Voldtægt. Aspekter af en forbrydelse ad Mithu M. Sanyal

VoldtĂŚgt

Af samme forfatter pü dansk: Vulva: Det usynlige køn, 2009

Mithu Melanie Sanyal

VoldtĂŚgt Aspekter af en forbrydelse

Oversat af Birgitte Grundtvig Huber

Tiderne Skifter

Voldtægt. Aspekter af en forbrydelse er oversat fra tysk efter ”Vergewaltigung. Aspekte eines Verbrechens“ © Edition Nautilus 2016 Published by agreement with Agentur Literatur Gudrun Hebel, Berlin Dansk udgave © 2017 Tiderne Skifter Sats: Remote Grafik Tryk: xx 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-0222-6737 Printed in Denmark 2017 Udgivelsen er støttet af

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med CopyDan, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.

Tiderne Skifter · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · tiderneskifter.dk

Indhold Trigger warning Kønsforholdets mørke dobbeltgænger Sexing the Difference I: Nej betyder ja!

Sexing the Difference II: Ja betyder nej!

Sexing the Difference III: Nej betyder nej!

Trauma Cinema Ære I: En skæbne værre end døden Ære II: Mere om ære Ære III: Skam At overleve Sex Wars I: Sort-hvid-tænkning Sex Wars II: Hvem eller hvad er en Rape Culture?

Sex Wars III: The Second Sexism Voldens grammatik Voldtægt og straf I: En gerningsmand* er en gerningsmand* er en gerningsmand*?

Voldtægt og straf II: Den strafferetlige revolution vedrørende seksualforbrydelser Ja betyder ja!

7 12 19 26 35 44 52 62 74 86 98 107 119 131 141 149 162

Efterord til den danske udgave: Notes from the road 170 Noter 183 Litteratur 218

Jeg defineres ikke af mine ar, men af min utrolige evne til at hele.

Lemn Sissay

Trigger warning Hver gang jeg holder et foredrag om denne bogs tema, beder arrangørerne mig om at lave en trigger warning til programmet. Hvis de altså ikke selv bare gør det.

Så derfor kommer den obligatoriske trigger warning her: Advarsel! Denne bog handler om voldtægt. Den indeholder ganske vist ingen dramatiske beskrivelser og brutale detaljer, men den diskuterer dog voldtægt, seksualiseret vold og de bagvedliggende begreber temmelig udførligt.

Formålet med denne advarsel er at beskytte traumatiserede mennesker mod re-traumatisering. Det er vigtigt, synes jeg. Samtidig er jeg utilpas ved at behandle mennesker, der har været ofre for en forbrydelse, som om de af den grund skulle have mistet deres evne til at læse. Titlen på min bog (og på mine foredrag) er Voldtægt. Netop disse personer forstår sikkert med det samme – og sandsynligvis før personer, for hvem voldtægt er et mindre belastet tema – at det kommer til at handle om ... voldtægt.

Her når vi allerede til bogens kerne: Voldtægt er et ømtåleligt emne for os alle sammen. Det er en forbrydelse med langt større indflydelse på vores liv end andre forbrydelser. Voldtægt optegner vores indre landkort og bestemmer, hvor vi kan befinde os hvornår – eller netop ikke kan befinde os.1 Det, vi får at vide om voldtægt, handler ikke kun om voldtægt, men også om køn, om kønnenes forhold til hinanden og sågar om seksualitet. Selv om sex og voldtægt naturlig7

vis ikke kan ligestilles, er vores forhold til voldtægt præget af vores forhold til seksualitet og omvendt (mere om dette i kapitlet om Sexing the Difference). Og det er ikke opløftende informationer.

Mange mennesker har kæmpet overordentligt hårdt og længe for at få anerkendt seksuelle overgreb som en forbrydelse og ikke som en gentleman-forseelse. Som en direkte konsekvens har adfærden over for ofrene (i det mindste) ved (en del af) retssagerne nu ændret sig, så ikke kun overfald fra fremmede under anvendelse af massiv vold bliver opfattet som voldtægt. Hvis man begynder at spørge kritisk til den politiske overbevisning, der har ført til disse landvindinger, risikerer man at gå andres ærinder, nemlig dem, der vil relativere seksualiseret vold. Men viden er aldrig absolut og netop altid afhængig af omstændighederne. Det, der var rigtigt og vigtigt for 40 år siden, kan have ændret sig, og derfor er det nødvendigt konstant at konfrontere vores meninger og holdninger med eventuelt nye omstændigheder.

Det vil sige, at det, der i en given situation er nyttigt og nødvendigt for at skærpe en forståelse for problemet og gennemtvinge lovændringer, i andre tilfælde (og det vil jeg argumentere for med helbredelse som eksempel) kan have den modsatte effekt.

Desuden kan man jo godt stille spørgsmålstegn ved noget, uden nødvendigvis at ville argumentere for det modsatte: ”Formålet med kritik er at blotlægge usynlige strukturer og aspekter ved en bestemt diskurs; ikke at afsløre ’sandheden’. Det forjættende ved kritik er ikke dens objektivitet, men at den anlægger et nyt perspektiv,” konstaterer Wendy Brown og Janet Halley, som er professorer i henholdsvis stats­kundskab og jura.2 Således hverken kan eller skal denne bog forstås som en altomfattende kulturhistorie fra den første dokumenterede voldtægt frem til i dag. Der er snarere tale om et forsøg på at spore nogle narrativer om voldtægt og synliggøre nogle kulturhistoriske forbindelseslinjer. Min hensigt er at se nærmere på en række grundholdninger (jeg siger med vilje ikke voldtægtsmyter, for dermed menes der noget meget konkret, hvilket jeg vil demonstrere i kapitlet ”Sexing the Difference II: Nej betyder nej!”), der er blevet ophøjet til gældende sandheder, 8

for at undersøge, om de stadig er brugbare i dag.

