Til rette vedkommende af Klaus Rifbjerg

TIL RETTE VEDKOMMENDE

TIDERNE_Til rette vedkommnde_P-2016.indd 1

04/01/16 15.11

Af Klaus Rifbjerg hos Tiderne Skifter Hovedbogen, 2005 Så kom en hæslig jæger, 2010 Dag efter dag, 2011 Januar +, 2012 Året vender, 2013 Blandede bolsjer, essays, 2014

TIDERNE_Til rette vedkommnde_P-2016.indd 2

04/01/16 15.11

KLAUS RIFBJERG

Til rette vedkommende Erindringer

TIDERNE SKIFTER

TIDERNE_Til rette vedkommnde_P-2016.indd 3

04/01/16 15.11

Til rette vedkommende Copyright © Klaus Rifbjerg/Tiderne Skifter 2016 Forlagsredaktion: Claus Clausen Omslagsfoto (forside): Georg Oddner Sat med Palatino hos An:Sats, Espergærde Tryk: Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-732-7

Udgiverens forbemærkning Manuskriptet Til rette vedkommende blev afleveret til mig og Tiderne Skifter af to omgange. Første og anden del i foråret 2014 og mellemstykket „Off limits“ sammen med diverse tilføjelser i september samme år. Klaus Rifbjerg nåede at gennemse og godkende denne endelige udgave inden sin død 4. april 2015.

Claus Clausen

TIDERNE_Til rette vedkommnde_P-2016.indd 4

04/01/16 15.11

Indhold

TIL RETTE VEDKOMMENDE (1) 9 OFF LIMITS 147 TIL RETTE VEDKOMMENDE (2) 175

TIDERNE_Til rette vedkommnde_P-2016.indd 5

04/01/16 15.11

TIDERNE_Til rette vedkommnde_P-2016.indd 6

04/01/16 15.11

F

beskrev jeg mit liv i en bog, der hed „Sådan”. Nu er det måske på tide at skrive én, der hedder „Hvordan?”

Måske vil en del af bogen virke som gentagelser, og meget er bygget på det, som Erik Knudsen kaldte „min fotografiske barndom”, fordi en del ikke blot bygges op af det, man kan huske, men også af albumsbilleder, der kalder minder og ansigter ja hele personer frem, som man måske havde glemt eller henvist til en dunkel krog af bevidstheden, hvor de ikke kunne gøre skade.

Ingen tvivl om, at man også i mindet vil træde frem i det gunstigste lys, men for at det hele skal kunne kalde interessen frem hos andre end én selv, er det nødvendigt at hive en del af de slør væk, der normalt dækker det, man ikke kan være bekendt og helst lod stå ugjort. Skal man som Granberg have ballonen op, kræver det en vis dristighed, ellers går den inte. På den anden side må og skal der censur på både af hensyn til én selv og til de aktører, som kommer til at udgøre bogens komparseri. Jeg ved, det er på moden at bruge mange sider på at beskrive sin egen lort, men jeg er opdraget i en anden skole, hvor antydningen stadig har gyldighed og man ikke behøver gå over stregen, selvom man bevæger sig meget tæt på den. Læseren er dermed advaret, der bliver ikke tale om 100 km udskrab under køkkenvasken, snarere om en tur på springbanen, hvor adskillige chikaner sikkert vælter, mens en del får lov at stå, så ridtet kan gå glat og forhåbentlig også blive en æstetisk nydelse.

K.R. or nogle år siden

TIDERNE_Til rette vedkommnde_P-2016.indd 7

04/01/16 15.11

TIDERNE_Til rette vedkommnde_P-2016.indd 8

04/01/16 15.11

TIL RETTE VEDKOMMENDE (1)

TIDERNE_Til rette vedkommnde_P-2016.indd 9

04/01/16 15.11

TIDERNE_Til rette vedkommnde_P-2016.indd 10

04/01/16 15.11

1

Jeg ved ikke, om man skal lægge noget dybt i det, men som jeg før har fortalt, er noget af det første jeg oplevede en svag ringlen ved mit venstre øre. Den stammede fra en sølvrangle, og det viste sig, at der i det lille, fine stykke håndværk også var en fløjte, der ikke sagde noget, og derfor var det beroligende lille signal fra ranglen, der kom med uregelmæssige mellemrum, nok til at hensætte den lyttende i en tilstand mellem søvn og vågen, som man måske i dag ville kalde meditativ. Ranglen var min fætter Hakon Stangerups dåbsgave. At den indbyggede fløjte, der hidtil ikke havde givet lyd fra sig, efterhånden blev noget skinger og kunne høres både her og dér, er en anden historie, som kommer senere.

