Adoptionens slagmarker af Dorrit Saietz by Tiderne Skifter

Adoptionens slagmarker

Tiderne_Adoptionens slagmarker_P.indd 1

15/09/15 18.25

Tiderne_Adoptionens slagmarker_P.indd 2

15/09/15 18.25

Dorrit Saietz

Adoptionens slagmarker

TIDERNE SKIFTER

Tiderne_Adoptionens slagmarker_P.indd 3

15/09/15 18.25

Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter · www.tiderneskifter.dk

Tiderne_Adoptionens slagmarker_P.indd 4

15/09/15 18.25

Indhold

Introduktion 7 Begyndelsen 9 1. Fundamentet vakler

2. Et ‘invaliderende savn’

3. Man køber da ikke børn

4. Rejsen til Etiopien

5. De forældreløse millioner

6. Genet Kedirs historie

7. Guldfeber i Etiopien

104

8. Hjemme i Danmark igen

124

9. Fra ønskebørn til problembørn

138

10. Hele Danmark græder med Masho

152

11. Verdens bedste forældre

175

12. Indiensagen

183

13. Slaget om Europas børn

198

14. Børn i limbo

212

15. Adoption i det vilde vesten

229

16. Fra Korea til verden

239

17. Et adoptionsmiljø i splid med sig selv

249

18. Fra Colombia til Nigeria via Nepal

260

19. Den store nedsmeltning

278

20. Usynlige mødre

288

21. Retslige forviklinger

303

Tiderne_Adoptionens slagmarker_P.indd 5

15/09/15 18.25

22. Ă&#x2026;benhed eller ej

316

23. Den store reform

330

24. De nye slagmarker

343

Bilag 1: Ordliste

346

Bilag 2: Tidslinje

348

Noter 342

Tiderne_Adoptionens slagmarker_P.indd 6

15/09/15 18.25

Introduktion

Denne bog handler om adoption. I 2012-14 var en række kriser og skandaler tæt på at lukke det danske adoptionssystem. Det skrev jeg om i dagbladet Politiken, og undervejs fandt jeg ud af, at der findes en adoptionsverden, hvor tingene ikke altid er, som de fremstilles på overfladen. Jeg lærte også pigen Amy og hendes mor Genet at kende og har fulgt deres historie i flere år. Det har været en journalistisk og personlig rejse ind i et landskab, jeg ikke vidste fandtes: Adoptionens slagmarker, hvor løgne og fortielser, korruption og pengebegær, knuste familier og ødelagte liv, er bagsiden af et system, som holdes i live med politisk velvilje og millioner af skattekroner. Bogen måtte skrives, fordi Amy, trods stor politisk opmærk somhed, fortsat lever i et limbo, fanget af sin adoption og af danske myndigheder, som ikke vil anerkende hendes grundlæggende menneskeret til at være sig selv: Tigist fra Etiopien. Og hun er ikke alene.

Tiderne_Adoptionens slagmarker_P.indd 7

15/09/15 18.25

Tiderne_Adoptionens slagmarker_P.indd 8

15/09/15 18.25

Begyndelsen

De ser stift ind i kameraet på billedet, den etiopiske kvinde og hendes tre døtre. Der er ingen, der smiler, for billedet viser en familie, der tager afsked. De står i forhaven til det danske adoptionsbureau DanAdopts kontor og børnehjem i den etiopiske hovedstad Addis Ababa, og det er sidste gang, de er sammen. Genet er 29 år, en slank og spinkel kvinde med de karakteristiske høje kindben og fine ansigtstræk man så ofte finder i Etiopien. Hendes tre døtre er Bethlehim, Tigist og den lille Bizuayehu. Om få dage rejser de to yngste børn til Danmark for at vokse op hos en dansk familie – de skal have nye forældre. Baggrunden er alvorlig. Genet er smittet med hiv og har været syg og afkræftet længe. Hun er alene med de tre, hun er fattig og overbevist om, hun snart skal dø. Den ældste datter Bethlehim skal blive hos sin døende mor. Hun er 13 år og manden fra børnehjemmet ville ikke have hende. “Ingen udlændinge vil have sådan et stort barn,” sagde han. Men de to yngste er heldige. Babyen Bizuayehu er for lille til at forstå, hvad der foregår, men Tigist glæder sig, midt i den sørgelige afsked, til at få et dejligt liv i Danmark. Det hele er nyt og spændende, også de to lyshårede mennesker, som skal være hendes nye mor og far. ‘Den tykke mand’ fra børnehjemmet har sagt, at hun kan ringe hjem og komme på besøg, hvis hun savner sin mor. Hun tænker, at det bliver ligesom engang, hun boede et stykke tid hos morens faster. Da hun blev ked af at være der, ringede 9

