MENNESKEKROPPEN
Tiderne_Menneskekroppen_P.indd 1
22/09/14 13.42
Af samme forfatter er udkommet p책 dansk: Primtallenes ensomhed, 2010
Tiderne_Menneskekroppen_P.indd 2
22/09/14 13.42
Paolo Giordano
Menneskekroppen Roman P책 dansk ved Jytte Lollesgaard
TIDERNE SKIFTER
Tiderne_Menneskekroppen_P.indd 3
22/09/14 13.42
Menneskekroppen Copyright © 2014 Tiderne Skifter Forlagsredaktion: Claus Clausen Sat med Baskerville hos An:Sats, Espergærde og trykt hos Holm Print Management, Tjele ISBN 978-87-7973-630-6 Printed in Denmark 2014
Udgivet med støtte fra Statens Kunstråd
Denne roman er et fantasiprodukt. De virkelige begivenheder og personer der omtales i den, er set gennem fortællerens fantasi. Alle andre referencer til mennesker og tildragelser fra virkelighedens verden må betragtes som tilfældige.
TIDERNE SKIFTER · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K Tlf. 33 18 63 90 · Fax 33 18 63 91 e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter.dk · www.tiderneskifter.dk
Tiderne_Menneskekroppen_P.indd 4
22/09/14 13.42
Og selv hvis man gav os det tilbage, dette vores ungdoms landskab, ville vi ikke lĂŚngere ane, hvad vi skulle stille op med det.
erich maria remarque Intet Nyt fra Vestfronten
Tiderne_Menneskekroppen_P.indd 5
22/09/14 13.42
Tiderne_Menneskekroppen_P.indd 6
22/09/14 13.42
Her i tiden efter missionen har alle drengene lagt deres liv så kraftigt om at minderne fra det andet – forhenværende – liv er kommet til at stå i et uvirkeligt lys, og de er blevet overbevist om at intet af det der skete i det, var sket for alvor – eller i hvert fald ikke for dem. Også premierløjtnant Egitto har gjort hvad han kan for at glemme. Han har ikke alene skiftet by og regiment, ændret kostvaner og ladet sit skæg gro, men har også fået gjort op med nogle gamle personlige konflikter og lært at blande sig uden om andre som egentlig ikke kom ham ved (en forskel han overhovedet ikke havde været sig bevidst før). Om forvandlingen er resultat af en plan eller af en tilfældig proces, ved han ikke og er sådan set også ligeglad. Det væsentlige for ham har fra starten været at grave en skyttegrav mellem nutid og fortid: et beskyttelsesrum hvor selv ikke minderne kan trænge ind. På listen over ting det er lykkedes ham at gøre sig fri af, mangler dog den der allertydeligst peger tilbage på dagene i den fordømte dal. Her tretten måneder efter missionens epilog er han stadig iført sin officersuniform med de to broderede stjerner på brystet. Han har et par gange leget med tanken om at trække sig tilbage til de civiles rækker, men uniformen har efterhånden lagt sig som en hinde om hans krop og sveden visse steder overført farven til huden indenunder. Hvis han tog den af nu, er han bange for at huden ville følge med og han, der endda føler sig utilpas over at vise sig i almindelig bar figur, ville finde sig mere blottet end han kan bære. Og hvad ville han for resten også vinde ved det? En gang 7
Tiderne_Menneskekroppen_P.indd 7
22/09/14 13.42
soldat, altid soldat. I en alder af enogtredive år har Alessandro Egitto affundet sig med at betragte sin uniform som en uundgåelig ulykke: en synlig, men trods alt ikke smertefuld kronisk lidelse. Hans livs største selvmodsigelse er endt med at blive den eneste form for sammenhæng i det. Det er en strålende formiddag først i april, og soldaternes blankpolerede paradestøvler lyner for hvert skridt de tager. Egitto har endnu ikke helt vænnet sig til den løfterigt klare himmel over Belluno på dage som den her. Vinden der kommer rutsjende ned fra Alpetoppene, trækker gletcherkulden med sig, men så snart den løjer af og holder op med at ruske i fanerne, opdager man hvor usædvanligt varmt det er for årstiden. Der var faktisk vild diskussion på kasernen i morges om de skulle have halstørklæde på eller ej. Til sidst blev det bestemt at det var overflødigt, og man havde kunnet høre afgørelsen runge gennem gangene fra etage til etage. Civilisterne ser derimod ud til ikke rigtigt at kunne finde ud af om de skal have vindjakkerne løst over skuldrene eller over armen. Egitto letter på hatten og lader fingrene glide gennem sit svedglinsende hår. Oberst Ballesio, som står til venstre for ham, drejer hovedet og siger: „Fy for satan, premierløjtnant! Børst jakken, nu er den fuld af det skidt igen.“ Og som om han ikke mente ham i stand til at ordne det selv, børster han sin underordnede på ryggen. „Fandens til stads,“ brummer han. Der kommanderes rør, og de der som Egitto og Ballesio har plads på tribunen, sætter sig. Egitto kan endelig rulle sine strømper ned til anklerne. Kløen lægger sig omgående, omend kun for nogle sekunder. „Premierløjtnant, vil De høre hvad der skete mig forleden?“ begynder Ballesio. „Min yngste datter havde givet sig til at marche re rundt i dagligstuen. Har du set far, nu er jeg også oberst! sagde hun. Ungen havde klædt sig ud i skolekittel og kasket. Og ved De hvad jeg gjorde?“ „Nej, oberst.“ „Jeg gav hende en endefuld. Jeg mener det! Og bagefter råbte 8
Tiderne_Menneskekroppen_P.indd 8
22/09/14 13.42
jeg at jeg aldrig mere ville se hende efterabe en soldat. Og at hun for resten ikke havde en chance for at komme i hæren med de platfødder. Det stakkels barn brød hulkende sammen, og jeg kunne ikke engang forklare hende hvad jeg var vred over. Men jeg lover Dem, jeg var rasende. Fuldstændig ude af mig selv. Helt ærligt, premierløjtnant: Er den gal med nerverne, tror De?“ Egitto har lært at være forsigtig med at følge oberstens opfordringer til at sige sin ærlige mening, så han svarer: „Måske ville De bare beskytte hende.“ Ballesio skærer en grimasse, som havde han sagt noget idiotisk. „Ja, det har De nok ret i. Godt det samme. Men jeg har den sidste tid gået og været bange for at der skal ryge en sikring deroppe, eller hvad skal jeg sige?“ Han strækker benene og retter ugenert på underbukserne gennem buksestoffet. „Man hører jo ustandselig om folk hvis hjerne brænder sammen fra den ene dag til den anden. Synes De jeg skulle få foretaget en neurologisk undersøgelse, premierløjtnant? Et EEG, eller hvad ved jeg?“ „Det ser jeg absolut ingen grund til, oberst.“ „Måske kunne De selv se på mig en dag. Undersøge mine pupiller og den slags, mener jeg.“ „Jeg er ortopæd, oberst.“ „Jamen, noget har De vel lært om de dele.“ „Jeg kan give Dem navnet på en kollega, hvis De vil.“ Ballesio grynter misfornøjet. To dybe furer afgrænser hans mund og får ham til at ligne en fisk. Han så ikke nær så hærget ud da de havde lært hinanden at kende for et par år siden. „Deres pedanteri går mig på nerverne, premierløjtnant, har jeg nogensinde fortalt Dem det? Det må være dét der har bragt Dem i den forfatning. Slap dog af en gang imellem, menneske. Tag tingene lidt mere som de kommer, få Dem en hobby. Eller nogle børn. Har De aldrig overvejet det?“ „Hvor meget, undskyld?“ „Børn, premierløjtnant. Har De aldrig overvejet at få nogle børn?“ „Nej, oberst.“ 9
