FLUGTEN TIL EUROPA
Af samme forfatter Det ukrænkelige Essays Kvinde på Dronning Louises Bro Essays Frisk fisk til inkaen Essays Tid til forundring – en debatbog om den borgerlige kulturkamp Bomben i turbanen – profeten, provokationen, protesten, pressen, perspektivet (s.m. Mikael Rothstein) Den nøgne maskine Essays Ord og handling Essays om litteratur Soldatens år – Afghanistan-krigen i dansk litteratur og kultur Det der var – Seattle-New York, 1982 Essay
KLAUS ROTHSTEIN
FLUGTEN TIL EUROPA Et essay om asyl og migration
TIDERNE SKIFTER
Klaus Rothstein FLUGTEN TIL EUROPA Et essay om asyl og migration © Forfatteren og Tiderne Skifter, 2015 Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Garamond hos An:Sats, Espergærde Tryk: Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-769-3 Printed in Denmark 2015
Til G, F og O
TIDERNE SKIFTER · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf. 33 18 63 90 · Fax 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk
Indhold Forord 7 Fra Vores Hav til Vores Hegn 11 Til Lampedusa 31 En velbegrundet frygt 37 De druknedes fortælling 45 Før folkene vandrer – og drukner 54 De nøgne fødders ø 61 Vores døde er jeres døde 70 Smuglerne og de riges bord 79 Ingen bunga bunga på Lampedusa i år 91 I Nærområdeland 104 En bedre verden 116 De, de druknede 125 Den australske model: No Way! 134 Hvor går grænsen? 145 De kommer i flodpramme, i fiskerbåde, i fragtskibe 162 “Europa! Europa!” 169
“Den grundlæggende ret til asyl for politisk forfulgte kender ingen overgrænse. Den gælder også for de flygtninge, der kommer til os fra en borgerkrigs helvede.” Angela Merkel
Forord
Denne bog blev påbegyndt i foråret 2015 efter en reportagerejse til den italienske ø Lampedusa og var så godt som klar til tryk, da flygtninge- og migrationskrisen eskalerede i Europa henover sommeren og sensommeren. Pludselig blev bogen indhentet af verden og virkeligheden. Flugten til Europa. Et essay om asyl og migration er derfor skrevet færdig under iagttagelse af en politisk situation, der ændrede sig drastisk dag for dag. Allerede få uger efter jeg kom hjem fra Lampedusa, tog flugten over Middelhavet til – og det samme gjorde drukne katastroferne. I løbet af de kommende måneder flyttede meget af flugttrafikken til andre ruter, dels den østlige Middelhavsrute fra Tyrkiet til Grækenland, dels over land gennem Balkan til Ungarn. Samtidig blev situationen skærpet i grænseregioner mellem Italien og Frankrig og mellem Frankrig og Storbritannien, hvor store grupper af flygtninge og migranter løbende forsøgte at komme over grænserne. Kort efter begyndte mennesker i tusindvis at overskride EU’s ydre landegrænser og sætte kursen mod Vesteuropa via Ungarn. I slutningen af august var presset på Europa blevet så massivt, at humanitære organisationer talte om et ‘paradigmeskifte’ i de globale flygtningetendenser. Under presset af mange nye flygtninge slap al koordinering, solidaritet og samarbejde nærmest op landene imellem i EU. Mens Tyskland og Sverige gik enegang 7
den ene vej og holdt grænserne åbne, gik f.eks. Danmark den anden vej og strammede alt, hvad der strammes kunne. Flere lande begyndte at etablere højteknologiske beskyttelseshegn, de nationalistiske protestbevægelser markerede sig med både demonstrationer og attentater mod asylcentre, og den politiske rådvildhed spredte sig. Imens fortsatte folk med at flygte fra krig eller bryde op fra udsigtsløsheden i forarmede samfund, og dag for dag blev presset på grænserne større og større. I september havde flugten til Europa udviklet sig til den største migrationskrise siden 2. Verdenskrig. De europæiske lande kan naturligvis ikke forventes at absorbere samtlige de mennesker, der gerne vil hertil, enten som flygtninge fra krig og forfølgelse eller ‘blot’ for at søge lykken som det, man kan kalde økonomiske migranter. Men de europæiske lande har samtidig et soleklart ansvar for at yde beskyttelse til forfulgte, og Europa kan hverken leve med, at flygtningene og migranterne drukner undervejs eller vagabonderer i processioner på vores motorveje. Flygtningene udgør et massivt humanitært, moralsk og politisk dilemma for Europa. Helt akut skal de flygtninge, der har behov for det, hjælpes til overlevelse og beskyttelse. Det skal i meget høj grad ske nær flygtninges hjemlande, hvilket også er den politiske parole i vesten. Men én ting er, hvad politikerne siger, noget andet er, hvad de gør. Eller ikke gør. Gennem mange år har parlamentarikere i hele EU talt om at hjælpe i nærområderne, men de har aldrig bevilget de nødvendige midler. Det er amoralsk og hyklerisk. En rent sproglig detalje: Jeg taler både om flygtninge og migranter, nogle gange side om side og stort set synonymt, andre gange mere specifikt. Kort sagt er flygtninge mennesker med behov for beskyttelse for krig og forfølgelse, mens migranter er mennesker, der bryder op for at søge et bedre liv, socialt og 8
økonomisk. Man kan sige, at ‘flygtninge’ er en underkategori af ‘migranter’. Den første gruppe har vi pligt til at hjælpe. Den anden gruppe har vi ikke pligt til at hjælpe. Men det er alt andet end simpelt at skelne, for der kan være blandede årsager til at folk har været tvunget til at forlade deres hjem. EU’s havarerede asylsamarbejde skal nødvendigvis genetableres. Det kræver stærk politisk ledelse og solidaritet landene imellem. Men først og fremmest skal problemerne løses der hvor de opstår. Kun hvis krige, kriser og konflikter bliver bilagt, vil problemerne med flugt og migration kunne finde et mere naturligt leje. Folk vil altid bryde op hjemmefra i et eller andet omfang. Der er ingen lette løsninger at love. Klaus Rothstein Frederiksberg August 2015
