Limonov af Emmanuel Carrére

limonov

Tiderne_Limonov-P.indd 1

01/03/13 13.32

Af samme forfatter p책 dansk: Lejrskolen. Roman, 1997 Modstanderen. Roman, 2001 Andre liv end mit. Roman, 2011

Tiderne_Limonov-P.indd 2

01/03/13 13.32

Emmanuel Carrère

Limonov Roman

På dansk ved Elin Lassen

TIDERNE SKIFTER

Tiderne_Limonov-P.indd 3

01/03/13 13.32

Limonov Oversat efter „Limonov“ Copyright © P.O.L. Editeur, 2011 All rights reserved Dansk udgave © 2013 Tiderne Skifter Published by arrangement with Literary Agency Wandel Cruse, Paris Forlagsredaktion: Marie Vinter Sat med Sanbon hos An:Sats, Espergærde og trykt hos Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-544-6 Printed in Denmark

I translitterationen er brugt Dansk Sprognævns anbefalinger

Oversættelsen er støttet af Statens Kunstråds Litteraturudvalg

Samt: Cet ouvrage a bénéficié du soutien des Programmes d’aide à la publication de l’Institut français.

Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax.: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk

Tiderne_Limonov-P.indd 4

01/03/13 13.32

Den der ønsker kommunismen tilbage har ingen hjerne.

Men den der ikke savner kommunismen har intet hjerte.

Vladimir Putin

Tiderne_Limonov-P.indd 5

01/03/13 13.32

Tiderne_Limonov-P.indd 6

01/03/13 13.32

Prolog Moskva,

Tiderne_Limonov-P.indd 7

oktober 2006, september 2007

01/03/13 13.32

Tiderne_Limonov-P.indd 8

01/03/13 13.32

1 Inden Anna Politkovskaja blev skudt i sin opgang den 7. oktober 2006, var det kun folk, der var særligt interesserede i krigen i Tjetjenien, der kendte navnet på denne modige journalist og erklæ­ rede modstander af Vladimir Putins politik. Fra den ene dag til den anden blev hendes sørgmodige og beslutsomme ansigt et ikon for ytringsfrihed i Vesten. Jeg havde dengang kort forinden lavet optagelserne til en dokumentarfilm ude i en lille, russisk by og ofte opholdt mig i Rusland. Derfor foreslog et blad mig at springe på det første fly til Moskva, umiddelbart efter vi havde fået nyheden. Min opgave var ikke at lave en efterforskning af drabet på Politkovskaja, men snarere at få folk, der havde kendt og værdsat hende, til at udtale sig. På en måde kom jeg til at tilbringe en uge i kontorerne på Novaja Gaseta – den avis hun var stjernereporter på – og jeg besøgte også de foreninger, der kæmpede for menneskerettighederne, og komiteer af mødre til soldater, der var blevet dræbt eller lemlæstet i krigen Tjetjenien. Disse kontorer var bittesmå og sparsomt oplyste og udstyret med ældgamle computere. Ofte var de aktivister, der tog imod mig på disse kontorer, også gamle og rørende fåtallige. En ganske lille kreds, hvor alle kender hinanden, og hvor jeg også selv hurtigt lærte alle at kende, og denne lille kreds udgør praktisk talt Ruslands eneste demokratiske opposition.

Ud over et par russiske venner kender jeg i Moskva også en anden lille kreds, der består af franske emigranter, journalister og forretningsfolk, og når jeg om aftenen fortalte dem om de besøg, jeg havde været på i dagens løb, smilede de overbærende: Disse pæne demokrater, som jeg fortalte dem om, disse menneskerettighedsaktivister, var naturligvis respektable mennesker, men sandheden var, 9

Tiderne_Limonov-P.indd 9

01/03/13 13.32

sagde de, at alle var fuldkommen ligeglade med dem. Deres kamp var tabt på forhånd, for i Rusland er der ingen, der tænker på naturlige og umistelige rettigheder, så længe den enkelte har ret til at blive rig.

I øvrigt var der ikke noget, der morede eller irriterede, afhængigt af sindelag, mine ekspatrierede venner mere end den almindeligt udbredte tese i den franske opinion, der gik ud på, at det var FSB, som stod bag mordet på Politkovskaja – det politiske politi, der i sovjettiden hed KGB – og mere eller mindre Putin i egen person. „Ved du hvad,“ sagde fransk-russiske Pavel, der havde været universitetsansat og nu var gået over til business, „folk siger så meget. Jeg læste et eller andet sted – jeg tror, det var i Nouvel Observateur – at det nu alligevel er mærkeligt, at Politkovskaja ligesom tilfældigt blev dræbt på Putins fødselsdag. Ligesom tilfældigt! Hvor dum kan man være? Kan du se scenen for dig? Der er krisemøde på FSB. Chefen siger: Vi må lægge hovederne i blød, venner. Nu er det snart Vladimir Putins fødselsdag, vi må finde på et eller andet, vi kan glæde ham med. Er der nogen, der har idéer?

