Udvalgte digte af F.P. Jac by Tiderne Skifter

UDVALGTE DIGTE

F. P. JAC

UDVALGTE DIGTE REDIGERET AF ASGER SCHNACK

TIDERNE SKIFTER 3

Udvalgte digte Redigeret af Asger Schnack © F. P. Jac og Tiderne Skifter 2017 Omslag og sats: Lars Gundersen Omslagsfoto: Polfoto Bogen er sat med Palatino og Optima og trykt hos Specialtrykkeriet Viborg A/S ISBN 978-87-02-23237-0 Printed in Denmark 2017 Bogen udgives med støtte fra

BIBLIOTEK JAC I Man tror man samler sig til hele livet. Efterladte og ikke bogførte digte 1976-2008 (2010) II Fra mine unge bevægelser. Efterladt og ikke bogført prosa 1980-2008 (2011) III Misfat (3. udgave) (2012) IV Anelser og lyse nætter. Romanerne 1992-2002 (2013) V Erindringerne (2014) VI Udvalgte digte (2017)

. .

TIDERNE SKIFTER Læderstræde 5 1201 København K T: 33186390 tiderneskifter@tiderneskifter.dk tiderneskifter.dk 4

FORORD

Dette udvalg af F. P. Jacs lyriske forfatterskab indeholder digte fra (så godt som) alle samlingerne bortset fra hovedværket Misfat (1980), som blev genudgivet i sin helhed i 2012. I en del tilfælde er samlingerne blot repræsenteret med et enkelt digt (eller en suite) – som eksempler på, hvad man selv kan opsøge. Tre samlinger er omvendt medtaget i deres helhed. Det drejer sig om Munden brænder på huden (1978), Jeg er fandme til (1979) og Tretten dage af en sne (1981), der af redaktøren betragtes som lige så vigtige som Misfat. Det mesterlige digt ”Verdensrose” fra digtsamlingen Susen fra et mandshjerte (1988) kan læses i sin oprindelige form med titlen ”Steinarose” i Fra mine unge bevægelser. Efterladt og ikke bogført prosa 1980-2008. (Se nærmere ”Efterskrift til Steinarose” i sidstnævnte). Der er ikke medtaget digte fra Man tror man samler sig til hele livet. Efterladte og ikke bogførte digte 1976-2008. Enkelte digte, som blev fundet efter udgivelsen af denne, er trykt i Appendiks i Fra mine unge bevægelser. Efterladt og ikke bogført prosa 1980-2008. Endnu to digte, jeg ikke var opmærksom på, da jeg redigerede Man tror man samler sig til hele livet, og som jeg siden har fundet, er medtaget i Udvalgte digte. Det drejer sig om F. P. Jacs bidrag til Lyrikekspressen. Det rullende digt (1989). Med Udvalgte digte er serien af F. P. Jac-udgivelser i seks bind afsluttet. Altid Jac! Asger Schnack, januar 2017

UDGIVERENS NOTE

F. P. Jac skrev et stort antal digte som dedikationer i bøger såvel som dedikationer, der havde digtets karakter. Der er ikke medtaget eksempler på sådanne dedikationsdigte – hverken i Man tror man samler sig til hele livet eller i det foreliggende udvalg. Et dedikationsdigt til Mogens Davidsen er trykt op i faksimile i tidsskriftet uDkAnt # 2, 2016. Ligeledes skrev han en lang række fødselsdagsdigte, hvoraf nogle er medtaget både i hans egne bøger og i Man tror man samler sig til hele livet. Nogle fik han selv trykt i aviser, andre blev overdraget til fødselaren i manuskriptform. Et digt til Erik Nørgaard fra sommeren 1989 – ”Med rute fuldendt Tokkekøbvej” – har Erik Nørgaard trykt i sin erindringsbog Gyldne tider (1998). Et mere kuriøst eksempel er dette: På F.P. Jacs fødselsdag den 11.11.2004 blev han ringet op af Lars Smith i en anden anledning, men F.P. Jac ville give ham et digt i gave, da det nu var hans fødselsdag! Lars Smith blev bedt om at ringe op lidt senere, hvorefter F.P. Jac dikterede dette digt til ham over telefonen (jf. Lars Bukdahls blog, Blogdahl, 24.8.2011): Min fødselsdag går mod midnat, og vi sidder opmuntrende af alder. Jeg kan mærke en telefontræthed kime væk, min hud er spanienskyst nu, lidt solslået. I dag har jeg skærmet den moralske Bush, og nydt den frokost, som fruen erklærede. Jeg driver af dans mod sengen, stille åleslank, i morgen vil jeg støde imod skrivebordet, pyjamastræt.

