I vinterens løb af Rolf Lappert

I VINTERENS LØB

Af samme forfatter pü dansk: Svømme hjem. Roman, 2009 Pampa blues. Roman, 2015

Rolf Lappert

I VINTERENS LØB Roman

Oversat af Jacob Jonia

Tiderne Skifter

I vinterens løb Oversat fra tysk efter Über den Winter © Carl Hanser Verlag München 2015 Published by agreement with Copenhagen Literary Agency A/S, Copenhagen Danske udgave © Tiderne Skifter 2017 Grafisk tilrettelægning: Remote Grafik Omslag: Tryk: 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-0221-258-7 Joseph Conrad er citeret efter Niels Brunses oversættelse E.L. Doctorow er citeret efter Claus Bechs oversættelse David Mitchell er citeret efter Henrik Andersens oversættelse Udgivet med støtte fra

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med CopyDan, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.

Tiderne Skifter · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · tiderneskifter@tiderneskifter.dk · tiderneskifter.dk

Til Lina Mazur, Susanne George og Walter van Rossum

Og så var der den følelse, man nemt får, når man kører ud til en kirkegård bag en afdød i en kiste – en utålmodighed med de døde, en længsel efter at komme hjem igen, hvor man kan hengive sig til den illusion, at den daglige tilværelse og ikke døden er den permanente tilstand.

E.L. Doctorow – Homer og Langley

Prolog

Lost Baggage

Der var et strejf af vanvid over forehavendet, en fornemmelse af trist komik ved synet; og det forsvandt ikke af, at en eller anden ombord alvorligt forsikrede mig, at der lå indfødte – fjender, kaldte han dem – i en skjult lejr derinde et sted.

Joseph Conrad – Mørkets hjerte Havet var faldet til ro igen siden i går aftes. Stilheden føltes som en tilbageholdt bevægelse, en nærmest åndeløs venten. Der var ingen huse i nærheden, ingen lys i miles omkreds, ikke en levende sjæl, som var i stand til at tale. For at komme til den nærmeste by, en samling af forladte hoteller, butikker og grillbarer, skulle man køre i flere timer på en vej, der var dækket af sand. En tør varme fyldte luften, den kom svævende ovre fra Afrika, der lå som et svagt omrids bag horisonten. Insekterne summede, palmebladene duvede, vilde hunde gøede: lyde fra en mennesketom nat. Himlen strakte sig over det alt sammen, et kulsort hav, hvorfra stjernerne steg op og sank ned på jorden som glitrende is. Verden roterede i sit eget tunge mørke, kontinenter drev bort fra hinanden.

Lennard Salm lå på ryggen i græsset. Når han holdt vejret, kunne han høre bølgerne rulle sagte ind mod land. Han åbnede øjnene og betragtede stjernevrimlen et stykke tid. Måske var klokken ti, tænkte han, eller måske var det snart midnat. Han havde tabt sit ur i kortspil for nogle uger siden.

Natsværmere ramte glasset i petroleumslampen, hvis pauvre skær stort set ikke formåede at oplyse gårdspladsen. På grund af uvejret havde han ligget brak de sidste tre dage uden at bestille noget. Nu var han træt af lediggang og forsøget på at finde glæde ved den tilstand. Da uvejret brød løs, var han holdt op med at drikke den vin, som lå i rigelige mængder i kælderen, et hulrum under køkkengulvet. Også i ædru tilstand oplevede han at være 9

nået til en form for slutpunkt, hvor der ikke rigtig var nogen grund til at blive, og hvor han ikke kunne retfærdiggøre det sløvsind, som han bildte sig ind, hang sammen med det tabte ur.

Han rejste sig og tog sine plasticsandaler på, som han havde fundet på stranden, kort efter at han var ankommet, den ene var rød, stiv som et bræt og tyk som en steak, mens den anden mindede om en tynd skive gullig laksefilet og var sprukken af mødet med saltvand. Så gik han ud på badeværelset og vaskede hænder og ansigt med vand, der lugtede af siderne i den betontank, hvorfra det blev pumpet op. Han lukkede for hanen og så sig selv i spejlet, gengældte i et stykke tid sit eget blik, der var roligt, kun en kende sløret af en vag tvivl om noget, han ikke kunne sætte ord på. Han var ikke blevet nævneværdig solbrændt, kun mere tør i huden under det stride skæg, der fik hans ansigt til at virke usoigneret på en måde, som om han stille og roligt havde affundet sig med det.

I soveværelset tog han et par rene bukser og en ny skjorte på. Han satte sig på sengen og hældte sand ud af sine sko, der havde hvide saltmærker på overlæderet af mørkeblå sejldug. Efter at have hentet lommelygten i køkkenet forlod han huset. Stik imod Wielands påbud om, at døren altid skulle låses, nøjedes han igen med at lukke den. Derefter fulgte han muren, der gik ham til skulderen og omgav grunden og etplanshuset.

Lyset fra månen og stjernerne fik jorden til at skinne så klart, at Salm ikke havde brug for lygten. Han kendte stien og hver eneste fordybning, hver eneste sten og hver eneste armtykke rod, som et for længst visnet træ havde sendt ud for at skaffe vand. Selvom vejen skrånede, kunne Salm ikke se havet, kun den aflange klit, hvorfra man havde hørt brændingens drøn, mens uvejret rasede, så det kunne høres helt op til huset.

Lige så snart han havde nået det højeste punkt på sandbanken, som var bevokset med buske og stride tuer, lå den mørke vandoverflade foran ham.

Han lyttede til havets regelmæssige åndedrag i lang tid, lod blikket glide hen over stranden og derefter ud mod den næsten udviskede horisontlinje, hvor han med barnlig forventning håbede at kunne se omridset af et skib.

Men tomheden foran ham var endeløs, og han vendte sig mod højre, hvor de sædvanlige fire-fem lys fra sommerhusbebyggelsen glitrede i det fjerne.

Vældige bølger havde jævnet sandet helt op til klitrækken. Vraggodset var skyllet usædvanlig langt op, næsten helt hen til foden af klitterne, hvor det blandede sig med gammelt drivtømmer, tang og affald. Salm gik ned ad den flade klitside og lyste med lommelygten hen over striben af aflejringer, 10

som et oppisket hav havde efterladt. Plasticflasker glitrede i lysskæret, appelsinkasser og flamingostykker, løsrevne glaskugler og bøjer fra drivgarn lå rundtomkring som planeter i et uharmonisk univers. Tøj lå spredt over hele området, så meget havde der aldrig været før. Ærmerne på en hvid stofjakke slyngede sig rundt om et bræt, et par blå bukser hang i grenene på et træ, der var rykket op med rode. Farvede sokker, hatte, tørklæder og undertøj var fordelt ud over den brede sti, som han langsomt fulgte ned mod vandet. Hver gang han stødte på en kuffert, tog han fat i håndtaget og slyngede den op mod klitten. Når lyset brød frem, ville han påbegynde det egentlige arbejde. Tanken om at udforske dette syndige rod nærmere fyldte ham med anspændt forventning.

På den hårdt trampede sandstribe mellem havet og bæltet af strand­ings­ gods kom Salm hurtigt fremad. Af og til måtte han gå uden om et vandhul eller klatre hen over en træstamme. Enkelte døde fisk glimtede i skæret fra lommelygten, den største af dem var en ung delfin med samme længde som en arm. Brændingen havde trukket sig tilbage, bølgerne virkede flade og kraftesløse, nærmest udmattede af at hærge og hoste så store mængder affald op.