Det er naturligvis lettere sagt end gjort. Voldtægt er et veritabelt spejlkabinet af forventninger og diskurser, og hver eneste sætning trækker ti uudtalte sætninger med sig. Det drejer sig om et ømt punkt i vores kultur, der, ligesom kroppens blå mærker, påkalder sig vores opmærksomhed – men som vi samtidig er bange for at røre ved, fordi det gør ondt. Det betyder, at denne bog måtte kæmpe med betydelig mere modstand under sin tilblivelse end mine andre tekster.

Både fra mit første forlag, der ikke turde tage hul på dette følsomme tema, og fra mig selv, fordi selvcensuren var skarpere og knuderne i hjernen bundet strammere, end jeg har været ude for tidligere. Så det tog betydeligt længere tid at skrive bogen færdig, end jeg oprindeligt havde planlagt. Jeg troede først, at det var verdens undergang, men siden har det vist sig at være en stor fordel, for på den måde er mange af de sidste par års offentlige kontroverser kommet med: ”Nein heisst Nein”–kampagnen (Nej betyder nej-kampagnen), reformen af den tyske straffelovs §177 om seksuelle lovovertrædelser, overgrebene i Køln nytårsnat 2015/16, #ausnahmslos, Gina-Lisa Lohfink (henholdsvis et feministisk initiativ til bekæmpelse af sexisme og racisme i forlængelse af nytårsnat 2015/16, se http://ausnahmslos.org/english; og en tysk reality-star, som blev dømt til at betale dagbøder for falsk anklage om voldtægt; o.a.), og andre nye diskussioner med nye/ gamle fjendebilleder såsom frygten for den muslimske voldtægtsforbryder. Alt dette kommer jeg ind på –og meget mere.

Der er dog også meget, jeg ikke berører. Jeg påstår på ingen måde, at det er en udtømmende behandling – det ville også være udtryk for storhedsvanvid i en bog af denne størrelse. Men jeg kan skabe et overblik over de diskussioner, der har indflydelse på, hvorfor og hvordan vi tænker på voldtægt, og jeg kan sætte situationerne ind i deres historiske kontekst. Udover den tyske debat vil jeg især forholde mig til den angelsaksiske kulturkreds, eftersom den har stor indflydelse på os. Jeg vil ikke gå rent kronologisk frem, men forsøge at eksponere sammenhænge og forbindelser, så vi kan tale om og stille spørgsmål til de affødte holdninger og overbevisninger på et

informeret grundlag. Ikke for at afskaffe disse holdninger, men for ikke længere at behandle voldtægt som en virkelighed, der er hugget i granit. Med historikeren Joanna Bourkes ord: ”Voldtægt er en form for social performance. Den er stærkt ritualiseret. Den varierer fra land til land og fra epoke til epoke. Der er ikke noget tidløst eller tilfældigt over voldtægt. Tværtimod er voldtægt og seksuel vold dybt rodfæstet i konkrete politiske, økonomiske og kulturelle forhold.”3 Det turde være overflødigt at nævne, at du ikke behøver at være enig i mine vurderinger – det forventer jeg selvfølgelig ikke! Der er ikke noget som helst selvfølgeligt ved emnet. Derfor får du det nu på skrift: Gør, som du vil med denne bog. Giv den til din bedste ven/ inde, stil den under din kaffekop, kyl den ind i væggen – så længe du ikke lader dig overtale til at tro, at din egen opfattelse er forkert.

Hvad angår frygten for at udløse traumer, har jeg tit oplevet det diametralt modsatte ske under mine foredrag: at der tværtimod har spredt sig en følelse af lettelse hos publikum; som om en dæmning blev gennembrudt. Tit har tilhørerne fortalt deres personlige historier under og især efter foredraget. Jeg har en meget klar fornemmelse af, at temaet bare har ventet på at blive hentet op af skuffen, rystet og undersøgt på ny. Det gik op for mig, at jeg faktisk knap nok havde talt med mine egne veninder om voldtægt. Altså, naturligvis havde vi snakket om voldtægt, men som et abstrakt og teoretisk problem, og kun når der var nye opsigtsvækkende tilfælde i medierne. Men vi undlod klogeligt at komme ind på voldtægtens betydning for vores eget liv (bortset jo fra den natlige angst for mørke gader).

Når sproget sådan kommer til kort, fortolkes det almindeligvis som et udtryk for skam. Som om det handler om oplevelser, der er for smertefulde og pinlige til at dele med andre. (Mere om skam i kapitlet: ”Ære III: Skam”). Men hvorfor kom der så vildtfremmede kvinder og mænd op til mig efter hvert eneste foredrag og fortalte mig ting, jeg ikke engang har snakket om med mine nærmeste veninder? (Mere om mænd i kapitlet ”Sex Wars II: The Second Sexism”).

Hvis man kan lide det skizofrene, er voldtægt det helt rigtige tema.

Hvor finder man ellers en fare, der lurer bag hvert et gadehjørne, 10

men som samtidig i den grad er et undtagelsestilfælde – som at blive ramt af lynet – og som vi nærmest aldrig snakker om? Og hvor vrimler det ellers stadig med brutale, anakronistiske menneskebilleder, der så godt som intet har med vores øvrige livserfaringer at gøre?