Tiderne_Menneskekroppen_P.indd 9
22/09/14 13.42
„Jeg fatter ikke hvad De venter på. Et barn skulle snart få hevet det jeg-ved-ikke-hvad De går og tygger på, ud af hovedet på Dem. For jeg ser Dem, skal jeg sige Dem. Altid grublende, med den … den der evigt bekymrede fure i panden. Men hold da kæft som det kompagni står, de ligner en flok gedebukke!“ Egitto følger oberstens blik op mod musikkorpset og videre frem til udkanten af pladsen, hvor græsset begynder; og en af mændene blandt tilskuerne tiltrækker sig hans opmærksomhed. Han har en lille dreng på skuldrene og står med rank ryg i en pudsigt martialsk positur. Genkendelse manifesterer sig altid som en vag angst i Egitto, og han føler sig med ét urolig. Da manden fører en hånd op til munden for at hoste, kan han se det er oversergent René. „Jamen, er dét ikke …? udbryder han. „Hvem? Hvad?“ spørger obersten. „Ikke noget, undskyld.“ Antonio René. De havde taget afsked med et formelt håndtryk i lufthavnen den sidste dag, og siden har han ikke skænket ham en tanke. Ikke direkte i hvert fald. Hans minder fra missionen har for det meste kollektiv karakter. Egitto mister interessen for paraden og sætter sig til at studere René på afstand. Oversergenten står, lettere tilbagetrukket, i udkanten af kødranden af tilskuere og kan sikkert ikke se det store derfra. Drengen peger fra hans skuldre på soldaterne, fanerne, mændene med musikinstrumenterne med den ene hånd og holder med den anden fat i Renés hår som i en tømme. Hov, hans hår! I dalen havde han været glatraget, men nu når det ham til et stykke under ørerne. En tyk kastanjebrun, let lokket manke. Oversergenten er åbenbart også på flugt fra sin fortid og har sløret ansigtet for ikke mere at møde sit gamle jeg i spejlet. Ballesio sidder og snakker om en tachykardi, som han med garanti ikke har, og Egitto svarer distræt: „Kig ned forbi i eftermiddag og få en recept på noget angstdæmpende.“ „Angstdæmpende! Er De vanvittig? Det stads giver erektionsproblemer!“ Tre ubevæbnede jagerfly stryger lavt hen over pladsen og stiger 10
Tiderne_Menneskekroppen_P.indd 10
22/09/14 13.42
så på én gang til vejrs og tegner kulørte kondensstriber i luften efter sig. Flyene ruller om på ryggen, laver loops og bytter bane. Drengen på Renés skuldre måber af begejstring og lægger som hundreder af andre hovedet tilbage og stirrer op mod himlen. Alle følger dem med øjnene undtagen soldaterne i paraden, der bliver ved at stirre ret frem for sig på noget som kun de ser. Da ceremonien er forbi, baner Egitto sig vej gennem folkemængden. Familierne stimler sammen på pladsen, så han er nødt til at kante sig gennem mylderet. Dem der forsøger at standse ham, rækker han forjaget hånden og haster videre. Han har blikket stift rettet mod René. Et øjeblik har han indtryk af at oversergenten skal til at vende sig og gå, men så bliver han alligevel stående, og Egitto når hen til ham og tager sin hat med den brune ørnefjer af. „René,“ siger han. „Hej, doc.“ Oversergenten sætter drengen ned, og en kvinde kommer hen og tager den lille i hånden. Egitto nikker til hende, men hun hilser ikke igen, presser bare læberne sammen og trækker sig tilbage. René roder nervøst i vindjakkelommen, fisker en pakke cigaretter frem og tænder en smøg. Endelig noget der ikke har forandret sig, tænker Egitto. Han ryger stadig de samme slanke, hvide cigaretter. Damecigaretter. „Hvordan står det til?“ „Godt,“ svarer René hurtigt, og gentager så, med lidt mindre overbevisning denne gang: „Godt tak. Jeg klarer mig.“ „Ja, De har ret. Det er dét det gælder om.“ „Og De selv, doc?“ Egitto smiler. „Jeg klarer mig også, tak.“ „Så har De ikke haft for meget bøvl over den historie?“ Det virker som om han har svært ved at få sætningen frem. Men også som om det i grunden ikke interesserede ham synderligt. „En disciplinær sanktion. Fire måneders suspension fra tjenesten og et par ørkesløse forhør. Det var dem der var den egentlige straf. De ved, hvordan det er.“ 11
Tiderne_Menneskekroppen_P.indd 11
22/09/14 13.42
„Det er jo godt nok.“ „Ja, det kunne være gået værre. De har i stedet besluttet at trække Dem.“ Han kunne have udtrykt sig anderledes, brugt et andet verbum end trække sig. Skifte arbejde, tage sin afsked. At trække sig vil sige at kapitulere. Men René ser ikke ud til at tænke over det. „Jeg arbejder på en restaurant nu. Nede i Oderzo. Som restau rantchef.“ „De har altså stadig kommandoen!“ René sukker. „Ja, gud bedre det.“ „Og de andre?“ René pirker med foden til en tot græs der stikker op af en revne mellem fliserne. „Det er et stykke tid siden jeg har set dem.“ Kvinden har imens stukket sin arm ind under hans som for at trække ham væk, redde ham fra premierløjtnantens uniform og deres fælles minder. Hun tilkaster Egitto et hvast blik. René selv undlader at se på ham, men koncentrerer i stedet opmærksomheden om vibrationerne i fjeren i hans alpejægerhat, og Egitto fornemmer et glimt af nostalgi i hans øjne. Der glider en sky for solen, og lyset sænker sig brat. Premierløjtnanten og den tidligere oversergent tier. De har delt det for begge parter vigtigste og mest dramatiske øjeblik i deres liv, stående ved siden af hinanden som nu. Bare midt ude i ørkenen, i en kreds af pansrede mandskabsvogne. Kan det virkelig passe at de ikke har mere at sige hinanden? „Lad os se at komme hjem,“ hvisker kvinden til René.“ Egitto nikker. „Selvfølgelig. Jeg skal ikke holde på jer. Held og lykke, oversergent!“ Drengen rækker armene op mod René for at komme op at ride på hans skuldre igen. Han smågræder, men det er som om René ikke ser ham. „Kom ned og besøg mig i restauranten en dag,“ siger han. „Det er et godt sted. Rigtig godt.“ „Kun hvis jeg får særbehandling!“ 12
Tiderne_Menneskekroppen_P.indd 12
22/09/14 13.42
„Det er et godt sted,“ gentager René åndsfraværende. „Selvfølgelig kommer jeg,“ forsikrer Egitto. Men de ved begge to godt at det er et af de utallige løfter i livet som aldrig vil blive indfriet.
