Jรกchymov
Tiderne_Jachymov-P.indd 1
11/02/13 14.45
Af Josef Haslinger på dansk Operabal. Roman, 1996 Phi Phi Island – En beretning, 2007
Tiderne_Jachymov-P.indd 2
11/02/13 14.45
Josef Haslinger
Jﾃ，HYMOV Roman
Oversat af Jacob Jonia
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_Jachymov-P.indd 3
11/02/13 14.45
Jáchymov Oversat fra tysk efter „Jáchymov“ © S. Fischer Verlag GmbH, Frankfurt am Main 2011. Dansk udgave: © 2013 Tiderne Skifter, København Forlagsredaktion: Jeppe Rossen Sat med Galliard hos An:Sats, Espergærde og trykt hos Holm Print Management ISBN 978-97-7973-520-0 Printed in Denmark 2013
Udgivet med støtte fra Bundesministerium für Untericht, Kunst und Kultur (Det østrigske kulturministerium) og Statens Kunstråds Litteraturudvalg
Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter · www.tiderneskifter.dk
Tiderne_Jachymov-P.indd 4
11/02/13 14.45
De lod sig inficere af nazisternes ondskab uden selv at vide af det. RADKA DENEMARKOVĂ
Tiderne_Jachymov-P.indd 5
11/02/13 14.45
Tiderne_Jachymov-P.indd 6
11/02/13 14.45
D
i det røde sand midt ude på steppen. For enden af landings banen bliver vi indhentet af en støvsky, der også indhyller hangaren af bølgeblik, som maskinen standser ved siden af. Piloten skubber døren op. Han hjælper mig med at stige ud. Så åbner han bagklappen og tager mine kufferter frem. Han giver mig hånden til farvel. Døren til hangaren er faldet af. Under en vindues åbning ligger der glasskår. Chaufføren fra farmen skulle komme og hente mig, men her er ikke nogen. Inde i hallen står kun et støvet fly, som en fugl tripper rundt på. Den ser mistroisk efter mig og viger tilbage, da jeg træder nærmere. Skydeporten i den modsatte ende af hangaren er halvt åben, ude bagved breder steppen sig. På tilkørselsvejen holder en tom jeep. Jeg går hen imod den. Taxi, mam! Stemmen kommer bagfra. En mand sidder i skyggen fra hangaren og ryger en cigaret. Er De chaufføren? spørger jeg. Taxi, mam, er det eneste, han siger. Han gentager et lille propelfly lander
7
Tiderne_Jachymov-P.indd 7
11/02/13 14.45
det, indtil jeg stiger ind i bilen. Sædet er flænget, vinduesviskerne brækket af. Før han når at sætte i gang, springer jeg ud af bilen og begynder at løbe. Men jeepen følger efter mig. Jeg styrter hen over den udtørrede jord, mens jeg løfter op i min hvide kjole, og det knæhøje græs river mine ben til blods. Jeg skjuler mig bag en tidsel for at få vejret. Jeg er kun iført sandaler og sokker med striber på. Ligesom til min konfirmation, tænker jeg og piller torne ud af sokkerne. Jeg hører motorlarm og kan se støvskyen nærme sig. O, Thaddæus, du ærværdige helgen, hør min bøn! Jeg kommer op at stå og løber videre. Noget af krattet sidder fast i mine sandaler, og jeg slæber det efter mig. Jeepen kommer nærmere. Kort efter må jeg skifte retning, lige foran mig viser der sig pludselig en fordybning, en bred kløft med et udtørret flodleje. Brinken er for stejl til, at man kan kravle derned. Jeg løber langs med kløften. Her er buskene højere og mere frodige, og jeg har lettere ved at gemme mig. Chaufføren kan ikke længere se mig. Jeg løber fra busk til busk og leder efter et velegnet sted at kravle ned i flodlejet. Men forgæves. Jeg får fornyet håb, da jeg i det fjerne får øje på en bro, en bindingsværkskonstruktion bestående af træstammer, der er kilet ind i hinanden. Midt på broen står to mennesker. De har lange kjortler på og gestikulerer. Jeg samler alle mine kræfter og løber hen imod dem. Det er mænd med skæg. De løfter armene, jeg synes også, jeg kan høre dem råbe: Skynd dig! Men jeg er ikke sikker, jeg puster og stønner, og bag mig brummer motoren. De mange buske gør det svært for jeepen at følge 8
Tiderne_Jachymov-P.indd 8
11/02/13 14.45
