Bag muren af Bjørn Meidell by Tiderne Skifter

BAG MUREN

Af samme forfatter I dag Uniprint – i morgen dig, 1975 DKP og storstrejkerne 1956, 1976 Niels og Alvilda – 100 års historie oplevet nedefra, 1982 Om natten er her stille – en historisk og nutidig tragedie, med Maria Bergsøe, 1991 Bag Sløret – i Jerusalem, Cairo og Beirut, 1996 Slået med beundring – Fascination, Flugt og Frihedskamp, 2005 Frygt og Fryd i Damaskus – Mennesker, politik og religion, 2010

BJØRN MEIDELL

BAG MUREN Hverdag i en apartheidstat

TIDERNE SKIFTER

Bag muren Hverdag i en apartheidstat © 2015 Bjørn Meidell/Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Fotos s. 123, 149 og 201: Muhammed Yasin Fotos s. 60 og 67: Elia Kahvedjian Foto s. 188: Gaute Jakobsen Alle øvrige fotos er af forfatteren Sat med Minion hos An:Sats, Espergærde Tryk: Specialtrykkeriet, Viborg Printed in Denmark ISBN 978-87-7973-767-9

Udgivet med støtte fra Den almennyttige Fond af 15. september 1968

Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter · www.tiderneskifter.dk

Indhold

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Intifadaens børn – 25 år efter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Bag muren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Slangebøssen med det røde hjerte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Afrikanske aner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . American Colony . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Beautiful Palestine . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Asia venter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Landsby i klemme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . I den gamle by . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Elia Photo-Service . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Old Jaffa . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Home Office for moralske forpligtigelser . . . . . . . . . . . . . . . Avnerys testamente . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Soweto gange to . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . To niecer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Smadars mor . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Old Jaffa Hostel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Nedtælling til 2017 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Et skørt samfund . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Melkitten og katolikken . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Aireen og Moreen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Granathylstre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Yacub . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Bil’ins øje . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

7 11 21 25 28 33 39 45 50 56 59 64 69 82 95 101 108 113 115 125 131 137 141 145 147 5

NĂ¸glen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Gas the Arabs . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Stop Noras Eviction . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Bag Damaskusporten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ingen fred uden Jerusalem . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Tantura . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Efterskrift . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Navneliste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Statistik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Historisk overblik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Kilder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

152 158 165 169 173 187 191 202 205 208 213 214

Forord

Ti år gammel flygtede jødiske Uri Avnery i 1933 sammen med sine forældre fra Tyskland til Palæstina. 15 år senere var han soldat i krigen i 1948, der førte til oprettelsen af en ny stat, Israel. I 1989 fik palæstinensiske Nadia og Fatin sprængt deres hjem i luften i en flygtningelejr på Vestbredden, som blev besat af Israel i 1967. De to søstre var dengang 14 og 10 år. De er efterkommere af flygtninge fra den store katastrofe, Nakbah, i 1948. To tredjedele af den palæstinensiske befolkning blev hjemløse. Bag muren – hverdag i en apartheidstat skildrer en række nedslag i den endeløse tragedie i Palæstina, hvor vi møder bl.a. Uri Avnery og Nadia, i 2015 hhv. 92 og 40 år gamle. Bogen tager temperaturen på en over 100 år gammel konflikt, som har sit udspring i en ønskedrøm fra europæiske jøder i 1890’erne. De dannede den zionistiske bevægelse, hvis mål var at etablere en jødisk stat i et Palæstina, der uheldigvis var hjemsted for et andet folk. En rabbiner på rejse i Palæstina udtrykte i 1897 problematikken på denne måde: „Bruden er yndig, men gift med en anden mand.“ For at virkeliggøre målsætningen om en jødisk stat var en omfattende indvandring til og kolonisering af Palæstina nødvendig. Den uundgåelige konsekvens har været en blodig konflikt mellem de indvandrede jøder og Palæstinas oprindelige arabiske befolkning. Uri Avnery på den ene side og Nadia og hendes forfædre på den anden. Bogen beskriver, hvordan denne historie har ramt enkeltindivider især i Østjerusalem, på Vestbredden og i mindre gad i Tel Aviv, hvordan de 7