De går i tænkeboks, og så lyder det: Hvad nu hvis vi gav ham Anna Politkovskajas hoved? Hun er jo så skide irriterende og kritiserer ham hele tiden. Der lyder billigende mumlen i forsamlingen. Det er da en god idé! Bare gå i gang, venner, I har carte blanche. Du må meget undskylde,“ siger Pavel, „men den scene køber jeg bare ikke.

Hvis den skulle bruges til en russisk remake af Tontons flingueurs (Skydeonklerne), var det måske noget andet. I virkelighedens verden tror jeg ikke på den. Og ved du hvad? I virkelighedens verden er det helt som Putin har sagt, og som han har chokeret Vestens sarte sjæle med: Drabet på Anna Politkovskaja og hele postyret omkring det skader Kreml meget mere end de artikler, hun skrev i sin avis, mens hun levede, men som ingen læste.“ Jeg lyttede til Pavel og hans venner i de luksuslejligheder, folk som dem lejer til tårnhøje priser inde midt i byen. De forsvarede magthaverne og sagde, at for det første kunne tingene have været tusind gange værre, end de var, og for det andet var russerne jo tilfredse – så hvorfor skal andre så komme og fortælle dem, hvad de skal gøre? Men hver dag lyttede jeg også til sørgmodige og trætte kvinder, der kunne fortælle mig om natlige bortførsler i biler 10

Tiderne_Limonov-P.indd 10

01/03/13 13.32

uden nummerplader, om soldater der blev udsat for tortur, ikke fra fjendens side, men af deres overordnede, og især om de uretfærdige domstole. Og det blev sagt og gentaget igen og igen: At politiet og hæren er korrupte, det er i sin orden. At et menneskeliv ikke er noget værd, det er en gammel, russisk tradition. Men arrogancen og brutaliteten hos myndighedernes repræsentanter, når almindelige borgere vovede at stille dem til regnskab, og den sikkerhed, de havde for, at de kunne slippe ustraffet fra, hvad de gjorde, det var, hvad mødrene til soldaterne ikke kunne holde ud, og heller ikke mødrene til de børn, der var blevet dræbt i skolen i Beslan i Kaukasus, og heller ikke familierne til ofrene i Dubrovka-teatret.

Jeg minder mine læsere om, at gidseltagingen i Dubrovka-teatret fandt sted i oktober 2002. Alverdens tv-stationer fulgte det nærmest uafbrudt i tre dage. En gruppe tjetjenske terrorister havde taget teaterfolk og publikum som gidsler under forevisningen af en musical, der hed Nord-Ost. Sikkerhedsstyrkerne, der afviste enhver form for forhandling, løste problemet ved at gasse ikke blot gidseltagerne, men også gidslerne, og de gjorde det så resolut, at præsident Putin roste dem på det varmeste for deres præstation. Der er fortsat strid om, hvor mange der egentlig omkom. Tallet ligger et sted omkring hundrede halvtreds, og ofrenes nærmeste bliver opfattet som terroristernes sammensvorne, når de spørger, om myndighederne ikke kunne have forsøgt at håndtere gidseldramaet på en anden måde, og om man ikke kunne have behandlet dem selv og deres sorg med lidt mindre ligegyldighed. Hvert eneste år mødes de til en mindeceremoni, som politiet ikke direkte tør forbyde, men som får samme bevågenhed fra politiets side som en forsamling, der er i opposition til myndighederne – hvad det faktisk er blevet.

Jeg var med til sådan en mindeceremoni. På pladsen foran teatret var der samlet to-tre hundrede mennesker, og omkring dem var der et tilsvarende opbud af OMON-folk. OMON er den russiske special­styrke og svarer til CRS i Frankrig, også udstyret med hjelme, skjolde og kraftige politistave. Det begyndte at regne. Der blev slået paraplyer op over stearinlys, som med deres papirkraver 11

