SØSTER
Tiderne_Toews-Søster-P.indd 1
04/05/16 13.53
Af Miriam Toews på dansk Livet som det kunne have været. Roman, 2006 De flyvende Troutmans. Roman, 2009 Før og efter. Roman, 2012 Små udsving. Roman, 2014
Tiderne_Toews-Søster-P.indd 2
04/05/16 13.53
MIRIAM TOEWS
SØSTER På dansk ved Ninna Brenøe
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_Toews-Søster-P.indd 3
04/05/16 13.53
Søster Oversat fra engelsk efter „All My Puny Sorrows“ Copyright © 2014 Miriam Toews All rights reserved Dansk udgave: © Tiderne Skifter 2016 Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med AGaramond hos An:Sats, Espergærde Tryk: Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-774-7
Udgivet med støtte fra Canadian Council
Citater s. 139 og 252 fra D.H. Lawrences Lady Chatterleys elsker er oversat af Michael Tejn Digtene af Coleridge (s. 189) og af Wordsworth (s. 224-225) er begge gengivet i dansk oversættelse på s. 258
TIDERNE SKIFTER · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf. 33 18 63 90 · Fax 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk
Tiderne_Toews-Søster-P.indd 4
04/05/16 13.53
Til Erik
Tiderne_Toews-Søster-P.indd 5
04/05/16 13.53
Tiderne_Toews-Søster-P.indd 6
04/05/16 13.53
et Vores hus blev kørt væk på ladet af en lastvogn en eftermiddag sidst på sommeren i 1979. Mine forældre og min storesøster og jeg stod ude på gaden og så det fjerne sig; en lav bungalow af træ og mursten og puds som langsomt forsvandt ned ad First Street, forbi A&W-restauranten og Deluxe Bowling-hallen og ud på highway’en, hvor vi til sidst mistede det af syne. Jeg kan stadig se det, sagde min søster Elfrieda flere gange, indtil hun til sidst ikke kunne længere. Jeg kan stadig se det. Jeg kan stadig se det. Jeg kan stadig … Okay, så er det væk, sagde hun. Min far havde selv bygget det, dengang han havde en livsdrøm og en ung brud, de var begge to kun lige fyldt tyve. Min mor fortalte Elfrieda og mig at hun og min far var så unge og så sprængfulde af energi at de på varme sommeraftener, så snart min far var færdig med undervisningen i skolen og min mor med bagningen og alt det andet, kunne finde på at løbe frem og tilbage igennem sprinkleren i deres nye forhave, hoppende og hujende, fuldstændig ubevidste om blikkene og bestyrtelsen hos deres ældre naboer som fandt det dybt upassende for et nygift mennonitisk par sådan at boltre sig, halvt påklædte, for øjnene af hele byen. Mange år efter ville Elfrieda beskrive scenen som mine forældres La Dolce Vita-øjeblik og sprinkleren som deres Trevi-fontæne. Hvor kører de det hen? spurgte jeg min far. Vi stod midt ude på vejen. Huset var væk. Min far stod med hånden oppe for øjnene for at skygge for solen. Jeg ved det ikke, sagde han. Han havde ikke lyst til at vide det. Elfrieda og min mor og jeg satte os ind i bilen og ventede på at min far også skulle sætte sig ind. Han stod og så på den tomme luft i noget der forekom mig at være en evighed. Elfrieda beklagede sig over at bagsiden af hendes lår var ved at brænde op mod det varme plasticsæde. Til sidst lænede min mor sig frem 7
Tiderne_Toews-Søster-P.indd 7
04/05/16 13.53
og dyttede let, ikke højt nok til at forskrække min far, men tiltrækkelig højt til at få ham til at vende sig rundt og se på os.