De mest intime og private erfaringer kolliderer med politiserede koncepter, og når man tænker på de mange tvetydige budskaber, der fletter sig sammen omkring dette tema som en tjørnehæk omkring et slot, hvor den idealtypiske jomfru ligger og slumrer, er det ikke overraskende, at der hersker almen forvirring.

Min første bog om vulvas kulturhistorie var en form for generobring, en feel good-bog, der endda var politisk. Hvad kan man ønske sig mere?

En bog om voldtægt kan i sagens natur ikke læses i samme gode humør. Men behøver det at være sådan?

Jeg har gjort mit bedste for også at gøre denne bog til en befriende læseoplevelse. Den er, når det kommer til stykket, nemlig også en slags generobring. Af tænke- og handlemuligheder. Jeg er nemlig overbevist om, at måden vi forestiller os noget på, har betydning for den magt, det har over os, ja, endda for, hvordan det agerer i verden.

- Her vil jeg alligevel gerne bringe en advarsel: Jeg mener selvfølgelig ikke, at voldtægt overhovedet ikke er noget problem, hvis blot man har den rette indstilling. Det handler rettere om nye (og nye gamle) måder at håndtere problemet på.

Forstået på den måde ønsker jeg god fornøjelse med læsningen.

Kønsforholdets mørke dobbeltgænger Det er påfaldende, at vi sjældent omtaler seksuel vold som en konkret forbrydelse. Det er snarere tale om en risiko, der opfattes som en conditio humana, et menneskeligt grundvilkår, altså så længe disse mennesker vel at mærke er kvinder. ”Selv om jeg aldrig selv har været offer for voldtægt, har alene truslen haft indflydelse på, hvordan jeg strukturerer mit liv, og på min livskvalitet.” Sådan beskriver Ann Cahill, hvordan voldtægtstruslen trænger ind i selv de tryggeste områder i hendes hverdag. ”Risikoen for seksuel vold var årsag til, at jeg ikke inviterede en mandlig ven, som senere blev en af mine bedste venner, på kaffe på mit værelse efter vores første par møder. Jeg var voldtagelig, og derfor var jeg nødt til at være forsigtig.”4 Denne fornemmelse af at leve med en trussel, der er konstant, om end til tider mere udpræget end andre, gælder ikke kun feminismens anden bølge. Også yngre feminister som Hengameh Yaghoobifarah fra Missy Magazine anser frygten for seksualiseret vold for at være en hverdagserfaring snarere end en undtagelse: ”Når jeg møder en gruppe højrøstede fyre, betyder det, at jeg skifter fortov, har mobilen klar til nødopkald, nøglerne fordelt mellem fingrene som knojern og heftig hjertebanken [...] alle disse forholdsregler er blevet til rutine. For som kvinde må man desværre leve i stadig angst for vold.”5 Advarslen om voldtægt indgår stadig som et obligatorisk trin ved indvielsen i kønsforholdene. Pigerne får at vide, at de skal passe på, 12

allerede inden de har modtaget nogen som helst form for seksualundervisning, og som regel uden yderligere vejledning i, hvordan de så skal opføre sig. Drengene bliver udsat for lige så forvirrende budskaber gennem deres opvækst. De skal på den ene side tage særligt hensyn til pigerne og passe på dem, mens de på den anden side får at vide, at en sådan opførsel er ”umandig”. Filosoffen Susan Bordo kalder dette for ”The Double Bind of Masculinity”.6 I voldtægtens drejebog findes der kun to køn: gerningsmand og offer. Når man taler om voldtægt, taler man automatisk om aggressive mænd og forskræmte kvinder, om penis som våben og om vagina som den ubeskyttede indgangsport til en lige så ubeskyttet kvindekrop. Eller lidt mindre krigerisk: Om mænd, der mener at have ”ret” til kvindens krop. I 1970’erne fandt kvindebevægelsen på parolen ”Nej betyder nej!” for at forsvare kvindens rettigheder til sin egen krop. Denne parole har stadig afgørende betydning for anti-voldtægtspolitikken. Den har en vigtig historie og har haft en vigtig funktion. Men, som jeg vil påvise i næste kapitel, gør den ikke op med voldtægtsdiskursens grundlæggende forestillinger om mænd som seksuelt handlende, grænsende til overaktive subjekter, og om kvinders handlerum som begrænset til at sige nej. Og den bryder heller ikke med forestillingerne om den mandlige seksualitet som monstrøs og farlig, modsat den ”gode” kvindelige seksualitet, og så videre ...

Jeg har selv været til et utal af demonstrationer og båret et utal af bannere med ”Nej betyder nej!” gennem et utal af gader, og jeg har skrevet parolen på mit maveskind (sammen med ”Min krop tilhører mig”). Det virkede som en billig pris at betale, at vores stil kun uvæsentligt adskilte sig fra den retorik, vi bekæmpede, når muligheden var at befri verden for voldtægt. ”Hvilken del af NEJ forstår du ikke?” var i det mindste en sjov parole, der også indebar en form for gensidighed. Men ”Nej betyder nej” er på linje med: ”Et ord mere fra dig, og du ryger på hovedet i seng uden aftensmad.”

