REJSENDE
Tiderne_Rejsende_P.indd 1
26/04/16 13.21
Af samme forfatter pü dansk: E.E. Roman, 1996 Broderskabets rejse. Roman, 1997 Arilds tid og andre tider. Roman, 1998 Kør din plov over de dødes knogler. Roman, 2013 Dagens hus, nattens hus. Roman, 2014
Tiderne_Rejsende_P.indd 2
26/04/16 13.21
Olga Tokarczuk
REJSENDE Roman Oversat fra polsk af Hanne Lone Tønnesen
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_Rejsende_P.indd 3
26/04/16 13.21
Rejsende Oversat fra polsk efter „Bieguni“ Copyright © by Olga Tokarczuk 2007. All rights reserved Dansk udgave: © 2016 Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Aldus hos An:Sats, Espergærde Tryk:??? ISBN: 978-87-7973-780-8
Udgivet med støtte fra
og
Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk
Tiderne_Rejsende_P.indd 4
26/04/16 13.21
Jeg er Jeg er et par år gammel, sidder oppe i en vindueskarm. På gulvet flyder mit legetøj, et væltet tårn af klodser og dukker med deres stirrende, store øjne. Herinde falder mørket på, luften i stuerne bliver langsomt køligere og svinder. Jeg er alene, de er gået, forsvundet. Man kan stadig høre deres stemmer, stadig svagere, noget skramler, jeg hører ekkoet af deres skridt og en fjern latter. Uden for vinduet ligger den øde gårdsplads. Aftenmørket siler stille ned fra himlen, sætter sig på alting som sort dug. Det værste er at alt er ubevægeligt: fortættet og synligt – et koldt tusmørke opløser natriumlampernes svage lys i mørket mindre end en meter fra lyskilden. Der foregår ikke noget, mørket standser sin fremmarch ved husets dør, skumringstimens tummel forstummer, trækker skind ligesom kogt mælk. Bygningernes konturer strækker sig i det uendelige op mod himlen og mister langsomt deres skarpe hjørner, vinkler og kanter. Det svindende lys tager luften med sig – man kan dårligt få vejret: Mørket siver ind under huden. Lydene krummer sig sammen, trækker følehornene til sig som snegle. Verdensorkesteret er forsvundet i parken. Den aften var afslutningen på en verden. Jeg mærkede 5
Tiderne_Rejsende_P.indd 5
26/04/16 13.21
det tilfældigt mens jeg sad og legede fordi de havde efterladt mig alene et øjeblik uden opsyn. Det var klart at jeg var gået i en fælde. Et par år gammel sidder jeg oppe i en vindueskarm og ser ud på den kolde gårdsplads. Lyset i skolekøkkenet er slukket, alle er gået. Cementfliserne i gården opløstes i mørket og forsvandt. Døre og skodder er lukket, rullegardinerne trukket ned. Jeg ville gerne ud, men der er ingen steder at gå hen. Kun det at jeg findes, antager klare dirrende og bølgende konturer og gør ondt. I det sekund ser jeg sandheden i øjnene: Der er ikke noget at gøre – jeg er.
