HOTEL INTETSTEDS
Tiderne_Hotel Intetsteds_P.indd 1
16/09/15 15.36
Tiderne_Hotel Intetsteds_P.indd 2
16/09/15 15.36
Ivana Bodroži´c
Hotel Intetsteds Oversat fra tysk af Birgitte Grundtvig
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_Hotel Intetsteds_P.indd 3
16/09/15 15.36
Hotel Intetsteds Oversat fra tysk efter „Hotel Nirgendwo“ Copyright © Ivana Bodroži´c/Paul Zolnay Verlag, Wien 2012 Published by agreement with Leonhardt & Høier Literary Agency A/S, Copenhagen Dansk udgave: © Tiderne Skifter, 2015 Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Janson Text hos An:Sats, Espergærde og trykt hos Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-746-4
Udgivet med støtte fra
Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk
Tiderne_Hotel Intetsteds_P.indd 4
16/09/15 15.36
Jeg husker ikke noget, ved ikke hvordan det begyndte. Der er kun et par tankesplinter. Åbne vinduer i lejligheden, en blændende sommereftermiddag, frøerne der går amok ved Vukafloden. Jeg smyger mig forbi to stole og synger for mig selv. Hvem vover det, hvem vover det, at lyve om vores hjemstavn, at kalde Serbien lille, at skænde vores navn. Min far folder avisen sammen og vender sig om mod mig; jeg kan tydeligt mærke hans nervøsitet. „Hvad er det du synger?“ spørger han. – „Bare noget jeg har hørt Bora og Danijela synge.“ – „Det vil jeg aldrig høre igen. Har du forstået?“ – „Det er i orden, du gamle.“ – „Du gamle, hvad er det, du siger, din lille lort, jeg er din far!“ Vi er ved at pakke kuffert til en rejse ud til kysten. For første gang i mit liv skal min bror og jeg alene ud at rejse. Han er seksten, og jeg er ni år gammel. Nabopigen Željka skal også med. Hun er et år yngre end min bror. Jeg vil bare gerne være ligesom hende, og jeg er meget spændt, for vores mødre har givet hende til opgave at holde øje med mig. Jeg kan ikke falde i søvn om aftenen af lutter spænding. Vores pas ligger på det lille bord mellem vores senge. Lyset i værelset er slukket. Jeg spørger min bror 5
Tiderne_Hotel Intetsteds_P.indd 5
16/09/15 15.36
om jeg må komme over i hans seng. Med hviskestemme siger jeg: „Hvad skal vi egentlig med vores pas, vi skal da bare ud til kysten, ikke?“ „Far har sagt at vi skal op til onkel i Tyskland, hvis det begynder at brænde på,“ svarer han. Jeg har ingen anelse om hvad han mener; hvad det er der kan brænde på, men eftersom udtrykket konstant bliver brugt når de snakker om politik, har jeg en ide om at det må have noget med det at gøre. Og jeg har sådan en lille tøjabe som jeg har opkaldt efter præsident Meso fordi den ligner ham lidt. Vi prøver at forestille os hvordan der mon er hos vores onkel i Tyskland. Min bror siger at alle mennesker er meget rige, og at det kun er sigøjnere som ville synes at vores lejlighed var fin nok. Jeg elsker min onkel meget højt. Han kommer hver sommer og er gift med en ung tysk kvinde. Når han taler, hører alle efter, og han lugter så godt. I år havde hans kone taget deres puddelhund Gina med, farmor og farfar vil ikke have den ind i huset, de siger at den skal sove i ude i skuret. Så går der et kæmpe skænderi i gang. Farmor siger at hun vil forgifte køteren, og så skal far berolige dem alle sammen. Det ender med at Gina bliver indenfor alligevel. Vores onkel har altid gaver og marcipan med. I år har jeg fået en læderhåndbold der ikke kan pumpes op. Min bror har fået en fodbold, han har bare ikke spillet med den en eneste gang. Min bror sender mig ret hurtigt tilbage i min egen seng. Jeg ligger længe og tænker på det hele. Busstationen i Vukovar stinker, det er tidligt om morgenen, nu er jeg træt og ville helst bare være blevet liggende i min seng. Selv om jeg er alt for stor til det, bærer 6
Tiderne_Hotel Intetsteds_P.indd 6
16/09/15 15.36
min tante mig, hun bærer mig hele vejen. Hun har hvide bukser og en blå T-shirt på. Sommetider læner vi os lidt væk fra hinanden, men kun for at finde hinanden igen, hver gang giver vi hinanden et lille afskedskys på munden, for så har vi en undskyldning for at skære grimasser. Det er vores leg, og vi griber enhver chance til at give hinanden et kys. På busstationen er der mange børn, vi bliver fordelt i fire busser. Alle forældrene vinker og vinker, vi vinker tilbage. Jeg kan ikke længere få øje på mine egne forældre så jeg vinker bare til de andre, jeg vinker til alle, også dem, jeg slet ikke kender, og de vinker tilbage til mig. De griner og siger at vi skal passe på os selv. Et par mødre græder. Nogle af dem løber efter vores bus helt hen til krydset.