13
Tiderne_Menneskekroppen_P.indd 13
22/09/14 13.42
Tiderne_Menneskekroppen_P.indd 14
22/09/14 13.42
FØRSTE DEL
ØRKENOPLEVELSER
Tiderne_Menneskekroppen_P.indd 15
22/09/14 13.42
Tiderne_Menneskekroppen_P.indd 16
22/09/14 13.42
Tre løfter
Først var der ordene: Kaptajn Masieros forberedelseskursus (36 timers regulær katederundervisning, hvor soldaterne fik et elementært kendskab til mellemøsthistorie og tekniske briefings om konfliktens strategiske komplikationer, og hvor – selvfølgelig ikke uden friske bemærkninger fra salen – også et emne som Vestafghanistans vidtstrakte marihuanasletter blev berørt). Men først og fremmest beretningerne fra kolleger der allerede havde gjort tjeneste i området og nu lidt nedladende uddelte råd til dem der skulle af sted. Med hovedet nedad på declinebænken, hvor han lige har afsluttet fjerde sæt mavebøjninger, lytter konstabel Ietri med stigende interesse til to veteraners snak. De taler om en vis Marica, som er udstationeret på basen i Herat. Til sidst kan han simpelthen ikke tøjle sin nysgerrighed længere. „Er der virkelig alle de piger de siger derovre?“ afbryder han dem. Kollegerne sender hinanden et indforstået blik. Hans spørgsmål er lige hvad de har ventet på. „Alle dem du vil, knægt,“ siger den ene. „Og de er ikke som dem herhjemme.“ „Nej, for fanden! Der er ingen smalle steder dér!“ „De er langt væk hjemmefra og keder sig så gudsjammerligt at de er med på det hele.“ „På hvad som helst, lover jeg dig!“ „Der er ikke den fucking sommerlejr hvor man knepper så meget som på mission!“ „Og så er der de amerikanske piger!“ 17
Tiderne_Menneskekroppen_P.indd 17
22/09/14 13.42
„Wow, ja, de amerikanske!“ Og de kaster sig ud i historien om en obersts sekretær som havde taget tre underofficerer med til sit telt og hældt dem ud igen ved daggry, fuldstændig mørbankede ... Nej, ikke os desværre, nogle fra et andet kompagni, men hele basen vidste det. Ietris blik springer fra den ene til den anden, mens blodet løber fra hans fødder ned i hjernen og beruser ham. Da han træder fra træningscentret ud i den fløjlsbløde aftenluft, har han hovedet fuldt af damphed ønsketænkning. Og formentlig er det ham selv der har sat visse rygter i gang blandt drengene i 3. deling, som han, da de efter en længere vandring vender tilbage til ham, tror mere på end nogen anden. Ind i den skeptiske angst for døden derude i det fremmede blander sig en afsindig længsel efter eventyr, som lidt efter lidt får over taget. Ietri forestiller sig opstemt den stribe af skønne kvinder han vil møde i Afghanistan, deres tvetydige smil under appellen om morgenen og den eksotiske måde de vil udtale hans navn på. Heller ikke under kaptajn Masieros forelæsninger bestiller han andet end at klæde dem af og på i det uendelige. „Konstabel Ietri?“ Han kalder dem i tankerne alle sammen for Jennifer, uden at ane hvor han har det navn fra. Jennifer, oh, Jennifer! … „Konstabel Ietri!“ „Ja, hr. kaptajn.“ „Vil De være venlig at gentage hvad jeg lige har sagt.“ „Javel, hr. kaptajn. De, øøh … jeg tror De talte om stammerne …“ „De etniske grupper, mener De måske?“ „Lige præcis, hr. kaptajn.“ „Og nøjagtig hvilken etnisk gruppe talte jeg om?“ „Om … jeg tror … Det ved jeg ikke, hr. kaptajn.“ „Forlad venligst lokalet, Ietri … Omgående!“ Den pinlige sandhed er at Ietri aldrig i sit liv har været sammen med en pige. Eller i hvert fald ikke på den måde han selv definerer som rigtigt sammen. Ingen af de andre i delingen er klar over 18
Tiderne_Menneskekroppen_P.indd 18
22/09/14 13.42
det, og det ville være en katastrofe hvis de fandt ud af det. Kun Cederna ved det, fordi Ietri selv har fortalt ham det en aften de sad nede på pubben og begge to var godt lakket til og i stemning til betroelser. „Rigtigt siger du? Betyder det at du aldrig har kneppet?“ „Lad være at råbe sådan.“ „For satan, mand, den er helt gal!“ „Det ved jeg godt.“ „Hvor gammel er du?“ „Tyve.“ „Hold da kæft, du har spildt de bedste år af dit liv. Hør godt efter, mester, det er sgu vigtigt, det her. Det du har mellem benene, er som et gevær. En kaliber 5.56 automatkarabin med metalkolbe og lasersigte.“ Cederna lægger et usynligt gevær an og sigter på kammeraten. „Hvis du ikke smører løbet en gang imellem, går det i baglås.“ Ietri ser ned på sit ølkrus, tager en for stor slurk og begynder at hoste. I baglås. Han er en fyr på tyve der er gået i baglås. „Selv Mitrano får sig et knald indimellem.“ „Ja, men han betaler for det.“ „Det kunne du jo også gøre.“ Ietri ryster på hovedet. Han har ikke lyst til at betale for sex. „Okay, lad os repetere.“ Cederna imiterer kaptajn Masieros stemme. „Det her er ikke indviklet, konstabel Ietri. Hør godt efter: De møder en pige De kan lide, vurderer størrelsen af bryster og røv – selv skal jeg for eksempel have noget til både gården og gaden, men der findes også de perverse som ikke kan få dem flade og tynde nok – træder hen, fyrer et par ligegyldigheder af og spørger så venligt damen om hun har lyst til at træde afsides.“ „Træde afsides!?“ „Nå, nej, måske ikke lige dét. Det kommer selvfølgelig an på situationen.“ „Men det er ikke det der er problemet. Jeg ved godt hvordan man gør, jeg har bare ikke mødt den rigtige endnu.“ Cederna hamrer en knytnæve i bordet, så bestikket hopper i de 19
Tiderne_Menneskekroppen_P.indd 19
22/09/14 13.42
