LYSET SKINNER I MØRKET
Tiderne_Lyset skinner i mørket_P.indd 1
01/05/2017 09.40
„Og lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det.“ Johannes Evangeliet, kap. 1, vers 5
Tiderne_Lyset skinner i mørket_P.indd 2
01/05/2017 09.40
Kjeld Laursen
Lyset skinner i mørket Fjodor Dostojevskij og hans tid
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_Lyset skinner i mørket_P.indd 3
01/05/2017 09.40
Lyset skinner i mørket © forfatteren og Tiderne Skifter, 2017 Sat med Sabon hos An:sats, Espergærde Omslag: Remote Grafik Tryk: Laser Tryk ISBN: 978-87-02234992 Printed in Denmark
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med CopyDan, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.
Tiderne Skifter · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 tiderneskifter@tiderneskifter · tiderneskifter.dk
Tiderne_Lyset skinner i mørket_P.indd 4
01/05/2017 09.40
„Livet har mange gange været strengt mod mig. Men så kan det til gengæld sommetider få det indfald at forkæle mig, og så sker det så grundigt, så bedårende, at jeg er ved at miste vejret af henrykkelse.“ F. M. Dostojevskij
Tiderne_Lyset skinner i mørket_P.indd 5
01/05/2017 09.40
Tiderne_Lyset skinner i mørket_P.indd 6
01/05/2017 09.40
Til Birgit Min første og vigtigste læser
Tiderne_Lyset skinner i mørket_P.indd 7
01/05/2017 09.40
Tiderne_Lyset skinner i mørket_P.indd 8
01/05/2017 09.40
Prolog
Hvem tænker, når træerne står med deres lysegrønne, nyudsprungne løv, at disse selvsamme saftige blade om en tid vil visne og falde brune og indtørrede til jorden? Hvem forestiller sig, at det flotteste træ i skoven med nogle øksehug kan fældes og segne til jorden, selv det øverste, mod himlen rækkende blad? I nuet er træerne altid grønne, og hvem ved, hvor højt bladene kan nå? Da Napoleon, Frankrigs kejser, i 1812 overskred floden Njemen og rykkede ind i det russiske rige, var han overbevist om, at han atter ville vinde en strålende sejr, som én gang for alle ville befæste hans ry og bane vejen mod verdensherredømmet. Og alle, der så hans vældige hær rykke frem, ville give ham ret. Ikke blot var der endeløse rækker af soldater i alle slags uniformer. I kølvandet fulgte tømrere, smede, slagtere, kokke, ovnbyggere og kvægvogtere, der passede de ledsagende kreaturer. Det var som en hel by eller en kæmpestor organisme, der drog forbi og supplerede sine behov i de byer og landsbyer, den passerede. Aldrig havde Europa set et lignende skue. Mest betagende var de beredne gardere, når de red forbi på deres prægtige, prustende heste i farve strålende uniformer, og solen blinkende i de gyldne hjelme. Kejser Napoleon selv kørte i en specialbygget vogn trukket af seks heste. Det var som en rullende kommandocentral, hvor han kunne brede sine store kort ud. Nogle gange forlod han vognen og red på sin hest, Marengo, iført jægerkorpsets grønne uniform, der ved sin enkelhed skilte ham ud fra de omkringværende officerer. Alle i hæren forgudede denne kejser, som de nærmest betragtede som et overnaturligt væsen, til hvem de nærede ubegrænset tillid. Alle lige fra den simpleste soldat til den mest elegante officer følte, at de gik en strålende karriere i møde. 9
Tiderne_Lyset skinner i mørket_P.indd 9
01/05/2017 09.40
Hvem forestillede sig i dette nu de lidelser, der ventede, de grufulde slag, hvor de flotte uniformer ville blive sønderrevet og plettede af blod og mudder, hvor hestene ville segne i sølet og sneen, og hvor tusindvis, ja, titusindvis af disse kække unge mennesker ville blive slået til krøblinge eller lide døden? Hvem forestillede sig, at kun en brøkdel af denne den største hær, verden endnu havde set, som et såret dyr forfulgt af jægere i den ubarmhjertige russiske vinter skulle slæbe sig hjem til Europa? Hver eneste soldat følte sig overbevist om, at ingen af disse ulykker ville ramme netop ham. Den mand, der bestemte dette, skulle for altid ændre alle disse menneskeskæbner, både i sin egen hær og i det land, han nu ville erobre og underlægge sit herredømme.
