MARIAS TESTAMENTE
Tiderne_Marias testamente-P.indd 1
11/08/13 13.08
Af Colm Tóibín på dansk Heden i flammer. Roman, 1995 Nattens historie. Roman, 1999 Blackwater Fyrskib. Roman, 2000 Mesteren. Roman, 2006 Brooklyn. Roman, 2009
Tiderne_Marias testamente-P.indd 2
11/08/13 13.08
Colm Tóibín
MARIAS TESTAMENTE På dansk ved Werner Svendsen
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_Marias testamente-P.indd 3
11/08/13 13.08
Marias testamente Oversat fra engelsk efter „The Testament of Mary“ Copyright © 2012 Colm Tóibín Dansk udgave: © Tiderne Skifter 2013 Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Minion hos An:Sats, Espergærde og trykt hos Holm Print Management, Tjele ISBN 978-87-7973-607-8
Udgives med støtte til oversættelsen fra Ireland Literature Exchange (Translation Fund), Dublin, Ireland
Tiderne Skifter Forlag • Læderstræde 5, 1. sal • 1201 København K Tlf: 22 18 63 90 • Fax: 22 18 63 91 tiderneskifter@tiderneskifter.dk • www. tiderneskifter.dk
Tiderne_Marias testamente-P.indd 4
11/08/13 13.08
De dukker oftere op nu, begge to, og for hvert besøg virker de mere og mere utålmodige, med mig og med verden. Der er noget sultent og primitivt over dem, deres blod koger af en brutalitet, som jeg genkender og er i stand til at vejre, på samme måde som et dyr, der bliver forfulgt, er i stand til at vejre. Men jeg bliver ikke længere forfulgt. Ikke nu mere. Man tager sig af mig og forhører mig i en sagtmodig tone og holder øje med mig. De tror, at jeg ikke er klar over, hvor åbenlyse deres bestræbelser er, men det eneste, der nu undgår mig, er søvn. Søvnen undgår mig. Måske er jeg for gammel til at sove. Eller måske er der ikke længere noget at vinde ved at sove. Måske har jeg ikke behov for at drømme eller behov for hvile. Måske ved mine øjne, at de inden længe vil være lukkede for bestandig. Jeg vil holde mig vågen, hvis det viser sig påkrævet. Jeg vil gå ned ad denne trappe, når dagslyset bryder frem, når de første lysstråler ved daggry trænger 5
Tiderne_Marias testamente-P.indd 5
11/08/13 13.08
ind i dette værelse. Jeg har mine egne bevæggrunde til at være på vagt og til at forholde mig afventende. Før den evige hvile kommer denne langvarige vågen. Og det er mig nok at vide, at den ikke varer evigt. De tror, at jeg ikke forstår, hvad der langsomt er under udvikling i verden; de tror, at jeg ikke kan se meningen med deres spørgsmål, og at jeg ikke lægger mærke til den grusomme skygge af forbitrelse, der gedulgt glider over deres ansigter eller anes i deres stemmer, når jeg siger noget meningsløst eller tåbeligt, noget der ikke fører os nogen steder hen. Når jeg tilsyneladende ikke kan huske, hvad de synes, jeg bør huske. De er alt for opslugte af deres enorme og umættelige behov og alt for sløvede af de reminiscenser af en rædsel, vi alle følte dengang, til at have bemærket, at jeg husker alt. Minder fylder lige så meget i min krop som blod og knogler. Jeg kan godt lide, at de giver mig mad og betaler for mit tøj, og at de beskytter mig. Og til gengæld vil jeg gøre, hvad jeg kan for dem, men ikke mere end det. Ligesom jeg ikke kan trække vejret for en anden eller hjælpe en andens hjerte med at slå eller hindre deres knogler i at svækkes eller deres kød i at visne, kan jeg ikke sige mere, end jeg kan sige. Og jeg er ganske klar over, hvor dybt dette bekymrer dem, og det ville have fået mig til at smile, dette dybt seriøse behov for tåbelige anekdoter eller tydelige, enkle mønstre i historien om, hvad der skete med os, hvis ikke jeg havde glemt, hvordan man smiler. Jeg har ikke 6
Tiderne_Marias testamente-P.indd 6
11/08/13 13.08
