I nærheden af Peter Hugge

I NÆRHEDEN

Tiderne_I nærheden_P.indd 1

15/09/15 20.03

Tiderne_I nĂŚrheden_P.indd 2

15/09/15 20.03

Peter Hugge

I nærheden Noveller

TIDERNE SKIFTER

Tiderne_I nærheden_P.indd 3

15/09/15 20.03

I nærheden © 2015 Peter Hugge og Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Adobe Caslon hos An:Sats, Espergærde og trykt hos Holm Print Managing, Tjele ISBN 978-87-7973-759-4

Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk

Tiderne_I nærheden_P.indd 4

15/09/15 20.03

INDHOLD

POST 7 BLIV HOS MIG 29 NABOEN 53 TYVEN OG APOTEKEREN 80 BYENS PERLE 125 GENSYN MED ROSENGÅRDEN 154 JUL I DEN GAMLE PORNOBUTIK 184 SYNG I MIN HAVE 208 NATTENS SKADER 244

Tiderne_I nærheden_P.indd 5

15/09/15 20.03

Tiderne_I nĂŚrheden_P.indd 6

15/09/15 20.03

POST

Hvis jeg kunne male, ville jeg male skyer. Jeg ville hænge billeder op af skyer i alle størrelser. Jeg ville male skyer der driver, skyer der truer med torden og regn, glade skyer, onde skyer. Skyer er aldrig grimme.

Jeg ville hænge dem op for at kunne se på dem i ensomme stunder, eller for den sags skyld andre stunder, hvis der ellers findes andre.

Men jeg kan ikke male, og det er godt det samme, for hvad skulle jeg gøre med de billeder nu? Jeg går ud fra, at det er forbudt at hænge ting op på væggene her, men jeg ved det ikke, for jeg har ikke spurgt ham der kommer med mad af og til.

Mon det kan ske, at mit ønske om at male skyer vil føre mig til noget helt andet, noget jeg slet ikke kan forestille mig? At jeg finder noget andet end det jeg leder efter?

Jeg tænker så meget.

Nu dvæler jeg ved nogle dage, som tilhører august 7

Tiderne_I nærheden_P.indd 7

15/09/15 20.03

i nærheden

sidste år. Dengang jeg ankom til denne by, var mit allerførste indtryk byens mange tårne, kirketårnet, rådhustårnet, tårne på bygninger som huser hemme­lige loger, og jernbanemuseets røde spir tæt ved søen med ænderne. Jeg kom gående til byen, ikke flyvende, selvom det føltes som om jeg landede.

Min lejlighed var sådan indrettet, at jeg havde udsigt til himlen, når jeg lå i min seng. Og når jeg sad ved køkkenbordet, kunne jeg se toppen af skoven med himlen over mig. Jeg må altså have boet ret højt oppe.

Med mindre skoven lå meget, meget lavt? Den tanke falder mig først ind nu.

Kan man overhovedet kalde det jeg boede i for en lejlighed? Eller var det måske snarere bare et værelse med nogle døre? Et hjem var det i hvert fald, det ved jeg; når jeg var der, tænkte jeg at nu er jeg hjemme.

På afsatsen mellem første og anden sal, havde nogen efterladt en potte med en flittiglise. Jeg tog den med mig. Det viste sig at være en god idé, for uden for køkkenvinduet var der en slags afsats, næsten en lille altan, hvor der lige nøjagtigt var plads til Lise.

Jeg vandede hende, og allerede næste dag var hun mindre slukøret.

Og ikke nok med det, for ofte kommer glæderne i flok. Jeg var så heldig næste dag at møde på Formidlingen på det rigtige tidspunkt, og jeg fik med 8

Tiderne_I nærheden_P.indd 8

15/09/15 20.03

Post

det samme tilbudt et arbejde. Ikke et hvilket som helst arbejde, men et af de tilbud, nej gaver hedder det, som er så meningsløst sjældne i vores liv, og da jeg kom ud på gaden, må jeg have strålet, for selvom det var tidlig morgen, og folks ferier var overstået, så smilede alle til mig.