Inden længe nåede han frem til resterne af en bred trætrappe flankeret af skæve lamper, og herfra gik han op over klitten. Øverst oppe så han 24 hvidmalede stenhuse, der var anbragt i mere eller mindre tilfældig orden rundt om en større bygning med fladt tag, paraboler i en sendemast og en swimmingpool uden vand. I tre eller fire af bungalowerne var der tændt lys under de lyserøde tagsten, de andre lå mørke og forladte hen. På et trådhegn blinkede en håndfuld små, røde lamper som en glemt juleudsmykning. Ind mod land, på den flade, golde slette, kunne man om dagen se trevlede, brune rester af en forvokset plæne og et mønster af smalle stier, der bugtede sig gennem den tidligere golfbane og nu efterhånden gik i ét med ødemarken, som de for år tilbage havde været en del af. En asfalteret, tilsandet vej endte foran et etplanshus af rød beton, på hvis flade tag ordene GO HOME! stod skrevet med maling eller tjære. Man kunne skimte de indfødtes spredte hytter, deres marker og stalde, men kun hvis man kendte til deres eksistens.

Salm fulgte en nedtrådt fodsti, der førte væk fra klitten, og befandt sig kort efter foran det tre meter høje pigtrådshegn, som omgav grunden. Da projektøren på den ene portstolpe lyste op, slukkede han lommelygten. Han tog plastickortet op af bukselommen, satte det i kortlæseren og trykkede den femcifrede kode. Så lagde han hovedet tilbage og så ind i kameraet.

11

”What is the secret code, stranger?” lød en skrattende stemme fra højttaleren, der hang i to en halv meters højde over porten, pakket ind i flere klare affaldssække. ”Fuck you,” sagde Salm og tænkte, Pellicano snart måtte finde på en ny joke. ”Correct!” råbte Pellicano muntert, hvorefter porten blev låst op med en snurrende lyd.

Salm trådte ind i sommerhusfæstningen og skubbede porten i bag sig. På en brostensbelagt vej gik han forbi et brændeskur, hvor haveredskaber stod og rustede, gennem en allé af mandshøje, delvist væltede og knuste amforaer, og nåede endelig bebyggelsens centrale ejendom. Under et halvtag støttet af fire søjler førte en trappe og en kørestolsrampe op til den blomsterudsmykkede hoveddør af træ. I rummet bagved var der sofaer og lænestole, spisestuestole, glasborde, biedermeierkommoder, taburetter og vaser. Som sædvanlig var ikke en eneste af de tre krystallysekroner tændt, så Salm måtte finde vej mellem møblerne hen til trappen i lommelygtens skær.

Også på første sal var der næsten helt mørkt. Kun allerbagest i et hjørne skinnede lamperne over en bardisk og skærmen på Pellicanos bærbare.

Ved bordet sad to mænd, og der var stillet levende lys frem, som kunne tage over, når batterierne i solfangeranlægget løb tør. ”What’s up, Lenni?” råbte Cesare Pellicano, en mand midt i tresserne, overvægtig og skallet, lottomillionær, barejer, et talende vandfald med manisk højt humør. ”Hvad sker der?” ”Ingenting,” svarede Salm næsten uhørligt og uden at se på Pellicano for tydeligt at vise, at han ikke var interesseret i smalltalk. ”Madonna, what a storm!” Pellicano slog hænderne sammen. ”Sikke noget lort!” råbte han og lo.

Salm nikkede derefter til hollænderen, hvis navn han havde glemt, og som var travlt optaget af at sortere dokumenter i mapper og plasticlommer.

Manden mumlede en uforståelig hilsen og fordybede sig på ny i papirerne. ”Sit down, Lenni, have a drink!” Pellicano slog ud med hånden og pegede på de fire tomme stole. Han havde røde sko på, et par grønne bukser, der var blanke som fløjl, en skjorte med et mønster i stærke farver og en blå silkeklud om halsen. Folk, der kunne lide ham, betegnede ham som en farverig selskabspapegøje og bar over med hans dårlige smag og storskrydende venlighed. Andre, deriblandt Salm, opfattede hans grelle farver som en advarsel fra naturens side.

12

”Er Soderberg her?” ”Si, upstairs,” sagde Pellicano. ”But first una birra sammen med Cesare!” Han skulle til at rejse sig, da et apparat, der var forbundet med den bærbare, bippede og blinkede rødt. Pellicano tog fat i musen, og med to klik åbnede han et vindue på skærmen, hvor der hidtil kun havde været et stort billede af en gul sportsvogn.

Salm tog skoene af og dryssede sandet ned i en blomsterspand. ”Tag en øl, Lenni, help yourself!” råbte Pellicano muntert.

På skærmen var der et sort-hvidt billede af den port, Salm netop havde passeret for at komme ind på anlægget, og den runde lysplet fra projektøren i sandet. Camera 1 Main Gate stod der øverst, og ved siden af tikkede sekunderne på et ur. Klokken var otte minutter over elleve. Pellicano klikkede videre til det næste kamera, som var installeret 50 meter længere henne på en metalpæl i hegnet, og det viste et tilsvarende billede. Først det fjerde kamera afslørede, hvorfor en af sensorerne havde udløst alarmen: To hunde, der sloges om en død kat. Et af de magre dyr sad fast med bagpoten i trådhegnet, men uden at give slip på byttet, som rivalen hev og sled i.

Pellicano slog et par små, undskyldende smæld med tungen og klikkede med musen, så billedet forsvandt.

Salm vidste, hvad der ville ske nu, så han hentede to flasker øl fra køleskabet, åbnede dem og stillede en af dem ved siden af den bærbare. Da skuddene faldt, drak han en tår. ”Salute,” mumlede Pellicano og drak også. ”Stupid dogs,” sagde hollænderen. Så tog han endnu en mappe fra bunken og bøjede sig over indholdet, maskinskrevne blanketter oversået med stempler.

Pellicano rørte ved ryglænet på en stol ved siden af sig. ”Sæt dig ned, Leonardo, take a seat!” ”Jeg skal tale med Soderberg,” sagde Salm, vendte sig om og gik op ad trappen. Han nåede lige at høre starten på Pellicanos teatralske arie af beklagelser, før han stod oppe på tagterrassen.

Clemens Soderberg lænede sig op ad gelænderet, der nåede ham til hoften, og så gennem en kikkert hen mod det sted, hvor de døde hunde måtte ligge. Soderberg var på alder med Salm og lige så høj, sidst i fyrrerne og en meter og firs, men meget tyndere. Han lignede en af de maratonløbere, Salm mødte alle vegne, forretningsfolk, der rejste kloden rundt, men ikke uden at have løbesko og åndbart sportstøj i bagagen, spejlglassol­ 13

briller og drikkedunke, ankelreflekser og pandelygter, så de selv om natten kunne løbe rundt på stranden og i parker for at udskille det endorfin, de var afhængige af, ligesom andre var afhængige af alkohol eller nikotin, og som de måtte have i stadigt større doser, jo længere de løb.

Ved siden af Soderberg stod Hartmut Zickler, endnu en tysker, der ligeledes var kommet for at se, hvordan det stod til. Zickler, der med sine 71 år var den ældste i bebyggelsen, vendte sig om mod Salm, smilede venligt og nikkede til ham.

Salm gengældte den tavse hilsen og ventede, til Soderberg lagde kikkerten fra sig på et af bordene. ”Nå, dér har vi nok Salm,” konstaterede Soderberg, der gjorde sig umage for at give sin stemme en muntert nedladende klang. Han var den eneste i hele anlægget, der insisterede på at være Des med Salm – og med Zickler og med Pellicano, der somme tider kaldte ham dottore eller noget, der lød som Signore Sodabær. ”Har De et minut?” spurgte Salm.

Soderberg kastede et langt blik på sit armbåndsur, i hvert fald var det langt nok til, at Salm kunne se, det ikke var dét ur, som han selv havde tabt i poker. Så slentrede han hen til en gruppe loungemøbler, 10-12 kurvestole af imiteret rotting. Han tog en flaske tonicvand fra et lille køleskab, åbnede den og skænkede op i et glas, som han nippede til. ”Det drejer sig om mit kamera,” begyndte Salm.

