Oversvømmelsen af Nina Bolt

OVERSVØMMELSEN

Tiderne_Oversvømmelsen_P.indd 1

18/08/15 17.16

Af samme forfatter: Rejsen til Albion. Fortælling, 1977 Imago. Fortælling, 1982 Kærlighedens kimære. Roman, 1987 Ukendt herre i landskab. Fortællinger, 1992 Dyremennesker. Historien om et magisk samarbejde, 1995 Hår. Sex, Samfund, Symbol, 1996, 1998 Blod, sved og tårer, 1998 Spejlmageren. Roman, 2000 Stenskoven. Roman, 2002 Mørkets kamre. Roman, 2003 Passionsspil. Roman, 2005 Ulvetimen. Roman, 2008 Ildfødt. Roman, 2009 Dværgkrukken. Roman, 2012 To verdener. Roman, 2014

Tiderne_Oversvømmelsen_P.indd 2

18/08/15 17.16

NINA BOLT

Oversvømmelsen Roman

TIDERNE SKIFTER

Tiderne_Oversvømmelsen_P.indd 3

18/08/15 17.16

Oversvømmelsen © 2015 Nina Bolt/Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Palatino hos An:Sats, Espergærde og trykt hos Holm Print Management, Tjele ISBN 978-87-7973-756-3

Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter · www.tiderneskifter.dk

Tiderne_Oversvømmelsen_P.indd 4

18/08/15 17.16

Hanna: Endelig. Jeg har ringet og ringet. Er du okay?

Simone: Ja. Hvor er du henne?

Hanna: Næsholm Skov. Det er en lang historie. Jeg ringer fra skovfogedens mobiltelefon. Jeg kan ikke komme hjem, før kystvejen er farbar igen. Du ved godt, at den er oversvømmet, ikke?

Simone: Jo, jeg har set de lokale nyheder.

Hanna: Er Cora og Carl der?

Simone: Her? Hvorfor skulle de være det?

Hanna: Vi blev væk fra hinanden ved supermarkedet. Jeg regnede med, at de havde fået kørelejlighed med nogle andre. Hør her, Simone, tror du, at du kan klare det her alene?

Simone: Drivhuset er styrtet sammen. Der kommer også vand ind gennem loftet ovenpå.

Hanna: Det var ikke det, jeg spurgte om. Tror du, at du kan klare dig, indtil jeg kommer … Simone, Simone … for pokker da også …

Hanna: Simone – Simone! – er det dig?

Simone: Ja. Hanna: Kystvejen er stadig afspærret, det er derfor, jeg ikke er kommet hjem endnu. Jeg har forsøgt at ringe flere gange, men telefonnettet har været brudt sammen.

Simone: Ja. Hanna: Hvad er der med dig, du lyder så mærkelig? Der er vel ikke sket noget – 5

Tiderne_Oversvømmelsen_P.indd 5

18/08/15 17.16

Simone: Der er kommet en utæthed i taget lige over trappen. Vandet løber ned ad trinene, og jeg har stillet alle vores spande under og må tømme dem en gang i timen.

Hanna: Nu må du ikke tabe modet, hører du? Der kan ikke ske andet, end at huset bliver ødelagt, og det er ikke vores hus og ikke os, der får problemer. Det må udlejers forsikringsselskab klare. (Med en lille latter).

Du drukner ikke, hvis det er det, du tror. Jeg har endnu ikke hørt om nogen, der er druknet i forbindelse med en oversvømmelse. Ikke på vores breddegrader.

Simone: Huset er ved at synke. Jeg tror, regnvandet er trængt ind under fundamentet og har skyllet noget af jorden væk. Kan du huske den dokumentarfilm, vi så sidste efterår – var det ikke fra Texas?

Hanna: Det ved jeg ikke. Men når et hus synker, er det, fordi det er bygget på en sumpet grund, og du kan da nok sige dig selv, at en bakketop aldrig kan være sumpet grund. Vær nu lidt rationel, Simone. Lad ikke panikken tage over, det er det dummeste, man kan gøre i sådan en situation. Se at få noget at spise, og find så en god bog at læse i. Hvordan går det med katten?

Simone: Godt nok. Eller det ved jeg ikke. Den spiser næsten ingenting, og – er du der?

Tiderne_Oversvømmelsen_P.indd 6

18/08/15 17.16

E

t landskab er under konstant forandring,“ sagde Hanna. „For eksempel er der blevet gravet tørv til brændsel i mange moser, eller man har brugt dem til græsning, og vores sø har engang i forhistorisk tid været en fjord og endnu tidligere et sund.