Det er vigtigt for mig at fortælle, at klokken var kvart over otte, for det var en del af det mærkværdige.

Jeg har i mit 35-årige liv aldrig nogensinde stået op før klokken ti, og da slet ikke bevæget mig ud på gader og stræder i sollyset. Men denne dag var så anderledes i alle henseender; jeg bemærkede to fisk i åen i det vand som ellers ikke plejede at være gennemsigtigt. En kvinde, ganske vist ikke særlig høj, men dog en kvinde, mørkhåret, smilede til mig i mindst ti sekunder, og solen stod på himlen, fuglene samledes over kirken i noget der lød som glædesskrig.

Når man kommer ind på Postvæsenets Kontor for Ansættelse første gang, vil man bemærke den fine lugt af brun sæbe blandet med duften af papir og kridt. Det tænkte jeg, da jeg stod ved skranken med det rene askebæger og en kuglepen fæstnet med en snor til en klods af bly, så uvederhæftige personer som er kommet for at søge arbejde, ikke stjæler den.

Jeg havde mine papirer fra Formidlingen i min 9

Tiderne_I nærheden_P.indd 9

15/09/15 20.03

i nærheden

frakkeinderlomme, og jeg tog dem ud i samme øjeblik en ekspedient kom ud fra baglokalet for at tage sig af min sag.

Han rettede de krøllede papirer ud, og studerede dem.

Jeg kan huske at jeg i nogle splitsekunder havde håbet at det ville være en kvinde som skulle ekspedere mig, men man kan satse for højt kan man. Jeg tog til takke med K.B. Hansen med det stive, hvide overskæg og den blåstribede skjorte. Hans navn stod trykt på hans skjortelomme.

Hans øjne var triste. Hans liv var nok ikke let.

Måske en dødelig sygdom lurede.

Måske et dødsfald i den nærmeste familie.

Måske en medfødt sans for mismod. Mismod og længsel er medfødt.

Jeg syntes umiddelbart godt om ham.

Han så op fra mine papirer, og viste et mellemrum mellem to tænder.

– Ja ja, sagde han. – Ja ja.

Han kiggede ud på gaden.

– Ja ja. Det ser jo godt ud.

En ophobning af luft i min mave, og spændingen ved at stå der ansigt til ansigt med den mand der kunne forme min fremtid, var mere end jeg var herre over, og da jeg så hans mismodige blik fortabe sig ud over gaden, lod jeg alt slippe, og små tapre soldater 10

Tiderne_I nærheden_P.indd 10

15/09/15 20.03

Post

forlod mig med salutter og afskedssmæld, som den gode morgen andægtigt lyttede til.

Med nogle sekunders forsinkelse rynkede K.B. Hansen næsen, hvad der måske kunne skyldes noget andet, jeg tvivler. Den var slem.

Han gjorde en håndbevægelse, som betød „Kom“, og jeg fulgte med ind i det statelige baglokale.

Jeg ved at man i de større byer udlåner cykler til postbude. Men da man i de mindre byer og i landdistrikter har længere mellem afleveringerne (fagudtryk for postkasser), har man fra højeste sted fundet det „rimeligt både for arbejdsgiver og – tager at tilbyde en knallert til de i disse udkantsområder arbejden­de postbude“.

Så snørklede er vedtægterne inden for etaten, som tager sig af pakke- og postombringningen, og sådan ca. sagde K. B. Hansen til mig, da vi stod ved den gule knallert, indkøbt for 16 dage siden, splinterny.

Jeg bemærkede K. B. Hansens våde øjne da han fortalte om vidunderet, han var selv i sin ungdom landpostbud, og den slags glemmer man ikke.

Det er så indviklet at ville fortælle om så stor en skønhed, om så enkel en lykke, som den jeg var en del af denne torsdag morgen i august, og en solsort fløj op på Postvæsenets flagstang i den lille have, men derefter besluttede den sig for det største træ i skoven, langt, langt borte, og jeg kunne ikke længere se den.

