TIDENS VÆSEN
Tiderne_Ozeki-Tidens væsen_P.indd 1
16/12/14 11.15
Tiderne_Ozeki-Tidens vĂŚsen_P.indd 2
16/12/14 11.15
RUTH OZEKI
TIDENS VÆSEN På dansk ved Ninna Brenøe
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_Ozeki-Tidens væsen_P.indd 3
16/12/14 11.15
Tidens væsen Oversat efter „A Tale for the Time Being“ © Ruth Ozeki Lounsbury 2013 Dansk udgave: © Tiderne Skifter 2015 Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med AGaramond hos An:Sats, Espergærde Tryk: Holm Print Management, Tjele ISBN 978-87-7973-665-8 Printed in Denmark 2015
Udgivet med støtte fra
TIDERNE SKIFTER · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf. 33 18 63 90 · Fax 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk
Tiderne_Ozeki-Tidens væsen_P.indd 4
16/12/14 11.15
Til Masako, nu og for evigt
Tiderne_Ozeki-Tidens vĂŚsen_P.indd 5
16/12/14 11.15
Tiderne_Ozeki-Tidens vĂŚsen_P.indd 6
16/12/14 11.15
DEL I
En af de gamle buddhaer sagde engang:
Tidens væsen står på den højeste bjergtinde, Tidens væsen kryber over bunden af det dybeste hav, Tidens væsen er en dæmon med tre hoveder og otte arme, Tidens væsen er den gyldne fem meter høje statue af en buddha, Tidens væsen er en munks stav eller en mesters fluesmækker,1 Tidens væsen er en søjle eller en lanterne, Tidens væsen er en hvilken som helst John eller Jane,2 Tidens væsen er den hele jord og den uendelige himmel. – Dõgen Zenji, „Tidens væsen“3
1. Jpn. Hossu – en pisk af hestehår, båret af en zendbuddhistisk præst. 2. Jpn. Chõan rishi – bogstavligt oversat tredje søn af Zhang og fjerde søn af Li; en fast vending som betyder „hvem som helst“. Jeg har oversat det til „en hvilken som helst John eller Jane“, men det kunne lige så godt være „en hvilken som helst Tom, Dick eller Harry“. 3. Eihei Dõgen Zenji (1200-1253) – japansk zenbuddhistisk mester og forfatter til Shõbõgenzõ (Den sande dharmas øjne) „Tidens væsen“ (Uji) er det ellevte kapitel.
Tiderne_Ozeki-Tidens væsen_P.indd 7
16/12/14 11.15
Tiderne_Ozeki-Tidens vĂŚsen_P.indd 8
16/12/14 11.15
Nao 1. Hej! Mit navn er Nao, og jeg er et tidens væsen. Ved du, hvad det er, et tidens væsen? Nå, men hvis du lige vil give mig et øjeblik, så skal jeg forklare det. Et tidsvæsen er en, der lever i tiden, hvilket vil sige dig og mig og hver eneste af os som er, eller engang var, eller nogensinde vil blive til. Hvad mig selv angår, sidder jeg lige nu på en fransk stuepigecafé i Akiba Electricity Town og lytter til en trist chanson, som bliver spillet engang i din fortid, som jo er min nutid, mens jeg skriver og tænker på dig, og på hvem du er, et sted derude i min fremtid. Og hvis du læser det her, er du måske også begyndt at tænke på mig, og på hvem jeg er. Du tænker på mig. Jeg tænker på dig. På hvem du er og hvad du mon laver? Står du og hænger i en strop i et tog i subwayen i New York, eller ligger du og bobler i dit badekar i Sunnyvale? Slikker du solskin på en sandstrand i Phuket, eller får du poleret tånegle i Brighton? Er din kæreste ved at lave en lækker middag til dig, eller spiser du en kold kinesisk nudelret direkte fra boksen? Ligger du på siden og med ryggen koldt vendt væk fra din snorkende kone, eller venter du længselsfuldt på, at din smukke elsker skal blive færdig ude i badet, så du kan elske lidenskabeligt med ham? Har du en kat og sidder hun på dit skød? Lugter hendes hoved af cedertræer og af dejlig frisk luft? Men faktisk betyder det ikke så meget, for når du engang læser det her, vil alting alligevel være anderledes, og du vil befinde dig et eller andet sted, mens du bladrer adspredt i denne bog, som tilfældigvis er en dagbog over mine sidste dage på jorden, mens du spørger dig selv, om du skal læse 9
Tiderne_Ozeki-Tidens væsen_P.indd 9
16/12/14 11.15
videre. Og hvis du beslutter dig for ikke at læse videre, hey, no problem, du var alligevel ikke den, jeg ventede på, så. Men hvis du beslutter dig for at læse videre? Så er du lige min slags tidsvæsen, og sammen vil vi skabe ren magi!