° Jeg har aldrig før været på en ø. Jeg kan næsten ikke vente til vi er fremme. Vi har kørt så længe at jeg har kastet op to gange, jeg er ikke den eneste. Flere gange har vi endda set et glimt af havet, men hver gang er det forsvundet hurtigt igen bagved et bjerg. Jeg er ked af det fordi vi ikke længere kan nå at komme ud at bade i dag, men jeg er også lidt bange, for jeg kan stadig overhovedet ikke svømme. Vi har tit badet fra et sted ved Donau hvor vandet er så lavt at man bliver træt af at gå inden man kan komme helt under. Så indtil nu har jeg aldrig rigtigt haft brug for at kunne svømme. Jeg gik altid med farmor ned til Donaustranden. Hun sagde at jeg svømmede som en sten. 7
Tiderne_Hotel Intetsteds_P.indd 7
16/09/15 15.36
De andre børn plaskede rundt med deres svømmevinger, men jeg måtte kun soppe og pjaske lidt vand i hovedet. Endelig var vi der, og jeg blev placeret på et stort værelse sammen med tolv andre piger på min egen alder. Jeg kendte ingen af dem. Da jeg havde fået indrettet mig på en af sengene, kom Željka ind sammen med lederen og sagde at vi ikke måtte komme fra hinanden. På den måde endte jeg på et værelse sammen med de store piger. Jeg var glad og urolig. Det passede mange af dem rigtigt dårligt at jeg sådan var blevet sluset ind mod reglerne, de troede at jeg ville udspionere dem og sladre til lederen om alt, men det varede ikke længe før vi blev gode venner. Jeg passede på ikke at snakke alt for meget og sørgede for ikke at gå dem på nerverne og for at være høflig over for dem alle sammen. De kaldte mig ‘Du lille’, og jeg var helt fortryllet af deres skulderpuder, deodoranter og sminketing og af deres touperede pandehår. Vi havde døbt feriekolonien Villa Gennemtræk, og der var diskotek på terrassen hver aften. Jeg blev konstant forfulgt af en dreng som jeg ikke kendte, men alle ville have mig til at danse med ham fordi han var søn af en berømt skuespiller. Om dagen spillede vi ludo og slængede os nede på stranden. En eftermiddag ville min bror gå tur med mig på havnen. Da vi nåede ud for enden af molen, skubbede han mig pludselig i vandet. Jeg fægtede med armene og skreg med munden fuld af vand. Han stod der på molen og opildnede mig: „Svøm nu! Kom nu, så svøm dog!“ Jeg ved ikke præcist hvordan det gik til, men lidt efter var jeg tilbage på stranden. Jeg begyndte at græde, tøjet klæbede 8
Tiderne_Hotel Intetsteds_P.indd 8
16/09/15 15.36
til mig, og jeg havde kun en af mine hvide laksko på. Min bror sagde: „Nå, der kan du selv se, du kan jo godt!“ Sådan lærte jeg at svømme. ° Nu har jeg allerede været ved vandet to uger længere end det var meningen. For nogle dage siden hed det sig at nu gik turen hjemad. Men vi var kun lige begyndt at køre ned mod havnen da vi fik besked på at stå af bussen igen. Så begyndte det hele forfra, vi skulle tilbage til vores værelser og pakke vores kufferter ud igen. Min bror står ved håndvasken og vasker vores underbukser og undertrøjer. Vi har ikke mere rent tøj. Vi får serveret grillet fisk til middagsmad hver eneste dag, efterhånden længes vi helt efter at komme hjem. Vi går tit hen til den lille købmand og spiser et par sandwich med pølse. Jeg fortryder at jeg har ladet min nye Barbiedukke blive hjemme, det er en af de ægte med bøjelige gummiben. Jeg var bange for at den kunne blive stjålet. Jeg har kun taget den uægte af plastic med. En morgen da jeg kom ud i feriekoloniens gård, så jeg pludselig mor stå der. Jeg blev så glad som aldrig før. Hun købte en is med fire kugler til hver af os, og bagefter tog hun med mig til frisøren hvor jeg blev klippet i etager. Hun blev indkvarteret sammen med Željkas mor, som også var kommet, i et særligt værelse oppe under taget. Den nat sov jeg i mors seng. Jeg lyttede til deres samtale, de snakkede om en mystisk vandring gennem majsmarker, 9
Tiderne_Hotel Intetsteds_P.indd 9
16/09/15 15.36
om Mira som var kørt på cykel selv om hun var højgravid, og der blev nævnt et tog hvor alle gardinerne skulle være trukket for. Jeg syntes det var dejligt bare at ligge der i sengen. Jeg ved at mor havde været oppe at skændes med far. Det havde min bror fortalt. Årsagen var at han nægtede at forlade Vukovar, han ville ikke engang køre hende til Vinkovci. Far ville ikke give nogen det indtryk at han så meget som overvejede at flygte. Ingen skulle kunne pege fingre af os bagefter. Jeg lader helt være med at spørge efter far. Selv om jeg gerne vil vide hvornår han egentlig kommer, vil jeg ikke gøre mor ked af det. Vi har allerede været her en hel måned, og i mellemtiden er skolen begyndt igen, indtil vi kan komme hjem, skal vi gå i en anden skole, for de siger at vi ikke må forsømme det første semester. ° En af mine onkler kom og hentede os på hovedbanegården i Zagreb. Byen nærmest strålede i efterårslyset da vi kørte gennem den. Min onkels hus lå langt væk fra centrum, og jeg troede at vi var ude af byen igen for længst, men så fandt jeg ud af at det stadig var Zagreb. Så stor var byen altså. Vores slægtninge boede i en lille toværelses kælderlejlighed. De indkvarterede os på den øverste etage som stod tom. Jeg sov som regel nede hos min kusine, undtagen når vi havde været oppe at skændes. I begyndelsen havde vi det hyggeligt sammen. Alle var søde mod min bror og mig, og i den nye skole fik vi næsten aldrig lektier for. Jeg fik alligevel ene 12-taller. 10