Og rigtig langt tilbage i tiden svømmede der fisk rundt her, hvor vi står. Det er hævet havbund. Ingenting er statisk, Simone, det er det særlige ved naturen, og det betyder, at arter forsvinder, og andre kommer til. Noget, der sjældent går stille af sig.“ „

Man kunne ikke se huset nede fra vejen. Man kunne dårligt nok få øje på den grusvej, hvor man skulle dreje af og derefter fortsætte op ad bakkeskråningen. Det sidste stykke var temmelig stejlt, og bilen skulle sættes i andet gear for at klare den. Så var man oppe. Til venstre skimtedes et stråtag bag nogle træer, til højre så man ud over søen. Kreppede små bølger. Siv i kanten. Det var en diset formiddag i begyndelsen af foråret, og landskabet syntes malet med bløde penselstrøg af grå og brune farvenuancer.

Et stort egetræ stod midt i haven. Der var også et drivhus, et redskabsskur og en gynge.

En midaldrende mand lukkede op for dem og viste dem indenfor. „Ja, sådan ser her ud,“ sagde han og slog ud med hænderne, inden de var nået længere end entréen.

En dør stod åben. Bag den andre døre. De fulgte efter ham rundt i hele huset, mundlamme over, at der kunne være så mange møbler, og over den fart, som de fik forevist det hele med. De hastede gennem matte lysindfald 7

Tiderne_Oversvømmelsen_P.indd 7

18/08/15 17.16

fra sprossevinduerne, drejede om hjørner og var oppe og nede ad trapper. Det samlede indtryk var – ja, hvad var det egentlig? I hvert fald overvældende. Så meget plads! Alle de rum! De kom fra en lille lejlighed inde i byen, hvor en anden etageejendom tårnede sig op lige overfor. Første sal til højre. Det sagde næsten det hele. Til sidst fik de endelig lov til at sætte sig på nogle af de mange stole, der trængtes om pladsen, og husets ejer stillede sig op over for dem med hænderne støttet på en stoleryg og skuldrene skubbet opad – som et vidne i vidneskranken.

Hans forældre var for nylig flyttet i beskyttet bolig, oplyste han. Det havde været deres sommerhus gennem mange år, men nu kom de her ikke mere, og selv havde han dårligt tid til det. Han havde en del rejseaktivitet i forbindelse med sit arbejde og havde netop fået et job i Kiel.

Hanna nikkede, men Simone hørte ikke efter, hun sad med nakken bøjet bagover og studerede stuens kraftige loftsbjælker. Måden, de delte rummet op på og ligesom tydeliggjorde det. Som koordinatakser, der gav en fornemmelse af stuens dimensioner. Det kunne hun godt lide. Hun syntes også godt om vinduernes mange små kvadrater med hver sin rude. Det fik hende til at tænke på regneark, hvor man tegnede en streg fra den ene firkant til den anden eller skrev tal i dem, som havde en slags mening. „Der er jo en del inventar,“ fortsatte han. „Møbler. Nipsgenstande. I det hele taget …“ Han slog ud med hænderne. „Nogle mennesker er samlere, det er en passion, noget der ligger dybt i dem. Jeg har stor forståelse for det, men …

Nå, ja. Hvad det var, jeg ville sige, er, at du er velkommen til at stille det, I ikke kan bruge, ned i kælderen. Den skulle være forholdsvis tør, så tingene ikke tager skade.“ Hanna havde orlov fra sin undervisning på universitetet, men allerede under denne indledende samtale med ejeren, hvor der endnu ikke forelå en aftale, forhørte hun sig om 8

Tiderne_Oversvømmelsen_P.indd 8

18/08/15 17.16

muligheden for at få forlænget lejemålet ud over de to år.

Det mente han nok kunne lade sig gøre. Men det kunne de jo vende tilbage til senere. Det syntes hævet over enhver tvivl, at de skulle flytte ind. På vejen hjem sagde hun det, som det var, til Simone – at hun faktisk legede lidt med tanken om at lægge undervisningen på hylden, når hun var færdig med sine feltundersøgelser. Interne kampe mellem de ansatte og jævnligt tilbagevendende trusler om nedskæringer gjorde hverdagen besværlig, og selv om hun var meget glad for at undervise, forsvandt en del af glæden på grund af de evindelige trakasserier. De fik også set alt for lidt til hinanden på grund af al den tid, hendes arbejde tog. „Hvad synes du?“ spurgte Hanna. „Var det et sted, du kunne tænke dig at bo?“ Simone nikkede.

Faktisk var det også lidt på grund af hende, at de søgte væk fra byen. Hun trivedes ikke derinde, var en bleg og mager tolvårs pige og desuden temmelig isoleret. Og så var der også den meget ubehagelige oplevelse, hun havde været ude for i skolen. Det var sket i en time. Hun var gået på toilettet, og her var hun blevet gennemtævet af nogle større piger, der havde mobbet hende gennem lang tid.

