Pøj pøj Polonius af Hans Kragh-Jacobsen by Tiderne Skifter

Bog-Pøj, pøj Polonius-FINAL:Layout 1

16/09/15

12:13

PØJ PØJ

POLONIUS

Side 1

Bog-Pøj, pøj Polonius-FINAL:Layout 1

16/09/15

12:13

Side 2

Af samme forfatter Ballade om en middelmådig svømmer. 1985 Sko på bordet. 2000 Tigerbalsam. 2004

Bog-Pøj, pøj Polonius-FINAL:Layout 1

16/09/15

12:13

Side 3

Hans Kragh-Jacobsen PØJ PØJ

POLONIUS Roman

Tiderne Skifter

Bog-Pøj, pøj Polonius-FINAL:Layout 1

16/09/15

12:13

Side 4

Bog-Pøj, pøj Polonius-FINAL:Layout 1

16/09/15

12:13

Side 5

PERSONERNE

Jerome Larsen, kaldet Jerry – Skuespiller Harald Hambild – Myrdet skuespiller Claudia Hambild – Haralds søster Tove, kaldet Tytter – Jerrys niece, hospitalsklovn Beatrice – Jerrys søster, Tytters mor, svømmelærerinde Lydia Larsen – Jerrys mor, tidligere carbaretstjerne Viggo Xavier – Jerry og Beatrices halvbror, tandlæge Winnie Sørensen – Jerrys kæreste, butiksassistent hos isenkræmmer Kurt Kværnholm – Politimand Gunnar Smakke – Teaterdirektør Baldur Knapp – Teaterinstruktør Sonja Sølvbrink – Skuespillerinde, Jerrys eks-kone Bjørn Winge – Skuespiller, gift med Sonja Niels Brudtfeldt, kaldet Badut – Skuespiller Johannes Bachmann – Skuespiller Pernille Køster-Ottosen – Skuespillerinde Hakim Issit – Skuespiller

Bog-Pøj, pøj Polonius-FINAL:Layout 1

16/09/15

12:13

Side 6

Wahid Issit – Hakims bror, pusher Dino Mikkelsen – Skuespiller Troels Olsen – Skuespiller Asger Broby – Skuespiller Gunilla Saltén – Bjørn Winges svenske kæreste Villads Thomasen – Politiassistent Karina Trotzig – Kostumedame Mads Tonsild – Sagfører Elise Brask Therkildsen – Fodlænkekvinde

Bog-Pøj, pøj Polonius-FINAL:Layout 1

16/09/15

12:13

Side 7

HARALD HAMBILD blev fundet med en papirkniv i maven, sad jeg i tandlægestolen hos min bror Viggo. Måske han ikke er verdens bedste tandlæge, men det havde jeg ikke råd til at spekulere over. Vores mor havde døbt ham Viggo Xavier, men jordbunden som han er, bruger Viggo aldrig noget med X i sit navn. Han påstår, at det skræmmer folk med tandpine væk. Bare ikke mig, og jeg kan altid skylde min bror for rodbehandlingerne. Vi er ikke nogen smålig familie. Det var Tytter, Viggos og min fælles niece, der fortalte mig om Haralds død. Hun er datter af vores søster Beatrice, og da jeg med værkende gummer kæmpede mig op til min tredjesals lejlighed på Solitudevej, overbragte Tytter mig den dramatiske nyhed. Hun bor i lejligheden lige under mig. Hun havde stadig sin mobil i hånden, da hun med opspilede øjne ringede på hos mig. – Onkel Jerry, du skal ringe til Orion-Teatret. Der er én, der er myrdet. Jeg håbede, at det var teaterchefen Gunnar Smakke, der var slået ihjel. Det var bare ikke sandsynligt, for så var det ikke mig, de ville ringe til. – Bare kald mig Jerry. Du ved, jeg hader at blive kaldt onkel. – Okay … Jerome, sagde hun drilsk og rakte mig mobilen. – Jeg har min egen telefon, sagde jeg og gik ind til min fastnet. Hun blev bare ved med at holde mobilen frem mod mig.