Det var en varm sommer og vi havde et par dage der skulle slås ihjel, før vi kunne flytte ind i vores nye hus, som var magen til vores gamle hus, bortset fra at min far ikke selv havde bygget det med kærligt blik for de små detaljer som for eksempel en lang, overdækket terrasse, hvor man uden at blive våde kunne sidde og se ud på tordenvejret, og mine forældre havde derfor bestemt at vi skulle på campingtur til Badlands-nationalparken i South Dakota. Hele turen gik med at vi satte alting op for så at pille det hele ned igen, eller sådan føltes det. Min søster, Elfrieda, sagde at det ikke var noget liv – at det føltes som at være på et sindssygehospital, hvor alle går rundt og koncentrerer sig om at overleve og spare på kræfterne, som at bo i en flygtningelejr, et udslusningshjem for rekonvalescente neurotikere, føltes som det ene eller det andet, hun kunne slet ikke lide at være på camping – og vores mor sagde jamen skat, meningen er jo at det får os til at se det hele i et lidt andet perspektiv. Det kunne Paris også gøre, sagde Elf, eller lsd, og vores mor sagde hold nu op, hovedsagen er at vi er sammen, lad os nu stege vores pølser. Propangasblusset havde en læk og eksploderede i halvanden meter høje flammer der slikkede op ad picnicbordet, men hele tiden imens dansede Elfrieda rundt om ilden og sang „Seasons in the Sun“ af Terry Jacks, en sang om et sort får som siger farvel til alle fordi han skal dø, og vores far bandede for første gang i verdenshistorien (For dælen da!) og stod for tæt på ilden, parat til at gøre noget men hvad, hvad, og vores mor stod og rystede og grinede, ude af stand til at sige et ord. Jeg råbte til min familie at de skulle gå væk fra ilden, men ingen rørte sig ud af stedet som om de var blevet anbragt på deres pladser af en filminstruktør og ilden ikke var ægte og scenen ville være ødelagt, hvis de bevægede sig. Jeg tog den halvtomme bøtte med regnbueis der stod på picnicbordet og løb over græsplænen og hen til den offentlige vandhane og fyldte bøtten med vand og løb tilbage og kastede vandet på flammerne som slog endnu højere til vejrs, nu iblandet lugten af vanilje, chokolade og jordbær, og op mod grenene af det poppeltræ vi sad under. En gren brød i brand, men kun et kort øjeblik fordi himlen havde lukket sig og regnen og haglene pludselig begyndte at hamre ned, og så, endelig, var vi reddet og i sikkerhed, i det mindste fra ilden. 8
Tiderne_Toews-Søster-P.indd 8
04/05/16 13.53
Om aftenen, da skybruddet var overstået og det defekte campingblus smidt i den gigantiske pumasikrede affaldscontainer, besluttede min far og min søster at de ville gå til et foredrag om det man i en periode havde troet var den uddøde sortfodede fritte. Foredraget foregik henne i campingpladsens amfiteater, og de sagde at de måske også ville blive hængende for at høre det næste foredrag som blev holdt af en astrofysiker og som skulle handle om mørkt stof. Hvad er det? spurgte jeg min søster og hun sagde at hun ikke vidste det, men at hun mente at en stor del af universet bestod af det. Vi kan ikke se det, sagde hun, men vi kan mærke effekten af det eller noget i den stil. Er det ondt? spurgte jeg. Hun grinede og jeg kan huske, eller jeg har en fuldstændig lysende og klar erindring, skulle jeg måske snarere sige, om hvordan hun så ud, mens hun stod der i sine korte shorts og stribede sommertop med de skyggefulde, eroderede Badlands bag sig, med hovedet lagt bagover, den lange, tynde hals med den hvide lædersnor med en blå glasperle i midten, og med latteren som en salve af advarselsskud, en opfordring til hele verden om bare at komme an, hvis den turde. Hun og min far begyndte at gå over mod amfiteateret, min mor råbte efter dem: Husk at lave kysselyde for at skræmme klapperslangerne væk! Og mens de var ovre og høre om usynlige kræfter og udrydningstruede dyrearter, blev min mor og jeg henne omkring teltet og legede „Alle mine kyllinger kom hjem“ i de sidste flygtige pletter af lys i solnedgangen. På turen hjem fra campingpladsen var vi tavse. Vi havde kørt i to et halvt døgn i en mærkelig retning, som havde ført os væk fra East Village, indtil min far til sidst sagde, okay, fint nok, vi må vist hellere se at vende om og køre hjem igen, som om han havde forsøgt at regne et eller andet ud og nu simpelthen havde givet op. Vi sad i bilen og så med ærefrygt ud gennem de nedrullede ruder på det store Canadiske Skjolds mørke, forrevne klipper. Uforsonlige, sagde min far, næsten uhørligt, og da min mor spurgte, hvad han sagde, pegede han ud mod bjergmassivet og hun nikkede, åh dem, men uden overbevisning, som om hun havde håbet at det var noget andet han havde ment, noget som de kunne besejre, de to sammen. Hvad tænker du på? hviskede jeg til Elf. Vinden piskede vildt igennem vores hår, hendes sorte og mit lyse. Vi sad omme på bagsædet, udstrakt på langs, med benene flettet sammen og ryggene lænet op ad dørene. Elf sad og læste i en novellesamling af Italo Calvino. Hvis du ikke læste lige nu, hvad ville du så tænke på? spurgte jeg igen. På revolution, svarede hun. Jeg spurgte hvad hun mente og hun 9