med. Om et øjeblik vil jeg have rystet den af, broen er nemlig for smal til et køretøj. Jeg når derhen, før jeepen indhenter mig. De skæggede mænd, som jeg stakåndet går hen imod, har rynkede ansigter. De er åbenbart ikke in teresseret i mig, de ænser mig slet ikke. Deres hænder, der bliver ved at gestikulere, er krogede og tørre. Det er hans konstruktion, siger den ene og lægger an til flere store armbevægelser. Ære være ham. Nu, hvor vi har fået broen, siger den anden, er vores liv blevet lettere. Ære være ham. Og så rækker den første sine hænder op mod himlen og siger: Herre, du er vores vidne på, at han har skænket os denne bro, uden at vi gav ham noget til gengæld. Måtte hans børn blive lykkelige. Og nu løfter den anden sine hænder mod himlen og siger: Herre, du er vores vidne på, at det er en smuk bro, en holdbar bro, som ingen storm kan ødelægge. Måtte hans børn blive lykkelige. Jeg er standset op foran de to mænd, og jeg ved, at det er min far, de taler om. Han har bygget den flotte bro. Men de ænser mig stadig ikke, heller ikke da jeg langsomt går forbi dem. Jeg kan høre dem tale videre: Han gjorde tilværelsen lettere for os. Han er en stor arkitekt. Måtte hans børn blive lykkelige. Her brød historien af. Der fulgte en blyantsskitse, et rektangel fyldt med trekanter, som om fortælleren ønskede at illustrere, hvordan broen af bindingsværk så ud. Anselm Findeisen bladede. Mens han læste videre, trak han en lille sølvdåse op af lommen, tog en pille frem og puttede den i munden. Fortælleren 9
Tiderne_Jachymov-P.indd 9
11/02/13 14.45
foretog et brat sceneskift, nu beskrev hun et bymiljø, kunstnerforeningens have i Prag. Jeg spiser kage, stod der, drikker cappuccino og nyder forårssolen. Over for mig sidder en ung pige, som smiler til mig. Hendes korte, mørke hår, hendes aflange næse, hendes buede øjenbryn – jeg kan slet ikke lade være med at kigge på hende. Og hun kigger tilbage. Vi smiler til hinanden og vender blikket bort og smiler igen. Sikke en dag, siger hun. Sikke en dag, svarer jeg. Og efter et stykke tid siger hun igen lige så langsomt: Sikke en dag. Så spidser hun munden. Vi sidder og ser på hinandens læber. Vi venter på, at en af os skal bevæge læberne. Når det sker, er det en gave. Men vi er tilbageholdende med at give gaver. Og så siger hun: Du må af sted! Og jeg kommer pludselig i tanke om, at jeg skal optræde. Jeg rejser mig i en fart og forlader haven. Skynd dig, råber pigen efter mig. Mens mørket falder på, løber jeg gennem gaderne i den gamle bydel og når frem til operaen. I garderoben kan jeg se, at jeg har sminket mig hjemmefra og kun behøver at iføre mig mit kostume. Jeg går om bag scenen og bliver omgåen de sendt ud i rampelyset. Min far sidder oppe på balkonen, på forreste række, jeg kan se ham, uden at jeg behøver at kigge efter. Jeg laver piruetter, jeg springer og svæver. Under bifaldet nejer jeg op mod ham. Dér er hans strålende ansigt, dér er hans brune hår med skilningen, og jeg ved, han er lige så lykkelig som jeg. Jeg må indrømme, fortsatte danserinden, som Anselm Findeisen havde mødt i Jáchymov, at når jeg 10
Tiderne_Jachymov-P.indd 10
11/02/13 14.45
skrev, var det i begyndelsen lidt ligesom at drømme. Jeg fór hele tiden vild, men endte altid hos min far. Det måtte ende dér. Så havde jeg noget, der holdt mig i live eller rettere: i nærheden af døden. Jeg ville jo helst blive hos min far. Aftenen efter hans begravelse låste jeg mig inde på mit værelse og skrev i et kladdehæfte: Min far er emigreret. Og så lagde jeg mig på sengen og kunne ikke holde op med at græde. At være emigreret betød dengang, at man var forsvundet for altid. Jeg kunne ikke få mig selv til at skrive sætningen: Min far er død. Næste morgen tilføjede jeg en sætning. Den havde jeg drømt om natten. Sådan begyndte jeg at skrive. Først var det digte. De skulle ikke vises frem, de var kun