Tiderne_Adoptionens slagmarker_P.indd 9

15/09/15 18.25

hun og fik sin mor til at hente hende. Det er ikke gået op for den knap tiårige Tigist, at denne gang bliver det anderledes. At det ikke er meningen, at hun skal se sin mor, sin søster, sin bedstefar, onkler, tanter, fætre eller kusiner de næste mange år – eller nogensinde. *** Få uger efter er et fly landet i lufthavnen i Kastrup. Det er en augustdag i 2009, og med om bord er et glad og nybagt forældrepar fra Næstved og to piger fra Etiopien, et søskendepar på to og – ifølge papirerne – seks år, som adoptivforældrene1 efter års barnløshed og ventetid nu er far og mor til. Venner, naboer og pårørende er mødt op med flag for at hilse og kramme og fejre starten på en ny familie. Blandt dem er adoptivfarens søster og svoger og deres tre børn – den yngste datter er på nogenlunde samme alder som sin nye kusine fra Etiopien. Alle er spændte og forventningsfulde. Og så kommer de: “Den lille var bare så sød og nuttet, og Amy – vi troede jo, vi skulle møde nogle udmattede, generte børn,” fortæller Amys adoptivonkel, som var med til modtagelsen. “Og så kommer hun os strålende i møde, giver pænt hånd og siger goddag på engelsk. Hun er smilende og fuld af overskud. Hun tager vores yngste datter i hånden og tager hende med hen for at vise sin rygsæk, hvor hun har billeder af sin familie i Etiopien. Vi tænkte: hold da op, hun er helt fantastisk, hende der. Og at det var et utroligt held, at de piger virkede så søde og velfungerende.” Adoptivforældrene har gode uddannelser og job. De bor i et nydeligt hus i et villakvarter i Næstved og har været gift i 12 år uden at kunne få børn. De har været gennem den sædvanlige godkendelse, skrevet sig på venteliste og har nu adopteret de to yndige piger, to smukke prinsesser fra Etiopien. 10

Tiderne_Adoptionens slagmarker_P.indd 10

15/09/15 18.25

En lille detalje er, at de i første omgang var godkendt til at adoptere et barn eller søskende i alderen 0-5 år. Da de efter forholdsvis kort ventetid blev tilbudt to søstre på 2 og 6 år, var det ikke så svært at få udvidet godkendelsen til et barn på 6 år. Da de senere ser papirerne, står der dog ‘6-8 år’ om den ældste. “Da vi så billeder af hende første gang, kunne jeg godt se at hun var en stor pige,” fortæller adoptivfaren mig langt senere. “Og jeg tænker, at det her kommer til at tage tid. Men da vi møder hende på børnehjemmet, kommer hun stormende mod os og kalder os mor og far og er meget kærlig og sød.” Så de satte deres lid til, at det skulle nok gå alligevel. Enhver kan se, at Amy hverken er 6 eller 8 år. Hun har gået i skole i flere år og har endda lært en smule engelsk. Hurtigt efter hjemkomsten får de hende undersøgt af eksperter på Rigshospitalet, som vurderer, at hun er et sted mellem 9 og 11 år. Så bliver de enige om at vælge 9 år for at give hende en bedre chance i forhold til skolegang i Danmark, hvor hun jo skal starte forfra på et helt nyt og fremmed sprog. Der er ingen, der spørger Amy selv, hvor gammel hun er. Så kunne hun have fortalt, at hun snart fylder ti år. Medmindre hun stadig fulgte de instrukser, hun fik på børnehjemmet, om at lyve sig yngre. Det kommer frem under en tilfældig samtale en dag, hvor familien har besøg af nogle venner, som også har adopteret fra Etiopien. “Der er ligefrem en tabel med, hvor meget børn skal lyve sig mindre. Større børn skal lyve sig 2-3 år mindre og mindre børn kun et år mindre. Det ved alle,” fortæller hun.2 Det er altså en stor pige, snart teenager, med egen vilje og egne meninger, de som uerfarne og nybagte forældre har fået ind i hjemmet. Alligevel ligner den ny familie udefra den rene lykke og idyl. Amy har hurtigt lært at tale godt dansk og er efter få måneder taget ud af modtageklassen på folkeskolen i Næstved og begyndt i en almindelig 3. klasse. Fasteren og onklens familie bor i København, så de har 11

