Hjem af Sarah Linderoth Bouchet

HJEM

Tiderne_Hjem_P.indd 1

07/11/16 13.58

Tiderne_Hjem_P.indd 2

07/11/16 13.58

Sara Linderoth Bouchet

HJEM En roman

TIDERNE SKIFTER

Tiderne_Hjem_P.indd 3

07/11/16 13.58

Hjem Copyright © 2016 Sara Linderoth Bouchet / Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Sabon MT hos An:Sats, Espergærde Og trykt hos ISBN 978-87-0223-209-7 Digtet s. 251 er fra digtsamlingen „Det er også mig“, Mamdouh Adwan, Damaskus, 1994.

Hjem er vinderromanen i Dansk Flygtningehjælp, Dansk Forfatterforening og forlaget Tiderne Skifters store romankonkurrence om flygtninge, som blev udskrevet i 2015.

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.

Tiderne Skifter · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · tiderneskifter@tiderneskifter.dk · tiderneskifter.dk

Tiderne_Hjem_P.indd 4

07/11/16 13.58

„Herren sagde: (…) Fredløs og Flygtning skal du være på jorden.“ Første Mosebog, kapitel 4,1-16

„Det er vinden, gå ikke tilbage.

Floden vender ikke tilbage til sin kilde.

Han skaber sig selv, har intet ophav, og hans bevægelser er hans rødder.“ „Ridderen af de mærkelige ord“, Mihyar al-Dimashqis sange, Adonis, 1985

Tiderne_Hjem_P.indd 5

07/11/16 13.58

Tiderne_Hjem_P.indd 6

07/11/16 13.58

F

ra mit vindue kan jeg se lejligheden i Solhaverne og altanen, der ikke længere ligner en jungle af blomster og krydderurter, oliven- og citrustræer, men jeg kan sag­tens genkalde mig det, som det var. Jeg ser bordet og pla­sticstolene, som mor var så stolt af, og jeg ser mig selv og min familie, som sidder i aftensolen og spiser middagsmad.

Når Eli kommer og besøger mig, skæver han også sommetider derover. Måske undrer han sig over, at jeg har valgt en lejlighed så tæt på og med udsigt til Solhaverne, men han har aldrig spurgt mig direkte.

Vi sidder tit i sofaen og betragter den grå himmel og mågerne.

Fra altanen kan man også skimte havnefronten, kranerne og de enorme containerskibe.

Vi er ikke som andre brødre, det er jeg godt klar over.

Vi er meget tavse sammen. Nogle gange har jeg på fornemmelsen, at vi ses alene med det formål. Han hviler ret ofte hovedet mod min skulder, selvom han er blevet en stor dreng nu, og så lægger jeg armen om ham.

Jeg ved, at han aldrig vil finde ro, han vil altid trænge til, at nogen skal holde om ham. Men en gang imellem falder han i søvn, mens vi sidder sammen i sofaen. Så er det, som om han endelig giver slip, jeg kan høre det på vejrtrækningen og hjertet, der slår ganske langsomt.

Hjem kan også være et menneske.

7

Tiderne_Hjem_P.indd 7

07/11/16 13.58

Længe forsøgte jeg at lukke hjernen ned og gøre kroppen til et redskab, der mødte op på private byggepladser og fabrikker, der løftede og flyttede, pakkede og læssede frugt og grøntsager, som kørte dagligvarer frem og tilbage. Når jeg ikke arbejdede eller sov, traskede jeg gennem vandpytterne, der i regnvejr lignede knuste spejle, og som glitrede i lyset som glasskår, når solen vend­te tilbage. Jeg gik ligesom mor gennem de nedlagte fabriksområder, ind til byen, ned til stranden og gennem parken, som om natten var myldrende fuld af skabninger, der krøb gennem jordens netværk af forgrenede gange.

Træerne gav mig ro, når de bøjede de slanke nakker og hoveder med bladhang ned mod mig. Det var, som om de ville om­favne mig.