Pigerne blev selvfølgelig straks bortvist, men selv om de ikke mere gik på skolen, havde Hanna besluttet at tage Simone ud med øjeblikkeligt varsel.

De begyndte at snakke om huset, og igen og igen vendte Simone tilbage til det gamle egetræ i haven – „Hvor gammelt tror du, det træ er? – og drivhuset – „Der var små tomater, så du det?“ og søen, der lignede en luftspejling, og fårene nede på engen. Og jo mere hun talte, jo mere sikker blev Hanna på, at hun havde truffet det rigtige valg.

Desuden var det her i området, at hun skulle foretage sine miljøbiologiske observationer.

9

Tiderne_Oversvømmelsen_P.indd 9

18/08/15 17.16

De første mange dage gik med at komme i orden. Simone fik værelset lige til højre, når man kom ind ad hoveddøren – et rum der ligesom dagligstuen vendte ud mod haven og egetræet. Men ikke så snart var hun kommet i orden, før hun syntes, der manglede et eller andet, og gik på opdagelse på loftet på førstesalen. Et tætpakket rum med alle mulige tiloversblevne genstande lige fra gamle kommoder til klædeskabe og spejle, der viste hende forfra, bagfra og fra siden. Men det var, som om hun undgik at kigge på sig selv, i stedet beundrede hun rammerne og lod fingrene følge de kannelerede eller blødt afrundede kanter. Et blegt lys sivede ind gennem vinduerne og fremhævede hendes hvide hud og lidt ranglede fremtoning, mens hun bukkede sig, sank på knæ og strakte sig.

Senere fandt hun en masse glasting i en dragkiste henne ved endevæggen. De lå fint pakket ind i silkepapir, hver ting for sig, blå elefanter, sorte svaner, gule hjorte, hun havde aldrig set noget lignende og holdt dem op mod lyset, én for én, så hun kunne se farvespillet i dem, men meget forsigtigt, for de så skrøbelige ud. Den ene svane stak hun i lommen, den kunne stå i hendes vindueskarm og kigge ud.

I kisten lå der også et par malerier, ikke særlig store, måske 25 x 30 cm, begge i smalle, forgyldte rammer. Det ene forestillede en lavloftet opholdsstue med et standur, det andet et landskab med en bro over en å og forrevne skyer i baggrunden. Lige noget hun kunne bruge på de tomme vægge i sit nye værelse – faktisk netop sådan noget hun havde været på jagt efter – og et øjeblik efter var hun på vej ned for at vise sin mor dem.

Hanna sad på hug inde på det værelse, hun havde udvalgt sig som sit – et rum der vendte ud mod engen på den anden side af huset – og var ved at sætte ledningen til sin computer i stikket. På væggen omme bag sit skrivebord havde hun sat et kort over området op med tegnestifter, 10

Tiderne_Oversvømmelsen_P.indd 10

18/08/15 17.16

men ellers rodede alt herinde, stabler af flyttekasser tog pladsen op på gulvet, på skrivebordet stod hendes Nikon kamera, forskellige æsker med objektiver og kikkerten, hun brugte til at observere fugle i. „Se, hvad jeg fandt på loftet!“ De kiggede begge på de lidt mørke billeder, hvor malingen mange steder var krakeleret og farverne falmet, så det var svært at afgøre, om noget var grønt, eller om det ikke snarere var sort eller mørkebrunt.

Lidt overrasket: „Kan du lide dem?“ „Ja. Hvor har du stillet værktøjskassen med søm i?“ „Vi kan da ikke begynde at slå søm i væggene, Simone.

Vi bor kun til leje.“ En noget underlig bemærkning, for de havde da også slået søm i væggene inde i byen. Men her var det ligesom anderledes, fordi nogle af ejerens møbler stadig stod der. De havde jo ganske enkelt ikke møbler nok til det store hus. „Der er masser af huller i væggene, det kan da være lige meget, om der kommer et par stykker til.“ Og så gik hun i gang med at hænge billederne op.

Efter en måneds tid var de i orden. Nu var det deres alt sammen: kælder, stueetage, første sal og loft – deres navn stod på hoveddøren, deres ting var fordelt rundt omkring, de havde ligesom sat deres præg på det hele, syntes de selv.

Også haven var deres, de følte sig godt tilpas derude og nød luftningerne mod deres vintergustne hud.

Derefter gik de i gang med at udvide deres territorium til de nærmeste omgivelser. Sluseanlægget. Rørskoven.