INDHOLD

Spontane kalender-blade (1976) en ligegyldig duet af strenge løber over livets ure 16 Munden brænder på huden (1978) [Hele bogen] – delirierne og genkaldelsen 19 – hvem nævner alder og degeneration 21 – med spejlbare øjeblikke 23 – overfladerne er noget vi betror tillært 25 – som er sig en stor virkelighed 27 – vi ser solopgangen i en tæt bevægelse 28 – selv om fortiden utydeliggøres 29 – det pludselige tilbageblik 31 – ikke flere sange om kærligheden men brug dem – jeg er et med det sociale 35 – overalt midt i beslutningsprocesser 36 – din lille revolution 37 – når alting lukker sig 39 – nu er anonymiteterne opløst 41 – som det kan være virkelighed 42 – der tales så tæt overalt 44 – jeg har det fra gud selv 46 – i et musisk udtryk 47 – søndagsmodtagerens raderinger 49 – denne talen om fredsinitiativer 51 – vi kan fornemme diktoria (et land af neutralfunktioner) 52 Digtet seende med verden (1978) med et ansigt lænet trygt til natten 55 intet ur kan samle alle kroppe under sig

Jeg er fandme til (1979) [Hele bogen] min optimale åbningssang 61 ingen sange vil fortabe sig 65 hver bevægelse er vores håndsrækning 68 med neutraliteten som vores hygge 71 7

så sandelig en våd morgen 74 jeg ser aldrig efter mig selv 77 der er ingen der begriber tiden 80 verden bliver os aldrig for meget 83 vi står her oprejst i seksualitet 86 alle pauserne er de nye knudepunkter omtrent som et nyt liv 92 vores sigte er også skønheden 95 På et forlangende i mennesket (1979) glæden er angsten i vore fingerled

101

Savoir-vivre / Victor B. Andersen’s Maskinfabrik (1980) [Årsvækster, 1995] Velkommen i vores skæve univers [Savoir-vivre] 105 Der er kun en udgang til vores verden [Savoir-vivre] 107 Kærlighed på Sommersko [Victor B. Andersen’s Maskinfabrik nr. 12] 109 Vi vil overdøve skammen (1981) Hvis de var elskende var de byen

113

Tretten dage af en sne (1981) [Hele bogen] på den første dag 117 på den anden dag 118 på den tredje dag 119 på den fjerde dag 120 på den femte dag 121 på den sjette dag 122 på den syvende dag 123 på den ottende dag 124 på den niende dag 125 på den tiende dag 126 på den ellevte dag 127 på den tolvte dag 128 på den trettende dag 129 efterskrift & note 130 – note à la carte Jeg elsker min hustru (1982) sommer på tieren 133 Forårsgave til mine rødder (1983) 28februar 137 Victor Pokaler (1983) ikke råbe for at blive hørt 8

141

For vejret i mig selv (1983) dagen er aftaget på vrå kirkegård

145

Mit efterslæb til fuglene (1984) Novempus 149 Sæson tredive/tredivte sæson (1985) Havde jeg kunnet gennemskue alt i dag 155 Sidder og drømmer mig ædru og itu 157 Dagen er timer foran mig i dag 158 Sommerfuglen på din skulder 159 Elsk mig bare fuldstændig som du er 160 En torden i det stille (1986) Når Jac går går vi vist til 163 Første mellemistid 164 En solpause vil aldrig findes 165 Hver eneste streg er universets 166 Når stenen slutter alt omkring os 167 Ekstra Bladet / Politiken (1986) [Årsvækster, 1995] Der kom et skår på vores himmel [Ekstra Bladet 19.3.1986] Det sidste syn [Politiken 5.9.1986] 172

171

Under viadukten til Allerøds himmel (1986) Solens afsnit 175 Alvor med solside 176 En øresundslinie 177 Varme hveder 178 Morgenevangelium 179 Susen fra et mandshjerte (1988) Verdensrose 183 min ørken for en nat 191 Med duggen i ryggen (1989) ”SEE MY FRIENDS”, og med bodils hånd i min Lyrikekspressen. Det rullende digt (1989) Mosaikexpressen 199 Nash og eventyret om den hemmelige kasse Flygtige papirer (1989) fuglene tror allerede, det er forår, de stakler next stop, kongens have 204