Det føltes trygt. Jeg kunne gå i timevis, nogle gange kom morgenen glidende, uden at jeg registrerede det som andet end langsomt lys, måske en svag vind.

Denne dag er besynderligt stille. Der trænger kun en svag støj op fra byen, da jeg åbner altandøren og et øjeblik betragter græsarealet neden for bygningen. Konturerne af mørke buske, en solsort, i et glimt stryger solen et grønligt lys hen over en våd træstamme. Det har ellers været så mørkt de sidste dage, kun enkelte gange er noget kortvarigt lyst op. Men i dag er det anderledes. Det er en af efterårets rødgyldne dage, der forbløder langsomt og velvilligt.

Jeg beslutter mig for at gå ned til havet, ligesom jeg så ofte gjorde dengang, det føles til tider, som om jeg er vokset op der. Jeg ser mig selv som dreng i strandkanten med bølgerne skyllende ind over gummiskoene, mens både med mennesker for­søger at nå den kyst, jeg står på.

Det kræver mod at flygte, men den, der flygter, bliver sjældent fremstillet som helt.

Jeg har tænkt meget på, hvordan alting kunne have været anderledes. Uden flugten ville intet være, som det er nu, men vi ville måske så heller ikke være i live.

8

Tiderne_Hjem_P.indd 8

07/11/16 13.58

Et af vilkårene for os, der flygtede, som stadig flygter, er denne tvivl. Vi piner os selv med evindelige forestillinger om, hvordan livet ville have formet sig, hvis der ikke havde været nogen krig, hvis vi ikke havde været nødt til at forlade vores hjem, vores venner og resten af vores familie. Hvad ville der være sket, hvis vi var blevet for at kæmpe, eller hvis vi var rejst i en anden retning, var blevet registreret og havde opnået opholdstilladelse i et andet land?

Hvilken skæbne ville vi så have fået tildelt? Hvilket men­neske var jeg så blevet til?

Vi ville under alle omstændigheder ikke have boet i Sol­haverne, mor ville måske ikke have kaldt sig selv for barnemorder, og jeg ville ikke have mødt Bea, denne pige, der bare, det kan jeg se nu, havde stormkurs mod sin egen skæbne som en styrtdykkende fugl.

Kan man overhovedet tale om skæbne?

Det var nok snarere en kombination af valg, held og tilfældighed, der førte os hertil, om end netop tanken om skæbnens værk måske ville have gjort det lidt lettere at forlige sig med alting og ophøre med at stille alle disse spørgsmål, der på en måde blev vores lod, prisen for den frihed, flugten hertil gav os.

Alle har en historie at fortælle. Og familier som vo­res har flere forskellige versioner af samme fortælling, fortællingen om flugt. Jeg er sikker på, at min lillesøster Seldas version adskiller sig fra min, og at min mors ad­skiller sig fra min fars. Og min lillebror Eli? Vil flugten også være en del af hans historie, på trods af at han var så lille dengang? Vil den på en eller anden diffus måde alligevel aflejre sig i ham og få samme betydning, som den fik for os?

Jeg tror det. Man kan godt savne et sted, man aldrig rigtig har boet. Og tabet af og længslen efter det, man engang var, eller håbede engang at blive, prægede os alle tre i de år, vi voksede op, og i alle dem, der fulgte efter.

Først for nylig har jeg fået modet til at vende tilbage til tiden i Solhaverne og mindes det sted, hvor vi måske under andre omstændigheder stadig havde kunnet leve. Og først nu er det gået op for 9

Tiderne_Hjem_P.indd 9

07/11/16 13.58

mig, at der kan gå måneder og år, før man begriber, hvad afsked indebærer – og hvad det vil sige ikke at vende hjem.

10

Tiderne_Hjem_P.indd 10

07/11/16 13.58

D

et var i april måned det år, hvor foråret kom så hurtigt, at ingen rigtig fattede det. Pludselig var det der bare. Det tøvede nogle ganske få øjeblikke, inden det brød ud i løbet af en enkelt nat. Alle var åndeløse, vi så op i de nyudsprungne bøge, det fosforescerende lys blændede os, mens det bare fortsatte og med en sær voldsomhed skød over i en alt for tidlig og hed sommer.