Fra Vores Hav til Vores Hegn
D
et havde været et brutalt forår. Guardia Costiera, Italiens kystvagt, havde nat efter nat sendt fartøjer ud for at evakuere flygtningebåde i Middelhavet og bringe desperate mennesker fra Afrika og Mellemøsten i sikkerhed på øerne Lampedusa og Sicilien. Nogle af dem kom som familier på flugt fra borgerkrigen i Syrien. Andre som enlige mænd, der var undsluppet regeringens hårde undertrykkelse i Eritrea eller terrorgruppen Boko Harams vilkårlige hærgen og brutale masse drab på kristne i Nigeria. Andre igen var uledsagede børn, som desperate forældre havde sendt ud i verden som flaskepost med et budskab: SOS. Imens diskuterede EU’s ledere op ad stolper og ned ad vægge, hvordan man kunne øge beskyttelsen. Ikke af menneskeliv på havet. Men af EU’s grænser. Italiens premierminister, Mateo Renzi, havde længe forgæves forsøgt at få sine kolleger til at indse, hvor tilspidset situationen var for hans land og for de øvrige EU-lande, der udgør regionens ydre grænser. Men i regeringskontorerne i samtlige hovedstæder henholdt man sig til formalia: EU’s asylpolitik hviler på Dublin-forordningen, som siger, at det land, der modtager en asylsøger, også har ansvaret for sagsbehandlingen. Formålet med forordningen er at forhindre parallelle sagsbehandlinger i flere lande af den samme asylsøgers sag (og trods det danske retsforbehold deltager Danmark 11
i ordningen gennem en særaftale). Dermed kan andre lande, f.eks. Frankrig, sende asylsøgere, der først satte fod på italiensk jord, tilbage til Italien, når de forsøger at krydse en grænse. Hvis asylsøgeren altså vel at mærke er registreret og identificeret med fingeraftryk af de italienske myndigheder. Denne diskussion regeringerne imellem skulle vise sig kun at være en ouverture. Da foråret blev til sommer, sensommer og efterår, ændrede asylsøgersituationen i Europa sig drastisk. Antallet af krigsflygtninge m.fl., som krydsede grænserne med kurs mod især Tyskland og Sverige, steg eksplosivt dag for dag, og det, som Italien havde erfaret gennem mange år, blev nu set i mange europæiske lande: Flygtninge forsøgte desperat at undslippe registrering i f.eks. Ungarn, fordi de ikke ville miste muligheden for at indgive ansøgning om asyl i et mere attraktivt land. I første omgang skabte det kaotiske scener ved den ungarske grænse, men efter nogle dage opdagede myndighederne, at flygtningene ikke ville blive i landet, men kun var interesseret i transit mod Tyskland. Den samme erfaring gjorde Danmark under stor politisk forvirring i nogle smukke dage med indian summer i september, hvor flere tusinde syriske krigsflygtninge i løbet af få dage kom med færgen til Rødby. Men kun en femtedel søgte asyl. De fleste ville videre til Sverige, landet med den høje humanitære profil og det gode renommé, hvor man fører en liberal familiesammenføringspolitik. Så gik abespillet i gang. Sverige mente, at Danmark unddrog sig ansvar. Og Dansk Folkeparti mente, at Angela Merkels Tyskland havde fremprovokeret kaos ved ensidigt at droppe registreringen af syrerne, som så havde fri passage videre til Skandinavien. Samtidig gik aktivistiske flygtningevenner i aktion og fragtede syrerne over Øresund, mens højrefløjen rasede over, at politiet ikke tog magtmidler i brug for at standse og registrere flygtningene. Hvilket paradoks! Den humanistiske fløj, der nor12
malt argumenterer for at vi bør tage imod flere flygtninge her i landet, hjælper syrerne til at smutte udenom Danmark, mens den mere nationalt sindede og højreorienterede fløj, der normalt argumenterer for færre flygtninge i landet, tværtimod krævede en kurs, som ville betyde, at syrerne ville ende som asylsøgere her, sandsynligvis med flygtningestatus til følge. Da EU’s regeringschefer mødtes den 23. september 2015 i et forsøg på at udarbejde en plan for de cirka 120.000 flygtninge, som akut skulle fordeles landene imellem, kunne de rystede se tilbage på en kaotisk sommer – og nervøst frem mod et uvist efterår. De forgangne måneders vildskab havde – på trods af at det var blevet varslet af forårets mange flygtningebåde på Middelhavet – overgået alle forudanelser. Ingen havde forudset, at flygtningeruterne vil flytte sig fra hav til land så hurtigt og så massivt, og ingen havde for alvor erkendt, hvor hurtigt korthuset ville ramle. Og hvem havde vidst, at Ungarn ville være så konsekvente og hurtige til at bygge et grænseværnshegn og oven i købet beskytte det med politi og militær med vidtgående mandater til at udøve magt overfor flygtningene? Men nu var sagen den, at EU-landene reelt havde mistet grebet om asylsamarbejdet, at landene havde mere end svært ved at finde fælles fodslag – og at flygtningene blev ved med at komme, dag efter dag. Landene aflagde rapport: Ungarn havde optalt 54.000 flygtninge, primært fra Syrien, Irak og Afghanistan. Fra Østrig lød det, at 18.000 nye flygtninge og migranter var ankommet på 72 timer. Kroatien og Makedonien meddelte, at flygtninge i tusindvis kom over grænsen fra Grækenland. Polen slog korset for sig ved tanken om, at der skulle ankomme muslimske flygtninge til det katolske land. Finland måtte beklage, at de efter at have modtaget 13.000 asylsøgere nu overvejede at lukke grænserne. 13