beregnet til mig selv. Andre piger på min alder gik i byen eller drømte om at gå i byen, jeg skrev eller drømte om at skrive. Det var vanskeligt at skelne de to ting fra hinanden. Somme tider drømte jeg et eller andet, og næste morgen blev jeg skuffet over, at der ikke stod noget på papiret. Så skyndte jeg mig at skrive det hele ned inden morgenmaden, eller jeg tænkte på det dagen igennem, så jeg ikke glemte det, men kunne skrive det om aftenen. Somme tider skrev jeg også bare det, der lige faldt mig ind, og om natten drømte jeg fortsættelsen. Jeg gik på konservatoriet på tredje år. Hele dagen glædede jeg mig til at skrive. Når jeg gik op ad trappen til vores lejlighed, vidste jeg, at jeg om kort tid ville sidde ved skrivebordet, og det var ensbetydende med, at jeg var sammen med min far. Jeg hilste høfligt på min mor, og så var det tid til aftensmad. Måltidet begyndte altid med, at vi mindedes min far i stilhed. 11
Tiderne_Jachymov-P.indd 11
11/02/13 14.45
Vi sad et stykke tid uden at sige noget, mens vi hver især tænkte på ham. Selv i dag indleder jeg aldrig et måltid uden først at tænke på min far. Måske lagde De mærke til det, da vi mødtes i Karlsbad. Men De var for høflig til at nævne det. Hvad var dét nu for noget? Anselm Findeisen stregede de sidste to sætninger over og skrev slet i marginen. Tilsyneladende havde danserinden taget hans råd til sig, da hun spurgte ham, hvordan hun skulle begynde. Lad som om De skriver det hele til mig i et brev. Han læste videre. Jeg kan ikke få en bid ned, hvis jeg ikke tænker på min far, inden jeg spiser. Ligesom nogle mennesker ikke kan undvære en bordbøn. Umiddelbart efter min fars død slugte jeg maden så hurtigt, jeg kunne. Jeg levnede det halve og gik ind på mit værelse. I dag nyder jeg min mad, selvom jeg stadig levner det halve. Det har De sikkert bemærket. Endnu en overstregning og slet i marginen. Mine digte fabulerede. De brød rimene, stroferne, de regelmæssige betoninger. Og så var det ikke længere digte, men historier. Sådan set havde det altid været forklædte historier. De manglede kun at gøre sig fri af de formelle bånd. Min mor var bekymret over, at jeg evig og altid trak mig tilbage. Hvad laver du derinde på dit værelse? råbte hun. Jeg læser, svarede jeg, jeg slapper af, jeg træner, jeg prøver ballerinakjolen til i morgen. Men jeg fortalte hende aldrig, at jeg skrev digte og fandt på historier.
12
Tiderne_Jachymov-P.indd 12
11/02/13 14.45
Anselm Findeisen ville gerne have læst videre, men han kunne ikke holde ud at sidde på sin stol længere. Klokken var elleve om formiddagen, og det var tid til hans gymnastik. Han trak den øverste skrivebordsskuffe ud, hvor han havde gymnastikprogrammet for patienter med rygsøjlegigt. I dag stod den på gulvøvelser. Han bestemte sig for nummer 300 og sagde til Birgit, at han ikke ville forstyrres i den næste halve time. Han tog gymnastikmåtten op af den mellemste skuffe, som han lige nøjagtigt kunne nå uden at bøje rygsøjlen, lænede måtten op ad bordkanten og løsnede båndet, så måtten bredte sig ud på gulvet. Nu kom det vanskeligste, nemlig at rejse sig. Han satte hænderne på armlænene og hævede langsomt sin krop fra skrivebordsstolen uden at bevæge bækkenet og lændehvirvlerne, for så ville han få ondt. Det gik lettest, hvis han samtidig lænede sig forover. Krumbøjet som heksen på illustrationerne til Grimms eventyr slæbte han sig hen mod døren for at låse den. Alle ansatte på det lille forlag vidste, at han var nødt til at lave øvelser med jævne mellemrum for at bevare sin førlighed, men han ville ikke have tilskuere. Det var rigeligt, at han selv kunne se det for sig og fik medlidenhed med denne forlægger, som alt for tidligt kunne mærke alderen tynge. Han ville helst have undværet den fysiske side af sig selv. End ikke det mest udførlige gymnastikprogram kunne kurere hans sygdom, dét stod helt klart. Selv hvis det blev ham forundt at holde sig sund og rask i andre henseender, ville han ende med at sidde i kørestol eller være sengeliggende. Derfor tænkte han tit på fremtiden og overvejede, om han til den tid ville være i 13