Tiderne_Adoptionens slagmarker_P.indd 11

15/09/15 18.25

ikke så tit kontakt med familien i Næstved. Men de mødes til almindelige familiesammenkomster. Og det gode indtryk af Amy holder ved. “Hun er en utrolig sød, velfungerende, kvik og social, intelligent pige uden nogen problemer. Vi har kun godt at sige om hende,” fortæller de. De to kusiner leger sammen, når de ses, og en weekend har de Amy med i sommerhus. “Vi tog på ture og hyggede os sammen. Det var helt uproblematisk og en ren fornøjelse, nøjagtig som at have en anden af vores datters veninder med.” Derfor kommer det som et chok, da adoptivfaren en dag ringer og fortæller, at Amy er blevet hentet af kommunen og anbragt. De magter ikke at have hende længere. *** Godt gemt bag murene i villaen i Næstved har kaos og konflikter bølget op og ned i halvandet år. Adoptivforældrene kan ikke styre Amy. Uenigheder om småting som sengetider, og hvilken jakke man skal have på i koldt vejr, udarter til slagsmål. De har fået rådgivning fra hele to adoptionspsykologer, men det har ikke været nok, og deres råb om yderligere hjælp fra kommunen er blevet overhørt. Deres version lyder, at de kæmpede og knoklede, men enkelte gange kom de til at tabe besindelsen og slå hende eller forulempe hende i et forsøg på at holde hende fast, når hun ville løbe væk. De er selv ulykkelige over episoderne, for de er ikke en voldelig familie. Men til sidst var de slidt op og havde helt mistet kontakten til deres egne følelser, siger de. Amys egen fortælling er noget anderledes. Den handler om, at hendes nye adoptivforældre er meget strikse omkring alt – tøj, venindebesøg, sengetider og lektier. Skænderier over småting eskalerer, og de begynder at slå hende – det sker mange gange, selv om de hver eneste gang lover, at de aldrig gør det igen. Én gang går det så hårdt for sig, at de bagefter må 12

Tiderne_Adoptionens slagmarker_P.indd 12

15/09/15 18.25

ringe efter en ambulance. En anden gang vrider faren hendes arme om på ryggen, mens moren holder hende for munden, så naboerne ikke kan høre hende skrige. Hun må ikke fortælle nogen om ‘episoderne’, for så bliver hun sendt tilbage til børnehjemmet i Etiopien uden sin lillesøster, advarer de. Hun føler sig ofte meget alene og oplever, at de ikke elsker hende. Det er – efter Amys mening – ikke bedre at være i Danmark end på børnehjemmet.3 *** Det hele er foregået indenfor hjemmets fire vægge. Der findes ikke fysiske beviser og ingen objektiv sandhed om, hvad der præcis er foregået i det pæne typehus i villakvarteret i Næstved. Men noget er gået galt, og sagsakterne bekræfter, at adoptivfaren gentagne gange har erkendt, at han har slået Amy. Blandt sagsakterne ligger der også en underretning fra en af de to adoptionspsykologer, som skulle hjælpe familien med at fungere sammen. Den er skrevet kun fem måneder efter, at Amy kom til Danmark. Allerede her har adoptivfaren erkendt, at han har slået Amy, og at han ofte fastholder hende, for eksempel ved lektielæsning. Psykologen er alvorligt bekymret for Amys psykiske stabilitet og udvikling og frygter, at hun kan få et psykisk sammenbrud. Han beder kommunen om at træde til øjeblikkeligt, da den nuværende situation er yderst belastende for begge børn.4 Psykologens underretning får ikke kommunen til at reagere, men forældrene afbryder rådgivningen og skifter til en anden psykolog. Hjemme i parcelhuset går kampen videre. Adoptivforældrene synes, at samtalerne med den ny psykolog hjælper, og at det i perioder går bedre med Amy. “Hun går i skole, hun har gode veninder – og vi har mange gode dage derhjemme. Men vi har også dage, hvor det går helt skævt og ender i noget 13