2. Okay. Det var dumt sagt. Det må kunne gøres bedre. Jeg tør vædde på, at du spørger dig selv, hvem den latterlige pige er, der skriver sådan noget. Tja, jeg gør. Nao gør. Nao er mig, eller Naoko Yasutani, som mit fulde navn lyder, men kald mig bare Nao ligesom alle andre. Og jeg må hellere fortælle lidt mere om mig selv, hvis vi skal blive ved med at mødes på den her måde …! J Faktisk er der ikke det store, der har forandret sig. Jeg sidder stadig på den franske stuepigecafé i Akiba Electricity Town, Edith Pilaf synger endnu en trist chanson, og Babette er lige kommet over med en kop kaffe, som jeg bare har nippet til. Babette er min stuepige og samtidig min nye ven, og kaffen er Blue Mountain, som jeg drikker sort, hvilket er usædvanligt for en teenagepige, men klart den rigtige måde at drikke god kaffe på, hvis man har bare den mindste smule respekt for den bitre bønne. Jeg har trukket min strømpe op og kløet mig på bagsiden af knæet. Jeg har rettet på plisseringerne på min nederdel, så den ligger bredt pænt ud over mine lår. Jeg har strøget mit skulderlange hår om bag mit højre øre, som er piercet fem steder, men lader det nu falde ærbart ned over ansigtet igen, fordi otaku4lønslaven ved bordet ved siden af sidder og glor på mig, og det føles vildt klamt, men også ret underholdende. Jeg har min junior highschool-uniform på, og jeg kan mærke af den måde, han kigger på, at han har en kæmpe skolepigefetich kørende, men hvis det er tilfældet, hvad laver han så her på en fransk stuepigecafé? Jeg mener, hold da kæft en nar! Men man ved aldrig. Alting forandrer sig, og alt er muligt, så måske skifter jeg også mening, hvad ham angår. Måske læner han sig akavet frem mod 4. otaku (お宅) – en overfanatisk fan eller anden fanatiker, en computernørd, en freak.
10
Tiderne_Ozeki-Tidens væsen_P.indd 10
16/12/14 11.15
mig om par minutter og siger et eller andet overraskende smukt, og jeg vil føle en overstrømmende ømhed for ham på trods af hans fedtede hår og dårlige hud, og jeg vil rent faktisk nedlade mig til at konversere lidt med ham, og efter et stykke tid vil han så spørge, om jeg vil med ud at shoppe, og hvis han kan overbevise mig om, at han er glødende forelsket i mig, vil jeg gå med ham hen i et shoppingcenter og lade ham købe en sød lille cardigan eller en ketai5 eller en taske til mig, selvom han tydeligvis ikke har særlig mange penge. Og bagefter går vi måske hen på en bar og drikker cocktails, eller smutter ind på et love-in-hotel med en stor jacuzzi, og efter at vi har ligget i badet, lige som jeg er begyndt at føle mig tryg ved ham, viser hans sande natur sig pludselig, og han binder mig og trækker plasticposen fra min nye cardigan ned over hovedet på mig og voldtager mig, og flere timer efter finder politiet min nøgne livløse krop liggende i en akavet stilling på gulvet ved siden af den store runde zebrastribede seng. Eller måske vil han bare have mig til at kvæle ham en lille smule med mine trusser, mens han er ved at komme over deres vidunderlige dufte. Eller måske vil intet af dette ske, bortset fra i mine og i dine tanker, fordi det vi skaber sammen, som jeg sagde tidligere, er magi, i det mindste lige nu.
