LUFTKRIG OG LITTERATUR
Tiderne_Sebald-Luftkrig_P.indd 1
21/05/14 14.13
Af W.G. Sebald på dansk De udvandrede (1995, 2014) Austerlitz (2003, 2014) Saturns ringe (2011) Højde. Skræk. (2012)
Tiderne_Sebald-Luftkrig_P.indd 2
21/05/14 14.13
W. G. Sebald
Luftkrig og litteratur Oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_Sebald-Luftkrig_P.indd 3
21/05/14 14.13
Luftkrig og litteratur Oversat fra tysk efter „Luftkrieg und Literatur“ Copyright © 2001, The Estate of W.G. Sebald All rights reserved Dansk udgave: © 2014, Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen/Jeppe Rossen Sat med Perpetua hos An:Sats, Espergærde Tryk: Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-5675
Udgivet med støtte fra Statens Kunstråd
Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter · www.tiderneskifter.dk
Tiderne_Sebald-Luftkrig_P.indd 4
21/05/14 14.13
Indhold
Forord 7 Luftkrig og litteratur Forfatteren Alfred Andersch
Tiderne_Sebald-Luftkrig_P.indd 5
11 113
21/05/14 14.13
Luftkrig og litteratur Forelæsninger fra Zürich
elimineringens trick er enhver eksperts forsvarsmekanismer Stanisław Lem, Imaginær storhed
Tiderne_Sebald-Luftkrig_P.indd 11
21/05/14 14.13
Tiderne_Sebald-Luftkrig_P.indd 12
21/05/14 14.13
I
D
et er vanskeligt i dag at gre sig en blot nogenlunde klar forestilling om omfanget af den ødelæggelse, der ramte de tyske byer i Anden Verdenskrigs sidste år, og endnu vanskeligere at forestille sig de rædsler, ødelæggelserne var forbundet med. Det fremgår ganske vist af de allieredes Strategic Bombing Surveys, af den forbundstyske statistiks opgørelser og af andre officielle kilder, at alene Royal Air Force under 400.000 flyvninger nedkastede en million tons bomber over fjendtligt territorium, at adskillige af de 131 byer, der blev angrebet én eller flere gange, blev næsten helt jævnet med jorden, at op mod 600.000 tyske civile blev ofre for luftkrigen, at tre en halv million boliger blev ødelagt, at syv en halv – 13 –
Tiderne_Sebald-Luftkrig_P.indd 13
21/05/14 14.13
million mennesker ved krigsafslutningen var hjemløse, og at der for hver af Kölns indbyggere var 31,1 kubikmeter murbrokker, og for hver af Dresdens 42,8 – men hvad alt dette i virkeligheden vil sige, ved vi ikke.1 Ødelæggelsesaktionen, der indtil da var uden historisk fortilfælde, blev kun optaget i denne nye nations annaler i form af vage generaliseringer; i den kollektive bevidsthed synes den knap nok at have efterladt noget spor af smerte; den er i vid udstrækning visket bort fra de berørtes retrospektive selvforståelse, og den har aldrig spillet nogen nævneværdig rolle i diskussionen af vores lands interne forhold. Den blev, som Alexander Kluge senere konstaterede, aldrig en erfaring, der kunne omtales offentligt2 – ganske paradoksalt, når man tænker på, hvor mange mennesker, der dag efter dag, måned efter måned, år efter år var udsat for disse aktioner, og hvor langt ind i efterkrigstiden de stadig var konfronteret med reelle konsekvenser, der velsagtens (skulle man mene) kunne have kvalt ethvert livsmod. Trods den utrolige energi, hvormed man efter hvert angreb gik i gang med at genetablere nogenlunde tålelige forhold, stod der selv efter 1950 stadig trækors på ruindyngerne i byer som Pforzheim, der natten til den 23. februar 1945 under et angreb havde mistet næsten en tredjedel af sine 60.000 indbyggere. Den forfærdelige stank, der, som Janet Flanner fortæller, i marts 1947 blev vakt til live af den første forårsvarme i Warszawas ødelagte kældre,3 har sikkert også hængt i luften i de tyske byer i den første tid – 14 –
Tiderne_Sebald-Luftkrig_P.indd 14
21/05/14 14.13