11

Tiderne_I nærheden_P.indd 11

15/09/15 20.03

i nærheden

Der er noget forunderligt, næsten magisk, ved Post­væsenets måde at være på, det er i sandhed et væsen. For eksempel kan jeg nævne, at de kalder ­deres køretøj for knallert, selvom det teknisk set er en scooter. I gamle dage hed det knallert, så det gør det stadig, ingen smålig hensyntagen til teknikaliteter.

Selv kalder jeg det også en knallert, selvom jeg ved bedre. Jeg kunne ikke drømme om at gå i rette med etatens nostalgi.

Men dette august-solgule monstrum fra en god verden bar mig gennem landskabet, og jeg fik tildelt den bedste af alle ruter: fra og med stien ved ­havet, derefter op ad en hus- og dermed postkasseløs bakke, ned ad en vej, som ret beset burde kaldes en allé, for den var skærmet sine halvanden kilometer af piletræer. Her lå den ene lykkefulde villa efter den anden, med hunde, med sovende katte i varmen, biler, blomster, græs.

Ro og middagsfred.

Dagligt kunne man, hvis man så godt efter se en tårevæddet mand køre sin himmelske rute i den røde postjakke og med den gule hjelm.

Tårevæddet af lykke i sol og regn.

Her er det på sin plads at fortælle lidt om min fortid.

Den smule jeg husker. Jeg har altid gerne villet være en anden. Et ønske der ikke er aftaget i styrke. Der12

Tiderne_I nærheden_P.indd 12

15/09/15 20.03

Post

for er det med stor sorg jeg tænker på fortiden, for jeg ville sådan ønske at den ikke var min.

Hvor skal jeg begynde? Ålegræs forsvinder, og verden er ved at dø, men der var engang en hvid gavl, sydvestvendt, og allerede fra april sad jeg der, som regel til hen ad formiddagen, og kiggede ud på himlen. Jeg siger udtrykkeligt „ud på“, jeg kunne også have sagt „op på“, men jeg så ud på himlen, den var lige foran mit blik. I juli og august blev det anderledes for da så jeg op på himlen. Tiden ændrer alt.

Den hvide gavl havde et sorttjæret fundament.

Og så kom han hen imod mig. Han kom fra Nordøst.

Langt derude kunne jeg se ham, og selvom han var fjern, var det tydeligt at han havde travlt. Han ville komme for at hente mig, eller endnu værre, fortælle mig sandheden om alting. Det var jeg ikke indstillet på, så jeg gemte mig i skuret på den anden side af huset, og sekunder senere så jeg hans gråhårede hoved i vinduet, og jeg vågnede med et skrig fra et mørke af uendelige dybder.

Jeg fortalte samme oplevelse til den ganske rare mand, som kommer og besøger mig, og snakker med mig, men han siger blot til mig, at meget tyder på at det bare var en drøm.

Jeg har mistet lysten til at fortsætte. Der er så 13

Tiderne_I nærheden_P.indd 13

15/09/15 20.03

i nærheden

mange nedslående begivenheder, små hændelser, som kaster kulsorte skygger ind over de skrøbelige glæder som trods alt forekommer.

De siger at jeg er indviklet. De siger også at jeg er omstændelig. Af og til siger de slet ikke noget.

Jeg kan fornemme at der er en voldsom storm på vej. Det blæser op, og nede fra anden sal kan jeg høre døren ind til spisesalen stå og smække med sig selv.

Det lytter jeg til, mens mit mod falder som en skygge henad gulvet og ned i risten, den halvt rustne. Og så siger de at jeg er indviklet?

Og for at gøre det hele værre skinner nymånen gennem vinduet deroppe. Det er januar, altså er det nytårsny, som betyder at det jeg foretager mig mens jeg betragter nytårsnyet, det vil fortsætte resten af året. Så jeg skal være her resten af året, med disse tanker.

Så kan de ikke længere klandre mig for at være indviklet. Dette er alt for enkelt, selv efter deres smag.

