Harpiks af Ane Riel by Tiderne Skifter

HARPIKS

Tiderne_Harpiks_P.indd 1

01/09/15 14.29

Af samme forfatter: Slagteren i Liseleje. Roman, 2013

Tiderne_Harpiks_P.indd 2

01/09/15 14.29

Ane Riel

HARPIKS Roman

TIDERNE SKIFTER

Tiderne_Harpiks_P.indd 3

01/09/15 14.29

Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk

Tiderne_Harpiks_P.indd 4

01/09/15 14.29

Liv

Det var mørkt i det hvide værelse, da min far slog min farmor ihjel. Jeg var der. Carl var der også, men ham opdagede de aldrig. Det var juleaftensmorgen, og det sneede en lille smule, men en rigtig hvid jul blev det ikke det år. Alt var anderledes dengang. Det var før, min fars ting var begyndt at fylde så meget, at vi ikke længere kunne komme ind i stuen. Og før min mor var blevet så stor, at hun ikke længere kunne komme ud af soveværelset. Men det var efter, at de havde meldt mig død, så jeg slap for at komme i skole. Eller måske var det før? Jeg er ikke så god til rækkefølger, tiden flyder sammen for mig. De første år af ens liv føles så uendelige. Nu får jeg at vide af damen, at det er, fordi man oplever alting for første gang – det gør indtryk, og indtryk fylder meget, siger hun. Der var helt sikkert meget, der fyldte i mit liv dengang, og meget, jeg prøvede for første gang. Som for eksempel at se min farmor blive slået ihjel. Nå, men juletræet hang i loftet. Det var der ikke noget nyt i, for min far hejste gerne en masse ting op under loftet for at udnytte al den plads, der var i stuen. Gaverne stablede han så under stammen, og på den måde håbede vi altid på, at han kom hjem med et lille træ. Det år må træet have været ret lille, for der var plads til –5–

Tiderne_Harpiks_P.indd 5

01/09/15 14.29

nogle meget store gaver under det. En af dem var en afsindig flot sæbekassebil, som min far havde bygget ovre på værkstedet, og min mor havde syet røde hynder til. Min mor og far lavede altid gaverne selv. På det tidspunkt var jeg slet ikke klar over, at andre folks børn fik gaver, der var købt. Jeg vidste knap nok, at andre folk fik børn, der fik gaver. Vi fulgte ikke så meget med i den slags. Carl og jeg var bare glade for det, vi fik, og især for vores far og mor. Okay, Carl var nogle gange lidt sur på dem, uden at han helt kunne sige hvorfor. Det nye den jul bestod så i, at min farmor lige var død. Det havde vi ikke prøvet før, og det havde hun tydeligvis heller ikke selv. Hun så i hvert fald ret forbavset ud, som hun sad der i den grønne lænestol og stirrede op på træet uden at blinke. Jeg tror, hun så på et hjerte, jeg havde flettet af brunt papir. Det var hende, der havde lært mig at flette, inden hun fik sagt alle de ting til min far, som hun nok ikke skulle have sagt. Vi syntes, hun lige skulle være med om aftenen ved træet, inden vi sendte hende videre, og hun skulle jo også have sin gave. Okay, det var min far og mig, der syntes det. Mest mig. Min mor gik kun med til det, fordi jeg blev ved med at plage. Min farmor havde benene oppe på skamlen, kan jeg huske. Nok mest fordi jeg sad på gulvet lige foran hende. Hendes lilla nylonstrømper var så gennemsigtige, at jeg kunne se hendes underbukser igennem dem, og de brune snøresko lugtede s tadig lidt sødt af noget, der skulle beskytte dem mod regnvejr. Skoene var helt nye og købt i en butik ovre på fastlandet, havde hun fortalt mig. Derudover var hun i en grå nederdel og en rød bluse og et tørklæde med hvide måger; altsammen tøj, som jeg havde fundet allernederst i hendes taske. Det var mig, der havde insisteret på, at vi klædte hende pænt på til juleaften. Det ville da have set forkert ud, hvis hun havde siddet der i sin natkjole. –6–

