FØR FESTEN
Tiderne_Før festen_P.indd 1
18/08/15 16.53
Af samme forfatter pĂĽ dansk Hvordan soldaten reparerer grammofonen. Roman, 2008
Tiderne_Før festen_P.indd 2
18/08/15 16.53
Saša Staniši´c
F Ø R F E STEN Roman
Oversat fra tysk af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_Før festen_P.indd 3
18/08/15 16.53
Før festen Oversat fra tysk efter „Vor dem Fest“ Copyright © 2014 Luchterhand Literaturverlag, München a division of Verlagsgruppe Random House GmbH, München, Germany Dansk udgave: © Tiderne Skifter, 2015 Forlagsredaktion: Claus Clausen og Ulf Houe Sat med Goudy Old Style hos An:Sats, Espergærde og trykt hos Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-7973-697-9
Udgivet med støtte fra
Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk
Tiderne_Før festen_P.indd 4
18/08/15 16.53
Til Katja
Tiderne_Før festen_P.indd 5
18/08/15 16.53
Tiderne_Før festen_P.indd 6
18/08/15 16.53
For billions of years since the outset of time Every single one of your ancestors has survived Every single person on your mum and dad’s side Successfully looked after and passed on to you life. What are the chances of that like? The Streets: On the Edge of a Cliff
Tiderne_Før festen_P.indd 7
18/08/15 16.53
Tiderne_Før festen_P.indd 8
18/08/15 16.53
I
Tiderne_Før festen_P.indd 9
18/08/15 16.53
Tiderne_Før festen_P.indd 10
18/08/15 16.53
Vi er triste. Vi har ikke længere nogen færgemand. Færge manden er død. To søer, ingen færgemand. Nu kan du kun komme ud til øerne, hvis du har en båd. Eller hvis du er en båd. Eller hvis du svømmer. Men prøv engang at svømme, når isflagerne klaprer i bølgerne som et vindspil med tusind stave. Du kan teoretisk set vandre rundt om søen til fods, bliv bare ved med at følge bredden. Men vi har ikke vedligeholdt stien. Grunden under fødderne er sumpet og de små broer rådne og dårlige, buskadset har bredt sig, det når op i brysthøjde på stien. Naturen generobrer det, der tilhører den. Ville man sige, hvis man kom fra et andet sted. Men vi siger det ikke. For det er noget vrøvl. Naturen er inkonsekvent. Man kan ikke stole på naturen. Om det man ikke kan stole på, skal man ikke lave talemåder. Neden for ruinen af det, der engang var Schielkes gård, og der hvor søen blidt strejfer landevejen, har en eller anden skaffet sig af med halvdelen af sit indbo. Der står et køleskab på den mudrede bred, og der ligger stadig en dåse tunfisk derinde. Færgemanden har fortalt os det. Og at han blev rasende. Ikke over affaldet i almindelighed, men over tunfisken i særdeleshed. Nu er færgemanden død, og vi ved ikke, hvem der nu skal fortælle os, hvad der sker langs bredderne. Hvem skal sige en smuk sætning som: „På det sted, hvor søen blidt strejfer landevejen“, eller: „Det var tunfisk fra Norges fjerne kyster.“ Den slags sætninger er det kun færgemænd, der kan finde på at sige. 11
Tiderne_Før festen_P.indd 11
18/08/15 16.53
Siden genforeningen har vi ikke kunnet finde på gode talemåder. Færgemanden var en god fortæller. Men tro nu ikke, at vi i et svagt øjeblik kunne finde på at spørge Den dybe sø, der uden færgemanden er blevet endnu dybere, hvordan det går den. Eller Den store sø, der lod færgemanden drukne i sig, hvad dens motiv var. Hvordan færgemanden druknede, var der ingen, som så. Det er nok også bedst sådan. Hvorfor dog se, hvordan nogen drukner? Det er ikke noget smukt syn. Han må være sejlet ud om aftenen, tågen hang over søen. Tidligt om morgenen