Verden ind i hovedet Min første rejse foretog jeg til fods ud over markerne. Det varede længe før nogen bemærkede at jeg var væk, og det lykkedes mig at nå ret langt. Jeg gik gennem parken og fortsatte ad markvejene mellem majsmarkerne og de fugtige enge fulde af engkabbelejer, gennemskåret af grøfter på kryds og tværs – helt ned til floden. Overalt var floden til stede i dette lavtliggende land, den piblede op under græsset og slikkede op om markerne. Da jeg nåede op på diget, så jeg det levende bånd, vejen der flød ud af billedet, ud i verden. Hvis man var heldig, så man flodpramme dernede, store, flade skibe på vej i begge retninger uden hverken at ænse bredderne, træerne eller menneskene oppe på diget. Disse vidner til deres yndefulde færd anså de sikkert for flygtige orienteringspunkter det ikke var værd at beskæftige sig med. Sådan en flodpram drømte jeg om at arbejde på når jeg blev stor, eller endnu bedre – at være sådan en pram. 6
Tiderne_Rejsende_P.indd 6
26/04/16 13.21
Det var ikke nogen stor flod, den var ikke rigtig blevet til Oder endnu, men dengang var jeg jo også selv en lille pige. Den havde sin plads i flodernes hierarki som en ret underordnet, men dog bemærkelsesværdig provinsgrevinde ved dronning Amazonas’ hof, noget jeg senere kontrollerede i et atlas. Men for mig var den nok, jeg syntes den var enorm. Den flød som den ville, var i lange tider ikke blevet reguleret, var uberegnelig og tilbøjelig til at gå over sine bredder. Nogle steder, når den langs bredden stødte på en forhindring under vandet, opstod der hvirvler. Den strømmede videre, defilerede forbi, optaget af at nå sine skjulte mål bag horisonten, et sted langt mod nord. Blikket kunne ikke finde hvile på den, for den trak det med sig ud over horisonten indtil man mistede ligevægten. Det tog ingen notits af mig, dette selvoptagne, foranderlige, flygtige vand man ikke kunne bade i to gange, lærte jeg senere. Hvert år tog vandet sig dyrt betalt for at bære prammene på sin ryg – for hvert eneste år var der nogen der druknede i det, snart et badende barn en hed sommerdag, snart en fuld mand som kom ravende over broen og på trods af brystværnet faldt i vandet. Eftersøgningen efter de druknede varede længe og skabte stor opstandelse, hele egnen blev holdt i spænding. Der blev organiseret dykkere og motorbåde fra militæret. I smug hørte man de voksne berette at ligene var helt opsvulmede og blege når de blev fundet. Vandet vaskede alt liv ud af dem, ansigtstrækkene var så opblødte at de pårørende havde svært ved at genkende dem. Dér på højvandsdiget, helt opslugt af det strømmende vand, stod det mig klart at dét som er i bevægelse – på trods af alle farer – altid er bedre end det der er i hvile, 7
Tiderne_Rejsende_P.indd 7
26/04/16 13.21
forandring er ædlere end bestandighed, det stillestående må forfalde, degenerere og smuldre bort, det bevægelige derimod – det varer ved, endda evigt. Fra da af blev floden som en nål stukket ned i mit faste, sikre landskab – parken og mistbænkene til grøntsager i jomfruelige rækker og de flisebelagte stier hvor vi hinkede. Den borede sig tværs igennem det og udmålte en lodret, tredje dimension, den stak hul og reducerede min barneverden til et gummidyr luften hvislede ud af. Mine forældre var ikke fuldkommen fastgroede. De flyttede flere gange fra det ene sted til det andet før de endte med i længere tid at slå sig ned på en skole i provinsen, langt fra ordentlige veje og jernbaneforbindelser. Det var en hel rejse blot at begive sig uden for hækken og tage en tur til den lille by for at foretage indkøb, aflevere papirer på kommunekontoret eller gå til den sædvanlige damefrisør på torvet ved rådhuset, altid i samme forvaskede og uden held blegede kittel, hvor kundernes hårfarver stod i pletter som kalligraferede, kinesiske skrifttegn. Mor fik farvet håret, og far sad og ventede på hende i Café Moderne ved det ene af de to borde der var stillet udenfor. Han læste lokalavisen, hvor det mest spændende var rubrikken med kriminalstof om tyverier af marmelade eller syltede agurker fra folks kældre. På deres ængstelige ferieture var Škodaen pakket og lastet helt op under taget. Turene blev forberedt lang tid i forvejen, planlagt i de tidlige forårsaftner, før sneen var smeltet og jorden endnu ikke var tjenlig, og man måtte vente på at kunne underkaste den plov og hakkejern så den kunne tilsås og fra da af fra morgen til aften tage al deres tid. De hørte til den generation som kørte ud med camping8