Tiderne_Lyset skinner i mørket_P.indd 10
01/05/2017 09.40
Mikhail Andrejevitsj Dostojevskij var yngste søn af en præst i byen Bratslava i det sydvestlige Ukraine, dengang en del af det russiske imperium. Det var meningen, at han skulle være præst ligesom sin far og sin ældre bror, og han blev sendt til præste seminariet i Kamenetsk-Podolsk. Men Mikhail havde andre planer. Mod familiens vilje stak han af fra seminariet og rejste den lange vej til Moskva. Han ville ikke være præst, men læge, og det lykkedes ham at blive optaget på det medicinsk-kirurgiske akademi på grund af gode latinkundskaber fra præsteseminariet. Men efter tre års studium greb ydre begivenheder ind i hans videre uddannelse. Året var 1812, da kejser Napoleon invaderede Rusland med sin grande armée, der omfattede tropper fra store dele af Europa. Som medicinstuderende blev Mikhail Dostojevskij indskrevet som læge ved den russiske hær og oplevede krigens rædsler i behandlingen af de hårdt sårede soldater. De oplevelser kom til at præge ham for livet. Som fungerende militærlæge måtte han hjælpe til på lazaretter, blandt andet under det store uafgjorte slag ved Borodino. Han måtte hurtigt lære at behandle skudsår, granatlæsioner, bajonetstik, blødninger, være med til at foretage amputationer – alt sammen uden narkose. Efter at have overvundet sin første usikkerhed opdagede han til sin overraskelse, at han var dygtig til at håndtere sårskaderne. Nogle feltkirurger opnåede en fabelagtig færdighed i hurtige amputationer, og det var både skræmmende og ophidsende for ham at være med til disse indgreb. Feltkirurgen vidste straks, hvad der skulle gøres, og gav Mikhail instrukser. „Hold fast her! Drej benet lidt. Ja, sådan!“ De sårede blev bragt ind fra slagmarken på bårer. Man måtte prioritere, hvem der skulle behandles først, og hvem der måske var fortabte. De uniformer, der nyligt strålede med deres farver i solen, var nu sønderrevne og blodtilsølede og 11
Tiderne_Lyset skinner i mørket_P.indd 11
01/05/2017 09.40
afslørede illusionen om krigens gloire og vej til ære og magt. Når et indgreb lykkedes, og soldaten kom sig, følte Mikhail en dyb tilfredshed og glæde, men i de tilfælde, hvor han kom til kort, eller hvor der ikke var noget at gøre, blev han grebet af magtesløshed og bitterhed over krigens menneskelige omkostninger. Disse gruopvækkende indtryk satte dybe spor i den unge militærlæges sjæl med en til tungsind grænsende alvor, og det var sjældent, man så et smil på hans læber. Men de berøvede ham ikke troen på Gud og forvisningen om, at der er en mening med ethvert menneskeliv, og han holdt indædt fast ved sin stædige kamp for at bane sig vej op i samfundet. I krigens kølvand fulgte nu flere år med tjeneste som militærlæge, og Mikhail Dostojevskij steg støt i graderne til rang af major og blev i 1820 overlæge ved militærhospitalet i Moskva. Han var nu 31 år og følte sig moden til at stifte familie. * I 1821 trådte Mikhail Dostojevskij ud af hæren og fik ansættelse som overlæge ved Mariinskij-hospitalet, Moskvas fattighospital, hvortil der hørte en bolig i stueetagen. Allerede året før havde han ægtet en ung pige af en velhavende moskovitisk købmandsslægt, Maria Feodorovna Netjajeva, og parret havde fået deres første barn, sønnen Mikhail. Da Napoleons tropper var rykket ind i Moskva i 1812, forlod en stor del af indbyggerne byen. Blandt dem var også den velhavende købmand Fjodor Timofejevitsj Netjajev med sin hustru og deres tre børn, den 18-årige Aleksandra, den 12-årige Maria og lillebroderen Mikhail. Foruden kareten, de kørte i, var der to store arbejdsvogne, læsset med al slags gods og husgeråd. Vognene skumplede hen over de ujævne gader, der var helt opkørte på grund af den voldsomme trafik. Nogle af tjenestefolkene sad øverst på læssene, hvorfra de havde et glimrende overblik over, hvad der foregik. Mørket var ved at falde på, da en af tjenestedrengene pludselig råbte: „Se, det brænder!“ Nede i en af sidegaderne så man ganske rigtigt et rødligt skær, der skiftevis blussede op og aftog. Kusken Markel piskede på hestene, men det var umuligt at 12
Tiderne_Lyset skinner i mørket_P.indd 12
01/05/2017 09.40
komme hurtigere af sted i de overfyldte gader. „Skal vi tage en genvej, herre?“ spurgte kusken, der kendte byen som sin egen frakkelomme. „Ja, gør det, gør det!“ svarede Netjajev. Vognen drejede ad en mindre vej, der førte ned mod floden i byens udkant. Efterhånden som de nærmede sig floden, så de, at hele horisonten var oplyst af det rødlige skær som en flammende solnedgang, hvorimod tegnede sig de sorte silhuetter af huse og løgkuplede kirker. I luften var der en skarp røg. „Mor, tror du også, vores hus brænder?