overlever, holder sammen, sørger for børnenes uddannelse, og hvordan de arbejder for at bevare deres kulturelle og nationale identitet. Det er en frihedskamp som de fleste palæstinensere udkæmper med ikke-voldelige midler, men der bliver også brugt vold ligesom i Sydafrika under kampen mod apartheid. I deres kamp får palæstinenserne opbakning fra et fåtal af israelske aktivister og menneskerettighedsforkæmpere. Uri Avnery har gennem årtier været et fyrtårn i den radikale del af den israelske fredsbevægelse, som aktuelt ikke nyder den største forståelse. Et betydeligt flertal i Israel står bag deres regering, som hårdnakket modsætter sig at afgive Vestbredden og Østjerusalem til en palæstinensisk stat. Overfladisk set er den zionistiske bevægelse en overvældende succes. Palæstinas oprindelige befolkning har tabt det meste. Efter masseflugten i 1948 fik den konfiskeret jord og ejendom, og staten Israel blev etableret i 78% af Palæstina. I 1967 blev de resterende 22%, Vestbredden, Østjerusalem og Gaza, erobret af Israel. Få dage efter gik processen med yderligere kolonisering og etablering af bosættelser i gang. I dag bor knap 600.000 bosættere i Østjerusalem og på Vestbredden, hvilket strider mod international lov. De har Mellemøstens stærkeste hær i ryggen. Efter Osloaftalerne i 1993 fik palæstinenserne formelt selvstyre på Vestbredden og i Gaza. Et kvart århundrede efter har Israel stadig den overordnede militære magt over Vestbredden samt Østjerusalem. Konfiskation af palæstinensisk jord og ejendom hører til dagens orden og fortsætter med uformindsket styrke. Den lille overbefolkede Gazastribe på størrelse med Langeland er under belejring til lands, til vands og fra luften. Palæstinenserne er fanget i enklaver eller bantustans som de sorte i Sydafrika før apartheids fald i 1994. Formidlingen af historie, samfund og nyheder fremstår ofte abstrakt og uden, at man mærker, at der er mennesker af kød og blod bag. Dermed kommer den heller ikke bag om den flygtige medie- og ekspertvirkelighed. De følgende sider er ikke en objektiv undersøgelse af virkeligheden, hvor alt kommer med, men iagttagelser og dokumentation nedefra. De 8

forsøger at forstå enkelte menneskers historie som en del af en bredere historisk udvikling. Levende ansigter og kroppe gør historie og samfund nærværende og forståelig. Bogen bygger dels på spontane, dels på planlagte møder med palæstinensere og israelere. Jeg var af sted to gange i perioden 2014-2015 på jagt efter vidner og dokumentation i spændingsfeltet. Som min rejse skred frem, lykkedes det først og fremmest at få kontakt til mennesker uden for magtens sfære. Formålet var at opleve konfliktens nærvær ved at erfare nyt og konkret. Min rejse til de palæstinensiske områder og Israel var ikke den første af slagsen. Jeg var der tre gange i perioden 1989-1994. Så der var gået 20-25 år siden sidst. Derfor var det også mit formål at finde nogle af de personer, jeg mødte dengang. Hvordan var det gået dem? Da jeg var på Vestbredden, i Østjerusalem og Tel Aviv foråret 2014, var det et par år siden Palæstinakonflikten var „hot stuff“ i nyhedsmedierne, men det blev den igen samme sommer. 52 dages krig i Gaza og 2200 døde mindede endnu en gang verdenssamfundet om dets fortrængninger, hvad angår besættelsen af de palæstinensiske områder. Derefter sank problemerne på ny uløste ned i det internationale samfunds glemmekasse, og i stedet løb Ukraine, Grækenland, Irak, Syrien og flygtningestrømmen mod Europa med opmærksomheden. Med fortsatte konfiskationer af palæstinensisk land, nye bosættelser, fængslinger og blokaden af Gaza skal man ikke være sandsigerske for at forudse fremtidige voldseksplosioner og fortsat Ragnarok. Selv om jeg er gået stille med det, har jeg under rejser i den arabiske verden til tider følt, at jeg gik til grænsen og nogle gange over mht. til, hvad mit nervesystem kunne holde til. I Israel og de besatte palæstinensiske områder tog Hamas i 1994 selvmordsbomben i brug som aktionsmiddel. Det skete efter en massakre i Hebron på Vestbredden. En bosætter dræbte 29 bedende muslimer i en moske. Fra 94 fik jeg derfor nok af at rejse i Palæstina og nøjedes med at følge med på afstand. Senere kastede jeg min kærlighed over Damaskus og Syrien. På overfladen en fredelig verden, men oppositionsfolk udfordrede i det skjulte 9

diktaturet og havde langvarige fængselsophold bag sig. Dem tog jeg kontakt til for at høre om deres virkelighed. 1 Hvis man får indtryk af, at borgerkrigen i Palæstinas naboland Syrien lyder som en blues i baggrunden, så er det det derfor, og fordi der er nogle paralleller: besættelsen har karakter af et diktatur. Vinteren 2014 var rimelig fredelig på Vestbredden og i Gaza, og den israelske besættelse havde tilsyneladende fået karakter af det normale. Derfor forekom det relativt uproblematisk at booke flybillet til Ben Gurionlufthavnen i Israel. På forhånd opgav jeg at komme ind i Gaza, som har været afspærret af Israel siden 2007 efter Hamas overtog den interne kontrol. Fælles for mange af bogens personer er, at de forsøger at gøre en forskel. De er oppe imod en stat, som i egen selvforståelse bryster sig af at være Mellemøstens eneste „demokrati“, men mere og mere ligner en uforsonlig apartheidstat, der – ligesom det hvide Sydafrika før indførelsen af flertalsstyre – træder den oprindelige befolkning under fode og forhindrer den i et leve et værdigt liv.