Tiderne_Limonov-P.indd 11

01/03/13 13.32

til at beskytte fingrene mod den brændende voks mindede mig om de ortodokse gudstjenester, jeg blev taget med til i påsken, da jeg var barn. Her var der skilte i stedet for ikoner, med fotos af ofrene og med ofrenes navne på. Dem, der bar disse skilte og de stearinlys, var mennesker, der havde mistet deres forældre, det var enker og enkemænd, og det var forældre, som havde mistet et barn – hvilket der findes lige så få ord for på fransk som på russisk. Der var ingen statsrepræsentanter til stede, hvilket en repræsentant for familierne fremhævede med kold vrede, da han sagde et par ord – de eneste under hele ceremonien. Ingen taler, ingen slogans, ingen sang. Folk stod bare tavse med et stearinlys i hånden, eller de stod og talte lavmælt i små grupper overvåget af OMON-styrkerne, der havde omringet hele området. Jeg kiggede mig omkring og kunne genkende flere af ansigterne: Ud over familier i sorg var alle fra den lille enklave af modstandere, jeg den sidste uge havde besøgt, dukket op, og jeg udvekslede et par passende bedrøvede blikke med dem. Øverst oppe på trappen op til de lukkede teaterdøre stod en skikkelse, som forekom mig bekendt, men jeg kunne ikke fastslå mandens identitet. Han var klædt i en sort frakke og havde som alle andre et stearinlys i hånden, han var omgivet af ret mange mennesker, som han talte til med dæmpet stemme. Midt i en kreds, hævet over masserne og i baggrunden, men i stand til at tiltrække sig opmærksomhed. Det kunne tyde på, at det var en betydningsfuld person, og jeg kom sært nok til at tænke på en chef for en forbryderbande, der sammen med sine nærmeste vagter overværede begravelsen af en af deres egne. Jeg så ham kun i profil. Der stak et lille fipskæg ud bag mandens opslåede frakkekrave. En kvinde ved siden af mig havde også fået øje på ham og sagde til hende, der stod ved siden af: „Eduard er her, det er godt.“ Han drejede nu hovedet, som om han trods afstanden havde hørt det. Stearinlysets flamme fremhævede hans ansigtstræk.

Jeg kunne nu se, at det var Limonov.

12

Tiderne_Limonov-P.indd 12

01/03/13 13.32

2 Hvornår havde jeg sidst tænkt på ham? Jeg kendte ham i begyndelsen af firserne, da han flyttede til Paris og var ombejlet på grund af sin skandaleombruste roman Den russiske digter er til store niggere.

I den skrev han om det elendige og samtidig helt fantastiske liv, han havde haft i New York, efter han var emigreret fra Sovjetunionen. Om de forskellige småjobs, hvordan han levede fra hånden til munden og boede på et tarveligt hotel eller også på gaden, om heteroseksuelle og homoseksuelle udskejelser, drukture, tyverier og slagsmål: Med hensyn til volden og galskaben kunne det minde om Robert de Niro i Taxi driver, og hvad livskraften angår, kunne det minde om romaner af Henry Miller, som Limonov havde sin hårdhudethed og knusende ro til fælles med. Det var bestemt ikke nogen ligegyldig bog, og man blev heller ikke skuffet, når man mødte forfatteren. Vi var dengang vant til, at sovjetiske systemkritikere var alvorlige og dårligt klædte mennesker, at de boede i små lejligheder proppet med bøger og ikoner, hvor de tilbragte lange nætter med at tale om verdens frelse via ortodoksi. Men her mødte vi en, der var sexet, fræk og sjov, og så lignede han en mellemting mellem en gal sømand og en rockstjerne. Punkbølgen var over os, Limonovs store helt var Johnny Rotten, Sex Pistols’ forsanger, og han generede sig ikke for at kalde Solsjenitsyn en gammel idiot.

Det var nye toner med sådan en new wave-dissident, og Limonov blev kæledægge i de snævre, litterære kredse i Paris – hvor jeg selv så småt havde gjort min debut. Han skrev ikke opdigtede fortællinger, han kunne ikke skrive om andet end sit eget liv, men hans liv var spændende, og han var en god fortæller, hans stil var enkel og direkte og renset for litterært krukkeri, og han skrev med en energi som en russisk Jack London. Efter sine emigrationsberetninger fik han udgivet sine erindringer fra barndommen i en forstad til Kharkov i Ukraine, dernæst fra sin tid som kriminel teenager og så som avantgardedigter i Brésjnevtidens Moskva. Han talte gerne med ironisk nostalgi om den tid og om Sovjetunionen, som var det en slags paradis for kvikke hooligans, og det skete ret tit, at han oven på en middag, hvor alle andre end han var fulde, for han 13

Tiderne_Limonov-P.indd 13

01/03/13 13.32

var fænomenalt god til at drikke uden at blive fuld, holdt lovtaler over Stalin, hvad vi andre tilskrev hans hang til provokation. Man kunne løbe ind i ham på Palace, hvor han førte sig frem i en uniformsjakke fra Den Røde Hær. Han skrev i L’Idiot international, Jean-Édern Halliers blad, der ikke var ideologisk retlinet, men hvor antikonformistiske og brillante hoveder fandt sammen.

Han elskede slagsmål, han havde utrolig stor succes hos unge kvinder. Hans frie måde at være på og hans eventyrlige fortid vakte beundring hos de unge burgøjsere, vi var. Limonov var vores barbar og vores bølle, og vi elskede ham.