Tiderne_Hotel Intetsteds_P.indd 10
16/09/15 15.36
En eftermiddag hvor min kusine og jeg var på vej hjem ad en grusvej, hørte vi pludselig sirenerne hyle, det var en luftalarm. Jeg begyndte at skrige og græde. Vi gik i panik og løb ind til den første, den bedste nabo. Det skete aldrig igen, men en ny tidsregning havde taget sin begyndelse. I min onkels lejlighed blev pladsen efterhånden trang. Engang, da jeg skulle på badeværelset, stoppede min ældste kusine mig med en hurtig undskyldning og sagde så: „Det er jo mig der bor her, så jeg skal først til.“ Allerede næste dag, bedst som vi sad ved morgenmaden, sagde hendes lillesøster til min mor: „Du spiser jo alt brødet så der ikke er noget til os!“ I begyndelsen bagte de kage hele tiden, men efterhånden var det kun ved særlige lejligheder, og så holdt det helt op. Selv om vi aldrig nogen sinde tog noget fra køleskabet uden at spørge om lov. Når vi skulle sove, kunne vi somme tider høre deres stemmer fra køkkenet, og vi kunne sagtens forstå hvad de sagde. Far lod som regel høre fra sig hver tredje dag, men nu var der gået hele otte dage hvor vi ikke havde hørt noget fra Vukovar. Om lørdagen mødtes vi med Željka og hendes mor på Markedspladsen i centrum af Zagreb. Vi omfavnede og kyssede hinanden som om vi ikke havde set hinanden i årevis. De boede hos noget familie ligesom os. Min far og Željkas far var blevet sammen i Vukovar. Vi prøvede altid at forestille os hvordan det ville blive at vende tilbage til vores egen by. Så gik vi ud for at spise en börek eller en is. På hjemvejen sagde vi næsten aldrig noget. I begyndelsen var dem fra Zagreb simpelthen en slags finere mennesker. De havde pænere tøj, de promenerede 11
Tiderne_Hotel Intetsteds_P.indd 11
16/09/15 15.36
på bredere gader og større pladser og så alligevel helt afslappede ud, som om det hele ikke var noget særligt. De havde brødristere og opvaskemaskiner, og der var meget spindelvæv i hjørnerne af deres stuer. Det var sådan vi opfattede dem. Snart kørte vi også med sporvognen, gratis, med et lille gult kort. Vi lærte et par af ruterne inde i byen udenad. Jeg kunne godt køre rundt dagen lang og spise saltkringler imens. Vi skulle hele tiden møde op på et eller andet kontor eller til Røde Kors eller Caritas for at hente vores mad. Jeg syntes at det alt sammen var meget dejligt. Engang fik vi en hel pose fuld af slik som vi slæbte hen ˘ til en propfuld sporvogn i Crnomerc. En vældig fin dame, der stod lige ved siden af os ved stoppestedet, sagde højt til sin veninde at det var på grund af alle flygtningene at der var sådan en trængsel i sporvognene: „De kører frem og tilbage hele dagen lang, ja, de kører bare frem og tilbage.“ Jeg kiggede på hende og smilede, for jeg vidste jo, at vi ikke var flygtninge ligesom dem fra Bosnien, men internt fordrevne. Da vi havde været i Zagreb i en to-tre måneder, begyndte det efterhånden at blive hverdag for os. Det blev efterår og regnvejrsdagene tog til. Langsomt, men sikkert holdt det op med at være sjovt. De trehundrede mark som mor havde haft med, var åbenbart sluppet op. Der slap færre og færre mennesker ud fra Vukovar som kunne fortælle nyt om vores familie. Så fik vi en dag at vide at de gamle var blevet slået ihjel. De gamle, sådan kaldte vi fars forældre. De var blevet nedslagtet. Sådan kaldte de det. Jeg hørte det hele tydeligt mens jeg gemte mig bag det elektriske komfur der stod mellem gangen og køk12
Tiderne_Hotel Intetsteds_P.indd 12
16/09/15 15.36
kenet. De voksne vidste sikkert godt at jeg var der, de lod bare som om de ikke havde set mig, og jeg lod som om jeg ikke havde hørt dem. Så blev alle meget søde mod hinanden igen, og jeg glemte hændelsen. Mor forsvandt hele tiden ud på badeværelset, hun havde forgrædte øjne når hun kom tilbage. Det var nu et stykke tid siden far havde givet livstegn fra sig. I den periode bad min lille kusine og jeg til Gud hele tiden. Vi knælede foran sofaen og bad, med en lydstyrke så vi umuligt kunne overhøres, for alt hvad vi kunne komme i tanker om, for fred, for den kroatiske nationalgarde, for byen Petrinja, for fanden og hans pumpestok. Bagefter lavede vi en masse tossestreger og grinede så vi var ved at tisse i bukserne, men vi passede på at der ikke var nogen der opdagede det. De voksne roste os for vores fromme bønner, og jeg fortalte alle at jeg ville være nonne når jeg blev stor. Vi legede endda at vi holdt en hel højmesse. En dag brasede postbuddet ind midt i en af vores seancer. Han havde et brev fra far i hånden. Far skrev at han havde det godt og var uskadt, at han savnede os meget, og at vi snart skulle ses igen. De voksne mente at det var et godt tegn, og at hvis nogen kunne udfri mændene fra dette helvede, måtte det være uskyldige børns bønner. Vi var stolte af os selv. Et par dage efter blev jeg forelsket i Luka. Han var min første kærlighed, selv om han gik i en af de større klasser. Så jeg opgav det med at blive nonne, men jeg fortsatte med at bede hengivent til Gud længe efter. ° 13