længere behov for at smile. Ligesom jeg ikke længere havde behov for tårer. Der var en tid, hvor jeg forestillede mig, at jeg ikke havde flere tårer tilbage, at jeg havde opbrugt mit lager af tårer, men det er mit held, at tåbelige forestillinger som denne aldrig er sejlivede, at de hurtigt afløses af det, der er sandt. Der vil altid være tårer til rådighed, hvis man har tilstrækkelig stærkt behov for dem. Det er kroppen, der producerer tårer. Jeg har ikke længere brug for tårer, og det skulle være en lettelse, men jeg tragter ikke efter lettelse, men udelukkende efter ensomhed og en eller anden form for makaber tilfredsstillelse ved visheden om, at jeg ikke vil sige noget, der ikke er sandt. Af de to mænd, der kommer, var den ene sammen med os lige til afslutningen. Der var dengang øjeblikke, hvor han var mild, parat til at holde om mig og trøste mig, ligesom han nu er parat til at rynke brynene utålmodigt, når den historie, jeg fortæller ham, ikke lader sig udstrække til, hvad han så end har fastsat af grænser. Alligevel kan jeg stadig se tegn på denne mildhed, og der er øjeblikke, hvor gløden af varme igen viser sig i hans øjne, før han sukker og vender tilbage til sit arbejde med at nedskrive de bogstaver, ét for ét, der tilsammen danner ord, han ved, jeg ikke kan læse, og som beretter om, hvad der skete på bjerget, og om dagene forud og dagene efter. Jeg har bedt ham læse ordene højt for mig, men det vil han ikke. Jeg ved, at han har skrevet om ting, som hverken han eller jeg så. Jeg ved, at han også har sat ord på alt det, 7
Tiderne_Marias testamente-P.indd 7
11/08/13 13.08
jeg gennemlevede, og som han var vidne til, og at han har forvisset sig om, at disse ord vil have vægt, at der vil blive lyttet til dem. Jeg husker for meget; jeg er ligesom luften, der på en fredelig dag er helt stillestående og ikke lader noget slippe igennem. Mens verden holder vejret, holder jeg mine erindringer fangen. Så da jeg fortalte ham om kaninerne, fortalte jeg ham ikke noget, jeg halvvejs havde glemt, og som jeg udelukkende huskede takket være hans krævende nærvær. De detaljer, der indgik i min beretning, havde jeg båret rundt på gennem alle årene, ligesom jeg havde båret rundt på mine hænder eller mine arme. På denne dag, den dag som han ønskede at høre om i alle detaljer, den dag han ville have mig til at fortælle ham udførligt om igen og igen, midt i den totale forvirring, midt i alle rædslerne og den almindelige skrigen og råben, kom en mand hen til mig, medbringende et bur, hvori en kæmpestor, rasende fugl sad indespærret; fuglen var inkarnationen af spidst næb og forbitret blik; den var ude af stand til at spile sine vinger ud i deres fulde spændvidde, og denne form for indespærring gjorde den tilsyneladende frustreret og vred. Den skulle have fløjet rundt, jaget, være slået ned på sit bytte. Manden medbragte også en vadsæk, og lidt efter lidt gik det op for mig, at den var næsten halvfuld af levende kaniner, små bundter af aggressiv og skrækslagen energi. 8
Tiderne_Marias testamente-P.indd 8
11/08/13 13.08
Og i løbet af disse timer på bjerget, i løbet af disse timer, der gik langsommere end nogen andre timer, halede han, én for én, kaninerne op af vadsækken og stoppede dem ind i det knap halvt åbne bur. Fuglen udsøgte sig til at begynde med dele af deres bløde buge og sprættede kaninen op, så dens indvolde flød ud, og derefter naturligvis dens øjne. Det er nemt at tale om dette nu, fordi det kun var en let distraherende hændelse sammenlignet med, hvad der for alvor foregik, og det er også nemt at tale om, fordi det var så totalt meningsløst. Fuglen var tilsyneladende ikke sulten, selv om den måske led af en umættelig sult, som selv kaninerne, der vred og vendte sig, ikke formåede at stille med deres friske kød. Buret blev halvt fyldt af halvdøde, endnu ikke fortærede kaniner, der udsendte mærkelige, hvinende lyde. Kroppene vred sig i gamle spjæt af liv. Og mandens ansigt lyste af energi; der udgik en varme fra ham, da han så på buret og derefter på sceneriet omkring sig, næsten smilende, opfyldt af en hemmelig fryd og med en endnu ikke tom vadsæk ved siden af sig.