Tiderne_Harpiks_P.indd 6

01/09/15 14.29

Siden den aften sad der aldrig nogen i den grønne lænestol. Vi kunne ikke. Der lå alt for mange ting i den. Eftersom min farmor ikke kunne pakke sin egen gave ud af aviserne, fik jeg lov at gøre det. Ved første øjekast troede jeg, at min far også havde bygget en sæbekassebil til hende, for igen var det en lang trækasse på hjul. Men det var nu altså en kiste, han havde lavet. Uden rat og røde hynder. Og uden låg. Det var ikke nødvendigt med et låg, sagde han. Det eneste, der lå nede i den, var den pude, hun var blevet kvalt med om morgenen. Da vi havde fået anbragt min farmor med hovedet på puden – oven på den denne gang – trillede min far hende ud ad bagdøren, rundt om gavlen, forbi brændestablen og helt ud på marken bag stalden. Carl og jeg fulgte efter i sæbekassebilen, og det var selvfølgelig mig, der skubbede ham, for ellers havde vi ikke rørt os ud af flækken. Min mor kom så til sidst. Det tog altid lidt tid med min mor. Der var bælgravende mørkt, men vi var vant til at færdes i mørket derude, hvor vi boede. Himlen må have været tung af skyer den juleaften, for der var ingen stjerner at se, og skoven, som omkransede huset og markerne, kunne dårligt anes. Om morgenen havde det blæst en smule, men nu var der ikke en vind, der rørte sig, og sneen var væk igen. Julen havde åbenbart bestemt sig for at være stille og mørk. Så satte vi ild til min farmor med optændingsblokke og avispapir og de ekstra lange pejsetændstikker, som vi ellers ikke måtte lege med (Carl gjorde det nu alligevel). Vi havde selvfølgelig taget skoene af hende først, de var jo helt nye og beskyttet mod regnvejr. Det varede ikke længe, før vi måtte fjerne os lidt på grund af varmen. Snart lyste flammerne så meget op, at vandtruget dukkede frem af mørket inde bag indhegningen, og krattet kunne –7–

Tiderne_Harpiks_P.indd 7

01/09/15 14.29

anes ovre i skovbrynet. Da jeg kiggede mig omkring, fik jeg øje på min egen skygge, der dansede på den oplyste staldmur bag mig, og jeg så min far og mor helt tydeligt i skæret fra ilden. De holdt hinanden i hånden. Jeg stirrede igen på min farmor, som lå der og brændte med sit hvide hår, og pludselig fik jeg et sug i maven. „Gør det virkelig ikke ondt på hende?“ spurgte jeg. „Nej, du skal ikke være bekymret,“ sagde min far. „Hun mærker intet. Hun er her ikke længere.“ Eftersom jeg havde stillet mig op i sæbekassebilen og stadig kunne se min farmor ligge i sin kasse, fandt jeg hans svar lidt underligt. På den anden side troede jeg fuldt og fast på, hvad min far sagde. Han vidste alt. Det var ham, der havde fortalt mig, at man ikke kan have rigtig ondt i mørke. Nede på bunden af havet kunne fiskene for eksempel slet ikke mærke, at de bed på vores krog, og om natten kunne kaninerne intet mærke, når de gik i vores fælder. „Mørket tager smerten,“ sagde min far altid. „Og vi tager kun de kaniner, vi skal bruge.“ Det var derfor, at gode mennesker som os kun gik på jagt om natten. I øvrigt var det vel bevis nok, at min farmor ikke sagde en lyd, mens hun brændte. Hun plejede ellers nok at kunne råbe op, hvis noget gjorde ondt eller gik hende imod. Jeg havde aldrig hørt nogen råbe så højt som den formiddag, hvor hun fik en hel kasse tun på dåse i hovedet. Hun kunne virkelig blive vred. Hun ulmede stadig lidt, da vi var ude at se til hende næste morgen. Eller til resterne af hende, skulle jeg vel sige, for der var ikke meget tilbage. Jeg var på en måde lidt ked af, at hun var væk, for indimellem havde det været rart at have hende boende. Hendes pandekager var fantastiske. Da jeg kiggede igen op ad dagen, var der intet at se andet end mørk jord og lidt afsvedet græs. Min far sagde, at han havde ryddet op og gravet resterne ned. Han fortalte mig aldrig hvor. –8–

