Alice af Cida de Souza Schmidt-Madsen by Tiderne Skifter

Cida de Souza Schmidt-Madsen

ALICE

Roman/Tiderne Skifter

ALICE

TIDERNE_Alice_P.indd 1

30/09/15 10.18

TIDERNE_Alice_P.indd 2

30/09/15 10.18

Cida de Souza Schmidt-Madsen

ALICE Roman

TIDERNE SKIFTER

TIDERNE_Alice_P.indd 3

30/09/15 10.18

Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter · www.tiderneskifter.dk

TIDERNE_Alice_P.indd 4

30/09/15 10.18

Jeg har længe villet skrive dette til dig. Du bragte sorg og glæde ind i mit liv og har givet mig mod til at sige, at før jeg mødte dig, havde min verden ingen farver. Jeg har elsket dig mere, end jeg vidste, det var muligt. Jeg er bange for, at når jeg har skrevet færdig, har jeg ikke længere noget at leve for. Jeg føler mig igen alene i min mørke kælder, nøglen er blevet væk. Det er et dystert sted, jeg er nu. Undskyld for de smerter, jeg måtte have forårsaget dig. Du, af alle mennesker i verden, er den sidste, jeg ville gøre fortræd. Jeg prøvede at vinde dig tilbage, men jeg var for ødelagt til at gøre et tilstrækkelig ihærdigt forsøg. Du fandt din lykke, og det er jeg glad for. Jeg ved, at det ikke kunne være anderledes, for du er et af Guds gode børn, og dem bliver der passet godt på. Farvel, min elskede ven!

TIDERNE_Alice_P.indd 5

30/09/15 10.18

TIDERNE_Alice_P.indd 6

30/09/15 10.18

1 Udenfor er det holdt op med at regne. Hullerne i vejen er stadig fulde af vand. Solen skinner og spejler sig i vandhullerne. Hele natten har Bæstet ved siden af råbt og skreget alverdens skældsord. De fleste har han selv har fundet på. Som regel udser han sig en person eller et hus, som han vil kaste sine forbandelser over. Så begynder han med at råbe personens navn en million gange, og tilføjer et par ekstra ord, for hver gang han råber navnet. Ved midnat går det løs. Han udstøder et umenneskeligt brøl, slår på sig selv og kaster sten efter alle, der passerer forbi. Han råber og bander. Først lavt og så højere og højere for hver time, der går. Bestafera, Leproso, filho de Lucifer, capeta! Hele natten, indtil fem eller seks om morgenen. Personen, som forbandelserne er rettet mod, gemmer sig indendørs indtil næste morgen, eller indtil Bæstet finder en anden at kaste sig over. Alices mor har været offer for Bæstets forbandelser et par gange. „Åh, den hæslige varulv begynder allerede så tidligt, –7–

TIDERNE_Alice_P.indd 7

30/09/15 10.18

min Gud!“ kan hun finde på at sige. Den djævelske krøbling var allerede fuldvoksen, da han blev født. Det er ikke normalt for et menneske. Han spiser et kilo bønner og to kilo ris om dagen og skriger stadig efter mere mad. Bæstets brødre tøjrer ham med en jernkæde, der er lige akkurat lang nok til, at han kan kravle fra køkkenet ud på fortovet. Gå kan han ikke, hans ben går kun til knæskallerne. Dér, på fortovet, jamrer han, nogle gange flere nætter i træk. Dér fodres han og sover, når trætheden overmander hans vildskab. Hans mor, stakkels kvinde! Nabokonerne siger, at hun bliver straffet for et eller andet. Hun har født tre drengebørn, hvoraf den ene er et misfoster og de to andre kriminelle. Alices mor synes, at de to brødre, når de ellers ikke stjæler eller bruger for meget tid på at slås, faktisk er ret sympatiske. Alice tager lagnerne og sit eget tøj for at dække sprækkerne i døren og forhindre Bæstet i at se ind i deres hus. Hans hyl giver hende kuldegysninger. Satans yngel, børn af Lucifer, Belzebub! Bæstet kan finde på at jamre så meget, at alle beboerne på skift ringer til politiet og beder dem om i Guds navn at sende en vogn for at hente ham, så han kan overnatte på politistationen, bare et par timer eller en enkelt nat, så de kan få lidt fred. På politistationen er der nemlig en dyb tank fuld af iskoldt og beskidt vand, som politimændene kaster fulderikkerne ned i og lader dem blive i, til de er ved at drukne. På den måde kan de blive ædru, og så kan de slippes –8–