Tiderne_Jachymov-P.indd 13
11/02/13 14.45
stand til selv at se, hvornår det var på tide at gøre det forbi, eller om han ville klynge sig til et spinkelt håb eller måske se sig nødsaget til at bede andre om at blive udfriet. Han forestillede sig, at det var den værste tilstand, man kunne havne i her i livet: at ville dø, men ikke at kunne. At være dømt til at leve videre. Under sit kurophold i Jáchymov for blot to uger siden havde han været nødt til dag ud og dag ind at forholde sig til sit sygdomsforløb. På hjemturen havde det vist sig, at han igen kunne udføre nogle af de bevægelser, han for længst havde opgivet, som for eksempel at se ud gennem bagruden, mens han bakkede. Fysioterapeuten havde forsikret ham, at der ikke var nogen entydige prognoser for hans lidelse, som hun dagligt havde at gøre med. Det gav ham fornyet håb. Måske kunne han ved hjælp af øvelserne holde sygdommen i ave, så han også langt op i årene ville være i stand til at rejse sig fra sin kontorstol. Dét havde ellers stået for ham som den mest forfærdelige afslutning på hans virke som forlægger. At han en dag ville vælge øvelse nummer 300, og Birgit ville spør ge: Hvor længe vil du være i fred? hvorefter han ville blive nødt til at svare: Vær sød at hjælpe mig, jeg kan ikke selv rejse mig op. Han vidste, hvad der ventede ham, hvis han holdt op med at lave sine øvelser. På et fremskredent stadi um måtte han gennemgå en kompliceret operation for at få løsnet sin helt igennem fastlåste rygsøjle – i faglitteraturen kaldt en bambusrygsøjle – hvorefter den skulle fikseres i oprejst stilling ved hjælp af metal plader. En fremgangsmåde, der sjældent forløb uden komplikationer, fordi ryghvirvlerne på dette tidspunkt 14
Tiderne_Jachymov-P.indd 14
11/02/13 14.45
ville være så hårdt angrebet af knogleskørhed, at de ofte ikke engang kunne holde til den belastning, det var at skifte leje eller sætte sig op. Det ville føre til lammelser og skader på rygmarven. I stedet for at underkaste sig sygdommens tyranni og finde sig i langsomt at få sin bevægelsesfrihed indskrænket, ville han hellere overtage kommandoen over sin krop og hver eneste gang, det var på tide at gøre gymnastik, sørge for, at patienten samvittighedsfuldt passede sin træning, også selvom øvelserne på trods af alle piller ne var ganske smertefulde. Han var herre over sin krop, og han vidste udmærket, at hans herredømme krævede, at slaven adlød. Men efter at han havde været på kurophold i Jáchymov, forekom det ham, at slaven ikke længere blot skulle adlyde blindt, men ligefrem selv kunne finde lidt fornøjelse ved livet. Sidste efterår, da mængden af smertestillende præparater igen skulle øges, sagde hans praktiserende læge, dr. Wachsmann, som i årenes løb var blevet en nær ven, at han skulle prøve en radonbehandling. Han foreslog Bad Gastein, Bad Kreuznach, Bad Schlema og St. Joachimsthal som mulige kursteder. Anselm Findeisen havde på et tidspunkt været i Bad Gastein, men han huskede, at gåturene, som byen med vandfaldet indbød til, havde været anstrengende på grund af de markante højdeforskelle. Det forekom ham, at han i Bad Gastein havde tilbragt det meste af tiden i sit foretrukne transportmiddel, parkeringshusets elevator. Lægen fortalte, at Bad Kreuznach var en hyggelig by, hvor Karl Marx var blevet gift med sin Jenny fra Westfalen. Et ældre kursted med radon og saltvand i moderate koncentrationer, tilføjede han og 15
Tiderne_Jachymov-P.indd 15
11/02/13 14.45