tomme tallerkener fra pomfritterne og folk ved de andre borde vender sig og kigger. „For fanden, mand! Det er dér den er gal. Den rigtige findes ikke. Alle piger er rigtige. For har de måske ikke alle sammen en …?“ Han specificerer ved at forme en rombe med fingrene. „Nå, men du skal se, det ordner sig. Når først du kommer i gang, vil du opdage hvor nemt det er.“ Cedernas tonefald irriterer Ietri, han vil ikke ynkes. Men på den anden side stiver hans vens ord ham også af. Han bliver siddende og funderer lidt, halvt irriteret og halvt taknemmelig. Egentlig har han lyst til at spørge Cederna hvor gammel han selv var da han kom i gang. Men han frygter svaret. Cederna er for kvik i hovedet og for flot en fyr med sin høje pande og det smil fuldt af kridhvide tænder og djævelskab han strør om sig med til højre og venstre. „En dinosaur som dig bange for piger! Helt vildt!“ „Lad være at råbe, siger jeg.“ „Efter min mening er det din mors skyld.“ „Hvad har min mor med det at gøre?“ Ietri knuger sin kæmpelab hårdt om servietten, og en skjult majonæsepose eksploderer i hånden på ham. Cederna klynker i falset: „Mor, mor, hvad vil alle de piger mig?“ „Hold kæft, alle kan høre dig!“ Ietri tør ikke bede vennen låne sig sin serviet og tørrer i stedet det værste af på stolekanten. Hans fingre strejfer undervejs noget klæbrigt under sædet. Cederna lægger veltilfreds armene over kors, mens Ietri til gengæld får en mere og mere dyster mine på. Han laver cirkler på bordpladen med sit våde krus. „Lad være at være sur.“ „Sur? Mig?“ „Du skal se, du møder nok før eller siden en gås der er villig til at sprede benene for dig!“ „Jeg er sgu nærmest ligeglad.“ „Nu skal vi snart på mission, ikke? Og det lader til at der ikke findes noget bedre sted. De amerikanske piger på basen skulle være ellevilde …“ 20
Tiderne_Menneskekroppen_P.indd 20
22/09/14 13.42
Soldaterne får fri den sidste weekend inden afrejsen, og de fleste tilbringer den sammen med deres kærester, som dog desværre i mange tilfælde har fået sære ideer om hvad tiden skal bruges til, såsom en picnic ved søen eller et maraton af romantiske film i sofaen derhjemme, mens de selv er mest interesseret i at få fyldt sextanken op inden de næste mange måneders afholdenhed. Ietris mor har taget nattoget til Belluno helt nede fra Torremaggiore i Apulien, og efter at have ordnet nogle ærinder i byen sammen følges mor og søn til kasernen, hvor han er indkvarteret på en rodet og stegende hed ottesengsstue. Moren undlader ikke at bemærke den manglende komfort. „Men det kan du alt sammen takke dig selv for, med det karrierevalg! Og så endda med dine muligheder. En intelligent dreng som dig!“ Hendes bemærkning giver den unge konstabel et akut behov for frisk luft. Han finder en undskyldning og stiller sig ud på pladsen foran kasernen med en smøg. Da han kommer tilbage, ser han sin mor stå med fotografiet fra hans edsaflæggelse presset mod sit bryst. „Mor! Jeg er ikke død endnu,“ udbryder han. Kvindemennesket spærrer øjnene op og langer ham en syngende lussing. „Ulyksalige skarn! Sig aldrig sådan noget igen.“ Hun vil for enhver pris stå for pakningen („ellers glemmer du bare det halve“), og nærmest i søvne ser han til mens hun med andægtig mine lægger hans tøj frem på sengen. Henslængt på nabosengen lukker han nu og da øjnene og fremkalder billeder af de amerikanske piger som basen i Afghanistan efter sigende vrimler med. Han glider ind i en ophidsende halvdøs og savler på hovedpuden. „Jeg har lagt en fugtighedscreme og to stykker sæbe – en neutral og en med lavendelduft – i sidelommen på din rygsæk. Brug den neutrale til ansigtet, husk hvor sart din hud er! Og så har jeg for resten også stukket et par pakker tyggegummi derned til når du ikke kan komme til at børste tænder.“ Om natten deler de en dobbeltseng på en halvtom pension, 21
Tiderne_Menneskekroppen_P.indd 21
22/09/14 13.42
og Ietri opdager til sin overraskelse at det selv ikke nu hvor han er blevet voksen og for længst er flyttet hjemmefra, generer ham at sove sammen med sin mor. Han har heller ikke noget imod at hun på et tidspunkt trækker hans hoved ned til sit slappe bryst og holder det fast dér, men bliver roligt liggende og lytter til hendes kraftige hjerteslag til hun falder i søvn. Nu og da bliver værelset oplyst af lyn fra det voldsomme tordenvejr der er brudt ud efter spisetid, og det giver et sæt i morens krop ved lyden af de øredøvende brag. Det er næsten som om de skræmte hende i drømme. Klokken er over elleve da Ietri endelig kan snige sig ud af sengen og uden at tænde lys tømme rygsækkens sidelomme for hvad der er. Han smider hele møget ned på bunden af den i forvejen godt fulde papirkurv, og spækker i stedet lommen med de mængder af forskellige kondomer han har haft skjult i jakkelommen og på bunden af sine skiftestøvler. Nok til en hel delings excesser i mindst en måned. Efter at være listet i seng igen, kommer han dog på andre tanker og står op en gang til, stikker hænderne i papirkurven og famler sig frem til tyggegummiet. For man ved aldrig. Måske er det godt at have ved hånden hvis han en dag skulle komme på kyssehold af en amerikansk piges lystne mund uden at have børstet tænder. Jennifer, oh, Jennifer! Mere eller mindre samtidig træder Cederna og hans pige ind i lejligheden hvor de har boet sammen det sidste års tid. Uvejret har overrasket dem på vej hjem, men de var så overgearede på det tidspunkt, at de ikke havde søgt læ, men bare var vaklet videre under styrtregnen for indimellem at standse op og kysse hinanden dybt og længe. Aftenen har taget en helt fin drejning nu, selvom man må sige at den ikke var begyndt for godt. Agnese har i nogen tid sværget til etniske restauranter, og netop i aften hvor Cederna bare havde lyst til at slappe af og fejre sin afrejse med en hyggemiddag for to et eller andet godt sted, havde hun partout villet på en japansk 22
