Parijs“ © 2014 Bregje Hofstede og Uitgeverij Cossee, Amsterdam Dansk udgave: © Tiderne Skifter, 2016 Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Janson Text hos An:Sats, Espergærde og trykt hos Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-745-7
This book was published with the support of the Dutch Foundation for Literature.
Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk
Tiderne_Himlen over Paris_P.indd 4
22/02/16 17.06
Med ĂĽrene mĂĽ meget kastes bort. Den tanke for eksempel at lykken er mild og bestandig omtrent som et sydlandsk klima i stedet for et lynnedslag der efterlader livslangt plejede ar. Hanny MichaĂŤlis Fra Onvoorzien, Van Oorschot 1966
Tiderne_Himlen over Paris_P.indd 5
22/02/16 17.06
Tiderne_Himlen over Paris_P.indd 6
22/02/16 17.06
Et
Til at begynde med var hendes silhuet det eneste, han så af hende, tredive meter længere henne i det halvmørke auditorium. Projektoren summede og fik hans øjne til at svie, og han fortalte med sin dybe stemme om Cézanne og Picasso. Fra tid til anden glemte han at lytte til sig selv. Neden for den træforhøjning, han sad på, strakte tilhørerpladserne sig ud med de foroverbøjede skikkelser, støttende, hængende, visne i mørket. Blege fingre trippe de hen over tastaturer, penne kradsede på papir, nu og da hørtes lyden af sider, der blev vendt. Han gentog data og stavede navnene højt, sagde „Matisse, fauvisme, nitten nul fem, joie de vivre, grøn stribe, Vlaminck, V-L-A-M-I-N-C-K,“ og kiggede hen over hovederne, indtil hans blik blev hængende ved en smal silhuet, der sad ubevægelig ret op og ned. Hun skrev ikke. Aha, en udlænding. Hvert semester var der de udvekslingsstudenter, som ikke kunne holde trit ved forelæsningerne, som snublede over hvert årstal – man så dem tælle, mille huit-cents quatre-vingt-seize, skrible resultatet ned for så igen skyndsomt at kaste sig over den røde tråd. Han fandt somme tider fornøjelse i at ryste dem af og se dem sidde åndeløse i sædet. Ofte kom de efter forelæsningen 7
Tiderne_Himlen over Paris_P.indd 7
22/02/16 17.06
og bad ham om en kopi af hans noter. Nå, de måtte bare gøre deres bedste. Det her var Frankrig. Han nåede til den syvende side i sin forelæsning, vendte den, kiggede igen op. Pigen skrev stadig ikke. Men hun sad rank som et lys, som om hun ventede. Hvert blik, han kastede ud i salen, stødte på den ranke ryg, der ragede op mellem de bøjede nakker. Det var ubehageligt. Den aften tog han modvilligt til den middag hos Paul og Marie Bonnard, der altid indledte det akademiske år for Pauls „bedste venner“. Hans kæreste, Sylvie, havde skadefro vinket farvel til ham. „Hvor er det ærgerligt, at jeg ikke hører til jeres fakultet. Hils Bonnard fra mig.“ Bonnard var en spinkel mand, der ikke nåede Olivier til skulderen. De var begyndt på universitetet samtidig, og Olivier havde set ned på hans ordskvalder, hans skræddersyede jakkesæt og hans brillantinekæmmede hår. Efterhånden så Olivier direkte på hans glinsende hovedbund. Deres karrierer ved fakultetet var forløbet parallelt, indtil Bonnard fire år tidligere blev formand for universitetets styrelsesråd. Siden da fandt Olivier ekstra fornøjelse i sin fysiske overlegenhed og i den gængse opfattelse, at Bonnard kunne takke sin kones kogekunst for en stor del af sin succes; hun var „en engel i et køkken og en djævel i soveværelset“, om end ingen troede på det sidste. Hun var forhenværende sekretær, en indtørret skabning med lodrette rynker om munden. Sammen beboede de en rummelig og flødefarvet lejlighed ved Bois de Boulogne, som var kendt af et stort antal parisiske kolleger. At modtage et glas med fru Bonnards blommer i Armagnac blev i den 8
Tiderne_Himlen over Paris_P.indd 8
22/02/16 17.06
akademiske verden betragtet som en stor hædersbevisning. Hendes blommer skulle være vidunderlige. Der var fyldt, da Olivier ankom. Han havde endnu ikke fået hilst på alle, da de gik til bords, og Paul puffe de til ham. „Olivier, har du mødt vores nye gæst? Hun studerer hos os i dette semester og bor i Carlas gamle værelse så længe.