åbnede en flaske vin. Du burde prøve noget stærkere. Mener du en lille snaps? Ude i venteværelset er man begyndt at tale om dine laster. Nå, er man det? Og hvad bliver der sagt? Anselm Findeisen, der normalt var den sidste patient om fredagen, havde ventet længe den dag. Allerede i forkontoret, hvor klinikdamen tog imod hans sygesikringsbevis, lagde han mærke til, at patienterne ikke sad tavse inde i venteværelset, læste blade eller stirrede på den polstrede dør, sådan som de plejede, men at de talte sammen, desværre med dæmpede stemmer, så han ikke kunne høre, hvad de talte om. Da han trådte ind, forstummede samtalen et kort øjeblik. En kvinde fra Klabaumgasse, som han aldrig havde talt med, men kendte fra gadebilledet, tog tråden op igen. Og nu blev han klar over, hvorfor de talte så lavmælt. Hvis han virkelig var alkoholiker, sagde hun, ville han også drikke i dagens løb, og dét ville man kunne lugte. Men hvis han kun drak om aftenen, ville han ikke have det røde og oppustede ansigt. Han må fejle noget, eller hvad mener De? Kvinden henvendte sig til Anselm Findeisen, måske vidste hun, at han var tættere på dr. Wachsmann end de andre patienter. Det var selvfølgelig udelukket at fortælle sladdertasken fra Klabaumgasse, at dr. Wachsmann i årevis havde taget piller om dagen og tømt et par flasker vin om aftenen. Men til gengæld følte han sig forpligtet til at fortælle dr. Wachsmann, hvad hans patienter hviskede om. Først lod lægen, som om han slet ikke hørte efter. Han tog et par langstilkede glas fra skabet, holdt dem 16
Tiderne_Jachymov-P.indd 16
11/02/13 14.45
op mod lyset og skænkede hvidvin. Han havde sendt klinikdamen hjem og låst konsultationen som altid, når han oven på en lang arbejdsuge nød et glas vin sammen med Anselm Findeisen. De skålede. På en smertefri fremtid, sagde Anselm Findeisen. Dét kan jeg ikke garantere dig, svarede lægen, men lad os se, hvad vi kan gøre. Og når tiden er inde, giver du mig en cocktail, så jeg kan sove sødt ind i drømmeland? Hvorfor taler du hele tiden om at dø? Måske har du de bedste år foran dig. Vrøvl, sagde Anselm Findeisen. I sidste ende viser det sig nok, at de bedste år var dengang, man stadig troede, man havde de bedste år foran sig. Du burde hellere drømme om cocktails, der gør livet lettere for dig. Som for eksempel denne her. Skål. De drak igen. Min bedstefar røg pibe, sagde doktor Wachsmann. Selv i en høj alder sad han og bakkede på sin porcelænspibe. Og ved du, hvad der stod på pibehovedet? Mon du forstår / den tid, der går / er livet sel’ / der går på hæld? Sådan er det. Ligesom hos Nikolaus Lenaus tre sigøjnere. Doktoren lukkede øjnene og tænkte sig lidt om, inden han citerede: Alle tre de viste mig / at vi kun tiden spilder / på tant og fjas og strengeleg / og andre slige griller. Han drak en tår, og med tommel- og pegefinger drejede han stilken på vinglasset, mens han iagttog indholdet. Se, hvor rolig vinen er, skønt omgivelser ne snurrer rundt, sagde han og stillede glasset på skrivebordet. Nu er det altså kommet så vidt, fortsatte han, at de taler om mig. Han skubbede vinglasset 17
Tiderne_Jachymov-P.indd 17
11/02/13 14.45
lidt væk fra computertastaturet, kiggede på Anselm Findeisen og sagde: Ved du hvad? Lad dem snakke. Vi må hellere vende tilbage til dit problem. Sådan set er Bad Schlema i Erzgebirge det mest oplagte sted. Desværre har dine gamle venner været så grådige efter at udvinde uranmalm, at dalbunden er sunket godt otte meter. De gamle radonkilder var udtømte, og til sidst måtte de flytte bykernen. Efter murens fald blev andre kilder åbnet, og et nyt kurhotel … Spar mig for den russiske atomkraft, afbrød Anselm Findeisen. Og jeg vil blæse på østtysk minedrift. Jeg har læst Werner Bräunigs roman om emnet. Javel, sagde lægen. Så lad os prøve den tjekkiske side af Erzgebirge. Her har vi Jáchymov, det tidligere