Tiderne_Menneskekroppen_P.indd 22
22/09/14 13.42
restaurant, som hendes studieveninder havde prøvet og fundet super. „Den skulle være noget helt specielt,“ havde hun sagt. Men Cederna havde ikke haft lyst til noget specielt. „Du ved godt at jeg ikke bryder mig om asiatisk mad.“ „Hvordan ved du det, når du aldrig har smagt det?“ „Gu’ har jeg så smagt det … Én gang for længe siden.“ „Gu’ har du ej. Hold da kæft hvor er du barnlig!“ „Hov, hov! Pas lige på hvordan du taler til mig.“ Da det gik op for ham at de for alvor var ved at komme op at skændes, havde han dog overgivet sig og sagt okay, så lad os da for guds skyld prøve den skide sushi-bar. Aftenen var alligevel allerede halvvejs ødelagt. Han havde bare ikke så meget som rørt maden på restauranten, men i stedet fået tiden til at gå med at gøre nar af servitricen, som bukkede i én uendelighed og var iført frottésokker og sundhedssandaler. Agnese havde prøvet at lære ham hvordan man holder pindene, og det havde kunnet ses en halv kilometer væk hvor hun nød at give den som lærerinden. Efter et enkelt forsøg havde han stukket en pind i hvert næsebor og givet sig til at tale som en retarderet. „Kunne du i det mindste ikke gøre et forsøg?“ havde Agnese vrisset. „På hvad?“ „På at opføre dig civiliseret.“ Han havde lænet sig frem mod hende. „Jeg er yderst civiliseret, min kære. Det er de folk her der er rykket ind det forkerte sted. Se engang ud på gaden. Ligner det Japan, synes du?“ De havde ikke henvendt et ord til hinanden under resten af måltidet – en menu på flere retter med diverse tilbehør, som han alt sammen stædigt havde nægtet bare at smage på. Ikke engang de friturestegte grøntsager, som ellers ikke så værst ud, havde han rørt. Mens Agnese havde spist alt hvad der blev sat for hende, om ikke andet så for at demonstrere hvor modig og frigjort hun var i forhold til ham. Det værste havde dog været til sidst, da regningen kom på bordet. Han havde spærret øjnene op og mumlet: 23
Tiderne_Menneskekroppen_P.indd 23
22/09/14 13.42
„Jeg laver en helvedes ballade, kan jeg godt love dig.“ „Jeg skal nok betale. Bare du sparer mig for dine scener.“ „Jeg lader fandeme ikke min pige betale for en fucking middag på en restaurant,“ havde han affærdiget hende og kastet sit kreditkort i hovedet på servitricen, der for hundredsyttende gang havde bukket og samlet det op. „Hold kæft et lortested,“ sagde han da de kom ud. „Du har spoleret min sidste friaften. Tak for det!“ Men her havde så Agnese sat hænderne for ansigtet og var begyndt at græde. Og at se hende sådan havde gjort ham god igen. Han havde forsøgt at lægge armene om hende, men hun havde skubbet ham væk. „Du er et rigtigt bæst, er du!“ „Såså, skat, tag nu ikke sådan på vej.“ „Bliv fra mig!“ havde hun hysterisk råbt. Men hun havde heldigvis ikke holdt stand ret længe. Da han lidt efter bed hende blidt i øret og hviskede: „Hvad pokker var det nu det hed, det stads? Yadori? Yudori?“ havde hun smilet gennem tårerne og indrømmet: „Du har ret, det smagte faktisk rædsomt. Undskyld, elskede. Undskyld, undskyld, undskyld!“ „Yuuudori! Yuuuuuuudori!“ De var brudt sammen af grin i munden på hinanden og var blevet ved at grine hele vejen hjem. Selv ikke da regnen begyndte at fosse ned, var de holdt op. Og nu sidder de så begge to dyngvåde på gulvet i deres lille entré og ler videre, omend ikke helt så overstadigt som før. Cederna kan mærke den blandede følelse af vemod og tomhed melde sig der tit følger efter lange latteranfald. Og sammen med den også fortvivlelsen over ikke at skulle se hende i mange uger. Agnese rykker hen til ham og lægger hovedet i hans skød. „Lad nu være med at dø derovre, okay?“ „Jeg skal gøre mit bedste.“ „Og lad også lige være med at blive såret. Alvorligt i hvert fald. Ingen amputationer eller alt for synlige ar, om jeg må bede!“ 24
Tiderne_Menneskekroppen_P.indd 24
22/09/14 13.42
„Kun overfladiske skrammer, det lover jeg.“ „Og ingen sidespring, okay?“ „Nej.“ „Hvis du er mig utro derovre, bliver det mig der giver dig skrammer når du kommer hjem!“ „Uuuha!“ „Ingen uuuha. Det er mit alvor, det her.“ „Uuh-uuuha!“ „Og du lover mig at komme hjem til min kandidateksamen?“ „Ja, det har jeg jo sagt. René har garanteret at jeg får orlov. Den eneste hage ved det er at der så kommer til at gå satans lang tid før vi ses igen.“ „Og i al den tid skal jeg give den i rollen som den unge arbejdsløse kvindelige akademiker der venter sin mand hjem fra fronten.“ „Hov, du, jeg er ikke din mand.“ „Det var en talemåde.“ „Det skulle måske forstås som en form for frieri?“ „Hvem ved?“ „Hovedsagen er at den unge arbejdsløse kvindelige akademiker ikke trøster sig med en anden så længe.“ „Jeg vil være utrøstelig.“ „Godt.“ „Helt igennem utrøstelig. Det sværger jeg.“ I en betydeligt større lejlighed med glasskydedør ud mod ejendommens parkeringsplads står oversergent René vågen og i tøjet endnu og stirrer ud i natten. Uvejret har løsnet varmen fra asfalten, og byen lugter af rådne æg. Det ville være en smal sag for ham at finde en kvinde til sin sidste nat på fædrene jord. Det er bare at vælge, der er nok at tage af. Men han har sandt at sige ikke den store lyst til nogen af dem. Det er trods alt bare kunder, og for resten er han sikker på de ikke er indstillet på at lægge øre til hans bekymringer her tolv timer før flyafgang. Når han taler for længe, føler de gerne trang til at vende ham ryggen og foretage sig et eller andet: tænde sig 25
