På min vulkan af Emily Dickinson by Tiderne Skifter

Tiderne-PĂĽ min vulkan-ny_Dickinson 11/05/16 17.35 Side 1

PĂĽ min vulkan

Tiderne-PĂĽ min vulkan-ny_Dickinson 11/05/16 17.35 Side 2

Tiderne-På min vulkan-ny_Dickinson 11/05/16 17.35 Side 3

På min vulkan Digte af

EMILY DICKINSON Udvalgt og oversat af Bente Clod

TIDERNE SKIFTER

Tiderne-På min vulkan-ny_Dickinson 11/05/16 17.35 Side 4

Udgivet med støtte fra Kunstrådets litteraturudvalg

TIDERNE SKIFTER Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K · Tlf. 33 18 63 90 · Fax 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk

Tiderne-PĂĽ min vulkan-ny_Dickinson 11/05/16 17.35 Side 5

INDHOLD

Indledning 7 Digte 49 Indholdsfortegnelse 199 Litteraturliste 209

Tiderne-PĂĽ min vulkan-ny_Dickinson 11/05/16 17.35 Side 6

Tiderne-På min vulkan-ny_Dickinson 11/05/16 17.35 Side 7

INDLEDNING

„En meget begavet, men ret sart og skrøbeligt udseende pige.“ Emily Elizabeth Dickinson blev født i Amherst, Massachusetts, den 10. december 1830, som andet barn af sagfører, godsejer og kongresmedlem Edward Dickinson og hans hustru Emily. I april året før havde de fået sønnen Austin, og tre år efter kom lillesøster Lavinia, kaldet Vinnie. Allerede som barn var Emily anderledes end de fleste: opmærksom, pudsig og med en tidlig interesse for musik. Hun var rødblond og fregnet og blev aldrig højere end et barn – en kendsgerning, der måske forstærkede rollen som familiens vidunderbarn. Emilys farfar, Samuel Fowler Dickinson, var med til at grundlægge Amherst College og senere Amherst Academy i 1812. Han lagde stor vægt på, at også piger skulle modtage undervisning. Denne holdning delte hans ældste søn Edward Dickinson, og Emily og Vinnie modtog undervisning på bl.a. Amherst Academy. Som syttenårig gik Emily desuden et år på kostskolen Mount Holyoke Female Seminary, et par timers kørsel fra Amherst. Hun fik topkarakterer til eksamen, til trods for en del fravær på grund af bronkitis. Om Emilys mor er der meget få dokumenterede kendsgerninger udover datterens sparsomme udsagn som f.eks. en berømt bemærkning om, at hun „aldrig har haft en moder“ (Letters 342b). Dickinsonforskeren professor Alfred Habegger har dog gravet dybt i samtidsmaterialet og sammenstykker i sin biografi fra 2001 „My Wars are Laid Away in Books“ et billede af en sky, men varmhjertet kvinde, der ikke havde let ved at udtrykke sig skriftligt – hendes yderst få svarbreve i forlovelsestiden var ved at drive den forelskede Edward til vanvid – som med stor kærlighed og nidkærhed opdrog sine børn og førte sin husholdning. På trods af ægtemandens utallige opfordringer til at ansætte en ekstra tjenestepige i den store husholdning, der ligesom de fleste andre husstande var en selvforsynende enhed med vogne, heste og husdyrhold, nyttehave og prydhave, foretrak mrs. Dickinson kun en enkelt hushjælp. Habeggers portræt af digterens mor er det mest nuancerede og positive i den store Dickinsonlitteratur. Faderen viste også stor omsorg for sine børn, ikke mindst helbredsmæssigt. Mr. Dic7