Tiderne_Hotel Intetsteds_P.indd 13
16/09/15 15.36
Jeg kom hjem fra skole efter det andet frikvarter. Mor sad på en stol i mørket og var sunket helt sammen på stolen. De sagde ikke noget om det i aftennyhederne, men efter vejrudsigten spillede de rockbandet Prljavo Kazalištes sang ‘Min rose’. Mor vidste med det samme hvad det betød. Byen var faldet. Slovenerne lod nyheden løbe på tekst-tv. Men vores egne kroatiske medier var tavse. Måske vidste man ikke hvad man egentlig skulle sige til folk. Det virker som om alt er forbi for os. Byen er faldet, dem der er sluppet ud, er sluppet ud. Kun Gud ved hvad der er sket med resten. Min tante kommer og omfavner min mor. Hun siger til hende at det ikke kan passe, at de bestemt lyver, og at slovenerne ikke er et hak bedre end serberne. Vukovar er faldet, og det gør mig bange fordi jeg ikke ved hvad det egentlig betyder, og jeg synes det vil være dumt at begynde at spørge om det lige nu. Mor sender mig i seng og de andre bliver oppe længe efter. I de tidlige morgentimer bliver vi vækket af telefonen. „Jeg lever, jeg er rask, vi ses snart.“ Det var alt hvad han sagde. Ikke et ord om hvor han er, hvornår vi ses igen, hvor han ringer fra. Overvældet af glæde hopper vi rundt i sengene. Vi omfavner hinanden. Vi kysser hinanden. Dagen efter gik min bror og jeg ikke i skole. Vi trak i tøjet og tog ind til byen sammen med mor. Vi købte kød og nogle stykker kage hos bageren for nogle af de sidste penge vi havde tilbage. Mor og min tante gjorde rent hele eftermiddagen. Om aftenen begyndte vi at vente. Jeg spåede i kaffegrumset i bunden af kopperne og løb hen til vinduet hver gang jeg troede at jeg hørte en bil. Selv om 14
Tiderne_Hotel Intetsteds_P.indd 14
16/09/15 15.36
det var langt over midnat, blev vi ikke sendt i seng. Vi gik ud fra at far var i Vinkovci, tænkte at der nok herskede det rene kaos, måske, forestillede vi os, skulle alle først visiteres og på en eller anden måde registreres, muligvis skulle man finde kørelejlighed og alt sådan noget. Til sidst gik vi tre op ovenpå, mor stillede et tændt stearinlys i vinduet og blev længe oppe. Den næste dag skulle vi i skole. Lidija, som gik i samme klasse som mig, fortalte at hendes far først havde kæmpet sig ud i forgårs. Hun sagde at min far nok var blevet taget til fange. Jeg kaldte på læreren. Jeg ville ikke sidde ved siden af hende længere. ° Der lå et par cowboybukser med lapper på knæene under juletræet, og det var det jeg havde ønsket mig allermest. Min bror fik nogle skrivehæfter med det kroatiske flag på forsiden og en rygsæk til skolen. Han så meget cool ud med den, og jeg tror han blev glad, for indtil nu havde han båret rundt på bøgerne i min onkels gamle attachetaske. Jeg ville gerne forære mor noget, men jeg havde ingen penge til at købe en gave. Så fik jeg den ide at rapse en pakke af hendes egne Benson & Hedges og pakke den ind i gavepapir sammen med Fra dyrenes verden. Mine kusine fik tøj til sin Barbie. Alle var i grunden godt tilfredse med deres gaver. Der faldt rigtigt meget sne den vinter, og vi var ude at kælke næsten hele tiden. Snart begyndte skolen igen. Jeg gik stadig i den samme skole, jeg havde ellers været så sikker på at jeg skulle afslutte skoleåret i Vukovar. En 15
Tiderne_Hotel Intetsteds_P.indd 15
16/09/15 15.36
aften kom min onkel hjem fra arbejde og sagde til mor at han havde hørt om en tom lejlighed i Novi Zagreb. Låsen skulle bare brydes op. Han sagde at en i hans familie godt kunne hjælpe, og at han ville ordne det for os. Ifølge vores onkels plan skulle hans slægtning forsvinde igen når vi var brudt ind, og mor skulle vente på politiet. Ingen, sagde han, ingen i hele verden, smider en mor med to børn ud af en tom lejlighed og sætter hende på gaden. Og hvis det alligevel skulle ske, ville man helt sikkert finde os et andet sted at bo. Men nu kunne han altså heller ikke gøre mere for os, det måtte være rigeligt. Željka og hendes mor var også flyttet ud fra deres familie, de var blevet sendt til Pula på en eller anden kaserne. Vi havde snakket i telefon med dem en enkelt gang siden, de græd begge to. ° Jeg havde aldrig før været helt oppe på femtende etage. Jeg havde tilbragt natten før vi flyttede ind i lejligheden, hos farmors bror i Samobor. Det var lykkedes farmor at flygte fra Vukovar over Novi Sad og Ungarn. De havde altså kun nedslagtet min farfar. Farmor havde boet i kælderen sammen med sin nabo Marica i et stykke tid. Hende havde serberne voldtaget, og de havde skudt hendes ene øje ud. Farmor slap helskindet fra dem. De havde levet af rå æg og snaps. Så var det på en eller anden måde lykkedes for farmor at slippe væk, Marica fulgte først efter hende meget senere. Farmor fortalte hele tiden alle om hvad hun havde måttet stå igennem. Hun var overbevist om at 16