Mor kendte nogle af familierne, der var flyttet til Sol­haverne, og hver gang vi havde været på besøg hos dem, talte hun om det i ugevis. Om hvor store lejlighederne var, hvor meget plads der var, om de praktiske køkkener. Der blev snakket over altanerne, man hilste på trappen, og det var ligegyldigt, om man var dansker eller libaneser, palæstinenser, syrer eller pakistaner, og børnene le­ge­­de sammen på kryds og tværs på de nyindrettede legepladser; de løb ind og ud hos hinanden, og det var en værre tumult, men det var lige, som det skulle være.

Hvis ovnen gik i stykker, pæren sprang, eller man plud­selig opdagede, der ikke var mere sukker i skabet, og butikkerne var lukkede, så var det også ligegyldigt, for i Solhaverne var der altid nogen, der gerne ville hjælpe.

Før Solhaverne kunne mor ikke fordrage at sende os over til naboen, overboen eller underboen, når der en gang imellem var noget, vi manglede.

De rystede altid på hovedet og sagde nej. „Som om vi er en plage,“ sagde hun. Nej, jeg har desværre heller ikke mere sukker.

11

Tiderne_Hjem_P.indd 11

07/11/16 13.58

Nej, jeg har desværre ikke forstand på elektricitet. Nej, nej, nej.

Mor vaskede tøj på møntvaskeriet og kogte vand på kom­furet, mens hun talte om lejlighederne i Solhaverne. Om de store vinduer, om alt lyset og om de grønne områder. Hvis nogen sagde noget dårligt, rystede hun på hovedet. „Der findes ballademagere alle steder,“ sagde hun. „Jeg er sikker på, at man passer på hinanden.“ Mor malede akvareller på det tidspunkt, hun malede stø­vede bjergformationer, landskaber ved daggry og nøgne, dampende fjelde. Med dybe farvetoner malede hun mos, fugtige sprækker, krat, buskadser og skove, der drev af væde i morgenskyggen. Hun malede filtret bladhang, blodfarvede roser med svulmende blå-årede kronblade, som altid fik mig til at tænke på afrevne kødstykker.

Hun var i gang med duggen i græsset, da far fortalte hende det.

Hun smed penslen fra sig; den trillede hen over bordet og trak et rødt farvespor efter sig. „Åh, Salem, hvor er det dog fantastisk!“ råbte hun og omfavnede ham. Hun var ude af sig selv, da det gik op for hende, at det tilmed var en lejlighed i en af de splinternye blokke i forreste række.

Vi tog alle sammen af sted for at se den, vi stillede skoene i entréen, hun tog os i hånden og tyssede på os, for vi skulle gå gennem hvert eneste værelse og lytte til, hvor stille gulvet var. „Kan I høre det?“ hviskede hun, „kan I høre, at det slet ikke knirker? Kan I mærke, hvor blødt det er mod fødderne?“ Der var linoleum i køkkenet og væg til væg-tæppe i stuen og soveværelserne, og det var noget af det fineste med tæpper, der var skåret og tilpasset efter mål, og far sagde, at fundamentet var godt.

Han talte om bygningskonstruktionen, som om han rent ­­fak­tisk havde forstand på det, om forskellen på moderne højkvalitetsbeton og beton, der forvitrer og slår revner.