“ spurgte Maria. „Jeg ved det ikke, mit barn,“ sukkede moderen. Hver især tænkte de på noget, de havde glemt eller måttet efterlade. De var nu nået ned til floden, hvor kusken kendte et vadested. Floden var her ikke særlig dyb, men strømmen var stærkere end sædvanligt på grund af nylige regnskyl, hvilket gjorde vadestedet mere ujævnt. Pludselig røg det ene baghjul ned i et hul, og kareten krængede faretruende. Markel piskede som en rasende på hestene, der forgæves anstrengte sig for at trække kareten op. Da lød der et skarpt knald, næsten som et skud, og kareten væltede om på siden. Moderen og børnene skreg af rædsel, hestene vrinskede forskræmte, kusken bandede og sprang ned i vandet, der nåede ham til livet. Han var en stor, stærk mand, og det lykkedes ham at få den ene kalechedør op og hjælpe de pjaskvåde passagerer ud. Han løftede Maria op og bar hende i sikkerhed på den modsatte bred, hvorefter han atter sprang i vandet og vadede ud til vognen, tog den lille Mikhail, som moderen rakte ham, og bar ham ind til Maria, der straks omfavnede den grædende dreng. De andre kravlede med besvær ud af vognen, og Markel måtte tilbage og hjælpe resten af herskabet ind. Våde og forkomne knælede de ned og takkede Gud for deres frelse. Markel fik beroliget de skræmte heste, og det lykkedes at få trukket vognen op, nu da den var befriet for sin last. Men som han havde tænkt, var bagakslen knækket. Nogle folk kom ilende til for at hjælpe og bød dem indenfor i deres hus. „Gud lønne jer for jeres gæstfrihed,“ sagde faderen. Pludselig gav det et sæt i ham. Hvor var den store lædertaske med alle pengene, han havde haft på sig? Han løb ud ad døren igen og 13
Tiderne_Lyset skinner i mørket_P.indd 13
01/05/2017 09.40
hen til Markel, der stod og tog skaderne i øjesyn. „Markel, har du set den store taske?“ spurgte han. „Nej, Fjodor Timofejevitsj, det har jeg ikke,“ svarede Markel. „Måske ligger den inde i vognen.“ Men nej. Der var den ikke. Fjodor Timofejevitsj løb ned til floden, hvor en strøm af vogne fortsat forsøgte at komme over. Mørket var ved at falde på. Han fandt det sted, hvor vognen var krænget over, og stirrede anstrengt ned i det lave vand. Pludselig fik han øje på tasken og vadede ud i vandet og fik den fisket op. Den var drivvåd og mudret og delvis ødelagt af vognhjul, der var kørt hen over den. Med dirrende kolde hænder fik han lukket den op. Alle rubelsedlerne var der, men også de var helt gennemblødte og sammenklæbede. Med bange anelser søgte han at skille et par stykker ad, men det var næsten umuligt, og hvis det endelig lykkedes, gik de i stykker. I dette øjeblik stod det klart for Fjodor Timofejevitsj, at han med stor sandsynlighed havde mistet hele sin formue. Næste dag fik Markel repareret akslen, og flugten ud af Moskva kunne fortsætte. For Napoleon var Moskvas brand en katastrofe. Han havde regnet med, at russerne nu ville overgive sig, og at han havde kunnet supplere forsyningerne til sine tropper. Det håb var nu ude. Og da vinteren indfandt sig usædvanlig tidligt det år, indså han modstræbende, at han måtte indlede et tilbagetog. Han forlod Moskva. Fra at have været så nær ved at nå sit mål, at blive verdens herre, måtte han nu efter kun en måneds tids forløb blot søge at redde så mange af sine tropper som muligt tilbage til Europa. Da Napoleon trak sig tilbage, begyndte moskovitterne så småt at vende hjem til deres by fra deres midlertidige opholdssteder. Også familien Netjajev kunne vende hjem, og Fjodor Timofejevitsj Netjajev begyndte møjsommeligt at bygge sin købmandsforretning op fra grunden. Året efter ægtede den ældste datter, Aleksandra, den velhavende købmand Aleksander Kumanin. Samme år døde moderen, og faderen stod nu alene tilbage med de to yngste børn, Maria og Mikhail, men giftede sig kort efter igen. 14
Tiderne_Lyset skinner i mørket_P.indd 14
01/05/2017 09.40
* Det var i denne familie, Mikhail Andrejevitsj Dostojevskij fandt sin brud, Maria Fjodorovna. Han havde set et glimt af hende i kirken og fundet hende tiltrækkende. Han havde nævnt over for en kollega, at han agtede at gifte sig, og han blev derefter introduceret hos familien Netjajev, som fandt, at den præsentable læge var et passende parti for deres Maria. Han fik nu lov at hilse på hende, og Marias far og stedmoder var enige om at ville give deres samtykke til ægteskabet. „De er velkommen til at aflægge os et besøg. Vi tager imod om torsdagen.“ På den fastlagte dag iførte dr. Dostojevskij sig sin uniformsfrakke med den guldbroderede krave og indfandt sig hos familien Netjajev. Maria var blevet forberedt. „Der kommer en mand, som vil gøre dit bekendtskab og har tænkt sig at anholde om din hånd,“ havde stedmoderen sagt. Da dagen oprandt, kunne Maria slet ikke falde til ro. Hele tiden gjorde hun sig ærinder ud i køkkenet eller begyndte at flytte rundt på sit tøj i skabet. Hun havde også talt med søsteren et par dage forinden. „Hvordan var det, da Aleksander friede til dig?“ Søsteren smilede. Hun havde glemt, at hun havde været lige så spændt som Maria. Nu syntes hun bare, at det ikke kunne have været anderledes. „Les mariages se font dans les cieux! – ægteskaber stiftes i himlen.“ Det var nu seks år siden, hun selv var blevet gift, og det var hendes hemmelige sorg, at der endnu ikke var kommet børn i ægteskabet. „Aleksandra, vil du ikke nok være her den dag, han kommer?“ havde Maria bedt. Søsteren havde nikket beroligende. „Naturligvis, hvor kan du tro andet.“ Nu hørte hun stemmer inde fra stuen. Det var faderen og én, hun ikke kendte. Hendes hjerte gav sig til at banke hurtigt. Stedmoderen kom for at hente hende og Aleksandra ind i stuen. Aleksandra klemte hendes hånd hårdt, da de gik ind. Først slog hun øjnene ned, da faderen præsenterede hende: „Det 15
