pusjkin
Først da jeg var hjemme igen, opdagede jeg lusene. De myldrede voldsomt i mit hår, jeg gav mig til at skrige. Havde jeg fået dem i gæstelejligheden jeg boede i? Sengetøjet havde virket meget nusset og brugt, men jeg havde lagt mig der da jeg ankom, det var jo meningen, og jeg var meget træt. Mit besøg blev ikke en succes. Jeg havde holdt mit foredrag den næste formiddag, på anstrengt oplæsningstysk, man havde fortalt mig at det var bedst med tysk, men tilhørerne reagerede ikke meget, det var mit indtryk, at de ikke forstod mig. Når jeg så op fra manuskriptet, blev jeg mødt af glasagtige blikke og ikke et eneste lille opmuntrende smil. Ved frokosten bagefter talte vi engelsk. Opløftet over, at det var nemmere, og over at mit første job var overstået, ledte jeg efter lette konversationsemner, fortalte om min bustur hertil dagen før, beskrev begejstret birkeskovene, træhusene, storkene, og stillede spørgsmålet: „Er det mon sådan der ser ud i Rusland?“ Jeg nåede at forstå omfanget af min brøde, før deres tavshed ramte mig. Stilheden var knugende. Jeg lagde ansigtet i neutrale folder, som ventede jeg ikke svar, men jeg fik heller ikke noget svar, de ignorerede mig og mit spørgsmål helt og aldeles, de vekslede pinagtige blikke og talte som på tælling om noget andet, noget jeg ikke kunne tale med om, og jeg bøjede mig over maden, noget der hed zeppelinere, jeg tyggede og tyggede forbitret og kunne ikke få sunket den 243
Tiderne_Juul-Noveller_P.indd 243
20/03/14 15.39
underlige mad. Først skammede jeg mig, men et raseri ulmede, jeg havde såret og fornærmet dem helt uden at ville det, men selvom jeg følte med dem, havde jeg også lyst til at le ad dem, de var jo ikke rigtig kloge. Jeg vidste jo, uden at have været der, at der også var birketræer, træhuse og måske storke i Rusland. Havde jeg mon ikke ret i, at dette landskab lignede landskabet i Rusland, lå Rusland måske ikke lige derhenne, derovre, i nærheden? Skulle en landegrænse betyde andre landskaber? Jeg så ud ad restaurantens vindue. Vi sad i en salon på første sal, solen skinnede ude på torvet, og vi så lige ud i kronen på et birketræ, løvet vendte de grå sider op i vinden. „Det er min fødselsdag,“ siger jeg. Billedet af en mand der lægger sig på knæ og kysser jorden da han kommer ud af en flyvemaskine. Teatralsk, har jeg tænkt. Men jeg har også tænkt: Noget betyder noget for den mand. En vis misundelse har jeg tænkt det med. Hjem. Hjemland. Hvad er det, hvorfor vil man hjem? Hvis man ikke kan komme det. Så vil man hjem. Deres ansigter har åbnet sig! De ønsker mig til lykke. Universitetets rektor får fat på en tjener, og straks får vi mere champagne og vodka. Manden ved siden af mig griber min hånd og fører den til sine tørre læber. Der ligger også pludselig to buketter ved min plads, jeg ved ikke rigtig hvor de er kommet fra, men jeg bærer dem som et barn på armen da vi går ud i solskinnet, det lufter stadig, vinden tager i håret og i cellofanen om blomsterne. Duften af liljer. Vi skal overvære en digtoplæsning. Så vidt jeg opfatter skal det foregå på et sygehus, men jeg tror jeg må have hørt forkert. Vi går gennem byen, opløftede af alkohol og solskin, jeg med blomsterne på armen, vi taler let og om ingenting, noget ufarligt, bestemt ikke landskabet i Rusland, men alli244
Tiderne_Juul-Noveller_P.indd 244
20/03/14 15.39
gevel Rusland, for en af de tre digtere vi skal høre er russer. De taler om hans udseende, han er en lille tyk mand, siger de, de ler ved tanken om ham, han farver sit hår sort, han er lidt komisk. Men en stor digter, tilføjer de med pludselig alvor. De taler gebrokkent og i munden på hinanden når de skal forklare mig noget, og derved bliver det hele uklart. Men de tager digteren alvorligt. Dog ikke hans udseende, han er lille og tyk, gentager de og ler. Da vi kommer ind på sygehuset står der en flok og venter på os. Jeg ser straks den lille tykke mand med det sorte hår. De to andre digtere er høje og tynde, den ene meget ung, den anden med gråt fuldskæg, han bøjer sig over min hånd og kysser den, det kradser lidt. Han taler ikke engelsk, men hans blik er sigende. Jeg stiller mig op ad væggen i den korridor hvor det skal foregå. Jeg havde forestillet mig patienter, men der er ingen. I dørene kommer kittelklædte mænd og kvinder frem for at lytte. De tre digtere læser på skift. En ung sygeplejerske overrækker dem en buket blomster hver, og så ser hun søgende hen mod os andre for at aflevere den sidste buket. Den er til mig fordi jeg er gæst fra udlandet. Åbenbart bliver det nu afsløret, at jeg har fødselsdag, for de to høje digtere kommer straks hen og giver mig deres buketter og benytter lejligheden til at kysse mig på hånden. Vi får et glas champagne, men det er ikke meningen at vi skal tage mere af personalets tid, de er jo trods alt på arbejde. Den lille russer er genert bag stærke brilleglas og går duknakket, men målbevidst ud ad hovedindgangen. Vi andre følger efter. Ingen tager sig af, at jeg har temmelig mange blomster i favnen nu, det er lidt besværligt. Russeren går med faste skridt hen over pladsen mod en statue i et blomsterbed og lægger sin buket for foden af den. „Det skal han gøre, han er jo russer,“ hvisker en kvinde mig i øret. „Det er Pusjkin,“ forklarer en anden og mener statuen. 245
