LIVSTØRST
Tiderne_Livstørst_P.indd 1
24/03/15 18.33
Af samme forfatter på dansk: Dem i kælderen. Roman, 2007 Depositum. Roman, 2009
Tiderne_Livstørst_P.indd 2
24/03/15 18.33
Audur Jónsdóttir
LIVSTØRST Oversat af Kim Lembek
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_Livstørst_P.indd 3
24/03/15 18.33
Livstørst Copyright © 2015 Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat Minion hos An:Sats, Espergærde og trykt hos Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-669-6 Printed in Denmark 2015 Udgivet med støtte fra miðstöð íslenskra bókmennta icelandic literature center
Til mor Sigga, tak for alle de historier, du gav mig.
Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk
Tiderne_Livstørst_P.indd 4
24/03/15 18.33
I begyndelsen bør man tænke på slutningen
Har du ikke lyst til at forlade den mand? Sætningen rammer ørerne. Hun hører, hvad mormor siger, men hvad skal hun svare? Joh? Nej. Hun kan intet sige. Bare se ned for sig, som da hun var lille og havde gjort noget frygtelig dumt. Jeg forstår bare ikke, hvordan du kunne finde på at gifte dig med ham. Jeg forstår ikke engang, hvordan du kan kysse ham eller det, der er værre, siger mormor og kigger bedrøvet på sit barnebarn, der sidder over for hende. Duknakket med sort, sammenfiltret hår ned i øjnene, der strålede, da hun var barn, men som ikke engang er brune længere, men er indsunket i sløvhed; der ligger et gråt slør over dem, huden er også grålig, og på kinderne og under hagen aner man bumserne. Hun er blevet smældfed på ganske kort tid, brysterne spiler T-shirten ud, der er prydet med navnet på et tjekkisk bryggeri. Hendes mormor havde altid ment, at hun havde ben i sin myndige næse, men selv næsen er blevet skæv, pigen gik ind i en lygtepæl, sagde hun og talte tilsyneladende sandt, hvordan hun så end bar sig ad. Svaret på alt nu for tiden er, at tingene bare sker. Såmænd ikke overraskende, hvis hun også sagde det nu. Eyja synes hun kan høre sin mormors tanker; er så fast besluttet på en dag at skrive en roman, at hun slår sig ned i andres hoveder og snupper løs af deres tanker. Sådan sidder hun og vrider 5
Tiderne_Livstørst_P.indd 5
24/03/15 18.33
sig under sin mormors bekymringer for hende, indtil den gamle kvindes blik bliver uudholdeligt. Det skete bare, stønner hun til sidst og laver en hurtig synke bevægelse. Ting sker ikke bare, kære Eyja. Jo, jo, jo, ting sker bare. Hun har vel ikke glemt lavinerne på Vestfjordene. De skete bare. Der sker ulykker, siger mormor i en godmodig tone fuld af visdom. Men det øvrige bestemmer man selv. Det øvrige? Vi er de beslutninger, vi selv tager. Du er en rigtig dejlig pige, du træffer bare altid de forkerte beslutninger. Vil du have mere te? Ja, tak, siger Eyja og skæver til sin mormors håndtaske; den står for enden af bordet og minder om en stivnet kat, der står på spring. Blikket undgår ikke mormorens opmærksomhed, selv om hun er midt i at skænke te i de russiske teglas. Hun fylder dem med rygende varm væske, hælder mælk i det ene glas og skubber det over mod Eyja sammen med den helt fyldte sukkerskål, inden hun med let hånd stryger hen over sit nyopsatte hår. Det hvide hår ligger i bølger ned omkring det karakterfaste ansigt med de dybe smilehuller og øjne, der skifter farve; de er gråbrune i dagslys og stråler af tilfredshed med frisøren nede i bygden og er lige så oprigtige med følelser som øjnene hos en purung pige trods den myndige fremtoning. Hun kigger på håndtasken og derefter på sit barnebarn. Siger: Jeg vil gerne hjælpe dig med at tage en god beslutning. Nå? Mormor sætter brillerne med det forgyldte stel ned på næse tippen og griber tasken. Stikker hånden ned i læderet; denne velkendte hånd med leverpletter på håndryggen og den lyserøde håndflade efter opvask i et halvt århundrede, de røde negle og guldringen med den store, violette sten på ringfingeren. Eyja føl6