Tiderne-På min vulkan-ny_Dickinson 11/05/16 17.35 Side 8

kinsons mange breve fra hans rejser indeholder altid bekymrede formaninger om at passe på „den farlige aftenluft“ og hvad der ellers kan lure på unge piger; ikke specielt moralske formaninger, mest helbredsmæssige. Børnedødeligheden var høj; almindelige børnesygdomme kunne gøre en ende på det unge liv. Ligesom hans egen far Samuel Fowler i sin tid oprigtigt havde bekymret sig for sine ni børn og passet dem, når de var sengeliggende, optog de tre Dickinson-børns ve og vel deres fader så meget i hans breve fra de politiske møder i Northampton, Boston og Washington, at han erklærede i et brev til sin kone, at han aldrig ville tilgive hende, hvis hun undlod at omtale ethvert tilløb til alvorlig sygdom hos deres børn (Habegger 114). Emily blev tidligt familiens mest skrivende person, næst efter sin myreflittige fader. I det første bevarede brev fra 18. april 1842 skriver den tolvårige til sin storebror på hans første længere skoleophold hjemmefra på Williston Seminary. Her får Austin løst og fast at vide, om afholdsmiddagen og hønsenes trivsel, og at han skal huske at sende sine sokker hjem, når de skal stoppes. Mrs. Dickinson foretrak at lade Emily føre pennen til den stærkt savnede søn. Det næste lange brev følger hurtigt efter, 1. maj 1842 og slutter: „... Dit tøj ankom i god behold med mr. Pr. og vi var glade for at høre at du har det godt og er ved godt mod – hønsene klarer sig fint – vi hentede 9 æg i går – (...) det tøj du sendte hjem, er nu gjort i god stand så du kan tage det på – (...) hesten har det ikke så godt, og er ovre hos mr. Frinks så han kan passe den til den har det bedre nu kan jeg ikke komme i tanker om mere at fortælle...“ (Letters 2).

En af Emilys lærere, Daniel Taggart Fiske, beskrev sin senere så berømte elev i disse år: „Jeg må sige jeg har nogle meget tydelige og behagelige indtryk af Emily Dickinson, der var min elev i Amherst Academy i 1842-43. Jeg husker hende som en meget begavet, men ret sart og skrøbeligt udseende pige; en glimrende elev med et eksemplarisk væsen, pligtopfyldende i skoleanliggende, men noget genert og nervøs. Hendes stile var slående originale, og virkede ældre end hendes alder, både i stil og tanke, og tiltrak altid megen opmærksomhed i skolen, og ikke så lidt misundelse, er jeg bange for.“ (Leyda I, p. 81). 8

Tiderne-På min vulkan-ny_Dickinson 11/05/16 17.35 Side 9

Den 8. september 1846 skrev den sekstenårige Emily til sin gode veninde Abiah Root fra et ophold i Boston hos yndlingsmosteren Lavinia. Brevet er en udførlig beskrivelse af byen og en kinesisk udstilling, og munder ud i tidens altoverskyggende diskussion om den religiøse frelse: „..Er du stadig i Norwich og igang med musik. Jeg får ikke undervisning nu, men regner med at få det når jeg kommer hjem igen. Virker det som om september er kommet? Hvor hurtigt sommeren er ovre og hvilken besked har den bragt himlen om spildte timer og tid der anvendtes dårligt? ... Jeg er ikke ligeglad, kære A. med det yderst vigtige emne du så ofte og så kærligt har gjort mig opmærksom på i dine breve. Men jeg føler endnu ikke at jeg har sluttet fred med Gud...“ (Letters 13).

Det var usædvanligt, at en ung pige på den tid afviste at have nogen religiøs følelse. Religionen i New England, puritanismens arnested, gennemsyrede alt: livsførelsen, samtaler og breve. Sprogligt gav den strenge selvjustits sig udtryk i evindelige omskrivninger. En New Englænder udtrykte sig sjældent direkte – altid indirekte. Meget kunne siges via et behændigt valgt skriftsted, eller en presset blomst, og Emily kunne denne kunst til fuldkommenhed. Hun kendte sin bibel, og brugte den efter sit eget hovede. Engang skrev hun i et brev til vennen Joseph Lyman, der senere blev kæreste med hendes søster Vinnie: „Nogle år efter vi sås sidst, tog jeg mig til at læse Det gamle og nye testamente. Jeg huskede dem som en tør bog, men da jeg så efter opdagede jeg hvor uendelig vis og munter den er.“ (Sewall 600).