Bog-Pøj, pøj Polonius-FINAL:Layout 1

16/09/15

12:13

Side 8

Tytter vil også være skuespiller, men endnu er der ingen teaterskole, der har lukket hende ind. Hendes økonomi er anstrengt, så indtil videre arbejder hun som hospitalsklovn. – Jeg har allerede trykket nummeret, sagde hun. – Du kan altid invitere mig på stroganoff. Det var et lille ritual, vi havde. Stroganoff er noget, vi skiftes til at lave til hinanden. Jeg tog Tytters mobil op til øret. – Hallo! – Jerry? Godt du ringer, lød det lyslevende fra Gunnar Smakke. – Vi er rent på røven. Du må springe ind som Polonius. – Kunne du ikke have spurgt mig fra starten? Jeg er nok den skuespiller i Danmark, der har spillet flest roller på afbud. – Hold nu kæft, Jerry. Det er din store chance for et comeback. – Fra hvad? spurgte jeg og mente det. – Nu ikke så meget flueknepperi, afbrød han og lød, som om hans stemme var kørt over af et lastvognstog. Den var i forvejen flad og forpint. – Hvad siger Harald? sagde jeg for at trække pinen lidt ud. Han skulle ikke få mig for let. – Ikke en skid, for helvede. Han er stendød. Nogen har plantet en papirkniv i ham. – Hvor? – I Stockholmsgade. – Nej, kniven. Hvor sad den? – Nå, lige i vommen. Den har ikke været svær at ramme. Jeg tænkte et øjeblik på, hvordan Gunnar Smakke ville omtale min død, hvis jeg engang blev fundet. – Ved vi, hvem der gjorde det? – Måske du gør. Du er garanteret på en liste over folk, der gerne ville ondulere det møgdyr. – Hvornår blev han fundet?

Bog-Pøj, pøj Polonius-FINAL:Layout 1

16/09/15

12:13

Side 9

– I morges. Politiet løber rundt og klør sig i røven. Kommer du ikke lige ind på teatret? Du skal ikke bilde mig ind, du har travlt. Tag en taxa på teatrets regning. – Jeg er på vej, sagde jeg og trykkede på den røde knap. – Er der en rolle? spurgte Tytter, da jeg rakte hende mobilen. – Der er altid en rolle, lille skat, men ikke altid til mig. Det var der nu. En rolle. Jeg tog en taxa ind til teatret fra Solitudevej, hvor jeg bor. Kørekort har jeg aldrig fået anskaffet mig, for jeg bryder mig ikke om biler. Faktisk er jeg skrækslagen for biler. I mine yngre dage forsøgte jeg at tage kørekort. Det gav mig adskillige mareridt, hvor jeg drømte, at jeg kørte i en bil uden bremser. Når et barn løb ud foran bilen efter en rød bold, og jeg ville bremse, blev mit ben tyve meter langt i forsøget. Det lykkedes aldrig, for bilen havde gummibund. Badet i sved vågnede jeg flere gange med galoperende hjerte. Så opgav jeg. Der var nok af dårlige chauffører. Jeg steg op ad de velkendte, slidte trætrin i det gamle teaterhus. Deres knirken lød lige så udeltagende, som de plejede, når man kantede sig op til det allerhelligste, det gulnede kontor med stakkene af ulæste manuskripter. – Åh, Jerry! Min redningsmand, skingrede Gunnar med udbredte arme, da jeg trådte ind. Der er noget ved hans ansigt, der altid får mig til at tænke på udstillingen i et fiskehandlervindue. Noget med skæl og gæller. – Du har fået nye briller, sagde han observant som altid. Mon ikke jeg havde fået nye briller. De var med glidende overgang. ”Progressive” blev de kaldt. Mig gjorde de reaktionær. Jeg følte mig, som om jeg hele tiden gik på en rullende trappe med fokusskift foran øjnene. Jeg så mig omkring i Smakkes kontor. På væggen hang der fotografier af glemte skuespillere. En af dem var mig med smalt overskæg og pomade i håret. Jeg lignede en argentinsk alfons, og