Tiderne_Livstørst_P.indd 6
24/03/15 18.33
ger med i, hvordan hun roder i tasken med oliemaleriet af Asger Jorn på væggen i baggrunden: selveste stabiliteten i en ellers ret kaotisk verden. Hun finder et sammenfoldet lommetørklæde frem, tørrer mundvigene, lægger det fra sig og tager derefter en tyk konvolut op. Placerer den på den indiske dug med det vinrøde mønster og ser sit barnebarn ind i øjnene, mens hun lempeligt skubber den over mod hende som en sicilianer midt i et suspekt forehavende og siger: Det her får du i kontanter, hvis du rejser. Hvad er det? Ti tusinde kroner. Jeg hævede dem hos Gudlaug, da jeg tog ned til bygden for at hente kylling til dig. Eyja var vågnet kort før hendes mormor svingede Saab’en op foran huset. Hun stod ved vinduet i badeværelset ovenpå og røg dagens første cigaret. Pustede røgen ud i den nye dag og ned i dalen; forbi gårdene og livskunstnernes hippieagtige træhuse, hestene på tunet, automekanikerens udtjente biler og fårene på de tuede engstrækninger; hele vejen hen til bakkedraget der lukkede for horisonten men som med regelmæssige mellemrum åbnede for omverdenen, når en bil kom listende ned ad bakken, tilsyne ladende i det fjerne, som slet ikke var så fjernt endda, kun nogle få kilometer, men nok til at hun sagtens kunne nå at ryge cigaretten færdig fra det tidspunkt, hvor Saab’en viste sig på bakkedraget og til den kørte op ad indkørslen til det statelige, hvide hus. Fremmede fandt det ubegribeligt, at nogen på den afstand kunne skelne ét bilmærke fra et andet, men Eyja havde, siden hun var barn, holdt øje med skolebussens ankomst i alt slags vejr, og udviklet en evne til at bestemme det ubestemmelige. Både hun og søsteren Agga havde overlevet tusinder af kulde rystende morgener ved hovedvejen, mens bussen skøjtede det sidste stykke op ad bakken; sandsynligvis var de begge døde af kulde, havde det ikke været for denne evne. Vanen var at styrte ud i sidste 7
Tiderne_Livstørst_P.indd 7
24/03/15 18.33
øjeblik, smække hoveddøren hjemme i træhuset på den anden side af elven og løbe ud til vejen hurtigere end hunden. Sådan begyndte vintermorgenerne lidt over syv, fra de var ni år gamle. Før den tid kom bussen først langt op ad formiddagen, og så løb de bare ned ad sidevejen ved mormors hus, hvor deres forældre tidligere i det isnende kolde morgengry havde båret dem over indhyllet i dyner, så vinden bed i næsetipperne, inden de indåndede lugten af kaffe iblandet den søde duft af varm mælk; siden krøb man ud af dynerne for at få havregrød og friskpresset appelsinjuice, begge utålmodige efter at komme til at lege købmandsbutik i spisekammeret og lave radioens morgengymnastik med mormor, indtil hun begyndte at forberede frokosten. Så dukkede skolebussen op på bakkedraget med Ingi, buschaufføren, ved rattet, som velfornøjet tilbød dem at køre med ind i dagen og træde ind i en anden verden. De kravlede op i den tomme bus, som inden længe ville være fuld af latterhvinende børn. Nogle bristede i gråd, når de sloges om de forreste pladser, mens bussen dansede af sted i det glatte føre, og Ingi stirrede ud i snestormen og blev ét med den brummende motor. En hårlok faldt ned over de tykke briller, han pustede den opad og væk fra ansigtet, og den store overkrop brummede i takt med motoren. Nede i bygden steg hans rødhårede datter på bussen og nogle gange også hans rødhårede kone, som havde frokost med til ham. Søstrene syntes de var rene fantasifostre, for buschauffør Ingi tilhørte busverdenen, en slags tidsmaskine, der forbandt deres verden med en skoleverden, hvor de begge følte sig uden for sig selv og ubehageligt langt væk, når drengene kaldte dem fedtklumper, og pigerne ikke valgte dem på hold til høvdingebold men hviskede til hinanden, at de var dumme, fordi de ikke kunne løbe, til trods for at de i deres verden løb hurtigere end hunden. Deres verden var et paradis; der var heste og hunde, åben8
