PIGEN DER FORTALTE FILM
Hernรกn Rivera Letelier
Pigen der fortalte film Oversat af Rigmor Kappel Schmidt
Tiderne Skifter
Pigen der fortalte film Oversat fra spansk efter „La contadora de películas“ udgivet af Aguilar Chilena de Ediciones S.A. © Hernán Rivera Letelier 2009 Published by arrangement with Guillermo Schavelzon & Assoc. Literary Agency Dansk udgave: © 2013 Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med New Baskerville hos An:Sats, Espergærde Tryk: Holm Print Management, Tjele ISBN 978-87-7973-589-7 Oversættelsen er udgivet med støtte fra Statens Kunstråds Litteraturudvalg
Tiderne Skifter Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 tiderneskifter@tiderneskifter.dk www.tiderneskifter.dk
Vi er gjort af samme stof som drømme. William Shakespeare: Stormen Vi er gjort af samme stof som film. Hada Delcine
1
Hjemme fik pengene hurtigt ben at gå på, og vi haltede altid bagefter med betalingerne, så når der kom en film til Salpeterværket, eller bare Værket i daglig tale, som min far syntes om – han afgjorde det ud fra navnet på den skuespiller, der havde hovedrollen – skrabede familien penge sammen til én og kun én billet og sendte mig i biografen for at se den. Derefter, når jeg kom hjem fra biografen, havde hele familien samlet sig i dagligstuen, og så skulle jeg fortælle filmen.
7
2
Det var dejligt, når jeg havde set filmen, at komme hjem til min far og mine brødre, der spændt sad og ventede på rad og række ligesom i biografen, med nyredt hår og deres pæne tøj på. Min far sad i husets eneste lænestol med en boliviansk poncho over benene: Det var parterre. På gulvet ved siden af lænestolen lyste en flaske rødvin op sammen med det eneste glas, vi havde. Galleriet var en lang bænk af ubehandlet træ, hvor mine brødre havde sat sig trip trap træsko. Og da nogle af deres venner fandt på at tage opstilling i vinduet, blev det til balkonen. Jeg kom lige fra biografen, drak hurtigt en kop te (som de havde stillet parat til mig) og begyndte så min forestilling. Jeg stod foran dem med ryggen til den kalkede væg, der var hvid som biograflærredet, og gik i gang med at fortælle filmen fra A til Z, som min far plejede at sige, og jeg bestræbte mig på ikke at glemme en eneste detalje fra handlingen, dialogerne og personerne. Her skal jeg lige indskyde, at jeg ikke blev sendt i biografen, fordi min far og mine brødre 8
optrådte ridderligt over for damerne og dermed også mig som familiens eneste kvinde. Bestemt ikke. Jeg blev sendt i biografen, fordi jeg var bedre end alle de andre til at fortælle film. Jo, De hørte rigtigt: den bedste filmfortællerske i familien. Senere blev jeg den bedste i barakken og snart også den bedste i hele byen. Så vidt jeg vidste, var der ingen i Værket, der kunne slå mig, når det gjaldt om at fortælle film. Uanset hvilken slags: film om krig eller kærlighed, marsmænd, western, horror. Og naturligvis de mexicanske film, for ligesom andre fra syden havde min far en svaghed for dem. Og det var netop en mexicansk film, en rigtig tåreperser med masser af sjælere, jeg vandt på. For titlen skulle man nemlig vinde. Eller tror De måske, jeg blev valgt for mit kønne udseende?
9
3
Vi var fem børn i familien. Fire drenge og så mig. Vi fem fulgte hinanden trip trap træsko både i størrelse og i alder. Jeg var den yngste. Kan De forestille Dem, hvad det vil sige at vokse op i et hjem kun med brødre? Jeg har aldrig leget med dukker. Til gengæld vandt jeg altid, når vi spillede med kugler eller kegler. Og ingen kunne overgå mig, når vi jagtede firben. Opdagede jeg et firben, plaf, så var det dødsens. Jeg rendte barfodet omkring hele dagen, røg i smug, gik med kasket og kunne stå op og pisse. Man står op og pisser, man sidder på hug og tisser. Og jeg gjorde det overalt på pampaen ligesom mine brødre. Selv når vi kappedes om, hvem der kunne pisse længst, slog jeg dem med mindst ti centimeter. Og dét op imod vinden. Da jeg fyldte syv, kom jeg i skole. Udover at jeg måtte acceptere at gå med nederdel, havde jeg enormt svært ved at vænne mig til at tisse som en ung dame. Det var sværere end at lære at læse. 10
4
Da min far kom på den idé at afholde en konkurrence, var jeg ti år gammel og gik i tredje klasse. Hans idé bestod i at sende os i biografen én ad gangen, og bagefter skulle vi fortælle filmen. Den, der var bedst til at fortælle, skulle gå i biografen, hver gang der var en god film på plakaten. Eller en mexicansk. Hvad de mexicanske film angik, var min far bedøvende ligeglad med, om de var gode eller dårlige. Selvfølgelig skulle der også være penge til billetten. De øvrige måtte nøjes med at få filmen fortalt derhjemme. Vi kunne alle lide idéen. Hver især følte vi os i stand til at vinde. Det var ikke helt ved siden af, for ligesom de andre børn i minebyen plejede vi at efterligne filmens „unge helte“ i deres bedste scener, når vi havde været i biografen. Mine brødre var eksperter i at efterligne John Waynes særlige gang og skæve blik, Humphrey Bogarts hånlige træk om munden og Jerry Lewis’ utrolige grimasser. De var ved at omkomme af grin, når jeg forsøgte at blinke som Marilyn Monroe eller 11
efterligne Brigitte Bardot, når hun satte et ansigt op som en uskyldig – forførende uskyldig – lille pige.
12
5
Nogle vil nok spørge, hvorfor min far ikke selv gik i biografen, i det mindste når der blev vist en mexicansk film. Min far kunne ikke gå. En arbejdsulykke havde gjort ham lam fra livet og ned. Nu arbejdede han ikke længere. Han fik en elendig invalidepension, der knap rakte til maden. For slet ikke at tale om en rullestol. For at flytte ham fra spisestuen til soveværelset eller fra spisestuen ud til gadedøren – hvor han holdt af at sidde og drikke en flaske rødvin, snakke med vennerne og se dagen gå på hæld – havde mine brødre taget hjulene fra en trehjulet cykel og sat dem på hans lænestol. Den trehjulede cykel var min ældste brors første julegave, men hjulene kunne ikke klare min fars vægt, så de eksede og måtte konstant rettes ud. Hvad så med min mor? Ja, altså, min mor forlod min far efter ulykken. Hun forlod ham og os, hendes fem børn. Sådan uden videre, fra den ene dag til den anden! Derfor havde min far forbudt os at nævne hende derhjemme, „tøjten“ sagde han altid med foragt i stemmen. 13
„Jeg vil ikke høre den tøjte omtalt,“ plejede han at sige, når en af os tankeløst kom til at nævne mor. Når det skete, sank han hen i tavshed, og det tog timer, før han igen var til at slå et ord af.
14