efter krigen. Men de er øjensynligt ikke trængt ind i sanse apparatet hos de overlevende, der stadig holdt ud de steder, hvor katastroferne havde fundet sted. Folk gik “på gaden mellem de frygtelige ruiner”, noterer Alfred Döblin i Sydvesttyskland i 1945, “som om intet var sket … og som om gaden altid havde set sådan ud”.4 Et aspekt af denne apati var så erklæringen om, at noget nyt var begyndt, dette stædige heltemod, hvormed man uden tøven gik i gang med reorganiserings- og rydningsarbejdet. I en brochure om byen Worms 1945-55 står der: “Tiden forlanger ranke mænd, renhjertede og med et fast mål for øje. Så godt som alle vil i årevis skulle befinde sig i forreste front i genopbygningen.”5 I teksten, der på foranledning af byens forvaltning er skrevet af en vis Willi Ruppert, er der indsat en række fotografier, deriblandt også de billeder af Kämmererstraße, som bringes her. Den totale ødelæg– 15 –
Tiderne_Sebald-Luftkrig_P.indd 15
21/05/14 14.13
gelse fremstår altså ikke som en grufuld afslutning på et kollektivt vanvid, men så at sige som det første trin i en vellykket genopbygning. Efter i april 1945 at have ført en samtale med de ledende herrer af IG-Farben i Frankfurt noterer Robert Thomas Pell, hvor forbløffet han er over tyskernes vilje, der på besynderlig vis er blandet med selvmedlidenhed, slesk selvretfærdighed og en følelse af at være krænkede og uskyldige, til at “genopbygge deres land større og mægtigere, end det var før”6 – et forsæt de ikke glemte, hvilket tydeligt ses på de postkort, som tysklandsrejsende i dag kan købe i aviskioskerne i Frankfurt, og som de fra Main-metropolen kan sende ud i den vide verden. Den nu så legendariske og i en vis forstand også beundringsværdige tyske genopbygning efter de ødelæggelser, som krigsmodstanderne havde forårsaget, var ensbety– 16 –
Tiderne_Sebald-Luftkrig_P.indd 16
21/05/14 14.13
dende med en successivt fremadskridende anden likvidering af tyskernes egen forhistorie. Genopbyggelsen blokerede fra begyndelsen for ethvert tilbageblik, dels på grund af den arbejdsindsats, den krævede, dels fordi den skabte en ny, ansigtsløs virkelighed; hele befolkningens opmærksomhed vendtes mod fremtiden, og man følte sig forpligtet til at tie om det, der var sket. Så sparsomme og så spredte er de tyske vidnesbyrd fra en tid, der knap nok ligger en menneskealder tilbage, at Hans Magnus Enzensbergers reportagesamling Europa in Trümmern fra 1990 udelukkende indeholder tekster af udenlandske journalister og forfattere, tekster, der, betegnende nok, indtil da var næsten ukendte i Tyskland. De få beretninger, der er skrevet på tysk, stammer næsten alle fra personer, som under krigen levede i eksil, eller fra udefrakommende betrag– 17 –
Tiderne_Sebald-Luftkrig_P.indd 17
21/05/14 14.13
– 18 –
Tiderne_Sebald-Luftkrig_P.indd 18
21/05/14 14.13
tere som eksempelvis Max Frisch. De, der blev, hvor de var – de, der, som eksempelvis Walter von Molo og Frank Thiess i den ulyksalige Thomas Mann-kontrovers, foretrak at sige om sig selv, at de i nødens øjeblik havde holdt ud i hjemlandet, mens andre havde set til fra deres loger i Amerika – lod helt være med at tale om, hvordan ødelæggelsen var gået for sig, og hvad den havde resulteret i, vel især af frygt for, at de med virkelighedsnære skildringer kunne komme i miskredit hos besættelsesmyndighederne. Modsat den almindelige antagelse rådede den tyske litteratur, der fra 1947 genskabte sig selv, ikke bod på samtidens overleveringsunderskud, selvom man vel med en vis ret kunne have ventet at få noget at vide om de faktiske forhold. Var den gamle garde af såkaldte indre emigranter fortrinsvis optaget af at genskabe sin anseelse og, som Enzensberger bemærker, af at besværge frihedstanken og aftenlandets humanisme med endeløse, forvrøvlede abstraktioner,7 så var den yngre generation af netop hjemvendte forfattere i en sådan grad fikseret på igen og igen, og ofte sentimentalt og selvmedlidende, at fortælle om deres egne oplevelser under krigen, at de knap nok havde blik for tidens allestedsnærværende gru. Selv den højt berømmede “ruinlitteratur”, hvis program indebar en ubestikkelig trofasthed mod virkeligheden, og hvori det efter Heinrich Bölls udsagn frem for alt drejede sig om det, “vi … så foran os, da vi vendte hjem”, 8 viser sig ved nærmere eftersyn at være et instrument, der frem for alt eg– 19 –