Soderberg tog plads i en af de bløde stole, lænede sig tilbage og strakte benene. ”Jeg har ikke nogen penge for øjeblikket,” sagde Salm. ”Ingen rede penge. Det ved De jo. Og De ved også, at her ikke er en bank i miles omkreds.

Alligevel beder jeg Dem om at give mig mit kamera tilbage. Jeg har brug for det. Jeg overfører pengene til Dem, lige så snart jeg er hjemme igen.”

Soderberg kiggede udtryksløst på Salm i længere tid, mens han vippede med den ene fod. ”De ved jo, hvem jeg er,” sagde Salm. ”De skal nok få Deres penge.” ”Ved jeg, hvem De er?” Soderberg løftede øjenbrynene. ”Hartmut ved det. Hvad forlanger De? Et gældsbevis underskrevet med mit eget blod?”

Soderbergs latter mindede om et undertrykt hosteanfald, der tog hårdt på ham. ”Hold nu op.” Han drak en tår og så ud til at vente på Salms næste tilløb.

14

Salm tav. Han satte sig på en sofa, kiggede op i himlen og talte stjerner for at falde ned. ”Hvad skal De bruge kameraet til?” spurgte Soderberg. ”Til mit arbejde.” Salm lukkede øjnene i flere sekunder. ”Jeg skal fotografere ilanddrevne genstande. Strandingsgods.”

Soderberg trak vejret dybt ind og pustede højlydt ud som et fornuftigt voksent menneske, der tålmodigt og overbærende finder sig i et barns fjollerier. Han havde sorte lædersko på, designerbukser af mørkeblåt denimstof og en lyseblå skjorte. Siden de mødtes første gang for en måned siden, havde han haft det samme tøj på, kun skjortens farve skiftede fra dag til dag mellem lyseblå og mørkeblå. ”Strandingsgods,” gentog han mat.

Salm fik pludselig lyst til at tage de tomme lerpotter, der stod rundtomkring på murene, og knuse dem mod Soderbergs kranium. ”Jeg kommer og giver Dem mit pas i morgen,” sagde han i stedet. ”Pas kan forfalskes.” ”Hold nu op med det dér.” Salm drak det sidste af sin øl og stillede flasken på gulvet. ”Gå ned til Cesare, han kan vise Dem på nettet, hvad det er, jeg laver.”

I samme sekund gik de elektriske lys på terrassen ud, hvilket betød, at batterierne i solfangeranlægget var brugt op.

Soderberg grinede. ”I øvrigt har stormen ødelagt parabolerne. For øjeblikket er vi altså afskåret fra omverdenen, som man så smukt siger.”

Et par måger gled forbi. Salm kiggede efter dem. ”Forstyrrer jeg?” Zickler kom hen til sofagruppen med en tændt petroleumslampe i hånden. Han havde kort, kridhvidt hår, buskede øjenbryn og et rundt, solbrunt ansigt. Man kunne have taget ham for at være en bonde fra egnen, hvis ikke det var for et skræddersyet jakkesæt af lyst lærred, italienske sko og tyve kilos overvægt.

Med en gestus, der både virkede storladen og uengageret, pegede han på sofaer og lænestole. Zickler stillede lampen på bordet og satte sig. ”Jeg hører, De er ekspert i hr. Salms værk,” konstaterede Soderberg henvendt til Zickler.

Zickler vekslede et blik med Salm og smilede forlegent. ”Nuvel, ikke ligefrem ekspert,” sagde han. ”Jeg er automobilforhandler med en svaghed for kunst. Min kone ved meget mere.” ”Men jeg er lægmand. Komplet uvidende,” sagde Soderberg. ”Moderne 15

kunst er lukket land for mig. De må gerne kalde mig plebejer.” Han bredte armene ud, som om han blottede sit bryst for en eller anden, der kunne udnytte tilståelsen til et angreb. ”Som sagt følger jeg kun overfladisk med i, hvad der sker på kunstmarkedet,” sagde Zickler. ”Vi samler jo på forskellige ting, men det er som sagt min kone, der er primus motor.” ”Har De hørt om Salm som kunstner?” ”Ja, selvfølgelig. Han er ikke en hr. hvem som helst, tværtimod.” Zickler smilede usikkert. Han havde åbenbart vanskeligt ved at affinde sig med den rolle, Soderberg havde tildelt ham. ”Vil De venligst forklare mig, hvad det er, han laver?” ”Åh, det må han være langt bedre til selv.” ”Men han tror ikke på mig,” indvendte Salm.

Zickler slog en latter op, men da han forstod, at Salm ikke havde sagt det for sjov, blev han straks alvorlig. Han sad yderligt på lænestolens sæde og var åbenbart i tvivl om, hvorvidt han skulle blive eller gå. ”Jeg foretrækker en upartisk stemme,” sagde Soderberg mildt.

Zickler rømmede sig, før han begyndte at tale. ”Jo, han er det, man kalder en konceptkunstner.” Zickler vendte sig mod Salm. ”Du må endelig bryde ind, hvis jeg siger noget forkert.”

Salm nikkede. ”Og værsgo at sætte dig ned igen,” bad Zickler. ”Du ligner én, der er på vej ud ad døren.”

Salm tog plads i en lænestol, der stod længst væk fra Soderberg. ”Det betyder, at han bruger forskellige udtryksformer,” fortsatte Zickler. ”Billeder, skulpturer, collager, installationer, fotografier og så videre.

Jeg har også set en dokumentarfilm om et af hans værkers tilblivelse. Det med bunkeren.” Han så spørgende på Salm. ”Evigheden,” sagde Salm. ”Evigheden, præcis.” Zickler henvendte sig igen til Soderberg. ”Via annoncer, efterlysninger i radioen, på internettet og andre steder finder han tusind mennesker, der kommer med deres mest elskede, mest kostbare genstand og lader ham låse den inde i en bunker. I al evighed. Alle de, der giver ham noget, skal sætte sig foran et kamera og i to minutter fortælle, hvorfor netop dén ting betød så meget for ham eller hende. En mand kommer med sin afdøde kones vielsesring, et barn med sin dukke, en kvinde med sin udstoppede hund, og det ender i en – hvad skal man kalde det?

16

– et sammensurium af banale hverdagsting og utrolige skatte. Bunkeren er aflåst og forseglet fem meter under jorden, men filmen kan ses på nettet i en endeløs sløjfe.” Han kiggede på Salm med strålende øjne. ”Det kan godt være, jeg lyder bagstræberisk,” sagde Soderberg, ”men når jeg hører ordet kunst, så tænker jeg på billeder, indrammede oliemalerier, som man hænger op på væggen. Ingen bunkere og film, der kører i ring.” Han virkede ligefrem stolt af sin manglende kunstforstand.

Zickler tog en blikdåse og en lighter fra sin jakkelomme. ”Naturligvis malede Lennard også billeder i begyndelsen.” Han åbnede æsken og bød Soderberg og Salm en cigarillo, men begge takkede nej. Henvendt til Salm fortsatte han: ”Jeg må indrømme, at jeg googlede dig efter vores første møde her.” Han tog en cigarillo fra æsken og et askebæger fra bordet og lænede sig tilbage. ”Og der var en del.” ”Lad mig gætte,” sagde Soderberg. ”På et tidspunkt blev det gode, gamle maleri ham et nummer for traditionelt, for borgerligt.” ”Touché,” mumlede Salm. ”Han ville prøve noget andet, gå ny veje. Hvem kan bebrejde en ung mand det, når han er nyudklækket ud fra akademiet?” Zickler tændte sin cigarillo og blæste en røgsky op i nattehimlen. ”Jeg husker for eksempel også det med bøgerne. Hvad er det nu, man kalder sådan noget, Lennard?