Moserne. Engarealerne. Sumpene. Hanna begyndte så småt at kortlægge landskabets habitater, og når der var mulighed for det, det vil sige i weekenden, hjalp Simone hende med optegnelserne eller gik til hånde på anden vis. For eksempel skrev hun notater efter diktat i en lille sort bog, de kaldte registranten, hvor iagttagelserne omhyggeligt 11

Tiderne_Oversvømmelsen_P.indd 11

18/08/15 17.16

blev ført ind på højre side af opslaget, mens venstre var forbeholdt mindre effekter, såsom fuglefjer eller blade, der senere blev klæbet ind. Simone var meget samvittighedsfuld, og Hanna havde kun grund til at være tilfreds med hendes arbejde.

Selv brugte hun en del tid på at fotografere som led i registreringen af vådområdernes dyre- og planteliv. Nogle af de bedste og nyeste af billederne printede hun ud i plakatformat og hængte op inde på sit arbejdsværelse.

Indimellem skiftede hun ud med nye fotoprint og gemte de gamle inde i sit arkiv – en tidligere garderobe. Lige nu var der en del fra dalen omkring ellemosen foruden nogle meget store billeder af en fiskeørn, der stod stille i svirreflugt over et af de mange vandløb, de var rundt for at bese.

Simone blomstrede op. Engang imellem bildte Hanna sig ind, at hun ligefrem var blevet flere centimeter højere i løbet af den første sommer. I hvert fald havde hun fået mere huld på kroppen, og hun så glad ud og var vist også faldet til i den ny skole. Men hun gik stadig meget for sig selv, eller det gjorde hun jo for resten ikke, for nu var hun og Hanna jo så meget sammen. De var enige om at give huset æren for det, selv om det blot var en ramme om deres nye liv. Men begge havde en fornemmelse af, at det havde budt dem velkommen i samme øjeblik, de trådte ind af havelågen, selv om et hus selvfølgelig ikke var levende.

Men organisk var det, og så kunne man vel nok forestille sig, at det var dem venligt stemt. Den følelse havde de.

På den måde gik det godt. Også med feltarbejdet. Men der var ting, som Hanna holdt for sig selv for ikke at gøre Simone unødig urolig. Bekymringer for økonomien, hvis hun skulle gå hen og blive fyret. Bekymringer for hele den klimatiske og miljømæssige situation, der gik hende mere på, end hun ville være ved, også over for sig selv.

Alligevel sad hun hver aften og snakkede med hende, som 12

Tiderne_Oversvømmelsen_P.indd 12

18/08/15 17.16

om intet tyngede hende, og der ikke hele tiden var denne understrøm af tanker, som hun ikke kunne rede ud og som navnlig hjemsøgte hende om natten. Hun hørte sig selv tale med fuldkommen normal stemme om det, der blev sagt i vejrudsigten, hvor der dagligt meldtes om nye vejrekstremer, men havde stadig sværere ved at forestille sig fremtiden. Var der overhovedet en fremtid? Simone var tolv år nu, men hvad når hun var tredive, hvordan ville verden så se ud?

Sådan gik tiden. Det blev efterår, og det blev vinter.

Huset skrumpede ligesom lidt ind og lukkede sig som en skal omkring dem, og de rykkede tættere sammen, selv om det ikke var spor koldt udenfor. Otte grader, de fik vist ikke sne i år, men det ville helt sikkert være et smukt syn, hvis der kom is på søen, så den forvandlede sig til et spejl af krystaller. Der var jo ikke den dag, hvor de ikke betragtede den oppe fra deres vinduer, den hørte på en eller anden måde med til huset, og Hanna fortalte, at den engang havde været en lavvandet fjord, der stod i forbindelse med havet, og at den endnu længere tilbage havde været et sund. Sådan forandrede tingene sig hele tiden.

Også haven forandrede sig. I grunden forbløffende hurtigt. Men de så det først, da der begyndte at komme blade på buske og træer det følgende forår. Det var, som om nogen i vinterens løb havde gødet det hele med plantenæring, det voksede helt vildt, men Hanna nikkede bare og sagde, at sådan var det somme tider. Man skulle bare lade det være, så regulerede det sig selv.

Hvordan det, spurgte Simone.

Jo, det begyndte at visne, alt det der var i skygge, og så kom naturens skraldemænd og ryddede op i det hele.

Regnorme. Tusindben. Bakterier. Det var det, man kaldte et kredsløb. Altså at det ene blev til føde for det andet.

Imens bredte vildnisset sig uden for deres vinduer, så 13

Tiderne_Oversvømmelsen_P.indd 13

18/08/15 17.16

de somme tider måtte brække grene af for stadig at kunne se ud i haven. Stuerne blev mørkere og mørkere, der blev koldt og klamt derinde, men det regnede jo også en del, så det var ikke så mærkeligt, og sådan tilbragte de deres anden sommer – inde i fugten og skyggerne.