Tiderne_Lyset skinner i mørket_P.indd 15
01/05/2017 09.40
er vores yngste datter, Maria. Maria, det er dr. Mikhail Andrejevitsj Dostojevskij.“ Hun så op på den fremmede, idet hun rakte ham hånden. Det første hun så, var et par mørke øjne, der stirrede lige ind i hendes, og et kraftigt, sortkrøllet hår. „Det glæder mig at gøre Deres bekendtskab.“ Det, han så, var et yndigt ungpigeansigt indrammet af mørke krøller og et par klare øjne, der så på ham på en gang lidt frygtsomt og nysgerrigt. Hun forekom ham endnu smukkere end i kirken. Samtalen forløb mest mellem faderen og den fremmede mand, der fortalte om sit arbejde som militærlæge og muligheden for at tiltræde en stilling ved Mariinskij-hospitalet for de fattige i Moskva. Maria sad på kanten af en stol og skottede indimellem hen til den fremmede mand. Hun syntes, han var smuk og mandig, men også meget alvorlig. Lidt efter tog han afsked. „Kom endelig igen og besøg os,“ smiskede stedmoderen. Et lille smil viste sig på hans alvorlige ansigt. „Med fornøjelse!“ Ved de følgende visitter var stedmoderen til stede, men en dag rejste hun sig og gik ud af stuen. Mikhail Dostojevskij rømmede sig lidt. „Jeg må tilstå, at Deres bekendtskab har gjort et stort indtryk på mig, og jeg tillader mig herved at anholde om Deres hånd.“ Selv om muligheden af et frieri var blevet drøftet, blev hun alligevel overvældet af modstridende følelser og stod som lamslået. Han så spørgende på hende. „Jeg må først spørge papa,“ brast det ud af hende. „Jeg har drøftet spørgsmålet med Deres hr. fader, og han har givet sit samtykke.“ „Jamen … så ja! Ja!“ næsten hviskede hun. Han bøjede sig og kyssede hendes hånd. „De har i dag gjort mig til Moskvas lykkeligste mand.“ * Efter brylluppet flyttede dr. Mikhail Andrejevitsj Dostojevskij og hans unge hustru Maria ind i hans embedsbolig ved Mariinskij-hospitalet. Lejligheden var beskeden: tre værelser og et stort køkken. Doktorens indkomst var ikke imponerende – 600 rubler 16
Tiderne_Lyset skinner i mørket_P.indd 16
01/05/2017 09.40
om året – men hospitalet stillede seks-syv tjenestefolk samt en vogn til disposition for ham, så han kunne tage på sygebesøg i byen. For at supplere sin indtægt havde doktoren desuden privatpatienter, som han kørte ud til. I modsætning til sin søster, der forblev barnløs, fik Maria nu fire børn hurtigt efter hinanden. Ældst var Mikhail, så kom Fjodor et år efter, fulgt af Varvara og Andrej. Til at passe børnene var der ansat en barnepige, Aljona, til en løn af fem rubler om måneden. Aljona var en stor, tyk kvinde, der var sit herskab dybt hengiven. Børnene elskede hende, men kunne også godt lide at drille hende lidt. Dagen for familien Dostojevskij startede tidligt, hvor doktoren gik over på hospitalet for at gå stuegang. Senere kørte han ud på patientbesøg. Klokken 12 kom han hjem, og klokken et blev middagen serveret. Så skulle han have sin middagslur. Klokken fire blev teen serveret, hvorefter han atter kørte ud på patientbesøg. Når han kom hjem, var der tid til oplæsning ved tællelysets skær af Karamzins ruslandshistorie eller en spændende roman. Da børnene var blevet større, skiftedes de til at læse op. Præcis klokken ni var der aftensmad, hvorefter børnene sagde deres aftenbøn foran ikonen, inden de gik i seng: „Hele mit håb står til dig, hellige Gudsmoder, beskærm mig under din kappe.“ Allerede som treårig kunne Fjodor fremsige denne bøn. Mikhail og Fjodor sov sammen i en alkove, adskilt fra gangen ved et forhæng. Hele dagen var de sammen i leg og undervisning, hver dag til messe i det lille kapel, der var knyttet til hospitalet lige ved siden af. Allerede som fireårige lærte de at læse af deres mor. Senere ansatte faderen to huslærere: en diakon, der underviste dem i religion, og monsieur Souchard, der lærte dem fransk. Selv underviste doktoren Mikhail og Fjodor i latin, som han var særdeles velbevandret i. Under undervisningen måtte drengene stå op og fremsige deres latinske bøjninger: „Amo, amas, amat, amamus, amatis, amant.“ Vé dem, hvis de sagde en fejl! Så blev deres far rasende og skældte dem ud for dovenkroppe. „Jeg er en fattig mand! Det eneste, jeg kan give jer, er en god uddannelse. Så kan I vel i det mindste gøre jer den umage at lære jeres lektier!“ 17
Tiderne_Lyset skinner i mørket_P.indd 17
01/05/2017 09.40