Allerede som barn nægtede Emily Dickinson at gå til gudstjeneste. Kirkegangen hver søndag morgen var en ugentlig styrkeprøve mellem sagfører Dickinson og hans datter. Når faderen beordrede alle i huset med hen i kirken, var Emily ofte forsvundet. Hun gemte sig i kælderen eller fandt på andre manøvrer. Som engang da hun var otte år, og familien havde ledt forgæves efter hende. Da de vendte hjem fra kirken, sad Emily uskyldigt på havetrappen med en bog: „Fader sagde at alle der var i huset skulle med. Jeg var her, udenfor, på trappen!“ 9

Tiderne-På min vulkan-ny_Dickinson 11/05/16 17.35 Side 10

Det første digt, der findes fra Emily Dickinsons hånd, er et veldrejet Valentine-vers til en af de unge jurister på faderens advokatkontor. Hun havde på dette tidspunkt mange venner og veninder. En af veninderne fra denne tid, Emily Fowler Ford, beskrev ungdomsårene i 1850erne: „... Der var en fin kreds af unge mennesker i Amherst, og vi påvirkede hinanden meget... Der var intet eneboeragtigt over hende (Emily Dickinson), hun talte frit om ting der optog hende... Hun deltog ubesværet i alle tidens selskaber og udflugter og arrangementer... Hun var en fast bestanddel af alle disse sammenkomster...“ (Sewall 369-71).

I 1850, da Dickinson som tyveårig skrev til en anden nær veninde Jane Humphrey, var der noget nyt, der optog hende: „... Jeg har vovet at gøre underlige ting – modige ting, uden at spørge nogen til råds. Jeg har lånt øre til vidunderlige fristere uden at føle det var forkert... Åh Jennie det ville være en lettelse for mig at fortælle dig alt, at sidde ved dine fødder og se ind i dine øjne og betro dig hvad DU alene skal vide, en bitter erfaring, og sød, men sødmen var så forførende – og livet havde et formål og verden var altfor dyrebar for din stakkels og stræbsomme søster!..“ (Letters 35).

Til Abiah Root en måned senere: „... hvor tror du jeg har strejfet omkring, og fra hvilket nyt ærinde er jeg vendt tilbage? Jeg kommer fra „FREM OG TILBAGE, gå op og ned ad gulvet“ det samme sted som Satan hilste fra, da Gud spurgte ham hvor han havde været, men for ikke at udbrede det yderligere siger jeg dig, jeg har drømt, drømt en GYLDEN drøm hele tiden med vidtåbne øjne og det er vel næsten blevet morgen...“ (Letters 36).

Brevene fra denne tid tyder på, at Dickinson fattede en stor beslutning. Måske gik den ud på at blive forfatter. Der var „noget“ i hendes liv der gav hende ekstatiske oplevelser, skrev hun i brevene, „noget“ der gjorde at hun kunne udholde de forhadte huslige pligter. Noget hun omtalte næsten forelsket, noget der både var skønt og forfærdeligt. I 10

Tiderne-På min vulkan-ny_Dickinson 11/05/16 17.35 Side 11

digtene kaldte hun det sit guld (J454/Fr455), sin fryd (J325/Fr328), frihed (J613/Fr445), helligt (J217/Fr206), et nyt navn (J508/Fr353), et våben (J754/Fr764), ærefrygt (J1677/ Fr1743), sin sne (J709/Fr788), sit diadem (J1737/Fr267), sit „grumme privilegium“ (J505/Fr348) (Tallene henviser til digtenes nummerering). Hvis den store drøm gjaldt forfatteriet – og det tyder alt på at den gjorde – var det i sandhed en dristig drøm. De få kvindelige forfattere der fandtes, blev udsat for lige så megen fordømmelse eller uforstand fra det mandlige litterære parnas, som de blev elsket og læst af deres kvindelige læsere. Uden en „ligesindet“, en medsammensvoren at dele sin enorme intellektuelle appetit med, ville det sikkert have været meget svært for Emily at fastholde sin drøm og udvikle sin litterære stil. Derfor var mødet med Susan Gilbert det vigtigste, der skete for den tyveårige digter i disse år. „Søster Sue“ I Susan Gilbert fra nabobyen Geneva fandt Emily en åndsbeslægtet. Ikke en selvhøjtidelig jurastuderende eller teolog, men en jævnaldrende kvinde med en strålende begavelse og samme kvindelige indignation som hun selv. Emilys intellektuelle og følelsesmæssige kapacitet har uden tvivl været betydelig. Hos Susan Gilbert fandt hun et jævnbyrdigt modspil. Sammen sørgede Emily og Sue over Emily Brontës død i 1848 – „gigantiske Emily Brontë!“ De slugte Charlotte Brontës roman fra 1849 „Jane Eyre“, om en forældreløs ung kvinde, der ikke går på kompromis med den mand hun elsker, selvom han er fra et højere samfundslag. De læste det kvindelige geni Elisabeth Barrett Brownings værker. Især digtromanen „Aurora Leigh“ om en kvindelig forfatter var et højdepunkt. I 1851 blev Sue ansat i Baltimore som lærerinde. Austin studerede i Boston, og Emily oversvømmede dem begge med sine breve. Hidtil havde broderen været den hun skrev mest til. Nu blev det Sue. „... Sue, vil du virkelig komme på lørdag, og være min igen, og kysse mig som du plejer? Skal jeg virkelig holde om dig, ikke „mørkt, ansigt til ansigt“, eller er det bare en 11