TIDERNE_Alice_P.indd 8

30/09/15 10.18

fri igen. Beboerne vil have politiet til at give Bæstet en tur i tanken, og det gør de også indimellem, men i modsætning til de almindelige fulderikker tager det lang tid at lukke munden på Bæstet. Engang blev han i tanken så længe, at man troede, at han var druknet, men han vågnede op igen, helt ude af sig selv, og begyndte at skælde politimændene ud en gang til. Efter den oplevelse er det nu ret sjældent, at politiet kommer og henter ham, når beboerne ringer. Når politiet ellers stopper op med deres patruljevogne i gaden, er det som regel for at hente den ene eller begge Bæstets brødre, enten fordi de har stjålet noget, eller fordi de har stukket en eller anden ned. Deres mor går grædende fra dør til dør og beder folk om ikke at fortælle politiet, at sønnerne gemmer sig på husets tag. „Tag krøblingen med, hr. betjent, så vi kan få fred!“ siger en nabokone. „Nej, nej, Senhora, ikke Bæstet dér, ham kan vi ikke have i bilen.“ Heller ikke børnene i gaden slipper for Bæstets skamløshed, men af en eller en anden grund er Alice altid gået fri. Alligevel opholder hun sig indenfor, når han begynder at brøle, af frygt for at han skal kaste sine forbandelser over hende. Men det gør han aldrig. En gang eller to har Alices mor sagt til hende, at Bæstet faktisk kan lide hende, og at han, når han ikke er besat, kan finde på at spørge efter hende. Eftersom ingen nogensinde taler med ham, gør Alice det heller ikke, men han giver hende så mange mareridt, at hun på en måde taler med ham alligevel. –9–

TIDERNE_Alice_P.indd 9

30/09/15 10.18

* Den morgen, hvor Alice stak af hjemmefra, vågnede hun meget tidligt, hendes tøj var allerede pakket. Hun gjorde sig i stand, åbnede døren lige så forsigtigt og lukkede den bag sig igen. Hvis hendes mor eller far var vågne, lod de, som om de sov. På den anden side af fortovet sad Bæstet og kiggede ud i den tomme luft, som om han havde brugt alle sine kræfter i løbet af natten. Alice fik øje på ham, og han vinkede til hende. Klokken var endnu ikke seks, der var ikke andre på gaden, og kirkeklokkerne havde endnu ikke slået. Alice frøs lidt, da hun så ham. Så vinkede hun tilbage. Hun begyndte at gå og var sikker på, at Bæstet ville brøle og vække hele gaden, så hendes plan ville være spoleret, men det gjorde han ikke. Hun gik uden at se sig tilbage, og Bæstet forholdt sig tavs. Byen var så småt ved at vågne, og morgentrafikken begyndt at glide. Alice undrede sig over, at det ikke kun var hende, der stod dér ved motorvejen og håbede på at få et lift. Mælkemanden, der kørte forbi med sin hestevogn, og som kendte Alices mor, spurgte hende, hvad hun lavede der så tidligt om morgenen. Alice svarede, at hun skulle hjælpe til ved en fødselsdag, men hun lagde mærke til, at mælkemanden kiggede efter hende på afstand, da hun steg ind i den blå lastbil.