østrig-ungarske kursted St. Joachimsthal. Siger navnet Marie Curie dig noget? Sammen med sin mand opdagede hun radium. I uranmalmen fra St. Joachimsthal. Senere var der bjergværker på stedet, og du må hellere belave dig på, at byen er, skal vi sige, en smule forsømt, efter at minerne blev lukket. Hvis du vil, kan jeg bestille et værelse til dig på Radium Palace, et luksushotel fra monarkiets tid, hvor der ikke er sket det store i løbet af de sidste hundrede år. Var det alt? Mere ved jeg ikke. Skål. De stødte på ny glassene sammen. Jeg bliver nødt til at lægge mig lidt, sagde Anselm Findeisen. Hans ven hentede briksen, sænkede den en smule og hjalp ham med at komme på benene. Hold om mig, sagde han, så hiver jeg dig op. Lad mig give dig en indsprøjtning med det samme. Så vil du være smertefri indtil i morgen formiddag. 18
Tiderne_Jachymov-P.indd 18
11/02/13 14.45
Anselm Findeisen lagde sig forsigtigt ned på briksen, mens han bed tænderne sammen ved hver eneste bevægelse. Giv dig god tid, sagde dr. Wachsmann, du ved selv, hvad du kan og ikke kan. Pis, pis, pis, stønnede Anselm Findeisen. Da han omsider havde strakt sig helt ud, sprøjtede vennen et middel mod reumatisme ind mellem korsben og tarmben. Derefter skrev han en recept. Prøv at tage to tabletter om dagen, sagde han. Hvis det ikke er nok, så tag tre. Lad være at køre bil. I hvert fald i den første uges tid. Du kan blive en anelse svimmel i en periode. Efter fem-seks dage burde du have vænnet dig til dem. Anselm Findeisen nikkede. Han begyndte at slappe af. Hvordan er der ellers i Jáchymov? spurgte han. Ligesom på alle andre kursteder. En striks sygeple jerske vil fortælle dig, hvad du skal gøre. Karbad, massage og damp. Du bliver selvfølgelig nødt til at komme præcist til måltiderne, og hver gang du tror, du har lidt fritid, bliver du udsat for danseorkesterets rædselsfulde muzak og skal være galant over for de ældre damer. Men det er det værd. I mellemtiden anskaffer jeg mig en geigertæller, og så må vi se, om jeg overhovedet må lukke dig ind i min praksis bagefter. Skål. Men hvad med dig selv? spurgte Anselm Fin deisen. Jeg mener, du kan da ikke bare fortsætte på den måde. Din ansigt er lige så oppustet som en svineblære og oven i købet ved at blive blåt. Det skulle komme fra dig, svarede doktoren. En 19
Tiderne_Jachymov-P.indd 19
11/02/13 14.45
æstetiker, der kun tænker på, hvordan han lettest muligt kan flygte fra ruinerne af sin egen krop, peger fingre ad kosmetiske detaljer hos sine medmennesker. Nu får vi se, hvis Duracell-kanin der først kommer til helvede, din eller min. Anselm Findeisen begyndte forsigtigt at bevæge bækkenet for at mærke efter, om indsprøjtningen var begyndt at virke. Så satte han sig op og drak en tår. Han sagde: Før jeg sætter mig til at kukkelure i Jáchymov i flere uger og hyggesnakke med tyske pensionister om sygdomme og gebrækkeligheder, vil jeg lige se, hvordan der er. Samtalen med lægen havde fundet sted sidste efterår. Og der var kommet noget ud af den samtale. Han havde mødt danserinden, skaffet forlaget et nyt bogprojekt og fået et mere afslappet forhold til sin krop. Når han lå udstrakt på sin gymnastikmåtte, kunne han se et bjerglandskab på undersiden af den midterste skrivebordsskuffe. Det var de stykker tyggegummi, han i de gode, gamle dage havde anbragt dér, når han fik gæster. For ikke at genere dem med sin nikotinånde havde han taget et stykke tyggegummi efter hver cigaret. Han vendte sig om på venstre side, strakte højre arm op over hovedet, lagde den venstre over ribbenene og gav sig til at trække vejret dybt. Billedet ved siden af døren forestillede ham selv som syttenårig faldskærmsudspringer under en landing. Den unge mand, som havde vundet medaljer ved de østtyske mesterskaber, kiggede ned på det vrag, han efterhånden var blevet. På et tidspunkt havde Anselm Findeisen været lige ved at fjerne billedet af sig selv 20