1. Frygt og Fryd i Damaskus, Tiderne Skifter, 2010

Intifadaens børn – 25 år efter

Vestbredden. Marts 2014. Ved halvfemtiden prajer jeg en taxi ved Abu Khalils falaffelbar i Ramallahs gamle bydel. Jeg er tilbage på den besatte Vestbred efter tyve års fravær og 25 år efter første gang. En sommerdag i 1989 mødte jeg en bager, Waji Mustafa Ramahi, og to søstre, Fatin og Nadia på 10 og 14 år. Vores træf fandt sted i bombesprængte ruiner dagen efter, at deres hjem var blevet tilintetgjort i Jalazone-flygtningelejren – 10 km uden for Ramallah. Det er min plan at opspore bageren og pigerne, som kommer fra to forskellige familier. Hvordan har de seneste 25 års udvikling påvirket dem? De mange hundrede husødelæggelser i slutningen af firserne og begyndelsen af halvfemserne var en del af en kollektiv afstraffelse af palæstinenserne. Årene 1987-1993 stod i den folkelige opstands – intifadaens – tegn. Det var i høj grad de unges frihedskamp, som foregik med demonstrationer, stenkast, slangebøsser, strejker og skattenægtelse. Oprøret var vendt mod besættelsen af Vestbredden, Østjerusalem og Gaza, som havde stået på siden 1967. 250.000 israelere var i de forgange år flyttet ud i bosættelser, opført på jord, der var konfiskeret af den israelske stat. Reaktionen på protestbølgen var drakonisk: drab, lemlæstelse, massearrestationer, landsforvisninger og husødelæggelser. Chaufføren har netop købt en sandwich. Abu Khalils skulle være byens bedste. Sammen med en praktikant i Det danske Hus i Ramallah – Sandra – er jeg på vej til Jalozone. Sidst jeg var i lejren smed drenge småsten efter mig. En vis Ayman vil bistå ved eftersøgningen af bageren og pigerne. Sø11

Fatin på 10 (i midten) med sine søskende på toppen af familiens sprængte hus i Jalozone-flygtningelejren, sommeren 1989.

strene kastede i sin tid sten imod de israelske soldater, mens deres brødre sad i fængsel. Ville det være muligt at finde dem? Min kontakt svarer ikke på sin mobil, inden vi tager af sted og heller ikke, da vi passerer stribevis af bosætterhuse. Jalozone grænser op til en stor, forskanset bosættelse, Beit El, med mur og vagttårne. 50% er uden arbejde. Flygtningelejren huser nu mellem 14- og 16.000 indbyggere. I begyndelsen af 90’erne boede 6000 i Jalozone under trange forhold. Mens taxien suser ud af Ramallah, tænker jeg tilbage på mødet med Waji Mustafa Ramahi i 1989. Den gang fortalte bageren, at han havde tre sønner i fængsel, da soldaterne kom for at ødelægge hans hus: „Huset var kun tre år gammelt. Jeg skylder stadig 3000 dinarer i det. Gud hjælpe mig til at bygge et nyt hus. Og hvis de også vil ødelægge det: Hvorfor ikke? Bare mine sønner vil få det godt. Vi fik ti minutter til at tømme huset. Vi græd ikke, de skulle ikke se os græde, men alt blev ødelagt. Jeg kaldte på naboerne, men de fik ikke lov til at hjælpe med at bære ud.“ 12