Sverige noterede, at deres omfattende arbejde med at modtage flygtninge betød øgede udgifter på 14 milliarder kroner, hvilket betyder skattestigninger og nedskæringer. Tyskland begyndte at tale om, at EU kun skulle åbne grænserne for flygtninge, der kommer via lejre udenfor Europa, hvor deres sager kan behandles på forhånd. Til gengæld skulle kvoterne være gavmilde. Og sådan kan man blive ved fra land til land. Alle taler om store byrder i flygtningetal og kulturelle, sociale og økonomiske omkostninger. Men landene er samtidig klar over, at lukkede grænser ikke betyder, at problemet forsvinder. Det synes dog ikke at bekymre et land som Ungarn, der forsøger at skræmme flygtning væk med tåregas og knippelslag. Mens kritikken hagler ned over landet, argumenterer ungarerne for deres ret til at beskytte grænserne mod flygtninge, for uden kontrollerede grænser giver kvotefordelingsaftaler ingen mening, siger de. Fra Grækenland – det gældskriseplagede land, som i løbet af sommeren har modtaget cirka 234.000 flygtninge via havet fra Tyrkiet – lyder en skarp kritik af Ungarn. Indenrigsminister Ioannis Mouzalas siger, at landet er racistisk, overtræder menneskerettighederne og handler i modstrid med europæisk lov og ånd. Han er stolt af, at hans eget land ikke opfører sig som ungarerne, siger han – og glemmer, at også Grækenland forsøger at værne sig mod flygtninge og i øvrigt huser nynazistiske tæskehold. Han frygter for konsekvenserne, hvis grænserne nordpå lukkes, og flygtningene ikke har fri passage, siger han. Vi skruer tiden tilbage til foråret. At flygtningene kom over Middelhavet, var ikke nyt. Gennem de seneste 15 år har der været en løbende trafik af bådflygtninge. Ifølge det internationale journalistsamarbejde The Migrant Files, som dokumenterer flugten mod Europa, er mere end 30.000 mennesker druknet i forsøget på at krydse Middelhavet siden år 2000. Også Amne14
sty International, FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, og andre humanitære organisationer har opgjort tallet i den størrelsesorden. De seneste år er trafikken over Middelhavet intensiveret. I det komplet lovløse Libyen har menneskesmuglerne haft kronede dage, siden Gadaffi blev stødt fra tronen af den vestlige koalitions bombardementer i 2011. Befrielsen fra tyrannen betød desværre ingen frihed og sikkerhed for libyerne, men overlod landet til rivaliserende militser og syndikater, der ikke alene slås om den politiske og religiøse magt, men også laver formuer på at smugle stoffer, våben – og mennesker. Flygtninge fra konflikter i lande som Eritrea, Somalia, Nigeria og Sudan, ja selv krigsflygtninge fra Syrien og folk på flugt fra Irak og Afghanistan betaler formuer for at blive udskibet fra libyske strande. Og målet er meget ofte øen Lampedusa, EU’s sydligste forpost, som ligger tættere på det afrikanske kontinent, end på Europa. Fra oktober 2013 og et år frem havde Italien drevet en humanitær redningsoperation, Operation Mare Nostrum, Vores Hav, som i runde tal havde fisket 150.000 mennesker op af havet. Den italienske regering havde forgæves forsøgt at få et samlet EU til at overtage finansieringen af redningsprogrammet, der løb op i ni millioner euro om måneden. Men de stærkeste EU-lande havde afvist italienernes ønske, fordi man mente, at redningsaktionen i sig selv betød, at flere og flere løb risikoen med flugten over havet. Mare Nostrum var derfor nu lukket ned. I stedet oprettede EU et program af en langt mindre skala ved navn Triton, navngivet efter den græske havgud. Men Triton havde ikke det samme humanitære sigte. Programmet var lagt i hænderne på EU’s grænseagentur Frontex og handlede snarere om grænsepatrulje på Middelhavet, hvor man taler om tre ruter: den centrale, den østlige og den vestlige. Den vestlige rute 15
mod Spanien er kun relativt sjældent benyttet, sandsynligvis fordi de fremskudte grænser i de oldgamle spanske enklaver på den marokkanske kyst, Ceuta og Melilla, bliver bevogtet tæt. Den centrale rute er den traditionelt mest befærdede, primært via Libyen mod Lampedusa og Sicilien, men den østlige rute mod Grækenland oplevede i løbet af 2015 en enorm vækst. I april 2015 besluttede EU at intensivere patruljeringen i havet, hvilket i de kommende måneder førte til en klar reduktion i antallet af omkomne, mens selve flugttallet steg. Ifølge UNHCR, FN’s Højkommissariat for Flygtninge, havde Europa i de første seks måneder af 2015 taget imod 137.000 asylsøgere over Middelhavet. Det var en stigning på hele 83% i forhold til året før. Først på sommeren kunne også Grækenland mærke presset fra de mange mennesker fra kriser, krige og konflikter i Afrika og Mellemøsten. Som om Grækenland ikke havde problemer nok med en truende statsbankerot, begyndte bådflygtninge at dukke op på de små øer, hvor man ellers havde gjort klar til stemningsfuld zorbamusik, retsina og souvlaki med tzatziki til feriegæsterne. Hvilken slående kontrast: De velbeslåede fra nord rejste mod syd for at leve af all inclusive i en uge. Imens tiggede flygtningene om smulerne fra de riges bord på strandene, og danske rejseselskaber tillod turisterne at tage en ekstra kuffert med nødhjælp med. Det var et nyt koncept: Humanitær sommerferie på Lesbos og Kos. Problemet eskalerede, men – skulle det vise sig – var stadig kun i sin vorden. Tal fra International Organization for Migration (IOM), viser, at 48.000 flygtninge gik i land i Grækenland i løbet af det første halvår 2015. En uge inde i august sagde IOM, at Grækenland siden januar havde været mål for 90.000 menne sker (og 97.000 til Italien), og FN opgjorde nu det samlede tal migranter over havet til 224.000 mennesker. “Vi er vidne til et ukontrolleret skifte til en tid, hvor omfanget af global flugt – og 16