I betragtning af, at seksuel vold har en gevaldig indflydelse på, hvordan vi agerer i verden og møder andre mennesker, er vores Kønsforholdets mørke dobbeltgænger 13

sprog om den ikke bare en biting. Og skønt det ikke kun er feministerne, der formynderisk præger kommunikationen, så virker det tit, som om der faktisk ikke finder nogen form for kommunikation sted mellem de to fronter. De inkarnerer de vante kønsstereotyper i en så karikeret form, at vi har svært ved at genkende hinanden som medlemmer af den samme art. Voldtægtsdiskursen er en af de sidste bastioner og rugepladser for kønsfordomme, som vi ellers knap nok vover at tænke, endsige udtale – og det gælder på tværs af politiske lejre og samfundslag. Så snart vi udtaler v-ordet, løber urene baglæns, og vi er stadigvæk og for evigt og altid i 1955. Propaganda­ sproget i kønnenes kolde krig forudsætter, at den kvindelige seksualitet opfattes som et truet område, der skal beskyttes og forsvares, frem for at blive oplevet eksperimenterende og nydende. Lidt mindre opsigtsvækkende, men ikke mindre skæbnesvangert, betegnes den mandlige seksualitet som en ødelæggende kraft, der skal kontrolleres og beherskes, frem for at blive oplevet eksperimenterende og nydende. Skribenten Katie Roiphe kalder det for ”Vampyren som model for den mandlige seksualitet”.7 Biologerne Randy Thornhill og Craig T. Palmer demonstrerer, at denne model ikke uddøde i det foregående årtusind. De forsøgte i 2000 at forklare voldtægt som et evolutionsbiologisk fænomen. Deres bog A Natural History of Rape opererer med den grundantagelse, at mænd voldtager, fordi de er genetisk programmeret dertil. Ved at besvangre ellers uopnåelige kvinder gennem voldtægten øger de deres evolutionære chancer.8 Antropologer, psykologer og sociologer i hele verden påpegede efterfølgende, at det jo ikke kun er kvinder i den fødedygtige alder, der bliver voldtaget, at sandsynligheden for at blive gravid gennem en voldtægt ligger procentuelt betydeligt lavere end gennem samleje efter samtykke,9 at en god del af disse graviditeter ikke bliver fuldført, og at de evolutionære fordele ved at komme til verden under sådanne omstændigheder må betegnes som tvivlsomme. Men først og fremmest må seksualforbryderne selv være blevet ret forbløffede, da de fandt ud, hvad motivet for deres forbrydelse egentlig var.

14

”De fleste mandlige forbrydere oplyser ikke reproduktiv succes som formålet med deres forbrydelse, hvilket skyldes, at disse psykologiske mekanismer normalt er virksomme i underbevidstheden,” skriver Sotoshi Kanazawa fra Indiana University of Pennsylvania og Mary C. Still fra Cornell University til forsvar for tesen om evolution gennem voldtægt. ”Et eller andet driver dem til at gøre det. Vores konklusion er, at dette ’et eller andet’ er den udviklingspsykologiske mekanisme, der driver alle mænd til at stræbe efter reproduktiv succes. Mændene er ikke selv bevidste om denne evolutionære logik”.10 Det lyder næsten lige så skræmmende som klicheen om voldtægtsforbryderen, der hvisker til sit offer: ’Jeg ved godt, at du i virkeligheden gerne vil.’ I dette tilfælde er det bare videnskaben, der ved, hvad voldtægtsforbryderen vil.

Thornhill og Palmer forstod ikke, hvorfor deres bog udløste så stor opstandelse. ”Alle mennesker mener jo, at sex er noget, kvinder har, og mænd vil have”,11 sagde de for at retfærdiggøre sig. De foreslog også en antivoldtægts-kampagne i skolerne, hvor unge mænd skulle have intensiv træning i at kontrollere deres ”evolutionært betingede” trang til at begå seksuelle overgreb. Efter mottoet: Hvis man ved, hvor farligt noget – altså en selv – er, skal man nok tage sig ekstra meget sammen. ”At tage sig sammen? Står det virkelig så slemt til?”12 spurgte sociologen Michael Kimmel kynisk. ”Hvad med at tale om ’at udtrykke’ i stedet for? At udtrykke sin lige så evolutionært betingede drive efter at føle lyst, gensidighed og glæde? Der nok er indskrevet i vores DNA på nøjagtig samme måde? At opdrage nogen til at tage sig sammen er nok den (anden)største politiske fallit, der findes, og derudover fuldstændig ineffektiv.”13 Bortset fra at budskabet om, at ”voldtægt ligger i dine gener”, er en ret destruktiv dom at udstikke til unge mennesker, er det også umuligt at opbygge et sundt forhold til sin egen seksualitet, hvis man skal bekæmpe den på samme måde, som en tørlagt alkoholiker skal bekæmpe sin trang til spiritus. Hvis man tænker tanken til ende, ville Kønsforholdets mørke dobbeltgænger 15

det eneste sikre sted for en sådan seksualitet være under lås og slå.

Der må findes mere humane teorier, og tilsvarende også mere humane løsninger, på voldtægtens gåde.

Michael Kimmel foreslår indtil videre, at man forsøger sig med legende interventioner. Som fx den stænkskærm, som en af hans kolleger fik fremstillet til sit universitets Rape Awareness-uge: ”(Til dem der ikke ved, hvad en stænkskærm er: Det drejer sig om en skærm af plastic, der opstilles på herretoiletternes pissoirer for at forhindre stænk.) Min kollega fik fremstillet flere tusinde med det enkle, men dog håbefulde slogan: ’Du holder midlet til at forhindre voldtægt i din hånd.’”14 Det forslag er betydeligt mere sympatisk, idet det inddrager menneskets evne til at ændre sig og træffe selvstændige beslutninger.

Men det er alligevel stadig baseret på en kønsdikotomi, der sætter lighedstegn mellem gerningsmand og mænd, offer og kvinder.15 Er det virkelig så enkelt? Eller sagt på en anden måde: Er det overhovedet sådan?

