Osiris' labyrint af Paul Sussman

OSIRIS’ LABYRINT

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 1

08/03/17 15.32

Af Paul Sussmann pĂĽ dansk: Den forsvundne hĂŚr, 2006 Templets sidste hemmelighed, 2007 Den skjulte oase, 2009

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 2

08/03/17 15.32

PAUL SUSSMAN

OSIRIS’ LABYRINT Roman På dansk ved Ninna Brenøe

TIDERNE SKIFTER

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 3

08/03/17 15.32

Osiris’ labyrint er oversat fra engelsk efter „The Labyrinth of Osiris“ Copyright © Paul Sussman 2012 Kort © Neil Gower 2012, 2017 Dansk udgave © 2017 Tiderne Skifter Bogen er sat med Minion hos An:Sats, Espergærde og trykt hos xxx 1. udgave, 1. oplag ISBN 9788779735668 Printed in Denmark 2017

Bemærk ordlisten side 577

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med CopyDan, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen.

Tiderne Skifter · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · tiderneskifter.dk

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 4

08/03/17 15.32

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 5

Til team Sussman – Alicky, Ezra, Jude og Layla.

Med kærlig hilsen, for evigt.

08/03/17 15.32

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 6

08/03/17 15.32

7

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 7

08/03/17 15.32

8

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 8

08/03/17 15.32

9

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 9

08/03/17 15.32

10

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 10

08/03/17 15.32

PROLOG

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 11

08/03/17 15.32

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 12

08/03/17 15.32

Luxor, Egypten: Nilens vestbred, 1931

Hvis drengen ikke havde besluttet sig for at prøve et nyt fiskested, ville han aldrig have hørt den blinde pige fra nabolandsbyen eller set det monster, der angreb hende.

Normalt fiskede han fra et lille indløb på den anden side af de enorme sivområder nedenfor der, hvor Nilfærgen lagde til. I aften, efter et tip fra sin fætter Mehmet, som påstod at have set hele stimer af kæmpestore bulti svæve rundt dernede i det lave vand, var drengen i stedet gået op langs floden, forbi Ba’irats sukkerrørsmarker og ud til en smal sandbanke, der lå skærmet af for indsyn udefra af en tæt klynge doum-palmer. Stedet føltes helt rigtigt, og han kastede straks snøren ud. Krogen havde knap nok ramt vandet, da han hørte pigens stemme. Svag men tydelig: „La, minfadlak!“ Nej, lad være!

Han løftede hovedet, lyttede, mens strømmen trak i hans line. „Nej, lad være,“ sagde stemmen igen. „Jeg er bange.“ Og derefter latter. En mands latter.

Han lagde fiskestangen fra sig, kravlede op over jordbankerne, der lå langs floden, og trådte ind i palmelunden. Stemmen kom fra lundens sydlige ende, og han fulgte en smal sti i den retning, fulgte og satte fødderne forsigtigt for ikke at støje eller forstyrre hornslangerne, som lå på lur i det lave buskads, og hvis bid var dødbringende. „Nej,“ lød stemmen igen. „I Guds navn, jeg beder dig!“ Mere latter. En ondskabsfuld latter. Drillende.

Han bukkede sig ned og samlede en stor sten op, parat til at forsvare sig om nødvendigt, og fortsatte henad stien, som snoede sig videre frem igennem lunden og tilbage ud mod flodbredden. Han så Nilen på sin venstre hånd, et glimt af små flimrende streger af kviksølv ude på den anden side af palmetræernes stammer, men pigen og hendes angriber var ikke at se 13

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 13

08/03/17 15.32

nogen steder. Først da han kom frem til udkanten af lunden, og palmerne hørte op, havde han omsider frit udsyn til overfaldet.

Et bredt hjulspor inde fra sukkerrørsmarkerne til højre krydsede stien foran ham og førte videre ned mod floden. En motorcykel holdt parkeret dernede. Lidt derfra, fuldt synlige i det sølvblege månelys, var to skikkelser.

Den ene af dem, betydeligt højere end den anden, knælede med ryggen til drengen. Han var vestligt klædt – i bukser, støvler og en støvet læderfrakke, selvom det var en mild aften – og pressede en betydeligt mindre skikkelse i en djelleba suda* ned mod jorden. Hun så ikke ud til at kæmpe imod, lå der bare, stivnet, med ansigtet skjult bag sin overfaldsmands brede krop. „Nej,“ hviskede hun. „Jeg beder dig, lad være.“ Drengen havde lyst til at råbe op, men var bange. I stedet kravlede han længere frem og krøb sammen bag en neriebusk, stadig med stenen knuget i hånden. Han kunne se pigen ganske tydeligt nu og genkendte hende. Iman el-Badri, den blinde pige fra Shaykh Abd al-Qurna. Hende de alle sammen gjorde nar ad, fordi hun, i stedet for at gøre de ting, som piger nu engang skulle – vaske tøj og gøre rent og lave mad – brugte sin tid inde i de gamle templer, følte sig frem med sin stok og rørte ved den udhuggede billedskrift, som folk sagde, at hun kunne forstå, simpelthen ved at mærke på den med fingerspidserne. Hekse-Iman, kaldte de hende.

Dumme-Iman.

Nu mens han så ud gennem neriens blade på manden, der begramsede hende, fortrød drengen, at han havde drillet hende, også selvom de alle sammen havde været lige gode om det, selv hendes egne brødre. „Jeg er bange,“ gentog hun. „Du må ikke gøre mig fortræd.“ „Der sker ikke noget, hvis du gør, som jeg siger, lille ven.“ Det var de første ord, manden havde sagt, eller i hvert fald de første drengen havde hørt. Hans stemme var brysk og kradsende, og han talte arabisk med en kraftig accent. Han lo igen, trak hovedtørklædet af hende og lod fingrene løbe igennem hendes hår. Hun begyndte at græde.

Rædselsslagen som han var, gik det op for drengen, at han var nødt til at gøre noget. Han tog bestik af afstanden mellem ham selv og skikkelserne foran ham og trak armen tilbage, parat til at slynge stenen af sted efter voldtægtsmandens hoved. * Se navne- og ordliste side 577.

14

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 14

08/03/17 15.32

Før han kunne nå at kaste, kom manden pludselig på benene og vendte sig om, så hans ansigt lå badet i lyset fra månen.

Drengen gispede. Det var en dæmons ansigt. Øjnene var ikke rigtige øjne, men kun to små, sorte huller; der, hvor næsen skulle have siddet, var der intet. Der var ingen læber, kun tænder, usædvanligt store og hvide, som gabet på et dyr. Huden var bleg og gennemsigtig, kinderne indsunkne, som om de i afsky forsøgte at trække sig tilbage fra den groteske helhed, de selv var en del af.