Lejligheden var stor og lys og rummene firkantede på en måde, der gjorde dem helt ideelle at indrette, sagde mor, og vi gjorde som 12

Tiderne_Hjem_P.indd 12

07/11/16 13.58

hun, når hun lod fingrene glide ned ad de nymalede, hvide vægge, når hun med fingerspidserne strøg hen over vindueskarmens marmorlignende laminat. Hun åbnede vinduerne og afprøvede mekanismerne i dem. De kunne åbnes i tre forskellige faser. Der var badekar og vaskemaskine, og lyset strømmede ind fra alle sider. „Se altanen!“ råbte Selda. „Åh, mor du vil elske den her altan!“ Siden vi kom til landet, havde mor drømt om en over­dækket altan. En altan, hvor man kunne spise morgenmad, også selvom det regnede, og hvorfra man kunne vinke ud til de forbipasserende, eller hvor man kunne grille og tørre tøj og have alt sådan noget stående, som ikke hørte til inde i lejligheden, men som man havde brug for alligevel. Og frem for alt en altan, hun kunne fylde op med blomster, citrontræer og mynte, spidskommen, timian og persille. „Vi skal have blomsterkummer,“ sagde hun. „Og du kunne også have dine egne urtepotter,“ forklarede hun Selda, der så tøvende op på mor, som om hun ikke rigtig troede på det endnu. Men det var der ingen af os der gjorde. At denne lejlighed virkelig var vores. At vi kunne blive her. Alle de nøgne rum lovede så meget godt. „Kom.“ Mor lænede sig ud over brystværnet og åndede dybt ind, som om der var en duftende blomsterranke ud for hendes ansigt, og vi gjorde det samme og trak alle sammen vejret ind, som om luften var friskere her, renere end inde i byen, selvom cementfabrikken lå lige i nærheden. „Blomsterne vil stortrives, alt vil vokse,“ sagde mor. „Vi er meget heldige, meget heldige.“ Før var det lejrens skyld, når noget gik galt, og senere den lejlighed, vi fik inde i byen. Alting gik i stykker, vandhanen dryppede, toilettet stoppede, og man kunne ikke have noget i fred. Nogen havde altid lige brækket sig eller pisset i baggården, og der var huller i væggene, kondomer på dør­håndtagene og graffiti overalt. Det hele var så hæsligt, at det var lige til at blive ond i sulet over.

Vores første lejlighed lå helt oppe under taget, så man måtte 13

Tiderne_Hjem_P.indd 13

07/11/16 13.58

hælde hovedet til højre, når man lavede mad på kogepladerne, og til venstre, når man tog brusebad. Badeværelset var i virkeligheden bare et skab med en dør, og med sådan en lille lejlighed var det klart, at far nogle gange var nødt til at gå andre steder hen, og kom hjem om natten og græd og råbte og fumlede med fingrene, med nøglerne, med skoene, med alting.

I en kort periode blev vi indkvarteret i et hus, der burde være blevet revet ned for længe siden. Alligevel boede der nogen på hver eneste etage, i hvert eneste værelse. I starten virkede elektriciteten ikke alle steder, og der var ikke varmt vand. Varmen flygtede ud gennem de utætte ruder, og nogle gange var der iskrystaller på indersiden af dem, når vi vågnede. Der var mange tæpper og tykke sweatre. Der var sokker og store uldhjemmesko, og vi sov med begge dele på. Huset sugede alt til sig, svamp brød frem på vægge og lofter som gyldenbrune, sortvædede blomster. Det var, som skød der hver dag nye kronblade ud, og den vinter lå frosten som en mælket hinde på ruden. Jeg betragtede de fine frostbroderier og spekulerede over, om vi nogensinde ville finde et sted, hvor vi kunne blive.

14

Tiderne_Hjem_P.indd 14

07/11/16 13.58

J

eg vil ikke slå ihjel for nogen,“ sagde far, da vi stadig boede i Damaskus. Han sagde det mange gange, og det lød på én gang trodsigt og skamfuldt. Som et forsvar og en forklaring på vores flugt, men også en undskyldning for præcis det samme. Som om han følte skyld over det.

Nogle gange blev jeg vred på ham. Jeg gjorde vel den­gang netop det, han frygtede, for jeg placerede skylden for det, der efterfølgende skete, hos ham. Det var hans skyld, at vi måtte forlade, hvad vi havde, og det, vi var. Det var hans skyld, at jeg mistede mine legekammerater, at jeg mistede lærerne i skolen, at jeg mistede mit hjem.