3. Er du der stadig? Jeg har lige genlæst det, jeg skrev om ham otaku-lønslaven, og jeg vil gerne sige undskyld. Det var grimt sagt. Det var ikke nogen pæn måde at starte på. Jeg vil helst ikke give dig det forkerte indtryk. Jeg er ikke nogen lille dum tøs. Jeg ved godt, at Edith Pilaf i virkeligheden ikke hedder Pilaf. Og jeg er heller ikke nogen slem pige eller en hentai6. Faktisk er jeg ikke den store fan af hentai, så hvis du er sådan en, så vær sød at lægge bogen fra dig og lad være med at læse videre, okay? Du vil bare blive skuffet og føle, at du spilder tiden, fordi den her bog ikke er nogen kinky og hemmelig pigedagbog fyldt med lyserøde fantasier og klamme feticher. Den er slet ikke, sådan som du tror, fordi formålet med at skrive den før jeg dør, er at fortælle den fascinerende 5. ketai (携帯) – mobiltelefon. 6. hentai (変態) – pervers person, seksuel afviger.
11
Tiderne_Ozeki-Tidens væsen_P.indd 11
16/12/14 11.15
historie om min hundrede og fire år gamle oldemor, som er zenbuddhistisk nonne. Du synes måske ikke, at nonner er specielt ophidsende at høre om, men det er min oldemor, bare ikke på nogen spor kinky måde. Jeg er sikker på, at der findes masser af kinky nonner derude … eller måske i virkeligheden ikke så mange kinky nonner, men helt sikkert kinky præster; der er kinky præster overalt … men min dagbog kommer heller ikke til at handle om dem og deres langt ude handlinger. Denne dagbog vil fortælle den sandfærdige historie om min oldemor Yasutani Jiko. Hun var nonne og romanforfatter og en Ny Kvinde7 i Taishoæraen8. Derudover var hun anarkist og feminist og havde et hav af elskere, både mandlige og kvindelige, men hun var aldrig kinky eller klam. Og selvom jeg måske vil komme til at fortælle om nogle af hendes kærlighedsforhold, vil alt hvad jeg skriver være historisk korrekt og kvindefrigørende, og ikke bare et eller andet latterligt geisha-pis. Så hvis klamme og kinky ting er det, du tænder på, så vær sød at lukke bogen nu, og giv den i stedet til din kone eller kollega og spar dig selv tiden og besværet.
4. Jeg tror, det er vigtigt at have klart definerede mål her i livet, tror du ikke også? Især hvis man ikke har så lang tid tilbage at leve i. Hvis man ikke har klare mål, risikerer man at løbe tør for tid, og når den dag så kommer, hvor man står ude på kanten af en høj bygning eller sidder i sengen med et glas piller i hånden, tænker man: Shit! Jeg kiksede totalt. Hvis bare jeg havde sat nogle klarere mål for mig selv! Grunden til at jeg fortæller dig det her, er at jeg ikke kommer til at være her særlig meget længere, hvilket du lige så godt kan få at vide lige fra starten, så du ikke begynder at antage alt muligt. Antagelser er noget lort. De er ligesom forventninger. Antagelser og forventninger kan slå et hvilket som helst 7. 8.
Ny Kvinde – en betegnelse anvendt i Japan i starten af 1900-tallet om emanciperede, veluddannede kvinder, som modsatte sig begrænsningerne forbundet med de traditionelle kønsroller. Taisho-æraen, 1912-1926, opkaldt efter kejser Taishõ, også kaldet Taishõ-demokratiet; en kort periode med social og politisk frigørelse, som blev brat afsluttet af et højreorienteret militærkup, der førte til Anden Verdenskrig.
12
Tiderne_Ozeki-Tidens væsen_P.indd 12
16/12/14 11.15
forhold ihjel, så måske vi to skulle forsøge at holde os fra den slags, okay? Sagen er, at jeg om meget kort tid kommer til at graduere fra tiden, eller måske burde jeg ikke kalde det graduere, fordi det får det til at lyde, som om jeg rent faktisk har nået mine mål og har fortjent at komme videre, når jeg i virkeligheden kun lige er fyldt seksten og absolut intet har udrettet. Zero. Nada. Lyder jeg patetisk? Det var ikke meningen. Jeg forsøger bare at være præcis. I stedet for at graduere, skulle jeg måske hellere sige, at jeg dropper ud af tiden. Stiger af. Forlader min egen eksistens. Jeg vil tælle øjeblikkene. Et … To … Tre … Fire … Hey, nu ved jeg det! Lad os tælle øjeblikkene sammen!9
9.