Tiderne_Harpiks_P.indd 8

01/09/15 14.29

Senere har jeg tænkt meget på, om det virkelig var det rigtige, min far gjorde, da han kvalte hende med den pude. Men det påstod han, det var. Ellers var alting blevet meget værre. Min farmor sagde heller ikke noget, da det skete. Hun sprællede bare lidt mærkeligt i sengen, indtil hun var helt død – lidt på samme måde som fiskene, når de var ved at blive kvalt af luft og lå i bunden af jollen. Så var det, at vi gokkede dem i hovedet, så de ikke skulle lide. Det er jo ikke meningen, at nogen skal lide. Heldigvis var det helt mørkt på min farmors værelse den juleaftensmorgen. Det kunne umuligt have gjort ondt på hende at blive slået ihjel i alt det mørke; sådan tænkte jeg i hvert fald dengang. I øvrigt gik det hurtigt, for min far pressede godt til. Man bliver stærk af at fælde juletræer og bære brædder og slæbe ting og bygge møbler. Måske kunne jeg også have gjort det, for han sagde altid, at jeg var utrolig stærk af min alder og ikke mindst af en pige at være. Egentlig tænkte jeg aldrig på, hvad jeg var. Jeg tror, jeg var det, de så. Og indimellem så jeg så noget, de ikke så. * Vi boede på Hovedet, som var sådan en meget lille ø oven over den store. Der boede kun os, og vi klarede os selv. Hovedet var forbundet med hovedøen med en smal tange, som blev kaldt Halsen. Nu har jeg jo ikke så meget styr på tiden, men min far plejede at sige, at det tog en lille halv time i rask gang at komme fra vores hus ned gennem Halsen til den nærmeste klump huse, og et kvarter længere hvis man skulle ned til den største by på øen. Jeg syntes, Korsted var kæmpestor, men min farmor fortalte, at det var en meget lille by i forhold til den by, der lå ovre på fastlandet. Tanken om så mange mennesker –9–

Tiderne_Harpiks_P.indd 9

01/09/15 14.29

skræmte mig. Jeg var ikke tryg ved andre mennesker. Man vidste aldrig med dem, sagde min far. Man skulle ikke lade sig narre af, at de smilede. Det gode ved de andre mennesker nede på hovedøen var, at de havde alt det, vi havde brug for, så på en måde kunne vi ikke klare os selv uden dem. Da min far ikke længere var så meget for at forlade Hovedet om natten, var det først og fremmest mig, der hentede forskelligt til os, men på det tidspunkt havde han også for længst lært mig, hvordan man gjorde. I begyndelsen tog vi af sted sammen i ladvognen. Det var som regel midt på natten, hvor folk sov tungest. Vi kunne altid finde et sted at skjule bilen, og så sneg vi os rundt og fandt ting i lader og udhuse og nogle gange også i stuer og køkkener og den slags. Én gang var vi helt inde i soveværelset hos en dame, som var så døddrukken, at vi godt turde tage hendes dyne. Bagefter tænkte jeg meget over, hvad hun mon havde tænkt, da hun vågnede, og dynen var væk. Min far fortalte, at han havde set hende på gaden i Korsted dagen efter. Hun havde set lidt forvirret ud, men det tror da pokker. Den var af gåsedun, dynen, for hun havde arvet, sagde han. Måske troede hun, den var fløjet væk af sig selv? Det var min mor, som fik gåsedunsdynen, og så overtog jeg hendes gamle dyne, som var én, min far havde fået i bytte for en meget fin rullepølsepresse tidligere på året. Den var af and. Nogle måneder senere hentede vi så rullepølsepressen igen hos barberen, for det var jo ikke meningen, at han skulle beholde den. Barberen og hans kone sov på 2. sal, og køkkenet med rullepølsepressen lå i stuen. De låste ikke engang køkkendøren ud til porten, så det var så let, som noget kunne være. På det tidspunkt havde jeg så også denne her idé om, at barberen i – 10 –