den respons som det kræver – langt overgår alt, vi tidligere har set,” sagde en talsmand for UNHCR. I juli måned alene modtog den græske ø Kos 7000 asylsøgere, og måneden efter udbrød der uroligheder på et gammelt stadion, hvor 2500 flygtninge og migranter blev interneret af myndighederne under kummerlige forhold, mens sølle tre betjente havde til opgave at registrere de mange mennesker. UNHCR kaldte situationen på de græske øer for ‘skamfuld’ for EU. Uge for uge, måned for måned udviklede presset på Europas grænser sig. Tallene kan fluktuere, men tendensen har i 2015 været ganske klar – stigningen er markant. I august kunne EU’s grænseagentur Frontex oplyse, at juli havde sat rekord med 100.000 nye asylsøgere – det største tal siden agenturet i 2008 begyndte at registrere indrejsen til Europa. Fabrice Leggeri, Frontex’ direktør, kaldte det ‘en nødssituation for Europa’, og han opfordrede alle EU-medlemslande til at aflaste og støtte de lande, der tager imod massive antal flygtninge ved deres grænser. I slutningen af september meddelte UNHCR at 318.000 flygtninge var kommet til Grækenland i 2015 og at Europa havde modtaget over 400.000 alene via Middelhavet. Jo flere mennesker, der forsøger at rejse over havet eller krydse landegrænserne, jo vanskeligere kan det være at sige noget entydigt om deres motiver. Mixed migration, kalder man det. At folk som flygter fra krig i Syrien, undertrykkelse i Eritrea eller terror i Nigeria har behov for beskyttelse mod krig og forfølgelse, kan næppe betvivles. Men blandt de mange titusindvis af asylsøgere er der naturligvis også mennesker, der er rejst ud for at søge bedre livsmuligheder, socialt og økonomisk. Det er dem, vi kan kalde migranter. De har ingen konventionsbestemte krav på beskyttelse, og ethvert land kan selv afgøre, om det vil lukke migranter ind, hvilket altid afhænger af behovet for arbejdskraft i landets industri, landbrug m.m. Men hvis migranterne kom17
mer på samme måde og ad samme rute som folk på flugt, måske i håb om at blive modtaget som flygtninge – hvordan skelner man så mellem deres motiver og historier? I løbet af sommeren 2015 stod det klart, at asylsøgerne nu kom lige så talstærkt over land som over hav. UNHCR gjorde tallet op til 10.000 asylsøgere – hver måned. Trafikken blev forskubbet fra Middelhavsruten mod Italien til landruten mod Østeuropa, måske fordi risikoen for at drukne havde gjort ruten upopulær, måske fordi den politiske opmærksomhed var blevet for stor, måske fordi menneskesmuglerne kunne opnå bedre profit på billigere ruter over landegrænserne. Fra grænseområder mellem Italien og Frankrig kom nye rapporter om asylsøgere, der forsøgte at komme fra Italien og videre, sandsynligvis med England som mål. I grænsebyen Ventimiglia befandt sig hundredvis af strandede folk fra Eritrea, Etiopien og Sudan, og Italiensk Røde Kors havde travlt med at give dem nødtørftig hjælp, etablere en smule sanitet m.m. På et pressefoto så man strandede flygtninge sidde på en glohed strand under varmereflekterende folie, som Røde Kors havde delt ud, så folk kunne beskytte sig mod solen. Der sad de så, som stivnede sølvspøgelser. ‘European Asylum’ og ‘We Must Pass’, skrev de på bannere af stof. Til International New York Times sagde en talsmand for Italiensk Røde Kors, at “migration er et faktum, som vil fortsætte”, og at Europa måtte finde nye løsninger. Frankrig undlod at lukke grænsen helt, men sørgede for at afvise alle de afrikanske asylsøgere tilbage til Italien, og truslen om en grænselukning lå hele tiden i luften. Omvendt vidste de franske myndigheder, at italienernes modsvar ville være strategisk: Hvis Italien gav asylsøgerne en midlertidig opholdstilladelse på tre måneder, ville de også være omfattet af Schengen-reglerne og have fri rejseret i EU. Sådan gjorde Italien med en gruppe tunesiske asylsøgere i 18
2011, og selvom de ikke siger det højt, så håber de bare på, at asylsøgerne vil forlade landet og forsvinde andre steder hen. Det har bl.a. betydet, at banegården i Milano nærmest er forvandlet til et opholdssted for migranter i transit. Men var situationen uholdbar på den franske sydkyst ved grænsen til Italien, var den desperat på nordkysten ved kanalbyen Calais. I sommeren 2015 begyndte medierne at rapportere fra et stykke afrikansk klondike i Europa. Uden for byen havde et par tusinde – nogle siger 5.000 – flygtninge og migranter samlet sig i en interimistisk lejr på den bare jord. The Jungle, kalder de stedet. De flygtende har klaret turen over Middel havet, og på en eller anden måde er de kommet over grænserne og fortsat op gennem Europa for at nå til England. Ved Calais mødte de en ny forhindring: Tunnellen