Først langt senere forstod jeg, hvorfor han forsvandt to gange, inden vi flygtede. Jeg huskede svagt de maskerede mænd, der begyndte at dukke op foran lejligheden med geværer i dagene op til, at fars bror Malek pludselig for­svandt. Ingen vidste, hvor han befandt sig.

„

Jeg ved ikke, hvordan vi fik råd til den nye lejlighed, måske var den i virkeligheden billigere end lejligheden inde i byen, måske havde de lånt den af kommunen, eller sparet sammen til den. De sparede altid op til noget, gemte penge i en kop eller i skuffen med sengetøj, sedlerne blev bundet sammen i en stram rulle og stukket op i hulrummet på et bordben. Nogle af dem sendte de med posten.

Far lavede konstant handler og aftaler, han fik store partier for få penge, til tider endda gratis, hvis han selv sørgede for at komme og 15

Tiderne_Hjem_P.indd 15

07/11/16 13.58

hente det. Engang fik han en masse knækbrød. De var bløde, „der er ikke knæk i dem mere,“ som far sagde, men de smagte stadig godt.

Vi fik knækbrød i ugevis. Knækbrød med humus og kol­de kartofler.

Knækbrød med smør og puddersukker. Knækbrødssandwich med tahin. Knækbrød med syltetøj eller olie. Knækbrød med knækbrød.

Far sagde, at vi ikke ville få andet, før det var spist op. „Der er masser af næring i det. Se, godt med fibre,“ sagde han og bankede på indpakningen med pegefingeren der, hvor der stod „24% fibre“.

Den sidste morgen i taglejligheden vækkede de os tid­ligt. Selda og jeg løb ned til bageren. Hun sagde, at jeg ikke behøvede at løbe så stærkt, der var ingen snigskytter på tagene, ingen mortergranater, faktisk ingenting, men jeg havde ligesom vænnet mig til at løbe stærkt, og desuden havde jeg svært ved at holde benene i ro.

Vi bankede på bagdøren og fik brødet billigere og nogle gange uden betaling, selvom det stadig var helt varmt og duftende. „Det smager jo ligeså godt som alt det andet,“ sagde pigen i døren. Hun havde også pakket sødmælkshorn, der ikke var krumme nok og hindbærsnitter, der var knækket eller krakelerede i glasuren. Selda tog to sødmælkshorn op til panden og sagde: „Muuh, muuh,“ og Eli grinede og lo henrykt, så krummerne føg ud af munden på ham.

Den morgen tænkte jeg på alt det nye, der skulle kom­me. Jeg tænkte ikke på det, vi flygtede fra, eller på at mørket kan ramme alle, selvom de står i middagsheden og skygger for solen med hånden.

Lej­ligheden virkede så stor, da vi vendte tilbage til den med de få kasser og møbler, vi havde. Der var ligesom ikke rigtig ting nok til at udfylde den. Vores møbler virkede mindre, som om vi havde hentet dem ud af et lille dukke­hus, de var skræddersyet til.

Mor rykkede utilfreds frem og tilbage på sofaen, fra den ene ende af væggen til den anden, og så til midten. Til sidst skubbede hun den over i det fjerneste hjørne. „Vi skal have nogle nye møbler,“ sagde hun til far, da vi spiste aftensmad.

16

Tiderne_Hjem_P.indd 16

07/11/16 13.58

„Og hvor skulle vi få dem fra?“ spurgte han med mun­den fuld af Shakriyah, lammestykker med stegte hvidløg og mynte i yoghurt. „Kirkens Korshær har en hjørnesofa. Den kan ikke koste meget,“ sagde mor. „Og et nyt spisebord. Jeg vil ikke sidde så tæt, at vi støder mod hinanden med albuerne, når der nu er dobbelt så meget plads.“ Far nikkede, han var velvillig. Mor lånte en symaskine af en dame i opgangen, hun syede nye gardiner af no­get gammel stof, hun også fandt i genbrugsbutikken. Hun stillede potteplanter, lysestager og nipsting op i vindueskarmen.