Performance?” ”Det kan være lige meget, hvad man kalder det,” svarede Salm. ”I hvert fald samler han hundredvis af gamle bøger, Tucholsky, Brecht, Zweig, Benjamin, alle mulige værker, som var forbudt under nazismen. Og ved De, hvad han gør med dem?” Zickler så forventningsfuld på Soderberg. ”Bare sig det.” Der lå en overlegen utålmodighed i Soderbergs stemme. ”Han brænder dem!” råbte Zickler. ”Han lægger dem i en bunke og brænder dem! Bøger af høj antikvarisk værdi, en lille formue! Og så tager han asken, og med den skriver han ordet GLEM på en mark, tyve gange fem meter!” ”Hvor forskruet,” sagde Soderberg upåvirket. ”Og pessimistisk.”

Zickler slog en latter op og klaskede sig på låret med den ene hånd, som om han havde lokket Soderberg i en fælde. ”Netop ikke! For nogle uger senere, da asken for længst er forsvundet, sivet ned i jorden med regnvandet, vokser der samme sted et nyt ord frem bestående af hvide blomster, margueritter mener jeg, og ordet er: HUSK!” Han skød overkroppen frem 17

og klappede i hænderne. ”Asken fra de glemte digteres værker gøder hukommelsen.” Han iagttog Salm og pegede på ham med cigarilloen. ”En genistreg.”

Salm tav. Han var ikke meget for at tænke tilbage på sit første værk efter studiet, som målt i overskrifter og berømmelse ganske rigtigt havde været en genistreg. En ikke uvæsentlig del af medierne havde affærdiget hans aktion som underlødig og beskyldt ham for historieforfalskning og bagatellisering og for at skamride den verserende debat om kollektiv fortrængning, de havde kaldt ham en overfladisk wannabe-provokatør og mere af samme skuffe. Men han var på alles læber, modtog legater, forespørgsler fra gallerier og en invitation til en gruppeudstilling i Nürnberg. Hans karriere var begyndt med en mindre skandale, der set i bakspejlet forekom ham at være et stykke absurd teater, hvor redaktører, meningsdannere, kritikere, kunstnerkolleger og læserbrevsskribenter skiftevis var trådt frem på en scene og i princippet ikke havde foretaget sig andet end at skrige navnet Lennard Salm ud mod publikum, mens Lennard Salm, 26-årig dimittend fra kunstakademiet i Braunschweig, der havde forvandlet bøger til aske og aske til blomster, sad i haven uden for en villa i Rom og havde svært ved at tro, at hans plan var lykkedes. ”Så hvis det handler om, hvorvidt Lennard Salm er kunstner, en betydningsfuld kunstner, kan jeg kun besvare spørgsmålet med et rungende ja,” sagde Zickler. Han blæste røg ud ad mund og næse som en maskine, der endelig havde nået driftstemperatur.

Soderberg drak en slurk tonicvand og trommede med fingrene på armlænet. Han forsøgte åbenlyst at signalere, at han ikke vidste, om han skulle stole på det, Salm og Zickler havde sagt. ”Det drejer sig om et kamera til 300 euro,” sagde Salm til Zickler, da han ikke længere kunne holde Soderbergs tavshed ud. ”Jeg forstår ikke helt,” sagde Zickler. ”Han vandt det af mig i poker, og nu vil jeg købe det tilbage. Men jeg er ikke kreditværdig.” ”Nåh …” sagde Zickler, der altid selv afholdt sig fra at spille om penge. ”Hvis du vil låne af mig, skal du bare sige til, jeg …” ”Okay, okay, så henter jeg det kamera!” udbrød Soderberg leende, som om det hele kun havde været en spøg, et kammeratligt drilleri. Han rejste sig, tømte glasset og satte det på bordet. ”Jeg skal ikke stå i vejen for kunsten.” Han gik hen til døren og ud på trappen.

18

”Som sagt kan du naturligvis låne af mig.” Zickler rømmede sig. ”Jeg mener, hvis der er ebbe i kassen.” ”Det er meget pænt af dig, men ellers tak,” sagde Salm, der var flad bortset fra det, han havde gemt til taxaen ud i lufthavnen. ”Jeg rejser i morgen,” sagde Zickler. ”Tænk over det.”

De to mænd sad tavse i et stykke tid.

Salm ville gerne have sagt til Zickler, at han var den eneste, han brød sig om i hele bebyggelsen, og som han kom til at savne, men Salm kunne ikke finde ordene og lod det ligge. ”Har du ellers fået orden i sagerne?” spurgte han lidt efter. ”Tja, der er ikke ret meget at ordne,” svarede Zickler. ”Man må nøjes med at tage til efterretning, hvad der er tilbage, og beslutte, hvordan man bedst … beskytter det.” ”Hjælper hegnet ikke?” ”Det holder da i hvert fald hundene væk. Dagen før uvejret opdagede Martin et hul, som en eller anden havde klippet med en boltsaks. Men der var ingen at se, og der blev hverken stjålet eller ødelagt noget.” ”Men det er ubehageligt alligevel.” ”Ja, mon ikke? Christine vil ikke herned mere. Hun har været bange siden overfaldet, og det kan jeg godt forstå.” ”Tror du, det vil ske igen?”

Zickler trak på skuldrene. ”Svært at sige. Det er nok ikke løsningen at bygge anlægget om til et højrisikofængsel. Men skal vi så frivilligt give afkald på vores ejendom? Bare fordi folk her i landet er på skideren? Dét er da ikke vores skyld.” Han skoddede sin cigarillo i askebægeret og rejste sig. ”Vi er kommet med penge og arbejde til dem.” Han hentede et par flasker øl fra køleskabet, åbnede dem, rakte Salm den ene og skålede med ham. ”Tredive mennesker har fået arbejde her som gartnere, rengøringskoner, kokke, vagter, og yderligere ti i golfklubben.” Han rystede eftertænksomt på hovedet. ”Civiliserede mennesker, europæere.” ”Verden er ved at gå af lave, som du ved,” sagde Salm og fortrød sætningen, allerede mens han var ved at sige den. Zickler havde brug for trøst og opmuntring, ikke for hans sortsyn.

Zickler nikkede og lod sig igen dumpe ned i den bløde lænestol. ”Christine synes, vi skal opgive huset her og skrive pengene på tabskontoen. Fejlinvestering, færdigt arbejder. Men jeg ved sgu ikke. Er du klar over, hvor mange biler jeg måtte sælge for at få det her?”

19

”Hvad med at stikke ild til hele molevitten og score forsikringssummen?”

Zickler gryntede, mens han pustede ud. ”Fed idé. Vent, til jeg er skredet, så kan du fyre hytten af. Vi deler i porten.”

Soderberg kom tilbage og stillede kameraet, et Pentax spejlreflekskamera, på bordet sammen med opladeren. Han havde en blå trøje over skuldrene med ærmerne bundet foran brystet. ”Bare skriv under, så er det Deres igen,” sagde han og rakte Salm et ark papir og en fyldepen.

Salm læste den korte tekst, som var en betalingsgaranti, lagde arket på bordet og skrev under. ”Her er mine kontooplysninger.” Soderberg gav Salm et visitkort, foldede arket og stak det ned i brystlommen på sin skjorte sammen med fyldepennen. Så stillede han sig hen til gelænderet og så ud i det mørklagte landskab, derhen hvor naturen var i færd med at sluge de sidste rester af golfbanen.