195

200 202

en sol er skudt op 205 jeg elsker ved at forhindre solens gåsehud 207 oktoberkvinden 208

206

På vagt for bælgmørket (1990) I en eneste ro, jeg vakler hele tiden 211 Jeg skal hermed anbefale livet 212 Den tjekkiske sømand (1991) Jeg hviler, jeg er væk, så ligevægtig af regnen 215 Sygeplejersken står bøjet over mig 216 Alle disse konger og etatsråd, jeg føler mig ganske gået 217 Ud under åben himmel, jeg tænker ingen andre med 218 Jeg vil stå på hovedet i cigaretten, askebægeret 219 Gid jeg kunne bære Nordvang på skuldrene 220 Pengene vil jeg lægge fra mig, så er det sagt 221 Imellem mine linier, tidevandet (1992) Min verdensrose er til 225 Måske et spor, nu jorden (1993) Vi må lære at være på køn med hinanden Lysene i vinduerne 230 Årsvækster (1995) Onkel Danny i svæv på Gråbrødre Torv [Grande Goodbye Galla, 20.1.1994]

229

233

Hvert åndedræt sit sprog (1996) Champagnegrene og nykker 237 Det forsømte postbud (1998) Ikke så fjernt dette efterår!!!

241

Med kammeratlig hilsen (1999) Jac den lykkelige af Bodil og Danmark!!!

245

Fablende til blomst (1999) 8. Undersuite (1-8) 249 Fugl Føniks Ajour (1999) Senere samler bristen sig nok 255 Gid det bare var en nødvendig morgenhoste

257

Et jævnaldrende mareridt 262 Forhåbentlig påberåbes janitsharen Flimrende krystaller 265 Skønheden er så diskutabel 267

264

Numse-Kajs otier på de græske øer (2001) Kaj går i hi på hotellet 271 Numse-Kaj som besøgsven (2003) Kajs møde med sin gamle skolekammerat Herluf

275

En græssende glæde til dit ydre (2004) En fredagsrute trækker i mig 279 Årsnote 16 280 Årsnote 27 281 Årsnote 38 282 En skimten fra udestuen (2005) Rødblond universel tanke sen aften 1996 285 S-toget, kun et spor fra hinanden 286 Hændernes fantasi 287 Abstinensia, abstinensia / en suite af fraværsvarsler Hymne til pindsvinet 291 Historiefortællerens sange 292 Agurkerne kvækker (2007) Insekterne stikker når tiden er Søvnlysninger (2007) Jeg drømmer jeg finsover

288

295

299

Kattenes eventyrlige rumsteren (2009) Denne absurde strejfer 303 Diskret nysgerrighed 12 304 Diskret nysgerrighed 24 305 33 års spontane hengivelser (2009) Sarte er vist vores kendetegn 309 Tvivlen (2009) Din lysende nærhed 313 Måske er det den endelige hvile jeg drømmer om Jeg glæder mig til at dø 315 Hvorfor vil alle altid herse med mig 316

314

SPONTANE KALENDER-BLADE (1976)

en ligegyldig duet af strenge løber over livets ure og menneskene betragtes som håbefulde antrit mellem travene der taler for en hel verden uden dog at vise tegn der bevæger sig for en respekt selv de nøgne øjnes styrke gribes af en umættelighed når et følsomt slør knuser kurven arbejder sig bort fra dens fortrolighed og regler og indlogerer sig i de frisindige tankers teltlejr en ligegyldig duet af strenge løber over livets ure mens de ordinæres døre trænger sig på og har svært ved at give passage-muligheder søger at splitte os med autoritære flag og vimpler der har stemplet 70erne som ængstelige pubertets-tider en ligegyldig duet af strenge løber over livets ure og det må give dig tid til at afveje din værdighed og en given din humane uddannelse næring lad bierne suge honningen fra din kærligheds kropsblad lad menneskene knuse deres ærgerrige negle når vor nytænkning blomstrer ud af sommereftermiddagen der skal pudse 80erne af som motiverede

MUNDEN BRÆNDER PÅ HUDEN (1978)