Waji Mustafa Ramahi spurgte officeren: – Vil dette stoppe intifadaen? – Måske, svarede han. – Nej, aldrig. Intifadaen vil fortsætte, indtil vi får vores frihed.“2 Jeg besøgte igen Waji i begyndelsen af 90’erne. Sønnerne var løsladt fra fængslet. De sad passivt med udslukte øjne og frøs i det klamme hus, familien havde genopbygget, men de var genforenet med familien. Arbejde var der ikke noget af. I 1993 blev der indgået en aftale om palæstinensisk selvstyre. Nu var Waji optimistisk. Han var fuldstændig sikker på, at palæstinenserne ville få deres egen stat. Waji var en helhjertet tilhænger af Arafats forhandlingskurs og overbevist om, at den ville bære frugt.3 1990’erne var håbets år – internationalt og i Palæstina. Først faldt Berlinmuren i 89, siden faldt Sovjetunionen sammen, øst-vest-konfrontationen var væk og apartheidregimet i Sydafrika kom under afvikling efter årtiers massakrer, demonstrationer, væbnet kamp og til sidst også international boykot. Efter mange års eksil vendte Yassir Arafat og den palæstinensiske befrielsesorganisation tilbage til Vestbredden og Gaza i 1994. PLO skulle stå i spidsen for et selvstyre, der efter fem års prøvetid og endelige forhandlinger ville munde ud i en selvstændig stat. Men hvad kom der ud af det? Tilbage i taxien: forsøger endnu en gang at ringe Ayman op. Heller ingen mobilforbindelse, da vi er hoppet ud af taxien ved FN-kontoret efter at have sluppet 25 israelske shekel. Trods sin status som flygtningelejr under FN (UNRWA) ligner Jalozone en almindelig fattig arabisk by med småforretninger og skole. I praksis er de 750.000 fordrevne palæstinensere fra 1948 blevet bofaste på Vestbredden, i Gaza, Jordan og Libanon. I det borgerkrigshærgede Syrien er de endnu en gang på flugt. Ind i en fotoforretning for at få hjælp. Frem med fotografierne fra fortiden. – Jo, de kender godt bageren. Men bageren er død! Vi kan til gengæld godt møde en af sønnerne. 2. Se Om natten er her stille – en historisk og nutidig tragedie, Vindrose, 1991, s. 11 3. Bag Sløret – i Jerusalem, Cairo og Beirut, Tiderne Skifter, 1996, s. 218 ff.

Bageren døde en naturlig død for ti-tolv år siden, fortæller fotohandleren, men hans barnebarn på femten år blev for nylig dræbt af skud i ryggen under en demonstration mod bosættelsen Beit El: „Vi lider dag og nat,“ forklarer den ene af to hjælpsomme mennesker, der træder til som vejvisere. „Bosætterne skyder på børn på 12 år. De stresser os. Soldater trænger ind lejren om natten, sætter en sprængladning i dørlåsen og arresterer folk. Som regel ankommer de i civil.“ Den ene guide er halt, skudt i benet for et halvt år siden og vil absolut ikke fotograferes. Han er tilhænger af Hamas og uden tiltro til den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas, som på papiret styrer Vestbredden. „Gaza good!“ erklærer den halte med henvisning til, at det islamistiske Hamas styrer der. Intetanende træder vi ind i en stille smøge, som ligger tre-fire meter forsænket under en højere bygning. Fuldstændig overrumplende suser en tung genstand ned gennem skakten – tæt på mit hoved. Sandra er lige bag mig. Hvad sker der? Vi må væk. Vi når lige at konstatere, at det livsfarlige kasteskyts er en betonklods med skarpe kanter og en diameter på 10 cm. Umiddelbart efter får vi øje på en retarderet dreng på ca. 10 år. Var det ham? Vores vejvisere ænser dårligt denne bagatel i den palæstinensiske hverdag, og snart skifter scenen til Waji juniors treværelsesbolig, hvor vi bliver bænket i store bløde sofaer. „Min søn på 20 sidder i fængsel på syvende måned. He throw stones at the soldiers,“ lyder det, mens han leder efter et eller andet på sin mobil. Han rækker mig sin Samsung-smartphone, så jeg kan se et foto af den dræbte søn på 15 og det røde kødsår i ryggen. „Hvad kan vi gøre?“ sukker Waji som var det et ekko af noget, der er hændt tusindvis af gange i den palæstinensiske nederlagshistorie. På væggen hænger en stor farvefotostat i ramme af den femtenårige. „Det er kun to en halv måned siden.“ På stuevæggen hænger også et stort fladskærms-tv, indstillet på Arabica exclusive, hvor reklamerne viser dansende kvinder og flammende pejse. Waji studerer mine medbragte fotos fra 1989. Han ligner sin afdøde far, 14