Tiderne_Livstørst_P.indd 8
24/03/15 18.33
hjertige børn fra landet, en mormor med pandekagepanden i luften og en far, der havde bygget et hjem til dem og lavet en køkkenhave til familien, så Mor smilede pavestolt med lillebror, som var sødere en hvalpene på nabogården. Verden på den anden side af bakkedraget mindede om kulisserne i amatørteateret, hvor sognebørnene opførte dels Dario Fo, dels hjemmelavede revyer. Uvirkelige, malet i kølige farver. Det var dengang. Nu er søstrene flyttet til Reykjavik, selv om de nogle gange gemmer sig hos mormor. Den ældste er gift med en drikfældig mand på alder med deres forældre; hun fiskede ham op i en fiskerflække på Vestfjordene. Den yngste skal om nogle år blive gift med en lignende mand. Søstre med fælles fodslag. Begge forlod skolen og kunne intet bortset fra at skelne bilmærker fra hinanden på lang afstand. En fuldstændig ubrugelig viden som voksen, med mindre man har brug for at skjule sporene efter rygning. Strengt taget behøver Eyja ikke skjule, at hun ryger, for mormor har aldrig forbudt det i sit hus. Den eneste fejl blot, at hun konstant plager Eyja om at stoppe med den forbandede uvane. Hun er bestemt, med forklædet strammet om den tætte krop så der står en sky af mel ud fra hende, da hun lægger hænderne på maven og lader de rødlakerede negle trille tommelfingre. Øjnene bønfalder barnebarnet: Vil du ikke nok for min skyld tage dig noget andet end den der ludermorgenmad! beder hun, da Eyja tænder cigaretten over morgenens begsorte knaldtår. Alt ville begynde at gå bedre for dig, hvis du holdt op med at ryge! forsikrer hun, når Eyja puster røg op bag aviserne. Hvor ville jeg ønske, at du brugte livet på noget andet end at ryge som en afdanket skudekælling, sukker hun, når Eyja ham9
Tiderne_Livstørst_P.indd 9
24/03/15 18.33
rer i klaveret med cigaretten i mundvigen, så plaget af tvivl om, hvorvidt hun skal gå fra sin mand eller ej, at cigaretten bliver hendes eneste ven. Eyja slukkede hurtigt cigaretten og sprayede hårlak rundt i badeværelset, inden den firsårige stammoder steg ud af bilen i ankellang minkpels med en hat på det velfriserede hår og en papæske i favnen med et amerikansk fastfoodmærke på. Hendes mormor har gjort alt for hende, siden hun kom ud til hende og sagde, at hun var nødt til at overveje, om hun stadig havde lyst til at være sammen med sin mand eller tage til udlandet med … hun kunne ikke lige huske, hvad tanten hed, men det gjorde ikke noget, for det kunne mormor. På et øjeblik blev køleskabet fyldt med sodavand i literflasker, der blev rørt dej til klatkager af risengrøden fra dagen før, og både kaffeisen og bebrejdelserne over rygningen blev lagt på køl. Hun skulle få alt, hvad hun ønskede, bare hun forlod ham. Lige nu er det unægtelig mest fristende at ofre ægtemanden for de friturestegte kyllingestykker i æsken med de varme fedtpletter på låget; desuden syntes han ikke at have bemærket, at hun var fraværende, dybt nedsunket som han var i sin egen druktur. Hun styrtede ned for at proppe sig med kyllingestykker og skyllede dem ned med duftende varm jasminte fra en porcelænskande fra Kina dekoreret med håndmalede rosenbuske efter alle kunstens regler. Eyja mærker fristelsen flakke i blikket, øjnene stirrer på sed delbundet i konvolutten. Letkøbte penge, for så vidt. Men alligevel dyrekøbte. Så ubeskriveligt bundløst umuligt at arbejde sig til dem. Nemmere bare at skille sig af med et stykke ægtemand! Eyja er ikke ene om at være tankelæser. Han dør ikke af, at du går fra ham, siger mormor fast. Det siger han kun for at skræmme dig. Hvordan kan du vide det? spørger Eyja lavt. 10