Samme aften badede hun os på skift i det lille badekar. Hun havde købt en helt ny flydende sæbe, og vi duftede alle af syntetiske roser, da vi spiste aftensmad. Der var hele tiden noget forventningsfuldt i luften, som et tilbage­holdt åndedrag. Som om vi alle ventede på, at nogen skulle komme med en overraskelse, for at hilse på eller sige velkommen. Men der var ikke nogen, der ringede på, og efter et par dage fik værelserne normal størrelse, og vi nåede næsten at vænne os til de små møbler.

Sidst på ugen slæbte far et nyt spisebord op ad trapperne sam­ men med en mand, der hed Hussein. Det var dobbelt så stort som vores gamle, lidt ridset og skrammet, men mor var begejstret og sagde, at det var perfekt. Det manglede bare en dug. Voksdug til hverdag, broderi til fest. „Hvorfor skulle jeg hænge billeder op?“ spurgte hun de steder, vi havde boet tidligere. „De skal alligevel pilles ned eller smides væk om lidt. Hvorfor plante og vande noget, når vi måske er på vej et andet sted hen i morgen?“ Lejligheden i Solhaverne var det første sted, mor ind­rettede.

De kom begge to hjem med alle mulige ting. En kom­mode, som fjernsynet kunne stå på, nogle sukkulenter, som nogen havde stillet ud til storskrald. Paradistræ og aloe med tykke blade og væskefyldte stængler. Der var også nogle rammer med billeder af en fremmed familie. Mor trak fotografierne ud og erstattede dem med et billede 17

Tiderne_Hjem_P.indd 17

07/11/16 13.58

af Eli, Selda og mig. Der var også et bryllupsbillede, et af vores farmor med håret dækket af et farverigt tørklæde, og et af vores mormor i færd med at vaske en lille baby i en zinkbalje og med et rødligt landskab i baggrunden.

Mor fik tårer i øjnene, når hun så for længe på det.

Mit første hjem var en lille lejlighed i Damaskus. Dengang spiste og sov vi i samme rum, vi bryggede myntethe, vi lavede lektier, skændtes og blev forsonet mellem de vægge. Det var her, nabokonerne kom på besøg, her spiste vi al den mad, mor tilberedte, her elskede mor og far i mørket, når de troede, at vi sov, selvom far havde sit eget værelse ved siden af. Deres kroppe fandt hinanden lige i nærheden af os, og deres elskovslyde var tryghed. Deres lyde var en fast bestanddel af vores barndomsnætter, og når de sov, bar deres rolige vejrtrækning os fredsommeligt gennem natten.

Jeg savnede ofte det sted siden. Jeg længtes efter de tynde vægge, der i virkeligheden hverken holdt særlig me­get inde eller ude. Mine første og bedste erindringer blev efterhånden fængslet til det værelse, til duften af tæppet, fornemmelsen af morgenluften, når mor slog vinduet op ned til gaden, og man allerede kunne høre den travle summen af menneskemylderet.

Lejligheden i Damaskus havde en lille balkon. Hvis man ikke kunne sove, kunne man liste ud på den om nat­ten og se ned på den øde gade. En gadefejer rullede så måske langsomt forbi med sin kassevogn og kost, enkelte cigaretsælgere trodsede søvnen, og man kunne skimte månen, der hang på himlen, og forestille sig, hvor­dan den lyste ned på Martyrernes Plads.

18

Tiderne_Hjem_P.indd 18

07/11/16 13.58

M

an må være modig og stærk,“ sagde mor. „Og vi har hinanden. Ensomheden findes, men vi er jo ikke alene.“ Det var en af hendes foretrukne læresætninger. Hun havde repeteret den for os under rejsen, og nu var Kain fra Biblen blevet hendes yndlingsfigur, for ligesom os hørte han ikke til nogen steder. Alt var taget fra ham, han var en udstødt, som pludselig befandt sig der, hvor alt er ukendt. Men han var samtidig et menneske, der havde Guds særlige beskyttelse.