Tiderne_Sebald-Luftkrig_P.indd 19
21/05/14 14.13
ner sig til at frembringe individuel og kollektiv amnesi, og som, sandsynligvis styret af ubevidst selvcensurerende processer, er beregnet til at tilsløre en verden, der er blevet ubegribelig. Som følge af en overenskomst, der var indgået i stilhed, og som gjaldt for alle, kunne den sande tilstand af materiel og moralsk tilintetgørelse, som hele landet befandt sig i, ikke beskrives. De dystre aspekter af sidste akt af den ødelæggelse, det overvejende flertal af den tyske befolkning havde deltaget i, forblev således en skamfuld familiehemmelighed, der var underlagt en slags tabu, og som man måske ikke engang kunne afsløre for sig selv. Af samtlige litterære værker, der blev til i slutningen af fyrrerne, er det egentlig kun Heinrich Bölls roman Der Engel schwieg,9 der kan give os en tilnærmelsesvis forestilling om den dybe forfærdelse, som dengang må have grebet enhver, der virkelig tog ruinerne i øjesyn. Så snart man læser i den, forstår man, hvorfor forlaget, og nok også Böll selv, ikke mente, at den tungsindige fortælling egnede sig til en samtidig læserskare, og hvorfor den først, med op mod halvtreds års forsinkelse, er blevet udgivet i 1992. Faktisk er det syttende kapitel, der skildrer fru Gompertz’ dødskamp, så radikalt agnostisk, at man selv i dag ikke uden videre kan lægge det fra sig. Det mørke, klæbrige blod fra den døendes mund, der udgydes på disse sider, og som strømmer ned over hendes bryst, farver lagnet, siver ud over sengekanten og drypper ned på gulvet, hvor det danner en hastigt voksende pøl, dette blækagtige og, som – 20 –
Tiderne_Sebald-Luftkrig_P.indd 20
21/05/14 14.13
Böll selv fremhæver, meget sorte blod er et sindbillede på den acedia cordis, der retter sig mod selve overlevelsesviljen, den gustne depression, som ikke længere kan kureres – og som vel egentlig burde have ramt tyskerne, da det alt sammen var forbi. Ud over Heinrich Böll har kun få andre forfattere som Hermann Kasack, Hans Erich Nossack, Arno Schmidt og Peter de Mendelssohn vovet at røre ved det tabu, der knytter sig til den indre og ydre ødelæggelse, og for det meste, som vi skal se, på en i flere henseender tvivlsom måde. Men heller ikke da krigs- og hjemstavnshistorikere i de følgende år begyndte at dokumentere de tyske byers undergang, ændrede det noget ved den kendsgerning, at billederne af dette grufulde kapitel i vores historie aldrig for alvor har fået en plads i vores nationale bevidsthed. Disse samlinger, der i reglen var underligt uberørte af deres emne, udkom som oftest på mere eller mindre kuriøse forlag – Hans Brunswigs Feuersturm über Hamburg udkom for eksempel på Stuttgarter Motorbuch Verlag i 1978 – og de bidrog snarere til en bortskaffelse eller tilsidesættelse af en viden, som var inkommensurabel med den normale forstands, end til en dybere forståelse af den forbløffende evne til selvbedøvelse i et samfund, der tilsyneladende havde overlevet tilintetgørelseskrigen uden nævneværdige psykiske skader. Den næsten fuldstændige mangel på dybereliggende forstyrrelser i den tyske nations sjæleliv gør det nærliggende at slutte, at det nye forbundsrepublikanske samfund har anbragt sine histo – 21 –
Tiderne_Sebald-Luftkrig_P.indd 21
21/05/14 14.13
riske erfaringer i en perfekt fungerende fortrængningsmekanisme. Samfundet anerkender ganske vist, at det er opstået ud af en absolut fornedrelse, men denne fornedrelse er helt og aldeles udelukket fra dets følelseshusholdning, og endda bogført som endnu en bedrift i fortegnelsen over alt det, som det har stået igennem med held og uden svaghedstegn. Som Enzensberger bemærker, forstår man ikke “tyskernes gådefulde energi, hvis ikke man samtidig accep terer, at de har ophøjet deres defekt til en dyd. Bevidstløsheden,” sådan skriver han, “var betingelsen for deres succes.”10 Blandt forudsætningerne for det tyske Wirtschaftswunder var jo ikke kun Marshallplanens enorme investeringer, den