Ifølge det tyske politis årlige statistiske opgørelse er mænds risiko for at blive offer for en voldsforbrydelse mere end 150% højere end kvinders. (Og hvis de ikke er hvide, er risikoen endnu højere).16 Og jo mere brutal forbrydelsen er, jo større sandsynlighed er der for, at ofret er en mand. Kvinder er ikke bare mere sikre udendørs end indendørs, men også mere sikre end mænd. Hvorfor advarer vi ikke vores sønner imod at forlade hjemmet, når verden udenfor nu engang er alt for farlig for sarte skabninger som dem?

Svaret lyder: Fordi cirka 90% af gerningsmændene bag voldsforbrydelser ligeledes er mænd, og cirka 90% af ofrene for voldtægter er kvinder (jeg undersøger udsigelseskraften bag disse tal mere indgående i kapitlet ”The Second Sexism”).

Men dette svar er lige så indlysende, som det er forkert. Det forklarer hverken, hvorfor vi bekymrer os uforholdsmæssigt lidt om vores sønner – for vold er jo også forfærdelig, når det ikke drejer sig om sex – og heller ikke, hvorfor der gælder andre målestokke, når det drejer sig om voldtægt, end der gør på stort set alle andre områder. Hvis man ser på mordstatistikken, er der et signifikant overtal af 16

mænd blandt ofrene – men alligevel er der ikke nogen, der er kommet på den ide, at det kun er mænd, der bliver myrdet.

Men når det gælder voldtægt, er den modsætningsvise slutning reglen snarere end undtagelsen. Indtil for ikke forfærdelig længe siden blev en voldtægtsforbryder beskrevet på denne måde i Tyskland: ”Den, der med vold eller trusler om overhængende fare for liv og legeme tvinger et kvindemenneske til at tåle samleje uden for ægteskab.” Sådan er ordlyden i §177 i den Tyske Rigsstraffelov fra 1871, der blev overført næsten bogstav for bogstav til den tyske straffelov.

Både de jure og i den almindelige opfattelse er det således • • • •

kun kvinder, der kunne voldtages, og kun mænd, der voldtog, fordi voldtægt handlede om samleje, det vil sige om penetration, hvilket også kun var et problem, når det skete uden for ægteskab.

Straffelovsændringen i 1997 blev fejret, fordi den anerkendte, at voldtægt kunne finde sted i ægteskabet, fordi den gjorde ikke bare penetration, men også andre ”lignende seksuelle handlinger” strafbare, og fordi den ændrede ’kvindemenneske’ til ’person’. Dermed blev det for første gang muligt at begribe mænd som ofre for seksuel vold. Om end temmelig svært at begribe. Den engelske lovgivning vedrørende seksuelle forbrydelser Sexual Offences Act blev først ændret i 2003, hvorefter også mænd og transkønnede personer kan blive voldtaget.

Sydafrika fulgte efter i 2007, Skotland i 2009, Kina i 2015 ... 17 Til gengæld kræver det stadigvæk en penis at ”tvinge en person af kvindekøn til samleje” i Schweiz,18 ellers er en voldtægt ikke en voldtægt.19 Men selv de formodede kønsneutrale formuleringer vedrørende offeret i Sexual Offences Act forudsætter, at gerningsmanden har en penis. Ingen penis = ingen voldtægtsforbryder. Dette er ikke bare et anakronistisk levn fra en gammel lovtekst, men resultatet af en debat i Home Office, hvorefter voldtægt, ”sådan som den alment forstås”,20 kun er mulig gennem tvungen penetration med en penis (sic!). Ganske vist blev munden nu, ud over vagina og anus, også medregnet 17

som en voldtagelig kropsåbning, eftersom det er ”lige så skrækkelig, fornedrende og traumatiserende som andre former for tvungen penetration med en penis”. En tilsvarende seksuel grænseoverskridelse udført af en kvinde er til gengæld tilsyneladende ikke hverken ”skrækkelig, fornedrende” eller ”traumatiserende” nok – især ikke hvis offeret er en mand. ”Den strafbare handling i form af penetration med en penis er en særlig intim forseelse,” forklarede Home Office, idet den indebærer ”risiko for graviditet og seksuelt overførte sygdomme.”21 Selv om det godt nok er svært at blive gravid gennem tvungen fellatio, og kønssygdomme også kan overføres af kvinder.

Men forestillingen om, at den kvindelige krop er særlig sårbar, er meget hårdnakket. Eller rettere sagt, at kvindekroppe skulle være særlig sårbare over for seksuelle handlinger – og ikke selv besidde den samme magt til at krænke og kvæste. Det er ikke bare i den engelske lovgivning. I Tyskland er ekshibitionisme i form af blottelse af den mandlige krop i offentligheden strafbar, men det samme gælder ikke den kvindelige krop. Andre kroppe kender lovteksten ikke til.22 ”Voldtægt er en ’eksistentielt omstridt kategori’, gennemsyret af politiske konnotationer”,23 konstaterer Bourke. Det betyder ikke, at mænd skulle være de egentlige ofre, men snarere at voldtægt er den mest kønnede forbrydelse af alle. Og ikke nok med det, det er også den forbrydelse, der kønner os mest. Netop fordi den måde, som vi tænker voldtægt på, står i et chokerende forhold til den måde, som vi tænker sex på, hvilket i dette tilfælde inkluderer både vores køn og vores seksualitet.

Hvad fortæller det os om vores kultur, at det er så svært for os at tale om voldtægt som andet end en forbrydelse, mænd udøver mod kvinder, selv om det kun er en del af historien? Eftersom genitalier og kromosomer og hormoner ikke længere er tilstrækkeligt til entydigt at definere køn, og eftersom et forskningsprojekt på Tel Avivs Universitet har afsløret, at forskellen mellem den mandlige og den kvindelige hjerne er en myte (åbenbart har vi alle menneskehjerner)24 – ville det være overmåde mærkeligt, hvis det viser sig, at den sande kønsforskel er forankret i en disposition for seksuel vold.