* På dette tidspunkt havde vi talt om andre ting, blandt andet om de mænd, der spillede terninger tæt ved det sted, hvor korsene var; de spillede om hans tøj og andre ejendele eller uden nogen særlig grund. En af disse mænd frygtede jeg lige så meget, som jeg frygtede kvæleren, der 9
Tiderne_Marias testamente-P.indd 9
11/08/13 13.08
ankom senere. Blandt dem, der kom og gik i løbet af dagen, var denne førstnævnte mand den, der var mest på vagt over for mig, den der optrådte mest truende og som virkede, som om han stærkere end nogen andre ønskede at vide, hvor jeg agtede mig hen, når det var overstået, den der med størst sandsynlighed ville blive sendt af sted for at bringe mig tilbage. Denne mand, der fulgte mig med øjnene, arbejdede tilsyneladende for den gruppe mænd, som man fra tid til anden kunne se stå med deres heste ude ved siden og som tilskuere følge med i, hvad der foregik. Hvis der er nogen, der ved, hvad der skete den dag og hvorfor, er det ham, denne mand, der spillede terninger. Det ville måske være lettere, hvis jeg sagde, at han kommer til mig i drømme, men det gør han ikke, ej heller hjemsøger han mig, sådan som andre ting eller andre ansigter gør. Han var der, det er alt, hvad jeg har at sige om ham, og han holdt øje med mig, og han kendte mig, og hvis han efter alle disse år nu skulle dukke op her i døren med sammenknebne øjne på grund af lyset og med det tidligere rødblonde hår grånet og med hænder, der stadig er for store i forhold til kroppen, og med denne udstråling af viden og selvbeherskelse og ro, kontrolleret grusomhed, og med kvæleren grinende ondskabsfuldt bag sig, ville det ikke komme bag på mig. Men jeg ville næppe overleve længe i deres selskab. Ligesom mine to venner, der kommer på besøg, vogter på min stemme, mit vidneudsagn, må denne mand, der spillede terninger, 10
Tiderne_Marias testamente-P.indd 10
11/08/13 13.08
og kvæleren, eller andre som dem, vogte på min tavshed. Jeg vil være klar over, hvem de er, hvis de kommer, og det skulle næppe spille den store rolle nu, hvor der kun er kort tid tilbage, men i vågen tilstand er jeg stadig dødsens angst for dem. Sammenlignet med dem var manden med kaninerne og høgen mærkeligt harmløs; han var grusom, men hans grusomhed tjente ikke noget formål. Hans behov var lette at tilfredsstille. Den eneste, der ænsede ham, var mig, og jeg gjorde det, fordi jeg, måske som den eneste af de til stedeværende, lagde mærke til alt, hvad der bevægede sig, for det tilfælde, at det skulle lykkes mig blandt disse mænd at finde en eller anden, jeg kunne trygle om hjælp. Og også sådan at jeg kunne få at vide, hvad de kunne tænkes at ville ønske af os, når det hele var overstået, og frem for alt sådan, at jeg, om så bare et enkelt sekund, kunne bortlede min opmærksomhed fra de frygtelige begivenheder, der udspillede sig. De er ikke interesserede i min frygt, eller i frygten hos alle i min nærhed, følelsen af at der var mænd, der ventede, og som havde fået besked om også at holde os tilbage, når vi søgte at fjerne os, og at der tilsyneladende ikke var nogen muligheder, der stod åbne for os. Den anden af dem, der kommer her, gør opmærksom på sin tilstedeværelse på en anden måde. Der er ikke noget mildt og venligt ved ham. Han er utålmodig, keder sig og har kontrol over tingene. Også han skriver, men gør det 11