Drengen vidste nu, hvem han var, for han havde hørt rygterne om en hawaga, en udlænding, som arbejdede i gravkamrene og havde en tom flade, der hvor ansigtet skulle have været. En ond ånd, sagde folk, som jagede om natten, drak blod og forsvandt ud i ørkenen i flere uger ad gangen sammen med de andre dæmoner. Drengen skar en grimasse, mens han kæmpede med trangen til at skrige. „Må Allah beskytte mig,“ mumlede han. „Kære Allah, hold ham væk fra mig.“ Et øjeblik frygtede han, at han var blevet hørt, for monsteret trådte et skridt frem og stirrede direkte over mod busken med hovedet på skrå, som om han lyttede. Sekunderne gik, pinefulde sekunder, hvorefter manden med en lav, raspende latter, der lød som en gispende hund, begyndte at gå over mod motorcyklen. Hans offer kom vaklende på benene, stadig hulkende, men mere dæmpet nu.

Da han kom derhen, trak han en flaske op af en frakkelomme, hev proppen op med tænderne og hældte en slurk i sig. Han bøvsede og drak igen, hvorefter han lagde flasken tilbage i lommen, mens han samtidig trak noget op af en anden. Drengen kunne kun skimte nogle remme og spænder og gik ud fra, at det var en kørehjelm af læder. I stedet for at sætte den på sit hoved rystede manden den, slog på den et par gange, løftede den op foran ansigtet og samlede hænderne i nakken for at spænde remmene.

Det var en maske, en lædermaske som skjulte hans ansigt fra panden og ned til lige over hagen, med huller til øjnene og munden. Af en eller anden grund fik den ham til at se endnu mere grotesk ud end de deformiteter, den var lavet til at skjule, og drengen udstødte endnu et lavmælt gisp af rædsel. Igen så manden over mod stedet, hvor han befandt sig, med hvide øjne, der bevægede sig inde bag læderet og stirrede ud som fra dybt inde i en grotte, hvorefter han pludselig vendte sig, greb fat om styret på motorcyklen og anbragte foden på kickstarteren.

15

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 15

08/03/17 15.32

„Du siger ikke noget om det her til nogen,“ råbte han over mod pigen, igen på arabisk. „Forstået? Ikke en sjæl. Det er vores hemmelighed.“ Han trådte ned, og motoren vågnede med et brøl. Han drejede på håndtaget et par gange og gassede op, hvorefter han bukkede sig fremover og fumlede rundt efter noget nede i en af sidetaskerne, som var slynget hen over motorcyklens bagende. Han trak noget op, der lignede en pakke eller en lille bog – drengen var ikke sikker – og gik tilbage til pigen, greb fat i hendes djelleba og pressede genstanden ind mellem folderne i det sorte stof. Til drengens store afsky tog han derefter fat om hendes baghoved og tvang hendes ansigt ind mod sit eget. Hun vred sig fra side til side og så ud, som om hun gispede af væmmelse over fornemmelsen af læderet mod sin hud, indtil manden igen slap hende og gik tilbage til motorcyklen. Han sparkede støttebenene op fortil og bagtil, tog et par motorcykelbriller på, svingede benet hen over sædet, råbte et sidste: „Vores lille hemmelighed!“ trykkede gashåndtaget ned og susede med et brøl op ad hjulsporet, hvor han forsvandt i en støvsky.

Drengen var så rædselsslagen, at der gik flere minutter, før han overhovedet turde bevæge sig. Først da lyden af motoren var forsvundet, og aftenen igen var blevet stille, kom han på benene. Pigen havde samlet sit tørklæde op og sat sit hår på plads, mens hun mumlende udstødte nogle sære, hylende lyde, som drengen måske ville have fortolket som latter, hvis han ikke lige havde set, hvad der var overgået hende. Han havde lyst til at gå hen til hende og sige, at alting var godt igen, at hendes pinsler var overstået, men fornemmede, at det blot ville forværre hendes skam at vide, at der havde været et vidne. Han blev derfor stående, hvor han var, og så til, mens hun famlede rundt i græsset efter sin stok og begyndte at føle sig hen ad sporet væk fra floden. Hun gik halvtreds meter, stoppede pludselig op, vendte sig om og så direkte tilbage mod ham. „Salaam,“ kaldte hun, mens hun med sin frie hånd knugede sin djelleba tæt ind til sig. „Er her nogen?“ Han holdt vejret. Hun kaldte igen, missede med de blinde øjne, men gik så videre. Han lod hende gå, ventede, indtil hun kom til et sving ind mellem sukkerrørene og forsvandt. Så skyndte han sig gennem palmelunden, fandt stien langs Nilen og begyndte at løbe: Fiskestangen havde han glemt alt om. Han vidste præcis, hvad der skulle gøres.

16

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 16

08/03/17 15.32

Med sin 488 cc encylindrede motor og tregears Sturmey Archers-gearkasse havde Royal Enfield-motorcyklen, model J, en tophastighed på over halvfems kilometer i timen. På Europas asfalterede hovedveje havde manden haft den oppe på den anden side af hundrede kilometer. Her i Egypten, hvor det, der blev kaldt veje, i virkeligheden bare var hjulspor, tog han den sjældent op over femogfyrre. I aften var anderledes. Særlig. Alkoholen og euforien gjorde ham fandenivoldsk, og han tvang fartmåleren op til femogtres, kørte brølende nordpå mellem sukkerrør og majsmarker med Nilen skjult et sted ude til højre og De Thebanske Bjerge tårnende sig op som en bølge på venstre hånd. Med jævne mellemrum tog han en slurk af whiskyflasken og sang for sig selv, umusikalsk og hele tiden den samme sang. „It’s a long way to Tipperary, It’s a long way to go.

It’s a long way to Tipperary To the sweetest girl I know!

Goodbye Piccadilly, Farewell Leicester Square!

It’s a long, long way to Tipperary, But my heart’s right here!“ De fleste af landsbyerne på flodens vestlige bred var tomme spøgelsesbyer, og de fellaheen, der boede der, var for længst gået i seng. Lerstenshusene var mørke og tavse som gravkamre. Kun i Esba var der synlige tegn på liv.

Nogen havde fejret moulid tidligere på aftenen, og et par sene nattestrejfere var stadig at se: Et par gamle mænd sad på en bænk og puffede på deres shisha-piber, en flok børn kastede sten efter en kamel, en sliksælger traskede hjemad med sin tomme trækvogn. De så op, idet motorcyklen kom forbi, og stirrede mistroisk på dens fører. Sliksælgeren råbte ad ham, og et af børnene førte sine pegefingre op til panden og lavede tegnet for al-shaitan, Djævlen. Manden ignorerede dem – han var vant til den slags fornærmelser – og kørte videre med en flok hunde halsende efter sig ud af landsbyen. „Lurvede køtere!“ råbte han, vendte sig rundt i sadlen og snerrede ad dem.

Han kom frem til en korsvej, drejede til venstre og satte kursen vestpå direkte mod bjergmassivet, hvis stejle masse lyste mat som tin i måne17

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 17

08/03/17 15.32

lyset. Et net af små stier løb frem og tilbage over dets flade som hvide årer. Nogle af dem måtte være de samme, som fortidens gravmælebyggere havde brugt til at krydse bjergene over tre tusind år tidligere på vej til Wadi Biban al-Moluk, Kongernes Dal. Han havde vandret henad de stier mange gange i årenes løb til stor forundring for arkæologerne og andre vesterlændinge, som ikke kunne forstå, hvorfor han ikke bare tog et æsel, når han følte trang til at beundre udsigten. Carter var den eneste, der for alvor forstod det, og selv han var begyndt at blive småborgerlig. Smigeren var steget ham til hovedet. Han var begyndt at få nykker og manerer. Hans stædighed og iltre temperament kunne manden forholde sig til, men ikke nykkerne og manererne. Det var bare et gravkammer, for fanden. Sikken en flok fjolser. Han skulle vise dem. Han havde vist dem, selvom de ikke vidste det endnu.