kolde krigs udbrud og den forvandling af forældede industrianlæg til skrot, som bombeeskadrillerne udførte med forbløffende effektivitet, men også den betingelsesløse arbejdsetik, som det totalitære samfund hav de oplært befolkningen i, samt den fra alle sider trængte industris evne til logistisk improvisation, erfaringen med såkaldte fremmedarbejdere og det, når alt kommer til alt, kun af få begrædte historiske tab af en tung byrde af århundredgamle boliger og erhvervsbyggerier, der mellem 1942 og 1945 gik op i flammer i Nürnberg, Köln, Frankfurt, Aachen, Braunschweig og Würzburg. Dette er de umiddelbart identificerbare faktorer i det tyske Wirtschafts wunders genese. Men katalysatoren var noget fuldstændig immaterielt: den strøm af psykisk energi, der stadig ikke er standset, og hvis kilde er den aldrig afslørede hemme– 22 –
Tiderne_Sebald-Luftkrig_P.indd 22
21/05/14 14.13
lighed om ligene, der er indemuret i vores statsvæsens grundvolde, den hemmelighed, som i årene efter krigen bandt tyskerne tættere sammen, og som stadig i dag binder dem tættere sammen, end nogen positiv målsætning, såsom demokratiets virkeliggørelse, nogensinde har kunnet gøre det. Det er nok ikke helt upassende at minde om disse sammenhænge netop nu, hvor det storeuropæiske projekt efter to gange at være slået fejl træder ind i en ny fase, og D-markens indflydelsesområde – historien har sin egen særlige måde at gentage sig på – udvider sig til næsten det samme område, som værnemagten i 1941 holdt besat. Spørgsmålet om, hvorvidt og hvorledes den plan om en uindskrænket bombekrig, som grupperinger inden for Royal Air Force siden 1940 havde anbefalet, og som fra 1942 under opbydelse af uhyre mængder af personel og forsvarstekniske ressourcer var blevet realiseret i praksis, skulle retfærdiggøres strategisk og moralsk, er, så vidt jeg ved, aldrig blevet genstand for en offentlig debat i Tyskland i årtierne efter 1945. Det skyldtes vel frem for alt, at et folk, der havde myrdet millioner af mennesker og tortureret dem til døde i lejre, umuligt kunne forlange, at sejrsmagterne skulle informere det om den militærpolitiske logik, der dikterede ødelæggelsen af dets byer. Det kan samtidig ikke udelukkes, at ikke så få af dem, der led under luftangrebene, som det for eksempel antydes i Hans Erich Nossacks beretning om Hamburgs ødelæggelse, – 23 –
Tiderne_Sebald-Luftkrig_P.indd 23
21/05/14 14.13
trods al afmægtig, indestængt vrede over det åbenlyse vanvid, opfattede de kolossale ildebrande som en retfærdig straf, hvis ikke ligefrem som en gengældelsesaktion iværksat af en højere instans, man ikke kunne gå i rette med. Bortset fra den nazistiske presse og rigets radiostationer, der igen og igen talte om sadistiske terrorangreb og barbariske luftgangstere, skal det kun meget sjældent være sket, at nogen fremførte klager over de allieredes årelange destruktionsfelttog. Med stum fascination, således berettes det forskellige steder fra, betragtede tyskerne den katastrofe, der var i gang. “Den tid var forbi,” skrev Nossack, “hvor man regnede med så ubetydelige forskelle som den mellem ven og fjende.” 11 Mens tyskerne i det store og hele reagerede med passivitet på den fortløbende destruktion af deres byer, som de opfattede som en uafvendelig skæbne, var ødelæggelsesprogrammet i Storbritannien imidlertid fra begyndelsen en kilde til voldsomme kontroverser. Ikke blot indvendte Lord Salisbury og biskoppen af Chichester, George Bell, såvel i overhuset som i en bredere offentlighed meget ihærdigt, at strategien med frem for alt at rette angrebene mod den civile befolkning hverken kunne forsvares krigsretsligt eller moralsk – også hos det ansvarlige militære establishment var der uenighed, hvad angik denne nye form for krigsførelse. Den udbredte ambivalens i vurderingen af tilintetgørelsesstrategien blev endnu mere udtalt efter den betingelsesløse kapitulation. I takt med at skildringer og billeder af tæppebombningernes – 24 –