Tingene begyndte at tage en besynderlig vending, da kommunismen brød sammen. Sammenbruddet glædede alle undtagen ham, der nu virkelig så ud til at mene det, når han forlangte en henrettelsespeloton til Gorbatjov. Nu begyndte han at forsvinde ud på lange rejser i Balkanlandene, hvor det med skræk og rædsel gik op for os, at han deltog i krigen på de serbiske troppers side – set med vores øjne var det nazister eller hutu-folkemordere. I en dokumentarfilm fra BBC så vi ham skyde med maskingevær på det besatte Sarajevo under venlig bevågenhed fra Radovan Karadži c´ , de bosniske serberes leder og notorisk krigsforbryder. Oven på disse udskejelser vendte han tilbage til Rusland, hvor han grundlagde et politisk parti med et meget indtagende navn, Det Nationalbolsjevistiske Parti. Sommetider kunne man i reportager fra Moskva se unge kronragede og sortklædte mennesker defilere i byens gader og hilse med noget, der var en blanding af en Hitlerhilsen (en løftet arm) og en kommunistisk hilsen (en knytnæve), råbende slogans som „Stalin! Berija! Gulag!“ (underforstået: giv os det tilbage!). De flag, de gik og viftede med, var en efterligning af Det tredje Riges, men med hammer og segl i stedet for et hagekors. Og det overspændte menneske med baseballkasket, der gestikulerede med en megafon i hånden, og som gik i spidsen for disse kolonner, det var den morsomme og charmerende fyr, vi et par år tidligere havde været så stolte over at være venner med. Det virkede underligt på samme måde, som når man finder ud af, at én, man gik i gymnasiet med, er blevet 14

Tiderne_Limonov-P.indd 14

01/03/13 13.32

storforbryder eller også sprængt i luften under et terrorangreb. Vi tænker på ham, vi genopfrisker vores gamle minder og prøver på at forstå de mekanismer og ydre forhold og den indre drivkraft, der har bragt hans liv så langt væk fra vores. I 2001 hørte vi så, at Limonov var blevet arresteret og sat i fængsel af nogle ret uklare årsager, men det skulle vist være noget med ulovlig våbenhandel og et forsøg på statskup i Kasakhstan.

Vi stod mildt sagt ikke ligefrem i kø i Paris for at få lov til at deltage i en underskriftindsamling, der krævede, at han blev frigivet.

Jeg var ikke klar over, at han ikke sad i fængsel længere, så jeg blev overrasket over at se ham her. Han så mindre rockeragtig ud end før, men mere intellektuel, og han havde ikke mistet den energiske, myndige aura, man kunne mærke på hundrede meters afstand. Jeg var lige ved at stille mig op i køen med folk, der helt tydeligt var bevægede over hans tilstedeværelse, og som efter tur gik hen og hilste på ham med stor respekt. Men på et tidspunkt mødtes vore blikke, og da det ikke så ud til, at han kunne genkende mig, og jeg heller ikke helt vidste, hvad jeg skulle sige til ham, droppede jeg tanken.

Jeg var blevet lidt forvirret af at møde ham og gik nu tilbage til hotellet, hvor der ventede endnu en overraskelse. Jeg bladrede i en artikelsamling af Anna Politkovskaja og fandt ud af, at hun to år tidligere havde fulgt og skrevet om retssagen mod niogtredive aktivister fra Det Nationalbolsjevistiske Parti, som var anklaget for at have besat og vandaliseret præsidentens administrationsbygning, mens de råbte „Skrid, Putin!“ Den forbrydelse kostede dem tunge fængselsstraffe, og Politkovskaja forsvarede dem højlydt: De var unge, modige og retskafne mennesker og de eneste eller så godt som de eneste, der kunne få én til at tro på, at landet havde en moralsk fremtid. Jeg blev fuldkommen paf og vidste slet ikke, hvad jeg skulle mene. Jeg havde troet, at den sag var afsluttet og definitivt afgjort: Limonov var en grim fascist og chef for en skinhead-milits.

Men så kommer det også frem, at en kvinde, der efter sin død går for at være en helgen, beskrev ham og aktivisterne som helte i den 15

Tiderne_Limonov-P.indd 15

01/03/13 13.32

demokratiske kamp i Rusland. Og mere i samme tone, på nettet fra Elena Bonner. Elena Bonner! Hun var enke efter Andrej Sakharov, der var en stor videnskabsmand, en kendt systemkritiker, Ruslands samvittighed, modtager af Nobels fredspris. Hun syntes også godt om nasbol-folkene, hvad jeg ved samme lejlighed fandt ud af, at man i Rusland kalder medlemmerne af Det Nationalsocialistiske Parti. Men måske skulle de overveje at kalde partiet noget andet, sagde hun, fordi navnet skurrede i visse menneskers ører, men ellers var det fantastiske mennesker.