På forsiden af kortet stod der SODERBERG, LEMKE & RAHN ATTORNEYS samt håndskrevne kontooplysninger, på bagsiden en adresse i Wiesbaden samt telefonnumre og så videre. Salm stak det i lommen. ”Vil du til at arbejde?” spurgte Zickler. ”Jeg vil fotografere noget af det, jeg ikke kan tage med hjem. En form for statusopgørelse.” ”Over strandingsgodset?” ”Ja.” ”Der ligger vel en masse og flyder oven på stormen?” ”Stranden er fuld af det.” ”Og hvornår tager du tilbage?” ”Om et par dage, vil jeg tro.” ”New York. Heldige asen.”

Salm smilede og tav. Første gang de mødtes, havde han fortalt Zickler om sit atelier i New York, men ikke at der var tale om et rum på 70 kvadratmeter, uden rigtig varme, i en nedlagt møbelfabrik i Bowery, hvor han havde indrettet fem gange fem meter med materialer fra et byggemarked, sovebriks og bruseniche, halvt fængselscelle, halvt japansk lavprishotel, og mellem de flamingoisolerede vægge hver eneste nat i snart ti år havde frygtet at blive kvalt. ”Kender du ’Le Bernardin’ i Manhattan?” spurgte Zickler. ”Restauranten? Ja.” 20

”Er den ikke fantastisk? Jeg var der med Christine i december til vores sølvbryllup. Afsindig dyrt, men en ren drøm.” Zickler lænede sig tilbage og smilede huldsaligt. ”De serverer en sauteret Red Snapper, der smelter på tungen.”

Salm nikkede, som om han vidste, hvad Zickler talte om. Han havde aldrig sat sine ben i ”Le Bernardin”, ikke engang i den periode, hvor han havde haft penge på lommen. ”Næste gang vi er i byen nogle dage, må vi ud at spise sammen,” sagde Zickler. ”Gerne,” svarede Salm i sikker forvisning om, at det aldrig kom til at ske.

I samme øjeblik ramte den første sten. ”Så går det løs igen!” råbte Soderberg uden at røre sig ud af stedet.

Salm og Zickler dukkede sig, mens de løb hen til døren, der førte ud på trappen. Først da den anden og tredje sten kom flyvende og slog ned på terrakottafliserne, hvor den ramte en krydsfinerplade over et solfangerpanel, begyndte Soderberg at løbe. På vejen ned blev de mødt af Pellicano med en lommelygte i hånden og en form for hjelm på hovedet. ”Bloody bastards,” stønnede italieneren, vendte om og gelejdede dem gennem den mørke forhal hen imod døren ud i det fri.

Et kvarter senere var opstandelsen forbi. Salm, Zickler, Soderberg, Pellicano, hollænderen og Martin Beck, en godt 60-årig schweizer, sad under den opslåede parasol i Zicklers have og drak øl og cognac. Salm havde indtil i dag kun hørt om de her angreb. Inden for den sidste måned var unge mennesker fra egnen bevæbnet med slynger begyndt at dukke op og affyre sten på størrelse med valnødder mod bebyggelsen. Uden at forvolde alvorlige materielle skader eller såre nogen alvorligt. Det, der i højere grad bekymrede de fem husejere, som nu sad tavse og tankefulde på deres teaktræsstole, mere end at pudset gik løs, at tagsten og et par lamper blev knust, var den uforskammede måde, hvorpå deres ejendom blev angrebet, og at de blev mødt med had, skønt de var kommet med de bedste intentioner for at nyde egnens rolige omgivelser, havluften og det milde klima sammen med koner og kærester. ”Vi burde stemme om, hvad vi skal gøre ved de bøller,” sagde Soderberg på engelsk.

Alle undtagen Salm begyndte at mumle uforståeligt. Pellicano, der ikke 21

tålte ret megen alkohol, og allerede nu efter den anden cognac virkede lettere påvirket, nikkede ihærdigt. Da de første sten var kommet flyvende, havde han som altid sat en gryde uden hank, men polstret med et håndklæde over hovedet og var styrtet ud til hovedporten i hegnet for bevæbnet med en køkkenkniv og en golfkølle at forsvare den mod de ubudne gæster.

Salm havde hørt det fra Zickler, der også viste ham et billede på mobilen: Pellicano, som stod på sin vagtpost og gjorde honnør, en tyk, brunklædt soldat, hvis alvorlige miner kun understregede hans latterlige fremtoning. ”Hvilken mulighed har vi for at træffe beslutninger?” spurgte Zickler.

Hans engelske havde en skoleagtig, sydtysk accent, som fik hans sætninger til at klinge mindre skarpe end Soderbergs.

Martin Beck, en schweizisk vognmand og skrothandler, der var kommet til penge, brummede lavmælt, alt imens hollænderen stirrede på de tre sten, der lå på hans flade hånd, så man skulle tro, var de faldet ned fra himlen som en bibelsk straf.

Soderberg hævdede, at der var tale om en nødsituation – han var træt af, at der blev kastet sten imod ham, og han havde i sinde at forsvare sig.

Pellicano bankede knoerne i bordpladen, skålede med Soderberg og tømte sit glas.

Beck, hvis ansigt var rødt af sol og arrigskab, nikkede tavs og holdt ild i sin pibe. Han var ikke ret høj, kun et par centimeter højere end Pellicano, men han skød sit brede bryst frem under skjorten og lædervesten. Hans kantede, glatragede isse var oversået med ar, hans næse var lillebitte som et barns. Salm betragtede Beck som en klabautermand, efter at han havde set ham stå på stranden som en hjulbenet trold fra havet med tang på skuldrene, stønnende af kulde, mens han skød sine korte, muskuløse arme frem, som om han slog ud efter en usynlig fjende.

Zickler spurgte, hvad man kunne gøre for at beskytte anlægget. Pellicano istemte en italiensk talestrøm, men opdagede, at han ikke blev forstået og brød af. Soderberg var forberedt. Han præsenterede de tilstedeværende for diverse muligheder for at forhindre overfaldene. Nøgternt og sagligt fortalte han om mænd, der kunne hyres for ganske få penge, og som udrustet med gummiknipler patruljerede om natten og give lømlerne, som han kaldte dem, en lærestreg, hvis de kom for tæt på. En af hans gode bekendte havde kontakter til et firma, der solgte geværer til gummipatroner og tåregasgranater, en anden falbød brugt militært udstyr, blandt andet søgeprojektører og natkikkerter. Da Zickler og hollænderen ytrede visse 22

forbehold, fastslog han, at de var overladt til sig selv og måtte afskærme området − en kilometer NATO-pigtråd kostede fire et halvt tusind euro. ”Jeg er her for at holde ferie,” sagde Zickler, da Soderberg var færdig, ”ikke for at gå i krig.” ”But they startet it!” udbrød Pellicano. ”We have to strike back!”

Hollænderen, der var en bleg, reserveret mand på omkring fyrre, mindede dem om, hvad Zickler allerede havde sagt, nemlig at de ikke havde hjemmel til at træffe beslutninger på hele anlæggets vegne. Indkøb af pigtråd måtte først godkendes af et flertal af husejerne, ligesom dengang hegnet blev opført. Han afviste kategorisk at købe våben og gik ind for, at man fortsat skulle prøve at få provinsstyret til at hjælpe.

Pellicano, der til Salms overraskelse i stigende grad skrællede de muntre og sorgløse lag væk, lo bittert og sank derefter på ny hen i en surmulende tavshed.

De lokale myndigheder og politiet var inkompetente og korrupte, sagde Soderberg. Hvis man ville beskytte sin ejendom, måtte man tage sagen i sin egen hånd i stedet for at vente på, at politikerne fik fingeren ud. Han understregede endnu en gang, at der var tale om en nødsituation, og at man ikke kunne vente til den årlige generalforsamling med at træffe en beslutning. Han ville gerne betale for en kilometer pigtråd, sagde han og så rundt på de andre.

Pellicano klappede i hænderne og lovede også at donere en kilometer.