Billedet af den høje, sorte barnevogn med kaleche har jeg set mange gange. Den stod under det piletræ, min far havde plantet og som på det tidspunkt ikke var ret stort.

Dog var det højt nok til at de lange grene med raklerne eller de nysudsprungne blade kunne dingle og svaje rundt om karossen, hvor jeg lå og bestemt ikke vidste, hvem jeg var undtagen en varm følelse af selvfølgelighed. Her kunne intet ondt ske, her var en bevidsthed, som ikke var det, her var en ganske svag ringlen, når vinden bevægede ranglen, og så de grene, der svajede og vuggede og var både sig selv og skyggen af sig selv.

Haven, som jeg ikke kunne se eller vidste hvad var, lå rundt omkring. Den var ikke „færdig” endnu, min far og mor og mine to søstre og vores faktotum, Agnes, var 11

TIDERNE_Til rette vedkommnde_P-2016.indd 11

04/01/16 15.11

først flyttet ind i huset i 1928 efter at have forladt lejligheden på Samosvej, hvor de hidtil havde boet. Det var en nytegnet villa af arkitekt Hartmann Petersen, og mine forældre har sikkert været taget med på råd om, hvordan huset skulle se ud og indrettes, men haven var min fars.

Da han var et grundmusikalsk menneske, løb sansen for det æstetiske sandsynligvis helt ud i fingrene, og da jeg kom til bevidsthed følte jeg instinktivt, at det han havde skabt var et paradis.

Midt i lå, som det var skik og brug, en græsplæne, som han gødede og vandede og passede og plejede. Dukkede en mælkebøtte op, vidste han, at den eneste måde at komme den til livs på, var ved at bruge en jernskruetrækker og grave helt ned til roden og få den med op, ellers vendte bæstet tilbage. Jeg ser ham siddende på plænen i skjorteærmer med let sved over den solbrændte pande, mens han lirker med skruetrækkeren og til sidst får det hele op, en hvid rod i lyset, en dusk blade, en blomst allerede på vej til at visne. Senere kommer den på kompostbunken bag lindelysthuset.

Rundt omkring og over alt er hans fantastiske værk, ikke blot roserne i plænens firkantede bed, men helt op til huset og rundt om hjørnet, hvor lavendelhækken ved højsommer er næsten så høj som jeg selv. Her er tagetes og phlox, løjtnantshjerter og kæmpevalmuer, der blomstrer udfordrende og dør midt i ekstasen. Rører man ved dem, får man blomsterstøv på fingrene. De er uimodståelige, men man er afsløret med det samme. Noli me tangere!

Så går det lettere med de svale æbletræer og deres hvide blomster, eller kirsebærrene som kommer endnu tidligere og lokker én på nye eventyr i eftersommeren og slår tilbage med en uventet surhed bag alt det blussende, skinnende røde. Victoriablommer og den uforglemmelige, modne Reine Claude som solskin i munden, forbløffende at han fik plads til 12

TIDERNE_Til rette vedkommnde_P-2016.indd 12

04/01/16 15.11

det hele, gråpære, skovfogedæble, valnødder, paradisæbler, overdådigt, men aldrig påtrængende, opulent, men bortset fra valmuen helt svalt på kanten af det kyske.

Alt sammen var det hårdt arbejde, men båret af lyst og ikke noget at gøre sig til af. Men buksbomhækken rundt om hjørnet ned ad den blinde vej har trods alt været en udfordring. Han var en god sveder, og når han tog fat med hækkesaksen løb vandet. Selv uden at lukke øjnene kan jeg høre de rytmiske klip-klip af saksen, klip-klip-klip pause klip klip klip.

Hun kommer ud gennem dobbeltdøren, der står åben ind til dagligstuen. Hun er i en hvid, let kjole, som vinden bevæger svagt i skørtet. Hun ryger på en cerut og puster røgen fra sig i små puf. Hun inhalerer ikke.