under kanalen. Men desperationen er en vigtig drivkraft. Mange forsøger hver dag at tiltvinge sig adgang til lastbiler som blinde passagerer. Ved transitstationerne forsøger at de at tiltvinge sig adgang til lastrummene. Nogle hægter sig fast under karosseriet, andre kravler op på taget af togene. Andre igen prøver at tilbagelægge den 50 km lange tunnel til fods. Den britiske premierminister David Cameron, talte om, at der kom “a swarm of people”, hvilket fik en Labour-politiker til at minde ham om, at han rent faktisk talte om mennesker, ikke insekter. Trafikken er livsfarlig, og der er rapporter om mange dødsfald, men migranterne har intet at miste. Det har til gengæld lastbilchaufførerne, som kan blive idømt bøder på op mod 3000 pund (godt og vel 30.000 kr.) per migrant, der måtte være krøbet om bord i deres biler på en rasteplads. I slutningen af juli fortalte flere medier, at 2000 migranter i flere omgange havde løbet stormløb mod kanalens terminal i et desperat forsøg på at komme til England. De franske politimyndigheder modificerede nyheden: Der var ikke tale om et samtidigt, koordineret storm19
løb, sagde en polititalsmand, men om flere desperate gruppers forsøg på at komme ombord på biler eller tog. En uafhængig blogger, Philippe Wanesson, som løbende rapporterer om situationen ved Calais, skrev, at migranterne fra mange forskellige lande og sprogområder næppe var i stand til at koordinere et samlet stormløb, og flere ngo’er mente, at der var tale om et par hundrede menneskers gentagne forsøg på at komme ind i tunellen i nattens løb – slemt nok, men ikke et samlet angreb. Nogle dage senere kom nye rapporter om flere situationer, hvor unge mænd, som ville til England, var blevet stoppet af franske soldater. Migranterne råbte i kor ‘Luk grænserne op’ og ‘Vi er ikke dyr’. Over det meste af Europa handlede den politiske debat om, hvordan man kunne stoppe tilflugten. Men i et debatindlæg (The Guardian og Information den 1. juli 2015) forsøgte den italienske regeringschef, Matteo Renzi, at løfte diskussionen op på et højere plan med en appel om ikke at ignorere de værdier, der har bygget den europæiske identitet: “Europa har langt mere end Italien brug for en samordnet EU-respons. Italien kan udmærket klare det selv i Middelhavet. Men har Europa råd til at overlade det til os? Har Europa ikke brug for at vise hvilke værdier, det tror på og står for? Europa er mere end et bundt af økonomiske bånd. Det er et fællesskab af mennesker med fælles skæbne og med humanitære idealer. Hvis vores fornemmelse for disse fælles mål forsvinder, mister vi vores europæiske identitet.” Matteo Renzi har naturligvis en dyb og central pointe, men værdipolitisk retorik løser ingen konkrete politiske problemer. Andre steder i Europa ryster regeringschefer på hovedet af ‘fællesskab’ og ‘humanitære idealer’, fordi de også føler sig svigtet af EU, ikke mindst i de østeuropæiske lande, som vesten nærede så store håb til, da kommunismen brød sammen i 1989. Europa 20
havde netop fejret 25-års jubilæet for Murens fald i Berlin. Alle havde holdt taknemmelige skåltaler om folkenes frihed. Da de repressive kommunistiske regimer forsvandt, genopstod et samlet Europa, et europæisk hus, nærmest et demokratisk tusindårsrige. Alle hyldede oprøret mod regimerne, men ingen syntes for alvor at tænke på, at det bl.a. havde været flygtninges krav om frihed, der bragte Muren til fald. I sommeren 1989 lykkedes det at bryde pigtrådsgrænsehegn ned ved overgangene til Tjekkoslovakiet og Østrig, og ud på efteråret var det selve Muren i Berlin, som blev væltet i en frihedsrus. Det var flygtninge, der slog dørene op mellem de adskilte dele af Europa. Men flygtninge er ikke bare flygtninge. Tiderne skifter, og fri bevægelighed er ikke et privilegium for alle, der i dag gerne vil have del i Europas frihed. Både Grækenland og Bulgarien har opført hegn langs grænsen til Tyrkiet for at holde asylsøgere ude, og i juli 2015 gik både briterne og ungarerne i gang med lignende projekter. I Ungarn proklamerede man enegang i forhold til det øvrige EU, efter at 80.000 asylsøgere var kommet til landet i løbet af de første seks måneder af året – og henover sommeren steg tallet til 170.000 (pr. september). Ungarn begyndte bygningen af et 175 kilometer langt, fire meter højt og halvanden meter dybt pigtrådshegn, der skulle forhindre asylsøgere i at krydse ind i landet fra Serbien. Byggeriet blev fremskyndet som krisen udviklede sig, og hen mod slutningen af august var det så godt som færdigetableret. Men det holdt ikke alle ude. Tvoptagelser viste desperate migranter, der på en eller anden måde havde held til at kravle under et ubevogtet sted. Rent faktisk havde flygtningene mulighed for at rejse ind i Ungarn ved en officiel grænseovergang, men i så fald ville myndighederne tage deres fingeraftryk og som første sikre asylland være forpligtet til at foretage en asylsagsbehandling. Det ønskede flygtningene ikke, for Ungarn var ikke deres foretrukne mål. De ville videre 21