Tiderne_Sebald-Luftkrig_P.indd 24
21/05/14 14.13
konsekvenser begyndte at dukke op i England, voksede modviljen mod det, man så at sige havde anrettet i blinde. “In the safety of peace,” sådan skriver Max Hastings, “the bombers’ part in the war was one that many politicians and civilians would prefer to forget.” 12 De historiske tilbageblik bragte ingen afklaring af det etiske dilemma. De forskellige fraktioners fejder fortsattes i erindringslitteraturen, og historikerne, der bestræber sig på at komme med en saglig og velafvejet dom, svinger mellem beundring over, at det kunne lade sig gøre at organisere et så vældigt foretagende, og kritik af det meningsløse og forkastelige i en aktion, der mod al fornuft fortsatte nådesløst lige til det sidste. Oprindelsen til den såkaldte area bombing-strategi skal findes i den ekstremt isolerede position, Storbritannien i 1941 befandt sig i. Tyskland var på højdepunktet af sin magt, dets hære havde erobret et helt kontinent og var i Asien og Afrika i færd med at trænge længere frem, mens briterne ingen reel mulighed havde for at intervenere og helt og aldeles var overladt til deres insulære skæbne. Med dette for øje skrev Churchill til Lord Beaverbrook, at der nu kun fandtes en eneste måde at konfrontere Hitler på, “and that is an absolutely devastating exterminating attack by very heavy bombers from this country upon the Nazi homeland”.13 Forudsætningerne for en sådan operation var dog slet ikke til stede endnu. Alt det basale manglede, landingsbaner, effektive sprængsatser, nye navigationssystemer samt næsten enhver form for anvendelig erfaring. – 25 –
Tiderne_Sebald-Luftkrig_P.indd 25
21/05/14 14.13
Hvor desperat situationen alt i alt var, kan aflæses af de bizarre planer, man i ramme alvor forsøgte sig med i begyndelsen af 1940’erne. Således overvejede man eksempelvis at nedkaste spidse stumper jern over markerne for at hindre høstarbejdet, og i forbindelse med det såkaldte “Projekt Habbakuk” foretog en eksileret glaciolog ved navn Max Perutz eksperimenter, der gik ud på at konstruere en gigantisk, ikke destruerbar flyvemaskine af pykret, en slags kunstigt forstærket is. Næppe mindre fantastiske var i samme periode forsøgene på at skabe et forsvarsnet af usynlige stråler, eller de komplicerede beregninger, udført af Rudolph Peierls og Otto Frisch ved universitetet i Birmingham, der for første gang syntes at muliggøre konstruktionen af en atombombe. Intet under, at strategien med area bombing, der i sammenligning med den slags urealistiske idéer trods alt var lettere at forstå, og som gjorde det muligt trods bombernes ringe træfsikkerhed at etablere en bevægelig front på kryds og tværs gennem fjendelandet, til sidst satte sig igennem og sanktioneredes med regeringens beslutning i februar 1942: “to destroy the morale of the enemy civilian poulation and, in particular, of the industrial workers”. 14 Dette direktiv blev således ikke vedtaget, sådan som det ofte påstås, ud fra ønsket om at gøre en hurtig ende på krigen med en massiv indsats af bombefly; den vedtagne strategi var snarere den eneste mulighed for overhovedet at føre krig. Den kritik, der senere (også på grund af de egne – 26 –
Tiderne_Sebald-Luftkrig_P.indd 26
21/05/14 14.13
ofre) rejstes mod det hensynsløst gennemførte ødelæggelsesprogram, rettede sig hovedsagligt mod det faktum, at programmet blev iværksat selv dér, hvor der kunne have været foretaget mere præcise og selektive angreb, det være sig mod kuglelejefabrikker, olie- og brændstofinstallationer, og trafikale knudepunkter og hovedpulsårer, der, som Albert Speer bemærkede i sine erindringer,15 i løbet af kort tid kunne have lammet det samlede produktionssystem. I kritikken af bombeoffensiven bliver det også fremført, at det allerede i foråret 1944 stod klart, at den tyske befolknings moral trods de uophørlige angreb fortsat var høj, og at industriproduktionen kun var perifert berørt og krigsafslutningen ikke en dag nærmere. Når offensivens