Tiderne_Adoptionens slagmarker_P.indd 13

15/09/15 18.25

værre råberi. Vi arbejder hele tiden med det: Hvad gik galt lige dér? Hvordan undgår vi det fremover?” siger de.5 Familien er fortsat meget ustabil og har brug for mere omfattende hjælp, mener psykologen, og forældrene er enige. I juni 2010, ti måneder efter at Amy kom til Danmark, søger de Næstved Kommune om familiebehandling. Hjælpen bliver bevilget, men der er mange måneders ventetid, før de kan komme til. Og imens vokser konflikterne igen. *** Efter halvandet år i Danmark kan Amy ikke holde det ud læn gere og fortæller henne i skolen, at hun bliver slået derhjemme og beder om hjælp til at ringe til Børnelinjen. Skolen alarmerer kommunens socialrådgiver, som får Amy ind på kontoret, hvor hun siger, at hendes forældre ikke kan lide hende, de slår hende og kalder hende fremmed. Allerede samme dag får sagsbehandleren arrangeret et møde med adoptivforældrene. “De siger begge, at Amy er en pige, der er god til at mistolke en masse og sætte gang i en masse. (Adoptivmor) siger, at de ikke slår Amy men har dasket og skubbet hende, hvilket Amy måske har misforstået og tolket anderledes. (Adoptivmor) siger, at dette kun sker i ekstremt pressede situationer, hvor Amy vil gå sin vej eller skriger, at hun ikke vil have dem som forældre m.m.”6 Mødet afsluttes med, at forældrene siger, at de ønsker at have Amy og arbejde på at få skabt tilknytningen til hende, men at de har brug for hjælp fra familiebehandlingen, som de stadig venter på. Sammen med sin nærmeste chef beslutter sagsbehandleren, at forældrene ikke vil blive politianmeldt for vold mod Amy, da der hersker tvivl om episoden. “Dog er (adoptivforældrene) orienteret om, at de hverken må skubbe, daske, slå m.m., da dette vil blive politianmeldt!” Så tager familien hjem med et løfte om, at sagsbehand14

Tiderne_Adoptionens slagmarker_P.indd 14

15/09/15 18.25

leren vil gøre, hvad hun kan for at fremskynde den lovede familiebehandling, som er planlagt til at starte om en måned. Men mindre end en uge efter ringer sagsbehandlerens telefon igen. Det er adoptivfaren, som fortæller, at de ikke længere kan have Amy. “Undertegnede kan høre Amy råbe i baggrunden, og at der foregår en masse tumult og råben. (Adoptivfar) siger fortsat til undertegnede, at det ikke går mere, og de vil ikke have Amy hos dem mere til trods for, at Amy er ved siden af og kan høre dette,” skriver hun i journalen. Amy har låst sig inde på badeværelset og nægter at komme ud. Sagsbehandleren starter bilen og kører sammen med sin overordnede ud på adressen, hvor det til sidst lykkedes at overtale Amy til at komme ud. “Forældrene er fortsat enige om, at de ikke ønsker at have Amy mere, idet de ikke kan magte hende, og taler om, at det bedste ville være, hvis Amy kunne bortadopteres.” Sagsbehandleren tager Amy med tilbage til kontoret, hvor Amy igen fortæller om, hvordan hun er blevet slået flere gange, at hun føler sig ensom derhjemme og tit er alene. Hun siger også, at adoptivmoren efter det første møde “flippede ud på Amy”, og at bølgerne er gået højt derhjemme. “Amy føler og tænker, at (adoptivforældrene) ikke ønsker at have hende, hvilket (adoptivmor) også har sagt højt. Amy forstår ikke, hvorfor hendes biologiske mor har givet hende væk, da hun blev lovet, at hun ville få det bedre med en ny familie i Danmark, men hun har kun fået det værre.”7 Derefter tager det kun halvanden time for Næstved Kommune at anbringe Amy uden for hjemmet. Sagen er akut, og i sådanne tilfælde har kommunen mulighed for at kontakte en såkaldt ‘akutplejefamilie’, som med kort varsel kan tage imod et barn. Telefonen ringer hjemme hos Hanne og Ole Keller, en erfaren plejefamilie, som bor i landlige omgivelser uden for 15