til Tyskland. Først på efteråret stod hegnet færdigt, og 4000 soldater blev udkommanderet for at patruljere sammen med politiet for at bremse asylsøgere, der krydser grænsen udenfor de officielle grænseovergange. I september brød voldsomme uroligheder løs, da politiet tog vandkanoner og tåregas i brug for at presse flygtninge væk fra grænsen. “Chokerende, trist og uacceptabelt”, lød det fra FN. Samtidig med at Ungarn begyndte på deres hegn, annonce rede englænderne udbygningen af grænsebeskyttelsesanlægget ved Calais, efter at migranterne fra The Jungle var blevet mere og mere pågående. Den britiske indenrigsminister Theresa May sagde til medierne, at man ville bruge yderlige syv millioner pund (74 millioner kroner) på at øge sikkerheden med et højteknologisk hegn, og at man ville intensivere forsøgene på at hjemsende de mange migranter, der primært kommer fra Vestafrika, om nødvendigt ved at indsætte hæren. Hvad ingen rigtig talte om, var, at mange af migranterne rent faktisk kunne have et ægte behov for beskyttelse, fordi de kom fra krigsramte lande. Til gengæld skrev de to landes indenrigsministre, Theresa May og Bernard Cazeneuve, et fælles indlæg i Sunday Telegraph og Journal du Dimanche, hvor de appellerede til de øvrige EU-lande om hjælp, ganske som den italienske premierminister havde gjort tidligere. De kaldte situationen ved Calais og tunellen for ‘en global migrationskrise’: “Denne situation kan ikke anskues som en problemstilling for vores to lande alene. Den skal prioriteres på både internationalt og europæisk plan,” skrev de to ministre, der gerne vil overbevise migranterne, som drømmer om et bedre liv i Europa, om at vores gader ikke er belagt med guld. Fra den humanitære menneskeretsorganisation Human Rights Watch lød konklusionen lidt anderledes, selvom analysen ikke adskilte sig fra regeringernes: “Calais er et symptom på flygtningekrisen og på Europas 22
måde at håndtere den på. Alene i år er over 107.000 flygtninge kommet til Grækenland, som er i store økonomiske problemer, og nu siger Storbritannien og Frankrig – to af verdens rigeste lande – at de ikke kan håndtere de 2000, som er i Calais,” sagde organisationens talsmand, Izza Leghtas. Lande som Italien og Grækenland kan naturligvis ikke stå med eneansvaret for modtagelse, drift af opholdscentre og sagsbehandling på resten af Europas vegne. Den manglende solidaritet betyder, at landene arbejder i hver deres retning. Mens Tyskland og Sverige tager imod enorme grupper af asylsøgere, vælger andre den modsatte vej, bl.a. Danmark, der bygger barrierer med jura ved f.eks. at suspendere familiesammenføring for syriske krigsflygtninge og reducere flygtninges forsørgelsesgrundlag for at gøre vores land mindre attraktivt. Andre lande igen bygger fysiske forhindringer ved grænserne, ja, Makedonien gik så vidt som til at erklære undtagelsestilstand og bruge tåregas, da landets grænse i de sene augustdage blev rendt overende af flere tusinde flygtninge og migranter. Senere ændrede makedonerne taktik og lod folk strømme ind, idet de indså, at migranterne ville videre til Ungarn med store EU-lande som f.eks. Tyskland som mål. Kort efter besluttede Tyskland at se bort fra Dublinforordningen (om at asylsager som udgangspunkt skal behandles i det land, som ansøgeren først er ankommet til) og nu selv sagsbehandlede 44.000 sager om syriske krigsflygtninge, der var kommet til et andet EU-land først. I forsommeren 2015 var de europæiske statschefer blevet enige om en byrdefordelingsplan, der skulle lette det akutte pres på Italien. Man enedes – lidt fodslæbende – om at tage imod 60.000 flere flygtninge, men Jean-Claude Juncker, formanden for EU-kommissionen, erkendte, at der var tale om et yderst beskedent bidrag. Danmark bidrog – med henvisning til vo23
res retsforbehold – med et fint rundt nul (da EU i september atter skulle gennemføre en fordelingsplan for mange tusinde flygtninge, besluttede den danske regering at tage imod 1000 syrere per kulance). Fra UNHCR sagde en resigneret og desillusioneret (men nok ikke voldsomt overrasket) talsmand, at EU burde kunne finde på noget bedre end at gemme sig bag sin egen grænsebeskyttelse. Vi har trods alt at gøre med en samlet befolkning på 500 millioner mennesker og verdens stærkeste økonomi. Til sammenligning husede Libanon på det tidspunkt langt over en million flygtninge fra den brutale krig i nabolandet Syrien. Selvom man ikke sagde det højt, frygtede mange europæiske lande, blandt dem Danmark, at en alt for effektiv hjælp slet og ret ville øge trafikken over Middelhavet. Man kalder det en pullfaktor, altså at hjælpen i sig selv har en magnetisk effekt på flygtningene. Det lyder umiddelbart som et logisk ræsonnement, men det er naturligvis dybt problematisk at nedtone hjælpen med dette iskolde argument. Det betyder nemlig, at man vender det blinde øje til og accepterer, at de nødstedte drukner. Men vigtigst: Den politiske ligning gik ikke op. Da Mare Nostrum blev nedlagt og risikoen for at drukne dermed blev drastisk forøget, betød det ikke, at færre migranter og flygtninge satte af sted over Middelhavet. Tværtimod viste udviklingen en radikalt modsat tendens. Det tyder altså på, at muligheden for at blive hjulpet i rum sø i sig selv ikke er afgørende for beslutningen om at løbe en risiko. Flygtningene har andre motiver. På landjorden drukner ingen, og der findes ikke en lignende plan om at dele opgaver og ansvar med Ungarn. Landet, som alle nærede så store forhåbninger til efter kommunismens sammenbrud i 1989, har de seneste år udviklet sig til EU’s værdipolitiske problembarn nummer ét med talrige nationalistiske, antisemitiske og antidemokratiske love, og nu bygger landet 24