Tiderne_Hotel Intetsteds_P.indd 16
16/09/15 15.36
hendes søn var blevet myrdet. Men det var der ingen af os der ville høre på. Hjemme hos farmor og farfar havde der stået foto af far, hans bror, hans onkel og farfar på den lille kommode ved siden af telefonen. Da serberne stormede huset, tog en af dem billedet og studerede det længe og sagde så at han før eller siden ville opstøve hver eneste mand på billedet. Farmor fulgte mig hele vejen fra Samobor og hen i den nye lejlighed. Samme dag flyttede hun også ind hos os. Mor åbnede gadedøren til ejendommen. Hun var alt for træt, men hun smilede. Det var en toværelses lejlighed, ejeren boede der ikke selv, den sidste beboer havde åbenbart været en serbisk kvinde fra Derventa. Hun havde kun boet til fremleje. Lejligheden havde været udlejet ulovligt til hende, men det vidste vi ikke i begyndelsen. Hun var rejst, men eftersom hun havde efterladt et æg i køleskabet, kostede hun alligevel et par år af mors liv. Det første mor gjorde da hun kom ind i lejligheden, var nemlig at åbne køleskabet. Da hun fik øje på ægget, døde hun næsten af skræk, for hun troede at der alligevel stadig boede nogen. Den egentlige udlejer led af højdeskræk. Lejligheden tilhørte hans firma, han havde aldrig selv boet i den. Men han stævnede os alligevel og forlangte at vi blev smidt ud på stedet. I stævningen stod der at han hen over julen havde været ude at rejse med sin kone, og at lejligheden var fuld af ubudne gæster da han kom tilbage. Han anførte at der bestod en risiko for at han mistede sine personlige ejendele og ytrede bekymring for at vi kunne ødelægge hans indbo. 17
Tiderne_Hotel Intetsteds_P.indd 17
16/09/15 15.36
Vores sag blev ført ved retten af en berømt forsvarsadvokat, gratis, og der var endda en artikel om os i avisen, med overskriften ‘Når tårerne skriver loven’. Jeg har læst den et utal af gange og til sidst kunne jeg den udenad. „Mange af os vil opfatte den flytteordre, der i disse dage lander hos en familie fra Vukovar, som en klar overtrædelse af reglerne. Familien, som består af tre personer, har med magt tiltvunget sig adgang til en lejlighed i et boligkompleks i Novi Zagreb. Det er det sædvanlige teater som vi i disse dage konstant er vidne til. I månedsvis har vi trukket på skuldrene, hver gang vi hører om disse tilfælde af indbrud og besættelse af lejligheder, der som det nyeste bliver legitimeret af uniformer, kampzoner og flygtningestrømme, men nu er vi snart nødt til at spørge os selv, hvad det næste vil blive … Inden vi besøgte familien fra Vukovar, har vores undersøgelser fastslået at der er store forskelle fra sag til sag, og at der hersker særdeles forskellige forestillinger om lov og ret blandt besætterne. Desuden er deres skæbner på ingen måde identiske. Mønsteret er altid det samme, det er udelukkende fremgangsmåden for indbruddet og besættelsen af lejligheden der adskiller sig fra sag til sag. Historien tager som regel sin begyndelse med nyheden om en tom lejlighed, herefter indfinder der sig et par modige personer der bryder låsen op, og det hele ender med at politiet kommer. Dette velkendte scenarie har i det foreliggende tilfælde dog taget en ny drejning: Familien fra Vukovar er blevet forelagt en ejendommelig flytteordre og en hasteindkaldelse i retten med en usædvanlig kort tidsfrist. Og endnu et forhold er påfaldende: Lejlighedens ominøse ejer og udlejer udviser en total ligegyldig18
Tiderne_Hotel Intetsteds_P.indd 18
16/09/15 15.36
hed. Både naboerne og familien fra Vukovar fortæller at han ikke en gang selv er mødt op ved sin lejlighed for at se hvem der overhovedet befinder sig i den. Han har ganske vist været i ejendommen, men han benyttede ikke lejligheden til at opsøge de nye lejere. Det drejer sig nemlig, og her er alle enige, om en slags FANTOM-UDLEJER. Gennem samtaler med de andre beboere i huset har vi erfaret at manden ikke er blevet set en eneste gang i den pågældende ejendom i de forgange syv år. For tre år siden blev vinduerne ligefrem smadret under et voldsom uvejr i Zagreb, og lejligheden blev til et udklækningssted for duer og skadedyr. Men det gav heller ikke den nu så nervøse herre anledning til bekymring, og han dukkede ikke op en eneste gang. De døde duer og affaldet blev ryddet væk af en ældre herre som muligvis er mandens far; det formoder husets andre beboere i hvert fald. I lejligheden boede der en overgang en fremlejer som ingen i huset kunne lide. Skønt hun alt i alt tilbragte tre år i lejligheden, var den officielt registreret som ledig. Familien fra Vukovar bedyrer at de aldrig ville være flyttet ind i lejligheden, hvis de havde vidst besked om hende. Tilfældigvis blev lejligheden, samme dag som familien flyttede ind, besigtiget af et udvalg bestående af tre personer fra det firma hvor den mærkværdige ejer arbejdede, og som havde stillet lejligheden til rådighed for ham. Firmaet ønskede klarhed over hvem der egentlig opholdt sig i lejligheden da almene boliger af denne type snart skal sættes til salg. Da firmaets medarbejdere blev konfronteret med den tårevædede familie fra Vukovar og deres skæbne, gav de straks efter. Dog ønskede de at håndtere sagen på lovlig vis og at udforme de nødvendige dokumenter. Familien fik midlertidig tilladelse til at bebo lejligheden, i hvert fald 19