Tiderne_Marias testamente-P.indd 11
11/08/13 13.08
hurtigere end den anden og rynker brynene eller nikker bifaldende over sine egne ord. Han er let at irritere. Han bliver pirrelig, bare jeg går gennem værelset for at hente et fad. Undertiden kan det være svært at modstå fristelsen til at sige noget til ham, selv om jeg ved, at selve lyden af min stemme er nok til at gøre ham mistroisk eller engang imellem ligefrem fylde ham med noget, der kunne minde om afsky. Men ligesom sin kollega må og skal han lytte til mig; det er det, han er her for. Han har intet valg. Jeg fortalte ham, før han tog af sted, at når som helst jeg livet igennem har set mere end to mænd sammen, har jeg set dumhed, og jeg har set grusomhed; men det er dumheden, jeg først har hæftet mig ved. Han forventede, at jeg ville fortælle ham noget andet, og han sad over for mig, og tålmodigheden sivede langsomt ud af ham, da jeg nægtede at vende tilbage til det emne, der optog ham: den dag, vi mistede vores søn, og hvorledes vi fandt ham, og hvad der blev sagt. Jeg kan ikke sige navnet, jeg kan ikke få det over mine læber, der er noget, der vil gå i stykker i mig, hvis jeg siger navnet. Derfor omtaler vi ham som „han“, „min søn“, „vores søn“, „ham, der var her“, „din ven“, „ham, du er interesseret i“. Det er muligt, at jeg vil sige navnet, før jeg dør, eller at det i løbet af en af disse nætter vil lykkes mig at hviske det, men jeg tror det ikke. Han omgav sig, sagde jeg, med en forsamling af mislykkede individer, der kun var børn ligesom han selv, eller mænd uden fædre eller mænd, der ikke kunne se 12
Tiderne_Marias testamente-P.indd 12
11/08/13 13.08
en kvinde i øjnene. Mænd, som man kunne se sidde og smile hen for sig, eller som var blevet gamle, mens de endnu var unge. Ingen af jer var normale, sagde jeg, og jeg så, hvordan han skubbede sin tallerken, der endnu var halvfyldt med mad, over mod mig, som var han et humørsygt barn. Ja, mislykkede individer, sagde jeg. Min søn omgav sig med mislykkede individer, skønt han selv, trods alt, ikke var mislykket, han kunne have gjort hvad som helst, han kunne endog være gået stille med dørene, også den evne havde han, den sjældneste af alle, han ville med lethed have kunnet tilbringe sin tid alene med sig selv, han kunne se på en kvinde, som om hun var hans ligestillede, og han var taknemmelig, velopdragen, intelligent. Og han gjorde brug af alle sine evner, sagde jeg, derfor kunne han føre en forsamling af mennesker, der havde tillid til ham, fra sted til sted. Jeg har ikke tid til at tage mig af mislykkede individer, sagde jeg, men hvis man bringer to af jeres slags sammen, kommer man ikke bare til at stå over for stupiditet og den sædvanlige grusomhed, men gribes også af et desperat behov for noget andet. Saml mislykkede individer omkring dig, sagde jeg og skubbede tallerkenen tilbage til ham, og resultatet vil kunne blive hvad som helst – frygtløshed, ærgerrighed, hvad som helst – og før det enten fortoner sig eller udvikler sig videre, vil det føre frem til, hvad jeg så, og hvad jeg nu lever med.
13
Tiderne_Marias testamente-P.indd 13
11/08/13 13.08