drev en båd hen over vandet, tom og meningsløs som en afskedshilsen, når der ikke er nogen at tage afsked med. Der kom dykkere. Fru Schwermuth lavede kaffe til dem, de drak kaffen og så ud over søen, og så dykkede de ned i søen og hentede færgemanden op. Store mænd, blonde og fåmælte, alle udsagnsord i bydemåde, slæber færgemanden i land. Står ved bredden i deres stramme dragter, sorte og stive som udråbstegn, døden har gjort dem afdæmpede. De spiser vegetarsandwich, drypper. Færgemanden blev begravet, men klokkeren glemte sit arbejde, først halvanden time senere begyndte det at ringe, og da sad alle allerede ved begravelseskagen i Gleis 1. Hvis han ikke får hjælp, kan han knap nok komme op ad den nederste trappe. For ikke så længe siden lod han klokken slå atten slag, selvom den kun var kvart i tolv, og samtidig vred han skulderen af led. Vi har også et mekanisk klokkespil og en klokkerlærling, Johann. Men klokkeren bryder sig hverken om det ene eller den anden. Der dør flere, end der fødes. Vi hører, hvordan de gamle bliver ensomme. Ser, hvordan de unge har travlt med ikke at have travlt. Eller med at komme væk. Her i foråret holdt 419’eren op med at køre hver time. Folk siger: Et par generationer endnu, så går det ikke længere. Men vi tror nu nok, det skal gå. Det er altid gået på en eller anden måde. Vi har overlevet pest og krig, 12
Tiderne_Før festen_P.indd 12
18/08/15 16.53
sygdomme og hungersnød, ja, selv livet og døden. Det skal nok gå på en eller anden måde. Men der er bare det ved det, at færgemanden er død. Hvem skal drukkenboltene nu gå til, når Ulli har smidt dem ud? Hvem skal arrangere skattejagterne på øerne så grundigt for de tilrejsende fra Berlin og omegn, at der aldrig nogensinde bliver fundet nogen skat, og børnene bagefter græder stille på færgen, og mødrene beklager sig høfligt til færgemanden, og fædrene i dagevis grubler over, hvor fejlen blev begået, og begynder at tvivle, først på værdien af de nye forbundslande og siden på deres egen mandighed, og når de så er gået i land på bredden, spiser de et æble og cykler desillusionerede af sted mod Østersøen og kommer aldrig mere igen? Hvem? Færgemanden er død, og de andre døde undrer sig, for hvad skal en færgemand under jorden? Han skulle være blevet i søen, som det passer sig for hans slags. Ingen siger: Jeg er den nye færgemand. De få, der forstår, at vi ikke kan undvære en færgemand, forstår sig overhovedet ikke på både. Eller på, hvordan man trøster vandene. Eller også er de for gamle. Andre lader som om, vi aldrig har haft en færgemand. Og andre igen siger: Færgemanden er død, leve bådudlejningen. Færgemanden er død, og ingen ved hvorfor. Vi er triste. Vi har ikke længere nogen færgemand. Og søerne er igen vilde og mørke og ser sig omkring.
13
Tiderne_Før festen_P.indd 13
18/08/15 16.53
Tankstationen er lukket. Hvis du skal have benzin på, må du til Woldegk. Siden da er der statistisk set færre, der har taget vejen ind gennem landsbyen i stedet for ligeud i retning af Woldegk, mens de har reciteret Fontane, dem, der altså kan Fontane udenad. Der er statistisk set flere unge end ældre, som savner tankstationen. Ikke kun på grund af benzinen. Men også på grund af Kit Kat og håndbajere og Unforgiving med Orange Inferno-smag, energidrikken med 32 mg koffein pr. 100 ml, der tager de østtyske tankstationer med storm. Lada, som bliver kaldt Lada, fordi han som trettenårig kørte til Danmark