– 10 –

TIDERNE_Alice_P.indd 10

30/09/15 10.18

Hun havde talt med lastbilchaufføren dagen før og spurgt ham, om han ville give hende et lift. Hun viste ham en lille lap papir med en adresse og et navn. Han skulle ikke helt så langt, men kunne sætte hende af på halvvejen. Han skulle overnatte i lastbilen og først køre klokken 05.30 om morgenen. Hvis hun stod ved vejkanten på det tidspunkt, kunne han tage hende med. Hun havde håbet, at hendes veninde ville tage med, men hun turde ikke alligevel. Det meddelte hun Alice dagen før, men hun havde ikke regnet med, at Alice ville tage af sted alene. Lastbilchaufføren virkede også overrasket over at se Alice stå der, alene, så tidligt om morgenen. Hun havde en taske med lidt tøj, en flaske parfume, tandpasta, tandbørste og en bodylotion, hendes mor havde købt til hende et par dage før, i en rem over skulderen. Lastbilen var indrettet næsten som et hjem. Chaufføren kørte tre måneder ad gangen, så det var vigtigt med lidt hjemlighed. Han var en mand af få ord og svær at føre en samtale med. „Har du børn?“ prøvede hun. „Nej,“ sagde han. „Hvorfor ikke?“ spurgte hun. „Jeg er først blevet gift for nylig,“ svarede han. „Hvad siger din kone til, at du altid er på rejse?“ spurgte hun. Svaret blæste i vinden

– 11 –

TIDERNE_Alice_P.indd 11

30/09/15 10.18

At køre med lastbil føles anderledes end at køre i en almindelig bil. I en lastbil sidder man højere og kan se ind i de personbiler, som kører ved siden af, og så kan man også se ind i andre lastbiler. Det blev Alice optaget af med det samme. Det var også anderledes end at køre med bus, for til trods for at lastbilen var næsten lige så stor som en bus, så var der kun plads til to personer i førerhuset. Det måtte være ensomt at være lastbilchauffør. Når Alice rejste sammen med sine forældre, var det som regel i bus. Der vidste hun godt, hvordan man skulle opføre sig. Nu føltes det hele anderledes. Hun var vant til at snakke med de andre passagerer eller følge med i deres samtaler, men nu skulle hun være stille, for chaufføren ville ikke småsludre, og Alice vidste ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Bare at sidde stille og køre var ikke helt nemt. Når de mødte andre lastbiler, eller kørte gennem en by fik Alice besked på at dukke sig og skjule sit ansigt. Chaufføren sagde, at det ville være bedst, hvis hun trak de håndlavede, plisserede gardiner for, så de kunne dække for passagersædet. Alice ville forstyrre så lidt så muligt. Hun prøvede at sove, men det var svært. Hun vidste ikke engang, hvor hun skulle af, eller hvor lang tid det ville tage at nå dertil, og hun turde ikke spørge. Det var ikke frokosttid endnu, men hun var allerede sulten. „Jeg har ingen penge,“ sagde hun spontant. „Hvis jeg var dig, ville jeg vende om,“ svarede chaufføren i en alvorlig tone. Alice blev stille. Hun tænkte, at nu var det for sent. Det – 12 –

TIDERNE_Alice_P.indd 12

30/09/15 10.18

var første gang, hun rigtigt havde besluttet sig for noget, helt selv, og det måtte hun gennemføre. Efter nogle timer stoppede de på en rasteplads, hvor der var restaurant, brusebad og benzintank. Alice lagde mærke til, at der kun var lastbiler på parkeringspladsen. Eftersom hun aldrig havde været på en lastbilholdeplads før, anede hun ikke engang, at den slags fandtes. Chaufføren sagde til Alice, at hun godt kunne nå et bad inden frokost. Han skulle nok betale for maden. På dametoilettet undrede Alice sig over, at der var så mange piger på hendes egen alder. „Har du en læbestift, jeg kan låne?“ spurgte en af piger ne. „Nej, det har jeg desværre ikke,“ svarede en anden, som var i gang med at børste sit hår. En tredje pige, der stod og tog sko på, rakte den første en halvtom lilla læbestift. „Du må gerne stikke fingeren ned i den, den er ved at være færdig,“ sagde hun. En fjerde pige rejste sig op fra en af bænkene, mens hun tog en plasticpose, der lå på gulvet, og spurgte: „Er jeres chauffør sød ved jer?“ Alice tabte sit håndklæde på gulvet. Hun bøjede sig ned og samlede det op igen og gik ind under bruseren. Larmen af vandet mod de hvide fliser smeltede sammen med lyden fra afløbet, der sugede vandet til sig, døren, der smækkede, og nye stemmer, der talte sammen og forhindrede Alice i at høre, hvad pigerne snakkede om. – 13 –