Jeg ved af gode grunde ikke, hvad der foregik i hovedet på min mor og far, men fulgte deres stemning, som normalt var jævn og udramatisk. Der var ingen spor af jalousi at mærke, selvom min far brugte så mange timer i haven; jeg tror egentlig, hun var glad for, at han var derude og beundrede de resultater, han skabte. Når de stod sammen og talte, var det tit om en plante her og en busk dér. Jeg ved ikke, om alt det tekniske i forbindelse med haven interesserede hende, men det var tydeligt, at hun på en eller anden måde gik ind på det eller lod som om. Blomsterne elskede hun uforbeholdent og lavede gerne buketter, som kom med ind i huset og stod på bordet eller de mindre borde rundt omkring.

Hvad haven angik, var der afgjort noget, hun ikke brød sig om. Det handlede om naboerne bagved, hvor koloni­ haverne lå. Når min far var alene, drev han tit ned til hegnet og fik sig en snak med manden, der havde det nærmeste hus. Plankeværket og forskellige buske gjorde, at man sjældent så ham, men når min far nærmede sig, lo han. Det var en dyb latter og helt anderledes end den naboen ved 13

TIDERNE_Til rette vedkommnde_P-2016.indd 13

04/01/16 15.11

siden af havde. Han kørte til gengæld motorcykel, som han skubbede ud gennem en åbning i hegnet for enden af den blinde vej og tit løb i gang, før han sprang op og tøffede af sted.

Jeg tror ikke, min mor brød sig om fremmede mennesker og slet ikke, at min far delte en pilsner med naboen fra kolonihaven. Hun sagde ikke noget, men stemningen omkring min far og hende blev tykkere og mere husblasagtig, når han tog sig den frihed. Her lå forklaringen: hun ville have ham for sig selv. Men det var nu ikke bare det, jeg tror hendes afstandstagen også have rod i et vist snobberi, en følelse af social overlegenhed. Der var ikke megen forskel i status mellem vores familie og de familier, der boede rundt omkring (nogen af dem havde sikkert flere penge, end vi havde), men selvom hun hilste høfligt på dem alle sammen, hvis de mødtes på vejen, så var der ikke noget samkvem. Hun drak ikke kaffe med nogen eller hang over stakittet og sludrede, hun gik hjem og slap kun folk ind, hun kendte og som betød noget andet for hende end det tilfældige.

For at finde legekammerater måtte jeg naturligvis færdes steder, hvor min far og mor ikke kom. Det gjaldt da jeg var helt lille og også senere, da jeg kom i skole. Der var meget anderledes hos genboerne end hjemme hos os selv. Ikke fordi husene var meget større eller menneskene særlig anderledes, men man kunne med det samme lugte, at man ikke var hjemme. Det gjaldt hos Arne længere nede ad vejen i Østrups hus, hvor der boede tre familier, én på hver etage, men det gjaldt måske allermest hos Herman, der først boede i et mindre hus på Torfavej og senere i et større. Hans mor var norsk, og fru Jepsen (som hun hed) bagte vafler, og selvom hun mest gjorde det ved festlige lejligheder eller når hun syntes, vi fortjente det, lugtede huset altid sødt af vafler.

14

TIDERNE_Til rette vedkommnde_P-2016.indd 14

04/01/16 15.11

Måske forstod jeg allerede dengang min mors kølige forhold til naboerne, for selvom fru Jepsen var meget flink, var hun også for meget alting. Ikke nok med at hendes norske skingrede igennem hendes dansk, hun medbragte også en amerikansk accent. Hr. Jepsen havde en baggrund i USA og været soldat under 1ste verdenskrig, så der var både skibakke-skrig og artilleribuldren i fru Jepsens stemme, når hun gav sig til kende, og det var det meste af tiden.