Tiderne-På min vulkan-ny_Dickinson 11/05/16 17.35 Side 12

fantasi, hvor jeg drømmer velsignede drømme, som dagen vil vække mig af?... Jeg håber så meget på dig, og er så ivrig efter dig, synes IKKE jeg kan vente, føler at NU må jeg have dig – forventningen om endnu engang at se dit ansigt gør mig varm og feberhed og mit hjerte banker heftigt – om natten falder jeg i søvn og før jeg ved af det sidder jeg der, lysvågen med foldede hænder og tænker på næste søndag og „aldrig en smule“ af dig... Så har jeg det så sært og ønsker at den dyrebare dag ikke ville komme helt så snart, så jeg kunne finde ud af hvad jeg skulle føle og få mine tanker beredt på det. Åh Susie, det er som om min længe savnede elsker snart kommer hjem – og mit hjerte må skynde sig at berede sig på ham...“ (Letters 96).

I et tidligere brev til Sue havde Emily skrevet: „...når jeg tænker på dem jeg elsker er jeg helt fra forstanden, og jeg frygter virkelig sommetider at jeg må oprette et hospital for de håbløst sindssyge og lukke mig inde der i sådanne stunder, så jeg ikke gør jer fortræd...“ (Letters 77).

Men al hendes viljestyrke og brændende kærlighed havde ingen magt udenfor papiret. De to der stod hende nærmest, broderen Austin og veninden Sue, var allerede dybt forbundet med hinanden på en måde, der lå hinsides Emilys rækkevidde. Brevene fra trekantshistorien er delvis tilintetgjort. Austin brændte sine breve fra Sue i denne tid, og Sue brændte de fleste af hans fra forlovelsestiden. Vi ved derfor ikke, hvad Sue følte i sin lærerindebolig i Baltimore ved strømmen af kærlighedserklæringer fra de to søskende. Men sært nok gemte Austin enkelte afskrifter af sine egne breve til Sue fra sin forlovelsestid. Fra disse uddrag forstår man der var problemer. Han undskylder, skælder ud, bejler, åbner sig overraskende, udreder misforståelser. Byens mest eftertragtede ungkarl var ikke spor sikker, da han stod overfor valget af sit livs ægtehustru. I 1853 forlovede Austin og Sue sig hemmeligt hos Sues slægtninge i Geneva, Massachusetts. Og i 1856 blev de gift, ligeså hos Sues slægtninge uden Dickinson-familiens deltagelse. Hvorfor forlovelsen og vielsen foregik i hemmelighed med kun få vidner, forbliver uopklaret. Sagfører Edward Dickinson var uhyre glad for sin svigerdatter, og fik Austin til at love at blive i Amherst og indgå partnerskab med sig. 12