Et par dage efter at vi var flyttet ind, sad jeg på kanten af sandkassen. Mor havde bedt mig tage Eli med udenfor. Han stod et lille stykke væk med sin fedtede tøjkanin og så rådvild ud, som om han ikke kunne bestemme sig for, om han skulle gynge, lege i sandkassen eller forsøge sig med klatrestativet. Det slog mig, hvor ofte han egentlig stod sådan med det udtryk i ansigtet, som om han ventede på noget.

Stort set hele sit korte liv havde han været undervejs.

Nogle gange kaldte jeg på ham ved at råbe: „Bror!“ Så vidste han i det mindste, at det var det, han var, og at han hørte til mig, mor, far og Selda. Jeg havde lyst til at slå armene om ham, men den slags var jeg ikke god til dengang. Når mor omfavnede Eli, skete der en forvandling med ham, man kunne tydeligt se det. Han skiftede form fra fast til blød. Men som han stod der et stykke væk, lignede han en Kain, der ikke vidste, hvor han hørte til i verden.

„

19

Tiderne_Hjem_P.indd 19

07/11/16 13.58

Hvad higer man efter og klamrer sig til, hvis alt tages fra en?

Hvordan kan man se alt det, en fremmed er, når han kommer uden slægt og hus?

Vi havde hinanden, som mor sagde, og til sidst kravlede Eli op i sandkassen og satte sig helt ind til mig.

Det ville blive en lang sommer. Jeg skulle først starte på den nye skole efter sommerferien. Derhjemme ville jeg have været sammen med mine bedste venner Javad og Nizar. Vi drak hver dag the sammen udenfor, når vi fik fri fra skole, vi gik i parken og legede, vi spillede fodbold i gaden. Som flere af de andre drenge drømte jeg om at blive lige så god som Messi eller Ronaldo. Når jeg lå i sengen om aftenen i Solhaverne, tænkte jeg stadig tit på Javad og Nizar. Jeg havde mistet kontakten med Javad, men Nizar vidste jeg lidt om, fordi hans far kendte min far. Hans familie flygtede over bjergene til det forblæste ørkenlandskab omkring byen Qaa i det nordlige Libanon. Jeg vidste ikke, hvad der var sket med dem efter det. Jeg vidste ikke, hvilket land der havde været deres mål, eller om de var nået frem.

Eli havde lige boret begge hænder ned i sandet, da pigen dukkede op. Hun havde en sodavand i hånden, et grønt sugerør var stukket ned i flasken, og hun bar et par umådelig grimme solbriller, der var alt for store, de kunne sagtens være hendes mors, eller måske hendes bedstemors. Hun satte sig ved siden af mig, så tæt på, at hendes knæ rørte mit. „Gæt min øjenfarve,“ sagde hun pludselig og vendte ansigtet mod mig. Jeg kunne ingenting se gennem de kæmpestore solbriller, jeg havde aldrig set hende før. „Kom nu,“ sagde hun. „Gæt!“ Før jeg nåede at sige noget, var hun der igen. „Du gæt­ter det aldrig!“ Jeg så på hendes hår.

20

Tiderne_Hjem_P.indd 20

07/11/16 13.58

„Brune?“ forsøgte jeg.

Hun rystede på hovedet, mens hun holdt solbrillerne på plads med hånden.

Jeg så på hendes bare arme, den perlemorsblege hud var dækket af små, mørke dun. „Grønne?“ Jeg fik lyst til at stryge en hånd hen over hendes arme. Hun ­ry­st­ ede igen på hovedet. Så smilede hun, hendes smil var som et lys, der blænder, og hendes mund var så bred, at den nærmest kløvede ansigtet op. „Det var jo det, jeg sagde.“ Hun lænede sig hen mod mig. Hendes ansigt var få centimeter fra mit, da hun vip­pede solbrillerne op, så jeg kunne se. „Ingen i hele verden har øjne som mine, det kan du godt se, ikke? Alle tror, at de er falske. Det var lige godt satans, siger de.