Beck løftede nærmest højtideligt højre hånd med strakt pegefinger og nikkede, som om han bød på et kunstværk ved en auktion. ”En kilometer,” sagde han på gebrokkent engelsk, så bankede han pibehovedet tre gange mod bunden af sin ene sandal.

Salm tømte sin øl og rejste sig også. ”Godnat,” sagde han, tog kameraet og opladeren fra bordet, der var belagt med flerfarvede mosaiksten, og gik over den visne, tyndt bevoksede græsplæne mod vejen, der løb mellem villaerne. ”Du må hellere vente, til de er helt væk!” råbte Zickler efter ham.

Men Salm gik videre, som om han intet havde hørt. En måge fløj hen over ham, tavs og uden at slå med vingerne. Han havde en smule kvalme, men det tilskrev han blandingen af øl og cognac, og han fór vild, selvom han havde sendemasten at pejle efter. I vejkrydsene stod der træskilte, hvorpå navnene var snittet ind: Hibiscus, Oleander, Mimosa, Lotus. Villaerne var også forsynet med navne, men Salm kendte kun Zicklers, som hed 23

”Bungalow Bavaria”, og som befandt sig i den anden ende af bebyggelsen med udsigt over hegnet og den tilgroede høj, det tidligere udslagssted fra 9. hul. Zickler havde fortalt, at husejerne, allerede før bebyggelsen stod færdig, var blevet enige om at navngive villaerne nogenlunde ensartet. Kravet lød på bogstavrim og en henvisning til det sted, man kom fra, hvilket havde ført til nyskabelser som ”Dream of Dresden”, ”Stuttgart Sunset” og ”Feyenoord Feeling”. Pellicano boede i residensen ”Milano Memories” , Beck i ”Villa Vals” og Soderberg i en 200 kvadratmeters ejendom kaldet ”Mannheim Mansion”.

Mellem husene var der mørkt, og Salm tændte lommelygten, efter at han for anden gang snublede over en løs brosten og nær var faldet. Vejbelysningens projektører, muret inde mellem natursten og drevet af solenergi, var slukket for længst, det samme gjaldt lanternerne ved havelåger og indgangspartier. Salm kom forbi to bungalower, hvis vinduer blev oplyst af petroleumslampers gule lys. Den ene tilhørte hollænderen, den anden en tysker fra München, som han ikke kendte.

Da Salm standsede op og skuede ud over kludetæppet af tørre, strittende græstuer, bare pletter og huller, som dyr havde gravet, følte han medlidenhed, ikke misundelse eller skadefryd. Stumper af sorte plasticslanger lå og flød, levn fra et vandingssystem. Der lød en raslen i løvet under en af de nøgne buske, og da Salm rettede lommelygtens derhen, stirrede en rotte afventende på ham.

Han fandt vej ud fra labyrinten af blomsternavne, gik forbi murstensbygningen med de ødelagte dieselgeneratorer og forlod anlægget gennem porten i hegnet. Ved kanten af sletten, hvor sandet tog over, steg en næsten usynlig røgsøjle op. Han forlod stien, og i en lavning fandt han de to hunde, som Beck havde skudt og sat ild til. Kadaverne lå på et leje af drivtømmer, som stadig ulmede. Der lugtede af benzin og sveden pels, selvom der ikke var nogen pels tilbage. Under det forkullede kød ragede knoglerne frem, mellem de buede ribben mente Salm at kunne skimte et sort hjerte. Det ene af dyrene lå sådan, at dets nøgne, vansirede hoved strakte sig hen imod ham og viste sine blottede, gule tænder. Salm tog sikkerhedskortet op af bukselommen, kastede det ned i hullet og så til, mens plasticen smeltede i varmen. Han ville tage et billede af det, men kameraets batteri var tomt, og derfor vendte han sig om og gik tilbage til stien.

Med Zicklers advarsel i baghovedet og bevæbnet med en stok mødte han ikke en levende sjæl på vejen til Wielands hus. Halvt derhenne så han 24

en flok hunde strejfe hen over sletten i det fjerne, radmagre kræ, der næsten var skjult i det endnu blege tusmørke. Stilheden var et gigantisk rum, større end universet. Kufferterne lå stadig dér, hvor Salm havde smidt dem, og han modstod fristelsen til at tage en af dem med.

Inde i huset drak han et glas vand, derefter tog han tøj og sko af, vaskede sig og smed sig på sengen. Han havde stadig kvalme, alligevel faldt han snart i søvn.

Næste morgen satte han sig ud i den lukkede gård, spiste de sidste to myslibarer og drak en kande te. Så gik han ud i køkkenet, trak tæppet under bordet til side, åbnede lemmen i gulvet og gik ned i kælderen med opladeren.

I skæret fra lommelygten åbnede han dørene i træskabet, som fyldte det meste af endevæggen. Den nederste hylde, der var fuld af konservesdåser, måtte trækkes helt ud, så han kunne kravle ind i skabet, skyde metalslåen i bagbeklædningen til side, åbne lemmen og mase sig igennem det firkantede hul. I det tilstødende rum rettede han sig op og trak i et håndtag, og da den tilgitrede lampe i loftet blev tændt, slukkede han lommelygten.

Hver gang Salm var hernede, kom han til at tænke på sin lillesøster Bille, der som barn havde gemt sig i ethvert hul, enhver kloak og enhver krybekælder, tit kun udstyret med et par tændstikker og et stearinlys. En gang måtte brandvæsenet rykke ud for at få hende op af en rævehule som en overmodig gravhund, en anden gang var hun forsvundet en hel dag, inden hun ved egen kraft slap ud af ovnen i en nedlagt fabrik. På trods af morens formaninger kunne hun ikke modstå betonrør, huller i stakitter eller klipperevner – ikke før hun blev ældre og ønsket om at være en dreng fortog sig.

Rummet var tre gange to meter stort og to meter højt. Betonen, der absorberede saltet fra stranden, var overtrukket med et hvidt lag. Pakket ind i plasticfolie og et uldent tæppe stod et fladskærms-TV lænet op ad en væg, og ved siden af var der en kaffemaskine, en elkedel og en brødrister.

Af angst for indbrudstyve havde Wieland også opmagasineret sengetøj, tæpper, stole, lamper, gryder, pander, service og bestik hernede. Første dag havde Salm hentet madras, puder, lagener, et tæppe, en stol og køkkengrej.

Strømmen, der forsynede loftslampen, kom fra et af otte bilbatterier, som blev ladet op af en generator. Et sindrigt system af akkumulatorer og transformere gjorde det muligt ikke alene at holde et køleskab i gang, men også apparater, der kørte på jævnstrøm. En måler viste, at energien næsten var brugt op, og at der snart skulle tændes for generatoren.

25

Salm sluttede batteriopladeren til et af de to kredsløb. Den beklumrede luft stank af diesel fra generatoren. Salm fik igen en let kvalme, og han gik ovenpå, lukkede lemmen og rullede tæppet på plads. Da han forlod huset, låste han døren for første gang i lang tid.

Nede på stranden stod han lidt foran bæltet af strandingsgods og så ud over havet. En tom horisont lå foran ham. Vandet var roligt og en nuance mørkere end den bleggrå himmel. En lettere muggen hørm af tang og rådne fisk lå i luften. Ingen vind kunne mærkes, ingen høje lydes høres, ud over bølgernes sagte rullen. Langt borte ledte et par måger efter noget spiseligt i det brede bånd af ilanddrevne genstande. Solen var stadig skjult, men morgenens kølighed afløstes lidt efter lidt af den nært forestående middagshede.