i sin bedstefars Lada, har lige præcis i dag parkeret sin Golf i Den dybe sø for tredje gang inden for tre måneder. Har det noget med den manglende tankstation at gøre? Nej. Det har noget med Lada at gøre. Og med vejen langs bredden, der egner sig perfekt til 200 kilometer i timen – teoretisk set. Søen sagde blop-blop-blop. Først syntes Johann og stumme Suzi, at det var sjovt, og så syntes de det ikke mere. Der gik et minut. Johann tog sit pandebånd af og sprang i, og han er den dårligste svømmer af de tre. Han er også den yngste. En dreng blandt mænd. Forgæves. Lada dukkede op af sig selv. Stadig med smøgen i kæften. Måtte endda hjælpe Johann ind på bredden. Fürstenfelde. Indbyggertal: ulige. Vores årstider: forår, sommer, efterår og vinter. Sommeren ligger klart i spidsen. Vores sommer er ikke meget ringere end en sommer ved Middelhavet. I stedet for Middelhavet har vi søerne. Foråret er ikke noget for allergikere og ikke noget for fru Schwermuth fra Hjemstavnshuset, hun bliver deprimeret om foråret. Efteråret er inddelt i det 14
Tiderne_Før festen_P.indd 14
18/08/15 16.53
tidlige og det sene efterår. Landbrugsmaskineturismen har gjort det sene efterår til sin årstid. Storbyfædre tager deres sønner med herud for at se på landbrugsmaskiner om natten. Sønnerne bliver på samme tid chokerede og begejstrede over de kæmpemæssige traktorhjul, projektørlysene og al tumulten. Og hvad vinteren i en landsby med to søer angår, er den altid en historie, der begynder, når søerne fryser til, og holder op, når isen tør. „Hvad vil du nu gøre med bilen?“ spurgte Johann Lada, der skam langtfra var nogen begynder udi at-hente-biler-op-af-søen og få-dem-til-at-køre-nogenlunde-igen. Og Lada svarede: „Tag og skrid.“ Stumme Suzi kastede krogen ud igen. Han havde holdt en kort pause på grund af Ladas uheld. Suzi elsker at fiske af hele sit hjerte. Er du født stum, er du på en eller anden måde også forudbestemt til at fiske. Men hov, må man egentlig sige stum? Det politisk korrekte ville vel være: person med funktionsnedsat strubehoved. Johann slog en stille rytme på sit lår. I morgen skal han til eksamen som klokker. Han har komponeret en lille melodi specielt til festen, som han vil slå med sine knebler. Det kaldes at kime. Lada og Suzi ved ikke noget om det. Og det er nok også det bedste, ellers ville han sikkert skulle høre på deres dårlige vittigheder igen. De tre tog alt af undtagen underbukserne. Johann og Lada for at tøjet skulle tørre. Suzi af ren og skær solidaritet. Se Ladas lydefri muskulatur. Se Johanns ribben. Suzi reder håret bagover, han har altid en kam på sig, hans slags er en uddøende race. Han har også en dragehale i panden, den store dragekrop slynger sig om Suzis nakke, og dragens hoved spyr ild på hans skulderblad. Suzi er smuk, som man var det i de italienske film fra 1950’erne. Hver gang Suzis mor ser på dragen, begynder hun at tude. Græshopper. Svaler. Hveps. Alle meget trætte, meget. Det er jo også allerede efterår. I dag var den sidste varme dag i år. Den sidste dag, hvor du 15
Tiderne_Før festen_P.indd 15
18/08/15 16.53