Han nåede frem til Memnon-kolosserne og satte farten ned, løftede flasken i en hånlig hilsen og gassede derefter op igen, fulgte vejen, idet den svingede nordpå forbi de gamle dødetempler for foden af bjerget. De fleste af dem var ikke stort mere end bunker af mørke brokker, knuste stenblokke og lersten, knap til at skelne fra deres omgivelser. Kun de templer, der tilhørte Hatshepsut, Ramses II og, længere henne, Seti I, havde stadig lidt af deres oprindelige storhed som ældre kurtisaner, der har bevaret et anstrøg af ungdommens skønhed. Og et stykke bag ham, selvfølgelig, længere sydpå ved Madinat Habu, Ramses III store tempel, det sted i hele Egypten, han holdt allermest af, og hvor han for første gang havde set den blinde pige, og alting havde forandret sig.

Jeg vil gøre hende til min, havde han tænkt dengang, mens han udspionerede hende fra sit skjul bag en søjle. Vi skal være sammen for altid.

Og nu skulle de være sammen. For altid. Det var det, der havde holdt ham til ilden igennem alle de mange ensomme måneder i mørket under jordens overflade, tanken om hendes ansigt, det lille parfumerede lomme­ tørklæde, han havde haft med sig. Min lille juvel, kaldte han hende. Mere strålende end al Egyptens guld. Og mere dyrebar. Og nu var hun hans.

Oh, hvilken lykke!

Vejen, han kørte på, var god, dens grusede overflade jævnet ud og trykket sammen af al trafikken, som opdagelsen af Tutankhamun havde bragt til området, og han pressede Enfield-maskinen op til femoghalvfjerds kilometer i timen, så støvet stod ud bag ham. Først da han kom til Dra Abu el-Naga ude ved den nordlige ende af massivet – en klynge lerstenshuse 18

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 18

08/03/17 15.32

med indhegninger til dyrene, som lå og balancerede på skråningerne oppe over vejen – satte han farten ned og trak ind til siden. På hans venstre hånd snoede en sti sig som et blegt bånd op mellem højderne i retning af Kongernes Dal. Ret foran ham, på toppen af en højderyg, lå en enetages villa med skodder for vinduerne og et kuplet tag. Han løftede sine kørebriller og stirrede på det, fortsatte derefter videre op foran bygningen, hvor han slukkede motoren, tog brillerne af og stillede cyklen op ad en palme. Han børstede støvet af frakken og støvlerne, tog endnu en stor slurk whisky fra flasken og trampede over i retning af indgangen, lettere dinglende på grund af alkoholen. „Carter!“ brølede han og hamrede på døren. „Carter!“ Intet svar. Han hamrede igen, trådte et par skridt tilbage. „Jeg har fundet den, Carter! Hører du? Jeg har fundet den!“ Huset var tavst og mørkt, der var intet lys at se bag de lukkede skodder. „Du sagde, at den ikke fandtes, men det gjorde den. Den får dit lille gravkammer til at ligne et dukkehus!“ Stilhed. Han tømte det sidste af flasken og kastede den ud i mørket, slingrede derefter om på den anden side af huset, bankede på skodderne.

Da han kom tilbage om til forsiden igen, hamrede han på døren en sidste gang – „Et skide dukkehus, Carter! Kom med, og jeg skal vise dig noget ægte imponerende!“ – hvorefter han gik tilbage til motorcyklen. Han trak kørebrillerne på og trådte kickstarteren i bund. „Han var kun en dreng, Carter!“ råbte han hen over den brølende maskine. „En lille, dum, rig unge. En ni meter lang gang og fire ligegyldige rum. Jeg har fundet kilometer efter kilometer … du fatter det ikke … kilometer!“ Han vinkede med hånden og kørte tilbage ned ad bjerget, hørte ikke det dæmpede råb, der trængte ud fra huset bag ham: „Skrub af med dig, dit møgøre, din fordømte, fordrukne jødeknægt!“ Tilbage på vejen igen drejede han sydpå i samme retning, som han var kommet. Han var træt nu og kørte langsommere, sang ikke længere.

Han gjorde et kort holdt i Deir el-Medina for at se, hvor langt Bruyère og franskmændene var kommet med udgravningen af den gamle slavelandsby – den slags gav altid større anledning til begejstring end gravkamre og faraoner – og derefter ved Medinet Habu. Templet var et storslået syn i månelyset, en magisk forsølvet by af en anden verden. Et sted skabt til at drømme, tænkte han, mens han stod lige inden for den første pylon og 19

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 19

08/03/17 15.32

forestillede sig pigen og alle de ting, han ville gøre med hende. Han lo ved tanken om, hvor lidt Carter og de andre i grunden vidste om ham. De troede han var én ting, hvor han i virkeligheden var noget ganske andet.

Hvor chokerede ville de ikke blive, når de opdagede sandheden! „Jeg skal vise jer,“ råbte han. „Jeg skal vise alle jer arrogante røvhuller!“ Han udstødte en høj, bjæffende latter og gik derefter tilbage til sin motorcykel og kørte den korte vej tilbage til sit logi i Kom Lolah, mens han frydede sig ved tanken om den første gode nats søvn i tolv uger. Han parkerede Enfielden i gyden bag sine værelser og bukkede sig ned for at løsne sadeltaskerne. Idet han gjorde det, mærkede han en bevægelse til venstre for sig. Inden han nåede at vende sig om, lagde en arm sig omkring halsen på ham og trak ham baglæns. Hænder greb ham, stærke hænder, mange af dem, mindst tre mand, selvom det ikke var til at sige i mørket og forvirringen. „Hvad i al …“ „Ya kalb!“ hvæsede en stemme. „Vi ved, hvad du har gjort mod vores søster. Og nu skal du få betalt.“ Noget tungt ramte ham i baghovedet. Han sank sammen, sprællede og blev slået igen, hvorefter alt blev sort. Hans angribere trak ham ud fra baggyden, løftede ham op på en æselkærre og kastede et tæppe over ham. „Hvor langt?“ spurgte den ene. „Langt,“ svarede en anden. „Lad os køre.“ De kravlede op på kærren, satte gang i æslet med pisken og skrumplede ud i natten. Bag dem steg en svag stønnen op fra under tæppet, som blev overdøvet af træhjulenes klapren.

1972 På den sidste dag af deres bryllupsrejse på Nilen havde Douglas Bowers ar­rangeret en overraskelse for sin brud Alexandra, som ville blive ­uforglemmelig, om end ikke helt på den måde, Douglas havde tænkt sig det.