Som sædvanlig begyndte Salm med ting, der var af plastic. Først samlede han alt det sammen, der var større end en appelsin eller en bog. Senere ville han sortere tingene efter farver. For flere uger siden havde han fundet en kæmpestor bærepose, også af plastic, som han tømte forskellige steder langs med klitten, når den var fyldt. Småting lagde han i en af de fem spande. Skattene, der gemte sig mellem træ og tang og affald, findelt af havets tærskeværk, kom han i en skotøjsæske: hårspænder, lette mønter, kamme af farvet plast, solbriller, skakbrikker, skeer og gafler af blik og træ, ølkapsler fra den anden side af jorden, bittesmå dåser fyldt med en grød af opløste tabletter, billige armbåndsure, der var gået i stå for altid, mat skinnende læbestifter, glasperlekæder, uniformsknapper, patronhylstre, små dyrefigurer snittet i hårdt, mørkt træ.

Havet skilte sig af med det, som menneskene havde kastet væk, eller som havet selv havde taget fra dem. Den største genstand, Salm indtil nu havde fundet, var en tom kiste med dimensioner som et køleskab, træet var ophovnet og oversået med muslinger. Det mindste objekt ville han have overset, hvis ikke det havde hængt fast ved en flig af en laset kjole på størrelse med en hånd. Vedhænget med form som en sommerfugl var fremstillet af lakeret metal og kunne ligge på en fingerspids.

Han ventede altid med at åbne kufferter og tasker til hen på morgenen.

Han bildte sig ind, at han gjorde det af respekt for de tidligere ejere, men det var kun delvist sandt, måske slet ikke. Rent faktisk var det pinefuldt for ham at forhale det store øjeblik. Mens han gennemsøgte strandingsgodset og tænkte på de aflåste stykker bagage, skammede han sig over sin nysgerrighed, der var så hektisk og nærgående. Han hørte to modstridende 26

stemmer i sit hoved, men han lyttede mest til den, der understøttede hans forehavende og gjorde hans indre moralist opmærksom på de kunstværker, der kunne komme ud af plyndringen, den kreative proces, som forhindrede, at tingene forsvandt, ved at gøre dem til noget varigt.

Da tiden var inde, lagde han de tre kufferter og de to rejsetasker side om side. Som altid lukkede han øjnene et par sekunder af respekt over for menneskene bag tingene, men hverken hans fantasi og erindringen om TV-billeder rakte tilnærmelsesvis til at forestille sig, hvad der måtte være sket i stormen på åbent hav. Derefter lagde han sig på knæ, åbnede lynlåsen i den første taske og trak indholdet frem i lyset: to billige par bukser, to hvide skjorter, undertøj, sokker, et par lædertøfler, en tynd, blå trøje, et stykke sæbe, en tandbørste, barbergrej, et hvidt håndklæde, et vækkeur af plastic, en rulle snor, en spiseske, en kuglepen, sammenklistrede ark papir, en stofpose fuld af solsikkekerner, en sort strikhue, en rød blikdåse på størrelse med en billigbog.

Han lagde skeen og blikdåsen i en tom spand og åbnede de to rejsetasker, hvor han sammen med de sædvanlige stykker tøj også fandt en koran indpakket i flere lag sølvpapir, et lille, rundt spejl, et backgammonspil fremstillet af en cigarkasse og to pakker cigaretter. Heller ikke kufferterne af stof, kunstlæder eller lakeret pap, som var gennemblødt af havvand, indeholdt noget særligt. Efter at han løseligt havde vurderet tingene, bar han spanden hen til et sted i klitten, hvor han kunne se rundt til alle sider. Her satte han sig ned i sandet og åbnede den røde blikdåse. Yderst forsigtigt skilte han familiefotos og breve ad, der var klistret sammen af fugten, bladede opblødte sider med arabiske skrifttegn igennem og pakkede fotografier og landkort og børnetegninger ud af sammenrullede plasticposer. I en flaske lå en 5-euro-seddel og flere stykker papir, hvorpå der var skrevet arabiske, franske, engelske, italienske og tyske ord. Salm læste Arbeit, nome og please.

Hen på eftermiddagen var han træt og havde fået ondt i lænden, så han gik tilbage til huset og drak endnu en kande te. Han spiste tvebakker til, som Wieland havde hamstret og anbragt i plastickasser sammen med salt, ris, pasta og andre madvarer, og som i lighed med det øvrige forråd var ved at lakke mod enden. Kaffe havde han ikke haft i flere dage, og også sukker, kondenseret mælk og Salms elskede pulversupper var brugt op. Om mindre end en uge ville han som en skibbruden i en redningsbåd være nødt til at leve af tvebakker og vand, hvis han ikke forlod stedet inden da. Vinen havde bedøvet ham for et stykke tid og fået ham til at glemme, at der var 27

noget, der hed sult, og at det var nødvendigt at indtage føde, men han havde besluttet ikke at røre de sidste flasker, og det havde han i sinde at holde fast ved. De første ti dage i den her udørk havde han tilbragt i en dunblød tilstand af beruselse, mens han havde ondt af sig selv og afskyede alt og alle.

Hver nat længtes han efter søvnen, lagde sig på madrassen i husets mindste rum og lod sig rive med af mindernes fordrukne slinger, indtil han på et tidspunkt fik nok og holdt sig ædru.

Rundt om i hele huset havde han lagt sedler med telefonnummeret på den taxachauffør, han var blevet hentet af i lufthavnen, og som skulle køre ham derud igen. Af angst for, at papirstumperne på uforklarlig vis ville gå i opløsning, ligesom kendsgerninger og fremtidsplaner undertiden fortonede sig i hans omtågede tilstand, havde han som ekstra forholdsregel ridset nummeret ind i en sten i muren omkring den lukkede gård. Den sorte chauffør hed Kofi og talte et engelsk, der var alt for hullet til, at Salm turde spørge ham, hvor han kom fra, om Kofi var hans rigtige navn, og om bilen i det hele taget kunne klare en tur på syv timer. Wieland havde trods alt stolet på afrikaneren og hans mørkeblå Renault Espace i flere år, hvilket burde være nok for Salm, også selvom han var blevet en smule bekymret over nedslidte dæk, de nødtørftigt dækkede rustpletter og motorens foruroligende smæld.

Han så op i himlen, som ikke var blevet afgørende lysere siden om morgenen. Det kortklippede græs, han lå på, stak som en ny dørmåtte. Han besluttede at blive et par dage, måske fem, højst en uge. Pellicano ville nok lukke ham ind på anlægget uden sikkerhedskort. Så skulle han bare finde én, han kunne låne en mobiltelefon af for at ringe til Kofi. Inde i byen ville han gå i banken og hente penge, tage et værelse på ”Intercontinental” og i wellnessområdet få den lange tur svedt ud af kroppen. I parken ved hotellet ville han sætte sig på plænen, spise pistacienødder og drikke øl, tegne herreløse katte og veksle ligegyldige, uforpligtende ord med dagdrivere og ludere. På et tidspunkt ville han rejse væk uden at efterlade nogen spor.

New York ville være en mulig destination, hans atelier i Bowery, eller måske et helt andet sted: en af de næsten ubeboede øer ud for Canadas kyst, et stykke ingenmandsland i Mexico, en hvilken som helst hvid plet på det slidte landkort over mulige tilflugtssteder.

For ikke at falde i søvn, udstrakt og lullet ind i den søde følelse af at være fortabt, rejste han sig, hentede kameraet med det opladede batteri fra kælderen og gik ned til stranden igen. I et stykke tid fulgte han bræmmen 28

af strandingsgods, samlede nu og da noget op, og alt efter størrelse lagde han det i spanden eller kastede det ind mod klitten. For at være sikker på, at kameraet virkede, tog han et par billeder: af en gennemsigtig plasticflaske, hvori der lå en død ål; af en halvvejs opløst avis, hvor ordene PANIC og YESTERDAY stadig kunne skimtes på forsiden; af en lyseblå badehætte med gule og røde blomster, som slatten og med den lyse inderside delvist krænget ud mindede om et gopleagtigt havdyr; af en elpære, der havde klaret rejsen over havet uden at gå i stykker.