â&#x20AC;&#x201C; til lady kirsten I was born in a welfare state Ruled by bureaucracy Controlled by civil servants And people dressed in grey Got no privacy, got no liberty Cos the twentieth century people Took it all away from me Ray Davies

– delirierne og genkaldelsen da jeg havde udmålt himlen med dine øjne – så jeg de samme øjne blidt stirrende fra sofaen – forsagte i et andet dimensionsbillede – det måtte være derfor at dine hænder virkede så bekendte af skyld – og vi mødes sikkert et sted ud i fremtiden tænkte jeg – hvis vi ellers formår livet – vi er kendetegnende for altings strid stadigt brudt til i verdener – som opvækster mellem telefoner der gør os angste for lydhørigheden – jeg kender ingen der egentlig vil bruge talerne – men det evindelige savn der skjuler sig i alle udsættelserne – gør at jeg hver gang lader mig overvinde – jeg kan se os et sted derude hvor vi måske ikke ligefrem formår livet – men bliver ved at skrige det ud – jeg står op anderledes/anskuende ny – mærker at huden står i forhold til tingene på en anden måde – mærker når mine øjne fanger figurer i fuld gang med livet – at de i deres tilbagemeldinger fremtræder anderledes end ellers –

jeg står op anderledes/anskuende ny – uden at fortryde alle de tilstande jeg har forsøgt videre forplantet – for uden deres positioner havde jeg nok ikke haft indgangsvinkler til dette – og ikke kendt tingene som uhyre ustandselige – og udgange for nye mulige indgange – jeg står op anderledes/anskuende ny – og vi sidder her overfor hinanden og taler så frugtbart sammen –

– hvem nævner alder og degeneration vi kom tilbage uden alder eller status – i en følelse af at have ophøjet os selv til tilstande af konstante sammenhænge – kom tilbage og begyndte at rokere ved normerne som noget forenklet sinkende – men der var ingen der havde spurgt efter os sagde man – men ikke alting kan afspejles i ansigter – vi kom tilbage med alle fortællingerne – uden at skulle nuancere os i særprægede og kunstigt rettede identiteter – for det hele var udviklingsbetinget nu – der var nemlig kun en vej frem i os selv – selvfølgeligt at udrede rusen for alle dem der havde følt det var for uforpligtende – så vi sammen kan fremelske et positivt beredskab for at kunne være fælles om en ny virkelighedsopstandelse – vi er så mange smukt forskellige – at der ingen grund er til uvilkårligt at afvise hinanden – men hvorfor kan der dog ikke blive fred til at man bare har lyst til nogle mennesker – uden at skulle presses sammen med dem – vi kom tilbage fra en fordybelsesterpen – og så alting hobet op i de udskydelser som vi havde brugt for at opløse os selv – det er smukt at se ting forme sig spontant overraskende ud af noget alment – men da almentilstanden så pludselig krævede én fuldendt blev vi skræmte og opgav – vi var for bange til at nuancere sindssygen –

vi er tilbage i en ny udtrykkelighed – og selv om alle årene ikke virker som øjeblikkeligt aftegnelige – vil vi dog distancere vores glæde i asfalten – og med vores stadige ophøjelsestrang kan vi bruge asfaltbælterne som vores synsstimulans nuengang er stemt for det – for verden bliver som vi beretter den – og verden er som vi giver afkald på den –

– med spejlbare øjeblikke vi har aldrig krævet at tingene nødvendigvis skulle være klare og forståelige – det har vores nærvær været alt for opløst pjattende til – men vi har altid insisteret på en vis udstrækning af underbevidst forståen – hvis vi ligesom skulle splitte hinanden for alle de spontane øjeblikkeligheder – der virkede ud over depressionens nette og hensynsløse udskydelse – så sødt svagt og altid gentageligt – det er alt det vi er vokset op med – vær nænsom mod vore plejende autoriteter – så stort enkelt og varmt uendeligt – det var de nødvendige udgangspunkter vi skulle gøre til vore normer – kærtegn excentrikken med din egen krop og tidsrummene vil aldrig afgrænse sig – så skarpt frit og smukt forenklet nu – for vi blev bedt om at løsrive os fra det hele – hvis vi for altid ville afskære os fra en tidstydelighed – nu vil vi være os selv i den sammenhæng et liv mellem uafhængige mennesker kræver – uden at vi af den grund vil hindre nogen bevægeligheder i at nå ind til os – for det er nu engang nødvendigt hvis formationerne virkelig skal mildt anes – og for den stadige fortsættelse af en tilknytning til den øjeblikkelige eksistens –

der kysses så voldsomt i det miljø som vi har bekendt vore kroppe til – du kan jo selv mærke at vi aldrig bliver færdige med at være optaget af hinanden – vi går rundt i evige påmindelser til os selv uden at bryde forstyrrende ind for hinanden – og der findes jo så få der har noget til overs for andet end deres egen genvej – instinktivt kalder vi tilværelsen for vores ret til at nødvendiggøre –