I to uger havde de cruiset fra Aswan op til Luxor og besøgt, hvad der for Alexandra føltes som hvert eneste tempel, ruin og fluebefængt bunke gamle lersten imellem dem, med nærmest ingen tid til overs til det, hun havde allermest lyst til, nemlig at slænge sig i solen med et glas lemonade og en god kærlighedsroman.

20

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 20

08/03/17 15.32

Deres fire dage i Luxor havde været særligt strabadserende, fordi Douglas havde insisteret på at sætte ud allerede ved daggry, for at de kunne nå at nyde synet af seværdighederne, før hele busfulde af det, han dystert beskrev som „horderne“, begyndte at ankomme. Tutankhamons grav havde vist sig at være en smule interessant, om ikke andet fordi Alexandra rent faktisk havde hørt om Tutankhamon i forvejen, men alt andet havde været dødsenskedsommeligt – en endeløs række af klaustrofobiske gravkamre og vægge fulde af hieroglyffer, som hun ville have været aldeles kold overfor, hvis det ikke havde været så kvælende varmt. Selvom hun aldrig ville have indrømmet det, kunne Alexandra, i takt med at slutningen på bryllupsrejsen nærmede sig, ikke sige sig fri for at føle et strejf af lettelse ved tanken om, at de snart ville være på vej tilbage til forstadslivet i det sydlige Londons monokrome normalitet.

Men så, ud af det blå, gjorde Douglas noget uventet – noget der mindede Alexandra om, hvor sødt og betænksomt et menneske han var, og hvorfor hun overhovedet havde giftet sig med ham.

Det var deres sidste morgen. På Douglas’ ordre var de stået endnu tidligere op end sædvanligt, før natten overhovedet var slået over i daggry, og havde krydset Nilen. På den vestlige bred ventede en taxa, som fragtede dem ud til parkeringspladsen foran Hatshepsuts tempel, hvor Douglas to dage forinden havde tilbragt en hel eftermiddag med at måle op med det målebånd, som han altid havde på sig. Alexandra så for sig, hvordan seancen nu ville gentage sig, og hendes hjerte sank i livet. Men i stedet for at træde ind i templet, førte hendes mand hende videre hen til en smal sti, som snoede sig op mellem bakkerne bag gravmonumentet. Op og op vandrede de, mens himlen fik en stadigt lysere grå tone over dem, og Nildalen blev mindre dernede. Til sidst, efter over en times klatretur, og da Alexandra efterhånden var begyndt at tænke, at det måske slet ikke havde været så slemt at sidde og se på, at hendes mand målte gamle stenblokke op, forcerede de en sidste stejl stigning op til toppen af Qurn – den pyramideformede tinde, som dominerede den sydlige ende af Kongernes Dal. En picnickurv stod deroppe og ventede på dem. „Jeg fik en fra hotellet til at bringe den herop,“ forklarede Douglas, åbnede kurven og trak en halvflaske isafkølet champagne op. „Hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg overrasket over, at den ikke er blevet hugget.“ Han skænkede to glas op, tog en rød rose op af kurven og faldt ned på det ene knæ foran hende.

21

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 21

08/03/17 15.32

„Må din sjæl leve evigt,“ intonerede han. „Må du, som elsker Theben, tilbringe millioner af år med ansigtet vendt mod nordenvinden, for altid beskuende lykken.“ Det var så vidunderligt romantisk, så fuldkommen atypisk Douglas, at hun brast i tårer. „Du skal ikke være bekymret for prisen,“ drillede han. „Jeg fik champagnen toldfrit, nærmest ufatteligt billigt.“ De satte sig på en sten, nippede til den kolde drik og så solen stige op over ørkenens bjerge, mens alting omkring dem var vidunderligt stille og ubevægeligt med Nilens opdyrkede flodsletter som en tåget skygge af grønt langt dernede, en lillebitte modelverden. Da de havde spist morgenmad, kyssede de lidt, hvorefter de pakkede kurven sammen igen og efterlod den, hvor den stod – „De sender nogen herop at hente den,“ forklarede Douglas – og begyndte at gå hen ad stien oppe på højderyggen, som førte ned over bagsiden af tinden. „Ifølge ham manden på hotellet – du ved, hvem jeg tænker på, ham Rupert et-eller-andet, opblæst type, store næsebor – vil vi, hvis vi holder os til stien her, komme hele vejen rundt om plateauet og ned igen lige ved indgangen til Kongernes Dal.“ Douglas bevægede armen rundt i en stor cirkel. „Det burde ikke tage meget mere end en time, og hvis vi sætter det lange ben foran, kan vi sagtens være tilbage før frokost.“ Alexandra var efterhånden kommet sig over opstigningen, og selvom lange vandreture igennem et ujævnt terræn ikke var det bedste, hun vidste, følte hun sig – måske ikke mindst takket være champagnen – pludselig eventyrlysten og faldt pligtskyldigt ind i rytmen bag sin mand. Stien var smal og stenet og til tider vanskelig, men som den gentleman han var, hjalp Douglas hende over de svære passager, og til sin store overraskelse opdagede hun, at hun faktisk syntes, det var ganske rart at gå.

Et ægte ørkeneventyr, tænkte hun. Vent bare til jeg fortæller det til Olivia og Flora!

Længere og længere gik de, dybere og dybere ind mellem bjergene med Nilen skjult et sted i det fjerne bag sig, omgivet af et landskab, der var næsten måneagtigt i al sin trøstesløshed – kun bestående af sten og støv og en bleg, hvid himmel. Der gik en time, der gik halvfems minutter, og selvom Douglas havde ekstra mad og vand med i rygsækken, begyndte Alexandra at føle sig træt, da der efter to timers vandring stadig ikke var nogen ende 22

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 22

08/03/17 15.32

at se på turen. Hun havde ondt i fødderne, varmen var begyndt at blive ubehagelig, og værst af alt skulle hun bruge et toilet. „Jeg vender ryggen til,“ tilbød Douglas, da hun gjorde ham opmærksom på problemet. „Jeg har ikke tænkt mig at tisse herude i det fri,“ vrissede hun, nu i knapt så godt humør som tidligere. „For himlens skyld, det er jo ikke, fordi der er nogen, der kigger!“ „Jeg tisser ikke i det fri,“ gentog hun. „Jeg vil gerne have lidt privatliv.“ „Nå, men så må du enten holde dig, eller du kan gå om bag den store sten derhenne. Det er de muligheder, der er, min pige.“ Desperat gjorde hun, som hendes mand havde foreslået, trampede de tredive meter væk og rundt om en kampesten, der rejste sig i den grusklædte ørken som en enorm paddehat. Jorden hældede stejlt derhenne, skrånede ned mod en lille tragtformet dal, men der var et plant område bag stenen, der var akkurat stort nok til, at hun kunne trække op i kjolen og sætte sig på hug. „Lad være med at lytte,“ råbte hun.