For flere tanker om zen og øjeblikket, se Appendiks A.
Tiderne_Ozeki-Tidens væsen_P.indd 13
16/12/14 11.15
Ruth 1. En ganske svag funklen fangede Ruths blik, et lille glimt af sollys reflekteret i en skrå vinkel fra et sted under en sammenfiltret masse af brunalger, der lå og tørrede, og som havet havde kastet op på sandet ved højvande. Hun troede først, at det bare var en døende gople, der skinnede, og var lige ved at gå forbi. Strandene var fulde af brandmænd for tiden af den mest modbydelige røde og sviende slags, der lå og lignede åbne sår overalt langs vandkanten. Men et eller andet fik hende til at stoppe. Hun bukkede sig ned og skubbede til tangdyngen med spidsen af sine sneakers, pirkede til den med en pind. Efter at have fået de piskesnertlignende bladvækster lidt fra hinanden kunne hun til sidst se, at det som lå dernede og lyste, ikke var en døende gople, men et eller andet stykke plastic, en pose. Intet mærkeligt ved det. Havet var fuldt af plastic. Hun gravede lidt videre, indtil hun kunne løfte posen op i det ene hjørne. Den var tungere, end hun havde troet, en flosset frysepose groet til med rankefødder der bredte sig ud over den som et udslæt. Den måtte have ligget længe i havet, tænkte hun. Inde i posen kunne hun se en antydning af noget rødt, en eller andens skrald, uden tvivl, kastet over bord eller efterladt ved en picnic eller et strand-rave. Havet gylpede altid ting op, slyngede dem tilbage ind på land: fiskesnører, flåd, øldåser, plasticlegetøj, tamponer, Nike-sneakers. For et par år siden havde det været afhuggede fødder. Folk havde fundet dem hele vejen langs kysten på Vancouver Island, skyllet op på sandet. En af dem var blevet fundet lige her på stranden. Ingen kunne forklare, hvad der var blevet af kroppene. Ruth havde ikke lyst til at tænke på, hvad der måske kunne ligge og rådne inde i posen. Hun kylede den et stykke længere op på land. Hun ville gå resten af sin tur og samle den op på tilbagevejen, tage den med hjem og smide den ud.
14
Tiderne_Ozeki-Tidens væsen_P.indd 14
16/12/14 11.15
2. „Hvad er det?“ råbte hendes mand ude fra bryggerset. Ruth var ved at lave aftensmad, stod og koncentrerede sig om at skære gulerødder. „Den her,“ gentog Oliver, da hun ikke svarede. Hun så op. Han stod i døråbningen ud til køkkenet og holdt den flossede frysepose op mellem to fingre. Hun havde efterladt den ude på verandaen i den hensigt, at hun ville skille sig af med den og smide den i skraldespanden, men var kommet fra det igen. „Åh, lad den ligge,“ sagde hun. „Det er bare skrald. Noget jeg fandt nede på stranden. Lad være med at tage den med herind.“ Hvorfor var det nødvendigt at forklare alting? „Men der ligger noget indeni,“ sagde han. „Vil du ikke gerne vide, hvad det er?“ „Nej,“ sagde hun. „Maden er næsten færdig.“ Han tog den alligevel med ind og lagde den på bordet i køkkenet, så det stod ud over det hele med sand. Han kunne ikke gøre for det. Det var bare sådan, han var, han skulle altid vide alt, hvad der var at vide, måtte pille ting fra hinanden og nogle gange også samle dem igen. Fryseren var fuld af de plasticindsvøbte ådsler af sangfugle, spidsmus og andre smådyr, som deres kat havde slæbt med hjem, og som lå og ventede på at blive dissekeret og udstoppet. „Det er ikke bare én pose,“ rapporterede han, idet han forsigtigt åbnede den første og lagde den til side. „Det er poser inden i poser.