“ Olivier så hen på hende, og billedet på hans nethinde rystede, som når der bliver skubbet til en diasprojektor; et gammelt dias gled hen over det aktuelle, så han et øjeblik ikke vidste, hvad han kiggede på, på nuet eller på en fjern fortid. Hun lignede hende. Mon dieu. Han kneb øjnene sammen bag brillerne. Hun lignede virkelig enormt meget. Han så på Paul, og derefter igen på pigen. Hun smilede, da hun opfangede hans blik. De femogtyve år, der var gået mellem nuet og det øjeblik, hvor han for sidste gang havde set det ansigt, smuldrede væk. Han havde det største besvær med at fatte, hvor han var, og hvad han talte med om. Efter at han flere gange var forstummet midt i en samtale, forholdt han sig bistert tavs. Efter desserten trak Paul ham til side, inden han kunne nå at slippe af sted. „Det er fandme sin sag, du, pludselig at have sådan en pige i huset … Jeg kender hende faktisk dårlig nok.“ „Hvordan har du støvet hende op?“ „Jeg har kendt hendes mor – i en fjern fortid. Oplevet dejlige ting med hende under mit praktikophold i Amsterdam. Jeg er ikke engang helt sikker på, at hun ikke er mit barn … hmm?“ 9
Tiderne_Himlen over Paris_P.indd 9
22/02/16 17.06
„Hun ligner dig overhovedet ikke.“ „Nej, Gud være lovet. Jeg skal ikke have noget klinket. Men jeg kunne jo umuligt afslå det. Hendes mor spurgte, om hun kunne bo hos mig i dette semester. Og vi har jo masser af plads.“ Hans tilfredse udtryk forsvandt, mens han lod, som om han overvejede noget. „Jeg så forresten, at hun deltager i et af dine fag. Kan du ikke tage dig lidt af hende i timerne? Du ved, spørge, om hun kan følge med, en sludder i ny og næ, du ved. Så hun kommer til at føle sig lidt hjemme.“ „Er det ikke bedre, at du gør det?“ „Næh, jeg synes, det er rigeligt, at hun bor hos mig. Derudover vil jeg ikke have for meget med det at gøre. Helst ikke ses sammen med hende alt for tit. Det vil virke mærkeligt.“ „Men med mig vil det ikke virke mærkeligt?“ „Åh, du forklarer bare, hvordan det hænger sammen, venner og venners venner, meget enkelt, vi fordeler bare opgaverne lidt. Desuden – jeg vil ikke gøre Marie nervøs.“ Han blinkede. „Og du er trods alt ikke gift.“ „Så godt som.“ „Det er da noget andet. Hun bor jo ikke hos dig. Meget fornuftigt, for øvrigt.“ Endnu et blink. Havde Sylvie bare været der – hun ville helt sikkert have fundet på en replik. Olivier var aldrig hurtig nok. „Desuden har jeg virkelig rasende travlt med de ekstra styrelsesopgaver. Et øjeblik, jeg kalder lige på hende.“ „Paul! Du –“ „Mademoiselle, kom lige herhen. Det her er min kol10
Tiderne_Himlen over Paris_P.indd 10
22/02/16 17.06
lega, professor Massarin – men det ved du selvfølgelig godt! Sig bare Olivier. Hør, kunne du tænke dig, at han viste dig lidt rundt i Paris? Han kender byen som ingen anden og kan fortælle i én uendelighed. Det har du sikkert allerede opdaget! Jeg mener, at han nærmest har slugt turistguiden, mm? Nå, kunne du tænke dig det?“ „Ja, selvfølgelig, det ville være dejligt,“ sagde hun. „Olivier? Nogen idéer?“ For fanden da. Manden blev faktisk stående, indtil de havde svoret blodbroderskab med en smørkniv. „Jeg har ikke så meget tid i dette semester,“ sagde han. Stilheden sænkede sig; Paul blev stående og så på ham med et stort grin og opspærrede øjne. Pigen så på sine hænder. Olivier krummede tæer i sine blankpudsede sko. „Men i år tager jeg på nogle ekskursioner med førsteårsstuderende; måske kan du tage med der. Så lærer du også nogle mennesker at kende.“ Hun blev stående med et blegt smil. Paul slog hende på skulderen, så hun uvilkårligt tog et skridt hen imod Olivier. „Udmærket! Åh, vent lige, Olivier. Jeg tager lige et billede af jer to sammen.“ Han havde allerede kameraet i hånden. „Jeg ved forresten ikke, om hun nu også er i min arbejdsgruppe,“ sagde Olivier, mens de poserede ved siden af hinanden. Værelset blegnede i blitzlyset. „God pointe. Det ordner jeg straks.“ Og væk var han. Det måtte man medgive ham. Godt nok var han en splejs, men han var lynhurtig. Olivier stirrede et øjeblik på sin vin og tømte så glasset i ét drag. Hun stod stadig og smilede høfligt til ham. 11
Tiderne_Himlen over Paris_P.indd 11
22/02/16 17.06
Han sank vinen og vrissede: „Og dit navn?“ „Fie.“ Han så et par sekunder på hende. „Hvabehar?“ „F-I-E,“ stavede hun. „Og dit efternavn?“ „Schoonhoven.“ Beklager, det kunne han ikke følge. „C’est à cause de l’H,“ sagde hun. Hun trak H’et så langt ud, at det lød som âge. „Hvor kommer du fra?“ „Holland.“ „Mærkværdigt navn.“ „Schoonhoven?“ „Nej, dit fornavn.“ „Ah.“ „Hvad betyder det?“ „Ikke noget. Det er en forkortelse af Sofie.“ „Er det det. Jeg henter lige lidt vin.“ Hun sagde ikke, at hun også ville have noget.
12
Tiderne_Himlen over Paris_P.indd 12
22/02/16 17.06