Et par måneder senere erfarede jeg så, at der under navnet Drugaja Rossija, det andet Rusland, blev indgået en politisk koalition mellem Garri Kasparov, Mikhail Kasjanov og Eduard Limonov – med andre ord mellem alle tiders største skakspiller, Putins tidligere premierminister og en forfatter, som efter vores kriterier ikke var stueren: en sælsom konstellation. Det var tydeligt, at noget havde forandret sig, måske ikke Limonov selv, men den plads, han havde i samfundet. Så da Patrick de Saint-Exupéry, som jeg kendte fra dengang, han var korrespondent for Figaro i Moskva, fortalte mig om et reportageblad, han forberedte lanceringen af, og spurgte mig, om jeg ikke havde et emne at foreslå ham til det første nummer af bladet, svarede jeg uden videre: Limonov. Patrick kiggede forbavset på mig: „Limonov er en bølle.“ Jeg svarede: „Ja, det ved jeg ikke, men man kunne tage over og undersøge det.“ „Godt,“ skar Patrick igennem og uden at bede mig om yderligere forklaring, „det gør du så.“

Jeg var lidt tid om at finde frem til ham og fik Sasja Ivanov, en forlægger i Moskva, til at give mig hans telefonnummer. Da jeg først havde fået nummeret, var jeg også lidt tid om at finde ud af at bruge det. Jeg vidste ikke helt, hvordan min tone skulle være, ikke bare i forhold til ham, men også for mig selv: Var jeg en gammel ven eller en nysgerrig journalist. Skulle jeg tale russisk eller fransk til ham?

Sige du eller De? Jeg husker, hvor usikker jeg var, men underligt nok har jeg glemt den sætning, jeg sagde, da han allerede ved mit første forsøg, og før anden ringetone, tog telefonen. Jeg må vel have sagt 16

Tiderne_Limonov-P.indd 16

01/03/13 13.32

mit navn, og der gik ikke et sekund, før han resolut svarede: „Åh, Emmanuel. Hvordan går det?“ og jeg fik fremstammet, at det gik godt. Han havde overrasket mig: Vi havde kendt hinanden perifert, vi havde ikke set hinanden i femten år, og jeg regnede med, at jeg skulle minde ham om, hvem jeg var. Men han fortsatte: „De var med til ceremonien ved Dubrovka sidste år, var De ikke?“ Jeg var målløs. På hundrede meters afstand havde jeg selv længe stået og kigget på ham, men vore blikke havde kun lige mødtes et kort øjeblik, og intet hos ham, hverken en lille pause eller et hævet øjenbryn, havde afsløret, at han havde genkendt mig. Da jeg var kommet mig over den store overraskelse, kom jeg til at tænke på, at Sasja Ivanov, vores forlæggerven, jo kunne have fortalt ham, at jeg ville ringe. Men jeg havde ikke fortalt Sasja Ivanov, at jeg havde været med til Dubrovka-ceremonien, så det blev ved med at være et mysterium for mig. Efterfølgende forstod jeg, at det ikke var noget mysterium, men at han bare har en fænomenal hukommelse og en lige så fænomenal selvkontrol. Jeg fortalte ham, at jeg ønskede at skrive en lang artikel om han, og han gav mig uden videre lov til at følge ham i to uger – „hvis jeg da ikke bliver sat i fængsel igen,“ tilføjede han.

3 To unge kronragede muskelfyre klædt i sorte jeans, sorte sportsjakker og militærstøvler, kommer og henter mig for at køre mig hen til deres chef. Vi kører igennem Moskva i en sort Volga med tonede ruder, og jeg regner næsten med, at jeg også skal have bind for øjnene, men nej, mine to skytsengle nøjes med hurtigt at inspicere først bygningens gård, så trappeopgangen og til sidst trappeafsatsen, der fører ind til en lille, mørk lejlighed møbleret som en slumstormerbolig, hvor to kronragede fyre får tiden til at gå med at ryge cigaretter. En af dem fortæller mig, at Eduard bor tre-fire forskellige steder i Moskva og skifter så tit som overhovedet muligt, og at han forbyder sig selv at føre en regelmæssig tilværelse 17

Tiderne_Limonov-P.indd 17

01/03/13 13.32

med faste tider og aldrig tager så meget som et skridt uden sine bodyguards – som er nasbol-aktivister.