Bog-Pøj, pøj Polonius-FINAL:Layout 1

16/09/15

12:13

Side 10

jeg havde glemt, hvad stykket hed. Huskede kun at det blev taget ned efter fire forestillinger. – Du kender Polonius, sagde Smakke for at komme til sagen. – Ja, ja, vi spiller bridge hver torsdag, sagde jeg. – Et dumt svin. – Ja, netop. Og det var også derfor, du ikke var den første til at få rollen. – Du mener altså, at Harald Hambild var typecasting? – Så, så, ikke tale grimt om de døde. – Bestiller vi andet? Hvornår døde han? – I nat engang, siger de. – Fint. Så har jeg mit alibi i orden. – Hvem var det? – Rager ikke dig, Gunnar. Jeg havde været sammen med min veninde, Winnie. Sex uden lænker af nogen art. – Hvad har politiet fundet ud af? – Ikke andet end at han er død … Jeg sad lidt og forestillede mig en verden uden Harald Hambild. – Mærkeligt, sagde jeg. – Han fyldte så meget, Harald. Døde han på stedet? – Ja, men vi ved ikke, om det var øjeblikkeligt. Prøv lige og hør, Jerry … Gunnar lagde begge sine buttede hænder på skrivebordet og lænede sig fremover, som han havde for vane, når han skulle forestille at være fortrolig. Det var et trick, han havde anlagt sig fra engang, han spillede dommer. Han var elendig i den rolle. – Du ved godt, hvem vi har som dronning Gertrud, ikke? Han plirrede forventningsfuldt med de små, tætsiddende øjne. Jeg kom til at tænke på en souvenir fra Albanien, jeg engang havde fået foræret som hadegave. Den forestillede en gris med høj hat. Det var dengang, man vidste, hvordan en kapitalist så ud.

Bog-Pøj, pøj Polonius-FINAL:Layout 1

16/09/15

12:13

Side 11

– Ja, det er Sonja Sølvbrink, svarede jeg med tilkæmpet ro. – Og hvad så? Sonja og jeg var gift engang i forrige årtusind, mens der stadig kørte sporvogne i København, og pølsebrød kostede 25 øre. Da Smakke var færdig med at studere mit indstuderede stenansigt, klaskede han tilfreds hænderne i bordet. – Godt. Glimrende. Ingen ko på isen, altså. – Nej, men lidt is kan der vel godt være på koen, sagde jeg og fortrød straks, at jeg lød, som om jeg slæbte rundt på en kvart ton nag, selv om jeg gjorde det. Sonja havde i sin tid forladt mig for en yngre herre med hang til scenen. Det sårede mig dybt, og sårskorpen sad stadig løst i min sjæl. Årh, hold kæft, din gamle krukke, sagde jeg stumt til mig selv, mens jeg sad og lurepassede på Smakkes næste udspil. Han havde imidlertid selv travlt med at lurepasse på mig, så sådan sad vi lidt. Efter en lille pausekrig slog han ud med armene med håndfladerne opad. En gestus, han tit brugte under lønforhandlinger. Men det var vi ikke nået frem til. Vi var ikke engang kommet til et reelt tilbud. – Nå, hvad siger du, Jerome Larsen? – Til hvad? – Til rollen som Polonius? – Hvad siger man til Københavns sødeste gangster? Det havde jeg i mange år kaldt Gunnar Smakke. – Man har zine metoder, læspede han teatralsk for at dække over, at han var fornærmet. Eller måske han var beæret over det tilnavn, jeg altid gav ham, når jeg kunne lugte urent trav. – Kom så med det, Gunnar, sagde jeg. – Ikke flere omsvøb. – Omsvøb? Moi? sagde han og tog sig bøsset til brystet, skønt Gunnar ved Gud ikke var til drenge. – Altså, Polonius. – Hvornår er der premiere? Jeg vidste det godt, men ville alligevel spørge. Man kunne aldrig vide, om den var udskudt.