Tiderne_Hotel Intetsteds_P.indd 19
16/09/15 15.36
indtil der var fundet en ny bolig til dem. Et medlem af udvalget sagde endda: „Hellere huser jeg Dem i mit eget hjem end jeg sætter Dem på gaden igen …“ Eftersom en del kriminelle typer er yderst interesserede i hovedstadens lejligheder, var det fuldstændigt indlysende at familiens ophold i lejligheden kun kunne være en midlertidig løsning, indtil de ansvarlige offentlige institutioner kunne drage omsorg for en principiel løsning af flygtningeproblemet. Men indtil da, mente firmaudvalget, kunne man ikke bare sætte folk på gaden. Familiens tragedie tog sin begyndelse med Vukovars fald. Siden da er faderens skæbne ukendt. Han var blevet i byen for at forsvare den mod chetnikkerne og den jugoslaviske forbundshær; herefter er han sporløst forsvundet. Han findes ikke i fortegnelserne over sårede og omkomne, Det Internationale Røde Kors har foranstaltet undersøgelser i de serbiske koncentrationslejre, men han figurerer ikke på deres lister … Familiens sidste tiloversblevne håb er at faderen befinder sig i en af de uofficielle serbiske koncentrationslejre, hvortil Det Internationale Røde Kors ikke har adgang. Tabet af deres egne ejendomme (to huse og en lejlighed) vil de nok på en eller anden måde kunne komme over, siger familien, men ikke at mandens far fik halsen skåret over i Vukovar. „Vi ønsker ikke noget, som ikke tilhører os, vi vil bare gerne hjem til vores eget hjem, selv hvis alt er jævnet med jorden. Det eneste vi beder om, er tag over hovedet og en smule forståelse. Vi er nødt til at bo her, men allerhelst vil vi hjem, hellere i dag end i morgen.“ Sådan sagde den kun trediveårige kvinde, inden hun hulkende afsluttede samtalen med disse ord: „Min søn ænser ikke trafiklyset, han går over for rødt. Han siger: Det er lige meget om jeg er død eller levende.“ 20
Tiderne_Hotel Intetsteds_P.indd 20
16/09/15 15.36
I begyndelsen brugte vi kun køkkenet og det ene af værelserne, i det andet store værelse lå der stadig de ting som tilhørte den fremmede kvinde der var flyttet ud lige inden vi brød ind. Mor havde tudet os ørene fulde om at vi ikke måtte røre noget. Jakker, tørklæder i mange farver, smykker, støvler og en lille rød taske blev liggende midt i rummet indtil Željka og hendes mor på et tidspunkt flyttede ind hos os. Så skubbede vi det hele hen i et hjørne og lagde et stykke plastic over. I kasernen, hvor de havde tilbragt flere uger, havde de måttet dele badeværelse med halvtreds mennesker, de var lige så mange på værelset, og de sov i køjesenge af metal. De kunne simpelthen ikke holde det ud længere. Nu boede vi seks i lejligheden. Jeg var meget glad for at vi var sammen igen, for det var da trods alt en glædelig ting. Det var vist kun min farmor det ikke passede helt så godt, men hun fik sin egen seng. Vi andre sov alle sammen på vatterede tæpper og dyner som vi lagde på gulvet i en lang række. Overfor os boede der en dame der hed Barica, hun passede altid på mig når de andre skulle ordne noget. Hun lavede madpandekager med tomatpure, tog mig med på tur til søen i Bundek-parken og op på toppen af Sljeme, og jeg kom også med på besøg hos hendes søs ter i Šestine lidt uden for Zagreb. Hun var aldrig blevet gift og havde ingen børn selv, derfor var hun meget glad for mig. Lejligheden lige ved siden af os tilhørte Rudi og Nina. De kom somme tider forbi med birkeskager til os. Tante Nina havde altid sit pendul med som hun lod 21
Tiderne_Hotel Intetsteds_P.indd 21
16/09/15 15.36
svinge for at undersøge om der var nyt om far. Far var altid i live, ifølge pendulet, og var ikke død og begravet, men ved godt helbred. Det var også Nina der forsynede min mor med telefonnumre på alle mulige synske kvinder og numerologer, som derefter fortalte det samme som Nina selv. Men en mand, som var kommet ud af byen i en fangeudveksling, fortalte mor at han personligt havde lagt et ligklæde over fars ansigt. ° Foråret meldte sin ankomst i parken ved siden af vores højhus, og der tilbragte jeg mange timer siddende på en bænk. Jeg fik et lånerkort til biblioteket og læste tre bøger om ugen. Jeg læste i parken, på badeværelset, på balkonen, i frikvarteret. Jeg læste alt hvad jeg kunne få fingre i, jeg havde opdaget en ny parallelverden og flyttede nærmest fuldstændigt over i den. Jeg stod op om morgenen før alle andre, når der stadig var helt stille, drak en kop neskaffe og gik udenfor. Både mor og Željkas mor var begyndt at arbejde for en klatskilling i skofabrikken Astra og tog af sted meget tidligt om morgenen. Om eftermiddagen gik de somme tider til Caritas for at hente vores levnedsmiddelration eller til Vukovars byråd i Zagreb for at finde ud af om der var noget nyt. På det tidspunkt var man begyndt at tildele de mennesker, som var blevet i Vukovar, militære tjenestegrader, for så ville de senere have krav på en statslig gage. Vi ville vide hvad der var sket med far, og om man ville give ham en orden, men ingen kunne give os et svar, for han var simpelthen 22