Mest anderledes var måske besætningen hos Lille Bents familie (hvis efternavn jeg har glemt), og det kom sig både af, at der var så mange medlemmer, der var meget forskellige, og fordi de boede i et højt hus på Ingolfs Allé, hvor familierne var så talrige og så anderledes, at det nærmede sig det eventyrlige, og lugten i huset steg op fra en sump, hvor temmelig skrækindjagende væsener færdedes. Øverst oppe residerede Bents bedstemor, men ikke hans far og mor. De dukkede mest op om søndagen til disse uendelige frokostborde, man fejrede helligdagen med. Til gengæld boede Sonja og Otto i hver deres værelse, men jeg fandt aldrig ud af, hvem de egentlig var, og hvad de hed til efternavn, og hvordan deres indbyrdes familieforhold var.

De steder jeg kom – og ikke mindst hos Herman og Lille Bent – spillede maden en stor rolle. Vi fik ikke stegt sild i lage eller italiensk og russisk salat derhjemme. En røget ål kom aldrig i nærheden af vores spisebord. Men hos dem goplede maden i dynger, og da jeg en søndag fik besked på at få mig en håndfuld rejer og pille dem og spise dem, svimlede det. Jeg syntes, jeg havde rejer helt op i nakken, og de lugtede ikke godt.

Om sommeren bar Bents bedstemor piphans’ bur ud på altanen, hvor den sad og pippede og sang i solskinnet.

Det var idyllisk, men som hos familien Jepsen også fremmed og påtrængende. Egentlig ville jeg hellere hjem, men gjorde gode miner til slet spil og opdagede undervejs, at 15

TIDERNE_Til rette vedkommnde_P-2016.indd 15

04/01/16 15.11

hvis jeg var nervøs og frastødt, så var jeg også tiltrukket og – uden rigtig at vide det – liderlig. Det sorte net Sonja gemte sin hårvalk bag, var svær at få øjnene fra.

Der var andre personer rundt omkring, som min mor ikke vidste noget om og ikke interesserede sig for. Af kollegiale grunde kunne hun ikke helt afvise de (mange) lærere, der boede i nærheden: Den imposante hr. Henriksen med den dunkende stok i fliserne, fru Engel, der boede lige overfor, hr. Østrup, viceinspektør på min fars skole, og flere andre. Men at det var mere pligt end lyst, der drev hende, kan der ikke være tvivl om. Tværs over Lilly Rifbjerg, født Nielsen stod der med tydelig skrift: Privat.

TIDERNE_Til rette vedkommnde_P-2016.indd 16

04/01/16 15.11

2

Jeg vidste intet eller meget lidt om mine forældre. Der var sat tætte skotter op mellem det man kunne se og høre og lugte ved deres tilstedeværelse, og det der lå skjult bagved. Det havde sikkert noget med blufærdighed at gøre, eller var en slags beskyttelse mod de katastrofer, en mere frimodig omgang med sandheden kunne afstedkomme.

Jeg fik f.eks. aldrig at vide, at jeg engang havde haft en bror, som var min mors førstefødte. Det var åbenbart for uoverskueligt at forestille sig, hvordan jeg ville reagere, eller for smertefuldt for min mor at beskæftige sig med forholdet. At jeg selv ved et tilfælde opdagede, at min far havde været gift før, skabte uro både hos mig selv og mit ophav. I mange år havde den døde kvinde været begravet (jeg forstod, at min far var enkemand, da han giftede sig med min mor), men afsløringen virkede måske netop så stærkt, fordi den var uønsket.

I eftertanken er der noget næsten grotesk ved tanken om, at man havde valgt at bevare det bestik (plet) hvor de afslørende initialer stod bagpå, i stedet for at sælge det eller forære det væk. Der var noget klistret her, som ikke forsvandt, da „sølvtøjet” langt senere blev stjålet, for det dukkede op igen i en kloak på et tidspunkt, hvor de udbetalte forsikringspenge for længst var brugt.

Var der intet særligt samkvem med de omkringboende, var der til gengæld et meget livligt med familien og de få personer, som af den ene eller den anden grund havde fået lov til at passere slusen.