Sexing the Difference I:

Nej betyder ja!

Til forsvar for parolen ”Nej betyder nej” er jeg nødt til at påpege, at nej i lang tid egentlig ikke betød nej, men bare: Jeg er en kvinde.

Mandens vold og kvindens vægring var uomgængelige elementer i konstruktionen af den ’normale’ seksualitet i det 18. og 19. århundrede. ”Hvis [et kvindemenneske] er velopdragent og normalt udviklet i åndelig forstand, vil det sanselige begær være ringe,”25 mente grundlæggeren af sexologien, Richard von Krafft-Ebing, og begrundede det således: ”For hvis det ikke forholdt sig sådan, ville hele verden være et bordel, og ægteskab og familie utænkelig. Manden, der undgår kvinden, og kvinden, der opsøger kønslig nydelse, er under alle omstændigheder abnorme fænomener.”26 Eftersom kvinder angiveligt ikke følte seksuelt begær, var det den galante mands opgave at overmande hende. Og kvinderne – der ganske vist ikke selv ville, men dog gerne ville have, at han ville – pirrede mandens seksuelle lyster gennem deres tilsyneladende modstand, som juristen Max Thal forklarede i sit kampskrift mod ”den seksuelle dobbeltmoral”: ”Mangen en kvinde fremstammer et afværgende, dybt rørende: ’nej, nej’, når alt allerede er forbi.”27 Her havde Thal traditionen på sin side. Den romerske digter Ovid skrev allerede i sin bog om Elskovskunsten: ”Muligvis stritter hun først imod og kalder dig ‘slubbert!’ – mens hun med denne protest bare vil nødes lidt mer.”28 I det hele taget kan ideen om den fyrige 19

mand og den frigide kvinde spores helt tilbage til den græske oldtid29 og Aristoteles, der mente, at manden var i besiddelse af en stærkere indre varme end kvinden. På grund af den manglende indre varme skulle kvinden stadig befinde sig på et ufærdigt stade, hvad angik hendes fysiske, intellektuelle og især seksuelle potens. Selv ikke hvis hun kogte sit menstruationsblod, kunne hun forvandle det til sæd!30 Efter lægevidenskabens gendrivelse af påstanden om en reel temperaturforskel, måtte der en anden model til at forklare den forestillede temperaturforskel mellem kønnene. Tænkere under Darwins indflydelse i det 19. århundrede fandt forklaringen i urtidens kønsforhold, dog ikke i den faktiske urtid, men i en slags Flintstones-spejling af datidens borgerlige samfund.31 Sexologen Havelock Ellis argumenterede således: ”Kvindens tilbageholdenhed – der i sin oprindelige form finder udtryk i aktiv eller passiv korporlig modstand mod mandens angreb – har understøttet selektionen, idet den stiller mandens vigtigste egenskab, nemlig styrke, på prøve. Kvinden begunstiger simpelthen den stærkeste af de mænd, der kæmper om hendes gunst. I kampen om eksistensen er voldsomhed den største dyd.”32 Charles Darwins nytænkning bestod netop i forestillingen om en seksuel selektion. Den tildelte i en vis forstand kvinden en vigtigere rolle i forplantningen og artens videreførelse fra at have været totalt passiv til selv at kunne vælge, hvilken mand der måtte overfalde hende.

I Menneskets afstamning og parringsvalget skrev Darwin: ”[Hunnen søger længe] at undgaa Hannen. […] At Hunnen paa en eller anden Maade vælger, synes næsten at være en lige saa almengyldig Lov som den, at Hannerne altid ere de mest fyrige.”33 Selektionen indebar dog ikke, at kvinden selv ledte efter sin seksualpartner. En sådan adfærd ville være unaturlig og gøre hende utiltrækkende for virile mænd.34 Hvor der for mænd gjaldt den stærkestes overlevelse, syntes det modsatte princip at gøre sig gældende for kvinder: den svageste og mest passive overlever. Det kommenterer Susan Sontag således: ”I vores kultur [er] alt, hvad der har med seksualiteten at gøre, blevet til ’et særligt tilfælde’ – en fremgangsmåde, der førte til mærkelige, selvmodsigende adfærdsmønstre.”35 20

Forestillingen om den frigide kvinde og mandens hede begær har gennemsyret alle områder af vores kultur til langt op i det 20. århundrede, lige fra vores generelle kønsroller over kommunikationen imellem kønnene til både udlevet og forestillet seksualitet – og det i et sådant omfang, at en kvinde, der ikke ville have en mand, bare fordi hun nu engang ikke ville, måtte kæmpe korporligt mod ham af al kraft, fordi han ellers ville gå ud fra, at hun bare var en ’ægte kvinde’.

I den tyske strafferet var ideen om ’den ikke uvelkomne vold’ – det romerske koncept vis haud ingrata – virksomt helt frem til 1970’erne.