Tiderne_Toews-Søster-P.indd 9
04/05/16 13.53
sagde at det ville jeg forstå engang med tiden, mere kunne hun ikke sige. En hemmelig revolution? spurgte jeg. Hvorefter hun med høj stemme, så vi alle samme kunne høre det, sagde, lad os lade være med at tage tilbage. Ingen svarede. Vinden blæste. Intet forandrede sig. Min far ville gøre holdt for at se de indfødtes gamle okkermalerier på klippeskrænterne der omsluttede Lake Superior, og som på mystisk vis havde modstået solens og vandets og tidens tand. Min far stoppede bilen og vi gik ned ad en smal, stenet sti i retning af søen. Der var et skilt, hvor der stod ordet Fare! og med mindre bogstaver en forklaring om at folk fra tid til anden blev fejet ned fra klippestenene af enorme, uberegnelige bølger og at al færdsel var på eget ansvar. Vi kom forbi flere af den slags skilte på vej ned til vandet og for hver alvorstunge advarsel blev den i forvejen dybe fure mellem min fars øjenbryn dybere og dybere, indtil min mor til sidst sagde Jake, tag det nu roligt, så du ikke giver dig selv et hjerteslag. Da vi kom ned til klippebredden gik det op for os at man for at se „pikto grammerne“ var nødt til at krybe hen over den glatte, våde granit med et frit fald på adskillige meter ned i de frådende vandmasser og derefter klamre sig til et tykt reb som var gjort fast med nagler der var hamret ind i klippen og desuden læne sig så langt tilbage ud over søen at man hang nærmest vandret i luften med spidsen af håret i vandoverfladen. Nå, sagde min far, det har vi vist ikke tænkt os at vi skal, vel? Han læste infotavlen ved siden af stien i håb om at det var nok i sig selv. Åh, sagde han, klippeudforskerne som fandt malerierne kaldte dem „glemte drømme“. Derefter så min far over på min mor. Hørte du det, Lottie? spurgte han. Glemte drømme. Han tog sin notesbog op af lommen og skrev det ned. Men Elf var fuldkommen forlibt i tanken om at hejse kroppen ned over det skummende vand i et reb, og før nogen kunne nå at stoppe hende var hun væk. Mine forældre råbte at hun skulle komme tilbage, være forsigtig, bruge sin sunde fornuft, opføre sig ordentligt, komme tilbage NU, og jeg stod tavs og med store øjne og så med rædsel på hvad jeg troede helt sikkert var min frygtløse søsters våde endeligt. Hun hang og klamrede sig til rebet og stirrede på malerierne, vi kunne ikke se dem fra der hvor vi stod, og så beskrev hun for os hvad hun så, hvilket mest var billeder af mærkelige spidse skikkelser og andre kryptiske symboler tilhørende et stolt og rigt folk. Da vi omsider, i levende live, alle fire kom tilbage til vores lille by, som lå ude på den fjerne vestlige side af det klipperige Canadiske Skjold midt mel10
Tiderne_Toews-Søster-P.indd 10
04/05/16 13.53
lem blå og gule marker, blev vi ikke spor lettede. Vi var i vores nye hus nu. Min far kunne sidde i sin havestol i forhaven og gennem træerne, hen over highway’en og First Street, se på den tomme plet jord, hvor vores gamle hus havde stået. Han havde ikke ønsket at nogen skulle fjerne hans hus. Det var ikke hans egen idé. Men ejeren af bilforhandleren ved siden af os ville bruge jorden til at udvide sin parkeringsplads og kom med alle mulige mundtlige trusler og lagde et ubønhørligt pres, indtil min far til sidst ikke kunne klare presset længere og en dag gav efter og solgte det til bilforhandleren for en slik, som min mor udtrykte det. Det er ren business, Jake, sagde bilforhandleren til min far søndagen efter i kirken. Det er ikke noget personligt. East Village var opstået som et fromt refugium fra verdens dårskab, men på en eller anden måde var de to, religion og business, blevet spundet uløseligt ind i hinanden, og jo mere velhavende beboerne i East Village blev, desto mere gudfrygtige blev de også, som om man mente at religiøs hengivenhed blev belønnet med en blomstrende business og akkumuleringen af penge, og akkumuleringen af penge blev anset for at være velsignet af Gud. Så da min far nægtede at sælge sit hus til bilforhandleren, lå der en snert af anklage i luften at min far ved at stille sig på bagbenene måske ikke helt opførte sig som en god kristen. Det var ligesom det der var underteksten. Og frem for alt ønskede min far at være en god kristen. Min mor opmuntrede ham til at kæmpe imod, sige til bilforhandleren at han kunne rende og hoppe, og Elfrieda, der var ældre end mig og mere bevidst om hvad der foregik, forsøgte at stable en underskriftindsamling