Ruten. Postruten. Den bedste rute i verden.

Hvis den var et digt, ville den nok blive læst af ensomme men lykkelige mennesker. Det tror jeg.

Det var min rute.

Jeg sang. Bakke op og bakke ned. Hver dag, hver eneste dag, bakke op og bakke ned. Lykkelig som aldrig nogensinde før.

14

Tiderne_I nærheden_P.indd 14

15/09/15 20.03

Post

Da jeg modtog min første løn, var det som om jeg voksede 2-3 centimeter, og måske gjorde jeg det også, for da jeg gik ind på værtshuset Sælen, så alle på mig, og jeg syntes de så op på mig. Jeg drak en øl, men kunne ikke nøjes med en, og en tåget følelse af storhed indhyllede mig i nogle timer. Jeg havde min postuniform på, og min knallert stod uden for vinduet. Sådan skulle det bare være.

Hun sagde hun hed Linda, selvom de andre på Sælen kaldte hende Beatrice, og hun grinede af min flittiglise, men sendte mig dybe øjne næste morgen, da jeg måtte afsted på arbejde med hovedpine og en vag fornemmelse af ubehag.

Hver morgen klokken 6 fyldte jeg mine tasker med breve og pakker og aviser.

Aftalen var at de breve som sorteringen havde sorteret forkert, skulle leveres tilbage om eftermiddagen i sorteringen.

Hver eneste dag havde jeg meget post til overs. I 5 uger blev det ved sådan. Indtil K. B. Hansen en onsdag eftermiddag kom ned til mig, da jeg pligtskyldig stod og tilbageleverede den overskydende post, og jeg kunne høre han hvislede med tungen. Nok en krumme fra et franskbrød, det var jo eftermiddag.

Men det kunne også bare være noget fra en ært. Jeg kunne mærke hans øjne på min ryg, men jeg ville ikke vende mig om. Min anelse sagde mig at der var 15

Tiderne_I nærheden_P.indd 15

15/09/15 20.03

i nærheden

noget der ikke var som det skulle være, for Ulla i sorteringen, hende med den hvide hud og bumserne og de store bryster, kiggede slet ikke på mig. Det gjorde hun ganske vist næsten aldrig, men i dag kigge­de hun slet ikke.

– Du, vi skal have en snak, os to, sagde K.B. – Ja? Jeg vendte mig om, og han nikkede. Hans øjne var blanke, og hans højre øje var lidt mere lukket end det venstre.

Om eftermiddagen var der anderledes på hans kontor, end da jeg var der den tidlige morgen for 5-6 uger siden. Hans vinduer var østvendte, og nu var her mørkt, selvom solen skinnede udenfor.

Vi sad overfor hinanden.

I to ens læderstole. Brune. Solide.

Jeg kom til at tænke på at ryge cigar, selvom jeg ikke ryger. Det ville have klædt rummet.

K. B. Hansen rømmede sig.

– Er du tilfreds med din rute? spurgte han.

Jeg stirrede på ham. Hvordan kunne han dog være i tvivl, det der var hele mit liv, og samtidig den mest enkle lykke.

Min rute! Det hvorom alting drejede sig. Og ikke kun en bid af alting, men simpelthen alting.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, for allermest havde jeg lyst til at bryde ud i et jublende JA! Og set 16

Tiderne_I nærheden_P.indd 16

15/09/15 20.03

Post

her i bakspejlet, er det nok det jeg burde have gjort, for så havde jeg dog gjort noget, i stedet for at sidde der, tavs, på selve Postmesterens kontor, næsten med cigarer. Og der var billeder på væggen fra etatens historie, udpluk fra svundne tider af postbude i sol, i snestorm, i stormflod, i stille vejr.

– Jeg er ganske godt tilfreds, sagde jeg så.

Han så ned i bordet.

– Det kan jeg godt forstå du er.

Han forstod mig. Som gammelt postbud vidste han hvor meget det betyder med en god rute.