TIDERNE_Alice_P.indd 13

30/09/15 10.18

Chaufføren sad indenfor og spiste. Alice gik hen til ham, og han pegede på buffeten til højre. Hun var ikke sulten længere, men chaufføren sagde, at der ville gå mindst otte timer, før de stoppede igen. Hun satte sig tavst ved siden af ham. Ris, bønner, en lille bøf og lidt tomat. Chaufføren blev pludselig snakkesalig, nu hvor hun var blevet tavs. „Har katten spist din tunge, mens du var i bad?“ sagde han og grinede. Alice smilede, men hun sagde ikke noget. Efter en kort pause fortsatte chaufføren: „Jeg har været gift i seks måneder, men jeg har været væk i næsten tre. Konen derhjemme er ikke så glad, hun vil gerne have børn. Jeg er aldrig hjemme, og når jeg kommer hjem, er der så mange regler, at jeg hellere vil ud at køre igen. Jeg må ikke gå med sko indenfor, hun synes, at mit arbejdstøj lugter af sved, og mine rejsetasker skal helst blive udenfor på altanen. Og så vil hun snakke. Hele tiden. Hun er jaloux og spørger om alt muligt.“ Alice hørte, hvad han sagde, men det var, som om han talte til sig selv. Han stirrede ufravendt på sin tallerken. „Er det derfor, at jeg skal gemme mig, når vi kører, fordi hun er jaloux?“ spurgte hun. „Du er mindreårig, ikke også?“ svarede han brysk. „Kom nu, så kører vi!“ sagde han så, som om det lige pludselig var gået op for ham, at han havde talt over sig og sagt for meget.

– 14 –

TIDERNE_Alice_P.indd 14

30/09/15 10.18

Flere hundrede kilometer lagde de bag sig. Natten var skræmmende, med få biler og næsten ingen gadebelysning. Efter at mørket havde lagt sig, behøvede Alice ikke længere at trække gardinet for i kabinen, og hun fik en kæmpe forskrækkelse, da de kørte igennem en tunnel. Hun fik øje på liget af en mand, der lå midt på vejen. Lufttrykket fra lastbilen fik den døde til at bevæge sig, men det lykkedes chaufføren at vige udenom og ikke køre liget over. Det ville ikke have gjort nogen forskel, manden var tydeligvis død og havde ligget der i lang tid. Kroppen var stiv og formentligt allerede gået i forrådnelse. Bilerne susede forbi. Alice kiggede i bakspejlet og spekulerede på, om nogen ville stoppe, men hun sagde det ikke højt, og da chaufføren slet ikke reagerede på det, blev hun i tvivl om, det bare var noget, hun havde bildt sig ind. De kørte uafbrudt, bortset fra en enkelt pause på trefire timer, hvor de spiste opvarmet dåsemad, og chaufføren sov i en hængekøje, han havde sat op i lastbilen, mens Alice fik lov til at lægge sig på sæderne i kabinen. Tidligt om morgenen, inden solen var stået op, sagde chaufføren: „Du skal af i den næste by. Jeg kører lige igennem, så du skal være klar til at hoppe af.“ Alice nikkede, hun var udmattet og følte ikke den mindste trang til noget. Da de nåede frakørslen, tog chaufføren sin pung frem, trak nogle sedler op og gav dem til hende. „Tag en bus resten af vejen. Af sted med dig!“ – 15 –

TIDERNE_Alice_P.indd 15

30/09/15 10.18

Alice nåede ikke at svare, før han smækkede døren med en hurtig bevægelse og kørte væk.

TIDERNE_Alice_P.indd 16

30/09/15 10.18