Tiderne_Rejsende_P.indd 8
26/04/16 13.21
Tiderne_Rejsende_P.indd 9
26/04/16 13.21
vogn, med reservehjemmet på slæb. Gasblus, klapborde og klapstole. Plastiksnor til vasketøjet på rastepladserne og klemmer af træ. Voksdug på bordet. Et picnicsæt med alt i kulørt plastik: tallerkner, bestik samt saltbøsse og bægre. Et sted på vejen, på et af de loppemarkeder som mor og far særligt elskede (hvis de ikke lige skulle stå og fotografere hinanden foran en eller anden kirke eller et mindesmærke), købte far en militærkedel – et instrument af messing der bestod af en beholder med et rør i midten, hvor man kunne tænde op i en håndfuld kviste. Selv om der var elektricitet på campingpladserne, kogte han vand i den kedel, osende og svinende. Han lagde sig på knæ foran den hede kedel, lyttede stolt til det boblende kogende vand som han så hældte over tebrevene – en ren nomade. De slog lejr på de anviste steder på campingpladserne, altid i selskab med andre som dem selv, og de faldt i snak med naboerne over sokkerne der hang til tørre på teltenes snore. Ruterne blev planlagt efter en guidebog som omhyggeligt anviste seværdighederne. Før middag en badetur til havet eller en sø og om eftermiddagen en udflugt til de historiske mindesmærker i byerne, det sluttede med aftensmaden – som regel konserves: gullasch, krebinetter, boller i tomatsovs. Så skulle der kun koges pasta eller ris. Der var en evig spinken og sparen, zloty var en svag valuta. Jagten efter et sted at hente strøm. Senere modstræbende pakke sammen for at køre videre, men altid i et metafysisk kredsløb om hjemmet. De var ikke rigtige rejsende, de rejste ud for at vende tilbage. Og de vendte lettet hjem med følelsen af en veloverstået pligt. Hjem for at fjerne stablerne af breve og regninger fra kommoden. Hjem til storvasken. Og hjem for at kede deres venner til døde mens de i smug sad og gabte og så på deres rejsefotos. Her er vi 10
Tiderne_Rejsende_P.indd 10
26/04/16 13.21
i Carcassonne. Se, min kone med Akropolis i baggrunden. Resten af året dyrkede de hjemmelivet, det sære liv hvor man om morgenen tager af sted til samme sted som man forlod aftenen forinden, hvor hjemmets lugt trænger ind i tøjet, og fødderne utrætteligt slider en sti i gulvtæppet. Det var ikke noget for mig. Øjensynlig mangler jeg det gen som får én til at slå rod blot man er et sted længe nok. Jeg har prøvet det så tit, men mine rødder var altid overfladiske, og jeg blev revet op af det mindste vindstød. Jeg er ikke spiredygtig, den egenskab ved planterne mangler jeg. Jeg suger ikke saft op af jorden, jeg er en anti-Antaeus. Min energi kommer af at være på farten, i skramlende busser, brølende flyvemaskiner, gyngende færger og duvende tog. Jeg er fiks og handy, ikke for stor og tæt bygget med en lille, ikke særlig krævende appetit, stærke lunger, flad mave og stærke armmuskler. Jeg tager ingen former for medicin, går ikke med briller og bruger ikke hormoner. En gang hver tredje måned maskinklipper jeg mit hår, kosmetik bruger jeg næsten ikke. Mine tænder er sunde, måske ikke særlig regelmæssige, men hele, jeg har kun én gammel plumpe, vist i venstre side (÷6). Min lever er normal, bugspytkirtlen – også normal. Både højre og venstre nyre i glimrende stand. Hovedpulsåren i bughulen er ok. Urinblæren – som den skal være. Mine blodprøvetal for hæmoglobin, leukocytter, hæmatokrit, blodplader, kolesterol, kreatinin, bilirubin osv. er normale. Min IQ – hvis det er noget man tror på – er 121. Nok om det. Jeg har en veludviklet rumsans, nærmest fotografisk, til gengæld er jeg lettere højre/venstre konfus. Min personlighedsprofil er noget ustabil og sikkert ikke tillidsvækkende. Psykologisk set er jeg alderssvarende. Køn – femininum. Bøger køber jeg helst som paperbacks, så behøver jeg ikke at ærgre mig 11