Tiderne_Adoptionens slagmarker_P.indd 15

15/09/15 18.25

Næstved, og som har ledig plads til et barn mere. Det er fra kommunen. De har en pige, der sidder inde på skolen. Hun vil ikke hjem til sine adoptivforældre, og de vil heller ikke have hende hjem. Hanne og Ole har i forvejen to store børn i pleje samt to egne sønner på 16 og 25 år. Ole er tømrer, snedker og bygningsingeniør og driver sit eget firma i en bygning på gården, mens Hanne, som er uddannet sygeplejerske og sundhedsplejerske, er fuldtids familieplejemor. Halvanden time efter sidder Amy i Hannes stue, kun med sin skoletaske og det tøj, hun går og står i. Hendes adoption er brudt sammen, hun er blevet anbragt, og hun aner ikke, hvad der skal ske med hende. *** De første måneder hos plejefamilien går med at få den lille etiopiske pige til at falde til ro og føle sig nogenlunde tryg igen. Amy er rystet og ulykkelig og overbevist om, at der er noget galt med hende. Hun er også stærkt kontaktsøgende og begynder efter kort tid næsten at ‘suge’ sig til sin ‘ny’ familie. Adoptivforældrene har afbrudt enhver kontakt. Det er sagsbehandleren, der kommer med Amys ting i syv skraldesække, som de har pakket og stillet frem i indkørslen. Hendes faster og onkel i København vil gerne hjælpe hende og prøver at ringe, men det bliver adoptivforældrene rasende over, og kommunens sagsbehandler er enig i, at det bare vil skabe mere uro, får de at vide. Så de holder sig væk. Amy er bange for fremtiden, og hvad der skal ske. Plejemor Hanne bruger mange lange aftentimer på at trøste og kramme hende, til hun falder i søvn. I skolen og fritidsklubben har hun anfald af gråd og panik, og hun er skrækslagen for at komme på institution eller blive sendt tilbage til børnehjemmet i Etiopien. Men hun føler sig tryg hjemme hos plejefamilien, og meget hurtigt beslutter hun, at det er det eneste sted, hun vil være. 16

Tiderne_Adoptionens slagmarker_P.indd 16

15/09/15 18.25

*** Amys adoptivforældre ved godt, at de har svigtet hende. De er ulykkelige og synes, det er hårdt, og de har mange følelser af skyld og mislykkethed som forældre, noterer sagsbehandleren. Men de føler alligevel en vis lettelse derhjemme – også fordi de begge ved, at det er den bedste løsning for alle, at Amy ikke skal bo hos dem. De er afklarede om, at de ikke vil have Amy tilbage, så afklarede at de tager til møde i Statsforvaltningen for at undersøge, om hun kan videreadopteres til en ny familie.8 Men det bliver de frarådet, hun er alt for stor til en ny adoption, og i de følgende måneder vokser tvivlen hos dem. En julidag fire måneder efter, at Amy blev anbragt, lander følgende mail i sagsbehandlerens indboks: “Nu er vi kommet tilbage efter tre ugers ferie – en ferie vi har brugt til at mærke efter inde i os selv og til eftertanke. Vi er kommet frem til, at vi begge savner Amy meget, og at vi gerne vil have hende tilbage til os,” skriver de. Men hvis de tror, at Amy vil blive glad og kaste sig tilbage i deres arme, tager de fejl. Hun har sin egen mening, som hun ikke lægger skjul på: “Jeg gør det ikke. De tror, man er et stykke legetøj, man først kan købe, så kan man kassere det, og så vil man have det alligevel,” siger hun. De følgende måneder eskalerer konflikten i en rodet magtkamp mellem adoptivforældre, kommune, barn og plejeforældre: Kommunen bruger måneder på sagsbehandling og psykologundersøgelser og udsætter gang på gang en beslutning. Adoptivforældrene presser på for at få samvær med Amy og for at få hende hurtigt hjem. Når plejefamilien forsøger at skærme Amy mod presset, anklager adoptivforældrene dem for at de selv vil beholde Amy. “Man kan ikke bare tage andre menneskers barn,” siger de i et stort interview med Politiken.9 For Amy betyder det mange måneders uvished med utallige møder på kommunen og overvågede samværsbesøg. Hun 17