Sommetider kunne han blive så vred, at han afbrød timen og forlod stuen. Men han slog dem aldrig. Og på sin navnedag, den 8. november, aflagde han sin strenge facade. Så læste Mikhail og Fjodor deres lykønskninger op på fransk, og faderen omfavnede bevæget sine sønner. Moderen var husets lyse sjæl og kunne dæmpe faderens hidsige gemyt. Hun var meget musikalsk, og børnene elskede, når hun tog sin guitar frem og gav sig til at spille og synge med sin rene, klare stemme. Hver uge kom deres velhavende moster Aleksandra på besøg, kørende i sin flotte karet med en lakaj bagpå. Hun havde frugt og lækkerier med til dem og betragtede smilende og lidt vemodigt de livligt legende børn, mens teen blev serveret. De elskede også, når en af deres gamle ammer kom på besøg fra sin landsby. Så sad de stille ude i køkkenet og hørte hende fortælle spændende eventyr med sagte stemme: om ildfuglen, om Blåskæg, om den kvikke Aljosja Popovitsj, fortællinger fra Tusind og én nat og om helgenernes liv. De havde også deres egne eventyrbøger, de kunne kigge i. Hvert forår tog moderen dem på en tur til Troitskij-klosteret, Ruslands største helligdom med den hellige Sergius’ grav. Betagede betragtede de de skønne kirker med de blå og gyldne kupler, hørte de spinkle klokkers klang og munkenes fromme sange. Forundrede så de skaren af fattige pilgrimme og bønderkoner med tørklæder, der bøjede sig til jorden eller kyssede helgenbillederne, som præsterne holdt frem. Også deres mor kyssede ikonerne og korsede sig og bad for sin mand og sine børn. Så tændte hun et vokslys, som blev anbragt sammen med andre lys, der kastede et dæmpet skær over det halvmørke kirkerum. En helt anden oplevelse fik de, når de besøgte deres grandonkel, der boede ved Moskvas markedsplads. Her fik de lov at se marionetteater, artister, dansende bjørne. En teateropførelse af Schillers Røverne skulle for altid præge den tiårige Fjodors følsomme sind. * 18
Tiderne_Lyset skinner i mørket_P.indd 18
01/05/2017 09.40
Dr. Dostojevskij var en mand med ambitioner. Hans børn skulle have den bedst mulige uddannelse, og han sled sig frem i sin karriere, hvilket førte til, at han blev belønnet med Sankt Annas og Sankt Vladimirs ordener. Dermed kunne han indtræde i den arvelige adel, hans forfædre havde mistet, og blive berettiget til at erhverve sig et gods, sådan som det sømmede sig for en adelsmand. Og da Fjodor var ni år, var forældrene i stand til at købe godset Darovoje og den tilhørende landsby ca. 100 verst fra Moskva. En sommerdag drog faderen af sted i en trojka for at besegle købet. Men inden der var gået en time, kom han til familiens forundring tilbage igen. Han havde glemt sit rejsepas, som var nødvendigt for at foretage rejser rundt i landet. „Det er et dårligt varsel,“ mumlede den overtroiske Aljona og korsede sig. Det følgende forår efter påske rejste Maria med de ældste børn af sted for at tilbringe sommeren på Darovoje. Hun gav sig med liv og sjæl i kast med godsets drift, og til hendes egen overraskelse viste det sig, at hun havde talent for det og forstod at vinde både de livegne bønders respekt og deres hengivenhed. Hvilken fryd det var for børnene at være på landet. Her mærkede de en frihed, de ikke var vant til fra de snævre rammer for udfoldelse hjemme i Moskva. De kunne lege med bønderbørnene, som måtte agere heste for de små herrer. Og de kunne lege indianere med krigsmaling og fjerprydelser lavet af gåsefjer. Fjodor var som en lille vildkat og strejfede sommetider alene rundt på markerne og i skoven. Ved høsttid elskede han at være ude hos folkene og begrave sig i de duftende høstakke. Også i birkeskoven var der berusende dufte fra skovbundens blade og svampe, hvor firben smuttede omkring, og hvor pindsvin rodede i det rødbrune løv. Der var buske med vilde bær, og i trætoppene var fugle og egern på færde. Hvor ville han dog gerne blive på landet frem for at skulle tilbage til Moskva og de kedsommelige fransktimer. En dag sad han som så ofte i krattet og kiggede på billerne og sommerfuglene. Ude på marken gik en af bønderne og pløjede og drev på hesten med sit „Nå, kom nu!“ Det var ham, der hed Marei – Fjodor kendte alle bønderne. 19
Tiderne_Lyset skinner i mørket_P.indd 19
01/05/2017 09.40
Pludselig lød et råb: „Der kommer en ulv!“ Rædselsslagen sprang Fjodor op og banede sig vej gennem krattet og kom ud på marken. Han løb, alt hvad han kunne, hurtigt, hurtigt hen til Marei. Forbavset holdt Marei hesten an, da han så sin herres lille søn komme løbende hen imod sig. Så megen fart havde drengen på, at han måtte gribe fat i ploven for at standse. „Der kommer en ulv!“ stønnede han forpustet. „En ulv?“ udbrød Marei. „Hvor skulle den ulv vel komme fra?“ „Jamen, der var en, der råbte: ’Der kommer en ulv!’“ vedblev Fjodor åndeløst. Marei rystede på hovedet. „Der er ingen ulve her. Gå du kun roligt hjem.“ Men Fjodor blev stående og holdt fast i ploven. Marei så ned på drengens blege, forskrækkede ansigt. „Så bange du dog er,“ sagde han forundret. Han løftede sin tykke, brune, jordede finger og berørte forsigtigt drengens skælvende læber. „Vær ikke bange! Kristus være med dig!“ Han slog kors for ham. Endelig følte Fjodor sig mere tryg og begyndte at gå hjem. Han så sig tilbage. Marei havde genoptaget pløjningen og vinkede til ham. Og nu kom Voltsjok, deres store gårdhund, ham løbende i møde. Fjodor glædede sig altid, når forældrene om foråret begyndte at tale om, hvornår moderen skulle tage på landet med børnene for sommeren. En gang i påsken sad familien omkring det runde bord ved eftermiddagsteen og lagde planer for sommeren. Pludselig gik døren op, og ind trådte deres tjener Grigorij, som de troede befandt sig ude på Darovoje, hvor han fungerede som forvalter, indtil familien selv kom derud. Den normalt uforstyrrelige Grigorij, som plejede at gå klædt som en mand fra byen, var nu iført en gammel bondefrakke med bastsko på fødderne. Således var han gået til Moskva hele vejen fra godset. Nu trådte han ind i stuen og blev stående foran den måbende familie uden at mæle et ord. „Hvad er der?“ udbrød faderen forfærdet. „Hvad er der sket?“ „Godset er brændt ned!“ sagde Grigorij tonløst med sin dybe basstemme. Og nu fortalte han, at alt var blevet ødelagt af ilden: bøndernes 20