Bog-Pøj, pøj Polonius-FINAL:Layout 1

16/09/15

12:13

Side 12

– Om tretten dage, Jerry. Den gamle starut kan du klare halvt i søvne. – Det er sådan, jeg plejer at spille, Gunnar. – Hæ. Du har hørt om Baldur Knapp, ikke? – Det unge geni? – Årets guldpik, supplerede Smakke. – Hvad er min så lavet af? spurgte jeg. – Vingummi, svarede han prompte. – Hov, hov, det er mig, der er den sjove. Du er ham med pengene. – Netop. Men det kommer vi til. Nu synes jeg, vi skal gå ned på scenen og se, hvor langt de er nået. Gunnar havde allerede rejst sig halvt, men jeg blev siddende. – Vi går ingen steder, før vi er enige om, hvad jeg skal have for at piske rundt i din arena. Teaterdirektøren satte sig tungt i lædersædet, der udåndede med et indeklemt suk. Smakke satte et forpint ansigt op. Hans kinder kom til at ligne torskerogn med et forvirret net af årer, der spredte sig i alle retninger. – Okay, sagde han med stift blik. – Men husk, Jerry, du er ikke den eneste, der kan spille rollen. – Nej, men den bedste, sagde jeg med mit frækkeste smil om læberne. – Jeg vil have for fuld prøveperiode, selv om jeg kun har knap to uger til at lære replikker og arrangementer. – Replikkerne kan du vel. Du har vel ikke glemt, at du spillede Horatio. Gunnar lænede sig lidt hoverende tilbage med et drilsk udtryk i øjnene. Jeg havde ærlig talt ikke troet, at han kunne huske så langt tilbage. – Ja, ja, dengang Shakespeares far var handskemager, og jeg var gift med hende, der spiller Gertrud. Og hvad så? – Så ikke noget, gamle dreng. Du får, hvad du skal have, sagde han til min overraskelse.

Bog-Pøj, pøj Polonius-FINAL:Layout 1

16/09/15

12:13

Side 13

Jeg var ikke vant til at forhandle med direktører uden tovtrækkeri og sværdslag. Og slet ikke med Gunnar Smakke. Så slog en tanke ned i mig. – Hvor meget fik Harald Hambild? – Nu får han ikke noget, du. Men du kan se hans kontrakt … Du får det samme. Han viste mig papiret med Haralds underskrift. Det var et pænt beløb. Jeg sank en klump. Det var længe siden, jeg havde været så meget værd. Gunnar smilede, så han lignede en syg stenbider. – Nå, sagde han. – Skal vi gå ned og introducere Polonius den Anden? På vej ned til prøvesalen underholdt Gunnar mig med, at de allesammen havde været til cocktails hos Harald Hambild i Stockholmsgade aftenen før. – Jeg nåede lige at få et par drinks, inden jeg skred. Der var en sæsonplan, jeg skulle gøre færdig. Jeg vidste udmærket, at jeg ikke var omfattet af den sæsonplan, der sikkert bestod af nogle gamle travere. Måske jeg skulle være glad for ikke at skulle slæbe mig igennem en dødfødt forestilling, der gispede efter kunstigt åndedræt. I hvert fald priste jeg mig lykkelig over at være sluppet for at være statist i en af Haralds selvforherligende soiréer. Han elskede at holde hof og underholde med slidte anekdoter fra et langt liv på de skrå brædder. Jeg havde selv tvangsoptrådt i Haralds skrøner. Fælles for anekdoterne var, at de satte ham i et lys, så han fremstod som afvæbnende vittig og sarkastisk og alle andre som amatøriske tumper. De situationer, jeg selv havde deltaget i, var i Haralds gengivelse så fordrejede, at jeg ikke kunne genkende dem. Jeg kan godt røbe, at det at kalde hans fortællinger historieforvanskning kun var at strejfe sandheden i mild grad. Engang havde jeg ligefrem oplevet, at han tog æren for en vittighed, jeg havde fabrike-

Bog-Pøj, pøj Polonius-FINAL:Layout 1

16/09/15

12:13

Side 14

ret. Men det gik mig underligt nok ikke spor på. Jeg behøvede bare at se på Haralds runkne ansigt med de mange hudfolder, der hang som guirlander under hinanden, så blev jeg sært grebet af en sjælden medfølelse. Og jeg nænnede ikke at fortælle ham, at hans øgenavn blandt kolleger var Elefantfissen. Hamlet-ensemblet stod eller sad rundt omkring i øvelokalet og så fjerne og beklemte ud. Da Gunnar Smakke og jeg trådte ind i øvelokalet, kom der lidt liv i de fraværende blikke. – Her har vi vores redningsplanke, præsenterede Gunnar mig for spillerne. – Planken i dansk teater, tilføjede jeg. Min replik modtog vidt forskellige kalibre af latter – fra klukkende til kvidrende. Kun én lo ikke: Sonja Sølvbrink, der sad og pillede ved en neglerod. – Hej, Jerry, sagde hun tonløst med blikket fæstnet på sine hænder. Det lød, som om hendes undertekst var: en ulykke kommer sjældent alene. Nu var hun gift med Bjørn Winge, der skulle spille Claudius. Jeg genkendte hendes parfume. Eller var det hendes kropsduft? – Hej, Jerry, smilede Bjørn til mig, noget venligere end Sonja. En lavstammet ungersvend med spinkel krop og et stort hoved gik mig i møde med fremstrakt hånd og iltre skridt. – Baldur Knapp, præsenterede han sig. – Jeg har længe ønsket mig at arbejde med dig. – Sådan siger han til os allesammen, kom det godmodigt fra Bjørn Winge. – Ikke til mig, sagde en ranglet, blond fyr med aflangt ansigt og en salamander tatoveret på halsen. – Det er nok, fordi jeg er bøsse. Kom her, Jerry. Giv mig en ordentlig mandfolkekrammer. – Hej, Badut, sagde jeg og klemte ham så hårdt jeg kunne. – Av for helvede, Jerry. Du får kun min sjæl – ikke min krop.