“ Katten, som var blevet lokket til af aktiviteterne, sprang op på bordet for at hjælpe til. Han måtte ikke være oppe på bordet. Katten havde et navn, Schrödinger, men de brugte det aldrig. Oliver kaldte ham for Pest, hvilket nogle gange blev til Pesto. Han var altid i gang med et eller andet ondskabsfuldt, såsom at sprætte egern op midt ude i køkkenet, eller efterlade små, skinnende organer, nyrer og tarme, uden for døren ind til soveværelset, så Ruth kunne jokke i dem med bare tæer midt om natten på vej ud til badeværelset. De var et team, Oliver og katten. Når Oliver gik op ovenpå, gik katten op ovenpå. Når Oliver kom ned for at spise, kom katten ned for at spise. Når Oliver gik ud for at tisse, gik katten ud for at tisse. Ruth stod og så på dem nu, mens de undersøgte indholdet af plasticposerne. Hun gøs i forventning 15
Tiderne_Ozeki-Tidens væsen_P.indd 15
16/12/14 11.15
om stanken af en eller andens rådne madpakke, eller det der var værre, som ville spolere den gode duft fra deres aftensmad. Linsesuppe. De skulle have linsesuppe og en salat til aftensmad, og hun havde lige kommet rosmarinen i. „Tror du måske, at du kunne dissekere dit affald ude på verandaen?“ „Det var dig selv, som samlede den op,“ sagde han. „Og desuden tror jeg ikke, det er affald. Det er det alt for omhyggeligt pakket ind til.“ Han fortsatte sin anatomiske undersøgelse. Ruth snusede ind, men det eneste hun kunne lugte, var sand og salt og hav. Pludselig begyndte han at grine. „Se engang, Pesto!“ sagde han. „Den er til dig! Det er en Hello Kitty-madkasse!“ „Nej!“ sagde Ruth, nu helt desperat. „Og der ligger vist noget nede i den …“ „Jeg mener det! Jeg vil ikke have, at du åbner den herinde. Tag den nu bare –“ Men det var for sent.
3. Han havde glattet poserne ud, lagt dem oven på hinanden i faldende størrelse og derefter sorteret indholdet i tre ordnede samlinger: En lille stak håndskrevne breve, en lille og buttet indbunden bog med et falmet rødt omslag, et kraftigt gammelt armbåndsur med matsort urskive og selvlysende tal. Ved siden af stod Hello Kitty-madkassen, som havde beskyttet indholdet mod havets nedbrydende virkning. Katten snusede til madkassen. Ruth tog ham op og smed ham ned på gulvet, hvorefter hun igen rettede sin opmærksomhed mod genstandene på bordet. Brevene så ud til at være skrevet på japansk. Omslaget på den røde bog var trykt på fransk. Uret havde stempler præget ind i metallet bagpå, som var svære at tyde, så Oliver havde taget sin iPhone frem og brugte mikroskopapp’en til at studere indgraveringen. „Jeg tror også, det er på japansk,“ sagde han. Ruth bladrede brevene igennem, mens hun forsøgte at tyde tegnene, som var skrevet med falmet blåt blæk. „Skriften er gammeldags og ornamenteret. Smuk, men jeg forstår ikke så meget som et ord.“ Hun lagde brevene fra sig 16
Tiderne_Ozeki-Tidens væsen_P.indd 16
16/12/14 11.15
og tog uret ud af hånden på ham. „Ja,“ sagde hun. „Det er japanske tal. Det er ikke en dato. Yon, nana, san, hachi, nana. Fire, syv, tre, otte, syv. Måske et serienummer?“ Hun holdt uret op til øret og lyttede, men det var i stykker. Hun lagde det fra sig igen og tog den røde madkasse op. Den røde farve, som havde skinnet ud igennem den flossede plastic var det, som havde forledt hende til at forveksle fryseposen med en brandmand. Hvor længe havde den mon ligget og drevet rundt ude i havet, inden den var skyllet i land? Madkassen havde en gummiliste rundt langs kanten. Hun tog bogen op, og den var overraskende tør; lærredsindbindingen var blød og slidt, hjørnerne rundede efter en lidt for hårdhændet håndtering. Hun førte ryggen op til næsen og indsnusede den skimlede lugt af jordslåede sider og støv. Hun så ned på titlen. „À la recherche du temps perdu,“ læste hun. „Par Marcel Proust.“