Tiderne_Lyset skinner i mørket_P.indd 20
01/05/2017 09.40
hytter, laden og vårsæden, stalden og noget af kvæget, og værst af alt: en af bønderne, Arkhip, var omkommet i flammerne. Faderen rejste sig op, greb sin grædende kone i hånden og trak hende sammen med børnene hen foran ikonen, hvor de alle faldt på knæ og begyndte at bede. Børnene var chokerede over at se deres forældre sådan, og de mindste begyndte at græde. Den tykke Aljona, som havde stået tavs henne i et hjørne af stuen, listede sig hen til sit fortvivlede herskab, bøjede sig ned til Maria og hviskede til hende: „Hvis De har brug for penge, kan De få mine. Jeg har ikke brug for dem, jeg behøver dem ikke.“ Af sin beskedne løn på fem rubler om måneden var det lykkedes Aljona at lægge lidt penge til side. Maria holdt et øjeblik inde med at græde og så med tårevædede øjne op på Aljona – Aljona, som tilbød dem alle de penge, hun gennem årene havde lagt til side til sin alderdom. Så gav hun sig igen til at græde, men nu af rørelse over Aljonas hengivenhed. Hovedbygningen i Darovoje var ikke omfattet af branden, og sidst på foråret tog de alle derud for at besigtige skaderne og tage ophold for sommeren. Da de nærmede sig landsbyen, begyndte de at kunne skimte hytterne – de var helt sorte, den halve landsby var brændt ned, og overalt ragede de nøgne, forkullede tagspær op mod den blå himmel. Ved indkørslen til landsbyen havde en mængde af landsbyens kvinder taget opstilling ved vejen, en hel række, nogle med et barn på armen eller ved hånden. Alle havde de magre, udtærede ansigter, alle var de barkede og mørke i huden. Tavse og med mørke øjne fulgte de deres herskaber, idet de kørte forbi. „Her bliver meget at gøre!“ sukkede Maria. Der blev dog ikke brug for Aljonas penge. Det lykkedes efter hånden at få godset genrejst for egne midler og med hjælp fra moster Aleksandras velhavende familie. * Året efter var det tid til at tænke på de to ældste drenges videre uddannelse. Nu var det ikke længere tilstrækkeligt med monsieur Souchards lille forberedelsesskole. Trods familiens anstrengte økonomi lykkedes det doktoren ved at tage flere privatpatienter at rejse 21
Tiderne_Lyset skinner i mørket_P.indd 21
01/05/2017 09.40
midler til at få drengene anbragt på Tsjermaks kostskole, hvor flere af underviserne kom fra universitetet. Men skønt der var streng disciplin i timerne, herskede der en næsten hjemlig atmosfære uden for skoletiden. Fjodor havde heldigvis Mikhail at holde sig til. Men selv om han mest gik for sig selv, var han respekteret af kammeraterne – også når han tog de nye elever i forsvar over for de ældres drillerier. Hver lørdag morgen sendte dr. Dostojevskij kusken af sted med familiens karet for at hente Mikhail og Fjodor hjem på weekend. Næppe holdt vognen foran hjemmet, førend drengene løb op ad trapperne og ind i stuerne som en hvirvelvind. De kastede sig om halsen på forældrene, som om de ikke havde set dem i årevis, og selv den strenge fader måtte overgive sig til al denne gensynsglæde. Også Aljona fik et kram. Og så begyndte en fortællen og spørgen om, hvad der var sket i ugens løb. Når der var faldet lidt ro over gemytterne, begyndte faderen at forhøre sig om undervisningen, hvordan lærerne var, og hvilke bøger de læste efter. „Nå, hvordan går det med det franske, bruger man stadig Lomondes grammatik? Og læser I Cornelius Nepos i latin?“ Men dagene forløb ikke bare med snak og leg. Drengene blev sat til at undervise de yngre søskende – Fjodor gav den fire år yngre Andrej timer i historie og russisk. Som sædvanlig var der bøger og tidsskrifter at læse i, og om aftenen samledes familien til højtlæsning omkring det runde bord. Mikhail holdt mest af poesi, Fjodor af prosa, men begge beundrede Pusjkin uforbeholdent. Og hvor var det en fryd at fordybe sig i Walter Scotts romaner og Shakespeares dramaer. Om aftenen lå Fjodor og Mikhail atter i deres gamle alkove ude i gangen og snakkede, indtil de faldt i søvn, dødtrætte, men glade efter alle dagens oplevelser. Faderen så nok drengenes optagethed af litteratur, men han havde andre planer for deres fremtid, når det blev aktuelt. Foreløbig gjaldt det om, at de klarede sig godt i skolen. Han følte en tilfredshed ved, at han havde været i stand til at anbringe dem i Tsjermaks højt ansete institution, hvor børnene i modsætning til andre skoler ikke risikerede korporlig afstraffelse. Det var ham løn nok for hans slidsomme tilværelse, og Maria gav ham ret.