Tiderne_Harpiks_P.indd 10

01/09/15 14.29

virkeligheden var helt med på, at vi kom og tog vores ting – e ller hans ting, eller hvis ting det nu var. Hans kone lugtede altid så fælt; man kunne lugte hende helt ned i køkkenet! Havde jeg været barberen, ville jeg nok have foretrukket, at nogen kom og tog hende frem for rullepølsepressen. Min far sagde, det var parfume. I lang tid lugtede min mors andedunsdyne af barberens kone, men da jeg overtog den, duftede den gudskelov mest af min mor, næsten ikke af parfume og slet ikke af and. Til gengæld lugtede min mors nye gåsedunsdyne en hel del af alkohol. Hun selv drak aldrig noget stærkere end kaffe med fløde, og til sidst drak hun kun vand fra pumpen; men alt det kommer jeg til. Min far var meget dygtig til at lirke døre og vinduer op. Det havde han lært af sin egen far, sagde han. Jeg mødte aldrig min farfar, men jeg ved, at han hed Silas. Min far lærte så mig, hvordan man gjorde, og jeg øvede mig som en gal hjemme i værkstedet på nogle af de døre og vinduer, vi havde fundet. Den slags var der mange af på lossepladsen nede på sydøen, og vi tog så meget med, vi kunne have på ladet. Jeg forstår ikke, hvorfor folk smider sådan noget ud. Det kan jo repareres – og åbnes og lukkes og leges med. De huse, hvor de fik sat nye døre i, plejede vi at undgå, for de var svære at komme ind i, hvis folk fandt på at låse. Det var der heldigvis ikke særlig mange, der gjorde på øen. Men kunne vi ikke komme ind i huset, havde de som regel en lade eller et udhus, og så fandt vi alligevel noget at tage med. Engang tog vi en gris. Vi manglede en gris, og landmanden havde virkelig mange og kunne umuligt spise dem alle sammen selv. Dengang undrede jeg mig over, at den ikke gav lyd fra sig, ikke det mindste hyl af forskrækkelse, da min far løftede den op. Men måske var det, fordi han var så god mod dyr. Alle dyr. Han var også – 11 –

Tiderne_Harpiks_P.indd 11

01/09/15 14.29

meget dygtig til at slå dem ihjel, så de ikke mærkede noget. Det var bare en anden måde at være god mod dyr på, sagde han. Da det så kom til, at jeg skulle af sted alene, var jeg først ikke helt tryg ved det. Især fordi det nær var gået galt på den sidste tur med min far. Vi havde fundet et par lange, rustne jerndragere i vejkanten og fået dem bakset op på ladet, men da vi kørte rundt om et hjørne i en lille by, ramte en af dem en mur og lavede en hulens larm. Der blev tændt lys i et par huse, men min far nåede i sidste øjeblik at dreje ned ad en grusvej og komme i ly af et hegn, så ingen så os. Den næste dag fik vi slæbt jerndragerne op på første sal, hvor de lige kunne være i gangen. Man skulle selvfølgelig passe på ikke at støde imod med bare tæer. Der var også en anden gang, hvor vi kom tæt på en afsløring, men der var det min skyld. Jeg kom til at træde på en hjulkapsel i blikkenslagerens garage. Bagefter gemte jeg mig i et hjørne og holdt vejret, for jeg kunne høre, at blikkenslageren åbnede døren ud til garagen. Havde det ikke været for hans kat, som sprang hen mod ham i det samme, havde han nok tændt lyset og fået øje på mig. I stedet vrissede han til katten. „Hvad pokker, er det DIG, der larmer? Kom herind!“ Da jeg kom ud fra garagen, så min far helt forkert ud i hovedet. Han havde stået ude bagved og hørt det hele, og han anede ikke, at der også havde været en kat. Men snart begyndte jeg altså at se visse fordele ved at tage af sted uden min far. Jeg var mindre og hurtigere og havde lært at bevæge mig musestille. Jeg gik eller løb, for jeg var ikke stor nok til at køre selv, og jeg brød mig ikke om at cykle. Jeg så også meget bedre end min far i mørket. „Du skal være som uglen,“ sagde han tit, og det var jeg så, selv om jeg hverken kunne flyve eller dreje hovedet om i nakken. Jeg øvede mig ellers på begge dele, indtil jeg indså, at jeg aldrig ville blive rigtig god til noget – 12 –