Bog-Pøj, pøj Polonius-FINAL:Layout 1

16/09/15

12:13

Side 15

Han hed Niels Brudtfeldt. Niels Badut mellem venner. Jeg vidste udmærket, at han havde været en af Sonjas elskere, der havde skudt genvej til scenen via hendes seng. Men det lå flere år tilbage og rørte mig ikke længere. Måske fordi Niels Badut havde skiftet seksualitet undervejs. Eller rettere erkendt, hvad der rumsterede i ham. På et tidspunkt senere i hans karriere havde jeg oplevet, hvordan han standsede op midt under en prøve, stillede sig op på en stol og klappede i hænderne. – Hør lige her, venner. Jeg har en tilståelse: Jeg er altså bøsse. Det grinede vi godt og grundigt over, for det vidste vi da udmærket alle sammen. – Hold dog kæft, Badut. Fortæl os lige noget, vi ikke ved. Niels Badut hoppede ned fra stolen og udbrød fortørnet: – Hvorfor er jeg altid den sidste, der får noget at vide? En spøjs fætter med sunde interesser, som han selv kaldte det. Jeg gav ham på skrømt en knytnæve i maven. Sådan hilste vi altid på hinanden. – Nå, så røg du med på endnu et afbud, sagde Sonja i det bitchede tonefald, jeg huskede så godt. Jeg sendte hende midtbyens bredeste smil. – Hej, søde Sonja. Nu kan du få fornøjelsen af at se mig blive slået ihjel hver aften. Hvem spiller Hamlet? – Det gør jeg. Johannes Bachmann havde siddet sammenkrøbet ved et mindre bord i baggrunden af lokalet. Nu rejste han sig for at give mig hånden. Han var spinkel ligesom den hånd, han rakte frem mod mig. Hans mørke hår var nyklippet og velfriseret. De er så høflige, de unge. Der var tydelig teaterskoletræning over hans fremfærd. Han ville fremstå tjekket. De små finjusterede tandhjul snurrede velsmurt i ham. Det var lige før, han klikkede hælene sammen, da han hilste på mig. Han så på mig med et dystert blik, der vidnede om ensomhed.

Bog-Pøj, pøj Polonius-FINAL:Layout 1

16/09/15

12:13

Side 16

– Det er forfærdeligt, sagde han og slap min hånd. Jeg var et øjeblik i tvivl. Talte han om min tilstedeværelse eller om mordet? – Hvem kunne dog finde på at slå Harald ihjel? fortsatte han. En deltagende mumlen opstod blandt de tilstedeværende ledsaget af en lille hovedrysten, men ingen sagde noget om deres myrdede kollega. Undtagen Niels Badut. Han lavede en forvrænget mund og vendte øjnene mod himlen. – Der er nok et par stykker i branchen, der ikke ville være blege for at skaffe sig af med ham, sagde han. Ingen sagde ham imod. Harald havde været en pestilens, men en fyldig skuespiller af den gamle skole. Som ung havde han været en stor charmør og havde en serie af kærlighedsforbindelser bag sig, som kun få havde tal på. Nu var han en død Elefantfisse. – Skal vi holde et minuts stilhed for ham? foreslog Johannes. – Ikke tale om, vrissede Bjørn Winge. – Den gamle krukke lort har fået fred. Det må være stilhed nok. Niels Badut var på nippet til at fnise, men greb sig i det, da han mærkede den pinlige tavshed brede sig som klæg lava gennem øvelokalet. Gunnar Smakke rømmede sig. – Nå, jeg må vist se at komme tilbage til kontoret og holde øje med bundlinjen. Før han nåede døren, gik den op, og et yngre par trådte ind. Den unge kvinde var pludrende og uberørt af den trykkede stemning, hun trådte ind i. Da hun så mig, standsede hun op. – Jerry! Hvor godt! Så fik de fat i dig, udbrød hun og stormede hen og omfavnede mig. Pernille Køster-Ottosen var endnu smukkere i virkeligheden end på billeder. Hun var begyndt som blond fotomodel med kindben, der ikke stod tilbage for Marlene Dietrichs. Hendes hud fangede lyset som perlemor, og hendes blå øjne havde himlens velsignelse. Hvis jeg havde været tyve kilo yngre, ville jeg have