Tiderne_Menneskekroppen_P.indd 25
22/09/14 13.42
en smøg, klæde sig på, stille sig ud under bruseren. Og han kan ikke bebrejde dem det. Ingen af dem ved hvad det vil sige at være delingsfører. Ingen af dem forstår hvad det indebærer at have kommandoen og stå med 27 knægtes skæbne i sine hænder. Og ingen af dem elsker ham. Han tager sin T-shirt af og lader tankefuldt fingrene glide ned over brystkassen: furen mellem brystmusklerne, identificeringsmærket med hans fødselsdato og blodtype (A+), den markerede sixpack. Måske dropper han sin lille nebengesjæft, som han kalder det, når han kommer tilbage fra Afghanistan. Ikke fordi han har noget imod det. Og pengene arbejdet giver, er selvfølgelig altid velkomne (i sidste måned kunne han købe sidetasker til sin Honda, hvis silhuet under presenningen han i dette øjeblik stolt betragter fra vinduet). Det er snarere et moralsk spørgsmål. For mens hans bibeskæftigelse som gigolo var livsnødvendig den første tid efter at han var flyttet til Belluno, ville han i dag som karrieresoldat sagtens kunne skippe den og i stedet kaste sig over et mere voksent projekt. Hvilket ved han bare ikke endnu. Det er svært at forestille sig en ny version af sig selv. Her hen under midnat har hans ubeslutsomhed oven i købet frataget ham muligheden for et ordentligt måltid mad. Han har sat to pakker crackers til livs og er ikke mere sulten. En noget pauver afskedsmiddag, må man sige. Han skulle nok alligevel hellere have givet forældrene lov til at komme op fra Senigallia og sige farvel. Pludselig føler han sig trist til mode. Han har trukket tv-stikket ud og hængt et hvidt lagen over apparatet for at beskytte det mod støv. Han har også lukket for hovedgasledningen og samlet affaldet i en stor plasticpose. Huset er gjort klart til at stå ubeboet i længere tid. Han lægger sig hen på sofaen og er allerede halvvejs faldet i søvn da han modtager Rosanna Vitales sms: „Sig mig, har du tænkt dig at tage af sted uden at sige farvel? Kommer du ikke over til mig, der er noget jeg må tale med dig om.“ Få sekunder efter indgår der en ny besked: „Tag drikkevarer med.“ René giver sig god tid. Under bruseren barberer han sig og 26
Tiderne_Menneskekroppen_P.indd 26
22/09/14 13.42
masturberer stille og roligt for at gøre sig immun over for nydelse. På vejen køber han en tør spumante ovre i servicestationens kiosk. Går ud, men vender tilbage igen for at supplere med en flaske vodka og to plader bitter chokolade. Et eller andet sted er han Rosanna taknemmelig for at hun har reddet ham fra en sidste nat uden overraskelser, og han har i sinde at belønne hende efter fortjeneste. Det er som regel noget yngre kvinder han har sex med, gerne piger der vil nå at sikre sig et par gyldne minder inden de kaster sig ud i livet som trofaste og besindige hustruer. Rosanna derimod er over fyrre, og der er et eller andet ved hende der tiltrækker ham. Seksuelt er hun ekspert og usædvanlig frigjort. Undertiden bliver han og spiser hos hende bagefter, eller de ser en film sammen – han henslængt på sofaen, hun i en stol et stykke fra ham – og måske elsker de igen, denne gang på husets regning. Men hvis han har lyst til at gå, holder hun ikke på ham. „Var du gået vild?“ Rosanna venter ham stående i døren. René smutter rundt om hende og giver hende et kys på kinden. I forbifarten registrerer han en anden parfume end den sædvanlige, eller måske er det bare en anden duft neden under den købte han fornemmer. Men han siger ingenting. Rosanna inspicerer flaskerne. Sætter spumanten i køleskabet og åbner den anden. Glassene står allerede parat på bordet. „Hvad med lidt musik? Stilheden går mig på nerverne i aften.“ Det er helt i orden for René. Musik er ham ligegyldig, som så mange andre ting folk adspreder sig med. Han slår sig ned ved bordet i køkkenet. Han har været udsendt før – to gange til Libanon, og også til Kosovo én gang – og han ved civilister har svært ved at forholde sig til det. „Så i morgen rejser du altså.“ „Ja.“ „Og hvor længe varer den mission?“ „Seks måneder. Eller deromkring.“ Rosanna nikker. Hun har allerede tømt det første glas og skænker sig et nyt. René nipper derimod langsomt til sit. Han har fuld kontrol over sig selv. 27
Tiderne_Menneskekroppen_P.indd 27
22/09/14 13.42