– Du er meget hurtig, sagde han.

Jeg havde bemærket at jeg havde tidligere fyraften end mine kolleger, men det bekymrede mig ikke. Jeg betragtede mig selv som et rastløst menneske, og var kun stolt og tilfreds med at udføre arbejdet kvikt.

– Du er faktisk meget, meget hurtig, sagde han efter en kort pause.

– Det er en hurtig knallert, svarede jeg.

– Hvor mange breve vil du anslå at du afleverer pr. dag? spurgte han, uden at se på mig.

Jeg tænkte mig om.

– Altså du mener i selve postkasserne? spurgte jeg.

Der var noget der ikke var som det skulle være.

K.B. kiggede ud ad vinduet, ud på gaden, hen over søen, helt op på de små villaer på bakken flere kilometer borte.

17

Tiderne_I nærheden_P.indd 17

15/09/15 20.03

i nærheden

Der var stille i rummet, og jeg fornemmede, at det var mig der skulle bryde stilheden, vise mig som en mand.

– Jamen det er egentlig ret mange, svarede jeg så.

Selvom der jo også er mange som jeg afleverer tilbage her.

Jeg hørte mig selv sige det, som om det var en fremmed der sagde det.

– Du, sagde K.B. Nu kiggede han på mig og holdt en pause. Han fortsatte, mens han så mig lige ind i øjnene: – Hvilken verden lever du i?

Jeg tror ikke jeg reagerede. Han fortsatte: – For det er fandme ikke en verden jeg kender.

Det er ikke min verden.

Han sagde det i et lavt tonefald.

Jeg kiggede til højre for ham og så op på et bille­ de af et cyklende postbud i solskin. Billedet var fra 1940erne.

Han så stadig direkte på mig, som om han så på en forbryder.

– Du har været ansat i 5 uger, ikke sandt?

Jeg nikkede, eller havde det i hvert fald som en der nikker. K.B så lidt forbi mig, og sagde: – Jeg har bemærket din daglige glæde. Hver eneste dag.

Nu nikkede jeg helt sikkert.

18

Tiderne_I nærheden_P.indd 18

15/09/15 20.03

Post

– Glad, sukkede K.B. og igen så han ud ad vinduet.

Jeg så også et kort øjeblik ud ad vinduet.

Et barn græd et stykke derfra, gråden blev fjernere og fjernere. Jeg formodede at det grædende barn blev kørt i en barnevogn. Der er nogle der kan.

K.B. gjorde en hastig bevægelse med hånden som fik det til at rykke i mig.

– Nå, sagde han. Det nytter jo ikke noget at trække det her vanvid i langdrag.

Du har kørt den forkerte rute i 5 uger. I samtlige 5 uger.

Jeg kunne mærke hele rummet summe i min krop.

Måske i 30 sekunder. Min stemme kom fra en anden verden, da jeg sagde: – Hvad siger du?

K.B. skrev i nogle papirer, og mens han så ned på det han skrev, sagde han: – Det jeg siger, er, at du har kørt den forkerte rute.

Du skulle starte på Frydensvej, ikke Brydensgade.

Det var rigtigt, det han sagde, at jeg startede på Brydensgade. Jeg elskede den vej.

– Jeg tror ikke det er ond vilje fra din side, det er du for dum til, men jeg er nødt til at sige dig op.

For 5 uger siden var det nyt for mig at få dette her vidunderlige arbejde, at blive det der hedder „ansat“, og nu var jeg så „sagt op“, et udtryk som også tilhørte 19

Tiderne_I nærheden_P.indd 19

15/09/15 20.03

i nærheden

den verden jeg nu var en del af. Det lød grusomt og fint på samme tid. Jeg var både ansat og sagt op.

– Og hvad indebærer det?

Han skrev stadig.

– At du møder i morgen og kører din rute, den rigtige rute, og så forventer jeg du afleverer det der tilhører arbejdspladsen.