Hvis det kom så vidt som til en retssag, blev det forventet, at kvinden kunne bevise, at hun ikke bare havde gjort modstand, men også at hun havde opretholdt denne modstand hele tiden. For ellers kunne det jo tænkes, at hendes begær på en hemmelighedsfuld og uigennemskuelig måde alligevel var blevet vakt, efter hendes ’naturlige’ modvilje var blevet overvundet.36 I mellemtiden har (lovens) opfattelse af den kvindelige ”natur” ganske vist ændret sig, men ikke opfattelsen af den mandlige. Det er grunden til, at Ellen Fein og Sherrie Schneiders selvhjælpsbøger The Rules stadig møjsommeligt oplærer deres læsere til passivitet og forklarer dem, hvordan de i første omgang skal afvise den mand, de gerne vil have. Mænd frastødes jo af kvinder, der ved, hvad de vil. En selvhjælpsbog om jobmarkedet, der belærte jobsøgende om, at de kun ville få et job, hvis de undlod at sende en ansøgning og i det hele taget agerede, som om de ikke var interesserede, ville nok ikke sælge lige så godt. Men The Rules-bøgerne er så populære, at Oprah Winfrey måtte konstatere: ”The Rules isn’t just a book, it’s a movement, honey.”37 Dameblade og selvhjælpsbøger på denne side af Atlanten kolporterer et lignende budskab: ”Det tænder mænd af, hvis kvinder stiller seksuelle krav. Jo mere direkte en kvinde formulerer sine ønsker, desto mere usandsynligt er det, at hun får dem opfyldt. [...] Hvis hun vil ’score’ en mand, skal hun give indtryk af, at hun ikke vil have ham, hun skal ignorere hans telefonopkald, undlade at besvare hans SMS’er og i det hele taget gøre sig ’uopnåelig’.”38 Det førte til den paradoksale forståelse, at en kvinde bliver mere Sexing the Difference I: Nej betyder ja! 21

attråværdig, jo mindre hun har lyst, mens en liderlig kvinde opfattes som degenereret og dermed altså ukvindeliggjort – afseksualiseret.

Kvindelighed var nemlig ikke ligeligt fordelt blandt kvinderne. I det 19. århundrede blev kvindeligheden målt på genitaliernes størrelse.

Jo mindre kønslæberne var, især de indre, jo mere civiliseret gjaldt en kvinde for at være – og jo mindre hendes seksuelle appetit. Antropologerne udviklede en sand besættelse af de ”uciviliserede” – det vil sige koloniserede – kvinders kønslæber, som de målte, beskrev, fotograferede og katalogiserede. I den forbindelse overså de flittigt, at dette var i modstrid med tesen om, at kvinden allerede skulle have været seksuelt passiv i forhistorisk tid, og betragtede nu i stedet denne passivitet som et udtryk for civilisationsprocessen.

Med et så indskrænket spillerum var der altså brug for en altid beredt mand, hvis det overhovedet skulle kunne komme til samleje. ”Han lyder en mægtig naturtrang, han er aggressiv og stormfuld i sit frieri,”39 sværmer Richard von Krafft-Ebing. Bagsiden af medaljen var, at mænd, der ikke havde succes med deres ”frieri”, led under konstant seksuelt overtryk. Men også ægteskabet var leveringsdygtigt i seksuelle frustrationer for den ene part. Andrew Jackson Davis – som vi kan takke for ”loven om tiltrækning”40 – hævdede i forlængelse af Aristoteles: ”Kvinden lettes regelmæssigt og ufravigeligt på grund af menstruationen. Æggestokkene, som er opsvulmede af vitale, ægteskabelige essenser, flyder månedligt over, hvilket mildner og beroliger.” Manden, til gengæld: ”hvor meget mere rigelige og skrækkeligt uopsættelige er hans avledygtige ressourcer.” Korporlig nærhed til en kvinde, som ikke resulterede i sex med hende, gjorde ham ”ophidset til bristepunktet, ja bragte ham på randen af ukontrolleret vold.”41 Jackson bønfaldt mændene om alligevel at være tilbageholdende.

Ikke desto mindre var ”dampkedelmodellen” den foretrukne forklaring på og retfærdiggørelse af ’Notzucht’ i 1700- og 1800-tallets retsmedicinske diskurs (en ældre betegnelse for voldtægt; vi har ikke en tilsvarende betegnelse på dansk; se en forklaring på ordets etymologi i denne bog side 132, o.a.). Mange læger betragtede voldtægt som umoralsk, men uundgåelig og i hvert fald at foretrække ”frem for 22

den usunde onani42 ved manglende adgang til prostituerede [...] da regelmæssigt samleje udgør et uundværligt ’remedium’ for mandens sundhed.”43 I begyndelsen af det 20. århundrede gik psykoanalytikeren Wilhelm Stekel til angreb på myten om, at masturbation skulle være skadelig. Sædafgang var sædafgang, så længe den bare fandt sted og dermed befriede den svage mand for de forbudte lysters ulidelige pres: ”Onani har en vigtig samfundsmæssig funktion. Den beskytter på en vis måde samfundet [...] Hvis man undertrykte onani totalt, ville antallet af sædelighedsforseelser stige umådeligt.”44 Helt frem til 1970’erne mente den anerkendte medicinhistoriker Edward Shorter, at der var en sammenhæng mellem stigningen i voldtægter og stigningen i giftealderen i visse historiske perioder. Ganske vist burde de fleste mænd være i stand til at styre deres drifter, men hos individer med psykiske afvigelser ville det brændende begær koge over og søge forløsning gennem seksuelle overskridelser.45 Da dampkedelmodellen dukkede op, stred den i første omgang mod den herskende opfattelse af det mandlige køn som det rationelle. Hvordan kunne mændenes seksualdrift samtidig være så udpræget irrationel? Efterfølgende blev det seksuelle og intime gradvist sorteret ud af forestillingen om fornuften, og dermed blev splittelsen mellem krop og ånd endnu mere udpræget.46 Drevet til enten genialitet eller forbrydelse af sin overvældende falliske energi var manden efterhånden ikke længere egnet til at bestride sin hævdvundne rolle som den moralske ordens forkæmper. Og hvem ville være mere velegnet til at overtage denne tomme plads end kvinden, der på grund af sin lidenskabsløshed så sjældent blev fristet?47 Kvinden fik, udover at varetage den guddommelige orden (hos Hegel) eller den moralske orden (hos Rosseau), nu også ansvaret for kontrollen med den mandlige seksualitet, idet hun skulle afstemme sin påklædning og sin adfærd, så hun ikke antændte hans let påvirkelige libido.