Tiderne_Oversvømmelsen_P.indd 14

18/08/15 17.16

E

n kraftig regn havde bevæget sig fra Vestkysten og videre østpå. Regnen blev ved dag ud og dag ind, ustoppeligt, lod det til, og imens tog vinden til og fór hylende og hærgende omkring som en ond ånd, der var sluppet ud af en flaske.

En aften trængte lyden af sirener gennem stormen, og senere oplyste blå blink mørket ned mod søen. Her. Dér. Og derovre. Ellers var der ikke noget at se gennem vinduerne.

Hverken oppe eller nede. Ingen stjerner. Ingen andre lys.

Måske var det en drukneulykke, de havde lidt svært ved at forestille sig andet. Men også det.

Næste morgen kiggede de ud igen. De kunne ikke rigtig få nogen mening i det, de så. På en eller anden måde var det, som om søen var kommet nærmere. De boede jo ikke helt nede ved den, men nogle kilometer derfra på et af de højdedrag, som det gamle morænelandskab havde efterladt sig for mange tusind år siden. Et sted, hvor man ved god sigtbarhed kunne se søen ligge som en grønbrun slette med små klynger af huse rundt langs siderne. For det var jo det mærkelige. At den egentlig slet ikke lignede en sø, men snarere et område, hvor man kunne forvente, at der vandrede store flokke af kvæg omkring og græssede. Nu var dette indtryk yderligere forstærket, og desuden virkede den meget større, end den plejede.

Selvfølgelig kunne en sø forandre sig. Den kunne skifte farve alt efter belysningen, og vinden kunne danne dybe furer i overfladen. Farven var dog den sædvanlige, bare 15

Tiderne_Oversvømmelsen_P.indd 15

18/08/15 17.16

lidt mørkere, og vandspejlet ikke meget anderledes end på dage med kraftige vindstød – kreppet med lange hvide striber i. Men den havde flyttet sig, syntes de. Det var det, de ikke forstod. Det, og at den var blevet større. En sådan lov om foranderlighed mente de ikke, den kunne være underlagt. Af en sø måtte man forvente sig det samme som af et spejl – at den blev i sin ramme.

Senere hørte de i de regionale tv-nyheder, at den var gået over sine bredder på grund af den kraftige regn og de mange tilløb fra bække og åer. Der blev også nævnt noget om, at der var problemer med sluseanlægget, men det fremgik ikke klart, hvad det drejede sig om. Flere hundrede var blevet husvilde og genhuset på skoler og i andre offentlige bygninger som følge af ødelæggelserne. Men der var ikke plads nok. Røde Kors var ved at iværksætte en hjælpeaktion. Man kunne ringe på et bestemt nummer, hvis man ønskede at deltage. Man kunne også indsætte et beløb på den og den konto. Så ville pengene blive fordelt til de mange nødstedte, meddelte den lokale nyhedsvært.

I løbet af udsendelsen blev der vist optagelser fra en af de oversvømmede bebyggelser. Tilfældigvis den der lå nærmest den del af kystvejen, hvor de boede. Nogle mennesker roede rundt i deres haver mellem trækroner, lænestole og andet løsøre. Kun det øverste af husene stak op af vandet. Et stråtag her. Et eternittag der. Et sted var taget og noget af muren styrtet sammen, så man kunne kigge lige ind i huset. Vinduerne syntes at stirre afmægtigt på beskuerne. Vandstanden i søen var helt oppe på 6,27 meter oplystes det. Normalt lå den på 3,97. Der var noget uvirkeligt over det. Som om det var et set-up til en katastrofefilm med et væld af statister.

Så snart udsendelsen var forbi, tog de deres cykler og cyklede ned ad skovstien mod bredden. Eller så langt ned de kunne komme. Hanna med sit kamera i tasken på 16

Tiderne_Oversvømmelsen_P.indd 16

18/08/15 17.16

bagagebæreren, Simone med en almindelig spejderkikkert 8 x 21 hængende om halsen. Cyklerne havde de købt brugte, da de flyttede ind i stenhuset for halvandet år siden.

Nogle lidt tunge, umoderne nogen kun med tre gear, men robuste og velegnede til at køre på skovstierne. Vinden var løjet af, men det dryppede fra grenene, og spiraler af tåge steg op fra den våde jord. Engang imellem råbte de en besked til hinanden – „Vent lige!“ når hjulene sad fast i mudderet, eller: „Er det ikke her, vi skal til højre?“ Det var svært at se, om der overhovedet var en tværgående sti.

Endelig kom de ud af skoven. Men det gjorde ikke den store forskel. Der var stadig dårlig sigtbarhed, og de fortsatte som i halvblinde gennem det bakkede terræn, hvor en farve eller en plet vegetation glimtvis dukkede op. Lugtene var anderledes, registrerede de, som af tang eller råddenskab. Ellers tænkte de ikke over dem. De samlede sig om at cykle med vanddampene hvirvlende omkring sig og de blege, sammenknebne øjne rettet mod det sted, hvor søen plejede at ligge.