17

TIDERNE_Til rette vedkommnde_P-2016.indd 17

04/01/16 15.11

Det var i høj grad et familieforetagende. Begge mine bedsteforældre på min fars side levede og min mormor i høj grad. Hun var omkring de halvfems, da hun blev tydelig i min bevidsthed. Trods sin traditionelle påklædning (sort kjole og af og til med kyse) var der ikke noget gammeldags ved hende. Hun kunne stadig komme ned på knæ og op igen uden at anstrenge sig, og der udgik fra hende en lystig energi, som smittede. Det var altid sjovt at være sammen med mormor, som helt indlysende var skabt af et andet stof, end det der gjorde min farmor mere stationær. Jeg så hende aldrig komme ned ad trappen, hun var ligesom fast forankret i en lænestol, hvor hun sad med sit håndarbejde og sin store vægtfylde og sjældent gav sig til kende med andet end et klap på kinden og sin krydrede duft af gammel dame. Det var egentlig hende, der var ophav til Rifbjerg-navnet. Min farfar Gustav var en ganske almindelig Petersen, men så rykkede Langelandsindflydelsen frem, så børnene (altså mine fastre og onkler) først kunne kalde sig Rifbjerg-Petersen, men snart kun Rifbjerg.

Selv har jeg altid opfattet det Petersen som noget fremmed, der ikke havde noget med min egen identitet at gøre.

Gustav havde været degn, dvs. skolelærer og forsanger i kirken, der lå i Havrebjerg, en landsby mellem Slagelse og Kalundborg. Der var syv børn i alt minus Otto, der døde af mellemørebetændelse og som jeg aldrig så. Genea­ logisk slog det brede og milde igennem hos børnene, måske mindst hos de to ældste, Ove og Sofie, sidstnævnte en pædagogisk ildsjæl, mens han var en charmant bohemetype med et vist malerisk talent.

Det er svært at beskrive mit forhold til dem, det differentieredes i årenes løb, men først og fremmest var de der som altså også min mormor og min moster Mie, der havde sin mor på aftægt i en villa på Thingvalla Allé nr. 50, et hus som familiens velhaver, onkel Niels, vistnok havde været 18

TIDERNE_Til rette vedkommnde_P-2016.indd 18

04/01/16 15.11

med til at finansiere. Lidt fjernere stod familien Stangerup (min moster Ingrid var gift med Axel Stangerup), men jeg fik det meget livligt med onkel Lax (som han blev kaldt), for han ejede en fin venlighed og humor, som også kunne udmøntes på en lille én som mig, og så var han fantastisk god til at fortælle historier. Det var dengang det endnu var naturligt, at man bevægede sig til fods, og vores ture sammen (da onkel Lax var blevet enkemand, fordi tante Ingrid døde) gik langs grøfterne helt ud til vandtårnet i Tårnby og tilbage igen, mens han fortalte og fortalte – ikke mindst om sin egen barndom på en så levende måde, at man selv følte, man var del af den.

Men vigtigst var og blev det derhjemme. På godt og ondt. Agnes (som jeg har skrevet om før) var lynaflederen sammensat af lige dele energi, nervøsitet og udmattelse.

Der var ikke noget unaturligt i, at mine forældre havde et tyende til at klare det praktiske i husholdningen. De var jo begge udearbejdende på hver sin skole: Amagerbro og Sundbyvester. Men jeg tror aldrig, det gik op for dem i hvilken grad de udnyttede og udbyttede medhjælpen. Ikke fordi de spekulerede i at klemme så meget muligt arbejde ud af den ansatte (der oven i købet fik en ringe løn), men fordi kortene var fordelt på en anden måde dengang end man kan forestille sig i dag. Man bandt et menneske til sig, som så formodedes ikke blot at klare tingene, men at klare alting.

For Agnes vedkommende så dagsprogrammet nogenlunde sådan ud: Op kl. 6.30 for at lave morgenmad og smøre madpakker (til fem, når mine søstre var hjemme), rede senge, ordne badeværelset, almindelig rengøring i resten af huset (vi fik på et tidspunkt en Nilfisk), købe ind, forberede middagen, evt. bage franskbrød, servere te for mine forældre, når de kom hjem fra skole, sørge for at holde mig beskæftiget hele tiden, dække bord, servere 19

TIDERNE_Til rette vedkommnde_P-2016.indd 19

04/01/16 15.11

middag, rydde af, vaske op – man kan få fornemmelsen af, at listen over gøremål var uendelig, og det var den. Der var naturligvis tale om det man på moderne dansk kalder en au-pair-stilling, og Agnes spiste da også med ved bordet og sad i stuen, hvis der var tid til det, men så havde hun sandelig også sit eget værelse, et kammer med skrå væg, hvor det var lykkedes at få presset både en seng og et klæ­ deskab og en kommode og et symaskinebord ind plus en højrygget stol. Hvor hun selv skulle være, diskuteredes ikke, men der skulle skohorn til for at få hende klemt ind.