Tiderne-På min vulkan-ny_Dickinson 11/05/16 17.35 Side 13

Samtidig forærede han det nygifte par nabogrunden til sit gamle familiepalæ på Main Street, The Homestead, hvor han opførte huset The Evergreens som bryllupsgave. Ægteskabet mellem Sue og Austin blev ikke udelt lykkeligt. Allerede efter kort tid stod det klart, at de var meget forskellige. Sue elskede selskabelighed og dyre vaner. Austin foretrak den givende samtale på tomandshånd. Sue holdt sig orienteret om litteratur, mode, musik og teater. Austin interesserede sig for sit arbejde, for heste, malerkunst, sjældne planter og landskabsarkitektur. Sue brød sig ikke om det ægteskabelige samliv og ville ikke have børn. Austin ønskede sig børn mere end noget andet. I disse år kæmpede Emily for at gøre sig gældende. Som Austins yndlingssøster og som Sues fortrolige – selvom Vinnie allerede i marts 1853 harmdirrende skrev til en veninde, at Sue negligerede Emily urimeligt. Til de andre, fjernere veninder, sendte Emily igen invitationer, tiggede dem om at komme – og afslog selv at besøge dem. Til Abiah Root juli 1854: „Tak for det søde brev der kom for så længe siden, og tak fordi du beder mig komme og besøge dig, og tak fordi du elskede mig for længe siden og i dag – og for al det søde og kærlige og ømme du forbinder med mig, – din sære gammeldags veninde… men forvent mig ikke. Jeg er blevet så gammeldags, kære, at alle dine venner ville glo...“ (Letters 166).

Hun var da 24 år gammel. „Bortset fra Shakespeare,“ skrev Emily sent i livet til Sue, „har du givet mig mere viden end nogen anden levende.“ Dickinsons senere redaktør Mabel Loomis Tood, der lærte Sue og Austin at kende omkring 1882, erklærede også, at Sue stimulerede hende intellektuelt mere end nogen anden kvinde hun havde mødt. Næsten 500 digte og breve blev sendt over til svigerinden i nabohuset. „Hvor mine hænder kappes af, vil hendes fingre findes indeni,“ skrev hun til Sue i 1864 (Letters 288). Sjælen vælger sit eget selskab En professor Burgess, der underviste i Amherst fra 1873-76, fortæller om byen på dette tidspunkt: 13

Tiderne-På min vulkan-ny_Dickinson 11/05/16 17.35 Side 14

„... Amherst-samfundet var socialt set, skønt begrænset, rigtig charmerende i al sin enkelhed, elskværdighed og intellektualitet. I min tid var der seks væsentlige sociale samlingssteder i Amherst: hos Austin Dickinson, hos familierne Mathers, Seely, Tuckerman, Jones og Stearns. Byens ledende sociale skikkelse var mrs. Austin Dickinson, en virkelig begavet og særdeles kultiveret kvinde med den mest udsøgte smag og megen dannelse, måske en smule for aggressiv, en smule for skarp i sine udfald og tilbagetog og en smule for ambitiøs efter social prestige, men trods alt en verdenskvinde i ordets bedste betydning, med en meget ivrig og korrekt sans for alt hvad der var fint og beundringsværdigt. Hendes fantasi var overdådig levende, sommetider så levende at den løb af med hende og hun forvekslede den med virkeligheden. Havde hun taget den alvorligt, kunne hun have gjort en Cervantes rangen stridig som forfatter af eventyr og romancer... Mrs. Dickinson var, tror jeg, af puritansk afstamning, men ikke meget af en puritaner i sin mentalitet. Hun var afgjort aristokratisk i sin smag, og hendes venner blandt kandidaterne var som regel ætlinge fra de bedste amerikanske familier, eller mænd, der havde udmærket sig i særlig høj grad.“ (Sewall 116).

I begyndelsen deltog Emily i det levende miljø omkring Sue og Austin. Her traf hun de få venner, der kom til at udgøre hendes nærmeste omgangskreds – bl.a. ægteparret Holland, chefredaktør Samuel Bowles fra den mest læste avis The Springfield Republican, Sues veninde Kate Scott fra Springfield, og flere andre. Dr. Holland var kulturredaktør på The Republican, og publicerede bl.a. hver dag et anonymt digt, indsendt af læsere. På den tid var det almindeligt at publicere anonymt, især kvinder stod ikke frem offentligt. Hans kone korresponderede ivrigt med Emily Dickinson og modtog i snesevis af digte i disse breve, som dr. Holland må have kendt til. Bag på et digt til mrs. Holland har denne f.eks. skrevet til sin mand, hvordan han bør opfatte digtet. I en samtale med en fælles bekendt, Emily Fowler Ford, refereret til Dickinsons redaktør Mabel Todd mange år senere, blev Fowler og dr. Holland dog enige om, at Emily Dickinsons digte „...egentlig ikke egnede sig til udgivelse...“ At de var „...smukke og koncentrerede, ligesom orkidéer, luftplanter der ikke har rod i jorden.“ Dr. Holland erklærede: „Jeg tør ikke bruge dem...“ (Sewall 377).