Bog-Pøj, pøj Polonius-FINAL:Layout 1

16/09/15

12:13

Side 17

lagt billet ind på projektet, men en favorabel onkelrolle var nu ikke at kimse ad. – Gå i kloster med dig, sagde jeg til hende, for der var ingen tvivl om, at hun var forestillingens Ofelia. – Næ, nu er det et bordel, indvendte hun og så over mod instruktøren. – Ja, vi har fundet ud af, at det engelske nunnery var datidens slang for et bordel, kom Baldur Knapp hende til undsætning. – Javel, sagde jeg uden at lyde overbevist, selv om det gav mening. Hamlet anklager jo Ofelia for at være løsagtig. Den unge mand, der var kommet ind sammen med Pernille, holdt sig i baggrunden. Han havde i lighed med Johannes Bachmann et mørkt blik, men hans sorte øjne lyste med en åben nysgerrighed. Jeg havde set hans ansigt før, men kunne ikke huske hvor. Han var tydeligvis søn af muslimske indvandrere. Hans mørke hår var tætklippet, så eventuelle krøller ikke fik mange chancer. Han holdt sig i baggrunden og noterede sig hver en detalje i mit møde med Pernille, der altid var overstrømmende, når vi traf hinanden. Først da jeg rettede opmærksomheden mod ham, præsenterede han sig. – Hakim Issat, sagde han. Jeg lavede lynhurtigt en løselig rollefordeling. – Horatio? spurgte jeg. – Præcis. Hakims håndtryk var fast, samtidig med at han holdt sit blik fæstnet i mit. Så kom jeg i tanke om, hvor jeg havde set ham før. Det var på film. Jeg tog chancen. – Det må være rart at blive fri fra rollen som pusher, sagde jeg. Et øjeblik så Hakim vurderende på mit ansigt, der skulle forestille at være deadpan. Mine kolleger vidste ikke helt, hvordan de skulle forholde sig til min lille provokation. Det var, som om luften stod stille omkring mig. Så flækkede Hakims ansigt i et bredt grin.

Bog-Pøj, pøj Polonius-FINAL:Layout 1

16/09/15

12:13

Side 18

– Ja, jeg er helt sikkert Danmarks første perker-Horatio, sagde han og så rundt på de lettede ansigter. Baldur Knapp hastede hen og klappede Hakim på ryggen. Det virkede falsk. Der opstod en uforpligtende pludren, som også virkede falsk. Jeg rømmede mig diskret. – Det er egentlig forbløffende, hvor lidt der bliver talt om mordet på Harald, skar jeg igennem. – I var jo til cocktails få timer, inden han blev … ombragt. Jeg smilede indvendigt over min brug af så gammeldags et udtryk. Der hvirvlede nogle flakkende blikke rundt i rummet. – Vi er ikke helt kommet os over chokket endnu, sagde Sonja. – Harald fyldte jo godt i landskabet, sagde Bjørn. – Vi fik os et par glas hos ham, men vi anede sgu ikke, at det var afskedsdrinks. – Harald var temmelig pløret, da jeg gik, sagde Niels Badut. – Og jeg var en af de første. – Den første var Troels, sagde Pernille. – Hvem Troels? spurgte jeg. – Han spiller soldat og graver – og Gyldenstjerne, sagde Baldur. – Troels Olsen. Ung spiller. Frisk fra Århus. Kender du ham? – Nej. Der er så mange af de nye, jeg ikke kender. – Det forventer vi heller ikke, hvislede det ud mellem tænderne på Sonja. Jeg sendte hende et kys gennem luften. Det blev mødt med et syrligt smil. – Du møder Troels i morgen, sagde Baldur. – Ham og Dino. – Er Dino med? livede jeg op. Det var et lyspunkt. Dino Mikkelsen var afbudsskuespiller ligesom jeg selv. Det gassede vi tit hinanden med. Vi havde sammen en hemmelig klub, som vi kaldte DAS. Danske Afbudsskuespillere. – Ja, han er den anden graver … Og Rosenkrans plus det løse, fyldte Baldur ud. – Nå, men skal vi prøve at ryste sorgen af os og prøve at komme videre?