Tiderne_Harpiks_P.indd 12

01/09/15 14.29

af det. Carl forsøgte selvfølgelig også. Det gik lidt bedre for ham. Min mor sagde ikke så meget. Egentlig tror jeg ikke, hun brød sig om, at vi tog af sted om natten, men hun kunne godt lide det, vi kom tilbage med. Især det nede fra kroens køkken. * Noget af det første, jeg kan huske fra mit liv på Hovedet, er duften af frisk harpiks: Den besynderlige kildren i næsen, den klistrede fornemmelse i håndfladen og min fars rare stemme, som fortalte mig om saften, der løb inde i stammen. Det var en forunderlig saft, sagde han, for den kunne både beskytte mod angreb og helbrede sår og bevare små, døde dyr for tid og evighed. Og så husker jeg synet af en lille, levende myre, som kravlede op ad barken, fandt en vej rundt om de klæbrige, gyldne dråber og forsvandt i en sprække for et øjeblik efter at komme til syne lidt længere oppe. Op op op. Senere hviskede jeg til mange blødende træer, at deres sår nok skulle hele, for harpiksen var deres helbreder og beskytter. Træerne var mine venner. Og myrerne var vores fælles bekendte. De var der altid som små, stålsatte væsener, der fandt en vej. Op ad træer, ned ad træer, gennem græs, over gårdspladsen, gennem køkkenet, op i skabet, ned i honningen, gennem stuen, hjem i tuen. Som regel slæbende på mad eller et eller andet, der syntes ubrugeligt – og indimellem på et dødt familiemedlem. Jeg ved faktisk ikke, om andre ville kalde træerne bag vores hus for en egentlig skov, for hvor mange træer skal der til, før det er en skov? Men for Carl og mig var det en skov, en kæmpestor skov. Nej, det var mere end det. Det var en grænseløs verden af lugte og lyde og liv, som et sted langt borte blev opløst i et landskab af lærkesang og lyng og marehalm, som gled ud i sandet, – 13 –

Tiderne_Harpiks_P.indd 13

01/09/15 14.29

som gled ud i vandet, som fortsatte i et endeløst hav. Men det varede et stykke tid, før jeg fandt ud af det med lyngen og havet. I begyndelsen var der kun træet. Dette ene, blødende træ og den kloge myre, som undgik det klæbrige guld, der kunne have kvalt den. Senere fik jeg øje på de andre træer: Granerne, der bøjede deres vifter mod jorden, som om de ville høre, hvad den hviske de til dem. De virkede altid så triste, grantræerne, og selv om nogle af dem havde vokset sig ufatteligt høje, var det, som om de blev ved med at strække sig længselsfuldt ned mod det sted, de var skudt op fra. Det var noget helt andet med fyrretræerne. De var tætte og stærke, som de stod der med deres strittende nåle og struttende kogler, og jeg fik tit en fornemmelse af, at de var flintrende ligeglade med jorden. Jeg er sikker på, at de så mod himlen, og måske var de med glæde steget til vejrs, hvis de havde fundet ud af at lette fra skovbunden. Jeg vælger nu at tro, at de ville være kommet tilbage. De hørte trods alt til på Hovedet ligesom mig. Jeg tror nok, at jeg bedst kunne lide granerne, selv om jeg også godt kunne lide tanken om at flyve. Og så var der rasletræerne. De gemte sig mellem nåletræerne med deres slanke, grålige stammer, som endte i guirlander af grønne blade – små takkede hjerter, der klirrede som musik, når en brise ramte. Jeg elskede den lyd så højt, at jeg kunne finde på at sætte mig under et rasletræ og vente på vinden. Jeg husker tydeligt, hvor forskrækket jeg blev, da bladene pludselig en dag faldt for efterårets første suk og fordelte sig på jorden rundt om mig. Dér sad jeg i en sø af fortabte hjerter. Jeg prøvede at sætte dem fast på grenene igen (de laveste grene, for jeg var ikke særlig stor), men mine bævrende anstrengelser fik bare endnu flere blade til at slippe deres tag. Jeg forstod ingenting. Ikke før jeg fik tilkaldt min far, og han fortalte mig alt. – 14 –