Og så lige med ét rullede tågen væk, og der lå den jo.

Den sø, de jævnligt cyklede rundt om enten i den ene eller den anden retning. Alligevel virkede den som et fremmedlegeme i landskabet, som noget, der ikke skulle være der.

Noget, man gjorde bedst i at holde sig på afstand af. Nu så de, at et stort område var afspærret, og at nogle af beredskabsstyrelsens køretøjer var opmarcheret udenfor ved siden af et par vogne med paraboler på. Det så ud, som om man var ved at pumpe vand væk fra husene. De cyklede videre og stod først af, da de ikke kunne komme længere.

Enkelte gange havde de købt fisk ved et fiskeudsalg hernede. Jollerne, som der blev fisket fra, og som plejede at ligge fortøjet langs bådebroen, vuggede nu rundt mellem skorstene og hvidkalkede gavle, og af bådebroen selv var kun rækværkets gelænder synligt.

17

Tiderne_Oversvømmelsen_P.indd 17

18/08/15 17.16

De stod lidt og lod blikket glide frem og tilbage, og så hentede Hanna sit kamera, som hun havde anskaffet sig til sit forskningsarbejde. Hun satte telelinsen på og kiggede gennem søgeren. En mand viste sig. Han var kravlet op på kølerhjelmen af en bil og lå henover den med begge arme ud over kanten. Hun zoomede ind for at se, hvad det var, han foretog sig. Tilsyneladende forsøgte han at hente noget op, som det var svært at få fat i. En ting? Noget levende, der bevægede sig? Hun kunne ikke se det tydeligt, var trådt helt hen til afspærringen. Et tryk på udløseren. Sidst hun havde taget billeder, var nede ved ellesumpene. Her havde hun fotograferet en rørhøg, der med højt løftede vinger afpatruljerede et område for føde. Hun havde ligget bomstille i noget buskads og fulgt dens bevægelser, og til sidst var det lykkedes hende at fange det øjeblik, hvor den fik fat i sit bytte: en lille mus, der ikke nåede at komme i dækning. Det var dagen inden, det voldsomme uvejr satte ind.

Et tryk til på udløseren, og ét til. Nu var objektivet rettet mod et af de oversvømmede huse. Der stod et barn og kiggede ud ad et tagvindue. I baggrunden et flagrende gardin, der bølgede i vinden. Hanna fik barnets ansigt helt frem i fokus.

Simone var fulgt efter Hanna hen til afspærringen, og så snart hun så hende tage sit kamera frem, satte hun kikkerten for øjnene. Men kun et kort nu. Så sænkede hun ligesom opgivende hænderne og gjorde en umærkelig drejning med hovedet. Det var den eneste gang, hun så i kikkerten, og kort efter gik hun tilbage til sin cykel.

Det var allerede begyndt at mørkne, selv om det kun var lidt over middag. Flere gange havde de talt om, at et nyt uvejr nok var undervejs, og forsøgt at gætte på, hvor meget vandstanden så ville stige. En halv meter? En meter? Ri18

Tiderne_Oversvømmelsen_P.indd 18

18/08/15 17.16

sikoen for, at søen skulle svulme yderligere op, forelå helt bestemt, men de havde svært ved at forestille sig, at den ville nå helt op til skoven for slet ikke at tale om kystvejen.

Simone lå på sin seng og hørte døre blive lukket op og lukket i. På et tidspunkt rakte hun armen ud og tændte lampen på det lille bord ved siden af. Lidt efter ramte et vindstød muren med sådan en kraft, at det fik vinduerne til at klirre i rammerne. Derpå fulgte et tordenskrald, og så begyndte regnen at styrte ned. Uvejret var lige over dem.

Hun satte sig op med et ængsteligt udtryk og lagde armene om de bøjede knæ. Trygheden ved at være bag fire vægge havde vist sig at være en illusion. Et tag kunne blæse af, en mur styrte sammen, og døre og vindueskarme give efter. „Sidder du her i mørket?“ Hanna stod som en silhuet i døråbningen. „Ja,“ sagde hun bare. „Jeg har ringet og meldt mig til hjælpeaktionen,“ meddelte Hanna. „Jeg har tilbudt at give husly til et par af de nødstedte. Nogle af dem, der har mistet deres hjem i forbindelse med oversvømmelsen.“ Tavshed. „Hvor skal de bo?“ spurgte Simone og så undrende ud. „Ovenpå. Vi bruger jo ikke de to værelser til andet end at opbevare ting i. Men det er et par udmærkede rum. Lyse og i pæn stand. Vi kan hjælpes ad med at indrette dem.