22
Tiderne_Lyset skinner i mørket_P.indd 22
01/05/2017 09.40
Nu blev sommerferierne i Darovoje kortere. Om foråret måtte Fjodor og Mikhail blive i byen, når moderen tog på landet sammen med Aljona og de små søskende for at overvåge godsets drift og nyde godt af landluften. Doktoren var bekymret for sin kone. Havde hun ikke tabt sig lidt? Og nu var hun tilmed gravid igen. Hjemmet var forandret, når moderen var væk. Faderens sindstilstand blev mere dyster og mistænksom. Nu gik tjenestefolkene vel ikke og stak noget til sig? Manglede der ikke en teske? Og han kunne blive offer for en helt urimelig jalousi. Det var vel ham, der var far til det barn, Maria ventede sig? Drengene mærkede den ændrede stemning og gik stille rundt, når de var hjemme i weekenderne. Når ferien endelig kom, var det frydefuldt at sætte sig op i vognen og drage af sted til Darovoje og gensynet med moderen og de små søskende, Vera på seks og Nikolaj på fire. Der var nu ikke længe til, at moderen skulle føde, og i juli tog dr. Dostojevskij derud for at hjælpe med at bringe barnet til verden, som han havde gjort ved alle sin kones fødsler. Efter at have født var Maria meget udmattet, og der blev skaffet en amme fra landsbyen. Få dage senere blev den lille nye datter døbt i landsbyens kirke. Gudmoder blev som altid moster Aleksandra, og pigen fik hendes navn. Familien Dostojevskij talte nu syv børn. En tvillingesøster til Vera var død ved fødslen. Doktoren måtte fortsat slide for at få økonomien til at hænge sammen, og der var ikke tid til at blive ret længe på godset. Hver dag kørte han ud til sine privatpatienter, ordinerede åreladninger og igler til at suge bylder ud. Han lagde sine plastre og forbindinger og udskrev recepter på smertestillende og beroligende midler. På fattighospitalet var der fortsat megen elendighed, som han søgte at råde bod på efter bedste evne. Alt dette sled på hans nerver, og i tilgift kom savnet af Maria og børnene, mens de var på landet. Han helligede sig helt sit arbejde og hersede med tjenestefolkene derhjemme. Maria skrev, at Aljona var begyndt at hoste og tabe i vægt. Hun havde da i det mindste noget at tabe af, tyk som hun var. Men hvis det nu var svindsot? * 23
Tiderne_Lyset skinner i mørket_P.indd 23
01/05/2017 09.40
Den følgende sommer begyndte Maria også at hoste, og da hun kom hjem fra landet, blev doktoren forskrækket over at se, hvor tynd hun var blevet. Efteråret gik, hosten tog til, og Maria blev mere og mere hulkindet og afkræftet. Alligevel forløb den daglige tilværelse nogenlunde som sædvanlig. Forældrene lagde planer for de to ældste drenges fremtid, og efter faderens forslag blev det besluttet at forsøge at få dem ind på Det militære Ingeniørakademi i Sankt Petersborg, hvor de kunne få en af de bedste uddannelser i landet. Men først skulle vinteren overstås. Dagene blev kortere og mørkere, og om aftenen rykkede familien sammen og lyttede til oplæsning i skæret fra de to tællelys. Efterhånden blev Maria så træt, at hun gik tidligt i seng. Så lå hun inde i soveværelset og hørte med gennem den åbentstående dør. En dag var der pludselig blod i det, hun hostede op. Doktoren blev skrækslagen, men forsøgte at slå det hen og lade som ingenting. Alligevel undersøgte han hende omhyggeligt, lyttede på lungerne og bad også sine kolleger tilse hende. På hospitalet drøftede de resultaterne af deres undersøgelser. „Hvad mener De?“ spurgte dr. Dostojevskij anspændt. Men hvis han havde håbet på et opmuntrende svar, blev han skuffet. Tværtimod blev hans værste bange anelser bekræftet. „At der er tale om svindsot, kan der næppe være tvivl om. Og formentlig i en ret fremskreden fase. Prøv at få hende til at spise lidt mere, nogle nærende supper og fed kost. Og hun må ikke udsættes for kulde.“ Alt dette vidste dr. Dostojevskij naturligvis godt, han havde set mange sørgelige forløb af svindsot. Alligevel fandt han lidt håb i kollegernes udtalelser. Han havde da også set tilfælde, hvor sygdommen gik i sig selv. Og Aljona havde fået det bedre. Ugerne gik, og alt blev gjort for at styrke Maria. Men lige lidt hjalp det, og snart kom hun ikke mere ud af sengen, men blev mere og mere sløj. Hun blev stablet op med puder i ryggen, så hun bedre kunne få vejret – også om natten. Hendes hud havde fået en voksbleg farve, mens kinderne havde en unaturlig rødme. Hun svedte tøjet igennem, og hendes smukke sorte hår blev fedtet og filtret. Hun magtede ikke mere selv at rede det. 24