Tiderne_Hotel Intetsteds_P.indd 22
16/09/15 15.36
ikke til at finde, men han var heller ikke omkommet. Til sidst placerede computeren ham under det civile forsvar, og med dette dokument sendte man os hjem igen med uforrettet sag. Jeg synes det var helt i orden, men min mor var utilfreds og blev ved med at snakke om hvordan far ikke ville hjælpe sin egen kone ud af den omringede by, bare for at andre mennesker ikke skulle tro at han ville svigte sin by og flygte som en anden kryster, og nu, sagde mor, se hvad han har opnået ved det, han har taget del i det civile forsvar. Han bliver opført på samme liste som alle de små bedstemødre der bare har siddet i en kælder og ventet. Det var nyt for mig, jeg havde ingen anelse om at alle bedstemødrene også blev betragtet som civile forsvarere af Vukovar. Næste dag tog vi tilbage til kontoret med fars papirer. Mor sagde at hun ingen omstændigheder ville acceptere den status man havde tildelt far. Hun forlangte at nogen endeligt forklarede hvad far egentlig havde lavet i Vukovar, for hun havde jo selv været der da han købte et gevær for sine egne penge. „Han rendte vel bare omkring med en lille bæltetaske og forsøgte at redde sin egen røv.“ Det var en mand i camouflageuniform der gav hende dette uforskammede svar. Senere fandt jeg ud af at manden var min veninde Lidijas far. Han havde forladt byen straks ved krigens udbrud. Min mor begyndte at græde og forlangte at få en eller anden general i tale. Senere kom det frem at alle hele tiden udmærket godt havde vidst at far var blevet i vores by lige til den bitre ende, og at den uvenlige mand i camouflageuniformen havde stukket halen mellem benene mens tid var. Vi måtte vente længe på generalen, men da han endelig 23
Tiderne_Hotel Intetsteds_P.indd 23
16/09/15 15.36
kom, var han overmåde imødekommende og bød straks mor på en kop kaffe. Han undskyldte og spurgte hvordan han kunne være behjælpelig. Mor forklarede ham vores situation, og han gav os fluks et dokument hvor det var påtegnet at far havde været med i den kroatiske hær. „Har De brug for en lejlighed,“ spurgte han venligt mor. „Nej, vi har allerede et sted vi kan at bo,“ sagde hun, „vi havde bare brug for bekræftelsen.“ Da vi gik ud, var vi meget glade. Min far havde altså ikke kun været en del af det civile forsvar af vores by, men en rigtigt soldat. Problemet var bare at det ikke gav os nogle penge. Penge fik man kun når der var en der ikke længere levede, når der var en der var død. Men far kunne man ganske enkelt bare ikke til at finde. Mor og jeg gik ud for at spise en is. ° I grunden har min bror og jeg har aldrig haft det godt med hinanden. Han tvang mig for eksempel til at spise frankfurterpølser, skønt jeg hadede dem, og når han skulle passe på mig, skulle jeg melde mig hvert andet minut over samtaleanlægget som bevis for at jeg faktisk blev i nærheden af huset. Tidligere legede vi tit en leg der hed ‘Grænser’, og han spurgte altid: „Hvilket land vil du være, Jugoslavien eller Tyskland? Husk nu at Jugoslavien er dit fædreland, og at partisanerne vandt over tyskerne.“ – „Jugoslavien,“ sagde jeg, „jeg vil være Jugoslavien!“ Det betød dog også at jeg skulle dividere de penge som udgjorde vores startkapital med fire, hvorimod han ikke behøvede det fordi den tyske mark var meget mere værd end den 24
Tiderne_Hotel Intetsteds_P.indd 24
16/09/15 15.36
jugoslaviske dinar. Desuden bestod min vognpark af en eneste lastbil som jeg havde fået i et Kinderæg, mens hans derimod var udstyret med batteridrevne biler, eftersom Tyskland i denne henseende, ligesom i alle andre, var meget længere fremme. Legen udviklede sig altid meget hurtigt til hans fordel, og han tog pant i mit eneste køretøj, fordi jeg efter hans mening ikke havde kunnet fremvise de rigtige papirer i tolden. Til sidst havde jeg kun fodgængerne, eller rettere sagt mine Barbiedukker, tilbage, men de måtte ikke krydse grænsen til fods. Hver gang, når vi var nået til dette punkt, stoppede legen fordi jeg begyndte at græde. „Det er jo bare en leg,“ sagde min bror så. På et eller andet tidspunkt var min bror startet på gymnasiet. Han ville hellere have været på handelsskolen, men far meldte ham ind på gymnasiet, og de kom voldsomt op at skændes. Dengang græd jeg fordi jeg havde ondt af ham. Jeg græd som regel altid når der skete ham noget, men når det omvendte var tilfældet, grinede han bare af mig. Desuden vidste jeg aldrig hvornår han sagde sandheden og hvornår han ikke gjorde. I lang tid troede jeg på alt hvad han sagde, endda hans historie om at inden jeg blev født, havde han og mor og far boet på et tysk slot og haft rigtigt mange heste. Da jeg kom til verden, sagde han, var de løbet tør for penge og havde været tvunget til at flytte til Jugoslavien. Jeg hadede og elskede ham på samme tid, fordi han var så stor og klog, jeg virkede derimod temmelig indskrænket i sammenligning med ham. Engang, da jeg gik i anden 25