Der lød en knasen af fødder, da Douglas bevægede sig længere væk, efterfulgt af en fløjten. Alexandra lagde en hånd på stenen for at støtte sig til den og stirrede koncentreret på den, mens hun forsøgte at slappe af. Stenen var gul og støvet og fuld af dybe kradsemærker, som det efter et øjeblik gik op for hende, slet ikke var kradsemærker, men derimod de vindskurede rester af noget, der tilsyneladende var en tekst skrevet med hieroglyffer. Hun trådte et skridt tilbage for bedre at kunne se med un­ derbukserne nede om anklerne. Der var noget, der lignede en hare, en bølget linje og et par arme samt andre symboler, hun genkendte fra de utallige monumenter, hun var blevet trukket rundt imellem de sidste par uger. „Skat,“ kaldte hun, flyttede sig et halvt skridt længere bagud, glemte helt sin blufærdighed og tissetrang et øjeblik. „Jeg tror måske, jeg har –“ Længere kom hun ikke. Pludselig mistede hun fodfæstet og tumlede baglæns ned ad den stejle skråning bag stenen i en sky af grus og støv og med benene sprællende febrilsk i deres snærende løkker af trusseelastik.

Hun ramte bunden af skrænten, registrerede den kortvarige, underlige fornemmelse, det var at brase ned gennem kviste og smågrene, hvorefter hun begyndte at falde igen, denne gang i det tomme rum i noget, der føltes som en evighed, indtil hun hamrede ned i noget blødt og mistede bevidstheden.

23

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 23

08/03/17 15.32

Længere oppe hørte Douglas Bowers sin bruds skrig og kom stormende rundt om kampestenen. „Åh, Gud!“ råbte han, mens han rutsjede ned ad skåningen i retning af det gabende hul. „Alexandra! Alexandra!“ En dyb, rektangulær skakt åbnede sig foran hans fødder, hugget lodret ned igennem den hvide kalksten og med glatte, lige vægge, som tydeligvis var menneskeskabte. På bunden, godt seks meter nede, knapt synligt igennem det bølgende støv, som fyldte skakten, lå et sammenfiltret virvar af de kviste og grene, som måtte have blokeret dens åbning. Hans kone var ikke at se nogen steder. Først da støvet begyndte at lægge sig, fik han et sløret glimt af en arm, derefter en sko og siden blomsterprintet på sin kones kjole. „Alexandra! Sig at du kan høre mig! Alexandra!“ En lang og grusom stilhed fulgte, den værste stilhed Douglas nogensinde havde oplevet, men så lød en svag stønnen. „Åh, gudskelov! Min søde skat! Kan du trække vejret? Gør det ondt nogen steder?“ Mere stønnen. „Det er okay.“ En groggy stemme svævede op fra dybet. „Jeg er okay.“ „Lad være med at bevæge dig! Jeg henter hjælp.“ „Nej, vent, lad mig …“ Lyden af bevægelser og kviste, der knækkede. „Der er en slags … dør.“ „Hvad?“ „Nede for enden. Det er ligesom en …“ Den knasende lyd intensiveredes. „Du har fået en hjernerystelse, Alexandra. Sid stille. Vi skal nok få dig op igen på ingen tid!“ „Jeg kan se et lille rum. Der sidder en …“ „Lad være skat, du har slået hovedet, du hallucinerer.“ Hvis hun gjorde, var det i hvert fald yderst livagtigt, for i samme øjeblik begyndte Alexandra Bowers at skrige hysterisk, og intet, hendes mand sagde eller gjorde, kunne få hende til at falde til ro igen. „Åh Gud, få mig ud herfra! Få mig væk fra ham! Hjælp, få mig væk fra ham, lad ham ikke røre ved mig! Åh Gud! Åh Gud! Åh Gud!“

24

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 24

08/03/17 15.32

Nu Ingen kunne med sikkerhed sige, hvornår den årsagskæde reelt begyndte, der kulminerede med sammenstødet.

At Nilprammen var uden for sin sejlrende, var hævet over enhver tvivl.

Også at jollen aldrig skulle have været ude på floden, ikke efter mørkets frembrud og med en læk i skroget, og bestemt ikke med kun én fungerende åre.

Dette var de mest åbenlyse elementer i ulykken. Hverken set hver for sig eller samlet kunne nogen af dem dog kaldes hovedårsagen. Også mange andre tilfældige omstændigheder var påkrævede for at forvandle en potentielt farlig situation til en tragisk.

Hvis politiets motorbåd ikke var svunget ind og havde beordret jollen tilbage til bredden, var den måske aldrig endt direkte i prammens pejle­ linje. Havde prammens styrbords vagtpost ikke lige købt en ny radio, ville han måske have været mindre opslugt af fodboldkampen mellem Cairos to rivaliserende storklubber og have slået alarm tidligere. Havde det tankskib, som leverede dieselolie til prammen i starten af dens rejse ikke været forsinket, ville den være sejlet til tiden og allerede have været et godt stykke videre nordpå på det tidspunkt, hvor jollen med dens passagerer plaskede ud fra bredden.

Der var så mange forskellige elementer, kæden var så uklar og sammenfiltret og snoet, at det i den endelige analyse var umuligt at isolere nogen enkeltstående årsag, eller at placere noget endeligt og utvetydigt ansvar.

Kun to ting var sikre.

For det første, at der en klar og skyfri aften klokken 21.15 havde fundet en frygtelig ulykke sted på Nilen omtrent en kilometer syd for Luxor under overværelse af besætningen på en af politiets motorbåde samt en egyptisk familie, som havde siddet og nydt en picnic i måneskinnet på flodens østbred.

For det andet, at livet for de mennesker, som ulykken berørte, aldrig nogensinde ville blive det samme igen.

25

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 25

08/03/17 15.32

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 26

08/03/17 15.32

FØRSTE DEL

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 27

08/03/17 15.32

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 28

08/03/17 15.32

Jerusalem, ni måneder senere

Der er mørkt som i en grotte herinde, hvilket er godt. Det betyder, at hun ikke kan se mig. Ikke for alvor. Jeg er kun et sløret omrids for hende.

Ligesom hun er det for mig.

Da jeg fulgte efter hende ind gennem døren, vendte hun sig om og stirrede direkte på mig. Et øjeblik troede jeg, hun måske vidste, hvem jeg var, selv i halvmørket, selv med hætten trukket godt ned over ansigtet.

Hendes ansigt viste dog ingen tegn på genkendelse. Snarere forventning.

Håb. Hun vendte sig straks om igen, tog ikke mere notits af mig. En sen kirkegænger, har hun sikkert tænkt.

Nu iagttager jeg hende. Der er vinduer højt oppe i murværket og i kuplen, men de er snavsede, og desuden er det allerede næsten mørkt udenfor.

Den smule lys, her er, kommer fra en af de messinglamper, som hænger ned fra loftet i den fjerne ende af katedralen. Selv den gør ikke meget mere end at bløde mørket i sin umiddelbare nærhed en smule op. Hun står næsten direkte under lampen foran den udskårne træskærm, der adskiller alterrummet fra resten af kirken. Jeg sidder i nærheden af indgangen på en af de polstrede bænke, der står rundt langs væggene. Udenfor hvisler regnen mod stenfliserne i gårdrummet. Vejret er ikke, som jeg ville have forventet, men det er ganske nyttigt. Det betyder, at jeg kan pakke mig godt ind uden at vække opsigt. Jeg vil ikke have, at mit ansigt skal blive set. Hverken af hende eller af andre.