4. De kunne godt lide bøger, alle bøger, men især gamle bøger, og huset var proppet med dem. Der var bøger overalt, presset ind i reoler og stakket i bunker på gulvet, på stole, på trappens trin, men det generede hverken Ruth eller Oliver. Og at købe bøger var i høj grad hendes trøst efter at være flyttet til en fjerntliggende ø midt i Desolation Sound ud for British Columbia, Cana da, hvor det offentlige bibliotek var et enkelt lille og fugtigt lokale oppe på førstesalen af forsamlingshuset, som altid vrimlede med børn. Ud over den omfattende og æselørede samling af børne- og ungdomsbøger og nogle af de mere populære voksentitler, syntes bibliotekets samling primært at bestå af havebøger, bøger om syltning, fødevaresikkerhed, alternativ energi, alternativ healing, alternativ læring. Ruth savnede storbybibliotekernes overflod og mangfoldighed, de store og tyste rum, og dengang hun og Oliver flyttede ud på den lille ø, havde de aftalt, at hun skulle have lov til at købe alle de bøger, hun gerne ville have, hvilket hun gjorde. Research, kaldte hun det, selvom det når det kom til stykket var ham, som læste de fleste af dem, mens hun kun fik læst nogle få stykker. Hun kunne bare godt lide, at de var der. Men for nylig havde hun lagt mærke til, at den fugtige havluft havde fået siderne til at svulme op, og at sølvfiskene var flyttet ind i bogryggene. Når hun åbnede dem, lugtede de af mug. Det gjorde hende trist. 17
Tiderne_Ozeki-Tidens væsen_P.indd 17
16/12/14 11.15
„På sporet af den tabte tid,“ oversatte hun titlen skrevet med anløbne guldbogstaver præget ned i stoffet på den røde lærredsryg. „Jeg har aldrig fået læst den.“ „Det har jeg heller ikke,“ sagde Oliver. „Jeg tror nu ikke, at jeg har tænkt mig at gøre forsøget på fransk.“ „Mmh,“ sagde hun, enig, men så åbnede hun alligevel bogen, nysgerrig efter at se om hun kunne forstå bare de første par linjer. Hun forventede at finde et aldersplettet titelblad, trykt med en gammeldags skrifttype, så hun var fuldkommen uforberedt på den lilla teenagehåndskrift, der bredte sig hen over siden. Det føltes næsten som en slags hærværk, og det forskrækkede hende så meget, at hun var lige ved at tabe bogen.
5. Trykte ord er forudsigelige og upersonlige, en mekanisk overførsel af information igennem læserens øje. Håndskrift, derimod, modsætter sig øjet, afslører kun langsomt sit indhold og er lige så intim og privat som selve huden. Ruth så ned på siden. De lilla ord var skrevet primært på engelsk, med nogle enkelte spredte japanske tegn rundt omkring, men hendes blik opfattede ikke så meget deres betydning, som det sansede den skrivendes tilstedeværelse, mørk og følelsesladet. Fingrene der havde ført den lilla gelkuglepen, måtte have tilhørt en pige, en teenager. Hendes skrift, alle disse svungne lilla tegn presset ned på papiret, rummede stadig hendes sindsstemninger og bekymringer, og i samme øjeblik Ruth så på siden, var hun fuldkommen sikker på, at pigens fingerspidser var fugtige og lyserøde, og at hun havde bidt sine negle ned til kødet. Ruth kiggede lidt nærmere på skriften. Bogstaverne var runde og en lille smule sjuskede (sådan som hun nu forestillede sig, at pigen også måtte være det), men de stod mere eller mindre ret og marcherede kækt af sted hen over siden i rask fart, ikke sjusket og fortravlet, men heller ikke nølende. Nogle steder stod de mast lidt tæt sammen hen mod slutningen af en linje, som folk der skubber til hinanden for at komme ind i en elevator eller et tog i subwayen, lige før dørene lukker. Ruths nysgerrighed var så småt blevet pirret. Det var tydeligvis en dagbog af en eller anden art. Hun så på omslaget 18
Tiderne_Ozeki-Tidens væsen_P.indd 18