Jeg tænker ved mig selv, mens jeg sidder og venter, at min reportage begynder godt: skjulesteder, et liv under jorden, alt sammen yderst romanagtigt. Men jeg har svært ved at vælge genre inden for det romanagtige: terrorisme eller modstandskamp, terroristen Carlos eller modstandsmanden Jean Moulin – for det er rigtigt, at så længe spillet ikke er ude og den officielle version af historien ikke lagt fast, så ligner de to ting hinanden. Jeg tænker også over, hvilke forventninger Limonov har til mit besøg. Er det mon sådan, at han har brændt sig på de få portrætter, vestlige journalister har lavet af ham, og at han er på vagt? Satser han på, at jeg vil rehabilitere ham? Selv er jeg meget usikker. Det er yderst sjældent, når man gør sig klar til at møde en eller anden til et interview, at man er så meget i tvivl om, hvilket ben man skal stå på. På et spartansk kontor, hvor gardinerne er trukket for, og som jeg omsider bliver vist hen til, står han i sorte jeans og sort sweater. Håndtryk. Ingen smil. Han er på vagt. I Paris sagde vi du til hinanden, men han sagde De i telefonen, og det bliver vi ved med. Selvom han ikke er vant til det, taler han bedre fransk, end jeg taler russisk, så fint nok, vi tager det på fransk. I gamle dage lavede han armbøjninger og trænede med håndvægte en time dagligt, det må han have fortsat med, for med sine femogtres år er han stadig slank: flad mave, en ung mands skikkelse, glat og mat mongolhud, men nu er hans overskæg og fipskæg blevet gråt, hvilket får ham til at ligne den aldrende d’Artagnan i Tyve år efter en smule, men endnu mere ligner han en bolsjevikkommissær, mere præcist Trotskij – bortset fra at Trotskij, så vidt jeg ved, ikke var til bodybuilding.

I flyet fik jeg genlæst en af hans bedste bøger, En tabers dagbog.

Bagsideteksten melder klart ud: „Hvis Charles Manson eller Lee Harvey Oswald havde ført dagbog, ville det have lignet dette.“ Jeg skrev et par steder af fra den i mit hæfte. Det her for eksempel: „Jeg drømmer om voldeligt oprør. Jeg bliver aldrig Nabokov, jeg kommer aldrig til at løbe efter sommerfugle i de schweiziske enge, på engelske versefødder og behårede ben. Giv mig en million, og jeg skal købe våben og opildne til oprør i et hvilket som helst land.“ 18

Tiderne_Limonov-P.indd 18

01/03/13 13.32

Det var det scenarie, han fremmanede for sig selv som tredivårig emigrant uden penge på lommen og hjemløs i New Yorks gader, og nu er scenariet ved at blive filmatiseret. Han spiller den rolle, han altid har drømt om: professionel revolutionær, en kender af byguerillaens teknikker, Lenin i sin armerede togvogn. Det siger jeg til ham. Det får ham til at udstøde en lille, tør og uelskværdig latter, luften presses ud gennem næseborene. „Det passer, indrømmer jeg.

Jeg har gennemført mit livsprojekt.“ Men han gør følgende klart for mig: Tiden er ikke til væbnet opstand. Han drømmer ikke om voldeligt oprør længere, men snarere om en orange revolution som den, der lige har fundet sted i Ukraine. En fredelig og demokratisk revolution, som Kreml efter hans vurdering frygter mest af alt, og som man i Kreml er parat til at knuse med alle midler. Det er derfor, at han lever som forfulgt.

For et par år siden blev han gennembanket med baseballkøller. Og for helt nylig var det på et hængende hår, at han slap godt fra et attentat mod ham. Hans navn figurerer højt på listen over „Ruslands fjender“, det vil sige folk, der skal skydes, og som grupper tæt på magten lægger ud til folkets hævn ved at opgive deres adresser og telefonnumre. De andre på listen var Politkovskaja, der blev mejet ned med et gevær; tidligere FSB-officer Litvinenko, der blev forgiftet med polonium efter at have fordømt den kriminelle udvikling inden for FSB; milliardæren Khodorkovskijj, der i dag sidder i fængsel i Sibirien, fordi han har villet blande sig i politik. Den næste på listen er Limonov.

Næste dag holder han pressekonference sammen med Kasparov.

Nede i salen kan jeg genkende mange af de aktivister, jeg mødte, da jeg lavede min reportage om Politkovskaja, men der er også en hel del journalister, især udenlandske. Nogle af dem ser meget ivrige ud, det gælder for eksempel et svensk film-hold, der ikke bare laver et kort indslag, men en hel dokumentarfilm med tre måneders optagelser om det, de håber, vil blive Drugaja Rossija-bevægelsens uafvendelige vej til magten. Svenskerne ser ud til at tro fuldt og fast på det og til at satse på, at de kan sælge deres film i dyre domme 19

Tiderne_Limonov-P.indd 19

01/03/13 13.32

til alverdens lande, når Kasparov og Limonov kommer til magten.