Tiderne_Harpiks_P.indd 14

01/09/15 14.29

Siden var skoven det tryggeste sted i verden. Jeg forstod, at alting kom tilbage. At farverne afløste hinanden: fra lysegrøn til mørkegrøn til flammerød til gyldenbrun til det sorteste sorte. Muld. At jorden måtte have noget at spise, for at den kunne skyde nyt liv op i lyset. At mørket afløste lyset, som afløste mørket. At hjerterne voksede ud igen. I dag tror jeg, at min far var lykkeligst lige der. Midt i n aturen. Der kunne han trække vejret. Vi har aldrig fået så megen luft og så meget dagslys, som vi fik dengang, og jeg er sikker på, at han havde solskin i maven, ligesom jeg havde, når vi lå på ryggen i skovbunden og så på fuglene i trækronerne. Jeg kunne alle fuglenes stemmer, før min mor havde fået lært mig alfabetsangen. Og selv da hun havde lært mig den, insisterede jeg på at slutte på ø. Jeg ville ende på en ø, sagde jeg. Ikke i en å. Indimellem tænker jeg på, om det var al den luft, som holdt min far i live senere hen. Og alt det lys. Måske kan man gemme det inde i sig til senere brug, ligesom man kan gemme minder i hovedet – og stabler af knækbrød og kiks i bryggerset, og paraplyer og hjulkapsler og gamle grammofoner i køkkenet, og spændbånd og bundgarn og dåser med mad på badeværelset, og stofruller og jerndragere og gødning og benzindunke og aviser og tæpper i gangen, og maskindele og springmadrasser og cykler og dukketeatre og violiner og hønsefoder i stuen, og håndklæder og akvarier og symaskiner og stearinlys og bunker af bøger og småkager i soveværelset, og et udstoppet elghoved inde ved siden af, og kassettebånd og dyner og fugtposer og foliebakker og sække med salt og bøtter med maling og baljer og bamser og børn i en gammel container? Okay, jeg kan godt høre, at det lyder ret mærkeligt, når jeg bare fortæller det sådan, men det var sådan, det var. Vi var ikke helt – 15 –

Tiderne_Harpiks_P.indd 15

01/09/15 14.29

som de andre, det fandt jeg ud af hen ad vejen. Min mor vidste det også godt. Nu er jeg ved at læse de breve, hun gemte til mig i en tynd, grøn mappe. „Til Liv“ står der på den. Det er det, jeg hedder. Liv. Jeg vil ikke læse dem alle sammen på én gang. Jeg kan ikke lide tanken om, at de slipper op, så jeg læser bare ét ad gangen. Jeg har masser af tid. Min far var slet ikke som de andre. Han hed Jens. Jens Haarder.

– 16 –

Tiderne_Harpiks_P.indd 16

01/09/15 14.29

Kære Liv Jeg lægger denne side øverst i mappen. Lad det være indled ningen. De andre breve kan du læse i den rækkefølge, du vil. Der er vist ingen rækkefølge. Jeg har aldrig haft modet til at fortælle dig alt det, jeg har haft lyst til, og efterhånden som min stemme forsvandt, mistede jeg muligheden. Men jeg kan skrive, og du kan læse – det har jeg sørget for – og en dag vil du måske læse mine tanker her. Måske. Jeg ved ikke, om jeg skal håbe det. Men jeg håber, at du er stor nok til det, hvis du gør det. Jeg har allerede skrevet et par længere breve til dig, men her er også nogle kortere breve, som egentlig bare er hurtige notater, pludselige indfald. Jeg ved ikke, hvor mange breve det ender med. Eller hvad det hele ender med. Jeg gemmer mappen for din far, det er nok bedst. Hvis jeg stikker den ned mellem sengekanten og madrassen og trækker tæppet hen over, kan man ikke se den, og på den måde har jeg den altid helt tæt på, hvis jeg har noget at fortælle dig. Alligevel er det blevet sværere for mig at nå den. Jeg er jo så tung og kan næsten ikke vende mig mere. Jeg har også ondt alle vegne nu. Tilgiv mig, hvis indholdet af mine breve virker kaotisk. Men du kender til at navigere i kaos, så måske forstår du alt. Måske forstår du også din far. Du skal vide, at jeg elsker ham. Du skal også vide, at han – 17 –

Tiderne_Harpiks_P.indd 17

01/09/15 14.29

muligvis tager livet af mig en dag. Det vil jeg forstå, Liv. Men vil du? Kærligst, din mor PS. Jeg ved ikke, om jeg skal kalde vores liv for et eventyr eller en gyser. Måske er det lidt af begge dele? Jeg håber, du kan få øje på eventyret.

– 18 –

Tiderne_Harpiks_P.indd 18

01/09/15 14.29