Tiderne_Livstørst_P.indd 10
24/03/15 18.33
Det ved jeg bare. Mormor smiler sit erfarne bedstemorsmil. Men hvis … du tager fejl? Jeg tager ikke fejl, forsikrer mormor, og desuden ved de begge, at hun aldrig foretager sig noget uden der ligger en velovervejet beslutning bag. Og nu håber jeg bare, at du tager imod pengene og flyver til Sverige med den billet, som jeg også er parat til at give dig. Jeg tillod mig oven i købet at bede Gudlaug om en bælte pung til dig. Eyja rører rundt i teen med øjnene limet til pungen, som mormor smækker ned på bordet; hun gav hendes forældre nogle lignende punge, da de var unge med tre børn og havde fået skrabet penge sammen til en charterrejse sydpå. Mormor forærer ikke punge til nogen uden at de indeholder pengesedler, duftende glatte ligesom underbukserne, hun stryger til de rejsende. Bælte pungen befinder sig stadig i plastikken, lysebrun, af blødt fløjl og med bankfilialens logo nederst i højre hjørne. Hun famler distræt efter cigaretpakken og tænder en cigaret. Puster røgen ud i retning væk fra sin mormor. Det er glimrende vejr i Sverige på denne årstid. Mormor ser beslutsomt på hende, samtidig med at hun undlader at komme med bebrejdelser. Helt og aldeles glimrende vejr, kære Eyja. Ja. Hvis det er så helt umuligt for dig at tænke på dig selv, vil du så ikke for min skyld tænke på din roman? Romanen! Var nået så langt, at andre mennesker, måske ikke mange, men alligevel, flere end hende selv, var begyndt at tale om hendes ord som en roman; disse ord, som hun igen og igen havde skrevet på den elektriske skrivemaskine, som mormor gav hende i fødselsdagsgave for nogle år siden. Alle disse ord. 11
Tiderne_Livstørst_P.indd 11
24/03/15 18.33
Dengang
Hun havde ikke forestillet sig, at ordene skulle blive til en roman, den dag hun begyndte at skrive dem ned. En søndag i strålende sol, der havde ladet vente på sig. De havde fejret solskinnet med dagens tilbud: Hamburgere med øl & Jägermeister på den lille fiskerbys værtshus i selskab med den langhårede søulk, der tidligere havde arbejdet på Marinebiologisk Museum og svømmet med delfiner i udlandet; på et tidspunkt havde nogen hvisket noget om, at han havde taget sig af Keiko. Måske havde han selv sagt det, hun huskede det ikke. I de dage var der mange mennesker i fiskerbyen, der levede i skyggen af deres fortid. De to mænd grinede stadig ad de to junkier, der havde sat sig for at blive rige på at eksportere torskekæber til Frankrig i containere, men som blev fordrevet fra byen efter at der blev fundet en kanyle i den eneste sandkasse, der var uskadt efter lavinevinteren. De skulle hellere grine ad sig selv, tænkte hun og fornemmede en nagende bitterhed. Hvorfor var de så åndssvage, dumme, fulde? Hvad! Var de holdt op med at grine? Begyndt at skændes i blæsten med sammenknebne øjne op mod solen. Om hvad? Det her gad hun ikke. Der lå en forbandet stank af fisk over byen. Vindretningen var sådan, hun vidste ikke hvorfra den kom, blot at den var sådan. Den brusende havoverflade glitrede; værst med det guld vi kunne have spundet på det, havde den langhårede mumlet med munden fuld af hamburger, så hendes mand udstød12
Tiderne_Livstørst_P.indd 12
24/03/15 18.33