Forhænget, som dækker indgangen, løfter sig pludselig og falder på plads igen med en blød lyd. Hun vender sig om, tror at nogen er trådt ind. Da det går op for hende, at det bare er vinden, ser hun igen fremad mod det ikondækkede helgenskrin oppe bag alteret. Hendes rejsetaske står på tæppet ved siden af hende. Tasken er et problem. Eller rettere sagt er den rejse, som tasken kunne tyde på, et problem. Den indsnævrer min tidsramme. Hun ser ud til at vente på nogen, og også det er et problem.

29

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 29

08/03/17 15.32

Én person kan jeg godt klare. To er straks mere kompliceret. Jeg kan blive nødt til at improvisere. Jeg kan måske blive nødt til at gøre det tidligere end planlagt.

Hun vandrer over til en af de fire enorme søjler, som understøtter kuplen. Et maleri hænger ned fra søjlen, et stort maleri i en tung, forgyldt ramme. Jeg kan ikke se, hvad billedet forestiller. Jeg er ligeglad med, hvad det forestiller. Jeg stirrer på hende og tænker. Kalkulerer. Skal jeg gøre det tidligere end planlagt? Jeg kan lugte røgelse.

Hun ser på maleriet, bevæger sig derefter tilbage til alterafskærmningen og løfter armen, ser på sit ur. Jeg kan mærke Glock-pistolen i frakkelommen, men jeg er urolig for, at nogen skal høre lyden, også selvom det regner, og at den vil få folk til at komme løbende. Så er det bedre at gøre det på den anden måde. Hvordan er ikke vigtigt. Det er hvornår, der er spørgsmålet. Det er meningen, at jeg skal forsøge at finde ud af, hvor meget hun ved, men med rejsetasken og risikoen for, at hun er her for at mødes med nogen …

Hun begynder igen at gå rundt. Der er døråbninger i katedralens sidemure, som fører ind til det, jeg tror, er små sidekapeller, selvom det er for mørkt til, at jeg kan være sikker. Hun kigger ind i dem alle sammen efter tur, begynder så at gå tilbage i min retning. Rundt om det nærmeste kapel er en del af det tæppebeklædte gulv spærret af med en lav træafskærmning. Hun sætter sig på en bænk inden for afskærmningen og er nærmest usynlig der. Jeg tager fat om strengen, går det hele igennem i tankerne, afvejer mulighederne. Hvis bare jeg ikke også skulle afhøre hende.

Nu rejser hun sig igen og kommer over mod mig. Jeg sænker hovedet som i bøn, holder mit ansigt skjult, ser ned på mine handskeklædte hænder. Hun går forbi, passerer langs de fliseklædte vægge tilbage til alteret, hvor hun igen ser ned på sit ur. Skal jeg bare blive ved med at følge efter hende, se hvor hun går hen? Eller gøre det nu, mens vi er alene, mens jeg stadig har chancen? Jeg kan ikke beslutte mig. Der går yderligere et par minutter. Så hanker hun op i sin rejsetaske, vender sig om og begynder at gå over mod udgangen. Da hun er ud for mig, stopper hun op. „Shalom.“ Jeg holder blikket fæstnet til gulvet. „Ata medaber Ivrit?“ Jeg svarer ikke. Jeg vil ikke have, at hun skal høre min stemme. Pludselig føler jeg mig anspændt.

30

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 30

08/03/17 15.32

„Do you speak English?“ Jeg ser stadig ned i gulvet. Meget anspændt. „Er du armenier? Jeg vil ikke forstyrre, men jeg leder efter –“ Jeg træffer min beslutning. Idet jeg rejser mig, slår jeg hende hårdt op under hagen med håndroden. Hun vakler baglæns. Selv i mørket kan jeg se blodet, der flyder boblende ud af hendes mund, en masse blod, hvilket får mig til at tænke, at slaget måske har fået hende til at bide spidsen af sin tunge. Det er kun en flygtig tanke. Næsten øjeblikkeligt er jeg omme bag hende og samler garrotten i en løkke omkring hendes hals. Jeg krydser håndleddene og trækker hårdt til i håndtagene i hver ende af strengen, er taknemmelig for det gode greb, de giver mig, det pres, jeg er i stand til at lægge mod hendes luftrør. Hun er meget større end mig, men jeg har alle fordelene på min side. Jeg sparker til hendes ben og trækker til, alt hvad jeg kan, lægger nakken tilbage og stemmer imod, mens hun bukker og gurgler og river i strengen. Det hele varer under tredive sekunder, så bliver hun slap. Jeg fortsætter med at trække til for at være sikker, er helt optaget af opgaven, tænker ikke engang på den mulighed, at nogen kunne komme ind og se os, mens strengen skærer sig dybere ind i kødet på hendes hals.

Først da jeg er fuldkommen sikker, løsner jeg grebet og lader hende glide ned på gulvet. Jeg føler sejrens rus.

Jeg stopper op et øjeblik for at få vejret – jeg er temmelig forpustet – og ruller derefter strengen omhyggeligt sammen, lægger den tilbage i lommen, letter på forhænget og kigger ud i gården. Regnen står ned derude, og den er tom. Jeg lader forhænget falde tilbage på plads, tager min lomme­ lygte frem og lader den glide hen over tæppet rundt om liget. Der er et par næsten usynlige stænk, men det meste af blodet fra hendes mund ser ud til at være blevet fanget af hendes regnfrakke og trøje, hvilket er godt. Jeg trykker hende på kæberne, så hun åbner munden. Selvom hun har bidt sig hårdt i tungen, er den stadig intakt, hvilket også er godt. Jeg mærker efter i hendes lommer, finder et lommetørklæde og propper det derind for at forhindre mere griseri. Så lader jeg lygten glide rundt i katedralen.

Jeg har brug for at vinde noget tid, kan ikke risikere, at hun bliver fundet endnu. Jeg ved, hvor hun bor, og vil tage derhen bagefter, men lige nu har jeg brug for at finde et skjulested. Jeg bryder mig ikke om at improvisere, men forhåbentlig skal det nok gå alt sammen alligevel. *** 31