Når kvinder bliver advaret om ikke at drikke for meget alkohol, når de går i byen, så de ikke udsender de ”forkerte signaler”, er det et levn fra denne dampkedelmodel. Det er med god grund, at den bliver kritiseret.48 Den første Slutwalk fandt sted i Toronto i 2011 som Sexing the Difference I: Nej betyder ja! 23

en reaktion på den canadiske politimand Michael Sanguinettis gode råd til de kvindelige studerende: Hvis de ville undgå voldtægt, skulle de holde op med at ”klæde sig som ludere”. Til sammenligning er retorikken, når det gælder mænd, ”at de venligst skal tage sig sammen”,49 styre deres indre neandertaler,50 eller, som det hedder i den flyer, American College Health Association uddeler som formaning til førsteårsstuderende: ”Det kan være, at I ikke kan kontrollere jeres lyst, men I kan sikkert godt kontrollere jeres handlinger.”51 Under alle omstændigheder er dampkedelmodellen stadig en del af den retorik, der bruges til at forklare det uforklarlige fænomen voldtægt.

Hvordan kan dette seksuelle scenario overhovedet blive så bredt anerkendt, når det stilles over for faktiske seksuelle relationer? Det er det blevet, fordi man fra slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede begyndte at definere alt, som ikke passer ind i dette billede, som sygt, eller, for at blive i datidens videnskabelige diskurs: perverst. Forvirrende nok blev perversionerne samtidig udråbt til at være en konstituerende bestanddel af den kvindelige psyke: kvinden, det perverse køn.

Da Krafft-Ebing først havde fastslået, at kvinden er et aseksuelt væsen, fortsatte han således: ”Alligevel gør det seksuelle område sig mere gældende i kvindens bevidsthed end i mandens. Behovet for kærlighed er større end hos manden, og det er kontinuerligt, ikke episodisk.”52 Forholdt det sig altså sådan, at mænd kun tænkte på sex, når de så en kvinde, hvorimod kvinder hele tiden havde lyst til sex, bortset fra når de rent faktisk havde sex med en mand?

Psykoanalytikeren Helen Deutsch, som i 1940’erne og 50’erne gjaldt for at være specialisten i Kvindens psykologi – titlen på hendes mest indflydelsesrige værk – forklarede dette paradoks med den kvindelige masochisme, der ifølge hende ikke var en variant af, men forudsætning for kvindens erotiske nydelse. Efter at hun havde indforskrevet de psykiske processer til at belyse de fysiske, prøvede hun så på den anden side at forklare psyken med udgangspunkt i fysikken. Nærmere bestemt med vagina, der ifølge Deutsch skulle være fuldkommen passiv og kun kunne gøres aktiv ved hjælp af penis.53 24

Dette skulle være årsagen til kvindens grundliggende behov for at blive overmandet. ”Den ’uopdagede’ vagina bliver – i det normalt gunstige tilfælde – erotiseret gennem en ’voldtægtshandling’. [...]

Den omtalte fantasi er blot den psykologiske forberedelse på en reel, ganske vist mildere, men dog dynamisk tilsvarende handling. Den finder på den ene side udtryk i mandens aggressive penetration, på den anden side i ’betvingelsen’ af vagina som erogen zone!”54 Hermed tilsluttede Helene Deutsch sig Sigmund Freuds tese om, at kvindens psyko-seksuelle udvikling først skulle være afsluttet, når hendes erogenitet var vandret fra klitoris (der ifølge Freud var en forkrøblet udgave af det mandlige kønsorgan og dermed aktivt) til vagina (som var det egentlige kvindelige kønsorgan og derfor passivt). I sine Tre afhandlinger om seksualteori havde han skrevet: ”Hvis overføringen af den erogene modtagelighed for stimuli fra klitoris til skedeindgangen er lykkedes, har kvinden dermed skiftet til den zone, der senere vil blive den dominerende i seksualakten, mens manden har bevaret barndommens dominerende zone.” Denne proces indebar selvfølgelig mangfoldige farer for fejludviklinger og regressioner, således at forudsætningen for ”at blive kvinde” samtidig var forudsætningen ”for kvindens disposition for neuroser, særligt hysteri. Disse vilkår er altså tæt forbundet med kvindelighedens inderste væsen.”55 Men også uden neuroser var prognosen for den kvindelige seksualitet pessimistisk. Samlejet lignede så meget en voldtægt, at børn der overrasker deres forældre under coitus, ifølge Freud troede, at de havde overværet en reel voldtægt. Og sådan ville kvinden også opleve det, i det mindste i forbindelse med selve defloreringen, eftersom ”de seksuelle hændelser [på bryllupsnatten] ofte ender med at blive en voldtægt”,56 som psykiateren Leopold Loewenberg forklarede. Helene Deutsch gik et skridt videre og mente, at penetration grundlæggende var en voldtægt. ”Kvindens hyppige angst for coitus lader sig faktisk begrunde i, at der er tale om et angreb på kroppens integritet.”57 Seksualitet, og dermed menes der coitus, for enhver anden form for seksualitet blev betragtet som regression – var således i sidste instans ikke naturlig for kvinden, lige meget hvor masochistisk anlagt hun var.58