bageren. Han har et udmærket job som chauffør for det palæstinensiske selvstyre og kører for en minister, fortæller han og fremviser et slidt identitetskort. 2200 israelske shekel tjener han pr. måned, ca. 3500 kr. Materielt går det åbenbart udmærket. Meget bedre end jeg med egne øjne for nogle år siden oplevede det i de palæstinensiske flygtningelejre i Syrien, hvor Mariam fra Khan Eshieh end ikke havde et køleskab, der fungerede. Waji går ud i køkkenet og koger vand til te, som han serverer i glas på en bakke. Hustruen er til fest i lejrens forsamlingshus. Kvinderne fejrer Mors Dag, Eid el Um. Seks børn har ægteparret fået. En er gift, en i israelsk fængsel, et par skolesøgende og en på fem i børnehave. „Future, oh, yeh?“ lyder det ironisk, da mobilen ringer. „Vi drømmer bare om at overleve og få et godt liv.“ Uden for huset er det mørkt. Grønt lys oplyser en minaret, mens vi slentrer ned til forsamlingshuset til kvindernes fest. Et politiorkester med mandlige violinister, en bassist, to kvindelige og tre mandlige sangere giver den gas. Larmen er overvældende. Kvinder i farvestrålende kjoler og tørklæder knipser med mobilerne og vifter med tørklædesnipperne. Småbørn tumler rundt. Nadia skulle være til stede. Nadia, der som 14-årig i 1989 drømte om at blive læge, nu 39 år gammel. En hjemmegående fødemaskine ville nogle måske forestille sig? Jeg er spændt på, om vi får kontakt. Bandet spiller vindermelodien fra Arab Idol, og der danses i kæde. Dansegulvet indhylles i hundredvis af sæbebobler, mens salen klapper. Prikken over i’et er lodtrækningen om et hav af gaveposer til kvinderne og pigerne: parfume, tørklæder, ure.. En venlig mand åbner bildøren, og vi kører hen til Nadias forældres hjem. Mine medbragte fotos fra 1989 afføder ivrige kommentarer. Jeg fotograferede 10-årige Fatin på toppen af familiens ødelagte hus i 1989. I dag er hun BA i computervidenskab, lærer og bosat i Jordan. Israelerne afskærer hende fra at besøge familien på Vestbredden. En anden søster, Fairus, er idrætslærer og har været fængslet i fem år. Pigernes 62-årige mor, Ahmeat er ligeledes lærer og taler glimrende engelsk: „Vi vil bare have fred. Det er den rigtige vej at gå. Ikke mere krig. Vi 15

håber blot, at vi en gang kan besøge vores landsbyer, som vi stammer fra. Vi blev tvunget ud af Palæstina og er nu spredt ud over hele verden.“ „Et familiemedlem har slået sig ned i Australien,“ supplerer Abeer, en veltalende og pågående engelsklærer. Hun underviser 26 timer om ugen og er mor til seks børn. Abeer spørger inkvisitorisk: „Kender du Balfour-erklæringen? I den erklæring forærede den engelske udenrigsminister i 1917 Palæstina til jøderne og åbnede for masseindvandringen af europæiske jøder.“ De forsamlede kvinder er enige om, at kvinder skal uddanne sig. Alle har givet hånd. Ingen er mundlamme eller håndsky her. Jo måske farmand, en slank tidligere skoleinspektør. Abu Ahmed hedder han. Han får ikke et ord indført. Endelig træder Nadia ind i stuen. Med skinnende øjne iagttager hun fotografierne af sig selv og sine søskende fra 1989. Dengang var hun 14 år, nu er hun 39: „Jeg kan godt huske, du tog billedet af mig,“ mener hun. Nadias drøm om at blive læge gik ikke i opfyldelse, men hun underviser på fuld tid i matematik på en privatskole i Ramallah. 24 timer pr. uge. „Elevernes forældre må være velhavende?“ „Ja,“ siger Nadia. „De fleste børn går i FN-skoler.“ „Hvordan kommer du ind til Ramallah?“ „Jeg kører selv – i min egen bil!“ Nadia er mor til tre drenge og to piger. Den ældste Khaled på 20 går på universitetet. Der er åbenbart tale om en storfamilie, karakteriseret ved en stærk, positiv social arv. Med hjælp fra PLO-lån på 2000 dinarer byggede de et nyt hus i 90’erne og holdt sammen på familien efter husødelæggelsen: „Jeg er altid bekymret for mine børn, selv om jeg selv var frygtløs under den første intifada,“ fortæller Nadia. „Men her er ingen sikkerhed. Jeg drømmer om fred og tryghed for mine børn. Vi er bange for hus ødelæggelser, og jeg er 100 procent imod, at Khalid demonstrerer. Det får han ikke lov til. Vi har aldrig fred for bosætterne, som skyder på bilerne og kommer om natten.“ „40 unge i lejren går med krykker,“ fortsætter Nadia. „Skudt i knæ og 16