Jeg så for mit indre mig selv som en trist mand forlade posthuset kl 14.45. Stort set nøgen, for næsten alt hvad man kunne sige jeg ejede, tilhørte etaten.

– Og man kan ikke på nogen måder ... ændre det? spurgte jeg.

Han var færdig med at skrive, og sad med hænder­ ne i skødet, måske bad han, tænkte jeg. Måske bad han for at det bedste skulle ske.

K.B. skrev med kuglepen. Hans computer stod afsides på et vægskab bag ham. Jeg tror at hans kone tit tænkte på frimærker, når hun kyssede ham farvel om morgenen.

Han så forbi mig, og sagde i et lavt, næsten opgivende tonefald: – Om man kan ændre det?

Han rystede umærkeligt på hovedet. Det var som om han var blevet et par år ældre i løbet af den sidste times tid.

– I 5 uger har du kørt den forkerte rute. I 5 uger har folk ikke modtaget deres post.

20

Tiderne_I nærheden_P.indd 20

15/09/15 20.03

Post

Jeg sagde: – Ja, det undrede også mig, for …

– Nå, du undrede dig? Jamen, det var da fint.

Så blev der igen stille i cigarkassen.

Han sukkede dybt, og skubbede et stykke med papir og en kuglepen hen over bordet til mig.

– Skriv under.

Jeg skrev under på den stiplede linje.

Og jeg der havde haft drømme om at flytte helt ud på landet og anskaffe mig en pickup truck. Og få høns.

Og køre frem og tilbage med nogle træstykker på ladet, og drikke en kold øl under syrenerne.

Hvorfor mon K.B. ikke bare fyrede mig på gråt papir, sendte mig ud på gaden, hvor jeg ville stå i døren og kigge først til venstre så til højre, og derefter vælge en retning, og gå bort hid og did, som man af og til så i visse gamle film, når det hele er slut, og folk rejser sig og forlader biografen.

Jeg mødte ind kl. 6.00 og pakkede tasken til min sidste rute. Alle var tavse, og ingen så i min retning.

Men det var jo en helt ny rute for mig. Vejret var også anderledes, syntes jeg. Det første jeg husker fra ruten er en lugt af kolort, for min første aflevering var hos Baronen, som i virkeligheden blot var en bonde der havde opkøbt det meste af omegnens jorder. Der var brev til ham fra Byretten. Jeg tænkte mit.

21

Tiderne_I nærheden_P.indd 21

15/09/15 20.03

i nærheden

Hans to sorte hunde gøede, og Baronen selv stod midt på gårdspladsen i sine brune gummistøvler, og jeg smed brevet i postkassen som var sømmet fast på en udtørret birkestamme.

Da jeg kørte bort derfra gennem stanken af kolort, og op ad bakken mod et villakvarter med fuglenavne – Vibevej, Drosselvej, Uglevej, Musvågevej, begyndte min knallert at hakke i motoren. Nogle voldsomme smæld efterfulgt af pludselige stød, og med et blev den fuldstændig tavs. Den ville ikke noget.

Ude fra vest kom sorte skyer drivende.

Hvorfor lige mig?

En ko brølede langt borte, og de første regndråber faldt på knallertens blanke styr.

Jeg prøvede gentagne gange at starte maskinen, men uden resultat.

Regnen tog til, og vindstød rev i min røde postjakke.

Jeg trak knallerten op ad bakken, og herfra kunne jeg se hele byen, og mod syd kunne jeg skimte nabobyen. Måske havde de brug for postbude der? Nej, min tid i etaten var nok ovre, for folk taler sammen på kryds og tværs af by- og landegrænser.

Regnen var mildest talt taget til, og jeg valgte at sætte mig op på knallerten igen og lade mig trille ned ad bakken. Når man gør sådan, bør man trække i koblingen, sætte den i 2. gear, slippe koblingen, og 22

Tiderne_I nærheden_P.indd 22

15/09/15 20.03

Post

så er der en god chance for at motoren kommer i omdrejninger og kan køre. Det gjorde jeg. Med en fart på 40 km/t, ned ad den våde bakke i styrtende regn, slap jeg koblingen, og motoren udstødte en høj lyd, for sekunder efter at virke som en bremse, hvilket fik maskinen til at slingre på den våde vej, og jeg så den dybe grøft komme mod mig, og derfor, o rædsel, pressede jeg i affekt håndbremsen hårdt ind så forhjulet blokerede.