på benene blandt folk i byen mod at lade forretningsforetagender vokse og ekspandere helt ind i folks huse, men intet kunne tilsyneladende dæmpe min fars nagende skyld og følelse af at det ville være en synd, hvis han forsøgte at kæmpe for det som retmæssigt var hans. Og desuden blev min far ikke anset for at være normal i East Village, men lidt af en særling, en stille, depressiv, flittig mand som gik femten kilometer lange ture ude i landskabet omkring byen og troede at det at læse og skrive og tænke var en billet til paradiset. Min mor bakkede op om ham (om end kun til en vis grænse fordi hun, trods alt, var en loyal mennonitisk hustru og ikke ville vende op og ned på det herskende hierarki inden for hjemmets fire vægge), men hun var jo under alle omstændigheder kvinde og derfor nem at se bort fra. Nu, i vores nye hus, var min mor rastløs og åndsfraværende, min far gik og flyttede rundt på tingene ude i garagen, jeg brugte min tid på at bygge 11
Tiderne_Toews-Søster-P.indd 11
04/05/16 13.53
vulkaner i baghaven eller ture rundt i udkanten af byen, piske frem og tilbage langs den ydre grænse som en chimpanse i bur, og Elf begyndte at arbejde på at „øge sin synlighed“. Hun var blevet inspireret af okkermalerierne på klipperne, af deres holdbarhed og budskab af lige dele håb, ærefrygt, trods og ubodelig ensomhed. Hun besluttede, at hun også ville sætte sit mærke på verden. Hun fandt på et monogram som bestod af hendes initialer E.V.R. (Elfrieda Von Riesen) og nedenunder det forbogstaverne A.M.P. Og så til sidst, som en sammenrullet slange, bogstavet S som dækkede for, understregede og skar sig ind igennem de andre bogstaver. Hun viste mig det på en gul, linjeret blok. Hmm, sagde jeg, jeg forstår det ikke helt. Altså, sagde hun, initialerne i mit navn er logisk nok initialerne i mit navn og A.M.P. står for All My Puny … og det store S står så for Sorrows, som omslutter alle de andre bogstaver. Alle mine ubetydelige sorger. Hun lukkede sin højre hånd sammen i en knytnæve og hamrede den ind i sin åbne venstre håndflade. Hun havde en vane dengang med at understrege alle sine mest fortræffelige tanker med et slag fra hende selv rettet mod hende selv. Hmm, jamen det er da … Hvordan kom du på den idé? spurgte jeg. Hun svarede at hun havde taget det fra et digt af Samuel Coleridge som hun helt sikkert var blevet kærester med, hvis hun var blevet født, dengang hun burde have været født. Eller hvis han var, sagde jeg. Hun fortalte mig at hun havde tænkt sig at male sit symbol på forskellige naturlige vartegn rundt omkring i byen. Hvilke naturlige vartegn? spurgte jeg. På vandtårnet, for eksempel, sagde hun, og på plankeværker. Må jeg komme med et forslag? spurgte jeg. Hun skævede hen på mig. Vi vidste begge to at jeg ikke havde noget at byde på når det kom til at sætte mit mærke på verden – det ville være som hvis en af Jesus’ laverestående hjælpere sagde hey, det lykkedes dig at mætte femtusind mennesker bare ved hjælp af en fisk og to brød? Okay, men se så lige det her engang! – men hun følte sig åbenbart storsindet i det øjeblik, beruset af sin bedrift, og nikkede energisk. Lad være med at bruge dine initialer, sagde jeg. Fordi alle i byen vil vide hvis det er og alle helvedes flammer vil begynde at regne ned over os og så videre. Vores lille mennonitiske by var imod åbenlyse symboler på håb og selve det at sætte sin individuelle signatur på noget. Vores præst anklagede engang Elf for med nydelse at hengive sig til lidelserne forbundet med hendes egne 12
Tiderne_Toews-Søster-P.indd 12
04/05/16 13.53
tøjleløse følelser, til hvilket hun bukkede dybt, slog overdrevent ud med armen og svarede mea culpa, my lord. Det var i samme periode, hvor Elf hele tiden igangsatte underskriftindsamlinger. Hun lavede en meningsmåling, hvor hun gik rundt fra hus til hus for at undersøge hvor mange i byen der ville være interesserede i at den skulle skifte navn fra East Village til ShangriLa og fik faktisk indsamlet over hundrede underskrifter ved at fortælle folk at navnet stammede fra Biblen og betød stedet uden hovmod. Hmm, måske, sagde hun. Måske skulle jeg bare skrive AMPS, med et meget stort S. Det vil også være mere gådefuldt, sagde hun. Mere je ne sais quoi. Øh … præcis. Men er det ikke bare perfekt? Det er det, sagde jeg. Og ham din kæreste Samuel Coleridge ville også være ret vild med det. Hun lavede et uventet karatehug igennem luften og gav sig til at stirre frem for sig som om hun netop havde hørt en svag buldren fra fjendens kanoner i det fjerne. Jo, bestemt, sagde hun, ligesom objektiv tristesse, som er en anden historie. En anden historie end hvad? spurgte jeg. Yoli, sagde hun. En anden historie end subjektiv tristesse selvfølgelig. Åh, sådan, sagde jeg. Jeg mener selvfølgelig.