Nadia på 39 med foto af sig selv som 14-årig

ben. De unge har ikke noget arbejde, kaster med sten, og israelerne skyder med skarpt. Vi er spærret inde. Jeg kan ikke tage til Jerusalem og bede. Børnene har aldrig været ved stranden! Ikke set havet med egne øjne.“ Klokken er blevet mange, da Nadias yngste søster på 23 dukker op, endnu en engelsklærer, men vi må stoppe her. Inden vi forlader familien inviterer husets stille patriark til frokost på lørdag kl. 15. Et familiemedlem kører os tilbage til Ramallah, og snart sidder vi på en eksklusiv, men røgfyldt restaurant med palmer. På væggen hænger i glas og ramme alskens notabiliteter, som har spist på Darna: Arafat, Jimmy Carter, Richard Gere, Ban Ki Moon og for at det ikke skal være løgn George Bush, jun. Men Nadia og bagerens femtenårige skuddræbte barnebarn vidner om, at besættelsen, bosætterne og flygtningene stadig er en virkelighed, der ikke vil forsvinde.

Fire dage senere Ved tolvtiden falder jeg ind på den fremragende kinesiske wok-bar i Ramallah. En mørkhåret fin ældre dame nyder maden sammen et barnebarn. Tydeligvis kristne. Den unge præciserer, at hun hverken er det ene eller andet: „Min mor er kristen, min far muslim, og jeg er mig selv.“ De kunne aldrig drømme om at sætte deres ben i en af de talrige flygtningelejre på Vestbredden. „Det er for farligt,“ mener de. Tilmed tragisk og bunden af bunden. Mellem linjerne signalerer de, at det palæstinensiske samfund er delt op i et upstairs og downstairs. Inden afgangen til Jalozone til frokost er jeg anspændt og skriver i min notesbog: „Går det an endnu en gang at vove sig ud i vildnisset? Ja.“ Men jeg har ikke kontrol over min indre ængstelse, der flimrer som en grim undertekst efter betonklumpens fald tæt på mit baghoved. Bevæbnet palæstinensisk politi standser taxien og tvinger den til en omvej. Også her: al trafik forment adgang. Stort ståhej. Er præsident Mahmoud Abbas undervejs? Intet svar fra chaufføren. Men min fornemmelse var korrekt: præsidenten indtager sin frokost hjemme, efterfulgt af en lille lur. I Jalazone har mine frokostværter lovet at afhente mig ved FN-kontoret. En butiksindehaver ringer hjælpsomt for mig: „Gå ind og tag dig noget at drikke fra køleskabet,“ inviterer han. I ventetiden byder han også på stærk arabisk kaffe i et lille bæger: „Under den første intifada sad jeg to år og otte måneder i fængsel,“ fortæller han. „Jeg havde kastet sten. Som straf blev jeg tævet og behandlet som en slave. Det blev vi alle og sultestrejkede i protest i 21 dage.“ Efter løsladelsen rejste den hjælpsomme butiksindehaver til USA. Af alle steder fik han job i Wall Street: Fra fængslet til et arbejde som limousinechauffør, men han længtes hjem til Palæstina. Efter ni år vendte han de dyre drenge i det amerikanske finansmekka ryggen. Børnene skulle lære Koranen at kende og opdrages som muslimer. Med indtægten fra sin lille købmandsforretning lever den tidligere chauffør godt og har ikke fortrudt, at han skiftede limousinen ud med Jalazone:

„I USA lever man isoleret fra hinanden, her kender man alle, og vi holder sammen.“ Det første er ganske vist, det andet et åbent spørgsmål. Hos mine frokostværter kører TV’et, den store stue er tom, men så dukker de pensionerede forældre, Ahmeat og Abu Ahmed, op. De har konsulteret et atlas efter mit besøg forleden: „Danmark er en lille ø og ligger tæt på England, Norge og Sverige,“ mener Ahmeat, mens jeg noterer, at dagligstuen rummer hele fem firepersoners sofaer med brede armlæn. Endvidere tre mindre lænestole til to personer. Alt sammen tegn på at de to pensionister lever ganske tæt i en udvidet storfamilie med bedstefar, børn og børnebørn. Nadia og lillesøster træder ned ad trappen med et læs pitabrød med oliestegte løg, liggende på armen. Vi spiser med fingrene, eller rettere højre hånd, og jeg opfordres til at rulle det nybagte pitabrød om maden. Menuen byder på suppe, stegt kylling med kartofler, hakket persille- og tomatsalat. Vi er 13 omkring det lange bord. Mænd og kvinder sammen. Ikke adskilt som jeg har oplevet det hos en familie i Gaza. Kvinderne har styr på det meste i denne familie. Den opleves nærmest som et matriarkat, men opvasken slipper Nadia og hendes lillesøster ikke for. Under middagen er den veltalende Abeer forbløffende tavs. I første omgang genkender jeg hende ikke, hun har et lille hvidt stykke papir siddende under højre øje og en antydning af blå mærker. Jeg tager mig selv i at spørge til, hvad der er sket. Hun svarer kort: „Vi ønsker bare fred. Når de israelske soldater fælder et oliventræ, planter vi et nyt. Vi vil have vores egen stat side om side med Israel.“ „Street talk,“ mener Abeer, da jeg forelægger den udbredte kritik af, at den palæstinensiske regering blot meler sin egen kage og er ude af stand til skaffe resultater. Hun er svoren tilhænger af det nationalistiske, ikkereligiøse Fatah, som af navn regerer Vestbredden. Der er hele familien. „Regeringen sørger for, at de offentligt ansatte i Gaza får løn, selv om Hamas har taget magten der.“ Det ligger pludselig i luften, at mit besøg ikke skal vare evigheder. Efter den obligatoriske arabiske kaffe er det helt klart. Lettere forbløffet, men også opløftet opsnapper jeg, at Jalozones kvindekomite, som arrangerede festen forleden, har aftalt at slå sig ned i de 19