Kasparov har brede skuldre og et varmt smil, et kønt ansigt med jødisk-armenske træk: Den tidligere skakmester gør indtryk, da de begge to træder op på scenen. Han er mere imponerende end Limonov, der med fipskæg og briller mest ser ud til at spille rollen som den koldblodige strateg i den naturlige leders skygge. Det er i øvrigt også Kasparov, der uden tøven lægger ud og forklarer, hvorfor præsidentvalget, der skal finde sted året efter – i 2008 – er en historisk chance. Putin afslutter sit andet mandat og forfatningen forbyder ham at stille op til en tredje præsidentrunde, og han har gjort så grundigt rent omkring sig, at det ikke er til at få øje på en eneste kandidat på magtens side. For første gang i Ruslands historie vil en demokratisk opposition nu have en chance. Da medierne har mundkurv på, ved folk ikke, hvor trætte russerne er af oligarkerne, af korruptionen og af FSB’s store magt, men det gør han, Kasparov.

Han er veltalende, han taler med cellostemme, og jeg begynder nu også at sige til mig selv, at svenskerne måske har ret. Jeg får lyst til at tro, at jeg her er med til noget stort, noget i stil med starten på Solidaritet. Men så er det, at ham, der sidder ved siden af mig, en engelsk journalist, hånligt griner og hvisker „Bullshit“ til mig med ginånde. Russerne elsker Putin, og de vil ikke kunne forstå, at en åndssvag forfatning kan forbyde dem at vælge en så god præsident som ham tre gange i træk. Men glem ikke: Det, forfatningen forbyder, er tre præsidentperioder i rap. Det er ikke forbudt at springe en gang over og sætte en stråmand i præsidentstolen, så han kan holde pladsen varm til senere. Vent De bare at se.“

Vores lille samtale virker som et koldt styrtebad på min begejstring.

Sandheden glider igen over på realisternes side, over til de mennesker, der har forstand på tingene og ikke lader sig forføre, over til min subtile ven Pavlovs side, når han mener, at en demokratisk opposition i Rusland er det samme som en rokade i dam: Det er ikke med i reglerne, det har aldrig fungeret, og det vil det heller aldrig komme til.

Kasparov, som jeg et øjeblik var parat til at se som Ruslands 20

Tiderne_Limonov-P.indd 20

01/03/13 13.32

Walesa, bliver nu en slags centrumsøgende François Bayrou i stedet. Nu synes jeg, at hans tale er pompøs og vidtløftig, og min sidekammerat og jeg begynder at rotte os sammen som to dovne elever, der sidder bagest i klassen og udveksler frække billeder.

Jeg viser ham en bog af Limonov, jeg lige har købt. Den er ikke oversat andre steder end i Serbien, den hedder Heltens anatomi.

Den indeholder et hæfte med latterlige fotos, hvor man ser helten, Limonov himself, vise sig frem i camouflageuniform sammen med den serbiske militssoldat Arkan, med Jean-Marie Le Pen, med den russiske populist Sjirinovskij, med lejesoldaten Bon Denard og med et par andre humanister. „Fucking fascist …“ lyder den engelske journalists kommentar.

Vi kigger begge to på Limonov. Han sidder en smule tilbagetrukket i forhold til Kasparov og lytter til Kasparovs beklagelser over myndighedernes undertrykkelse og ligner ikke en, der venter på det, alle andre politikere sidder og venter på til sådan et møde: at taleren bliver færdig, så han selv kan tage over. Han sidder bare og er opmærksom, lige så ret i ryggen og rolig som en zen-munk, mediterer. Kasparovs varme stemme er nu blot en perifer brummen: Nu er det Limonovs uudgrundelige ansigt, jeg gransker, og jo mere jeg gør det, des mere klart bliver det for mig, at jeg ikke har den mindste idé om, hvad manden tænker. Tror han virkelig selv på en orange revolution? Morer det den bidske hund og outlaw at spille from demokrat blandt de gamle systemkritikere og menneskerettighedsforkæmpere, han ellers hele sit liv har skældt ud for at være naive? Nyder han i det skjulte at vide, at han er en ulv i fåreklæder?