16/12/14 11.15
igen. Burde hun læse den? Med en følelse af at foretage sig noget lettere uanstændigt, som om hun smuglyttede eller stod og kiggede ind gennem et nøglehul, slog hun nu helt bevidst op på første side. Romanforfattere bruger en stor del af deres tid på at stikke næsen i andre menneskers sager. Ruth var ikke uvant med følelsen. Hej!, læste hun. Mit navn er Nao, og jeg er et tidens væsen. Ved du, hvad det er, et tidens væsen? …
6. „Drivgods,“ sagde Oliver. Han studerede rankefødderne, som var vokset frem på overfladen af den yderste plasticpose. „Det er næsten ikke til at tro.“ Ruth så op fra siden. „Jamen, selvfølgelig er det drivgods,“ sagde hun. „Eller vraggods.“ Bogen føltes varm mellem hendes hænder, og hun havde lyst til at fortsætte med at læse, men i stedet hørte hun sig selv spørge: „Hvad er forskellen egentlig?“ „Drivgods er tilfældigt, bare ting der driver rundt ude på havet. Vraggods er bevidst kastet over bord. Det afgørende er, om der er en intention bag eller ej. Så du har ret, måske er det her vraggods.“ Han lagde posen tilbage på bordet. „Jeg tror kun, det her er starten.“ „Starten på hvad?“ „At ting begynder at drive,“ sagde han. „At de river sig fri af Stillehavsgyren …“ Hans øjne strålede, og hun kunne se, at han var tændt. Hun lagde bogen ned i skødet. „Hvad er Stillehavsgyren?“ „Der er elleve store hvirvelstrømme eller gyrer i verdenshavene,“ sagde han. „To af dem bevæger sig direkte op mod os fra Japan og deler sig først lige ud for British Columbia. Den mindste gyre, Den Aleutiske Havstrøm, drejer op nordpå mod Aleuterne. Den største af dem drejer mod syd. Den kaldes også nogle gange for Skildpaddegyren, fordi havskildpadderne lader sig føre med den på deres træk fra Japan til Baja.“ Han løftede begge hænder for at tegne en stor cirkel i luften. Katten, som var faldet i søvn på bordet, måtte have fornemmet hans iver og åbnede et grønt øje for at følge med. „Forestil dig Stillehavet,“ sagde Oliver. „Skildpaddegyren bevæger sig 19
Tiderne_Ozeki-Tidens væsen_P.indd 19
16/12/14 11.15
med uret, og Aleuter-havstrømmen bevæger sig mod uret.“ Hans bevægede hænderne og tegnede havstrømmenes halvcirkler og spiraler. „Er det det samme som Kuroshio?“ Han havde allerede fortalt hende om Kuroshio. Den blev også kaldt den japanske havstrøm og førte varmt, tropisk vand fra Asien og over til den nordvestlige stillehavskyst. Men nu rystede han på hovedet. „Ikke helt,“ sagde han. „Gyrer er større. Som en samlet masse af havstrømme. Forstil dig en ring af slanger, som alle sammen bider slangen foran i halen. Kuroshio er den ene af fire eller fem mindre havstrømme, som tilsammen danner Skildpaddegyren.“ Hun nikkede. Hun lukkede øjnene og så slangerne for sig. „Hver gyre har sit eget tempo,“ fortsatte han. „Og længden af et kredsløb kaldes en tone. Er det ikke smukt? Som en art sfærernes musik. Det længste kredsløb er på tretten år, som dermed er heltonen. Skildpaddegyren er en halvtone med sine seks et halvt år. Og Aleutergyren med tre år en kvarttone. Alverdens drivgods rider på gyrerne. Det drivgods som forbliver en del af kredsløbet, kan ses som en del af gyrens hukommelse. Mængden af gods som river sig løs fra gyren, er bestemmende for drivgodsets halveringstid …“ Han samlede Hello Kitty-madkassen op og drejede den mellem hænder ne. „Du ved, alle de ting fra folks huse i Japan som tsunamien trak med sig ud i havet? De har holdt øje med det og regner med, at det vil skylle op langs kystlinjen her. Jeg tror bare, at det er begyndt at ske tidligere, end nogen havde regnet med.“
Tiderne_Ozeki-Tidens væsen_P.indd 20
16/12/14 11.15