Kvindefest på mors dag, Jalozone 2014.

store sofaer i stuen for at diskutere fremtidige opgaver. De har ikke tænkt sig at give op. Høflige som værterne er, tilbyder de limousine-service. En tur tilbage til Ramallah, og det går stærkt. Afspærringerne og politiet, som skulle sikre præsidentens passage til sit hjem er pist væk, og enten blunder han hjemme på sofaen eller så er han tilbage på kontoret. I går holdt han møde med den amerikanske udenrigsminister John Kerry i Amman, har jeg lige læst på BBC’s hjemmeside. Men forhandlingerne er faldet på gulvet. Endnu en gang: ingen indrømmelser til Nadia m.fl.

Bag muren

Hvem kan sove i Ramallah? Hen mod daggry lyder det som om, der er gang i sengeakrobatikken et sted i opgangen. Efter søvnløse nætter bliver jeg enig med mig selv om, at det nok bare er duerne, der kurrer. Jeg er eneste gæst i Det danske Hus i Palæstina. Naboværelset er tomt. I mangel af bedre har jeg indtaget køkkenbordet som min skriveplads. Jeg havde naivt forestillet mig, at huset var lidt i retning af Det danske Institut i Damaskus med en gård, fontæne, smagfulde værelser og historisk atmosfære. Før starten på borgerkrigen i Syrien var Damaskus og Instituttet kult for kulturrejsende, men strømmen er i hvert fald ikke nået til Ramallah. Kun hovedbygningen og det åbne kontorlandskab smager lidt af fugl. Efter klokken 17 er her tomt. Fuldkommen tomt. Jeg ankom søndag aften med shuttlebus fra lufthavnen til Østjerusalem og derfra med bus nr. 18 til Ramallah. Hjemmefra havde jeg bestilt en palæstinensisk specialtaxi til 100 dollars med israelsk tilladelse til at krydse grænsen fra Vestbredden og ind i Israel. Den afbestilte jeg af frygt for, at forhøret i lufthavnen ville trække i langdrag og taximeteret gå amok i ventetiden. Inden afrejsen fra København lagde jeg øre til den ene historie efter den anden om, hvordan man risikerer at blive forhørt i Ben Gurion, hvis rejsemålet er de palæstinensiske områder. En dansk-palæstinenser er blevet afhørt i seks timer. Andre i 18 timer. Det gjorde mig nervøs, meget nervøs. Tilbage i 90’erne blev jeg ikke sparet for indgående forhør ved udrejsen. Bryske interviewere ville vide alt om, hvor jeg havde været og hvem jeg havde mødt i de besatte områder? Og selv om jeg havde clearet filmruller 21