te sin idiotiske, hæmningsløse latter, som om bemærkningen var helt ubetalelig. Han var selv idiotisk, hun gad ham ikke længere. Fjeldene var ved at kvæle hende. Hun stak af. De lagde ikke mærke til det, før hun var nået tilstrækkeligt langt væk til at hun åbenbart ikke kunne høre dem. De vidste ikke, at hun havde en rigtig fin flaske fransk rødvin inde i et ellers tomt klædeskab, eftersom vasketøjet havde ligget urørt i flere uger. Flasken lå gemt i en julestrømpe strikket med granmønster og en rød julehilsen på engelsk. Eyja havde skyndt sig at gemme den, da hun åbnede julepakken fra Mor, vidste ikke hvorfor, vidste blot at hun ville have den der, hvor den endnu lå tre måneder senere og ventede på hende. Man skulle ikke regne med at se ham lige foreløbig, han bevægede sig derhen, hvor sandsynligheden for alkohol var størst. Hun lo for sig selv, idet hun stormede ind. Katten kom hende mjavende i møde og styrtede ud mellem benene på hende, det skind, der var ulideligt varmt indenfor, det var virkelig vinduesvejr. Sol i marts. Luften varm, tung, lummer. En lugt af cigaretskod og kattepis. Selv møblerne lugtede, spredte stole forskellige steder fra, en slidt fløjlssofa, der var blevet kylet ud af en fiskerhytte. Sofabordet havde højst sandsynligt fulgt med, dækket af malerpletter og rande efter glas. Her boede hun. I en lejlighed der stort set ikke kostede noget at leje, i et område, der ikke blev anset for fuldkomment sikkert om vinteren. Ti skridt fra ruinerne efter lavinen. Resterne af husene mindede hende om en krigsfilm. Da katten havde fået killinger tidligere på vinteren, var fødselsdepressionen så voldsom, at den hele tiden prøvede at bære dem ud i ruinerne. Eyja skulle hele tiden ud at redde de bittesmå uldtotter, som mjavede ynkeligt i den sorte kulde. Hun gravede sig gennem stumper af tømmer og frossen sne, til fingrene blødte, og en 13
Tiderne_Livstørst_P.indd 13
24/03/15 18.33
våd, lyserød snude peb hende op i ansigtet, men det nyttede ikke stort, for en skønne dag smed Vildmanden killingerne i en sæk og druknede dem, mens hun var på arbejde, enten på fiskefabrikken, hvor hun arbejdede om dagen, eller på aftenvagt på plejehjemmet. Hun huskede det ikke, men vidste, at hun aldrig ville tilgive ham det. Sagde hun. Han grinede. Selvfølgelig grinede han, en hæs og uudholdelig latter. Han vidste altid alting bedre og alt hendes var bare det rene humbug, en forkælet møgunge fra Reykjavik. Det bekræftede pakken. Eyja rev julepapiret af den, sad foroverbøjet på sengekanten i ternet kjole, striktrøje og vandrestøvler, håret sammenfiltret. En troldkvinde der leger med sjældne kostbarheder. Julegaven fra hendes mor. Hun følte på den røde silkekimono fra Kina, rødvinsflasken i den engelske julestrømpe, Tarotkortene med tilhørende bog, indhyllet i et violet fløjlsklæde, og til sidst bogen: Madame Bovary. Hun kneb en tåre ved at læse tilegnelsen på første side: Dette er bogen, som jeg læste, da du blev født, tre dage før – tre dage efter. Og kvinden på omslaget ligner dig sådan! Mor Hun kælede for bogen. Indsnuste det duftmættede papir. Fiskede rødvinsflasken op af strømpen og betragtede den smukke tegning af den landlige slægtsgård et eller andet sted i det franske vindistrikt Bourgogne, inden hun lagde julestrømpen sammen. Og lukkede pakken igen, forsigtigt. Alt lagt tilbage, hvor det lå, bortset fra rødvinen. Hun gik med faste skridt ud i køkkenet med den og gik løs på proppen med alle de hemmelighedsfulde redskaber, der kan stritte ud af en schweizerkniv; til sidst lykkedes det at få den dybrøde væske til at pible ned i et fedtet mælkeglas. I skabet, hvor hun gemte kattemaden, 14
Tiderne_Livstørst_P.indd 14
24/03/15 18.33
fandt hun et stilehæfte ved siden af en bunke blækpenne, som han plejede at til at bruge til at tegne med, som oftest nøgne kvinder i selskab med slanger. Hun tændte et stearinlys og tog en slurk vin, smagte på den tørre, men dybe frugtsmag. Begyndte at skrive.