Bog-Pøj, pøj Polonius-FINAL:Layout 1

16/09/15

12:13

Side 19

– Ja, vi kan lige så godt springe som at krybe i det, sagde Bjørn og stillede sig midt i rummet med skrævende ben. Han var tung som et møbel og havde den autoritet, Claudius skal have. Han rakte ud efter Gertrud – altså Sonja. Lige inden Bjørn skulle til at sige sin aftalte replik, rakte Niels Badut hånden i vejret. – Altså, Baldur, sagde han. – Synes du ikke, vi skylder Jerry, at du fortæller om dit koncept med forestillingen? Badut havde en særlig hvislen på ordet koncept. – Jo, selvfølgelig … Sorry, sagde instruktøren og anlagde en alvorstung mine. Bjørn opgav med et lille, irriteret grynt sin posering. Baldur valgte at ignorere gryntet. Jeg tog selv min mest lyttende mine på. – Nu skal du høre, Jerry, begyndte han i et intimt tonefald, som om de andre ikke måtte høre hans tanker igen. Jeg nåede lige at få et glimt af Badut, der lavede øjne til Pernille. Hun skyndte sig at kigge væk, inden hun kom til at grine af Baldurs selvhøjtidelighed. – Min idé går ud på, at Hamlet lever i en slags parallelunivers … Altså, at han lever både i tiden sammen med de andre på slottet og uden for deres tid. I sin egen verden. Han har jo mistet sin far og opdager, at hans mor har … – Sig bare: kneppet med, indskød Badut. – … at hans mor Gertrud har et meget lidenskabeligt forhold til Hamlets onkel Claudius, som jo ... viser det sig … har slået hans far ihjel. Det er en måde at foregribe scenen, hvor Hamlet foregiver at være sindssyg. – Javel, sagde jeg bare. Jeg havde været ude for adskillige forsøg på at sabotere Shakespeare. – Eller måske han er sindssyg. Vi må godt være i tvivl, om det er noget, han spiller eller … – Er Hamlet selv i tvivl? spurgte jeg.

Bog-Pøj, pøj Polonius-FINAL:Layout 1

16/09/15

12:13

Side 20

Det tænkte den unge instruktør lidt over, inden han svarede. – Hamlet er en gennemført tvivler. Hans lange monolog handler jo om prisen for at leve. Tvivlen på, om det kan betale sig at fortsætte livet, gennemsyrer alt, hvad han siger. – Ja, ja, det står på første side i Rasmus Klump, sagde jeg utålmodigt. – Men er han i tvivl om, hvilken sfære han selv befinder sig i? Om han befinder sig i samme univers som Polonius? Der blev spidset ører, og et par stykker lænede sig forover, mens de afventede Baldurs svar. Det var ikke min hensigt at kloge mig, men jeg kunne ikke dy mig for at føle geniet lidt på tænderne. Sekunderne gik. Baldur fugtede de smalle læber, mens han tænkte. – Det er noget dobbelt-noget … Altså, for Hamlet, ligesom ... Inden i hans tvivl sidder der en vished om, at han har ret til hævn. – Aha, hævn, sagde jeg med kunstig dybsindighed. – Men er den hævntørst til stede i begge de parallelle universer? – Så absolut, skyndte han sig at sige med et hastigt blik over på Johannes Bachmann, der griflede noget ned i sit manuskript. – Hvad så med mig? blev jeg ved. – Undskyld? – Altså, Polonius. Er han bare den sædvanlige sleske hofsnog? – Nej, nej, og der rammer du netop noget meget interessant, som jeg gerne vil have lov til at vende tilbage til, sagde instruktøren affærdigende. – Men nu må vi altså lige køre nogle scener igennem. Husk vi har premiere den syttende marts.