Han opdagede båden, mens han fotograferede en fugleflok, som trak lavt hen over havet, urolige, mørke prikker, der pludselig gik i opløsning som en synsforstyrrelse. Båden lå med kølen i vejret derude, hvor vandet gik én til knæene. Efter at have lagt kameraet på et bræt, taget sko og strømper af og smøget buksebenene op gik han de små tyve meter ud i det næsten blikstille vand. Det var koldt, men dyndet, som hans fødder sank ned i, føltes varmt. Et tov, der sad fastgjort til forstavnen, duvede blidt op og ned i de forsigtige bølger. Først da Salm stod ved siden af båden, kunne han se, at den var mindst fem meter lang, af råt træ og uden maling, uden navn og nummer. Han lagde håndfladerne på det lyse, frønnede træ, så stemte han sig imod båden, der ikke rokkede sig ud af stedet. Han satte sig på hug, borede fingrene ned i den bløde sandbund og famlede efter kanten af båden, tog fat om den med begge hænder og forsøgte at løfte den. Men den var for tung, hans fødder sank i. Efter et stykke tid gav han op. Inde på stranden fandt han to brædder, og det ene skubbede han ind under skroget og hævede det ved hjælp af det andet, først en håndsbred, så to. For at skaffe sig et bedre fodfæste hentede Salm flere brædder at stå på. Musklerne i hans arme og ben sved, da han med alle sine kræfter fik båden løftet så højt op, at det var muligt at vende den om. På det vægtløse toppunkt, hvor den kunne falde bagover – eller tilbage til sin oprindelige position igen – sprang han baglæns og landede på ryggen, så op i den grå himmel og hørte den tørre, hule lyd, da skroget klaskede ned på vandet.

Salm kom på benene og trak den våde skjorte og T-shirten af, som han kastede ind mod land, så vadede han hen til båden. Han mærkede først, at han frøs, da hans hænder omkring bådkanten begyndte at dirre. Hans hoved var helt tomt, en underlig lyd kom fra hans mund. Der gik nogle sekunder, før han fattede, hvad det var, han så. På den midterste af de tre tofter lå et dødt spædbarn på nogle få uger viklet ind i klude og bundet fast med snore til det grove bræt, der udgjorde toften. Barnets grå ansigt og de blege læber 29

var hævede, øjnene smalle sprækker. Håret var sort og klistrede ind til hovedet, bittesmå ører, tynde som snavset, krøllet papir. Et par fluer kravlede nu rundt på liget, lokket til af den sødlige lugt, som udgik fra det.

Salm vadede ind på land, satte sig ned og pressede T-shirten mod ansigtet. Han trak vejret i små, korte gisp og knyttede næverne så hårdt, at det gjorde ondt. Som otteårig havde han med sin mor i hånden for første gang set et dødt menneske, en gammel mand, der havde ligget ubevægelig og med åbne øjne på fortovet uden for posthuset omgivet af mennesker, og mellem deres ben havde Salm fået et kort glimt af liget. Hans mor forbød ham at tale om det, men han gjorde det alligevel, i smug og med dæmpet stemme som en spion, der er trådt ind i den forbudte zone. Henne i skolen pralede han af at have rørt ved mandens kolde hud, og med gravrøst berettede han om, hvordan solen var forsvundet, og sekundviseren på kirketårnets ur gået i stå. Han fortalte Bille, hvordan en engel var dalet ned og fløjet af sted med den dødes sjæl, som var gennemsigtig og lyste indefra. Da søs­ teren, som principielt betvivlede alt, hvad han sagde, ville spørge moren, fik han hende overbevist ved at sige, at voksne ikke kan se engle, fordi de ikke tror på dem. Han fortalte imidlertid ikke sin storesøster Helene om episoden, for hun var født med et sygt hjerte, og han frygtede, at det var lige så svagt som den hvidhårede mands, der havde et langt liv bag sig.

Efter et stykke tid kom Salm op at stå, ledte efter et stykke blik og vadede tilbage til båden. For ikke at få lugten i næsen bandt han T-shirten om hovedet og trak vejret gennem munden, mens han skar tovene over med de skarpe kanter på blikpladen. Han skubbede et bræt ind under liget og bar det ind på stranden, derhen, hvor klitten begyndte at skråne, og intet affald dækkede jorden. Stadigt flere fluer kom til, og Salm hentede tasken, bredte den ud over den døde krop og tyngede den med sten. I et stykke tid stod han og tænkte sig om. Båden lå ubevægelig i det lave vand. Når det blev højvande, ville den enten blive skyllet ind på stranden eller drive ud på åbent hav. Han overvejede at trække den op på land. Politiet ville spørge, hvor han havde fundet liget, derfor var båden et vigtigt bevis. Han gik ud i vandet og trak i tovet, men båden var for tung og sunket alt for dybt ned i sandet. Han ledte efter en pæl, som han tvang ned i den bløde undergrund ved at bruge et bræt som hammer, så bandt han tovet fast til pælen.

Da han hørte den velkendte støj, gik han helt op på klitten og så helikopteren komme fra indlandet. Eftersom køreturen var lang og ikke helt ufarlig, lod nogle af anlæggets beboere sig fragte til og fra ad luftvejen, deriblandt 30

Zickler. Helikopteren svævede ned fra himlen som et insekt med overdimensioneret hoved, der søgte ly bag palmerne. Få sekunder efter forstummede de susende rotorblade, og stilheden var igen lige så altomfattende som før.

Salm lagde brædder over liget som værn mod hundene, derpå begav han sig på vej op mod huset. Eftermiddagsheden begyndte så småt at vige for en kølig aftenluft, der drev ind fra havet som en næsten umærkelig brise. Salm frøs og satte farten op. På halvvejen lød helikopterens flaprende motorlyd igen oven over ham, og et kort øjeblik misundte han Zickler for at kunne forsvinde herfra så let som ingenting.

Efter at have vasket sig og fået tørt tøj på drak han et glas vand og overvejede, hvordan han skulle bære sig ad. Egentlig var der kun én mulighed, nemlig at tage hen til bebyggelsen og derfra ringe til den nærmeste politistation, selvom den ifølge Wieland lå så langt væk, at den lige så godt kunne befinde sig på en anden planet. Omvendt ville det under alle omstændigheder være umuligt at fastslå barnets identitet og finde frem til, hvor forældrene var blevet af. Desuden ville han få en masse spørgsmål fra betjentene og måske endda selv komme i problemer. Alligevel pakkede han et lagen, en trøje, en vandflaske, skriveredskaber, kameraet og lommelygten i en rygsæk og gik af sted.

Et kobbel hunde luskede rundt i nærheden af huset, og selvom han ikke var bange for de udhungrede dyr, men nærmere havde ondt af dem, jog han dem på flugt med sten, indtil de var trasket langt nok ud på den nøgne steppe til, at de fortonede sig. I Wielands bunker lå en signalpistol, men Salm, der for mange år siden ville have solgt sin sjæl for sådan et våben, følte sig fjollet ved som voksen at bruge det.

Da han var fremme ved liget, faldt han på knæ, trak lagenet op af rygsækken og bredte det ud. Så tog han brædderne og stenene fra bæreposen, holdt vejret, løftede den lille krop med begge hænder og lagde den på lagenet. Efter at han havde taget tre billeder, svøbte han liget ind på ny.

Da noget stødte mod hans skulder, fik han et chok, så han fór omkring og holdt armene beskyttende op foran ansigtet. ”Jeg ville ikke forskrække dig,” sagde Beck. Hans brede grin fortalte en anden historie. ”For helvede!” Salm børstede sand af kameraet. ”Hvad fanden lister du rundt for herude?”

31