Tiderne_Juul-Noveller_P.indd 245
20/03/14 15.39
Da vi bevæger os hen mod en minibus vi åbenbart skal ud at køre i, mærker jeg mit perlende humør lette og blive endnu mere perlende. Solen skinner. Jeg synes den russiske digter er en rigtig digter, han føler noget jeg aldrig har følt. De andre mener han gjorde det af pligt, men så er det en pligtfølelse, sådan en har jeg heller aldrig haft, men jeg bliver ikke nedtrykt af det, jeg glædes over at have oplevet denne gestus. Ingen jeg kender derhjemme ville lægge blomster ved foden af en digterstatue. Faktisk kan jeg ikke komme i tanke om en eneste digterstatue derhjemme. Ingen har fortalt mig hvad det er vi skal nu, men jeg er så let og ligeglad, jeg lægger alle blomsterne forsigtigt bag i minibussen og sætter mig ind. Den skæggede digter sætter sig ved siden af mig, nu skal der tales tysk for han kan ikke et ord engelsk. Jeg taler flydende tysk for første gang i mit liv, det går glimrende, han har brune digterøjne. Vi standser op midt ude på landet og går ad en markvej hen til et lille træhus. Her har en af landets berømte digtere boet, vi skal bese det, det er en mindestue. Der er masser af mennesker, børn og voksne, hvor de er kommet fra kan jeg ikke regne ud, der er ingen biler parkeret i nærheden. Digterne læser igen, ude i haven, de får overrakt blomster, og denne gang kommer de alle tre hen og overrækker mig deres buketter. Igen et kys på hånden, det hører åbenbart med. Og publikum klapper og bryder ud i sang, jeg prøver at nynne med, indtil det går op for mig at det må være en fødselsdagssang. Jeg lægger mine nye buketter bag i bussen og stiger ind til den skæggede digter; nu skal vi se et andet digterhjem. Ved det fjerde tager jeg buketterne næsten uden at se dem, glemmer i hvert fald at stikke næsen ned i dem. Det er blevet mørkt, og jeg kan ikke finde ud af hvor vi er. Jeg skulle have haft min tandbørste med, for vi skal overnatte i en lille provinsby, men vi er der ikke endnu, 246
Tiderne_Juul-Noveller_P.indd 246
20/03/14 15.39
nej nu skal vi spise. Det er en restaurant uden andre gæster, vi er meget sultne men spiser ikke så meget, ryger i stedet og råber højt på mange sprog, og den unge digter rejser sig og siger noget med så udtryksfuld stemme at det må være poesi. De klapper ikke men bøjer hovederne let. Før vi kører videre skal en lektor og den russiske digter købe cigaretter et sted, og da de entrer minibussen har de to store flasker vodka med og nogle endnu større flasker med sodavand. De bliver sendt rundt i bussen efter hinanden. Jeg ved ikke rigtig, men jeg gør det alligevel, jeg drikker når flaskerne kommer forbi. Nu taler jeg også en slags fransk, for det kan russeren, og nu tør han tale til mig. Den skæggede har lagt armen op om min skulder men jeg lader bare som ingenting, jeg synger en af mit hjemlands vemodige sange i minibussens mørke og får den til at lyde som en sjofel sang, de jubler, og næste morgen da jeg er vågnet, kan jeg høre ekkoet af denne jubel som opgejlet, men ikke i øjeblikket, dér morer vi os bare, tror jeg. Ved hotellet i provinsbyen forsøger jeg fortvivlet at samle blomsterne i favnen, russeren når akkurat ud i rendestenen før han bukker sammen på midten og kaster voldsomt op, jeg kan ikke bære alle buketterne, den skæggede hjælper mig, men på vejen op i elevatoren bliver jeg bekymret, vi står så tæt, skal han nu med mig ind? Det skal han, men det skal en af kvinderne også, hun er polak, og hun skal også sove der, han lægger blomsterne på gulvet, og jeg smider min favnfuld oveni. „Med sænket blik gik de to fra hinanden, de skiltes med tavse håndtryk, vil de få hinanden at se igen?“ siger han lavmælt. Vi taler stadig tysk. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. „Pusjkin,“ lyder det fra polakkens seng. Lige før jeg slukker sengelampen, kaster jeg et blik på blomsterhavet. Det ligner et gravsted. Hvem er død? I mørket 247
Tiderne_Juul-Noveller_P.indd 247
20/03/14 15.39
taler polakken nu russisk, „hvad er det du siger?“ spørger jeg. „Det er det samme digt af Pusjkin, på det rigtige sprog,“ siger hun. Jeg glæder mig til at komme hjem. Og når jeg kommer hjem, vil det vise sig at jeg har fået lus.
Tiderne_Juul-Noveller_P.indd 248
20/03/14 15.39