KYSTSANATORIET
Tiderne_Kystsanatoriet-P.indd 1
08/10/13 12.02
Tiderne_Kystsanatoriet-P.indd 2
08/10/13 12.02
Elisabeth Flensted-Jensen
KYSTSANATORIET Roman
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_Kystsanatoriet-P.indd 3
08/10/13 12.02
Kystsanatoriet © 2013 Elisabeth Flensted-Jensen/Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Minion hos An:Sats, Espergærde og trykt hos Holm Print Management, Tjele ISBN 978-87-7973-618-4 Printed in Denmark 2013
Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk
Tiderne_Kystsanatoriet-P.indd 4
08/10/13 12.02
I
Tiderne_Kystsanatoriet-P.indd 5
08/10/13 12.02
Tiderne_Kystsanatoriet-P.indd 6
08/10/13 12.02
Mor Jeg sidder på skødet af mor. Hendes glatte overarme buler ud af en ærmeløs kjole. Store og bløde. Huden falder i fine furer som silkepapir, der har været krammet sammen og er glattet ud. Jeg napper forsigtigt i det løse kød på undersiden. Mor trækker armen til sig og skubber mig ned.
–7–
Tiderne_Kystsanatoriet-P.indd 7
08/10/13 12.02
Far Så er far der. Han er kaldet af Gud til at vidne i Afrika. Så jeg kan næsten ikke huske, hvordan han ser ud. Men nu kommer han ind ad døren og pakker sære ting ud af kasser. Jeg sætter mig på en lav taburet af ibenholt og lader mine fingre udforske det mørke kontinent under mig. Så lægger jeg mig ind til ham og mærker varmen fra hans krop, mens han fortæller. Gud har prøvet ham. I et hårnålesving kommer der en lastbil tordnende imod ham. Bjergvæggen går stejlt op til den ene side, og på den anden falder den brat hundreder af meter ned i en kløft. – Jeg vidste, jeg var dødsens. Og jeg råbte til Gud. Far holder en pause. Så fortsætter han. – I det alleryderste sekund spaltes klippen fra øverst til nederst. Og det lykkes mig at svinge bilen ind i den snævre slugt, hvor der ikke før var vej. Pause. – Gud greb ind. Den vej findes ikke på kortet. – Skulle Gud ikke hellere have ladet lastbilen styrte i afgrunden? spørger jeg. –8–
Tiderne_Kystsanatoriet-P.indd 8
08/10/13 12.02
Den gyldne gris Jeg rejser mig fra bordet. Et enkelt stykke stegt flæsk ligger tilbage på fadet. Jeg spørger, om jeg må tage det. – Det må du godt, siger far, men du må ikke fedte på tapetet. Hvor skulle jeg have fået den idé fra, hvis han ikke selv havde givet mig den? Jeg lader fedtet løbe ned over hånden. Sætter stille mine fingre i et fint mønster bag døren. Mærker fingerspidserne glide over det nye tapet. En hånd, to hænder, tre hænder og så en lille bølgestreg. – Hvad siger du, mor, skal hun have en endefuld med det samme, eller skal hun have lov til at spise flæsket først? Men mor er gået ud i køkkenet efter teen. Far spilder en klat solbær ned i brødbakken. I tanker løfter han den hvide serviet med hulsøm op til læberne og sutter syltetøjet af. – Din gris! siger jeg. Der bliver stille i stuen. Jeg forestiller mig fars ansigt som et forgyldt grisehoved over døren til slagterens butik.
–9–
Tiderne_Kystsanatoriet-P.indd 9
08/10/13 12.02
Menighedens tunger Mine flettede laksko skinner som saltlakrids. Jeg har dem ellers kun på til jul og til fødselsdage. Men jeg tager dem på til gudstjeneste, for der holder alle øje med mig. Det gør de, fordi far er med i ældsterådet, der styrer menigheden. De skal altid være tolv brødre. Mænd. Som Israels tolv stammer. Og Jesu apostle. De ved selv, hvem Gud har udpeget til at sidde der. Det mærker de, når de lægger det frem for Herren i fælles bøn. Lederen af Kanas ældsteråd står allerede på forhøjningen i sort jakkesæt og med blanke sko. Han hilser os velkommen og giver tegn til Hammondorglet i hjørnet om, at den første hymne kan begynde. Så falder menigheden ind. De synger om Kristi stridsmænd, der rykker frem. Mørke mandsstemmer danner bund og to-tre skingre kvindetunger ridser loftet. Man kan mærke, at det er dem selv, de synger om. Da de kommer til ordene hellig og stille, bliver stemmerne grødede og bæver. Det er som om, de holder om mig. Vugger mig blidt. Et lille øjeblik. Så får jeg fornemmelsen af øjne, der gnider sig op ad mig som en sulten kat på bløde poter. Jeg kigger ud under mit flæseærme. Fra bageste række flakker et par øjne frit – 10 –
Tiderne_Kystsanatoriet-P.indd 10
08/10/13 12.02
henover de bøjede nakker. Som en tunge, der forsigtigt slikker et stykke råt kød, mens de synger om Jesu blod, der skal udgydes for os. Lederen af ældsterådet lader sit blik glide henover brødrenes og søstrenes bøjede hoveder. Han standser ved den forreste række af mænd. – Johannes. Vil du lede os i bøn? De andre vugger frem og tilbage, mens de nynner Hal leluja-Amen. Én efter én kryber mandsstemmerne frem med deres takkebønner og deres bekymringer. Jeg sidder og gætter på, hvem den næste bliver, og jeg rammer rigtigt. Der er ingen tvang, men en kendt puls. Rytmiske gentagel ser. Der er ord, man bruger og ord, man ikke bruger. Jeg får lyst til at råbe nogle af de ubrugte ord som løgnhals og lede kælling. Men jeg nøjes med at hviske et par grimme ord, som de ikke selv siger højt. Åndssvage skid. Idiot. Fra hjørnet oppe foran stønner Emma. Hendes hallelujaer begynder at lyde som sætninger på et ukendt sprog. – Gud taler igennem dem, der taler i tunger, siger far. Men jeg tror nu, hun lader sig rive med af lysten til at sige alle de ord, der ikke kommer på tale. Det er kun i bønnen, hun kan tillade sig at plapre med.
– 11 –
Tiderne_Kystsanatoriet-P.indd 11
08/10/13 12.02
Høre sammen Rolf puffer forsigtigt til min skulder uden at tænde lyset. Så han ikke vækker Ida. Han har mine gummistøvler i den ene hånd og sine egne i den anden. Uden for i mørket venter et rugbrød med motoren tændt. Der sidder nogen bag i bilen, men jeg kan ikke se, hvem det er. Længe kører vi i en tunnel af mørke, uden at nogen siger noget. Kun når bilens lygter rammer et skilt, kan jeg se, at vi er på en vej. Så standser vi, og lygterne bliver slukket. En negl af en måne titter frem bag træerne. Grene knaser under mine fødder. Rolf passer på, jeg ikke falder på stien, der er glat af regn. Ved søen tager en af Kanabrødrene i jagtstøvler en kikkert frem. Han fløjter fuglenes stemmer for os, så vi ved, hvad vi skal lytte efter. Det føles godt at gå i det bløde mørke og vente på lydene. Først nattergal, så rørdrum og bogfinke. Rolf staver fuglenes navne for mig, mens vi skridter afsted. – Nej, isfugl staves med g. – Hvorfor? Langs søbreddens skrænter hopper jeg afsted mellem Rolf og hans kammerat. De svinger mig ud over af – 12 –
Tiderne_Kystsanatoriet-P.indd 12
08/10/13 12.02