Der er stadig en delrøde AMPS’er malet med spraymaling rundt omkring i byen i dag, om end de er godt falmede. De falmer hurtigere end de indfødtes robuste okker-piktogrammer som var deres inspirationskilde.
Elfrieda har en frisk flænge lige over det venstre øjenbryn. Syv sting holder sammen på hendes pande. Stingene er sorte og stive og enderne stikker ud af hovedet på hende som små antenner. Jeg spurgte hende hvordan hun havde fået flængen, og hun fortalte at hun var faldet ude på badeværelset. Det er umuligt at vide om det er sandt eller ej. Vi er begge to kvinder et sted i fyrrene nu. Meget er sket, og ikke sket. Elf sagde at hvis hun skulle kunne åbne pakkerne med piller – dem som sygeplejerskerne havde givet hende – var hun nødt til at have en saks. Hvilket er en stor fed løgn. Jeg sagde til hende 13
Tiderne_Toews-Søster-P.indd 13
04/05/16 13.53
at jeg vidste at hun alligevel ikke havde nogen planer om at tage pillerne, medmindre der var tale om en mængde som gjorde at de tilsammen ville give hende et hjerteanfald, så hvad skulle hun med en saks til at åbne pakken? Og desuden kunne hun bare bruge fingrene til at rive den op med. Men hun vil ikke risikere at skade sine hænder. Elfrieda er koncertpianist. Dengang vi var børn lod hun mig indimellem vende nodeblade for sig i de hurtige stykker som hun ikke havde nået at lære udenad endnu. At vende nodeark er lidt af en kunst. Jeg var nødt til at være lige præcis foran hende i musikken og bevæge mig hurtigt som en slange når jeg vendte bladet så der ikke var nogen gnidren eller knitren eller blafren. Hendes ord. Hun fik mig til at øve det igen og igen, mens hun sad og lyttede med øret fem centimeter over siden. Jeg hørte det! sagde hun så. Hvorefter jeg var nødt til at gøre det igen indtil hun havde forvisset sig om at jeg ikke lavede den mindste lille lyd. Jeg kunne godt lide tanken om at være foran hende i forhold til noget. Jeg gjorde mig kæmpeumage med at skabe en ubesværet overgang for hende fra side til side. Der findes et perfekt tidspunkt, hvor bladet skal vendes og hvis jeg var for tidligt eller sent på den holdt Elfrieda op med at spille og skreg op. Den sidste takt! råbte hun. Først ved den sidste takt! Hvorefter hun hamrede armene og hovedet ned i tangenterne, mens hun trykkede resonanspedalen i bund, sådan at hendes lidelse kunne runge uhyggeligt igennem hele huset.
Kort efter campingepisoden og efter at Elf havde været en tur byen rundt med sin røde spraymaling og sat sit mærke, kom biskoppen (alfa-mennonitten) hjem til os på det han selv kaldte et besøg. Nogle gange refererede han til sig selv som en cowboy og kaldte den slags møder for at „reparere hegnet“. Men i virkeligheden var der mere tale om et overraskelsesangreb. Han dukkede op en lørdag med en konvoj bestående af sit sædvanlige følge af byens ældste, hver især i deres egen sorte bil med fast tag (de går ikke ind for samkørsel fordi det ikke er nær så effektivt til at skabe følelsen af rædsel, når tretten eller fjorten ens klædte mænd kommer tumlende ud af én bil) og min far og jeg så til fra vinduet, mens de parkerede foran vores hus og steg ud af deres biler og langsomt begyndte at gå hen imod os, som en kæde af trætte congadansere. Min mor stod ude i køkkenet og vaskede op. Hun vidste godt at de var på vej, men valgte bevidst at ignorere dem og behandlede deres „besøg“ som en 14
Tiderne_Toews-Søster-P.indd 14
04/05/16 13.53