Jeg finder endnu en passus frem fra mine noter til En tabers dagbog: „Jeg har valgt det ondes side: de aviser, duplikerede flyveblade og partier, der ingen chancer har. Jeg elsker politiske møder, hvor der kun kommer en håndfuld mennesker, og jeg elsker uduelige musikeres kakofoni. Jeg hader symfoniorkestre. Hvis jeg en dag kom til magten, ville jeg skære halsen over på alle violinister og cellister.“ Jeg ville godt have oversat det for den engelske journalist, men det blev ikke nødvendigt. Han må have tænkt det samme som mig samtidig med mig, for nu læner han sig over mod mig og siger i fuld alvor: „Hans venner gør klogt i at passe på! Hvis den mand 21

Tiderne_Limonov-P.indd 21

01/03/13 13.32

tilfældigvis fik magten, ville det første han ville gøre være at skyde hele bundtet.“ Det, der kommer nu, har ikke nogen statistisk værdi, men alligevel: Da jeg lavede reportagen, talte jeg om Limonov med mere end tredive mennesker, med ukendte mennesker, hvis biler jeg kørte i (Gud og hvermand i Moskva laver lidt sort taxakørsel), såvel som med mine venner, der er en del af det, man med stor forsigtighed kunne kalde boheme-russere: kunstnere, journalister og forlæggere, der køber møbler hos Ikea og læser den russiske udgave af Elle. Ingen ud over nogle enkelte fanatiske mennesker havde noget dårligt at sige om ham. Ikke én brugte ordet „fascisme“, og når jeg selv sagde: „Men de der flag og slogans er nu alligevel lidt …“ så trak de bare på skuldrene og syntes, jeg var lige lovlig snerpet.

Det var, som om jeg var kommet for at interviewe både Michel Houellebecq, Lou Reed og Daniel Cohn-Bendit i én og samme person: to uger sammen med Limonov, nej, hvor er du heldig! Men det betød nu ikke, at disse fornuftige mennesker ville være parate til at stemme på ham – ikke mere end franskmænd ville stemme på Houellebecq, hvis de ellers havde mulighed for det, forestiller jeg mig. Men de elsker mandens dæmoni, de elsker hans talent og hans frækhed, og det ved de aviser, der hele tiden skriver om ham.

Han er kort sagt en star.

Jeg tager med ham til selskab på radio Moskvas Ekko. En af sæsonens mondæne begivenheder. Han ankommer sammen med sine gorillaer, men også med sin nye kone, Ekaterina Volkova, en ung skuespillerinde, som er blevet kendt på grund af en tv-serie. Dem, der er noget inden for politik og medier, strømmer til, og Eduard og Ekaterina ser ud til at kende dem alle. Ingen bliver mere fotograferet og feteret end dem. Jeg kunne godt have tænkt mig, at Limonov tilbød mig, at vi spiste middag sammen bagefter, men det gør han ikke. Han inviterer mig heller ikke hjem i den lejlighed, Ektarina bor i sammen med deres baby – for de har nemlig en søn på otte måneder, hvilket jeg finder ud af samme aften. Ærgerligt, for jeg ville gerne have set det sted, hvor krigeren hviler sig mellem to skju22

Tiderne_Limonov-P.indd 22

01/03/13 13.32

lesteder. Jeg ville gerne have overrasket ham i rollen som familiefar.

Ikke en rolle, man forventer at se ham i. Jeg ville først og fremmest gerne have lært Ektarina lidt bedre at kende. Hun er henrivende og viser den form for elskværdighed, som jeg troede, at amerikanske skuespillerinder havde eneret på: Hun ler meget, falder i svime over alt det, du siger til hende, og dropper dig, når der dukker én op, der er vigtigere. Men jeg fik nu alligevel fem minutter sammen med hende foran buffeten, og det er tilstrækkeligt til, at hun med naiv friskhed får mig fortalt, at hun slet ikke interesserede sig for politik, før hun mødte Eduard, men at hun nu har forstået, at Rusland er en totalitær stat, at man skal kæmpe for frihed og deltage i protestmarcherne, hvad hun åbenbart passer lige så seriøst som sine yogaseminarer. Dagen efter læser jeg et interview med hende i et dameblad. Hun giver et par skønhedstips og poserer kærligt omslynget med sin berømte oppositionsmand. Det forbløffer mig, at hun, da hun bliver udspurgt om politik, gentager præcis det samme, som hun havde sagt til mig, og at hun ikke er mere forsigtig i sin kritik af Putin end en engageret skuespillerinde hos os i Frankrig, der kritiserer Sarkozy til fordel for illegale indvandrere. Jeg prøver at forestille mig, hvad der ville være sket under Stalin og selv under Bresjnev, hvis den type udtalelser var gået i trykken, hvilket jo er en usandsynlig hypotese, og tænker ved mig selv, at der findes det, der er værre end Putins totalitarisme.

4 Jeg har svært ved at få billederne til at hænge sammen: Den forfatter og bølle, jeg engang kendte, den jagede bypartisan, den ansvarsfulde politiker, stjernen som bladenes sladdersider skriver henførte artikler om. Jeg når frem til, at jeg er nødt til at møde nogle af aktivisterne fra hans parti, nogle af de helt almindelige nasbol-folk, for at forstå. De kronragede fyre, der hver dag kører mig hen til deres chef i en sort Volga, og som i starten virkede lidt 23

Tiderne_Limonov-P.indd 23

01/03/13 13.32