Der skal ryddes lidt op, det er det hele. De kan få det helt rart deroppe.“ „Jamen …“ „Jamen hvad?“ „Hvor skal vi flytte møblerne hen? Vi stillede dem jo derind, fordi det rodede sådan i kælderen.“ „De kan vel stå på reposen. Det er ikke noget problem.“ Hanna så på hende. „Er der noget i vejen?“ „Nej, ja – jeg ved ikke rigtigt ... Helt ærligt …“ 19

Tiderne_Oversvømmelsen_P.indd 19

18/08/15 17.16

Hanna så utålmodigt på hende. Hun ventede ikke modstand. Var så sikker på, at hun og Simone mente det samme.

Derfor kunne hun kun opfatte denne tøven som tegn på praktiske betænkeligheder. Det var svært at forestille sig andet. For selvfølgelig var Simone lige så opsat som hun på at gøre noget. Hun ville heller ikke sidde med hænderne i skødet, når der lige var indtruffet en katastrofe, oven i købet kun få kilometer fra dem, og man kunne hjælpe nogle mennesker i nød. Selvfølgelig forstod hun, at man havde en moralsk forpligtelse til at give en håndsrækning til dem, ligesom de begge var klar over, at der var grænser for, hvad man kunne gøre, når det gjaldt alle de andre katastrofer, små og store, der jævnligt indtraf rundt om i verden. Men det her var noget helt andet. Det foregik lige uden for deres vinduer. „Det er overhovedet ikke noget problem med de møbler.

Det finder vi ud af.“ Simone nikkede bare, og et øjeblik kom der et glimt af uro i hendes øjne, så forsvandt det lige så hurtigt igen. „Hvor mange kan I huse?“ havde kvinden fra hjælpeaktionen spurgt. „Et par stykker.“ Da Hanna skrev telefonnummeret ned, var det nærmest per automatik. Noget hun gjorde uden at tænke over det.

Pennen lå der. Blokken. Hun skrev så meget ned – ting, som hun bagefter havde svært ved at læse eller ikke kunne huske, hvad betød. Desuden havde nyhedsværten gentaget nummeret flere gange som for at indprente seerne at skrive det ned. Så var de taget ned til søen, og hun havde glemt alt om det. Først da de kom tilbage, og hun fandt sedlen med telefonnummeret på sit skrivebord, traf hun sin beslutning. Derefter havde hun straks grebet telefonen. „Hvornår kan de komme?“ spurgte kvinden.

20

Tiderne_Oversvømmelsen_P.indd 20

18/08/15 17.16

Dette enkle spørgsmål voldte hende et vist hovedbrud.

Med ét trængte virkeligheden sig på, hendes opringning havde indtil videre været et mere abstrakt anliggende: en meddelelse om, at hun var indstillet på at huse et par nødstedte, at hun disponerede over to værelser, som de kunne bo i – men det havde stadig haft noget uhåndgribeligt over sig, som om det lige så godt kunne blive til noget som ikke blive til noget. „I morgen,“ sagde hun tøvende. „De kan komme i morgen.“ „Udmærket.“ Begge døre stod åbne. De måtte lade alt lyset brænde for at kunne orientere sig. Både det på reposen og det i værelserne. Det tordnede stadig. Heroppe lige under taget kunne de tydeligt høre, hvordan regnen tog til – den trommede som hagl mod ruderne og tagdækningen og gav genlyd fra indersiden af skorstenen. Udenfor havde verden fået en blygrå farve, og det var ikke til at se, hvad der var sø, og hvad der var enge og lavninger.

De arbejdede i tavs koncentration med at rydde op.

Simone tømte de to rum for møbler, Hanna stablede dem langs de skrå vægge på trappeafsatsen udenfor. Pludselig blev der tegnet en siksakstribe på et af vinduerne – et af dem, der vendte ud mod haven – og straks efter lød der en høj knagen efterfulgt af et dumpt brag.

De så spørgende på hinanden. Lynet måtte være slået ned i et træ. Måske den gamle eg. Simone havde en hemmelig forkærlighed netop for det træ. Hun forestillede sig dets rødder som et vidt forgrenet netværk, der bredte sig under hele haven. Noget der ligesom holdt sammen på det hele. Efter en lille pause fortsatte de oprydningen. Der stod en seng i begge rum, og de var oven i købet så heldige at finde lagner og dynebetræk i en stor, hvidmalet kommode.

21

Tiderne_Oversvømmelsen_P.indd 21

18/08/15 17.16

„Så kan de godt komme,“ meddelte Hanna og lød tilfreds.