altså et hegn for at holde flygtninge og migranter væk uden at nogen kan gøre noget ved det. EU’s ledere bryder sig ikke om hegnet. I hvert fald ikke officielt. Men uden for citat kan man sikkert finde bred forståelse for – og accept af – ungarernes enegang, også selvom den kompromitterer forestillingen om EU’s asylsolidaritet og høje humanitære standarder. Premierminister Viktor Orban er ikke en mand, som de øvrige statschefer ønsker at identificere sig med, men han har fat i en tone, som de mange migrationsskeptiske og nationalt orienterede partier bakker op, f.eks. når han siger, at grænsehegnet er et forsvar for de europæiske folks livsstil: “Spørgsmålet er ikke blot, hvilken slags Europa vi ungarer ønsker at leve i, men snarere om det, vi kalder Europa, også vil eksistere i fremtiden. Vores respons er tydelig: Vi ønsker, at Europa skal tilhøre europæerne. Og det er noget, vi ikke bare ønsker, men kræver: at bevare Ungarn for ungarerne.” I alle lande er der politiske partier og bevægelser, der rekrutterer på frygten for, at den sociale stabilitet og sikkerhed kan blive truet af de mange asylsøgere. Ofte beskylder højrebevægelserne flygtningene for at være lykkeriddere uden ægte flugtmotiv (hvad de kan være, men langt fra altid er) – eller sågar femtekolonneterrorister fra Islamisk Stat. Over hele Europa er de EU-negative, fremmedfjendske og antimuslimske højrebevægelser i stærk fremgang, både politisk og aktivistisk: Front National i Frankrig, Gyldent Daggry i Grækenland, Ukip i England, Fidesz i Ungarn, Dansk Folkeparti herhjemme. I Sverige, som fortsætter de åbne grænsers politik, står Sverigedemokraterne – der udspringer af det gamle nynazistiske miljø i landet – til så meget som en fjerdel af stemmerne. Og mens den parlamentariske udvikling er trukket markant mod højre, har tyske nynazister brændt asylcentre af. Samtidig tager kaos til i de regioner, der grænser op til 25
Europa, og behovet for at flygte ud af Afrika og Mellemøsten er i voldsom vækst på grund af eskalerende krige, kriser og kon flikter. Libyen, Syrien og Irak fungerer ikke længere som egentlige stater. Afghanistans krise er permanent. Yemen er brudt sammen i borgerkrig. Og imens vinder terrororganisationen Islamisk Stat til gengæld fodfæste flere steder. Terroristerne ser gerne, at de vestlige lande bliver splittede, og de spekulerer offensivt i at fordrive folk, som kan opskræmme både politikerne og befolkningerne i de europæiske lande. Det er en eksplosiv situation. Fra Vores Hav til Vores Hegn. Sådan lyder parolen i mange europæiske lande, hvor man enten har etableret juridiske eller fysiske barrierer for at holde flygtninge og migranter ude. Allerede i august-september var det nødvendigt at justere drastisk i den fordelingsplan som EU havde udarbejdet tidligere på sommeren, og EU-formand Jean-Claude Juncker sagde direkte, at modellen, hvor flygtninge skal søge asyl i det første EU-land, de ankommer til, er forældet. I juli havde Matteo Renzi skrevet i sin kommentar i The Guardian, at problemet ikke så meget er, at Italien stod så alene i nødsituationen. “Vi er et stort land, der ikke henfalder til hysteri, bare fordi vi må modtage nogle tusinde flygtninge flere end forventet,” skrev han. Og så kom en humanitær håndfæstning, der samtidig var en slet skjult kritik af EU’s ledere: “Tvinges vi ud i at løfte udfordringen alene, vil vi ikke vige tilbage. Vi vil ikke holde op med at redde liv, for vi står på skuldrene af århundreders civilisation. Vi vil ikke vende ryggen til for at høste fremgang i meningsmålingerne. At redde menneskeliv er vigtigere end populisme.” Det er klart, at selv ikke de mest stabile økonomier i Nordog Vesteuropa kan modtage alle de flygtninge og migranter, 26
der gerne vil hertil. Det er også klart, at de lande, der udgør EU’s ydre grænser, Ungarn, Grækenland og Italien især, ikke kan overkomme at modtage alle asylsøgerne og behandle deres ansøgninger. Og endelig er det klart, at det internationale samfund må udtænke bedre løsninger på de enorme flygtningeproblemer, som opstår med borgerkrige og staters sammenbrud. Men hvilke? Der er brug for at balancere mellem to hensyn: Dels skal de fordrevne beskyttes mod deres forfølgere. Dels skal de stater, der tager imod flygtninge, også tage hensyn til egen sikkerhed og sociale sammenhæng. Det er i meget høj grad et problem for nabolande til krige og konflikter, som f.eks. et lille land som Libanon, der rummer halvanden million flygtninge fra Syrien. Men jo flere, der søger beskyttelse i Europa, jo stærkere bliver samtidig den opinion, der mener, at flygtningene destabiliserer samfundet. Mens krisen i og omkring Europa eskalerede henover sommeren 2015, fremførte den danske integrationsminister Inger Støjberg gentagne gange sit argument for en stadigt strammere asylpolitik: “Jeg har lovet danskerne at passe godt på Danmark.” Underforstået: Flygtningene er en direkte trussel. Klar tale, som der er folkelig opbakning til. Men sagen er jo, at de problemer, som sender asylsøgere til lande som Danmark, skal løses med mere grundlæggende metoder. Asylsøgere – med beskyttelsesbehov eller ej – vil jo ikke forsvinde som dug for solen, selvom vi strammer vores adgangskrav her til landet. Deres problemer vil stadig bestå, hvad enten de er forfulgte, krigsflygtninge eller i opbrud fra økonomisk udsigtsløshed fra et kriseramt hjemland. Europa står derfor overfor en række akutte opgaver: Der skal skelnes mellem flygtninge og migranter. Flygtningene skal have en eller anden form for hjælp og beskyttelse. Migranterne uden behov for beskyttelse skal ikke fylde i asylsystemet. De flygtninge, som EU efter afsluttet sags27