15
Tiderne_Livstørst_P.indd 15
24/03/15 18.33
En beslutning
De ser hinanden i øjnene. Navnesøstre. Den ene treogtyve år. Den anden otteoghalvfjerds år. Det er ikke længe siden, at hendes mormor kunne smykke sig med det samme sortbrune hår som hun selv, hun mindes vagt en sort hvirvel mellem de gråhvide lokker. De seneste år har frisøren sprayet et violet skær ud over håret, det synes man er smart blandt ældre kvinder, går Eyja ud fra. Faktisk tænkte hun ikke over det, før hun så en notits i avisen, hvor en poppet, yngre digter langt oppe i trediverne omtalte hendes mormor som den violette dame. Uden egentlig at vide hvorfor brød hun sig ikke om at læse det. Greb sig selv i at smide avisen ud og lyve og fortælle sin mormor, at hunden havde flået den i stykker. Din hund er højst mærkværdig, sagde hendes mormor dengang og rynkede uvilkårligt panden. Eyja gad ikke protestere, selv om hun vidste bedre, den brunplettede bastard er god nok, den var uden skyld i, at ejeren havde efterladt den hos hendes mor og var flyttet til Vestfjordene, hvor den oprindeligt kom fra. Nu er hunden en gang for alle holdt op med at vide, hvor den bor, kulret af glæde drejer den rundt om sig selv i sin faste rutefart mellem mormors hjem og mors hjem – mor, som efterhånden skylder mere i ubetalt hundeskat, end hun får i børnepenge. Det vilde hundehjerte hamrer, som om Lubbe ikke tror på, at hun er 16
Tiderne_Livstørst_P.indd 16
24/03/15 18.33
kommet hjem, før den har faret frem og tilbage over broen mellem husene tusinde gange. Hendes mormors øjne stråler. Ikke drillende, som de plejer, ikke livligt. Bekymrede, måske. Men er ikke opgivende. Mormor kender ikke til ordet opgivelse til trods for et stort ordforråd. Til sidst kan hun ikke beherske sig længere: Sig noget, kære Eyja! For en gangs skyld kan Eyja ikke få et ord frem, hun som ellers er vant til at sige alt til sin mormor, selv om nogle højdramatiske generationer skiller dem. Hun magter ikke at møde dette blik. Ja, sukker hun og kigger ned. Ja, hvad? Forventning og håb kæmper i stemmens klang. Du må gerne give mig pengene. Er du sikker? Der sidder et stykke kylling fast i halsen, honningen i teen klistrer til det, hun må ikke blive kvalt nu, ikke nu. Hun synker med stort besvær. Smiler til sin mormor, da hun siger, at hun alligevel har smidt vielsesringen i søen inde i Reykjavik. Havde han råd til en ring? Du husker nok, den han gav mig i Pilsen, siger hun tøvende. Så vidt hun erindrer, var ringen af hvidguld, guld skal være så billigt i Tjekkiet. Ren spotpris, havde han sagt, da hotelpersonalet kom stormende ind med champagne, mens hun lå som i en bog af Milan Kundera og lige var vågnet, stadig i færd med at gøre sig klart, hvor hun var. Jo, var nået hele vejen til byen Pilsen og kæresten straks taget på sightseeing på Pilsnerbryggeriet, hvor turisterne fik lov at slukke deres tørst. Vildmanden havde drukket sig i så højt humør, at han dansede hen ad de solvarme gader på vej tilbage og grinede vulgært, da han fik den skøre idé både at købe en buket blomster og en vielsesring; var knap nok trådt ind i hotellets lobby, før han bestilte champagne på is og sørgede for, at den kom sejlende ind til kæresten på en vogn med hvid dug efterfulgt af en hale af hotellets personale, 17
Tiderne_Livstørst_P.indd 17
24/03/15 18.33