Reposen var så tæt pakket med møbler, at det krævede god vilje at komme hen til værelserne. En loftslampe hang i vejen og måtte hæftes op med nogle tøjklemmer. Et par løbere rulles sammen og stuves ind mellem stolebenene.

I telefonen havde hun fået oplyst, at de to nødstedte ville komme engang ud på eftermiddagen, hvis vejene ellers var fremkommelige. Det var de vist nok. Indtil videre.

Ellers ville de vel have nævnt det i lokalradioen. Med faste mellemrum gik hun nedenunder for at høre, om der var sket noget nyt. Det sidste var, at man stadig arbejdede på at pumpe vand væk fra bebyggelserne, men at der hele tiden kom nyt til på grund af den stigende vandstand i søen. Beredskabsstyrkerne var klar til at rykke ud, hvis trafikforbindelserne skulle blive ramt – det var især motorvejene til de større byer, der var i farezonen. „Ved du, hvem det er?“ Hanna rystede på hovedet. „Det fik jeg ikke noget at vide om. Jeg blev bare stillet en masse spørgsmål, der kunne tyde på, at man gør sig umage for, at dem der skal genhuses, ikke er alt for forskellige fra dem, de skal bo hos. Måske er det en lille familie, vi får boende ovenpå.

Hvem ved?“ De kastede et sidste blik på værelserne. Om mindre end fireogtyve timer ville nogen bevæge sig rundt herinde lige over deres lofter. De lukkede dørene og gik nedenunder.

Det var holdt op med at regne, og da de satte sig ind i firehjulstrækkeren for at købe ind, bemærkede de, at der lå en masse døde insekter på forruden. „Vi bliver nødt til at fylde fryseren og køleskabet,“ havde Hanna sagt ved morgenbordet. „Vi ved ikke, hvornår vi kommer af sted igen. Vejene kan når som helst blive lukket, og så kan vi meget hurtigt komme til at mangle noget.“ 22

Tiderne_Oversvømmelsen_P.indd 22

18/08/15 17.16

De spændte deres sikkerhedsseler. Hanna drejede nøglen om i tændingen, og Simone vendte sig endnu engang om mod egetræet. Der var noget fuldkommen naturstridigt ved synet. Barken flået i stykker. Stammen flækket i to halvdele. Grene og kviste spredt til alle sider. „Heldigt, at kronen ikke ramte taget,“ bemærkede Hanna med et blik i bakspejlet. Kronen og den øverste del af stammen lå udstrakt på plænen med grenværket faretruende tæt på huset. „Jeg vil tro, at det stykke af træet, der er styrtet til jorden, er omkring tre hundrede år. Tænk engang!

Det siger noget om, hvor brutal naturen kan være.“ Der var en undertone af triumf i hendes stemme, som om det glædede hende, at den kunne ødelægge så meget.

Simone studerede tavst en død natsværmer, hvis ene vinge var kommet i klemme i vinduesviskeren.

På det første stykke mødte de ingen biler. Der var øde og tomt, som om området allerede var evakueret. Men så snart de kom væk fra søen, begyndte der at dukke biler op i begge retninger, og inden længe var trafikken, som den plejede at være først på formiddagen. De begyndte at tale om helt almindelige ting: hvad de skulle have til aftensmad, at de skulle huske at købe tandpasta og have en ny forsyning af batterier. På et tidspunkt sprøjtede Hanna mere sprinklervæske på ruden for at få de sidste insektpletter væk. Endelig forsvandt natsværmeren, Simone åndede lettet op.

Det var næsten ikke til at opdrive en plads på parkeringspladsen ved supermarkedet. De kørte længe rundt, før de fandt en ledig bås, mens de højlydt undrede sig over, hvad alle de mennesker skulle en mandag formiddag.

Men selvfølgelig – det var på grund af efterårsferien – det var jo også derfor, Simone var hjemme fra skole, og ikke på grund af oversvømmelsen, hun tog som regel bussen, hvis hun ikke cyklede, og ingen havde sagt noget om, at 23

Tiderne_Oversvømmelsen_P.indd 23

18/08/15 17.16

busdriften ikke var normal.

Inde i supermarkedet var der lange køer ved kassen.

Også ved frysediskene var det svært at komme til, folk stod bøjet over dem og tog den ene dybfrostvare op efter den anden og lagde i deres indkøbsvogne. Man skulle tro, det var dagen før påske eller jul, sådan en travlhed var der, og så stor var købetrangen. Hanna og Simone fyldte selv to hele indkøbsvogne, de kom konstant i tanke om noget, de manglede, eller et eller andet, som de bare godt kunne tænke sig. Da de var færdige med deres indkøb og læssede dem ind i bagagerummet i bilen, blev de enige om, at nu kunne de klare sig de næste fjorten dage.

Tiderne_Oversvømmelsen_P.indd 24

18/08/15 17.16