En mand forsøgte at prikke mig i øjnene for at bevise, at det var kontaktlinser, men sådan er de bare,“ sagde hun. „Se på dem.“ Hun ventede sådan cirka et sekund, før hun fortsatte. „Sådan nogle øjne kan gøre mænd vanvittige, det har jeg selv læst i en kærlighedsnovelle i et blad hjemme hos min mormor. De kan få dem til at miste forstanden, de bliver nærmest forheksede, de kan ikke tænke på andet end de øjne.“ Nu lænede hun sig så langt frem, at vores næser stødte sammen, men hun sagde hverken ups eller undskyld, hun ventede bare.

Ventede på, at jeg skulle blive træt af at se ind i hendes øjne, der i farven mindede om to små swim­mingpools. Jeg vidste ikke, hvad sådan en farve hed. Azur måske. „Min morfar siger, at de har samme farve som sprink­lervæske, min mormor siger, at de er turkisblå, hun siger, at de er blå som himlen, hun siger, at der flyver svaler hen over dem, hvis man ser godt efter. Jeg kan blive rig, når jeg bliver voksen, siger hun, mænd vil give hvad som helst for de øjne.“ Hun fortsatte med at fable om sine øjne, om at de havde samme 21

Tiderne_Hjem_P.indd 21

07/11/16 13.58

farve som kinesiske forglemmigej, som vistnok var en blomst, om hvor meget de strålede, at de kunne oplyse en grotte, en kælder, en tresporet motorvej om natten. De var nærmest selvlysende, påstod hun, man lagde mærke til dem på lang afstand. „Men jeg kan garantere dig for, at de er ægte.“ Hun så alvorligt på mig, som om hun pludselig blev bange for, at jeg alligevel skulle tro, at hun løj. „Og det er mit hår også. Ifølge profeten må man ikke farve håret sort,“ hviskede hun nu. „Det kunne jeg heller aldrig nogensinde finde på.“ Hun blev tavs på samme bratte måde, som hvis nogen havde holdt hånden over hendes mund. Hun havde meget tynde håndled.

De var ligesom unge, spinkle birkegrene, og den ene underarm hvilede på et rundt knæ, mens hun pirkede til et par småsten i sandet med den anden hånd. Kjolens tynde stof dækkede begge skuldre, men jeg kunne se de små knogler ved nakken, når hun bøjede hovedet.

Vi sad begge to og gloede på sandet i sandkassen, og gyngerne der hang og så trætte og opgivende ud. Solen var ved at gå ned, lyset var tusmørkeblåt, alt for mørkt til at matche farven i hendes øjne. Det blå skær fra tv-skærmene i lejlighederne rundt omkring os begyndte at kunne skim­tes mod de hvide lofter, og der var denne særlige stråling mod gardinernes lette stof.

På denne her tid af dagen var de fleste unger løbet hjem. Ikke fordi der var nogen forældre, som havde kaldt på dem, men fordi de var blevet sultne og trætte, eller for længst havde lært, at det var dumt at blive ude på den tid af dagen. Enten fik man tæv af nogen på stierne mellem blokkene, eller også fik man tæv, når man kom hjem.

Pludselig rejste hun sig, børstede noget sand af kjolen. „Jeg må vist hellere komme hjemad,“ sagde hun og løftede hånden. „Vi ses.“ Jeg fulgte hende med blikket, da hun forsvandt hen ad stien.

Jeg havde ikke set nogen gå sådan før, på samme tid usikkert og 22

Tiderne_Hjem_P.indd 22

07/11/16 13.58

selvbevidst. Hun fik mig til at tĂŚnke pĂĽ en alt for lille voksen, eller et alt for voksent barn.

Hun fortalte mig senere, at hun hed Bea. Beatrice.

23

Tiderne_Hjem_P.indd 23

07/11/16 13.58