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 31

08/03/17 15.32

Kriminalinspektør Arieh Ben-Roi fra Jerusalems politi kneb øjnene sammen og kiggede ind i mørket, fulgte koncentreret med, mens kroppen blev beskrevet for ham. Den så ud til at ligge krummet sammen omkring sig selv, og i starten var han ikke sikker på, hvad der var hvad. Først langsomt begyndte konturerne at give mening – hoved, torso, arme og ben. Han rystede på hovedet, næsten ude af stand til at begribe, hvad det var, han så på. Så smilede han og gav Sarahs hånd et klem. „Han er smuk.“ „Vi ved ikke endnu, om det er en ‘han’.“ „Hun er også smuk.“ Han bøjede sig frem, stirrede på det grynede billede på ultralydsskærmen. Det var Sarahs tredje scanning – deres tredje scanning – og selv her i fireogtyvende uge havde han stadig svært ved helt at få styr på babyens anatomi (om end han ikke havde gentaget sin brøler fra tolvugersscanningen, hvor han havde udpeget, hvad han stolt havde antaget, var en ekstremt stor penis, blot for at få at vide, at det faktisk var babyens lårbensknogle). „Er alting okay?“ spurgte han ultralydssygeplejersken. „Er alt som det skal være?“ „Det ser fint ud, det hele,“ forsikrede hun ham, mens hun lod scanneren glide frem og tilbage over den gelindsmurte halvkugle, som var Sarahs mave. „Jeg skal bare lige have baby til at vende sig, så jeg kan måle rygraden.“ Hun trykkede en klat gel mere ud og rettede scanneren mod et punkt lige under navlen. Billedet på skærmen blev uskarpt og bølgende, mens hun forsøgte at finde den ønskede vinkel. „Baby er vist lidt stædig i dag.“ „Gad vide, hvor han har det fra,“ sagde Sarah. „Eller hun,“ indskød Ben-Roi. Sygeplejersken fortsatte undersøgelsen og holdt scanneren i den ene hånd, mens hun med den anden drejede på kontrolknapperne under skærmen, isolerede stillbilleder af forskellige dele af fosteret, foretog målinger og aflæste resultater. „Der er et godt hjerteslag,“ sagde hun. „En fin blodgennemstrømning i livmoderen, lemmerne ligger alle sammen inden for normalen rent udviklings –“ Et brøl af musik afbrød hende. Højt, digitalt. „Hava Nagila.“ 32

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 32

08/03/17 15.32

„Nu be’emet, Arieh!“ stønnede Sarah. „Sagde jeg ikke, at du skulle slukke den?“ Ben-Roi trak undskyldende på skuldrene, knappede en pung op på sit bælte og trak sin gamle Nokia-telefon frem. „Han kan ikke finde ud af at slukke den,“ sukkede hun over mod sygeplejersken i håb om lidt søsterlig støtte. „Ikke engang til scanningen af sit eget barn. Altid er den tændt, dag og nat.“ „Jeg er politimand, for fanden.“ „Du er far, for fanden!“ „Fint, så lader jeg være med at tage den. De kan lægge en besked.“ Ben-Roi dinglede med telefonen i hånden og lod den ringe, mens han demonstrativt lænede sig frem og stirrede på skærmen. Sarah brummede.

Hun havde set det hele før. „Se selv,“ hviskede hun til sygeplejersken.

I fem sekunder blev Ben-Roi siddende sådan, tilsyneladende opslugt af ultralydsbilledet. Efterhånden som tonerne af „Hava Nagila“ fortsatte med at strømme ud, dåseagtige og irriterende, begyndte han først at vippe med foden, derefter at ryste armen, derefter at flytte sig rundt på sædet, som om der var noget, der kløede. Til sidst, ude af stand til at lade være, skævede han ned på telefonen for at se, hvem der ringede, hvorefter han straks sprang på benene. „Jeg er nødt til at tage den her. Det er fra stationen.“ Han gik hen i et hjørne af rummet, førte telefonen op til øret og tog imod opkaldet. Sarah rullede med øjnene. „Ti sekunder.“ Hun sukkede. „Jeg er overrasket over, at han stod imod så længe. Det er trods alt kun hans barn, vi taler om her.“ Sygeplejersken gav hende et beroligende klap på armen og fortsatte undersøgelsen. I den fjerne ende af rummet lyttede og talte Ben-Roi dæmpet i telefonen. Efter et kort øjeblik afsluttede han samtalen og lagde Nokiaen tilbage i bælteetuiet. „Jeg er ked af det, Sarah, men jeg bliver nødt til at gå. Der er sket noget.“ „Hvad er det da, der er sket? Sig mig det, Arieh. Hvad er det, der er så vigtigt, at det ikke kan vente i fem minutter, til vi er færdige med scanningen?“ „Bare noget.“ Ben-Roi trak i sin jakke.

33

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 33

08/03/17 15.32

„Jeg vil ikke skændes, Sarah. Ikke mens du, …“ Han nikkede ned mod hendes nøgne mave, hvis hud var skinnende og glat af ultralydsgel, og hvor kastanjebrune totter af kønshår stak tydeligt frem fra V’et i hendes åbne jeans. Hans hovedbevægelse syntes at tirre hende yderligere. „Tak for din betænksomhed,“ vrissede hun, „men jeg har det helt fint med at skændes sådan her. Vil du være så venlig at fortælle mig, hvad der er så vigtigt, at det kommer før dit barns sundhed?“ „Bubu har det fint, det har hun jo lige sagt.“ Ben-Roi slog ud med hånden i retning af ultralydssygeplejersken, som stirrede stift ind i skærmen i et forsøg på at holde sig ude af diskussionen. „En halv time, Arieh. Det er det eneste, jeg beder om. At du i en halv time glemmer politiet og giver os din fulde og udelte opmærksomhed. Er det måske for meget forlangt?“ Ben-Roi kunne mærke sit temperament begynde at løbe af med ham, ikke mindst fordi han vidste, at hun havde ret. Han strakte hænderne ud med håndfladerne opad, lige så meget for at bede sig selv som Sarah om at falde ned. „Jeg vil ikke skændes,“ gentog han. „Der er sket noget, og man har brug for mig. Sådan er det. Jeg ringer til dig.“ Han bøjede sig ned og kyssede hende på hovedet, kastede et sidste blik på skærmen og skråede over mod døren. På vej ud på gangen hørte han Sarahs stemme bag sig. „Han kan aldrig slippe det. Det var derfor, jeg var nødt til at gøre det forbi. Ikke engang i en halv time. Han kan simpelthen ikke slippe det.“ Han hørte sygeplejersken sige et par trøstende ord, hvorefter han lukkede døren.

Intet i hans hidtidige liv havde givet ham helt den samme overvældende glæde, som han følte ved udsigten til at skulle være far. Ej heller, tænkte han, mens han gik derfra, helt den samme overvældende skyldfølelse.

Hadassah Hospital lå nær toppen af Spejderbjerget, og svangerskabsafdelingen lå i en suite på en af de øverste etager. Mens han ventede på elevatoren, der skulle bringe ham ned i stuen, skævede Ben-Roi ud ad et vindue med udsigt mod nord ud over Judæabjergene. I det fjerne kunne han akkurat skimte de triste, ens boligblokke i bosætterforstaderne Pisgat Amir og Pisgat Ze’ev; tættere på de lige så triste, om end mere uregelmæs34

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 34

08/03/17 15.32

sige palæstinensiske bebyggelser Anata og flygtningelejren Shu’fat. Det var et i bedste fald trøstesløst landskab: grimme klynger af huse afbrudt af lige så grimme bjergsider fulde af klippesten og affald. I dag så der decideret dystert ud på grund af de tætte gardiner af regn, som faldt fra den blytunge himmel.