Tiderne_Jachymov-P.indd 20
11/02/13 14.45
iført grå uniform, fordi det ikke alene mindede ham selv, men også forlagets ansatte om hans fysiske forfald. Men da han stod med billedet i hånden, følte han alligevel en vis stolthed over, at han havde stået uddannelsens strabadser igennem og var blevet generalløjtnant takket være gåpåmod, hård træning og ikke mindst de rigtige meninger – hvilket han i mellemtiden havde indset. Oprindeligt havde han kun meldt sig ind i Selskab for Sport og Teknik for billigt og uden ventetid at få kørekort både til motorcykel, personbil og lastvogn, men så fik han lyst til at prøve noget, som han ellers ikke ville have haft chancen for at komme i nærheden af, nemlig faldskærmsudspring. I løbet af ganske kort tid var han blevet grebet af det. Hvis kroppen ellers havde kunnet, ville han stadig kaste sig ud fra fly og med to hundrede kilometer i timen styrte mod jorden indtil det tidspunkt, hvor man skulle trække i håndtaget. Han var sprunget ud med de gamle, runde faldskærme, som kun var fremstillet til militært brug. Og hvis alt var gået efter planen, ville han ikke have gjort karriere i Vesten, men derimod ved den østtyske hærs faldskærmstropper, hvis elitehold havde modtaget en lang række udmærkelser. Da han var begyndt at dyrke udspring, blev faldskærmene stadig åbnet automatisk ved hjælp af en line fastgjort til selve flyvemaskinen. Reserveskærmen var dengang bundet om maven på udspringeren. Men så havde Selskab for Sport og Teknik fået leveret de nye skærme med et håndtag i brysthøjde og slidser på langs i skærmen, som gjorde det muligt at styre med to liner. Man kunne flyve hen imod et bestemt landingssted, først i frit fald tak21
Tiderne_Jachymov-P.indd 21
11/02/13 14.45
ket være de fire vinger, som mennesket fra naturens hånd er udstyret med, så ved hjælp af styrelinerne, når skærmen var slået ud. Fra da af blev faldskærmsudspring en konkurrencesport. Anselm Findeisen var den bedste i sin deling til præcisionsspring. Til sidst blev han leder for et hold af de dygtigste formationsspringere og desuden officer i det indledende uddannelsesforløb hos faldskærmstropperne ved den østtyske hær. Han havde det stadig i sig, han kunne stadig fornemme den vidunderlige følelse af at glide gennem luften, skønt hans krop i virkeligheden lå på måtten og lavede øvelser, som for en sportsmand ikke havde det fjerneste med fysisk træning at gøre. De skal ikke træne kroppen, til De bliver forpustet, havde fysioterapeuten i Jáchymov sagt til ham. De skal lytte til, hvad kroppen siger. Hvis han skulle rette sig efter det, måtte han begynde helt forfra, eftersom han i de seneste år frem for alt havde bestræbt sig på ikke at mærke efter i sin krop, men mekanisk udsætte sit bevægeapparat for det nødvendige antal øvelser. Hvad siger kroppen? Når han lavede øvelser, sagde hans krop frem for alt: Lad mig være i fred! Og når den havde fået fred, sagde den, at den havde brug for at røre sig, ellers kunne den ikke holde livet ud. På sin første tur til Jáchymov, altså ikke under selve kuropholdet, men under den første rekognoscering, havde han mødt danserinden, hvis historie han ikke kunne løsrive sig fra. De må skrive det ned, havde han sagt til hende. De må love mig, at De skriver det ned. Han havde efterfølgende ringet til hende hver anden uge og truffet hende med jævne 22
Tiderne_Jachymov-P.indd 22
11/02/13 14.45
mellemrum for at spørge til, hvor langt hun var med teksten. Han havde opgivet hübet om, at der nogensinde ville komme et fÌrdigt manuskript ud af det. Han havde indtil videre ikke set den mindste lille flig af det. Men denne morgen var det pludselig kommet med posten.
23
Tiderne_Jachymov-P.indd 23
11/02/13 14.45