strategiske mål ikke blev modificeret, selv om de indsatte bombeflybesætninger, der ofte var nyuddannede og uden erfaring, til stadighed deltog i en russisk roulette, som kostede tres ud af hundrede livet, så har det efter min mening grunde, som den officielle historieskrivning ikke er tilstrækkelig opmærksom på. For det første havde et foretagende af så kolossale materielle og organisatoriske dimensioner, som efter A.J.P. Taylors skøn udgjorde en tredjedel af den britiske krigsproduktion,16 en så vældig egendynamik, at hurtige kursændringer og indskrænkninger var så godt som umulige at gennemføre, ikke mindst på et tidspunkt, hvor hele foretagendet efter tre års intensiv udbygning af fabrikations- og basisanlæg havde nået sit højeste udviklingsstade, det vil sige sin største ødelæg– 27 –
Tiderne_Sebald-Luftkrig_P.indd 27
21/05/14 14.13
gelseskapacitet. Det sunde økonomiske instinkt vægrede sig simpelthen ved at lade det materiale, der én gang var fremstillet: maskinerne og deres værdifulde last, blive stående ubenyttet på de østengelske flyvepladser. Afgørende for offensivens fortsættelse var desuden den aldeles indiskutable propagandaværdi for den britiske moral, som meldingerne om det systematiske ødelæggelsesarbejde havde, der dag for dag blev trykt i de engelske aviser, i en tid, hvor man ellers ikke havde nogen kontakt med fjenden på det europæiske kontinent. Af samme grund kom det vel heller ikke på tale at afskedige Sir Arthur Harris (Commander in Chief of Bomber Command), der stod urokkelig fast på sin strategi, selv da den åbenlyst ikke virkede. Nogle kommentatorer mener da også, “that ‘Bomber’ Harris had managed to secure a peculiar hold over the otherwise domineering, intrusive Churchill”, 17 for selvom premierministeren nu og da gav udtryk for sin bekymring med hensyn til de frygtelige bombardementer af forsvarsløse byer, slog han sig alligevel til tåls, åbenbart under indflydelse af Harris, der ignorerede ethvert modargument, med tanken om, at en, som han sagde, højere poetisk retfærdighed nu fuldbyrdedes, “that those who have loosed these horrors upon mankind will now in their homes and persons feel the shattering strokes of just retribution”. 18 Meget taler faktisk for, at med Harris, havde Bomber Command fået en øverstkommanderende, der, ifølge Solly Zuckerman, troede på ødelæggelse for ødelæggelsens skyld,19 og som – 28 –
Tiderne_Sebald-Luftkrig_P.indd 28
21/05/14 14.13
billigede enhver krig, der havde den fuldstændige tilintetgørelse af fjenden, hans boliger, hans historie og hans naturlige miljø som sit vigtigste princip. Elias Canetti har peget på forbindelsen mellem magtens fascinationskraft i dens reneste form og den mængde ofre, magten dynger op. Helt i tråd med dette bestod det uangribelige i Sir Arthur Harris’ position netop i hans ubetingede engagement i ødelæggelsen. Hans kompromisløse plan med de gentagne tilintetgørelsesangreb, der skulle gennemføres lige til det sidste, havde en overvældende enkel logik, over for hvilken alle reelle strategiske alternativer, som for eksempel eliminering af brændstofforsyningen, måtte fremstå som blotte og bare afledningsmanøvrer. Bombekrigen var krig i ren, utilsløret form. At den trods al fornuft fortsatte, viser, at krigens ofre, som Elaine Scarry skriver i sin overordentlig skarpsindige bog The Body in Pain, skam ikke led for et eller andet formåls skyld, for frembringelsen af ofre var i sig selv og bogstaveligt talt krigens formål.20 De fleste af de i øvrigt meget spredte, meget forskelligartede og i reglen ret fragmentariske kilder om ødelæggelsen af de tyske byer er mærkeligt blinde over for det erfarede, hvilket nok ofte skyldes deres ekstremt indsnævrede, ensidige eller excentriske perspektiv. Den første live-reportage fra et angreb på Berlin, som BBC Home Service sendte, vil eksempelvis skuffe enhver, der håber at få et indblik i begivenhederne fra en overordnet syns– 29 –
Tiderne_Sebald-Luftkrig_P.indd 29
21/05/14 14.13