Tiderne_Rejsende_P.indd 11
26/04/16 13.21
over at efterlade dem på en perron hvor andre kan kigge i dem. Jeg samler ikke på noget. Jeg har gjort mit studium færdigt, men i grunden har jeg ikke lært et håndværk, og det er jeg ked af. Min oldefar var væver og blegede sit lærred ved at brede det ud på en skråning i solskinnet. Jeg ville også gerne kunne væve, men bærbare væve findes ikke, vævekunsten er for bofaste folk. Når jeg rejser, strikker jeg. Desværre har adskillige flyselskaber på det sidste forbudt strikkepinde og hæklenåle om bord. Som sagt, jeg har aldrig fået lært et fag, og alligevel er det trods mine forældres evige advarsler lykkedes mig at overleve ved at tage tilfældige jobs undervejs uden at gå i hundene. Da mine forældre vendte tilbage til byen efter deres tyve års romantiske eksperiment, da de var blevet trætte af tørken og frosten, de sunde råvarer som hele vinteren sygnede hen i deres kælder, trætte af tålmodigt at fylde ulden fra egne får i gabet på afgrundsdybe pudevår og bolstre, fik jeg en smule penge af dem og begav mig for første gang ud i verden. Jeg tog tilfældigt arbejde hvor jeg kom frem. I en inter national virksomhed i en forstad til en stor metropol drejede jeg antenner til eksklusive lystbåde. Der var mange som mig. Sort arbejde, ingen spurgte hvor vi kom fra og om vores fremtidsplaner. Vi fik løn om fredagen, og dem det ikke passede, dukkede ikke op igen om mandagen. Der var fremtidige studerende i pausen mellem studentereksamen og optagelsesprøverne til de videregående uddannelser. Der var immigranter stadigt undervejs til det ideelle, retfærdige land et sted i Vesten, hvor folk er brødre og søstre og en stærk stat påtager sig rollen som omsorgsfulde forældre. Der var flygtninge som var stukket af fra deres familier, 12
Tiderne_Rejsende_P.indd 12
26/04/16 13.21
fra deres koner, deres mænd eller forældre. Ulykkelige elskende, ukoncentrerede, melankolske og evigt forfrosne. Der var eftersøgte folk på flugt fra gæld de ikke kunne betale. Omstrejfende og vagabonder. Sindssyge, som når de fik tilbagefald, blev tvangsindlagt og – i henhold til uklare forordninger – deporteret til oprindelseslandet. Den eneste som fast havde arbejdet her i årevis, var en inder, men sandt at sige adskilte hans situation sig ikke fra vores. Han var ikke forsikret og havde aldrig ferie. Han arbejdede tavst og tålmodigt i et regelmæssigt tempo, kom aldrig for sent, fandt aldrig en anledning til at holde fri. Jeg overtalte nogle af os til at starte en fagforening – det var i tiden med Solidarno´s´c – alene af hensyn til ham, men det ville han ikke have. Han var rørt over min interesse og bød mig hver dag af den stærkt krydrede karryret han havde med i en madspand. I dag kan jeg ikke engang huske hvad han hed. Jeg har været tjener, stuepige på et eksklusivt hotel og barnepige. Jeg har solgt bøger, jeg har solgt billetter. I et lille teater arbejdede jeg en sæson som påklæderske og tilbragte en lang vinter mellem plyskulisser, tunge kostumer, atlaskes peleriner og parykker. Da jeg blev færdig med studiet, fik jeg arbejde som pædagog, så som afvænningskonsulent og siden på et bibliotek. Men så snart det er lykkedes mig at spare nogle penge op, har jeg begivet mig på vej igen.
Hovedet ud i verden Jeg læste til psykolog i en stor, dyster, kommunistisk by. Instituttet lå i en bygning hvor en afdeling af SS havde haft til huse. Den del af byen var bygget på ghettoens ruiner, 13
Tiderne_Rejsende_P.indd 13
26/04/16 13.21