og notater med censuren i Governmental Press Service, blev alt gennemrodet i lufthavnen. En kilde foreslog at stikke en plade og oplyse, at mit rejsemål var Tel Aviv og ikke det palæstinensiske Ramallah. Det ville lyde mere tilforladeligt i sikkerhedskontrollens ører, men hvis jeg nu kludrede i det, tænkte jeg, også gøre det mere besværligt. Hvis de undersøgte min bagage, ville de nok undre sig over mine mange fotos af gamle bekendte – specielt palæstinensere – som jeg har med som gave. For en sikkerheds skyld har jeg slettet alle personlige filer fra min PC. En rejsende har fået konfiskeret sin computer og kopieret indholdet. Staten Israel er mistroisk over for Gud og hvermand. Især palæstinensere kommer gennem ydmygende forhør. „Hvorfor rejser du alene?“ blev jeg spurgt. „Jeg rejser på vegne af mit gymnasium for at lave research til et undervisningsmateriale,“ hørte jeg mig selv forklare og fremviste en anbefaling på officielt brevpapir. Manden i boksen smilede. Suk, jeg kunne have sparet mig alle katastrofeforestillinger. Jeg var den sidste, der blev sat af bussen – i det palæstinensiske Østjerusalem – nu i en fremmed pulserende verden med tørklædeklædte kvinder og mænd med ternede keffiaher, svøbt om hoved og hals. I det begyndende mørke fremstod busstationen rå og slidt. Aldrig så snart jeg havde skubbet min rygsæk ind i bagagerummet i bus nummer 18, greb uroen mig. Ville bagagerummet være låst af og min PC være i sikkerhed? Følte febrilsk på mit mavebælte med pas og penge. I kølvandet på Muhammedkrisen advarer det danske udenrigsministerium mod risikoen for „bortførelse“ og „terror“ på Vestbredden, og nu stod jeg godt mast sammen i en bus på vej ind i ukendt land. I en periode har der ikke været alvorlig uro på Vestbredden. Derfor læste jeg først rejsevejledningen efter købet af flybilletten. Hvis jeg blev bortført, ville folk sige, at jeg selv var ude om det – ligesom journalisten, der ville lave et portræt af en oprørsgruppe i Syrien med speciale i bortførelser og selv blev kidnappet. På den anden side ønskede udenrigsministeriet måske blot at holde ryggen fri? Hellere advare og overdrive end underdrive risikoen?

Fra min ståplads i bus nummer 18 var det ikke nemt at se ud gennem vinduet, men ved Checkpoint Qalandia og mødet med Adskillelsesmuren fik jeg en fornemmelse af Berlinmur anno 1989 og overgangen til en indespærret verden. Projektører kastede neonlys fra skarpe hvide og bløde orangefarvede pærer ud over biler, busser og muren. Et lille barn i bussen græd, flere sad med smartphones og mobiler ligesom et hvilket som helst andet sted i verden. Ud ad vinduet kunne man konstant skimte pigtråden på den høje mur og pludselig rød solnedgang i en forbigående revne i skydækket. Forbløffende at se, hvor meget nybyggeri, der er skudt op, siden jeg var her for tyve år siden. Også mange nye butikker. Ramallah er helt anderledes end, da jeg passerede den i 1994, hvor gadebilledet var præget af brændende bildæk. To årtier senere på en tilfældig søndag tumlede FC Barcelona-fans rundt og svingede klubbens fane. Det kunne de også finde på i Beirut og Damaskus. – Falaffel Abu Khalil! Det var kodeordet til taxichaufføren i Ramallahs centrum, Abu Khalils falaffelbar som alle åbenbart kender. 15 shekel. Nøglerne lå i en konvolut hos Khalil. No problem. Men hvor katten lå Det danske Hus? Ned i en smal gyde og op ad en trappe. Jeg stak dem ind i nøglehullerne. Igen og igen. De passede bare ikke. Ringede på dørklokken. Ingen reaktion. Nu var alle forhindringer overvundet, og så var jeg ikke i stand til at låse en dør op. Heldigvis havde jeg et nødnummer. Jeg skulle bare gå op ad trappen på anden sal. Men hvor? Til sidst lovede Abeer i den anden ende af røret at komme og hjælpe mig. Lejligheden lå ud til hovedgaden ved siden af Falaffel Abu Khalil, men hvor skulle jeg vide det fra? Jeg smed mig på sengen og sundede mig, inden jeg gik ned og købte en falaffel og en cola hos Khalil. Jeg vovede mig ud i byen, et skridt ad gangen, og efter en lille kilometer fik jeg øje på en café med duggede ruder. Gæsterne pulsede på vandpiber, inhalerede og sendte store skyer ud i lokalet. Lionel Messi driblede hen over en af stedets fladskærme, mens jeg bestilte friskpresset appelsinjuice. 23

På vej tilbage til mit rum i Det danske Hus dumpede jeg ind i en sprutbutik – Whisky and More – hvor lyset var lummert dæmpet og købte to øl fra bryggeriet i Taybeh uden for Ramallah. Efter mødet med betonklumpen i flygtningelejren er jeg rystet, selv om jeg prøver at overbevise mig om, at den var en tilfældighed. Hvad er det, der driver mig? Et ønske om at kigge ind i en tragisk historie og finde vidner til den? Eller er det en drift mod egen katastrofe, selv om jeg altid har klaret frisag i flygtningelejre i Libanon, i Damaskus og i Sydafrika. Men nu er der kun én vej, som de siger i TV Sporten: „At se fremad!“ Selv om jeg på den anden side er enig med mig selv om, at et flækket kranium ikke er prisen værd.