behandling tager ansvar for at beskytte, skal tildeles opholdstilladelse (midlertidig eller permanent efter behov) ud fra en meget bedre koordinering og geografisk fordeling. Hvor mange der skal findes plads til, er uvist, fordi problemet hele tiden udvikler sig. Midt på sommeren 2015 talte Europa-kommissionen om fordeling af 40.000 flygtninge. Allerede i september justerede man til 160.000, som efter en stor matematisk ligning – bruttonationalprodukt, befolkningstal, arbejdsløshedsprocent, gennemsnitlige antal asylsøgere pr. million indbyggere de seneste fem år – skulle fordeles nationerne imellem. Hurtigt meddelte nogle lande, yderst vrangvilligt og fodslæbende, at de kun ville kunne finde plads til ganske få hundred flygtninge, og nogle ville sågar reservere deres pladser til kristne. Den tyske regering gik igen sin helt egen vej og sagde, at Tyskland alene kunne modtage en halv million flygtninge. Hvert år. De såkaldte nærområder – især nedslidte lande som Libanon og Jordan – der rummer millioner af flygtninge, skal have hjælp, økonomisk og praktisk, så de ikke bryder fuldkommen sammen. EU og landenes regeringer må derfor øge de humanitære investeringer massivt i stedet for at spare på de konti, der finansierer asylmodtagelse og internationalt flygtninge- og udviklingsarbejde. Der er både brug for en langsigtet Marshallhjælp, intet mindre, og for akuthjælp til flygtninge, både nær flugtens arnested og længere væk. Endelig er der også brug for en ny erkendelse af, hvad hjælp til selvhjælp kan betyde, og hvilken rolle de privilegerede stater spiller i forhold til de flygtninge, der lever iblandt os, når det handler om støtte til de konfliktramte samfund. FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annan skrev i en kommentar, syndikeret til aviser over hele verden, mens flygtningekrisen i og omkring Europa eskalerede i sommeren 2015, om hvor mange penge, 28
der i 2014 blev overført fra flygtninge til deres hjemlande: 2.900 milliarder kroner, et beløb, der langt overstiger det samlede årlige beløb, som det internationale samfund bruger på officiel udviklingsbistand. Asyl er en beskyttelse, som mennesker og samfund tildeler personer, der ikke kan leve i sikkerhed, der hvor de har hjemme. Ordet asyl kommer af det græske ord asylos, der betyder ‘ukrænkelighed’ eller ‘fristed’. Mennesker har altid – side om side med at vi har skabt konflikter – åbnet vores døre for den fremmede, som søger beskyttelse, og vi har skabt historier, sagn, myter og legender om asylet. De store religionsstiftere er rundet af flugt og fordrivelse: Muhammed måtte flygte for sin tro og samvittigheds skyld, Jesus var flygtning allerede som spæd, Moses førte sit folk gennem et langt ørkeneksil. Bibelen fortæller om asylbyer for de forfulgte. Da kristendommen blev lovliggjort i 313, fik kirken ret til at give asyl til forfulgte. Og litteraturen og verdenskunsten har behandlet emnet siden tidernes morgen. Når samfund i dag giver asyl, altså et fristed til de forfulgte, fortsætter vi en fortælling fra tidløse sagn og traditioner, og mens den politiske virkelighed er usammenlignelig, kan principperne sidestilles: Mennesker har altid fordrevet mennesker, og mennesker har altid ydet beskyttelse til de fordrevne. Men hvad stiller vi op med de mange millioner af mennesker, der har brug for beskyttelse i dag, og som presser grænserne? Mens de politiske løsninger udebliver, vokser den humanitære krise og det menneskelige og moralske problem. Men der findes ingen simple svar på, hvordan en bedre europæisk asylog migrationspraksis kan indrettes, og hvordan der kan sikres politisk og folkelig opbakning til en politik, der dels dæmmer op for ukontrolleret indvandring, dels hjælper folk på flugt. Der er tale om et politisk og moralsk dilemma af dimen29
sioner. Og intet tyder på, at dette er andet end begyndelsen. Folk vil blive ved med at søge hertil, og katastrofens egentlige omfang vil blive illustreret af efterretninger om nye gruppedødsfald, enten til havs som vi har set det så tit, eller i forseglede lastbilers iltfattige kølerum, hvor mennesker er stuvet sammen som kontrabande. I slutningen af sommeren fandt østrigsk politi over 70 lig – sandsynligvis flygtninge fra Syrien – i en lille lastbil, der officielt kørte med pålæg og pølse af kylling. Bilen var efterladt på en rasteplads af menneskesmuglere af den værste kategori: De tager imod betalingen fra flygtningene, men undlader at bringe dem i sikkerhed. At efterlade 70 mennesker i en forseglet bil er overlagt massemord. Den østrigske indenrigsminister Johanne Mikl Leitner var bemærkelsesværdig nuanceret i sin reaktion på det forfærdelige fund af de mange lig. Hun sagde, at de europæiske lande må finde en løsning, der gør det muligt at flygte på lovlig vis, så menneskesmuglerne ikke vil være attraktive. Løsningen er ikke mere grænsekontrol, sagde hun. Samme dag omkom i øvrigt 400 mennesker i endnu et skibsforlis ud for Libyen.