Han kiggede tilbage over på elevatoren, derefter igen ud, fulgte Muren med øjnene, som smøg sig omkring Shu’fat og Anata, afskar dem fra resten af det østlige Jerusalem. Det var et emne, der kunne få Sarah helt op i det røde felt, endda endnu mere end hans politiarbejde. „Fuldkommen uanstændig,“ kaldte hun den. „En skamplet på vores nation. Vi kunne lige så godt tvinge dem til at gå med gule stjerner alle sammen.“ Ben-Roi var tilbøjelig til at give hende ret, om ikke i helt så iltre vendinger. Muren havde, uden tvivl, mindsket antallet af bombeattentater, men hvad var omkostningerne? Han kendte en palæstinensisk automekaniker, en mild og venlig mand, oppe i Ar-Ram. Hver morgen i tyve år havde han gået de halvtreds meter fra sit hus over vejen til sit værksted og tankstation, og hver eftermiddag havde han gået de halvtreds meter tilbage igen.

Så var Muren blevet opført, og pludselig var der seks lodrette meter beton mellem ham og hans arbejdsplads. For at komme frem til sine pumper var han nu nødt til at gå rundt om og igennem Kalandia-checkpointet, hvilket forvandlede en tur på et halvt minut til en to timer lang rejse. Det var en historie, som gentog sig hele vejen langs barrieren – bønder blev afskåret fra deres marker, børn fra deres skoler, familier blev splittet. Gå efter terroristerne med alle midler, for Guds skyld, smadr de idioter, men at straffe en hel befolkning på den måde? Hvor meget mere vrede ville det ikke føre med sig? Hvor meget had? Og hvem stod i forreste række og skulle tage sig af al vreden og hadet? Tossehoveder som ham selv. „Velkommen til det forjættede land,“ mumlede han og vendte ryggen til, idet elevatordørene gik op med et pling bag ham.

Nede på parkeringspladsen satte han sig ind i sin hvide Toyota Corolla og svingede ud på Det Hebraiske Universitets Vej og derfra videre ad Derekh Ha-Shalom tilbage i retning af Den Gamle Bydel. Formiddagstrafikken flød let, og han nåede Jaffa-porten på under ti minutter. Så snart han var kommet igennem den, sad han dog straks fast i en skruestik af holdende biler. Byen var ved at modernisere vejnettet rundt om Citadellet, hvilket reducerede to vejbaner til én og fik Omar Ibn al-Khattab-pladsen og den øvre del af Davidsgaden til at sande til. De havde allerede været i 35

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 35

08/03/17 15.32

gang med det i halvandet år og havde efter alt at dømme mindst et år tilbage. Normalt lykkedes det trafikken at liste igennem, om end i sneglefart.

I dag sad en lastbil fast i forsøget på at bakke ud fra Det Græsk-Katolske Patriarkats Gade, og intet rykkede sig ud ad flækken. „Chara,“ mumlede Ben-Roi. „Shit.“ Han sad og trommede på rattet, stirrede frem på et billboard med et modelbillede af, hvordan området ville komme til at se ud, når det nye vejnet var færdigt, ledsaget af logoet: „Barren Corporation: Vi er stolte af at sponsere Jerusalems fremtid“. Indimellem trykkede han hornet i bund som sit bidrag til den kakofoni af vrede trut, der allerede fyldte luften, og to gange rullede han ruden ned og brølede „Yallah titkadem, maniak!“ efter lastvognens chauffør. Regnen stod ned og sendte hele strømme af mudret vand ned ad gaden henne fra vejarbejdet.

Han gav det fem minutter, men tabte så tålmodigheden, fiskede udrykningsblinket op fra gulvpladsen ved passagersædet, klaskede den fast på taget, satte stikket i kontakten og tændte for udrykningen. Det fik sat skub i tingene. Lastbilen sprang tilbage ind i sidegaden, trafikproppen opløstes og Ben-Roi kunne omsider køre de sidste hundrede meter rundt om hjørnet til David Politistation.

Kishle, som stationen almindeligvis blev kaldt – det tyrkiske ord for fængsel, hvilket var det formål, bygningen havde tjent under det osmanniske herredømme – var en lang, toetagers bygning, som dominerede den sydlige ende af pladsen, hvor dets gittervinduer og skjoldede stenmure fik den til at se lurvet og tillukket ud. Der var et til Kishle oppe i Nazareth, der var almindeligt kendt som den smukkeste politistation i Israel. Det var ikke et tillægsord, Ben-Roi ville bruge om sin egen arbejdsplads.

Sikkerhedsvagten genkendte ham, klikkede portlågen op og vinkede ham frem. Han passerede porthvælvingen og kørte igennem den tyve meter lange tunnel, som førte ind tværs igennem bygningen og mundede ud i et stort område bagtil. En staldblok og en hestetræningsbane fyldte områdets bageste del side om side med en lav, tilforladeligt udseende bygning, der lignede et slags depot, men som i virkeligheden rummede byens bomberydningstjeneste. Resten af pladsen var optaget af parkerede biler og varevogne, nogle af dem med politinummerplader – røde med bogstavet M for Mishteret – de fleste med de gule, civile plader. Ben-Roi havde et sæt af hver, men brugte normalt de civile. Der var ingen grund til ligefrem at skilte med at være politimand.

36

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 36

08/03/17 15.32

Han satte farten ned og svingede ind på en plads mellem et par Polaris Ranger-firhjulstrækkere. Idet han steg ud, var der nogen, der holdt en paraply hen over hans hoved. „Toda, Ben-Roi. Du har lige vundet mig halvtreds shekler.“ En tykmavet mand med fuldskæg rakte ham en kop tyrkisk kaffe. Uri Pincas, en af de andre kriminalinspektører. „Feldman fik øje på dig i trafikproppen,“ forklarede han med sin grove baryton. „Vi havde et lille væddemål kørende om, hvor lang tid der gik, før du brugte udrykningen. Jeg fik ret. Fem minutter. Du er blevet mere tålmodig med alderen.“ „Fint, lad os dele dem,“ sagde Ben-Roi og tog imod kaffen, mens han låste bilen. „Gu’ vil jeg da ej.“ De gik hen over området. Pincas holdt paraplyen hen over dem begge mod regnen, mens Ben-Roi nippede til indholdet af skumplastbægeret.

Det kunne godt være, at han var en sarkastisk djævel, men hans kollega kunne i den grad godt finde ud af at lave kaffe. „Så hvad sker der?“ spurgte han. „De sagde noget med et lig.“ „I den armenske katedral. De er alle sammen derhenne nu. Også bossen.“ Ben-Roi løftede begge øjenbryn. Det var ikke normalt, at deres chef involverede sig i sagerne, ikke på så tidligt et tidspunkt. „Hvem er på sagen?“ „Shalev.“ „Gudskelov for det. Måske vi så oven i købet ender med at opklare den.“ De kom hen til tunnelen, som førte ud til området. Til venstre løb et enetages anneks hele vejen ned langs hovedbygningens bagside, kontrolcenteret for de 300-et-eller-andet overvågningskameraer i Den Gamle Bydel. „Jeg er herinde,“ sagde Pincas. „Vi ses, når du er tilbage.“ „Må jeg låne din paraply?“ „Nej.“ „Men du er indendørs!“ „Måske går jeg ud.“ „Ben zona. Din skiderik.“ „Men en tørskindet skiderik,“ sagde Pincas smilende og klukkede. „Du må hellere skynde dig, de venter på dig.“ 37

Tiderne_Osiris labyrint_P.indd 37

08/03/17 15.32