– overfladerne er noget vi betror tillært at vende sit ansigt mod vinden og langsomt give afkald på alle smilene – pludselig står alting stille og alle ens følelser bliver til forberedelser – ja selv skuddene der er omgangsform i tilværelsen aftegner store våde kys – jeg står her uafladeligt helt alene nu og anstrenger mig for synets skyld – vi rejser os med nye ressourcer hver dag uden at nogen bemærker dem – stille men bemægtigende tager de former mellem alle vore betingelser – og al vor håbløshed splintres ustandseligt i disse usete tilstandes pludselige fornyelse af vores identitet – jeg står her altid med mere end jeg egentlig føler mig forpligtiget til – vi modner vore stemmer når vi gjaldende løs i sange søger at dæmpe trætheden – og hver strofe i højrøstet afsæt udmanøvrerer endnu en tid vores angst – og der synges voldsomt imellem os når vi går ned igennem gaderne – vi løfter os selv op i den naive tro at dette også er vores egen verden – jeg står her ustandseligt for at blive overrasket –

jeg tror ikke de kan se alle de trætheder vi sammen har været igennem – for vi har ikke ladet os udviske eller taget symptomerne virkelig til os – men grådigt udbyttet dem for al deres fordybelse til vi igen kunne føle de stadige bevægende ændringer af vækst – der er udgangspunktet for vor synsvirkelighed – jeg vil stå her altid for at kunne genkaldes når de taler højt om livet –

– som er sig en stor virkelighed sprængt er alle de logiske rammer – for ingen føler sig mere bundet til de barrierer der uløseligt spaltede vores syn i natur og hverdagsberøring – mærk betonens flader der i stor smuk anstrengelse giver os en mulighed for at sammensætte en uendelig virkelighed – sprængt er alle faste bestandigheder – for vi er blevet helt følelsesfortrolige med dine og mine spontanbevægelser – og vi går ind i alle livsfunktionerne for at bruge dem groft og yderligt – og hvis vi taler sammen under en søvn er det fordi tiden aldrig kan beherskes – sprængt er alle de formelle masker – for alle skal kunne se at det vi bryder med er tingenes konventionelle status i vores strakte massive brug af dem – og når vi motiverer fuglene ned fra himlen er det for at de også skal være med i billedet af en udadvendt proces – sprængt er alle de frelsende udråb – for vi vil ikke give afkald på at være yndere af en plastic og cement kultur – men bruge det som vores naturlige islæt til en tidsvedkommenhed og gensidighed – og vi vil ikke tage afstand til livet som vor uendelige eksplosion og vores stædige kamp for sårbarheden – men ydmyge det ustandseligt for at få det på hold af det altid nærmende – sprængt er alle de sorte depressioner – for der kræves en ustandselighed for at kunne udskille sig tilstand for tilstand –

– vi ser solopgangen i en tæt bevægelse skønt at strejfe rundt imellem stenenes omgængelige former – og bare vide at al trygheden ligger i en dimension bag alle grænserne vi har passeret – stille slynger jeg din hånd højt til vejrs – og vi nejer stille og ærbødigt – for vi tror at en hel verden kan høre vore skrig af fuldkommenhed – kan mærke vores hyldest til kærligheden – skønt at blive et med farvernes fald og bundet til dine hænder – kan du se at ingenting er til at standse i denne fuldkommende udmåling til vore tilstande – din mund forsvinder og nu kan kun jeg se alle farverne derudover – vi er faldet til i verden siger du mens vi tydende ser op i alle sprængningerne – der generøst gengælder vor hyldest til livet som øjeblikkelighed – skønt at strejfe rundt mellem bruddenes virkningspludselige former – og se hvor enkelt vi falder ind –