Tiderne_Adoptionens slagmarker_P.indd 17

15/09/15 18.25

får endnu mere mavepine, angst og stresssymptomer – det er nærmest umuligt for hende at koncentrere sig i skolen, selv om hun frygteligt gerne vil lære og klare sig godt. I november 2011 beslutter Næstved Kommunes børne- og ungeudvalg, at Amy ikke skal tilbage til sin adoptivfamilie. Det er Amy lettet over – men kommunen vil ikke følge hendes stærke ønske om at blive hos plejefamilien, et ønske som både sagsbehandleren og psykologen ellers har lagt op til. Ledende medarbejdere højere oppe i den kommunale forvaltning mener, at hun har store psykologiske vanskeligheder, som kræver behandling. Amy er fortvivlet, bange og desperat. Hun har en støtteperson, en såkaldt ‘bisidder’ fra foreningen Børns Vilkår, som sammen med plejeforældrene og andre voksne venner omkring Amy forsøger at råbe kommunen op – de mobiliserer også erfarne psykologer og eksperter i adoptivbørn, og der bliver skrevet brev efter brev til kommunen, Ankestyrelsen og helt op til daværende socialminister Karen Hækkerup. Men forgæves. ‘Barnets Reform’, som blev vedtaget i 2010, skulle ellers styrke børns ret til selv at blive hørt og have medindflydelse på deres liv. Den skulle også fremme ‘kontinuitet i anbringelsen’ og modvirke at udsatte børn kastes rundt mellem skiftende anbringelsessteder. Alt det ser Næstved Kommune stort på, og når Amy ikke vil følge frivilligt med på døgninstitution, må hun tvinges. Første gang de kommer for at hente hende, vender de om i indkørslen, fordi den lokale presse står og venter. Anden gang er hun ikke hjemme, og tredje gang stikker hun af. Omtalen i de lokale medier får et kort øjeblik kommunen til at vakle. Der kommer nogle dages pusterum med løfter om dialog og inddragelse af eksperter fra Socialstyrelsen, som har en slags ‘udrykningsenhed’ ved navn VISO (Videns- og Special rådgivningsorganisation), som hjælper kommuner i særligt vanskelige sager. 18