kunne ligge i underbukser i græsset, mens billerne kravlede hen over dig, som om du var en naturlig forhindring i randmorænelandskabet, hvad du jo sådan set også var. Hvis du kommer herfra, ved du sådan noget: den sidste varme dag. Du behøver ikke tjekke svalerne eller din vejr-app. Du ved det, for du har taget tøjet af og lagt dig ned, og hvis du er en pige, har du stukket tæerne ned i sandet. Og hvis du ikke er en pige, har du ikke gjort noget med tæerne, du har bare lagt dig ned. Og mens du ligger der, kigger du op i himlen, og det er helt klart: i dag – den sidste varme dag. Skulle der på grund af et eller andet mirakel komme endnu én, så betyder det ikke noget. I dag var den sidste. Lada og Johann så på Suzi og gav ham små tips, han fangede nemlig ingenting. Prøv engang under asketræet, fiskene har det sikkert for varmt, i den dur. Suzi tog fiskestangen mellem benene og gjorde en bevægelse. Lada er ret god til at forstå Suzis sprog. Eller måske er han ikke særlig god til det, men har bare kendt stumme Suzi altid. „Vi har tid nok,“ forklarede han for Johann, der så spørgende på ham. Lada trak på skuldrene, spyttede ned i søen. På vejen langs bredden kom Anna cyklende. Stropkjole, noget i den stil. Johann vinkede med det samme, han er jo trods alt en ung mand. Anna så ligeud. „Hvorfor vinker du sådan?“ Lada gav Johann et slag på skulderen. En udflugtsbåd tøffede hen over søen. Lada piftede skingert. Der kom liv i turisternes hatte. Lada vinkede, turisterne vinkede tilbage. Turisterne tog fotografier. Så gav Lada turisterne fuckfingeren. „Det tæller ikke, det er turister, de vinker uanset hvad,“ sagde Johann. Lada gav ham et slag til. På Ladas skulder er der en ulv, som viser tænder. På Ladas ryg står der: The Legend. „Hvad glor du på?“ „Jeg vil også have en tatovering.“ „Har du hørt det, Suzi? Taberen vil have en tatovering. Fedt.“ 16
Tiderne_Før festen_P.indd 16
18/08/15 16.53
Én ting har Johann lært ved at omgås Lada: ikke at tabe hovedet. At holde hovedet koldt. At lade sig provokere ville være et svaghedstegn. „Betyder den noget?“ spurgte han. Suzi har også en ulv på læggen. Lada så ham ind i øjnene. Spyttede ud til siden. „Ulvene vender tilbage.“ Han sagde det meget langsomt. „Tyskland bliver et ulveland igen. Fra Polen og Rusland, de kan klare tusind kilometer. Pragtfulde dyr. Jægere. Prøv engang at sige kobbel!“ „Kobbel.“ „Er det ikke cool? Der er power i det ord! Mig og Suzi går ind for ulve.“ Lada tog fat i Johanns nakke. „Du siger det ikke til nogen, okay? Vi har selv hentet ulve. Fra Lausitz. Der har været ulve her før. Spørg din mor. På Zerveliner Heide, ved missilaffyringsramperne. Dér slap vi dem fri.“ Stay cool. Spørg igen. Af og til finder Lada på sådan noget for at skræmme Johann. Suzi vendte sig om og lyttede opmærksomt. Johann rømmede sig. „Okay, hvor mange?“ „Ha ha. Jeg var sikker på, du ville spørge, hvordan vi gjorde. Fire. To ulveunger, to voksne. Hør her, min ven: Jeg tager ikke pis på dig. Du holder kæft, har du forstået?“ „Ja-ja.“ „Godt.“ Suzi havde én på krogen nu. Den gjorde en smule modstand. En lille karpe. Suzi satte den ud igen. Lada rejste sig. „Nå drenge, vi må af sted, vi skal op til Ulli. Suzi giver en omgang.“ Og det var rigtigt nok, for Lada er en mand, der holder ord.
17
Tiderne_Før festen_P.indd 17
18/08/15 16.53
En karpe kan være grådig. Når andre fisk æder, kommer den også. Men om efteråret, når temperaturen i vandet falder, tager den stadig mindre næring til sig. Gedehamsehannerne befrugter de unge dronninger og dør. Indtil foråret vender tilbage, lægger de unge dronninger sig til rette under mos, i råddent træ, i guldsmedenes mareridt. I Kiecker, den gamle skov, mejsler spætten vores dødeligheds millisekunder. Det er jo efterår nu. Ulvene er vågne.