Den kolbøtte jeg foretog, var en dobbelt kolbøtte.

Jeg har set tilsvarende til gymnastikopvisninger som barn, men de brugte trampolin.

Først fløj jeg op fra knallertens sæde, og i luften foretog jeg en vending med kroppen, således at jeg kunne se himlen i et sekund, og derefter den blåsorte asfalt, himlen igen, eller rettere skyerne som dækkede himlen. Og nu det grønne græs i grøften.

Jeg landede på ryggen i grøften, og på grund af den fart hvormed jeg blev slynget gennem luften, rutsjede jeg på ryggen ca. 3 meter længere ned i grøften, hvor en smattet bæk standsede mig.

Knallerten lå oppe på vejen.

Breve og tryksager dalede ned over grøften, ned i bækken.

Jeg frøs.

De næste timer var mørke. Jeg husker kun flygtige glimt: Jeg samlede breve og tryksager sammen, mens 23

Tiderne_I nærheden_P.indd 23

15/09/15 20.03

i nærheden

det plaskede ned, et lyn slog ned ude ved havet og tordenskrald sprængte luften. Kun fire breve var ikke gennemblødte. Jeg trak knallerten gennem regnen, og fordi det regnede så voldsomt, var der ingen mennesker ude som kunne se mig. Tror jeg da.

Jeg afleverede pligtskyldigt alle forsendelserne på deres respektive adresser. De fleste var så våde at det ikke længere kunne kaldes papir. Men jeg gjorde min pligt.

Kl. 18 var min rute færdig.

Regnen var holdt op. En gråspurv sad ved porten ind til posthuset, og nippede til nogle frø på brostenene. Men porten var låst. Alle var gået hjem. Der lå dybe søer flere steder på gaderne. Der bliver færre og færre gråspurve. Det tænkte jeg, da porten pludselig blev åbnet.

Det var K.B. Hansen som åbnede den indefra.

Jeg trak knallerten ind.

– Stil bare scooteren der ved væggen, sagde han.

Han kaldte den en scooter.

– Her er dine papirer, sagde han og rakte en kuvert frem mod mig, som jeg tog imod, men jeg holdt posttasken i hånden, så det hele var kejtet. K. B. så den anden vej.

– Du kan skifte tøj inde på gangen. Alt er låst af, sagde han.

Da jeg kom ud, stod han der stadig.

24

Tiderne_I nærheden_P.indd 24

15/09/15 20.03

Post

– Det er noget værre noget, sagde han.

– Ja, sagde jeg.

Han spyttede ned på brostenene. Det lignede ham ellers ikke.

– Hvad vil du nu? spurgte han og sendte mig bare et kort blik.

– Jeg har tænkt på at blive gartner, svarede jeg.

Hvorfor sagde jeg det? Jeg ved det ikke. Det faldt mig ind, længere er den ikke.

Den kuvert jeg fik af K.B indeholdt min opsigelse og min sidste løn.

Jeg sad på Sælen og drak en øl, og læste hele min opsigelseskontrakt. Der var ikke mange gæster, selvom det var torsdag aften. To tykke mænd sad i baren og talte betydningsfuldt sammen. En grønlænderkvinde sad og snakkede med sig selv i hjørnet. Linda stod bag baren og talte i telefon. Hun lod ikke til at kende mig. Men jeg havde jo heller ikke min postjakke på. Det var først da en gammel mand, splitternøgen, kom ind og satte sig ved et bord at der skete noget med stemningen. Linda gik ned til ham med et tæppe, de grinede sammen, så de kendte hinanden går jeg ud fra.