Tiderne_Adoptionens slagmarker_P.indd 18

15/09/15 18.25

Men kommunen holder ikke sine løfter. Den 6. marts 2012 kl. 15 møder seks voksne mennesker op på adressen og slæber med magt Amy ud i den ventende bil, mens hendes bisidder fra Børns Vilkår og plejefamilien ser magtesløse til – det eneste, de kan gøre, er at filme med et videokamera i håbet om, at det vil få de kommunale medarbejdere til at holde igen. Men kameraet har ingen virkning. Børns Vilkår beskriver i sin efterfølgende politianmeldelse mod Næstved Kommune, hvordan det foregik: “Han (den mandlige pædagog, forf.) hiver fat i Amy og flår hende ned på gulvet, hvorefter han får hjælp af den kvindelige pædagog, som tager fat i benene på Amy. Overgrebet er meget voldsomt. Amy kæmper tydeligt imod af alle kræfter. Hun forsøger at klamre sig til sofaen, stole, borde og de personer, der er tæt på hende. Dette resulterede dog blot i et endnu voldsommere fysisk overgreb. Amy fremstår panisk, forpint og utrolig ulykkelig. Det er tydeligt, at behandlingen af den 11-årige Amy er fysisk voldsom, og at hun får pådraget sig fysiske skader under de voldsomme fastholdelser, der foregår.” På videofilmen, som er optaget af Hanne Kellers voksne søn Kevin, kan man høre, hvordan Amy skriger højt i flere lange minutter. Ifølge Børns Vilkår er sagen et usædvanlig groft – men langt fra enestående – eksempel på, hvordan kommuner bryder reglerne og undlader at høre og inddrage børnenes ønsker i de svære socialsager. Det bliver værre endnu. Fra plejefamiliens gård køres en forslået Amy bort af fremmede mennesker til et sommerhus, hvor hun holdes i isolation i flere dage med et par pædagoger, så hun kan ‘køle af ’. Herfra kommer hun til opholdsstedet ‘Arken’ i Holbæk, hvor isolationen fortsætter: De tager hendes mobiltelefon, fyrer hendes bisidder og forbyder enhver kontakt med plejefamilien. “Hvis det var en voksen, ville man forudsætte, at man en19

Tiderne_Adoptionens slagmarker_P.indd 19

15/09/15 18.25

ten var sindssyg, kriminel eller til fare for sig selv og andre for at iværksætte så vidtgående tvangsmidler,” siger jurist i Amnesty Internationals danske afdeling Claus Juul om den behandling, den knap 12-årige pige bliver udsat for. *** Amy har været flere måneder på ‘Arken’, da telefonen på Politikens redaktion ringer. Stemmen i den anden ende af røret tilhører en ledende adoptionspsykolog, som sidder centralt i det system, der overvåger og understøtter adoptioner i Danmark. Hun er frustreret og fortvivlet over Amys sag. Hun har forsøgt at råbe op, men uden resultat. Nu vil hun indtrængende bede mig om at klikke ind på et bestemt link og se videobillederne. For det kan simpelthen ikke være rigtigt, det der finder sted på dem … Det er sådan, jeg ser Tigist første gang. Tigist, som nu hedder Amy: En lille spinkel pige, som skriger og spræller, mens to store voksne med magt slæber hende ud af et hjem og smider hende ind på bagsædet af en bil. Børne- og socialsager er et mareridt for journalister at skrive om, fordi myndighederne altid kan dække sig under deres tavshedspligt. Man får ofte kun den ene side af historien, og risikoen for at gå galt i byen er reel. Derfor bruger jeg uger på at gennemgrave et bjerg af dokumentation og interviewe alle parter i den komplicerede sag: familie, skolekammerater, naboer, adoptivforældre, kommunen og en række fagpersoner med kendskab til sagen. Mens arbejdet står på, fylder Amy 12 år og får adgang til sin egen sagsmappe, som hun giver mig lov til at læse. Vi aftaler til sidst – efter en del besvær – et hemmeligt møde i en lille park bag en vestsjællandsk DSB-station. Amy snyder sig til at forlade opholdsstedet for at ‘cykle op og købe slik i Brugsen’. I virkeligheden skal hun mødes med mig og en fotograf fra Politiken. 20