18
Tiderne_Før festen_P.indd 18
18/08/15 16.53
Nu er det nøjagtig et år siden, at Ulli dagen før den forrige fest ryddede sin garage og stillede stole og fem borde og en elektrisk varmeovn frem og hængte et gardin af rødgult tyl op foran det eneste vindue og sømmede en kalender med polske kvinder, der læner sig op ad motorcykler, op på væggen, halvt for sjov, halvt for at det skulle se godt ud. En Sterni koster firs cent, en Stieri halvfems, øl med en snaps til koster halvanden euro, og i weekenden kan man se fodbold, og alt det er mændene glade for, også selvom ingen siger det. Vi drikker i Ullis garage, for der ikke er noget andet sted, hvor der på én gang er både stole og løgnehistorier og et køleskab, så mændene kan drikke alkohol og have det dejligt, men ikke alt for dejligt. Ingen andre steder, undtagen bare derhjemme, er der på samme tid tag over hovedet og pilsnere ved hånden og Sky Bundesliga og mulighed for at ryge og være sammen. Gleis 1 er al ære værd. Men i Gleis 1 kan du ikke bare sidde og pimpe. Du kan måske spendere en gang aftensmad på dig selv, måske i anledning af et jubilæum. Men prøv engang at drikke dig fuld, mens plastikblomsterne og cykelturisterne glor på dig. Af og til sætter Veronika ægte tulipaner i vaserne. Men prøv engang at drikke dig fuld, mens ægte tulipaner glor på dig. Ullis garage lugter dejligt af motorolie. Porten er smykket med gamle motorcykelbadges og ølreklamer, og på et skilt hænger den tyske ørn med påskriften Deutsches Kaiserreich. Det er rigtig nok, at der næsten kun kommer mænd fra boligblokkene. Nogle gange er der ballade. Men det er sjældent slemt. Ingen 19
Tiderne_Før festen_P.indd 19
18/08/15 16.53
hader hinanden. Af og til forstår du ikke engang selv, hvad det er, du siger. Og det er du da også kun glad for bagefter. Af og til er der én, som fortæller, mens alle andre lytter. Nu i aften, sidste omgang, er det gamle Imboden, som fortæller. Imboden plejer ellers at drikke tavst, men tæt. For tre år siden døde hans kone, det var dengang, han begyndte. Ulli siger, at han skal råde bod på alle de år, han var ædru. I garagen har man på grund af festen i morgen snakket om de fester, der blev holdt engang, og man har sagt, at man altså var bedre til at feste dengang. Det var for eksempel meget længe siden, at der havde været et ordentligt mandfolkeslagsmål. Engang hørte det sig simpelthen til. Nu var det kun de unge, der sloges. „Og det er temmelig tamt,“ lo Lada, men ellers var der ingen, som lo. Ja, og nu rejser Imboden sig og skal lige ud og slå en streg, men inden han forlader lokalet – der er ikke noget lokum i garagen, men foran blokken står der en slags træ – siger han: „Øjeblik, hør lige. Det er ikke helt rigtigt.“ Der har i nogle uger hængt en kulørt børnetegning på køleskabet. Det er Ullis barnebarn, Rike, der er i den alder. Billedet forestiller fa-fa og Rike i en lille firkant, der symboliserer garagen. Da Ulli satte billedet op, tog han de nøgne polske kvinder ned. Af samme grund kaldte mændene i et par dage Ulli for „fa-fa“. Men så glemte de det og kaldte ham Ulli igen. Alle har lov til at drikke hos Ulli, også mere, end de har godt af. Men når der er én, som ikke længere kan ligge ned uden at holde fast i noget og også gerne vil trække andre med ned på gulvet, så nikker Ulli til Lada, og så eskorterer eller slæber Lada vedkommende udenfor. Alle har lov til at sige mere og mene mere hos Ulli end noget andet sted. Men hvis selv Ulli får nok, og nogen så bliver ved med at tale og mene noget, så nikker Ulli til Lada. Man betaler mindre hos Ulli end andre steder. Men hvis 20
Tiderne_Før festen_P.indd 20
18/08/15 16.53
nogen ikke har betalt, når der er gået en måned, så nikker Ulli til Lada. Alle har lov til at fortælle en vittighed hos Ulli, også selvom det ikke er alle, som synes den er sjov. Men hvis en eller anden pludselig siger noget alvorligt, som ikke alle synes er lige sjovt, så nikker Ulli til Lada. Alle har lov til at græde hos Ulli, også højlydt. Men der er ingen, som græder hos Ulli. Alle har lov til at fortælle en historie om gamle dage hos Ulli, og for det meste lytter de andre. Imboden er færdig med at pisse, og han er kommet tilbage for at fortælle.