Tiderne_Lyset skinner i mørket_P.indd 24
01/05/2017 09.40
„Klip det af!“ erklærede hun en dag. Hendes mand forsøgte at tale hende fra det. Hun måtte ikke klippe sit dejlige hår af, det hår, han altid havde elsket at begrave sit ansigt i. „Aljona kan vaske og rede det for dig!“ Hun så på ham med sine dødtrætte øjne. „Det nytter ikke noget, Misja.“ Så faldt håret for saksen. Børnene kunne næsten ikke kende deres mor. Alle gik stille rundt og talte med sagte stemmer for ikke at vække moderen, der sov mere og mere – for så sommetider at vågne forvildet op med et gisp eller i et hosteanfald. Moster Aleksandra kom hyppigere og hyppigere på besøg og sad længe hos Maria. Ak, hvor var den livlige, glade lillesøster med de strålende øjne, den unge lykkelige mor omgivet af alle sine børn? Aleksandra måtte igen og igen have lommetørklædet frem, når søsteren ikke så det. „Aleksandra, du ved, det vi har talt om. Hvis jeg nu dør – børnene.“ „Så, så, tal ikke om det, hvil dig nu bare.“ „Jo, jeg vil tale om det! Når jeg nu dør – så bliver du hos dem, Aleksandra, ikke sandt?“ Hun rejste sig lidt op i sengen. „Du vil jo elske dem, som var det dine egne børn, ikke sandt?“ Aleksandra kunne nu ikke længere holde tårerne tilbage og faldt sin søster om halsen. „Jo, jo, det ved du da! Det lover jeg dig!“ Lettet sank Maria tilbage i puderne. Tiden sneglede sig af sted. Det blev februar, og dagene blev lysere, men endnu var der længe til foråret. Og snart kunne Maria ikke mere. En dag hendes mand sad ved siden af hende, mens hun døsede, slog hun pludselig øjnene op. „Misja,“ hviskede hun. „Ja, hvad er der?“ Han bøjede sig hen over hende. „Tak for alt, hvad vi har haft sammen. Kald børnene ind, hører du!“ Han rejste sig og bad børnene komme ind. „Ræk mig ikonen!“ 25
Tiderne_Lyset skinner i mørket_P.indd 25
01/05/2017 09.40
Hun løftede ikonen med sine svage hænder. „Jeg velsigner jer alle.“ Så sank hendes hænder ned, og hun gled over i bevidstløshed. Børnene stod som forstenede, da de så deres far falde på knæ ved sengen og knuge deres mors hånd. „Nej! Nej!“ råbte han med en helt forandret stemme, så sank han hulkende sammen hen over sengen. Det var forbi. Maria Fjodorovna blev begravet to dage senere på Lazarevskijkirkegården. Det var en kold martsdag. Kisten stod midt i kirkerummet, pyntet med tyl og blomster. Deltagerne stod tavse omkring kisten og så medlidende på faderen og de syv moderløse børn, af hvilke den mindste endnu ikke var fyldt to år. I kisten mellem blomsterne lå det, der engang havde været Maria Dostojevskaja, med lukkede øjne, som om hun sov. Det blege ansigt med de blodløse læber var som hugget i marmor. Mellem de foldede hænder lå en lille buket. Præsten læste epistelen, og sangerne istemte kerubhymnen. Kirketjenerne svingede de rygende røgelseskar i deres raslende kæder, og duften bredte sig i rummet. Ved messen blev der delt lys ud til deltagerne. Fjodor var fortrolig med alt dette – han tænkte på alle de gange, hans mor havde taget ham med på forårsturene til Troitskij-klosteret og forsøgte at se hende for sig, sådan som hun havde set ud, før sygdommen forandrede hende. Han skævede hen til den forgræmmede fader, der stod som forstenet, og de grædende søskende. Han vekslede et kort blik med Mikhail. Efter at præsten havde fuldført ritualet, gik de en efter en hen til kisten og kyssede den afdøde farvel, faderen, børnene, moster Aleksandra. Med tårefyldte øjne og skælvende læber berørte Fjodor den frygtelig kolde pande og hviskede sit farvel. Kirkesangernes klare stemmer havde en næsten overjordisk klang i det svagt oplyste kirkerum. Så lyste præsten velsignelsen. Kisten blev lukket og båret ud til graven, og efter den sædvanlige ceremoni blev kisten langsomt sænket ned og graven kastet til. Tilværelsen var for altid forandret for dem alle.
26
Tiderne_Lyset skinner i mørket_P.indd 26
01/05/2017 09.40