At der af og til var vaskedag og hovedrengøring føjes kun til for en ordens skyld, jeg ved ikke hvordan hun klarede det, ikke mindst med tanke på, at min far og mor og vores menage i det hele taget kun var en station på vejen, Agnes havde været i længere tid også hos andre familier og havde været knyttet til dem på lignende vilkår. Som fjortenårig blev hun sendt fra Vendsyssel til København for at arbejde, og det gjorde hun så, til hun var fyldt halvfems. Hun opfattede sig selv som kommunist, men læste samtidig Morten Korch, hvilket ved nærmere eftertanke virker mindre urimeligt, end man kunne synes.

At færdes i den verden mellem alle disse mennesker var på én gang trygt og skrækindjagende. Man så jo med egne øjne, hvordan de gebærdede sig, men var det hele sandheden, og hvis det var, hvorfor var den så ind imellem så underlig? At Agnes eksplosive raseri over noget jeg havde fundet på ikke kun udsprang af min uartighed, men kunne have en masse andre årsager, tænkte jeg ikke på. Hvad stiller man op med et lam, der pludselig viser sig at have store hugtænder og spyr ild? Der var dæmonisk snurrighed, som satte sig spor. Jeg var fuldstændig klar over, at hvis jeg havde provokeret, ville det få konsekvenser, men at de fik det omfang, var det umuligt at regne ud på forhånd – også selvom provokationen netop havde haft 20

TIDERNE_Til rette vedkommnde_P-2016.indd 20

04/01/16 15.11

til formål at sætte et eller andet i gang. Da jeg havde tisset i bukserne tre gange i træk, så hun var tvunget til at skifte mig fra yderst til inderst og gjorde mig opmærksom på, at jeg skulle huske at knappe op og trække blank inden jeg tissede, og jeg så gjorde det alligevel (med vilje, selvfølgelig) altså undlod at knappe op, men bare tissede, blev det for meget. Jeg vil ikke sige, at hun gik amok, men pludselig blev hun meget stor og hendes hænder forvandlede sig til kløer og hendes øjne stod ud, mens hun knappede mine bukser ned og begyndte at slå mig hårdt i enden med den flade hånd.

Ligeså hurtigt anfaldet var kommet, ligeså hurtigt forsvandt det igen, men ikke følelsen af frygt og fryd hos mig.

Det var forfærdeligt, og da jeg havde gemt mig hulkende bag papirkurven under skrivebordet i „Herreværelset”, vidste jeg at straffen var retfærdig, men at det alligevel var mig, der havde vundet, provokationen var lykkedes, og det var mig, der havde både provokeret den frem og iscenesat den. At Agnes uden forbehold og fuldkommen oprigtig fortrød sin hårdhed, satte kun mit dobbeltspil yderligere i relief. Hvad hele seancen og flere andre tilsvarende satte sig af spor, skal jeg ikke lave et nummer ud af. Det fremgår klart af det meste af det, jeg ellers har skrevet.

Over det alt sammen buede vejret og lyset sig og alle de lyde byen frembragte både tæt på og længere væk. Søndagene havde deres særlige timbre, mens spændingen steg og faldt på Fremad Amagers fodboldbane nede ved Irlandsvej, hvor et mål lavet af hjemmeholdet blev belønnet med et brøl. Og naturligvis holdt militæret sig ikke tilbage uanset helligdagen. Det rumlende affyringsbrøl fra de store haubitzere på skydebanen og den senere gøen, når granaten slog ned i Kalvebodernes vand længere ude, hørte med til søndagen, hvor dynens varme blev hængende, selv når man trådte ud på det kølige, ferniserede gulv og Thorvald 21

TIDERNE_Til rette vedkommnde_P-2016.indd 21

04/01/16 15.11

og Lilly stadig lĂĽ under de store dyner, og fridagen gjorde det muligt at forlĂŚnge den skraber, som nĂĽdigst var dem tilstedt.

TIDERNE_Til rette vedkommnde_P-2016.indd 22

04/01/16 15.11