der ønskede hende tillykke, alle iført sort tøj og hvide forklæder, så hun levede sig fuldstændig ind i eventyret med guldring på fingeren og et krystalglas fyldt til randen af boblende champagne i hånden. Og da stuepigen trak de tunge gardiner fra vinduet, så støvet hvirvledes ind i solens stråler åbenbaredes tusindvis af mennesker på det store torv, og tjeneren forklarede på gebrokkent tysk, at det var et arbejdermøde, noget der så sandelig satte liv i Vildmanden, han levede jo for arbejderklassen og især efter nogle opbyggelige slurke nybrygget øl, champagne og snaps fra øst for jerntæppet, som stadig smagte godt, selv om kommunisterne ikke længere havde magten. Men nu var den tid kun et minde. Og hun havde smidt ringen i den beskidte andedam i midten af Reykjavik. Hvor er det godt, nyder mormor at sige, strålende som et lille barn, der ikke ved noget sjovere end at kaste værdifulde smykker i en grumset sø. Hun tager plastikken af bæltepungen og stikker konvolutten ned i den. Her, min skat, her er dine penge, og så får du en flybillet i dit navn, i morgen tidlig. Skal jeg ikke bage klatkager til os? Jo, gerne, siger Eyja, idet hun tager imod pungen, langt mere forvirret over de sidste dages turbulente hændelsesforløb end de dramatiske forandringer, der er indtruffet i hendes liv det sidste halvandet år. Så huskede hun på, at mor havde bedt hende om at stole på dem, inden hun lod sig overtale til at tage til mormor. Hun blev nødt til at stole på dem: Mor og Skidronningen.
18
Tiderne_Livstørst_P.indd 18
24/03/15 18.33
Vendepunkt I
Hvis du har tænkt dig at sætte madding på, min ven, bliver du altså nødt til at tage ringene af. Sætningen klinger i hendes hoved. Den første sætning mellem dem. Hun stod og trippede i fiskeskuret og kiggede undseeligt på det signerede fotografi af Pamela Anderson, solbrun i godt nedringet badedragt, oven over baljerne med madding ved vinduet. Inde fra kaffestuen hørtes den gurglende lyd af en gammel kaffemaskine, nogle rygende mænd sad og hang derinde i arbejdsskjorter og flyverdragter. Vildmanden fiskede en pibe op af lommen på flyverdragten, der sad og slaskede halvt nede ad lårene på ham; på overkroppen havde han en rød arbejdsskjorte, under den en hvid, kortærmet undertrøje. Man kunne se de misfarvede tænder, da han stak piben i munden, nogle var blevet slået ud. Det mørke hår stod forpjusket ud i luften, klæbrigt af maddingstrevler, som fulgte med fingrene, når han strøg dem gennem lokkerne. Der sad også rester i skægstubbene i det runde ansigt; man kunne ane nogle fine ansigtstræk bag tredagsskægget og brillerne. Han havde Lennon-briller på, runde, men ikke tonede, så de forstørrede øjnene, der var blå som havet på en solskinsdag. Hun så ind i dem, og hendes krop gennemstrømmedes af en sitrende uro. En anderledes uro, end når hun brændte varm på en fyr. Noget i blikket kaldte på hende. Som om han helt diskret hviskede: Her, min skat, må man alt. For ved du hvad? Den her 19
Tiderne_Livstørst_P.indd 19
24/03/15 18.33
forbandede verden er det mest røvsyge sted i solsystemet. Så nyd det, mens du kan. Hun så tavs på ham, men følte en stolthed som genstand for disse øjne. Fornemmede, hvordan han tjekkede hende ud og nød at gøre det samme. Han udstrålede en skamløs ligegyldighed, en total mangel på respekt for autoriteter i enhver form syntes at ligge ham dybt i blodet. Han var ikke sød på samme måde som de fyre hun indtil videre havde været kærester med. Heller ikke charmerende, snarere grov, grænsende til det frastødende med de der tænder, men hun blev draget mod ham som en honningbi mod en blomst. Få dig noget kaffe! beordrede han hende og slog en hæs, velfornøjet latter op, som hun skulle komme til at lære alt for godt at kende. Så ser vi, hvordan det går, tilføjede han, da hun nikkede uden et ord. Derefter gik der fem måneder.
20
Tiderne_Livstørst_P.indd 20
24/03/15 18.33