Tiderne_Hotel Intetsteds_P.indd 25
16/09/15 15.36
klasse, fik jeg en dårlig karakter, og han fortalte mig at det betød at det hele fra nu af ville gå ned ad bakke, jeg ville afslutte anden klasse med syv i årskarakter, tredje klasse med et firetal, i fjerde klasse vil jeg kun få to, og i femte ville jeg dumpe med et brag, og derfor ville jeg komme til at bo med min mand i en fugtig kælder med en enkelt elektrisk pære i loftet når jeg blev voksen. Da vi kom til Zagreb, gik han med mor alle vegne hen, også når der skulle udleveres levnedsmidler, selv om det tit først fandt sted sent om aftenen. Men han fulgte hende også på rådhuset hvor han, typisk for ham, prompte startede et skænderi med en eller anden politiker. Mor gav ham lov til alt, han måtte blive længe oppe og sidde sammen med de voksne når de var fordybet i samtale. Det eneste ham ikke måtte, var at melde sig til hæren. I den nye skole havde han nemlig mødt nogle af sine gamle venner fra Vukovar, som han nogle gange havde bygget barrikader sammen med, men det måtte vores forældre ikke vide. Deres nyeste plan var at vende tilbage til Vukovar. Heldigvis var de endnu ikke myndige, så de ville alligevel ikke være blevet optaget. På dette tidspunkt var det også længe siden vi havde hørt noget fra vores onkel. Vi gik ud fra at han havde sine grunde til ikke at kontakte os, og vi havde ikke penge til at ringe til ham i Tyskland. En dag sagde farmor at han havde ringet til den anden del af familien i Zagreb, og at han ville komme til byen den næste dag. Vi blev så glade. Farmor var også glad, men hun skammede sig også over at han skulle se os i denne ynkelige tilstand, for det forlød at han havde det meget dårligt på grund af 26
Tiderne_Hotel Intetsteds_P.indd 26
16/09/15 15.36
sin bror, værre end os. Jeg havde ondt af ham. Min bror og jeg lukkede ikke et øje hele natten. Vi tænkte at vores onkel kom på besøg for at invitere os på ferie i Tyskland så snart skoleåret var slut. Vi ventede utålmodigt på ham fra den tidlige morgenstund, og mor bagte en kage. Han kom sent på eftermiddagen og var lidt sur, for der var strømsvigt igen, og han havde været nødt til at tage trappen hele vejen op på femtende sal. Han havde taget en pose med brugt tøj med til min bror. Jeg fik klistermærker til mine skolehæfter, de var i mange forskellige farver og havde forskellige dyrefaconer. Jeg kunne ikke få mig selv til at bruge dem, og efterhånden tørrede de ud og begyndte at bule. Til sidst smed jeg dem ud. Han drak kun en kop kaffe og fortalte os at han grundet omstændighederne var nødt til at holde op med at ryge. Han havde meget travlt fordi han skulle transportere nogle lastbiler, han lod os tydeligt forstå at han kun var i Zagreb på gennemrejse. Jeg listede konstant rundt om ham fordi jeg gerne ville sidde på skødet af ham. Han løftede mig op og sagde: „Hvad så, du lille, hvordan går det? Er du dygtig i skolen?“ – „Jeg har ene 12-taller i halvårskarakterer,“ sagde jeg, „og jeg er med i en kroatisk-konkurrence.“ Ordene strømmede bare ud af min mund. Han lugtede så godt og mindede mig sådan om far. Min bror fortalte at han havde været med mor henne i regeringsbygningen, og at han havde sagt til folk at hvis de ikke ville tage sig af vores sag, ville han komme igen og campere på en madras foran bygningen. Vores onkel grinte som om det var en god vittighed, og så grinede vi også. Kort efter skubbede han mig fra sig, sikkert fordi 27
Tiderne_Hotel Intetsteds_P.indd 27
16/09/15 15.36
jeg gerne ville sidde og putte lidt længere. Så fandt han en elektrisk barbermaskine i sin lædertaske, som han bar på kryds over skulderen. Han viste os hvordan apparatet også fungerede fint uden strøm. Han tændte det og barberede sig ved bordet for at demonstrere vidunderet for os. Farmor lænede sig frem mod ham og sagde: „Sig mig, er der noget galt, min kære dreng?“ Han skubbede brysk hendes arm til side og sagde: „Lad nu være, mor.“ Han fandt et billede af min lille fætter frem fra sin pung, ham havde vi jo aldrig set, og sagde at vi godt måtte beholde billedet. Så var det på tide at tage af sted igen. Farmor begyndte at græde. Han sagde: „Hvad er der med dig, her har du det jo fint.“ Vi fulgte ham til dørs, og da vi var tilbage i lejligheden igen, sagde mor: „Han inviterer jer til sommer.“ Senere hørte jeg at hun sagde til Željkas mor: „Andet havde jeg heller ikke forventet mig af ham.“ Min bror sagde slet ikke noget og sad og skrev et eller andet i sin dagbog. Jeg gik efter ham ind på værelset. „Hvad tror du,“ spurgte jeg ham, „hvorfor inviterede han os ikke?“ – „Fordi han jo selv heller ikke er hjemme, men kører rundt med nødhjælp i hele Kroatien. Han laver det samme som far,“ sagde han. – „Til sommer rejser vi bestemt op til ham,“ sagde jeg. – „Skrub af!“ skreg min bror uden nogen som helst grund. „Andet havde jeg heller ikke forventet mig af dig,“ hvæsede jeg af ham og gik ud. °
28
Tiderne_Hotel Intetsteds_P.indd 28
16/09/15 15.36