„Er du glad for at skulle af sted?“ „Det er ingen fornøjelsestur.“ „Nej selvfølgelig. Men glæder du dig?“ René trommer med fingrene på bordet. „Ja, det tror jeg nok.“ „Godt. Det er vigtigt.“ Musikken tvinger dem til at tale højere end nødvendigt, og det ærgrer ham. Hvis Rosanna skruede lidt ned for styrken, ville de have det bedre. Der er så mange ting som han tænker over, men andre slet ikke lægger mærke til; det har altid skuffet ham. Og i aften virker Rosanna desuden distræt og opsat på at døve sanserne mest muligt inden de går i seng. Berusede kvinder er slappe i kroppen og monotone i deres bevægelser, og det koster ham et fandens besvær at få dem til klimaks. Han undlader ikke at kommentere det. „Hold lidt igen med det dér,“ siger han og nikker mod hendes glas. Hun sender ham et fortørnet blik. Det er ikke en af sine soldater han taler til! Er det måske ikke hende der betaler, og altså hende der bestemmer farten? Men så sænker hun alligevel hovedet som for at sige undskyld. René tolker hendes oprevethed som bekymring for ham og bliver helt rørt. „Jeg løber ingen fare,“ siger han. „Nej, det tror jeg gerne.“ „Det er fremfor alt en bevogtningsopgave.“ „Ja.“ „Statistisk set er tabsprocenten latterligt lav. Det er faktisk mere risikabelt at gå over gaden hernede. Helt ærligt. For os italienere i hvert fald. Men så er der dem der for alvor fører krig, og for dem er det selvfølgelig en anden sag. Amerikanerne har for eksempel …“ „Jeg er gravid.“ Værelset bølger vagt rundt om den skinnende vodkaflaske. „Hvad sagde du?“ „Du hørte det godt.“ René stryger en hånd over ansigtet. Han sveder ikke. „Nej, det tror jeg ikke jeg gjorde.“ 28
Tiderne_Menneskekroppen_P.indd 28
22/09/14 13.42
„Jeg er gravid.“ „Vær sød at slukke for den musik. Jeg kan ikke koncentrere mig med den i ørerne.“ Rosanna skynder sig hen til stereoanlægget og slukker, kommer tilbage og sætter sig igen. Andre lyde træder frem: vandvarmerens summen, en ubehjælpsom klemten på en guitar fra lejligheden ovenover, kluklyden fra flasken da hun til trods for hans formaning for tredje gang hælder vodka i sit glas. „Du havde da ellers klart og tydeligt forsikret mig …“ siger René og kæmper af alle kræfter for at beherske sig. „Ja, det ved jeg godt. Og faktisk burde det heller ikke kunne ske. Der var én ud af jeg ved ikke hvor mange chancer for det. En million måske.“ „Du sagde du var i overgangsalderen …“ Hans tonefald er ikke aggressivt. Og han virker rolig, men lidt bleg måske. „Jeg er i overgangsalderen, okay? Men så er jeg altså alligevel blevet gravid. Den slags sker.“ „Du sagde det var en umulighed.“ „Og det var det også. Det er en slags mirakel der er sket, okay?“ René spekulerer på om han bør spørge om hun er sikker på at det er hans barn. Men det er tydeligvis overflødigt. Han vender ordet mirakel i tankerne og ser ingen logik i at forhøre sig. „Skylden er min, lad os slå det fast straks,“ fortsætter hun hurtigt. „Hundrede procent min. Derfor synes jeg også at du skal bestemme hvad vi gør. Det er jo dig der er blevet ført bag lyset, kan man sige, og jeg lover at respektere din afgørelse, hvad end den er. Der er tid endnu, halvanden måned … eller lidt mindre måske. Tag af sted, tænk over det i ro og mag og giv mig besked når du har besluttet dig. Resten tager jeg mig af.“ Hun siger det i ét åndedrag og løfter så sit glas for at tage en tår vodka til. Men i stedet for at drikke bliver hun siddende et øjeblik og stryger tankefuldt glasset mod underlæben. Hun har rynker omkring øjnene, men de klæder hende. René har i løbet af sin hemmelige bikarriere lært at modne kvinder blomstrer op en sidste gang inden de visner endeligt, og at de i den fase er smuk29
Tiderne_Menneskekroppen_P.indd 29
22/09/14 13.42
kere end nogensinde. Hans krop føles underligt konsistensløs, og fornemmelsen kalder vreden frem i ham. „Du skulle lade være at drikke, hvis du er gravid.“ „En smule vodka forekommer mig den sidste grund til bekymring lige nu.“ „Alligevel synes jeg du skulle holde dig fra det.“ De sidder tavse lidt. René går i tankerne deres samtale igennem sætning for sætning. Resten tager jeg mig af. Han har svært ved helt at se hvad der ligger bag de ord. „Har du lyst alligevel?“ Rosanna spørger ham ligeud, som var det den naturligste sag af verden. Hun er gravid, men hælder alligevel vodka i sig og har lyst til sex. René er målløs og skal lige til at spørge om hun er vanvittig, men indser så at det måske ikke er så tosset en måde endda at redde aftenen på. At elske og bagefter forsvinde ud ad døren med en følelse af at have præsteret hvad der var forventet af ham, og ikke andet. „Hvorfor ikke?“ svarer han. De går ind i soveværelset og klæder sig af med ryggen til hinanden. Lægger ud i roligt tempo, blidt, hvorpå René tvinger hende om på maven. Inderst inde betragter han det som en straf. Rosanna kommer højlydt, han mere beskedent. Som om det gjorde en forskel, trækker han sig ud et øjeblik før, og hun bebrejder ham det ikke. „Du kunne blive her og sove i nat,“ siger hun i stedet. „Jeg skal ikke på arbejde i morgen, så jeg kunne køre dig hjem efter dine ting i morgen tidlig og videre til lufthavnen.“ „Det behøves ikke.“ „Vi kan være sammen nogle timer endnu, hvis du vil.“ „Jeg er nødt til at gå.“ Rosanna står op og slynger hurtigt en kimono om sig. Så roder hun efter sin pung i tasken og rækker René pengene. Han stirrer på hånden med sedlerne. Han kan ikke tage imod penge fra en kvinde der venter hans barn. Men Rosanna trækker ikke hånden til sig og siger ingenting. En rabat måske? Nej, det 30
Tiderne_Menneskekroppen_P.indd 30
22/09/14 13.42