Min flittiglise hang med hovedet. Hun havde stået ude i regnen, som jeg senere fik fortalt hed skybrud, og nu var hun nærmest druknet, døden nær. Jeg lod hende være, for jeg havde mit at se til.

25

Tiderne_I nærheden_P.indd 25

15/09/15 20.03

i nærheden

Næste gang jeg så hende, var hun vissen. Det kunne skyldes frost eller underernæring. Jeg så hende stå derude, da de kom og hentede mig.

Det sneede lidt da vi kørte gennem byen.

De to betjente på forsædet var tavse. Manden i civil ved siden af mig var ligeledes tavs. Han havde blå rande under øjnene.

Manden i civil lugtede af kaffe og tobak. Han sad over for mig i det lille lokale med et billede af en båd, som var ved at lægge til kaj på en klippeø.

Ved du hvorfor du er her, spurgte han mig om.

Jeg rystede på hovedet.

– Og hvis du skulle gætte?

Jeg så på ham.

– Noget med breve? foreslog jeg i en lav tone.

Han så overrasket ud.

– Breve?

Han noterede noget på et papir foran sig.

– Ja, jeg var postbud i sommers, sagde jeg. Det gik ikke så godt. Nogle breve blev ikke afleveret som de burde være blevet. Det er jeg selvfølgelig ked af.

Manden afbrød mig ved at tromme med blyanten mod bordet.

Han smilede lidt.

– Du ved ikke hvorfor du er her?

– Nej. Hvad der siden skete, står som så ofte før hen i 26

Tiderne_I nærheden_P.indd 26

15/09/15 20.03

Post

det uvisse. Jeg var et par gange til samtale med den samme mand. Ved en af samtalerne var der en kvinde til stede. Hun smilede af og til, men jeg bed mest mærke i de gange hvor hun ikke smilede. Hendes overlæbe var tyndere end hendes underlæbe. Vi talte om forskellige ting, lige fra gartnerdrømme til kvinder uden tøj på, det var vist hendes yndlingsemne.

Jeg vidste ikke så meget om noget, det gør jeg stadig ikke, men jeg ved dog alligevel lidt mere.

Jeg ved at det igen er ved at være sommer, udenfor er natten lys, og jeg har været her siden januar.

Mange mennesker griner nu på sommermanér. De fleste er meget unge, tror jeg. Deres latter er lys.

En personage som de kalder Knapmann kører med sin hestevogn gennem byen. Han sælger alt muligt skrammel og ragelse og blomster fra sin hestevogn, og han starter i april og slutter i september. Jeg har aldrig set nogen købe noget af ham.

Jeg ved også at jeg nu bor et sted, som ikke ligger så langt fra byen, jeg kan se tårnene herfra.

Jeg ved at der er andre her.

De andre har det heller ikke let, og det kan jeg kun beklage. De fortalte mig forleden at K.B. Hansen er blevet fundet død. Han døde på en kirkegård, og den slags sker vist meget sjældent, men han var også en sjælden mand. Han både ansatte og fyrede mig.

De bliver ved med at vrøvle om et barnefund. Det 27

Tiderne_I nærheden_P.indd 27

15/09/15 20.03

i nærheden

kalder de det, aviserne kalder det også barnefundet.

De vil høre hvad jeg ved om det. Men jeg ved ingenting. Man siger, at der er blevet fundet et barn, i en grøft i nærheden af der hvor jeg styrtede som postbud. De vil høre hvad jeg har set af mistænkeligheder på mine ruter. Ingenting, svarer jeg.

Jeg så kun fuglene, solen og vejen der snoede sig.

Jo, og så jernbanen. Men det der står allerklarest i min erindring, og som lægger sig som en dyne over mig når jeg skal sove, er vinden mod mit ansigt når jeg drejer ned ad grusstien langs vandet og kører direkte mod de svulmende skyer i vest, som driver kloge og magelige ind fra havet, hænger der i himlen, som en tanke man ikke aner hvor kommer fra.

28

Tiderne_I nærheden_P.indd 28

15/09/15 20.03