Jul
Vi havde ingen ønsker. Alligevel lå pakke ved pakke under træet som hvert år før, lige siden jeg ved ikke hvornår, jo, engang i 1960’erne, da der pludselig lå så mange, at ingen havde set noget lignende før. Nu kunne alle ønsker opfyldes, sådan har det været siden. Vi gjorde os umage, vi skrev sedler. De blev længere og længere, da vi kom ind i december. Tanken om at der slet ikke skulle ligge noget under træet, var ikke til at bære. Altså lå pakke ved pakke som hvert år før. „Jubii! Det var lige, hvad jeg ønskede mig,“ lød det rundt omkring, men det var børn. De kan ønske sig alt muligt, som om de ikke kan undvære noget af det, skønt de har næsten lige så meget som de voksne. Dog hændte det, at en voksen pakkede en gave op og ved det overraskende syn med ét forstod, at det var lige netop det, hun eller han havde ønsket sig. 5
sidste år Således kan vi få at vide, at der er noget, vi ikke kan undvære, skønt vi ikke ønsker os det eller ikke ved, at vi ønsker os det.
6
Velkommen igen
Da jeg var barn, skulle jeg sove til middag juleaftensdag, fordi jeg skulle være længe oppe. Jeg lå i mine forældres seng og ventede og ventede på at falde i søvn, men det blev mit første møde med søvnløsheden og digtekunsten. Det højtideligt-stem ningsfulde ved situationen, at jeg og kun jeg lå dér i det store soveværelse i den store seng og ikke i min egen lille seng i børneværelset, forplantede sig overbevisende til mig, blev til en forestilling om, at jeg lå et fremmed sted uden for verden og dog i den, alene, men dog vis på, at jeg ville blive fundet igen, og skønt jeg hørte det pusle nedenunder, hvor mine forældres forberedelser skred frem i køkkenet og dagligstuen, kom samtidig af sig selv ordene „høje himmelsale“, „klingrende frost“ og „vel mødt på kirkesti“, og de dannede eller farvede og tonede denne separatverden, løftede den op, så den svævede, og jeg svævede i den. 7
sidste år Af denne selektive og fragmentariske ordskat rejste sig den letteste, eneste tyngdeløse og absolut gennemsigtige salbygning, jeg nogensinde har ligget i. Jeg lå virkelig i høje himmelsale, muttersalene, men uden frygt og bæven, måske fordi salmens natursymbolik så selvfølgeligt forbandt det høje billede af mysteriets genkomst, ikke i Betlehem, men et sted i Danmark, hvor „trods klingrende frost godt år I spå for fugl og sæd i dvale!“ med krigsvinteren udenfor (det må have været i 1942 eller –43) og med tanken om vores egen sti, der for enden af vejen fortroligt gik ud over markerne ned til kirken i det fjerne, og som nu ganske rigtigt var dækket af sne. Det var en blanding af fortrolighed og fremmedhed, hvori ord, der var fremmedartede – „himmelsale“! – om ikke selv skabte det, de nævnte, så hensatte mig i denne anden verden, så at jeg på én gang blev en del af den og den af mig, i en stemning af inderligt festlig forventning, af en blid, salig løftelse, der vel i salmen ikke kommer skønnere til udtryk end dér, hvor den fejrer sig selv, besynger sin egen kraft, så højt og så jævnt: 8
Velkommen igen
„o, synger for dem, som lærker slå, som hørt de har ej længe!“ Min mor må have spillet og sunget salmen for mig. Weyses toner og i hvert fald nogle af Grundtvigs ord har prentet sig i mig, men det har jeg ingen erindring om, kun om dette første, søvnløse, ensom me møde med en mægtig side af digtekunsten.
9