ville være hykleri. Det er når alt kommer til alt bare en kunde, tænker han, en kunde som de andre. Og det er ikke hans skyld at noget er gået skævt. Han tager pengene og er på mindre end ti minutter klar til at gå. „Lad mig vide hvad du finder ud af,“ siger Rosanna i døren. „Okay, du hører fra mig.“ Næste morgen er varmen uudholdelig og himlen dækket af en lysegrå glasur, som giver hovedpine. De civile rejsende i lufthavnens afgangshal stirrer nysgerrigt på den usædvanlige koncentration af militærfolk. Og askebægrene uden for bygningen er fyldt til randen med cigaretskod. Ietri ankommer med bussen sammen med sin mor. Han ser sig om efter sine kammerater, og nogle stykker vinker til ham fra det fjerne. Mitrano har det største opbud af familiemedlemmer omkring sig, og hans bedstemor i kørestol er den eneste i klyngen der ikke larmer. Hun sidder med ryggen til sit barnebarn og stirrer stift frem for sig, som om hun havde fået øje på noget grufuldt. Men efter al sandsynlighed er hun bare dement, tænker Ietri. Anfossis forældre skæver den ene gang efter den anden til uret. Cederna kysser og krammer ubekymret sin pige med hænderne på hendes balder. Zampieri står med en lille dreng på armen, som fornøjer sig med at hive hende i håret og trække hendes velcro-emblem af jakken og sætte det på igen. Hun lader ham more sig lidt, men sætter ham så pludselig ned på gulvet, hvorefter ungen stikker i et vræl. René sidder på en bænk og taler i telefon. Ietri mærker et fast tag om sin højre hånd, og før han når at protestere, har hans mor allerede trykket en klat creme ud på håndryggen. „Hvad laver du?“ „Ti stille, Roberto! Har du set hvor revnede de er? Og de her?“ Hun holder hans fingre hen for næsen af ham. „Ja, hvad med dem?“ „Kom med ud på toilettet og lad mig klippe dine negle. Jeg har til alt held min neglesaks med.“ 31
Tiderne_Menneskekroppen_P.indd 31
22/09/14 13.42
„Mor!“ „Hvis vi ikke klipper dem nu, er de fuldstændig sorte inden aften.“ Efter lange forhandlinger overgiver han sig, men har da i det mindste opnået at få lov til at ordne sagen selv. Nedtrykt styrer han mod toiletterne. Han er netop blevet færdig med første hånd, da der høres en højlydt prut inde fra et af wc’erne. „Velbekomme!“ udbryder den unge konstabel muntert og får et grynt til svar. Et øjeblik efter bliver der trukket i snoren derinde, og oberst Ballesio kommer ud. Han styrer over mod spejlet og knapper på vejen bukserne. Der står en sky af dårlig lugt omkring ham. Ietri slår hælene sammen og gør honnør, og obersten nikker veltilfreds tilbage. Så får han imidlertid øje på neglestumperne i håndvasken og skifter udtryk. „Den slags ordner man hjemmefra, soldat.“ „Enig, hr. kommandant. Undskyld, hr. kommandant.“ Ietri lukker op for vandet, og neglestumperne klumper sammen omkring afløbet og bliver liggende dér. Han trækker proppen op og skubber dem ned med fingeren. Ballesio betragter ham koldt. „Deres første mission, unge mand?“ „Stemmer, hr. kommandant.“ „Når De kommer tilbage, vil De finde toiletterne hér anderledes … rene som på et hospital. Og blandingsbatteriet dér. Næste gang De ser sådan et, vil De få lyst til at slikke på det.“ Ietri nikker. Hans hjerte hamrer vildt. „Men det går hurtigt over. Lige når man er kommet hjem, virker alt fantastisk. Men så bliver det igen til den ynk det er.“ Ballesio trækker i rullehåndklædet, men det har sat sig fast. Bandende tørrer han sine våde hænder af i bukserne i stedet for. Så nikker han i retning af neglesaksen i konstablens hånd. „Jeg er for fummelfingret til at bruge sådan en,“ siger han. „Min kone har købt en tre-i-én til mig, så jeg klarer mig. Neglene bliver bare lidt kantede.“ 32
Tiderne_Menneskekroppen_P.indd 32
22/09/14 13.42
Da Ietri vender tilbage til afgangshallen, koger han af raseri. Han har dummet sig over for obersten, og skylden er helt og holdent hans mors. Hun bøjer sig frem for at kontrollere hans negle. „Sig mig, hvorfor har du kun klippet den ene hånd? Stædige asen! Sagde jeg ikke nok at du skulle lade mig? Du har jo aldrig selv kunnet klippe med venstre. Kom her.“ Ietri skubber hende væk. „Så lad mig dog være.“ Hun mønstrer ham strengt, ryster på hovedet og giver sig til at rode i sin taske. „Her,“ siger hun, „stik det her i munden. Du har dårlig ånde.“ „Kan du for helvede ikke snart holde op!“ råber konstablen. Han slår hendes hånd væk. Bolsjet falder til gulvet, og han tværer det arrigt ud med støvlen. Det splintrer i et hav af grønne sukkerflager. „Er du så tilfreds?“ Di Salvo med familie vender sig om og ser på dem, og han lægger ud af øjenkrogen mærke til at Cederna også drejer hovedet mod dem. Han aner ikke hvad der går af ham. To store tårer glimter i hans mors øjne. Hun står med åben mund, og hendes underlæbe dirrer svagt. En spyttråd forbinder den med overlæben. „Undskyld,“ hvisker hun. Det er aldrig før sket at hun har sagt undskyld til ham. Det river og slider i Ietri. En vild lyst til at råbe idiot ind i synet på hende kæmper med en lige så påtrængende lyst til at bøje sig ned og samle bolsjestumperne op en for en og sætte dem sammen igen. Han føler sine kammeraters øjne hvile fordømmende på sig. Jeg er for fanden blevet voksen og er på vej i krig. Han vil senere komme i tvivl om han sagde den sætning højt eller bare tænkte den. Men her og nu hanker han op i sin rygsæk og slynger den over skulderen. Kysser sin mor på kinden. Én gang. Kort. „Farvel så længe, jeg kommer snart tilbage,“ lover han. 33
Tiderne_Menneskekroppen_P.indd 33
22/09/14 13.42