21
Tiderne_Før festen_P.indd 21
18/08/15 16.53
Under en bøg, i udkanten af den gamle skov, ligger hunræven stille oven på nogle blade. Fra det sted, hvor skoven grænser op til nogle marker, hvede, byg, raps, ser hun ud på en lille gruppe menneskehuse, der står mellem to søer på en stribe land, som er så smal, at man skulle tro, at menneskene i deres umættelige trang til at gøre sig det behageligt havde skåret en sø over i to dele for nøjagtig midt imellem dem, på en frugtbar og praktisk bræmme mellem to bredder, at gøre plads til sig selv og deres afkom, plads til de jævnede veje, de sjældent afviger fra, og plads til deres spisekamre, deres sten og metal og de utallige andre ting, de gemmer på. Hunræven fornemmer, at der var en tid, hvor søerne endnu ikke fandtes, og hvor menneskene endnu ikke havde deres revir her. Hun fornemmer, at jorden engang var dækket af is langs hele horisonten. Isen skubbede landet frem, slæbte på sten, gravede hulrum i jorden, løftede jorden op til bakker, der stadig bølger, titusind ræveår senere. I jordens skød vugger de to søer, i jordens bryst når den gamle skovs rødder ned, og dér har hunræven sin hule, en tunnel, ikke særlig dyb, men utilgængelig for grævlinger, og dér er begge hendes unger lige nu – forhåbentlig! – hvis ikke de da venter anklagende udenfor ligesom sidste gang, hvor hun kun havde haft biller med. Høgen kredsede allerede. Den jordede honninglugt fra sine ungers pels ville hun kunne genkende mellem tusind andre lugte, for selv nu, hvor vindretningen er forkert, fornemmer hun en sødme dybt inde fra skoven. Men hun kan også mærke sulten, den konstante, nagende sult. En af ungerne var svagelig, da den blev født, og er nu allerede 22
Tiderne_Før festen_P.indd 22
18/08/15 16.53
død. De to andre er dygtige til at fange biller. Når de springer efter en mus – uden tilløb og næsten lodret op i luften – er det stadig kun en leg: De glemmer ofte byttet. Hunræven løfter hovedet. Hun spejder efter mennesker. Der er ingen i nærheden. Fra deres huse stiger der en varme op, som lugter af træ. Hunræven kan også lugte døde planter derovrefra, velnærede hunde og katte, fugle i bur og meget, hun ikke rigtig ved, hvad er. Noget af det er hun bange for. Det meste er hun ligeglad med. Så er der gødning, så er der uld, så er der forrådnelse og høns og død. Høns! Bag ståltrådshegn i træskure: høns! Derhen, til hønsene, vil hunræven i nat. Hendes hvalpe løber længere og længere væk fra hulen. Hunræven aner, at hun i nat for sidste gang vil jage for at stille deres sult. Inden længe forlader de hende og finder deres eget revir. Men til afsked vil hun give dem noget godt, noget særligt. Ikke bare biller eller orme, ikke bare halvspiste frugter, som menneskene har smidt ud, men derimod – æg. For der er intet, som har en bedre aroma end den delikate, tynde skal, og ikke noget, der gør så godt som den søde, tyktflydende blomme. Det er aldrig let at trænge ind i en hønsegård. Heller ikke selvom der ikke er nogen vagthund, og menneskene sover. Hun er ikke bange for fuglenes klør. Men det er næsten umuligt at transportere æggene. Sidste gang, hun forsøgte, endte det ynkeligt, selvom det smagte vidunderligt. Denne gang vil hun lukke sin mund lige så forsigtigt, som hvis hun legede med sine unger. Denne gang vil hun ikke tage to på en gang, men i stedet vende tilbage. En grævlingehun smutter ud mellem træerne. Hunræven vejrer bregner og fare. Hvad er hun bange for? Flagermus stryger hen over hendes hoved. Enstavelsesvæsner, for hurtige til at man kan lave sjov med dem, nervøst flagrer de væk. I skovbry23
Tiderne_Før festen_P.indd 23
18/08/15 16.53
net rådslår en flok vildsvin om jagten. Uberegnelige naboer, de hidser sig hurtigt op, men er ellers fordragelige. De lugter godt af skovbund, svovl, græs og stædighed. Nu diskuterer de iltert, grynter skingert på deres kantede sprog, skubber til hinanden, skraber med fødderne. Deres uro smitter også hunræven. Hun traver rask af sted, vil hurtigst muligt væk fra de irritable vildsvin. Det deroppe bærer buldrende på tordenen. Det bryder sig ikke om, at hunræven er på vej. Det advarer hende. Truer hende.
24
Tiderne_Før festen_P.indd 24
18/08/15 16.53