Tiderne_Adoptionens slagmarker_P.indd 20

15/09/15 18.25

Amy fortæller om alt det, hun har været igennem, efter hun kom til Danmark, og som er endt med, at hun kom på institution. Hun har det ikke godt, hun kan ikke lide personalet, og hun savner sin plejefamilie. Det er tydeligt, at hun føler sig presset og ked af det. Vi har ikke meget tid, for personalet venter hende tilbage inden længe – Amy vil klare frisag ved at sige til dem, at hun blev forsinket, fordi hendes kæde røg af cyklen. Så vinker vi farvel og ser hende på cykel forsvinde ud ad landevejen i den varme sommersol – en spinkel, trist pige, som lige nu føler sig helt alene i Danmark. Kort efter kan Politiken over et par uger fortælle Amys dramatiske historie i avisen, og de voldsomme videobilleder af tvangsflytningen rammer medierne som et granatnedslag.10 Kritikken hagler ned over Næstved Kommune, som kort efter bøjer sig og omsider indhenter rådgivning fra Socialstyrelsens rådgivningstjeneste VISO.11 Kun få uger går, før VISO-eksperternes anbefaling er klar: Amy skal hjem til sin plejefamilie. Kommunen bøjer sig og henter den forbløffede pige direkte hjem til gården udenfor Næstved med løfte om, at dér får hun lov at blive. Amy er overvældende lykkelig, og det er også en glad dag for journalisten, når en håndfuld artikler på kort tid kan løse en sag, der har været i hårdknude i så mange måneder. Men der er stadig noget, der nager. Dårlige børnesager findes der mange af, men det særlige ved Amys situation er, at hun er adopteret. Jeg kender mange, der har adopteret, men har aldrig før hørt om, at en adoptivfamilie frasiger sig deres barn. Eller at adoptivbørn har mødre, de længes hjem til. *** En adoptionsforsker fra Københavns Universitet, som selv har adopteret et afrikansk barn, skriver til mig. Hun finder, at Amy-sagen er et eksempel på, at de to danske adoptionsbu21

Tiderne_Adoptionens slagmarker_P.indd 21

15/09/15 18.25

reauer DanAdopt og AC Børnehjælp ‘voldtager’ internationale konventioner for at dække danske forældres behov. “De adoptionsformidlende organisationer er ude med lys og lygte for at finde nye afgiverlande i Afrika med den begrundelse, at ethvert barn har ret til at vokse op i en familie. Ja, men denne ret giver ikke nogen nok så smilende organisation ret til at fjerne disse børn for at ‘give’ dem en familie i et land langt pokker i vold, hvorfra de aldrig kommer tilbage,” skriver master i folkesundhedsvidenskab Merete Laubjerg til mig. Hendes forskning viser, at et relativt stort antal adoptivbørn bliver anbragt udenfor hjemmet af deres adoptivforældre – Amy er langt fra den eneste. Men anbringelse er kun det sidste skridt, allerede fra første færd er børnenes rettigheder blevet overtrådt, mener hun, fordi Amy og hendes lillesøster har familie i Etiopien – mor, storesøster og bedsteforældre. “Trods dette giver den danske stat og den adoptionsformidlende organisation – i dette tilfælde DanAdopt – tilladelse til at ‘importere’ børnene til Danmark. Det er et klart brud på FN’s Børnekonvention, Barnets Grundlov,” skriver Merete Laubjerg. FN’s børnekonvention fastslår blandt meget andet barnets ret til at kende og om muligt vokse op sammen med sine forældre. Også en adoptivfar skriver og opfordrer os til at se nærmere på DanAdopts rolle i sagen: Han og hans kone havde selv undervejs i processen oplevet at få tilbudt en ‘søskendepakke’ med en yndig lille baby og en pige på 5 år, som på billedet så ud til at være mindst 8 år. “Og papirerne var fulde af modstridende oplysninger. Vi var bl.a. ikke sikre på, om de i virkeligheden var søskende,” skriver han. Endelig tilføjer han, at det på udenlandske hjemmesider ikke er nogen hemmelighed, at “i Etiopien er adoption en forretning, hvor korruption ofte følger med!” En adoptivmor fortæller, at hun selv har oplevet ‘uhyrligheder’ i forbindelse med sine egne to adoptioner fra Etiopien, 22

Tiderne_Adoptionens slagmarker_P.indd 22

15/09/15 18.25

og at børnehandel er en uhyggelig faktor i det afrikanske land, hvilket hun forgæves har forsøgt at råbe op om, men i stedet har hun oplevet at få mundkurv på. Måske skal vi kigge nærmere på adoptioner fra Etiopien. Måske skal vi skrive Amys historie helt færdig, tænker jeg. Og sådan begynder min egen rejse ind i en ny og ukendt verden: Adoptionens slagmarker.

Tiderne_Adoptionens slagmarker_P.indd 23

15/09/15 18.25